Pligt til at tage notat om formaning om ikke at kontakte tidligere kæreste

Pligt til at tage notat om formaning om ikke at kontakte tidligere kæreste

A klagede over at han havde fået en advarsel (et polititilhold) efter staffelovens § 265 om ikke at kontakte B. Han bestred i den forbindelse at han tidligere havde fået en formaning om ikke at kontakte B.

Det fremgik af sagen at A og B gennem mange år har haft et forhold, som B afbrød i september 1993.

Den 22. september 1993 anmodede B om at A blev tildelt en advarsel efter straffelovens § 265. Hun beskrev nærmere på hvilket grundlag hun ønskede en sådan advarsel. B mente bl.a. at A stod bag en række opringninger hvor der intet blev sagt, og bag hærværk mod bl.a. hendes biler. Hærværket var anmeldt særskilt til politiet.

I første omgang foretog politiet sig ikke mere i sagen, men efter fornyet henvendelse fra B (på grund af fornyet hærværk) forelagde politiet anmodningen og anmeldelserne om hærværk for A. Han bestred under afhøring den 11. oktober 1993 at stå bag nogen af delene. A redegjorde for sin kontakt med B siden september 1993. A oplyste bl.a. at han fra 2. september til 21. september 1993 havde talt med B flere gange og havde skrevet flere breve til hende, og at A og hun havde kørt nogle ture sammen. A og B havde talt sammen i telefon op til 20 gange hvor både han og hun havde ringet op. Til slut i samtalen blev A af politiassistenten gjort bekendt med at B ville få forelagt hans forklaring, og at sagen ville blive stillet i bero hvis B var indforstået hermed, men ville blive genoptaget hvis der kom nye ting til. Det er ikke i rapporten vedrørende afhøringen af A anført at han blev indskærpet ikke at kontakte B.

B fik forelagt A's forklaring med oplysning om at sagen ville blive stillet i bero, men ville kunne genoptages hvis der kom nye chikanerier eller hærværk. Hun fastholdt sin begæring om at A fik tildelt en advarsel, hvilket A telefonisk blev gjort bekendt med den 13. oktober 1993. I brev af samme dato kom A med en supplerende redegørelse til sagen.

Den 4. maj 1994 anmodede B på ny om at A fik tildelt en advarsel. Hun følte sig fortsat generet af bl.a. telefoniske og skriftlige henvendelser. Under samtale med politiet den 5. maj 1994 beskrev B generne nærmere, og hun afleverede også kopi af bl.a. forskellige breve fra A til hende (afsendt efter at sagen var stillet i bero).

A blev i den anledning indkaldt til afhøring som fandt sted den 10. maj 1994. A blev gjort bekendt med B's anmodning og forklaring og med de forelagte breve. A vedkendte sig nærmere angivne breve der var nævnt i rapporten vedrørende afhøring af B. A bekræftede også at han flere gange havde ringet til B, men han havde altid præsenteret sig. A bestred således ikke at han fortsat havde kontaktet B, men han bestred at han generede hende. A fandt tværtimod at hun generede ham. A erklærede sig til slut i samtalen indforstået med fremtidig at afstå fra enhver kontakt til B.

I et notat af 18. maj 1994 udtalte den politiassistent der havde behandlet den tidligere begæring om en advarsel, at det i forbindelse med afhøringen af A den 11. oktober 1993 var blevet indskærpet ham ikke på nogen måde at kontakte B, og at det var en forudsætning for at sagen var stillet i bero.

Den 25. maj 1994 tildelte politiet A en advarsel efter straffelovens § 265 om ikke at krænke B's fred "ved at trænge ... ind på (hende), forfølge (hende) ved personlig, skriftlig eller telefoniske henvendelser eller på anden måde forulempe (hende)". Ved afgørelsen var der bl.a. lagt vægt på at A havde henvendt sig til B, også efter at han "ved afhøring hos politiet den 11. oktober 1993 blev formanet om at lade (hende) i fred."

A klagede til Justitsministeriet over denne afgørelse. Han bestred herunder at have modtaget en formaning. A anmodede endvidere politimesteren om at ophæve advarslen. Han henviste herved til at forudsætningerne for advarslen var bortfaldet da B havde kontaktet ham efter advarslen, og at han og hun den 20. juni 1994 gav hinanden et kys.

Politiet i Slagelse forelagde A's oplysning om B's henvendelse til ham efter advarslen og oplysning om at han og hun havde givet hinanden et kys, for B der bestred begge dele. A fastholdt at han og B havde givet hinanden et kys den 20. juni 1994.

A kom i flere breve med yderligere bemærkninger til sagen. Brevene blev forelagt for B der kom med bemærkninger hertil i breve af 5. november 1994.

Justitsministeriet fastholdt den 22. december 1994 advarslen. I begrundelsen herfor skrev ministeriet

"Efter en gennemgang af sagen skal man meddele, at Justitsministeriet ikke finder grundlag for at tilsidesætte politimesterens skøn, hvorefter betingelserne for at give Dem en advarsel mod at krænke (B)'s fred er opfyldt. Justitsministeriet har herved særlig lagt vægt på, at De har erkendt at have rettet skriftlig og telefonisk henvendelse til den pågældende, selv om De af politiet er blevet indskærpet, at yderligere henvendelse ikke må finde sted."

A klagede herefter til mig. Han bestred at han den 11. oktober 1993 havde fået en formaning om ikke at rette henvendelse til B. A var derfor ikke klar over at hans breve og opringninger til B efter dette tidspunkt var i strid med en sådan formaning.

Politimesteren i Slagelse og Justitsministeriet henholdt sig over for mig til deres afgørelser.

I et brev til A udtalte jeg herefter følgende

"Min undersøgelse omfatter som nævnt alene Politimesteren i Slagelses og Justitsministeriets afgørelser af 25. maj 1994 og 22. december 1994 om at give Dem en advarsel (et polititilhold). Afgørelsen herom er truffet på baggrund af straffelovens § 265 der lyder sådan

'Den, der krænker nogens fred ved trods forud af politiet given advarsel at trænge ind på ham, forfølge ham med skriftlige henvendelser eller på anden lignende måde forulempe ham, straffes med bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder. En af politiet meddelt advarsel har gyldighed for

5 år.'

Bestemmelsen siger ikke noget om betingelserne for at tildele en advarsel, men Justitsministeriet har i et cirkulære af 12. februar 1990 nærmere redegjort herfor. En sådan redegørelse findes også i betænkning nr. 1102/1987, s. 122ff, hvor det bl.a. er anført (s. 123) at selv fredelige henvendelser kan give grundlag for en advarsel. Det udelukker således ikke anvendelse af bestemmelsen at henvendelser ikke er fornærmende, når de dog har udviklet sig på en sådan måde at det for den der ønsker tilholdet, virker som en forulempelse (jf. Knud Waaben, Strafferettens specielle del, 3. udg. (1989), s. 206).

Tildeling af en advarsel forudsætter at den indklagede allerede har gjort sig skyldig i en eller flere krænkelser af den karakter som omfattes af advarslen, jf. s. 1 i Justitsministeriets cirkulære af 12. februar 1990. Er disse betingelser ikke med sikkerhed opfyldte, eller findes der ikke behov for en egentlig advarsel, vil der kunne gives en uformel tilrettevisning eller formaning (jf. Søren Staun, Juristen (1985), s. 197, og omtalen af formaninger i betænkningen, s. 122). Der er ikke knyttet retsvirkninger til sådanne formaninger, men hvis der er givet en formaning, eller politiet i øvrigt tidligere har været indblandet i sagen, vil der ofte være et særligt behov for at skride ind med en egentlig advarsel, jf. s. 1 i Justitsministeriets cirkulære af 12. februar 1990. Her anføres at det navnlig gælder, 'hvis en tidligere begæring om meddelelse af en advarsel er afslået, samtidig med at det er tilkendegivet parterne, at sagen kan tages op på ny, hvis der finder nye forulempelser sted'.

Afgørelser om tildeling af advarsler efter § 265 bygger på en bevismæssig bedømmelse af de foreliggende oplysninger og en skønsmæssig vurdering af om det således fastlagte faktiske grundlag giver grundlag for en advarsel. I denne vurdering indgår som nævnt tidligere behandling af en anmodning om en advarsel der er afslået (eller hvor der er givet en formaning) samtidig med at det er tilkendegivet parterne, at sagen kan tages op på ny hvis der finder nye forulempelser sted. Der er som nævnt ikke knyttet retsvirkninger til en formaning om ikke at henvende sig til en bestemt person, men er der givet en sådan formaning, vil henvendelser i strid med formaningen i sig selv kunne begrunde tildeling af en advarsel forudsat at der i øvrigt er tilstrækkeligt grundlag herfor.

Efter reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun kritisere bevis- og skønsvurderinger hvis der er særlige omstændigheder. Hertil kræves at afgørelsen lider af retlige mangler eller er åbenbart urimelig.

Politimesteren i Slagelse og Justitsministeriet lagde ved deres afgørelser vægt på at De kontaktede (B) på trods af, at De under afhøring den 11. oktober 1993 var blevet indskærpet at De ikke måtte kontakte hende yderligere.

De bestrider ikke at De kontaktede (B) efter den 11. oktober 1993, men De bestrider at De denne dag modtog en indskærpelse (formaning) om ikke at kontakte hende. De var derfor heller ikke klar over at Deres henvendelser til hende var i strid med en sådan formaning.

Deres påstand med hensyn til denne indskærpelse står over for politiets påstand om det modsatte. Der er ikke udsigt til at yderligere undersøgelser fra min side vil kunne afklare dette spørgsmål nærmere.

Der er som nævnt ikke gjort notat om denne formaning i politirapporten vedrørende afhøringen af Dem den 11. oktober 1993 eller i øvrigt i tilslutning til denne afhøring. Et sådant notat fremkom først den 18. maj 1994 til brug for afgørelsen af 25. maj 1994.

Forvaltningsmyndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag. Jeg henviser bl.a. til Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 44. Notatpligtens overholdelse er som det fremgår anførte sted, bl.a. normalt en forudsætning for en effektiv kontrol med om myndighederne har handlet korrekt (jf. også f.eks. Niels Eilschou Holm, Juristen (1986), s. 242ff med henvisninger).

Da tidligere formaninger indgår i senere vurderinger om tildeling af advarsler, og henvendelser i strid med en sådan formaning i sig selv vil kunne give grundlag for tildeling af en advarsel, er der efter min opfattelse ikke tvivl om at politiet har pligt til at gøre notat om sådanne formaninger. Selv om der ikke er foreskrevet en pligt til straks at foretage et sådant notat, følger det dog efter min opfattelse af formålet med notatpligten at notatet skal foretages i umiddelbar tilslutning til anledningen hertil. Et notat der som i det foreliggende tilfælde fremkommer meget lang tid efter (til brug for en ny sagsbehandling), er derfor efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt til at opfylde notatpligten.

Jeg finder det således beklageligt at der ikke i den konkrete sag blev gjort notat (i politirapporten vedrørende afhøringen af Dem den 11. oktober 1993 eller i øvrigt i tilslutning til denne afhøring) om at De havde fået en egentlig formaning om ikke yderligere at kontakte ... B. Efter min opfattelse burde Justitsministeriet endvidere have påtalt det manglende notat.

Jeg har gjort politimesteren og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

Ved at undlade at gøre notat om formaningen har politiet ikke sikret sig det fornødne bevis for at der faktisk er givet en formaning. Både politimesteren og Justitsministeriet har imidlertid ved deres afgørelser lagt vægt på formaningen som også synes at have haft afgørende betydning for udfaldet af i hvert fald Justitsministeriets afgørelse. Det fremgår således ikke af afgørelserne om myndighederne ville have truffet samme afgørelse, hvis det var lagt til grund at der ikke var givet en egentlig formaning.

Jeg har derfor - ligesom i den ovenfor nævnte sag i min beretning for 1992 (s. 40ff) - overvejet betydningen af den manglende overholdelse af notatpligten (bevissikring). Jeg har således overvejet om den manglende overholdelse af notatpligten - ud fra almindelige principper om bevisbyrde mv. - måtte medføre at Deres opfattelse med hensyn til om der var givet en formaning, skulle lægges til grund, eller i hvert fald at der ved den senere afgørelse ikke kunne lægges (afgørende) vægt på denne formaning.

Afgørelser om at tildele advarsler bygger som nævnt på en bevismæssig vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Beviskravene til faktum i disse sager er ifølge betænkning nr. 1102/1987, s. 123, de almindelige straffeprocessuelle beviskrav (med hensyn til hvem der er gerningsmand). For så vidt angår tilfælde hvor der foreligger modstridende oplysninger fra henholdsvis anmelderen og den person advarslen ønskes tildelt, anfører Søren Staun på linie hermed i Juristen (1985), s. 200f at det i virkeligheden ikke kan afgøres om betingelserne for at give en advarsel er opfyldte, uden en formel retlig bevisoptagelse. Selv om afgørelsen skal træffes efter et skøn, er det hans opfattelse at politiet, hvor dette skøn vil få karakter af en egentlig bevisbedømmelse, bør udvise overordentlig stor varsomhed med at træffe beslutninger der går ud på at advarsel skal gives.

Tildeling af en advarsel er et alvorligt indgreb over for en person, og der bør derfor ikke være tvivl om at der er det fornødne bevismæssige grundlag herfor. Når en formaning tillægges afgørende betydning for tildeling af en advarsel, bør der efter min opfattelse derfor være det fornødne bevis for at der faktisk er givet en sådan formaning.

Jeg kan for så vidt ikke tilsidesætte politiassistentens forklaring i notatet af 18. maj 1994, men jeg finder på den anden side heller ikke at det manglende notat i sin tid om forholdet kan medføre at Deres forklaring skal lægges til grund. Da der imidlertid ikke under afhøringen den 11. oktober 1993 eller i umiddelbar tilslutning hertil er foretaget et notat der sikrer det fornødne bevis for politiassistentens forklaring, har politimesteren og Justitsministeriet efter min opfattelse ikke kunnet lægge (afgørende) vægt på at der var givet Dem en formaning.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

De blev under afhøringen den 11. oktober 1993 gjort bekendt med at sagen ville blive taget op igen hvis der kom nyt. Selv om De ikke var klar over at yderligere henvendelser til (B) efter den 11. oktober 1993 var i strid med en formaning, måtte De derfor være klar over at de kunne begrunde genoptagelse af sagen (og dermed eventuelt en advarsel). De har ikke bestridt at De faktisk kontaktede (B) efter dette tidspunkt.

Det fremgår imidlertid som nævnt ovenfor ikke om resultatet ville være blevet det samme hvis det ikke var lagt til grund at der var givet en egentlig formaning.

Jeg har på denne baggrund henstillet at Justitsministeriet genoptager sagen, og jeg har bedt om underretning om udfaldet heraf.

Jeg har i øvrigt fundet anledning til at henlede myndighedernes opmærksomhed på s. 4 i cirkulærskrivelsen af 12. februar 1990 hvoraf fremgår at ordet 'lignende' i straffelovens § 265 ikke bør udelades i vendingen 'på anden lignende måde'. Formålet med 'lignende' er at sikre at advarslen ikke rækker ud over hvad der er strafbart efter § 265, og det bør derfor efter min mening medtages uanset præcisering som sket i politimesterens advarsel af 25. maj 1994, der ud over skriftlige henvendelser henviser til personlige og telefoniske henvendelser.

Herefter foretager jeg mig ikke mere i sagen.

..."

Justitsministeriet opretholdt efter en fornyet gennemgang af sagen sin afgørelse om ikke at tilsidesætte politimesterens skøn hvorefter betingelserne for at give A et tilhold var opfyldte. Justitsministeriet gav følgende begrundelse for afgørelsen

"... uanset om det lægges til grund at De ikke modtog en egentlig formaning i forbindelse med afhøringen den 11. oktober 1993, måtte det desuagtet efter den pågældende afhøring have stået Dem klart, at [B] ikke længere ønskede personlig kontakt med Dem, og at yderligere henvendelser til hende ville kunne begrunde en genoptagelse af sagen, ligesom De telefonisk den 13. oktober 1993 blev gjort bekendt med, at [B] - efter at være gjort bekendt med Deres forklaring afgivet den 11. oktober 1993 - fastholdt begæringen om, at De blev meddelt en advarsel.

Herefter og idet det lægges til grund, at De mindst én gang (den 28. oktober 1993, kl.23.22) har kontaktet hende telefonisk uden at give Dem til kende, samt at De har sendt hende flere breve i perioden frem til De blev meddelt en advarsel den 25. maj 1994, finder Justitsministeriet, at betingelserne for at meddele Dem en advarsel er opfyldt.

..."

Ministeriet præciserede samtidig at politimesterens advarsel af 25. maj 1994 burde have været formuleret i overensstemmelse med ordlyden af straffelovens § 265 således at vendingen "forfølge dem ved personlig, skriftlig eller telefoniske henvendelser eller på anden måde" i stedet burde have været formuleret "forfølge dem med skriftlige henvendelser eller på anden lignende måde forulempe".

Jeg meddelte herefter Justitsministeriet at jeg herefter ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER:(*1) Jf. FOB 1992, s 44 ( FOB 1992, s. 40 ).

Resumé

En mand klagede over at han havde fået et polititilhold om ikke at kontakte sin tidligere kæreste. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på at manden tidligere havde fået en formaning om ikke at kontakte hende yderligere, men det bestred han. Der var ikke taget notat om denne formaning da den blev givet, men først til brug for den aktuelle sag.

Ombudsmanden udtalte at der er pligt til at tage notat om sådanne formaninger, og at notatpligtens formål tilsiger at notatet tages i umiddelbar forlængelse af formaningen. Da der ikke var taget notat der sikrede det fornødne bevis for at formaningen var givet, kunne myndighederne efter ombudsmandens opfattelse ikke lægge (afgørende) vægt på formaningen. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund at sagen blev genoptaget. (J.nr. 1995-2120-619).