Legislator Case Law & Legislation
O19960013970 DK

Tilsidesættelse af forældres aftale om deling af transportudgifter ved samvær. Hjemmel

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelser 1996 139 Valid

Tilsidesættelse af forældres aftale om deling af transportudgifter ved samvær. Hjemmel

Sagens nærmere omstændigheder var følgende

Den 30. maj 1988 traf Frederiksborg Statsamt afgørelse om A's ret til samvær med A's og B's datter, C, født den 26. oktober 1983. Der blev fastsat løbende weekendsamvær en gang om måneden. Umiddelbart efter at resolutionen var udfærdiget, flyttede C med sin mor fra Nordsjælland til Nordjylland hvilket der i samværsresolutionen var taget højde for. Statsamtet anførte i resolutionen følgende om de udgifter der var forbundet med samværsudøvelsen

"Moderen følger barnet til Ålborg Lufthavn ved samværets begyndelse, og henter hende samme sted ved samværets afslutning, samt afholder udgifterne herved.

Faderen sørger for den øvrige del af barnets befordring, og afholder udgifterne herved, samt ved samværet iøvrigt.

Barnets billet til flyrejsen skal være moderen i hænde senest 3 dage inden samværets begyndelse."

C og hendes mor boede i Nordjylland frem til 1991 og - efter at de som A havde haft bopæl i Nordsjælland en tid - igen fra sommeren 1992.

Den 30. september 1993 skrev A til B at A på grund af arbejdsløshed desværre ikke fortsat kunne betale dobbelt normalbidrag (herefter forkortet nb). Fra den 8. november 1993 var A igen i arbejde, nu i Sydsjælland. I en periode kørte A frem og tilbage mellem Nordsjælland og Sydsjælland. I marts 1994 bosatte A sig i Sydsjælland sammen med A's nuværende kone og et fælles barn født i 1991.

Den 12. januar 1994 ansøgte B Nordjyllands Statsamt om at fastsætte børnebidrag fra A til C's underhold. Dette var hidtil betalt efter aftale mellem A og B. B ønskede bidraget fastsat til nb + 100%. B ansøgte desuden om at få dækket sine rejseudgifter i forbindelse med A's samvær med C.

A protesterede over for statsamtet og anførte at der var store udgifter forbundet med samværsudøvelsen. Udgifterne var ikke blevet mindre efter flytningen til Sydsjælland hvad derimod A's indtægter var.

Statsamtet traf afgørelse i sagen den 24. maj 1994 og fastsatte børnebidraget til nb + 50%. Om rejseudgifterne anførte statsamtet i et brev til B bl.a. følgende

"Statsamtet finder ikke, at De under sagen har ført bevis for, at Deres afholdelse af transportudgifter i forbindelse med samvær er knyttet til en bestemt størrelse af børnebidraget. Henset til at De selv i sin tid har påtaget Dem denne udgift, og ordningen har fungeret i en årrække, finder statsamtet ikke, at De bør fritages for betaling af denne del af de med samværet forbundne transportudgifter, som De indgav ansøgning om i januar 1994."

Både A og B indbragte afgørelsen om børnebidrag for Civilretsdirektoratet. B klagede desuden over ikke at være blevet fritaget for at betale (delvise) rejseudgifter i forbindelse med A's samvær med C.

Civilretsdirektoratet stadfæstede den 4. november 1994 statsamtets afgørelse vedrørende børnebidrag. Om sagens andet spørgsmål - transportudgifterne i forbindelse med A's samvær med C - bestemte direktoratet (i et brev stilet til B)

"For så vidt angår Deres klage over statsamtets afgørelse vedrørende Deres betaling af (C)'s transport mellem (Nordjylland) og Aalborg i forbindelse med samvær ændrer Civilretsdirektoratet herved statsamtets afgørelse, således at De fremover fritages for at afholde denne udgift.

Afgørelsen er truffet i medfør af myndighedslovens § 24, stk. 2, hvorefter aftaler om samvær kan ændres, hvis hensynet til barnet, taler derfor. Ved afgørelsen af om en aftale skal tilsidesættes, tages hensyn til, i hvilket omfang aftalen hidtil har været praktiseret. Hvis forholdene har ændret sig på en måde, der gør aftalen mindre rimelig, vil der kunne være grundlag for at ændre aftalen, selvom den har fungeret godt i længere tid.

Civilretsdirektoratet har ved afgørelsen lagt de faktiske oplysninger til grund, der fremgår af statsamtets afgørelse.

Civilretsdirektoratet har således, navnlig henset til den tid, der er forløbet siden aftalen blev indgået og til størrelsen af Deres udgifter til transport i forbindelse med samvær, sammenholdt med størrelsen af det bidrag, som De modtager til (C)'s underhold, fundet det rettest at fritage Dem for afholdelse af udgifter i forbindelse med samvær."

Direktoratet bad afslutningsvist B (og A) om at indsende samværsresolutionerne "til påtegning om Civilretsdirektoratets afgørelse".

I et brev af 6. november 1994 kommenterede A direktoratets beslutning. A konkluderede at han ikke kunne se hvordan han fortsat skulle kunne gennemføre samværet med C med en nettomånedsløn på 11.500 kr. A henviste desuden til at udgiften til flybilletter ville stige når C i 1995 blev 12 år og skulle til at rejse på voksenbillet. A havde den 16. og 18. november 1994 telefonsamtaler med Civilretsdirektoratets sagsbehandler.

Den 23. november 1994 præciserede direktoratet sin afgørelse således

"Efter på ny at have gennemgået sagen skal man herved præcisere, at Civilretsdirektoratet ikke finder, at (B) bør være bundet af den tidligere aftale om, at hun afholder transportudgifterne i forbindelse med A's samvær med (C). Civilretsdirektoratet har herved lagt vægt på, at der er ændrede forhold siden aftalens indgåelse. Spørgsmålets endelige afgørelse henhører under domstolene.

Civilretsdirektoratet skal yderligere bemærke, at der efter direktoratets opfattelse ikke er hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehavere at afholde omkostninger i forbindelse med transport under samvær.

Civilretsdirektoratets afgørelse kan ikke ændres af højere administrativ myndighed. De kan derimod rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand, ligesom domstolene i medfør af grundlovens § 63 kan påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser."

Den 25. november 1994 havde A på ny en telefonsamtale med Civilretsdirektoratets medarbejder. Denne noterede følgende på sagen herom

"(A) ringer dags dato.

På hans forespørgsel vejleder jeg om, at den endelige afgørelse af spørgsmålet om aftalen om transportudgifterne henhører under domstolene, idet han således vil kunne nedlægge påstand om, at (B) fastholdes på aftalen. Jeg oplyser i den forbindelse, at Civilretsdirektoratets udtalelse herom alene har karakter af en vejledende tilkendegivelse.

Jeg vejleder endvidere om grundlovens § 63 og Folketingets Ombudsmand."

Den 29. november 1994 skrev A til mig med kopi til justitsminister Bjørn Westh. I et følgebrev til ministeren henviste A til at

"det er af allervigtigste betydning, at gøre de ansvarlige politikere opmærksomme på svage punkter i lovgivningen. Jeg tænker i denne forbindelse på folketingets behandling af betænkning nr. 1279 om lovforslag til ændring af myndighedsloven."

Den 30. november 1994 anmodede A Nordjyllands Statsamt om at fastsætte størrelsen af A's betaling til B. A mente ikke at det beløb på 690 kr. pr. gang som B forlangte, var rimeligt.

A's henvendelse til justitsministeren blev besvaret af Civilretsdirektoratet den 21. december 1994. Direktoratet havde noteret sig A's synspunkter, men fandt ikke grundlag for at foretage sig yderligere i sagen. Direktoratet oplyste samtidig A om at sagens akter var returneret til Nordjyllands Statsamt, bl.a. til brug for behandlingen af spørgsmålet om betaling i forbindelse med B's transport af C.

I anledning af A's klage til mig af 29. november 1994 - og efter at jeg fra direktoratet havde modtaget en kopi af det ovenfor citerede telefonnotat - bad jeg den 7. februar 1995 Civilretsdirektoratet om en udtalelse. Mit høringsbrev tog udgangspunkt i den retsopfattelse hos direktoratet som fremgår af notatet, og som jeg mente også at kunne udlede af brevet af 23. november 1994. Altså en retsopfattelse hvorefter der i myndighedslovens § 24, stk. 1, ikke er hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at afholde transportudgifter i forbindelse med samværsrettens udøvelse og - som følge heraf - heller ikke er hjemmel til at ændre en aftale forældre imellem om fordeling af disse udgifter.

Med dette udgangspunkt skrev jeg bl.a. følgende til direktoratet

"Denne retsopfattelse har under behandlingen af en tidligere sag her ved embedet ikke givet ombudsmanden anledning til bemærkninger, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1980, s. 580ff.

Den dagældende bestemmelse i myndighedslovens § 27, stk. 3, har efterfølgende fået en anden placering - nu myndighedslovens § 24, stk. 1. Bestemmelsen fik samtidig hermed følgende tilføjelse: '...og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed'.

Af bestemmelsens ordlyd efter tilføjelsen kunne der umiddelbart drages den konklusion at der herefter var hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at deltage i betalingen af de med samværets udøvelse forbundne udgifter - herunder til transport.

Et sådant synspunkt synes tillige at have en vis støtte i teorien. Jeg henviser herved til Jørgen Graversen mfl., Familieret (1986), s. 113

' Normalt skal den samværsberettigede afhente og bringe barnet og afholde rejseudgifter i forbindelse hermed; (min fremhævning)', og til kommentaren i Karnovs Lovsamling, 13. udg., s. 4254, note 43, hvor et tilsvarende forbehold har fundet udtryk.

Jeg henviser tillige til Svend Danielsens kommentar til myndighedslovens kappitel 2 og 3, s. 203 (1986)

' Rejseudgifter og andre omkostninger i forbindelse med udøvelsen af samværsretten må normalt afholdes af den berettigede, se også Folketingets ombudsmands beretning 1980 s. 580 gengivet ovenfor. Stk. 1 giver dog mulighed for at pålægge indehaveren af forældremyndigheden at afholde nogle eller alle udgifter, f.eks. til rejsen'.

I bogens 2. udg. (1988), hvor Dorrit Sylvest Nielsen har været medforfatter, er udsagnet in fine dog i det store og hele opgivet

'...Stk. 1 indeholder næppe hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at afholde transportudgifterne i forbindelse med samværsrettens udøvelse'.

Af betænkning nr. 985/1983 fremgår det imidlertid at dette ikke har været arbejdsgruppens hensigt med tilføjelsen.

I betænkningen er på s. 125f bl.a. anført følgende

'Det fremgår endvidere af stk. 1 , at statsamtet kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse med samværsrettens udøvelse. Arbejdsgruppen har hermed ønsket i selve lovteksten at præcisere, at der kan fastsættes vilkår for den samværsberettigede.

...

Samtidig fastslås, at der er mulighed for at fastsætte pligter for forældremyndighedens indehaver. Forældremyndighedens indehaver kan f.eks. pålægges at bringe barnet en (kortere) del af vejen...

...

Bestemmelsen giver ikke mulighed for at pålægge indehaveren af forældremyndigheden at afholde udgifter i forbindelse med samværsrettens udøvelse, f.eks. rejseudgifter'.

Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 599, indeholder bl.a. følgende bemærkninger til den senere vedtagne bestemmelse

' Til § 24

Kan forældrene ikke blive enige om samværsretten, herunder dens omfang og udøvelse, kan statsamtet ifølge § 24 træffe de fornødne beslutninger. Forslaget er i overensstemmelse med § 24 i arbejdsgruppens lovudkast. Der henvises til betænkningen s. 123-130.

I stk. 1 , der med sproglige ændringer er i overensstemmelse med den gældende myndighedslovs § 27, stk. 3, fastsættes, at statsamtet kan træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten.

I folketingsbeslutningen, jfr. de almindelige bemærkninger pkt. 4, er det anført, at praksis for samværsret bør ændres, således at den kan udøves i et omfang, der i højere grad tilgodeser hensynet til at bevare barnets forbindelse med begge forældre. Kontaktens omfang bør i højere grad fastsættes efter et individuelt skøn. I de almindelige bemærkninger pkt. 5 d er der redegjort for den udvikling, der i de senere år har fundet sted i administrativ praksis henimod en udvidet og mere individuelt udformet samværsret...'

Betænkningens bemærkninger indgik således i grundlaget for det lovforslag der førte til den nugældende lovs § 24, stk. 1.

På denne baggrund giver Civilretsdirektoratets retsopfattelse mig isoleret betragtet ikke anledning til bemærkninger.

Som det fremgår af det anførte, harmonerer direktoratets retsopfattelse imidlertid ikke med en naturlig forståelse af lovbestemmelsens ordlyd. Opfattelsen baserer sig endvidere på forholdsvis indirekte retskilder. Formålsbetragtninger harmonerer for så vidt heller ikke med direktoratets retsopfattelse der tillige afviger fra den - efter forarbejderne tilsigtede - almindelige udvikling på området, hvorefter samværsret i højere grad bør fastsættes efter et individuelt skøn. Der synes desuden i teorien at herske nogen usikkerhed om gældende ret. Hertil kommer at spørgsmålet om hvem af parterne der skal betale transportomkostningerne i forbindelse med samværsudøvelse, kan være af væsentlig betydning for parterne og for den praktiske mulighed for at samvær kan gennemføres i det aftalte eller fastsatte omfang. På den baggrund kan der efter min opfattelse rejses det spørgsmål om der ikke bør søges tilvejebragt et klarere retsgrundlag, eventuelt således at retstilstanden fremgår af selve lovteksten.

Jeg beder derfor Civilretsdirektoratet udtale sig om hvorvidt direktoratet vil være indstillet på ved først givne lejlighed at søge tilvejebragt et sådant klarere retsgrundlag for dets praksis.

Jeg skal endvidere bede Civilretsdirektoratet om en redegørelse for retsgrundlaget for direktoratets adgang til at fremsætte uforbindende tilkendegivelser om forhold uden for direktoratets kompetenceområde."

Med en udtalelse af 27. april 1995 meddelte Civilretsdirektoratet mig bl.a. følgende

"Det beror på en beklagelig misforståelse, når det telefonisk herfra er udtalt, at Civilretsdirektoratet ikke har truffet en afgørelse om, hvorvidt (A) skal betale transportomkostninger i forbindelse med samvær, men alene er fremkommet med en vejledende tilkendegivelse i anledning af (B)'s ansøgning.

Som det fremgår af Civilretsdirektoratets skrivelse af 4. november 1994, som fastholdt den 23. november 1994, er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at statsamtet og Civilretsdirektoratet i medfør af myndighedslovens § 24 har kompetence til at træffe afgørelse om ophævelse af en aftale om transportomkostninger ved samvær. På grund af omstændighederne i sagen fandt man det imidlertid rigtigt tillige at henvise til, at den endelige afgørelse af spørgsmålet kunne indbringes for domstolene.

Civilretsdirektoratet kan fortsat henholde sig hertil."

Direktoratet henviste endvidere til Justitsministeriets svar af 19. april 1995 på et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om forældremyndighed og samvær (L 176 - bilag 4), nu vedtaget som lov nr. 387 af 14. juni 1995. Af svaret fremgik bl.a. følgende

"I praksis er man meget tilbageholdende med at fastsætte pligter for forældremyndighedens indehaver i forbindelse med samværets udøvelse. Det skyldes navnlig, at det kan være vanskeligt at håndhæve sådanne pligter. I overensstemmelse hermed skal afhentning og aflevering af et barn i forbindelse med udøvelse af samværet normalt ske på forældremyndighedsindehaverens bopæl, og således at den samværsberettigede afholder udgifterne i forbindelse med transporten.

Forældremyndighedens indehaver kan i særlige tilfælde pålægges at deltage i transporten af barnet og på den måde udgifterne i forbindelse med denne transport. Afgørelser herom træffes efter en konkret vurdering, hvor det navnlig tillægges vægt, om det vil være uforholdsmæssigt besværligt for den samværsberettigede at skulle afhente barnet på forældremyndighedsindehaverens bopæl.

Derimod findes der ikke i myndighedsloven at være hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren udgifter i forbindelse med den anden af forældrenes transport af barnet.

...

Det kan i øvrigt oplyses, at ombudsmanden i en skrivelse af 7. februar 1995 har anmodet Civilretsdirektoratet om en udtalelse om, hvorvidt direktoratet vil være indstillet på ved først givne lejlighed at søge tilvejebragt et klarere retsgrundlag for den praksis, at man ikke pålægger den af forældrene, der har barnet boende, at afholde udgifter til den samværsberettigedes transport af barnet."

Civilretsdirektoratet orienterede mig samtidig om at man over for A havde beklaget de misforståelser om karakteren af direktoratets breve af 4. november og 23. november 1994, som var opstået under A's telefoniske henvendelser.

I et brev af 22. maj 1995 kommenterede A direktoratets udtalelse og svaret til Folketingets Retsudvalg. A anførte at de eneste forhold som efter hans opfattelse var ændret, var at hans indtægt var blevet betydelig mindre. A stillede sig derfor fortsat uforstående over for direktoratets ændring af statsamtets afgørelse.

Ombudsmandens udtalelse

"Alene Civilretsdirektoratets ændring af Nordjyllands Statsamts afgørelse om (B)'s transportudgifter (mellem Nordjylland og Ålborg) i forbindelse med Deres samvær med (C) er forelagt mig. Den anden del af myndighedernes afgørelser - børnebidragets størrelse - indgår ikke i min undersøgelse.

Direktoratets fortolkning af den dagældende myndighedslovs § 24

Det fremgår af Civilretsdirektoratets udtalelse af 27. april 1995 med bilag at direktoratet - som tilkendegivet over for Folketingets Retsudvalg - er af den opfattelse at statsamterne og Civilretsdirektoratet i medfør af (den tidligere) myndighedslovs § 24 har kompetence til at træffe afgørelse om ophævelse af en aftale om transportomkostninger ved samvær.

Jeg forstår direktoratet på den måde at et pålæg til forældremyndighedens indehaver om at betale (en del af) transportudgiften kan komme på tale i samme omfang som den pågældende pålægges at bringe barnet. Jeg forstår samtidig at et pålæg om at bringe barnet (en del af vejen) ikke automatisk medfører at den pågældende skal betale de udgifter der er forbundet hermed, men at dette afhænger af de konkrete omstændigheder i sagen.

Denne (generelle) fortolkning af den dagældende myndighedslovs § 24 kan jeg ikke kritisere. Jeg henviser herved til det jeg har anført i mit brev af 7. februar 1994.

Civilretsdirektoratet har over for Dem (i brev af 27. april 1995) meget beklaget de misforståelser om karakteren af direktoratets breve som er opstået under Deres telefoniske henvendelser til direktoratet. Jeg er enig i at det var beklageligt, hvilket jeg samtidig hermed har meddelt Civilretsdirektoratet. Jeg foretager mig ikke mere i denne anledning.

Begrundelsen for Civilretsdirektoratets afgørelse

Direktoratets afgørelse gav Dem ikke medhold. Afgørelsen skulle derfor ledsages af en begrundelse, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24. Begrundelsen skal efter forvaltningsloven og dens forarbejder give den pågældende part en fyldestgørende forklaring på hvorfor afgørelsen har fået netop det indhold den har.

Civilretsdirektoratet har i sin afgørelse af 4. november 1994 lagt de faktiske oplysninger til grund der fremgår af statsamtets afgørelse (af 24. maj 1994).

Direktoratet anførte i brevet bl.a. følgende (afgørelsen var stilet til (B))

'Civilretsdirektoratet har således, navnlig henset til den tid, der er forløbet siden aftalen blev indgået og til størrelsen af Deres udgifter til transport i forbindelse med samvær, sammenholdt med størrelsen af det bidrag, som De modtager til (C)'s underhold, fundet det rettest at fritage Dem for afholdelse af udgifter i forbindelse med samvær."

I brevet af 23. november 1994 præciserede direktoratet som anført sin afgørelse. I brevet er bl.a. anført

'Civilretsdirektoratet har herved lagt vægt på, at der er ændrede forhold siden aftalens indgåelse'.

Direktoratets medarbejder er, som sagen foreligger oplyst for mig, ikke under de forudgående og efterfølgende telefonsamtaler med Dem kommet nærmere ind på spørgsmålet om begrundelse. Heller ikke i udtalelsen til mig er afgørelsen nærmere begrundet.

De har i klagen til mig og i Deres senere brev af 22. maj 1995 om de af direktoratet nævnte ændrede forhold anført at Deres økonomi er blevet forringet. De har stillet Dem uforstående over for at dette forhold skulle kunne begrunde en ændring af statsamtets afgørelse i Deres disfavør.

Jeg må ved min bedømmelse af direktoratets begrundelse lægge til grund at direktoratet ved afgørelsen har tillagt følgende faktiske omstændigheder betydning

den tid der er forløbet siden aftalen blev indgået,

størrelsen af (B)'s udgifter til transporten af (C) sammenholdt med børnebidragets størrelse, og

at forholdene har ændret sig siden 1988.

Hertil har jeg følgende bemærkninger

ad a): Nordjyllands Statsamt havde forinden, den 24. maj 1994, begrundet sin afgørelse med at ordningen havde fungeret i en årrække. Dette forhold førte imidlertid statsamtet til det i forhold til Civilretsdirektoratet modsatte resultat. På denne baggrund kunne direktoratet efter min opfattelse ikke nøjes med blot at henvise til den tid der var forløbet siden aftalen blev indgået, men burde nærmere have redegjort for hvorfor dette efter direktoratets mening talte i modsat retning af statsamtets afgørelse.

ad b): Direktoratet traf afgørelse om at fritage (B) fra forpligtelsen efter aftalen fra 1988. Direktoratet oplyste ikke hvilket beløb vedrørende (B)'s transportudgifter der blev lagt til grund for afgørelsen (og herefter sammenholdt med størrelsen af børnebidraget). Ej heller bestemte direktoratet hvilket beløb De - som følge af direktoratets ændring af statsamtets afgørelse - for fremtiden skulle betale til (B) til dækning af dennes transportudgifter.

ad c): Civilretsdirektoratet konkretiserede ikke hvilke ændrede forhold siden aftalens indgåelse der efter direktoratets mening talte for at fritage (B) for aftalen.

Under henvisning til det jeg har anført ovenfor, er det sammenfattende min opfattelse at direktoratets begrundelse i afgørelsen af 4. november 1994, som uddybet den 23. november 1994, ikke giver en tilstrækkelig forklaring på hvilke konkrete omstændigheder i sagen der har ført direktoratet til at ændre statsamtets afgørelse, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.

Med brevet af 23. november 1994 uddybede Civilretsdirektoratet som sagt begrundelsen for sin afgørelse. Som et yderligere argument for sin afgørelse anførte direktoratet at der 'ikke er hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehavere at afholde omkostninger i forbindelse med transport under samvær'. Denne bemærkning harmonerer ikke med den oplyste fortolkning og praksis hvorefter forældremyndighedens indehaver i særlige tilfælde kan 'pålægges at deltage i transporten af barnet og på den måde udgifterne i forbindelse med denne transport', jf. Justitsministeriets svar af 19. april 1995 til Folketingets Retsudvalg. I den foreliggende sag var det i forbindelse med direktoratets afgørelse af 4. november 1994 og den efterfølgende brevveksling relevant at vurdere om sagen var omfattet af denne praksis for 'særlige tilfælde'. Under disse omstændigheder må jeg anse direktoratets bemærkning om manglende hjemmel i brevet af 23. november 1994 for misvisende.

Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse og har henstillet til direktoratet at genoptage sagens behandling med henblik på at De nu får en fyldestgørende begrundelse for direktoratets afgørelse.

Den indholdsmæssige rigtighed af Civilretsdirektoratets afgørelse

Jeg er, som afgørelsen nu foreligger begrundet, afskåret fra at tage stilling til denne. Jeg beder Dem afvente direktoratets uddybende begrundelse før De tager stilling til om der er grundlag for igen at indbringe sagen for mig.

..."

Civilretsdirektoratet orienterede mig senere om at direktoratet havde haft sagen genoptaget med henblik på at give A en fyldestgørende begrundelse for direktoratets afgørelse.

Herefter modtog jeg en klage over Civilretsdirektoratets afgørelse.

Jeg meddelte imidlertid Civilretsdirektoratet at jeg havde besluttet mig for ikke at foretage mig mere i sagen.

NOTER:(*1) Jf. FOB 1980, s. 580 ff.

Udtalelser 1996 139 Valid

Resumé

En far klagede over at Civilretsdirektoratet havde ophævet en aftale fra 1988 mellem ham og hans tidligere ægtefælle om fordeling af transportudgifterne ved hans samvær med datteren. Ifølge aftalen skulle moderen betale for barnets befordring fra bopælen og til lufthavnen. Moderen ansøgte senere om at blive fritaget for disse udgifter. Direktoratet ændrede statsamtets afslag på moderens ansøgning og ophævede forældrenes aftale.

Ombudsmanden anså direktoratets bemærkning i et brev til faderen om manglende hjemmel for misvisende.

Under sagens behandling hos ombudsmanden blev det navnlig afklaret at bestemmelsen i den dagældende myndighedslov § 24, stk. 1, giver hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at afholde transportudgifter i forbindelse med samværsrettens udøvelse og - som følge heraf - hjemmel til at ændre en aftale forældrene imellem om fordeling af disse udgifter.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at direktoratet ikke i sine begrundelser havde givet en tilstrækkelig forklaring på hvilke konkrete omstændigheder der havde ført direktoratet til at ændre statsamtets afgørelse. Ombudsmanden kunne herefter ikke tage stilling til den indholdsmæssige rigtighed af direktoratets afgørelse og henstillede at direktoratet genoptog sagen. (J. nr. 1994-2820-654).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →