Dansk fremmedpas. Krav til ansøger om dokumentation. Officialprincippet

Dansk fremmedpas. Krav til ansøger om dokumentation. Officialprincippet

En advokat (B) klagede på vegne af en jugoslav med dansk opholdstilladelse (A) over at Indenrigsministeriet afslog A's ansøgning om dansk fremmedpas.

I anledning af klagen udtalte Udlændingestyrelsen den 29. april 1996 følgende

"...

Udlændingestyrelsen (skal) herved oplyse, at (A) indrejste til Danmark den 04.01.1993, hvorefter han ved henvendelse til de danske myndigheder indgav ansøgning om asyl her i landet.

Den 28.04.1993 indgik (A) ægteskab med en dansk statsborger, på hvilket grundlag han den 16.08.1993 blev meddelt opholdstilladelse med henblik på varigt ophold efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Den 07.07.1993 frafaldt (A) sin ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

Den 31.08.1993 indgav (A) ansøgning om rejselegitimation med henvisning til, at han ikke havde mulighed for ved sit hjemlands myndigheder at få udstedt pas, idet han ikke havde aftjent sin værnepligt.

Ved brev af 03.11.1993 anmodede styrelsen (A) om at fremsende skriftlig dokumentation for, at han ikke kunne få udstedt nationalitetspas ved sit hjemlands herboende repræsentation.

Den 02.03.1994 indgav (A) påny ansøgning om rejselegitimation for udlændinge, i hvilken forbindelse han oplyste, at det ikke var muligt at opnå den ønskede dokumentation, idet den jugoslaviske ambassade over for ham havde tilkendegivet, at man ikke ville udstede sådanne erklæringer.

Ved brev af 14.03.1994 meddelte styrelsen (A) afslag på ansøgningen om rejselegitimation, idet han ikke havde fremlagt dokumentation for ikke at kunne få udstedt nationalitetspas.

Ved forkyndelsen den 21.03.1994 klagede (A) over den trufne afgørelse til Indenrigsministeriet, der ved brev af 04.05.1994 stadfæstede afgørelsen med samme begrundelse som styrelsen.

Den 25.07.1994 indgav (A) atter ansøgning om rejselegitimation, idet ansøgningen var vedlagt brev fra den jugoslaviske ambassade, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at ambassaden ikke ville udstede nationalitetspas til den pågældende på grund af manglende aftjening af værnepligt.

Ved brev af 27.02.1995 meddelte styrelsen (A), at hans ansøgning ikke kunne imødekommes, idet det ikke fremgik af det fremlagte brev, at det vedrørte ham. Styrelsen fandt det herefter fortsat ikke godtgjort, at (A) ikke ved henvendelse til den jugoslaviske ambassade ville kunne få udstedt nationalitetspas.

Den 28.04.1995 fremsendte advokat (B) på (A)'s vegne kopi af brev af 16.03.1995 til den jugoslaviske ambassade, idet advokat (B) oplyste, at det ikke havde været muligt at formå ambassaden til at besvare henvendelser om udstedelse af nationalitetspas til (A).

Ved brev af 22.05.1995 oplyste advokat (B) endvidere, at (A)'s ægtefælle ved telefonisk henvendelse til den jugoslaviske ambassade havde fået oplyst, at der ikke kunne udstedes nationalitetspas til (A), idet denne havde ansøgt om asyl her i landet.

Styrelsen meddelte herefter den 28.08.1995 (A) afslag på ansøgningen om rejselegitimation, idet man henviste til, at denne ikke havde været i stand til at fremlægge skriftlig dokumentation for, at han ikke kunne opnå nationalitetspas.

Ved brev af 11.09.1995 påklagede advokat (B) på (A)'s vegne denne afgørelse til Indenrigsministeriet, der den 16.02.1996 stadfæstede afgørelsen med henvisning til styrelsens begrundelse herfor.

Styrelsen skal herefter oplyse, at man fortsat kan henholde sig til sin afgørelse af 28.08.1995.

Der henvises herved til, at det efter styrelsens faste praksis er en forudsætning for at imødekomme en ansøgning om rejselegitimation for udlændinge, at der fremlægges skriftlig dokumentation for, at ansøgeren ikke er i stand til at skaffe sig pas eller anden rejselegitimation.

Idet (A) ikke har været i stand til at fremlægge dokumentation for, at det ved henvendelse til den jugoslaviske ambassade i København eller direkte til de pasudstedende myndigheder i Jugoslavien ikke er muligt at få udstedt nationalitetspas, finder styrelsen således ikke grundlag for at ændre afgørelsen af 28.08.1995.

..."

Det fremgik af sagens akter at A havde forsøgt at fremme sagen om rejselegitimation fra de jugoslaviske myndigheder på følgende måde

I ansøgning om rejselegitimation modtaget i Direktoratet for Udlændinge den 3. marts 1994 oplyste A at han ikke havde aftjent værnepligt. Han oplyste at han havde talt med ambassaden, men havde fået oplyst at de ikke giver dokumentation. (Jeg har forstået denne oplysning således at ambassaden efter A's oplysning ikke gav skriftligt afslag på ansøgninger om rejselegitimation). Ved forkyndelsen af direktoratets afslag den 21. marts 1994 oplyste A at man ikke havde kunnet formå ambassaden til at give skriftligt svar på forespørgsler.

Den 28. juli 1994 modtog Direktoratet for Udlændinge A's nye ansøgning om rejselegitimation. Som begrundelse for at han ikke kunne få nationalitetspas, henviste han til at han ikke havde aftjent værnepligt. A vedlagde et brev af 5. juli 1994 fra den jugoslaviske republik. (Jeg formodede at brevet er skrevet på serbokroatisk). Ifølge et håndskrevet notat i sagen står der i dette brev at ambassaden ikke vil udstede pas idet A i hjemlandet ikke havde arbejde og ikke var under uddannelse. A kunne få pas hvis han ville rejse tilbage til Jugoslavien.

Der er i sagen også et notat af 16. december 1994 om en telefonsamtale som en medarbejder i Direktoratet for Udlændinge har haft med en medarbejder på den jugoslaviske ambassade som stod som underskriver på brevet fra ambassaden. Ifølge dette notat oplyste ambassaden at man ikke, i hvert fald ikke officielt, skriver til folk om muligheden for at få pas. Direktoratets medarbejder opfattede i øvrigt på baggrund af samtalen at ambassaden alene er et ekspeditionskontor for pasansøgninger. Det meste ambassaden oplyser når der indgives pasanmodninger, er vedrørende sagsbehandlingstiden. Ambassademedarbejderen kunne ikke afvise at en af hans medarbejdere havde skrevet et sådant brev på eget initiativ, men ham bekendt var der ikke udgået breve fra ambassaden med afslag på pasanmodning.

Den 28. april 1995 sendte A's advokat, advokat B, til Direktoratet for Udlændinge kopi af et brev af 16. marts 1995 fra ham til den jugoslaviske ambassade. I brevet til ambassaden skrev advokaten følgende

"Som advokat for (A), der er jugoslavisk statsborger og nu er bosiddende i Danmark, efter at have indgået ægteskab med dansk statsborger, skal jeg herved tillade mig at ansøge om, at der udstedes nationalitetspas til min klient.

Jeg tillader mig at vedlægge bekræftede kopi af fødselsattest, idet jeg endvidere vedlægger ansøgning i 2 eksemplarer underskrevet af min klient samt 2 pasfotos i sort/hvidt. Endvidere vedlægges bekræftet kopi af erklæring fra arbejdsgiver samt kopi af min klients opholds- og arbejdstilladelse, hvoraf hans personnummer fremgår.

Jeg skal oplyse, at min klient ankom til Danmark uden pas, som han ikke medbragte på grund af problemerne i Deres land. Af hensyn til min klients 'bevægelighed' er det nødvendigt med udstedelse af passet, hvorfor dette venligst snarest bedes fremsendt.

Måtte De ønske yderligere oplysninger, er jeg til tjeneste, idet eventuelt gebyr for udstedelsen bedes oplyst."

Advokaten oplyste at han havde rykket for svar den 4. april 1995, men ikke havde fået svar. Derfor bad han om at der nu blev udstedt dansk fremmedpas til A.

Den 22. maj 1995 oplyste advokaten i et brev til Direktoratet for Udlændinge at A's ægtefælle telefonisk havde været i forbindelse med den jugoslaviske ambassade. Ambassaden havde meddelt hende at advokatens brev af 16. marts 1995 ikke ville blive besvaret, og at nationalitetspas ikke ville blive udstedt da A havde ansøgt om asyl.

Under en telefonsamtale den 21. juni 1995 mellem A's ægtefælle og en medarbejder i Direktoratet for Udlændinge spurgte ægtefællen til ansøgningen om fremmedpas. Under telefonsamtalen gentog ægtefællen de ovenfor nævnte oplysninger fra ambassaden, og medarbejderen i direktoratet lovede at overveje sagen.

Advokat B opfordrede i sin klage af 11. september 1995 over Direktoratet for Udlændinges afslag Indenrigsministeriet til selv at rette henvendelse til den jugoslaviske ambassade for ad denne vej at få A's fremstilling verificeret.

I Indenrigsministeriets afslag af 16. februar 1996 skrev ministeriet følgende

"Efter udlændingebekendtgørelsen § 6, stk. 2, udstedes dansk fremmedpas til udlændinge, der har tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 og 8, såfremt udlændingen ikke er i stand til at skaffe pas eller anden rejselegitimation og ikke er berettiget til dansk rejsedokument for flygtninge. Til andre udlændinge kan dansk fremmedpas udstedes under tilsvarende betingelser.

I den anledning skal man meddele, at Indenrigsministeriet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at ændre Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 28. august 1995.

Indenrigsministeriet kan i den forbindelse tiltræde Direktoratet for Udlændinges begrundelse for afgørelsen. Indenrigsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at der fortsat ikke foreligger skriftlig dokumentation for, at Deres klient ikke vil kunne få udstedt gyldigt nationalitetspas.

Det, De har anført i Deres brev af 11. september 1995, kan efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke føre til et andet resultat."

I en skrivelse til Indenrigsministeriet skrev jeg følgende

"På baggrund af dette sagsforløb beder jeg Indenrigsministeriet om at udtale sig om myndighedernes erfaringer og oplysninger med hensyn til mulighederne for statsborgere fra det tidligere Jugoslavien for at få udstedt nationalitetspas. Herunder beder jeg om myndighedernes erfaringer og oplysninger om mulighederne for at fremlægge skriftlig dokumentation for at det ved henvendelse til den jugoslaviske ambassade i København eller direkte til de pasudstedende myndigheder i Jugoslavien ikke har været muligt at få udstedt nationalitetspas. Jeg henviser herved til den nuværende situation i det tidligere Jugoslavien.

Jeg beder om at Indenrigsministeriet forinden indhenter Udlændingestyrelsens udtalelse om disse spørgsmål.

..."

Resumé

På vegne af en jugoslavisk statsborger med dansk opholdstilladelse klagede en advokat til ombudsmanden over Indenrigsministeriets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på en ansøgning om fremmedpas. Begrundelsen for afslaget var at styrelsen efter fast praksis ikke udstedte fremmedpas medmindre der forelå skriftlig dokumentation for at ansøgere ikke var i stand til at skaffe sig pas eller anden rejselegitimation.

Det fremgik af sagens akter at den jugoslaviske statsborger ved gentagne skriftlige og telefoniske henvendelser til den jugoslaviske ambassade havde forsøgt at få den af Indenrigsministeriet udbedte skriftlige dokumentation. På den baggrund bad ombudsmanden Indenrigsministeriet om at udtale sig om myndighedernes erfaringer med hensyn til mulighederne for statsborgere fra det tidligere Jugoslavien for at få udstedt nationalitetspas. Herunder mulighederne for at fremlægge skriftlig dokumentation for at det ikke kunne lade sig gøre at få udstedt nationalitetspas.

Indenrigsministeriet meddelte herefter at Udlændingestyrelsen efter fornyet gennemgang af sagen havde besluttet at udstede fremmedpas til den pågældende. Endvidere oplyste ministeriet at styrelsen foretog en ændring af praksis med hensyn til statsborgere fra det tidligere Jugoslavien der var indrejst i landet som asylsøgere eller med "gamle" pas udstedt i det tidligere Jugoslavien. (J.nr. 1996-540-649).