Udvisning på grund af ulovligt ophold
Statutory Text (5 Articles)
§ 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse
...
2) Hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller...
§ 24. Andre udlændinge kan udvises
...
5) Hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.
§ 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og skal i så fald udløbe en 1. januar eller en 1. juli.'
Ifølge bemærkningerne til udkastet til udlændingelovens § 11 som svarer til den vedtagne lovs § 10, stk. 1, forudsætter bestemmelsen at der foretages en afvejning mellem de i bestemmelsen nævnte forhold som taler imod opholdstilladelse, og de grunde som taler for at ansøgningen imødekommes (betænkning nr. 968/1982, s. 150).
I denne sag har Direktoratet for Udlændinge og Indenrigsministeriet ved afgørelsen lagt vægt på at (A) ved direktoratets afgørelse havde opholdt sig ulovligt i landet i omtrent fire måneder.
Direktoratet for Udlændinge har tidligere - bl.a. i en sag jeg har afsluttet ved skrivelse af 22. marts 1989 - redegjort for praksis vedrørende udvisning for ulovligt ophold af visumfri udlændinge. Direktoratet anførte dengang (i en udtalelse af 19. april 1988) følgende
'Direktoratets afgørelse er truffet i overensstemmelse med sædvanlig praksis, hvorefter der sker udvisning for ulovligt ophold af visumfri udlændinge, der opholder sig ulovligt her i landet udover en periode, der svarer til den visumfri periode. Da pågældendes ægteskab er indgået efter forløbet af 3 måneders ulovligt ophold, kan den omstændighed, at pågældende har indgået ægteskab med en dansk statsborger, ikke bevirke, at udvisning for ulovligt ophold ikke finder sted.'
Sagen er omtalt i Udlændingeloven med kommentarer af Herman Langlouis og Claus W. Tornøe, 2. udg., s. 143 (vedr. § 10, stk. 1) og s. 216 (vedr. § 24, stk. 5), hvor der er anført følgende om praksis vedrørende udvisning
' Visumfrie udlændinge
Ulovligt ophold for visumfrie udlændinge fører til udsendelse, men normalt først til udvisning med indrejseforbud, når det ulovlige ophold er på 2½ måned eller derover. Det betyder, at det samlede ophold skal være på 5½ måned eller derover.
...
Visumfrie udlændinge gift med en dansk statsborger eller med en her i landet fastboende udlænding
Efter ovennævnte hovedregel udvises udlændinge først efter ca. 5½ måneds samlet ophold. Er ægteskab indgået under de første 6 måneders ophold, vil der således normalt ikke ske udvisning, idet der så er tale om en mere 'formel overtrædelse'.
Er ægteskabet derimod indgået efter et samlet ophold på 6 måneder, sker der som hovedregel udvisning for ulovligt ophold, idet et ægteskab ikke kan gøre et ulovligt ophold lovligt. Se herved F.O. j.nr. 1988-543-613 gengivet i kommentaren til § 10, stk. 1, nr. 2. Foreligger der særlige formildende eller undskyldelige grunde for det ulovlige ophold, kan der efter en konkret vurdering blive tale om at undlade at foretage udvisning.'
2
På baggrund af myndighedernes praksis som den er gengivet ovenfor, må jeg lægge til grund at længden af et ulovligt ophold hvorunder en udlænding bliver gift med en dansk statsborger, beregnes for tiden indtil ægteskabet indgås. Jeg må endvidere forstå det direktoratet har anført i afgørelsen af 28. september 1995 således, at det ulovlige ophold er beregnet fra den 29. maj 1995. Perioden fra den 1. marts 1995 til den 4. maj 1995 hvor direktoratet forlængede udrejsefristen, er således ikke indgået ved beregningen af det ulovlige ophold. Parterne indgik ægteskab den 16. september 1995, og det ulovlige ophold har således været ca. tre en halv måned.
3
Det har påhvilet ansøgeren selv at sørge for at indhente den fornødne dokumentation for at hendes tidligere ægteskab var opløst, således at betingelsen for at indgå nyt ægteskab - og på den baggrund få opholdstilladelse her i landet - var opfyldt. Ansøgeren må således som udgangspunkt bære risikoen for at fremskaffelse af dokumentation tager så lang tid at en administrativt fastsat tidsfrist for (forlænget) opholdstilladelse udløber.
I denne sag gør sig imidlertid det særlige gældende at 'forsinkelsen' i hvert fald delvis skyldes Københavns Statsamts (lange) sagsbehandlingstid som statsamtet beklagede i brevet til ansøgeren den 28. juni 1995.
På baggrund af det jeg har anført ovenfor under 2 - og under henvisning til at Indenrigsministeriet den 17. september 1996 i anledning af min supplerende høring af ministeriet har ophævet afgørelsen om udvisning - må jeg lægge til grund at (A) efter myndighedernes praksis ikke var blevet udvist hvis ægteskabet var blevet indgået en halv til en hel måned tidligere. Under henvisning til at der foreligger en forsinkelse i sagen der skyldes en dansk myndighed, har der efter min opfattelse været tale om en sådan særlig formildende eller undskyldelig grund for varigheden af det ulovlige ophold at Direktoratet for Udlændinge ikke den 28. september 1995 burde have truffet afgørelse om udvisning, og at Indenrigsministeriet ikke den 10. januar 1996 burde have stadfæstet afgørelsen.
Da Indenrigsministeriet nu har ophævet afgørelsen og samtidig anmodet Udlændingestyrelsen om at genoptage behandlingen af sagen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, foretager jeg mig ikke mere i sagen."
Udvisning på grund af ulovligt ophold
Af sagen fremgik at den colombianske statsborger A indrejste visumfrit i Danmark den 29. november 1994. Hun kunne herefter opholde sig lovligt i Danmark indtil den 1. marts 1995. Ved ansøgningsskema til Direktoratet for Udlændinge af 15. marts 1995 ansøgte A om opholdstilladelse på baggrund af forventet indgåelse af ægteskab med den danske statsborger B.
A var fraskilt, og Direktoratet for Udlændinge bad hende den 27. april 1995 om at indsende dokumentation for ansøgning om godkendelse af skilsmissen her i landet og dokumentation for hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge.
Den 3. maj 1995 bekræftede Københavns Statsamt over for direktoratet at ansøgningen var under ekspedition og kunne forventes afsluttet inden for fire uger. På den baggrund forlængede Direktoratet for Udlændinge A's udrejsefrist til den 29. maj 1995. Direktoratet tilkendegav samtidig at yderligere forlængelse ikke kunne forventes medmindre hun indgik ægteskab med en i Danmark fastboende person, og betingelserne i øvrigt var opfyldt.
Den 28. juni 1995 skrev Københavns Statsamt således til A
"De har i skrivelse af 16. marts 1995 ansøgt om godkendelse af colombiansk skilsmissedokument, samt fritagelse for at fremlægge skifteattest i forbindelse med indgåelse af nyt ægteskab.
Statsamtet har forelagt Deres ansøgning for Civilretsdirektoratet.
Civilretsdirektoratet har oplyst, man ikke kan godkende vedlagte folkeregisterudskrifter som tilstrækkeligt bevis for, at ægteskabet mellem Dem og (C) er endeligt opløst.
Til brug for en eventuel viderebehandling af sagen skal man anmode om, at der fremlægges et egentligt skilsmissedokument med dokumentation for retskraft og behørig legalisering.
Ved legalisering forstås, at udstederens signatur (og kompetence) bekræftes af dennes overordnede (ved dommeres signatur formentlig Justitsministeriets), hvis signatur igen bekræftes af Udenrigsministeriet, således at Den danske Ambassade kan bekræfte Udenrigsministeriets legalisering.
Statsamtet beklager den sene besvarelse."
Det fremgik herefter af sagens akter at skilsmissedommen fra Colombia blev legaliseret den 7. april 1995 af direktoratet for de lokale domsmyndigheder og den 10. april 1995 af det colombianske udenrigsministerium. Det Kongelige Danske Generalkonsulat i Bogota bekræftede den 3. august 1995 oversættelsen. Den 6. september 1995 godkendte statsamtet dommen som tilstrækkelig dokumentation for at A's tidligere ægteskab var endeligt opløst.
Den 16. september 1995 blev A og B gift på Gentofte Rådhus.
Den 27. september 1995 orienterede B ved personlig henvendelse Direktoratet for Udlændinge om det indgåede ægteskab. Direktoratet betragtede henvendelsen som en ansøgning om opholdstilladelse for A i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
I en afgørelse af 28. september 1995 afslog direktoratet ansøgningen og anførte følgende
"...
Efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 2, kan der uanset bestemmelserne i udlændingelovens §§ 6-9 kun, når særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse hvis der foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter udlændingelovens kapitel 4.
Efter udlændingelovens § 24, nr. 5, kan der ske udvisning hvis en udlænding opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De har opholdt Dem ulovligt her i landet siden den 29. maj 1995, og således vil kunne udvises af landet efter udlændingelovens § 24, nr. 5.
De har på nuværende tidspunkt opholdt Dem ulovligt her i landet i omtrent 4 måneder.
Direktoratet skal på baggrund heraf meddele Dem, at De udvises af landet med indrejseforbud indtil den 1. juli 1998 efter udlændingelovens § 24, nr. 5, jfr. § 32, stk. 1.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt vægt på Deres langvarige ulovlige ophold i Danmark, ligesom direktoratet ikke finder, at der er omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 26, som kan føre til at udvisning bør undlades.
Det påhviler Dem herefter at udrejse af landet straks.
..."
Afgørelsen blev påklaget til Indenrigsministeriet der den 10. januar 1996 stadfæstede direktoratets afgørelse.
I klagen til mig af 15. januar 1996 anførte A og B bl.a. følgende
"Den 16. marts 1995 henvendte min kone (som jeg har kendt i ca 2 1/2 år, og boet sammen med siden december 94) og jeg os til Københavns Statsamt for at få godkendt hendes colombianske skilsmissepapirer, så vi kunne blive gift i Danmark. De papirer, som min kone havde fået udleveret ved sin skilsmisse og medbragt til Danmark, kunne ikke umiddelbart godkendes, og man bad os om at fremskaffe 'en udskrift', der var stemplet af myndighederne i Colombia. Disse blev fremskaffet og indsendt til Statsamtet medio april 95 - altså kunne vi stadig nå at blive gift inden hendes opholdstilladelse udløb.
Følgelig fik vi d. 27. april en opfordring fra Direktoratet for Udlændinge om at fremskaffe en udtalelse fra Statsamtet om at vores sag var under behandling og om hvor lang tid dette ville forventes at tage. Denne blev fremskaffet. Det viste sig senere at man forventede en sagsbehandling på ca. 4 uger. Men først d. 28. juni, efter at have rykket Statsamtet, modtog vi besked om at de sidst fremsendte skilsmissedokumentet heller ikke kunne godkendes - og hvilke dokumenter og med hvilke attestationer man egentlig ønskede.
Også disse dokumenter blev fremskaffet og endelig godkendt d. 8. august, så vi kunne blive gift så hurtigt som muligt, d. 16. august 1995 (skal formentlig være 8. henholdsvis 16. september 1995, min bemærkning).
..."
I brev af 8. februar 1996 anførte A videre følgende
"...
Jeg kan oplyse, at vi søgte hjælp hos myndighederne både for at bede om oplysninger og vejledning, derfor spørger vi
Hvis man i DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE vidste, at man i STATSAMTET 'undersøgte' vores sag, og at den var 'forsinket', hvorfor
gjorde man mig ikke opmærksom på, at det var bedre at forlade landet for ikke at udsætte mig for en udvisning? (Jeg var hele tiden bange for at rejse, fordi jeg troede, at det måtte jeg ikke!)
tillod man os at gifte os, og nu nægter man os retten til at blive sammen?
har man nu, medens man undersøger vores sag, tilladt mig at blive i landet, hvorimod det var en forbrydelse at blive i landet, medens
det behagede dem at give os navn og type på det krævede dokument og
de undersøgte ægtheden deraf?
..."
I udtalelser til mig af 5. og 14. marts 1996 har Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet henholdt sig til de trufne afgørelser.
I brev af 9. april 1996 afgav jeg en foreløbig redegørelse og bad heri Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse. Mine bemærkninger i den foreløbige udtalelse var i alt væsentligt overensstemmende med det jeg udtalte i mit afsluttende brev til A.
I brev af 17. september 1996 meddelte Indenrigsministeriet at man havde genoptaget behandlingen af sagen og samtidig (den 17. september 1996) meddelt A at man efter en fornyet gennemgang af sagen havde fundet det rettest at den pågældendes udvisning med indrejseforbud blev ophævet. Ministeriet anmodede samtidig styrelsen om at genoptage sagen for så vidt angik den pågældendes ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Ombudsmandens udtalelse
" 1
Udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, § 10, stk. 1, nr. 2, § 24, stk. 5, og § 32, stk. 1, er formuleret således
' § 9. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til
...
2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 18 år, der
har dansk indfødsret
har indfødsret i et af de nordiske lande
har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller
lovligt har boet her i landet mere end de sidste 5 år.'
Resumé
En kvinde klagede over at Indenrigsministeriet havde stadfæstet Direktoratet for Udlændinges afgørelse om at udvise hende på grund af ulovligt ophold. Direktoratet henviste til at kvinden havde opholdt sig ulovligt i landet i omtrent fire måneder.
Kvinden havde søgt om opholdstilladelse på grund af forventet indgåelse af ægteskab, hvilket også senere var sket. Da statsamtet havde anmodet om yderligere dokumentation for at kvinden var blevet skilt i sit hjemland, havde Direktoratet for Udlændinge forlænget fristen for udrejse med en måned.
Ombudsmanden udtalte på baggrund af direktoratets egen beskrivelse af sagsforløbet at længden af det ulovlige ophold måtte beregnes for tiden indtil ægteskabet indgås, og ansøgeren havde således alene opholdt sig ulovligt i landet tre en halv måned.
Ombudsmanden udtalte endvidere at udgangspunktet er, at ansøgeren selv bærer risikoen for at det varer så længe at fremskaffe dokumentation at en administrativt fastsat tidsfrist for opholdstilladelse udløber. Ombudsmanden mente imidlertid at det faktum at forsinkelsen i sagen i hvert fald delvist skyldtes statsamtets lange sagsbehandlingstid, var en særlig formildende eller undskyldende grund for varigheden af det ulovlige ophold. Ombudsmanden henstillede at ministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1996-131-649).