Aktindsigt i et dokument om den finansielle krise på Færøerne. Undtagne oplysninger

Aktindsigt i et dokument om den finansielle krise på Færøerne. Undtagne oplysninger

En redaktionschef klagede over Finansministeriets afslag på aktindsigt i dokumenter om den finansielle krise på Færøerne.

Dette gav anledning til at jeg udtalte følgende om anvendelse af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6

" Notat fra Industriministeriet af 14. oktober 1992 om forslag til mulige bestyrelsesmedlemmer for Finansieringsfonden af 1992 (sag nr. 95-372-78, akt nr. 1)

Finansministeriet undtog i sin oprindelige afgørelse af 10. april 1995 dokument nr. 1 i sag nr. 95-372-78 fra aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens § 7 og § 13. Efter Deres klage til mig oplyste Finansministeriet Dem i brev af 1. juni 1995 om at henvisningen til offentlighedslovens § 7 var fejlagtig, men ministeriet fastholdt afslaget efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Dokumenterne er udarbejdet af Industriministeriet. Dette indebærer at dokumentet i forhold til Finansministeriet ikke under nogen omstændigheder kunne betragtes som internt.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

Finansministeriet har i sin sidste begrundelse for at undtage dokumentet fra retten til aktindsigt henvist til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Under mødet med mine medarbejdere oplyste Finansministeriet at listen var udtryk for rent interne overvejelser i ministerierne om hvem der var mulige emner til en bestyrelsespost i Finansieringsfonden af 1992. Adskillige af de personer som er nævnt på listen, ved ikke selv at de har været bragt på tale som bestyrelsesmedlem. Da disse personer ikke selv har ønsket sig sat i forbindelse med finansieringsfonden, og da nogle af dem ikke har kendskab til at de har indgået i overvejelserne om at besætte bestyrelsesposterne i forneden, har Finansministeriet undtaget oplysningerne fra aktindsigt.

Efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kan retten til aktindsigt begrænses i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

En bestemmelse svarende til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, blev indført ved offentlighedsloven fra 1963. I betænkningen der lå til grund for lovforslaget (betænkning nr. 325/1963), er på s. 64 om baggrunden for bestemmelsen anført at man forudsatte at der kun ville blive gjort brug af den under § 2, nr. 7, foreslåede bestemmelse i tilfælde, hvor hemmeligholdelse af hensyn til det offentliges eller enkeltpersoners interesse klart ville tilsige det.

Eksempelvis har bestemmelsen været forudsat anvendt 1) til at nægte at give oplysninger om hvad der sker under forhandlingerne i statens forligsinstitution for arbejdsstridigheder, 2) til at afslå en begæring om at gennemse erklæringer fra folketingsvælgere indleveret i forbindelse med anmeldelse af nye partier og 3) til at afslå aktindsigt i skriftlige eksamensopgaver før afholdelse af eksamen.

Det er i lovens forarbejder (betænkning nr. 857/1978, s. 261) nævnt at bestemmelsen er blevet benyttet til at tilgodese beskyttelsesinteresser der som sådanne er anerkendt ved udformningen af lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige bestemmelser har vist sig utilstrækkelige.

Jeg mener ikke at der er udtrykkelige undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven der kan anvendes i den foreliggende situation.

Undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, kan således ikke anvendes idet oplysningerne alene drejer sig om navne på en række personer. Dette er ikke oplysninger om enkeltpersoners 'private, herunder økonomiske, forhold'. Derfor er der ikke efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, grundlag for at afslå aktindsigt i oplysningerne om disse navne.

Spørgsmålet er om der er sådanne væsentlige hensyn til de personer der er nævnt på listen, at den generelle undtagelsesadgang i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, finder anvendelse.

Jeg har forståelse for at Finansministeriet har anset hensynet til personer som end ikke selv er bekendt med at de indgår på en liste over mulige emner til en bestyrelsespost i finansieringsfonden, for vægtigt.

Industriministeriet har imidlertid sendt listen til Finansministeriet med den virkning at dokumentet hermed mistede sin interne karakter og derfor som udgangspunkt ville være undergivet aktindsigt.

Det er som anført forudsat i forarbejderne at offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kun finder anvendelse i tilfælde hvor hensynet til enkeltpersoners eller det offentliges interesse gør det klart påkrævet.

Efter min opfattelse har ministeriet ikke godtgjort at hensynet til de personer der er anført på listen, taler så tungtvejende imod offentliggørelse at det kan begrunde anvendelse af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Jeg mener derfor ikke at det har været berettiget at Finansministeriet på dette grundlag afslog aktindsigt i oplysningerne om navne på de personer der ikke blev udpeget som medlemmer af finansieringsfondens bestyrelse.

Jeg har gjort Finansministeriet bekendt med min opfattelse og bedt ministeriet om at genoptage sagens behandling for så vidt angår dette dokument. Jeg har bedt ministeriet om at orientere mig om hvad ministeriet foretager sig i sagen.

..."

Finansministeriet meddelte mig ved brev af 12. juni 1996 at ministeriet havde genoptaget sagen og givet A (fuldstændig eller delvis) aktindsigt i dette dokument.

Resumé

En redaktionschef klagede over Finansministeriets afslag på aktindsigt i et dokument om den finansielle krise på Færøerne. Der var tale om et notat fra Finansministeriet om forslag til mulige bestyrelsesmedlemmer for Finansieringsfonden af 1992. Finansministeriet henviste som begrundelse for afslaget til at adskillige af de personer som var nævnt i notatet, ikke var klar over at de havde været bragt på tale som mulige bestyrelsesmedlemmer i finansieringsfonden.

Ombudsmanden udtalte at den generelle undtagelsesadgang i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, alene kan begrænse aktindsigten når hensynet til enkeltpersoner eller det offentliges interesser gør det klart påkrævet. Ombudsmanden mente ikke at Finansministeriet havde godtgjort at hensynet til de personer der var anført på listen, talte så tungtvejende imod offentliggørelse at dette kunne begrunde anvendelse af § 13, stk. 1, nr. 6, og han bad derfor ministeriet om at genoptage sagen. (J.nr. 1995-1041-201).