Patentdirektoratets opkrævning af særligt gebyr for hastebehandling. Patentdirektoratets Erhvervsservice

§ 45 i lov nr. 130 af 26. februar 1992 om brugsmodeller indeholder en tilsvarende bestemmelse der dog tilføjer at ministeren ud over regler for betaling også kan fastsætte regler om servicevirksomheden. Ifølge bemærkningerne til lovforslagene giver bestemmelserne hjemmel for direktoratet til at påtage sig diverse serviceopgaver. Bestemmelserne er parallelle med patentlovens § 71.

Patentdirektoratet angiver i sin udtalelse af 3. januar 1995 at bemærkningerne til lovforslaget på brugsmodelområdet klart nævner et meget omfattende område for direktoratets virksomhed. Lovbemærkningerne findes i Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 2497ff. Det fremgår ikke af Patentdirektoratets udtalelse hvilke dele af bemærkningerne direktoratet sigter til. Imidlertid står der i de generelle bemærkninger om forslagets indhold (sp. 2516) at 'ansøgeren kan inden registreringen anmode Patentdirektoratet om en egentlig undersøgelse af frembringelsen med hensyn til nyhed og registrerbarhed.' Endvidere har bemærkningerne til lovforslagets § 45 denne ordlyd

'Bestemmelsen giver Patentdirektoratet hjemmel til at påtage sig diverse serviceopgaver på brugsmodelområdet, f.eks. nyhedsundersøgelse, krænkelsesvurdering m.v. ... Dette er i overensstemmelse med Patentdirektoratets praksis vedrørende patenter, mønstre og varemærker. Industriministeren bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler herom. Bestemmelsen er parallel med patentlovens § 71.'

Patentdirektoratet udfører endvidere serviceopgaver på mønsterområdet i form af udskrifter fra direktoratets registre med hjemmel i mønsterlovens § 47 og § 48, stk. 3. I begrænset omfang udfører direktoratet serviceopgaver af anden art på ulovbestemt grundlag idet visse serviceopgaver på mønsterområdet udføres efter den praksis som findes på de øvrige rettighedsområder.

I udtalelsen af 3. januar 1995 har Patentdirektoratet anført at direktoratet er en statsvirksomhed. Dette fremgår af akt nr. 168 af 23. marts 1987, som i øvrigt angår direktoratets flytning fra lokaler i København til nye lokaler i Høje Taastrup. Af den del af aktstykket som jeg fra Patentdirektoratet har modtaget kopi af, fremgår følgende om servicefunktionen

'Industriministeriet er ... nu af den opfattelse, at en ændring af direktoratets status til statsvirksomhed og en udflytning vil kunne fremskynde nedbringelsen af sagspuklen og ekspeditionstiden til de over for Folketinget fastsatte mål. Samtidig vil muligheden for at stille den betragtelige fond af teknologisk viden, som direktoratet ligger inde med, til rådighed for dansk erhvervsliv, kunne forbedres betydeligt. Denne del af direktoratets virksomhed er en integreret del af regeringens produktivitets-, erhvervsfremme- og eksportfremmeprogrammer.

...

Om direktoratets overgang til status som statsvirksomhed bemærkes

Direktoratet udsteder patenter, registrerer varemærker, fællesmærker, kommunevåben og mønstre og formidler den betydelige fond af viden, som findes i direktoratet, ud til dansk erhvervsliv.

Direktoratet er undergivet udefra kommende aktivitetsændringer både på rettigheds-, bevis- og serviceområdet og har derfor behov for at kunne regulere sine rammer i takt hermed.

Direktoratet oppebærer indtægter ved behandling af ansøgninger om og udstedelse af patenter, ved registrering af varemærker, fællesmærker og mønstre og ved teknologiske serviceydelser.'

Aktstykket blev tiltrådt af finansudvalget den 8. april 1987.

Endvidere indgik Patentdirektoratet i 1991 med Industriministeriet en fristyrelseskontrakt for Patentdirektoratet for perioden 1992-95. Af forordet hertil, som er underskrevet af den daværende industriminister, fremgår at Patentdirektoratet var udvalgt til at deltage i dette fristyrelsesforsøg bl.a. fordi direktoratets virksomhed på såvel det rettighedsmæssige som på det service- og videnformidlingsmæssige område er af væsentlig betydning for dansk erhvervslivs udviklings- og konkurrencemuligheder, og fordi Patentdirektoratet gennem deltagelsen i dette fristyrelsesforsøg fik forbedret sine muligheder for løbende at tilpasse sine ydelser og sit aktivitetsomfang til markedets faktiske efterspørgsel. Det fremgår af selve fristyrelseskontrakten at forsøget bl.a. skulle forbedre rammerne og mulighederne for at Patentdirektoratet kunne øge aktiviteterne på service- og videnformidlingsområdet på almindelige markedsmæssige præmisser og i fri og lige konkurrence/samarbejde med eventuelle andre udbydere. Om formål og målsætninger for forsøget fremgår bl.a. følgende

'Patentdirektoratets basis er den immaterialretslige samfundskontrakt, hvor samfundet udsteder rettigheder, imod at viden om disse rettigheder aktivt udbredes i samfundet.

Direktoratets idégrundlag, som er at fremme den teknologiske udvikling og styrke erhvervslivets grundlag for produktion og salg, er derfor udmøntet i to faglige hovedmål, ..., det ene vedrørende beskyttelse af industriel ejendomsret, det andet vedrørende videnformidling, herunder bibliotek.

Alle internationale trends peger på, at begge aktivitetsområder vil få stærkt øget omfang og betydning i de kommende år, såvel nationalt som på virksomhedsplan.

Dette vil for Patentdirektoratet især slå igennem med fuld styrke på rådgivnings- og videnformidlingsområdet. Udviklingen inden for dette område vil være markedsstyret, dvs. på den ene side stærkt konjunkturfølsomt, men på den anden side påvirkeligt gennem en oplysnings- og markedsføringsindsats.

Det øgede aktivitetsniveau på området for beskyttelse af industriel ejendomsret vil samtidig kun slå igennem i Patentdirektoratet f.s.v.a. danske ansøgninger. Dette hænger sammen med, at rettighedsudstedelsen i voksende omfang - foreløbig for patenter - varetages af internationale organer.

Patentdirektoratets overordnede strategiske satsning går derfor ud på at dreje væsentlige dele af organisationen og aktiviteterne over mod service, rådgivning og videnformidling.

Den primære målgruppe er dansk erhvervsliv, men såvel systemeksport som serviceopgaver for udenlandske virksomheder, organisationer og myndigheder vil også være relevante.

Dette strategiske satsningsområde skal økonomisk set hvile i sig selv, og prisfastsættelsen skal foretages i overensstemmelse med statens almindelige kalkulationsregler, ...'

Af Finansministeriets Budgetvejledning 1996, s. 40, fremgår at begrebet statsvirksomhed anvendes hvor der ønskes mulighed for en mere fleksibel tilpasning af aktiviteten end det er muligt under en almindelig driftsbevilling, f.eks. hvor virksomheden har et forretningsmæssigt præg, og hvor der som følge heraf ønskes givet virksomhedens ledelse en øget frihed til at tilpasse aktiviteten til markedsmæssige forhold.

Den beskrivelse af servicevirksomheden som fremgår af aktstykket, kan efter min opfattelse ikke antages at medføre at det hjemmelsmæssige grundlag for direktoratets virksomhed ændres. Det afgørende er indholdet af de gældende lovbestemmelser med tilhørende forarbejder. Det samme må selvsagt gælde i forhold til fristyrelseskontrakten.

Det fremgår af forarbejderne til ændringen af patentloven i 1974 at man ved beskrivelsen af grænserne for direktoratets servicevirksomhed har fremhævet at 'direktoratet ikke kan påtage sig mere end at fremdrage materiale, der skønnes at være af relevans for den stillede opgave, medens vurderingen af det fremdragne materiales betydning må foretages af virksomheden selv eller af dennes sagkyndige rådgivere her i landet eller i udlandet.' De vurderinger som i øvrigt er omtalt i forarbejderne under beskrivelsen af de enkelte opgavetyper (jf. ovenfor, s. 27, ad a)-c)) må således antages at sigte til vurderinger som alene skal foretages af virksomheden selv - og ikke af Patentdirektoratet. Efter forarbejderne ligger 'vurderinger i forbindelse med udvælgelsen af det materiale der skønnes relevant for den stillede opgave' inden for rammerne. 'Vurderingen af det fremdragnes materiales betydning' ligger uden for.

Det fremgår af Patentdirektoratets redegørelse af 3. januar 1995 at direktoratet i en periode indtil 1. januar 1996 faktisk ydede egentlige vurderinger som led i servicevirksomheden (jf. s. 10). Jeg er mest tilbøjelig til at mene at denne del af servicevirksomheden er gået ud over de rammer der er afstukket i lovgrundlaget og i forarbejderne hertil (jf. de i det foregående afsnit citerede bemærkninger), og at servicevirksomheden derfor ikke har haft fornøden lovhjemmel. Spørgsmålet kan dog give anledning til nogen tvivl. Jeg har ikke fundet grundlag for at søge spørgsmålet endeligt afklaret da Patentdirektoratet har ændret sin praksis som omtalt nedenfor. Endvidere har jeg ikke haft konkrete eksempler på udtalelser fra Patentdirektoratets Erhvervsservice som har kunnet danne grundlag for min stillingtagen.

Patentdirektoratet har på baggrund af drøftelser med erhvervsorganisationer mv. besluttet fra 1996 at indskrænke sin virksomhed således at Patentdirektoratet

afstår fra endelig konklusion med hensyn til muligheden for opnåelse af en eneret,

alene tilbyder at gennemføre objektive undersøgelser, dvs. undersøgelser analoge med nyhedsundersøgelser (patentområdet) eller forundersøgelser (varemærkeområdet) og objektivt beskrivende analyser uden konklusion, når Patentdirektoratet bliver bedt om at undersøge (og vurdere) holdbarheden af rettigheder, og

alene tilbyder at gennemføre objektive undersøgelser, dvs. undersøgelser analoge med nyhedsundersøgelser (patentområdet) eller forundersøgelser (varemærkeområdet) og objektivt beskrivende analyser uden konklusion, når Patentdirektoratet bliver bedt om at undersøge krænkelsesaspekter for eller i forhold til danske eller andre rettigheder.

Efter at have sammenholdt denne praksis, som er blevet anvendt af Patentdirektoratet fra den 1. januar 1996, med lovforslagsbemærkningerne til lov nr. 221 af 24. april 1974 om ændring af patentloven mener jeg ikke at jeg på grundlag af patentloven kan kritisere den.

Tilsvarende kan jeg ikke kritisere denne praksis på varemærke-, fællesmærke- og brugsmodelområdet.

For så vidt angår mønsterområdet, fremgår det af Patentdirektoratets redegørelse at serviceydelserne i et vist omfang er ulovbestemte. Jeg beder i den anledning om Erhvervsministeriets udtalelse om hvorvidt ministeriet ved først givne lejlighed vil tage lovgivningsmæssigt intiativ til at få dette spørgsmål afklaret. Jeg har herved lagt til grund at serviceydelserne finder sted inden for områder der i almindelighed kræver lovhjemmel.

Jeg har ikke på baggrund af de udtalelser jeg har modtaget fra Patentdirektoratet, fundet grundlag for at tage stilling til de konkurrenceretlige aspekter som direktoratets serviceydelser indeholder. Dette har - med henvisning til indholdet af Advokatrådets retssikkerhedsprogram - heller ikke været det umiddelbare sigte med den undersøgelse jeg iværksatte.

Imidlertid er jeg ved min gennemgang af sagen blevet opmærksom på at Patentdirektoratets Erhvervsservice kan indeholde nogle konkurrenceretlige aspekter set i relation til EU-retten. Jeg henviser til vedlagte kopi af s. 47 og 50f (med noter) i 'Introduktion til fællesskabsrettens påvirkning af dansk forvaltningsret', Niels Fenger (1996).

På den baggrund beder jeg om Erhvervsministeriets og Patentdirektoratets udtalelser vedrørende de EU-retlige spørgsmål som denne fremstilling rejser i forhold til offentlige virksomheder, særligt med sigte på Patentdirektoratets servicevirksomhed.

NOTER (*) Jf. FOB 1988, s. 100 ff; FOB 1987, s. 211 og Folketingets Ombudsmands beretning om Nørrebro-sagen (1996), s. 354.

§ 69.

Stk. 1. Industriministeren fastsætter nærmere regler om patentansøgninger og deres behandling, om behandling af indsigelser, om administrativ omprøvning, om patentregistrets indretning og førelse, om

Patenttidendes udgivelse og indhold samt om direktoratets forretningsgang. ...

Stk. 2....'

Som den materielle hjemmel for at opkræve gebyrer for hastebehandling har Patentdirektoratet henvist til følgende bestemmelser i patentloven: 1) § 8, stk. 5, for danske patentansøgninger, 2) § 88, stk. 1, nr. 3) for konverterede europæiske patentansøgninger og 3) § 8, stk. 5, jf. §§ 31 og 38, for videreførte internationale patentansøgninger. For alle disse bestemmelsers vedkommende henviser Patentdirektoratet for så vidt angår hastebehandlingen, til § 4, stk. 2, i bek. nr. 1193 af 23. december 1992 om patenter og supplerende beskyttelsescertifikater.

De nævnte bestemmelser i patentloven giver hjemmel til at opkræve gebyr hos ansøgeren. Ingen af patentlovens bestemmelser nævner muligheden for hastebehandling. Denne mulighed fremgår af patentbekendtgørelsens § 4, stk. 2, der har denne ordlyd

'En ansøgning kan hastebehandles, hvis ansøger skriftlig begærer dette og betaler det fastsatte gebyr herfor.'

En ansøgning efter de ovenfor nævnte bestemmelser i patentloven koster 3.000 kr., og det koster et tillægsgebyr på yderligere 3.000 kr. for hastebehandling. Dette fremgår af bek. nr. 752 af 15. september 1995 om Patentdirektoratets gebyrer.

Der er således ikke udtrykkelig hjemmel i patentloven for opkrævning af hastegebyrerne og den ydelse der følger dette gebyr. Men hastegebyrerne og deres størrelse er - som anført af Patentdirektoratet - blevet præsenteret for Folketinget ved at de er nævnt i anmærkningerne til forslag til finanslov for finansåret 1994 og følgende finansår på følgende måde: I anmærkningerne til finanslovsforslag for 1994 er på s. 1661 en samlet oversigt over gebyrer og formålsbestemte afgifter på Patentdirektoratets område. Heri er alle hastegebyrerne nævnt, for så vidt angår patenter som 'Tillægsgebyr for hastebeh. 3.000 (kr.)'. Der er ikke i finanslovsforslagene i øvrigt nogen bemærkninger der særskilt tager sigte på gebyret for hastebehandling. (Hastegebyrerne er ikke omtalt i forslaget til finanslov for finansåret 1993).

Spørgsmålet er om en myndighed, i dette tilfælde Patentdirektoratet, kan give ansøgere adgang til at få hastebehandlet ansøgninger mod særskilt betaling for hastebehandlingen uden at dette udtrykkeligt fremgår af lovgivningen.

Jeg har tidligere udtalt mig om en myndigheds prioritering af arbejdsopgaverne. Jeg har bl.a. udtalt at det påhviler enhver forvaltningsmyndighed inden for de givne rammer at foretage en prioritering af de opgaver myndigheden skal varetage. Den nærmere udformning af en sådan prioritering må imidlertid opfylde visse betingelser for at kunne betragtes som forsvarlig og lovlig. Bl.a. skal prioriteringen ske ud fra korrekte og saglige kriterier. Prioriteringen må således ikke medføre en usaglig forskelsbehandling. Se nærmere min udtalelse optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 100ff, særligt s. 106.

I Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990 er refereret en sag om prioritering af arbejdsopgaver i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor registreringen af 'egentlige selskaber' blev prioriteret forud for 'skuffeselskaber'. Denne prioritering fandt jeg lovlig.

Endvidere har jeg i 1994 behandlet en sag (j.nr. 1992-1244-616) om betaling af gebyr for at få hasteudstedt pas i en periode hvor gebyr for pasudstedelse var midlertidigt suspenderet. Uden at der forelå et særligt retsgrundlag, havde en politimester anvendt betaling af gebyr som kriterium for om en ansøgning skulle opprioriteres i forhold til andre ansøgninger. Justitsministeriet udtalte at ministeriet fandt det betænkeligt at man i den konkrete situation havde anvendt gebyrindbetalingen som kriterium for opprioriteringen. Jeg udtalte at der efter min opfattelse ikke lovligt kunne lægges vægt på om ansøgeren 'frivilligt' betalte gebyr i forbindelse med afgørelsen af om der - i den periode hvor gebyropkrævningen var suspenderet - skulle ske udstedelse af pas til bestemte ansøgere forud for pasudstedelse til andre ansøgere der havde indgivet ansøgning på et tidligere tidspunkt. Ved afgørelsen af om der i et konkret tilfælde skulle udstedes pas til en ansøger forud for andre ansøgere, måtte der derimod lægges vægt på ansøgerens behov for at få passet udstedt hurtigt af hensyn til dettes brug.

Sædvanligvis vil en saglig prioritering af myndighedsopgaver ske på grundlag af en vurdering af det offentliges og borgerens behov for at få truffet afgørelse i de enkelte sager sammenholdt med det behov der er for at få truffet afgørelse i myndighedens andre sager.

Patentdirektoratet har i sin udtalelse af 3. januar 1995 gennemgået de generelle principper der gælder for direktoratets fastsættelse af gebyrernes størrelse. Disse principper giver mig ikke umiddelbart anledning til bemærkninger.

Særligt om hastesagsbehandlingen i forhold til den øvrige sagsbehandling har direktoratet skrevet følgende

'Ved indførelse af muligheden for hastebehandling var det derfor en klar forudsætning, at denne nye mulighed ikke måtte påvirke den øvrige sagsbehandling således, at denne blev gjort langsommere. I forbindelse med begæringer om hastebehandlinger er det derfor tilrettelagt således, at disse efterkommes ved ekstraordinær indsats af ressourcer og efter en særlig procedure, hvor sagen så at sige håndbæres og behandles ved siden af det standardiserede system, og at meromkostningerne herved dækkes af det særlige hastebehandlingsgebyr.

Direktoratet har herved sikret, at den særlige hastebehandlingsprocedure ikke påvirker den normale sagsekspedition i ressourcemæssig henseende.

...

Muligheden for hastebehandling skal ... ses som et ekstraordinært tiltag beregnet for brugere, der af markedsmæssige årsager får brug for en behandling, der kan afkorte behandlingstiden indenfor de faste lovbundne rammer, der er opstillet for sagsbehandlingen, og som er indstillet på at løbe den øgede risiko en sådan afkortet behandling kan medføre.

Direktoratet skal endvidere gøre opmærksom på, at alle brugere uden vederlag har mulighed for at få fremskyndet sagsbehandlingen for ansøgninger i særlige tilfælde ved at rette en begrundet henvendelse herom til direktoratet. En henvendelse om fremskyndet behandling efterkommes i størst mulig udstrækning, hvor dette kan lade sig gøre under hensyntagen til de ressourcer, der er til rådighed.'

I øvrigt har direktoratet afvist at hastebehandlingen er indført med det formål at lukrere på en selvskabt lang behandlingstid for ansøgninger generelt.

Den fremgangsmåde som direktoratet har beskrevet i henseende til hvorledes direktoratet uden vederlag generelt prioriterer sine ressourcer, herunder ved at fremskynde sagsbehandlingen for ansøgninger i særlige tilfælde, falder efter min opfattelse ikke uden for rammerne af hvad der kan karakteriseres som sagligt og korrekt.

Som jeg forstår direktoratets beskrivelse af hastebehandlingen, sættes der ekstraordinære ressourcer ind for at løse hastebehandlingsopgaverne. Dette medfører ekstraomkostninger som dækkes af det særlige hastebehandlingsgebyr. Direktoratet mener herved at have sikret at den særlige hastebehandlingsprocedure ikke påvirker den normale sagsekspedition i ressourcemæssig henseende.

Det er ikke i direktoratets udtalelse konkret beskrevet hvorledes direktoratet sørger for at den normale sagsekspedition ikke bliver påvirket. Jeg går ud fra at det er de samme medarbejdere der behandler hastebehandlingssagerne, som også behandler de almindelige rettighedssager. Om hastebehandlingen honoreres som overarbejde, eller om den på anden mere formaliseret måde holdes adskilt fra den almindelige sagsportefølje således at der skabes sikkerhed for at de almindelige sagers behandling ikke påvirkes, fremgår ikke.

Men uanset om sådanne formaliserede sagsbehandlingsrutiner der adskiller de hastebehandlede sager fra de øvrige, bliver eller er etableret, mener jeg at det er tvivlsomt om direktoratet har fornøden lovhjemmel til at lade betaling af et større gebyr være afgørende for hvor hurtigt en sag behandles. Jeg bygger denne opfattelse på følgende

Som det fremgår af det jeg har anført ovenfor, indeholder patentloven ikke særskilt hjemmel til at fastsætte gebyr for hastebehandling. Patentloven indeholder hjemmel til at fastsætte gebyr for en række ansøgninger mv., men indeholder ikke regler der beskriver muligheden for hastebehandling mod forhøjet betaling.

I finanslovsforslaget for finansåret 1994 og senere finanslovsforslag er hastegebyrerne nævnt. Spørgsmålet er om dette er fornøden hjemmel for opkrævningen af hastegebyrerne.

Højesteret har i 'Gebyr-sagen' der er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 757ff, taget stilling til om justitsministeren havde haft fornøden hjemmel til at opkræve gebyrer for pas, nummerplader og duplikatkørekort der oversteg udgifterne ved udstedelse og administration 'i snæver forstand' af de nævnte dokumenter og plader. Højesteret frifandt Justitsministeriet og lagde bl.a. vægt på at Justitsministeriet stedse havde gjort Folketinget og finansudvalget bekendt med størrelsen af og beregningsgrundlaget for de gebyrer som sagen vedrørte, uden at dette havde givet tinget eller udvalget anledning til indskriden. Den underretning som Justitsministeriet havde givet Folketinget, var en udtrykkelig beskrivelse af de kriterier der indgik i beregningerne for udgifterne.

Den oplysning som på Patentdirektoratets område fremgår af anmærkningerne til finanslovsforslagene, består alene i en ganske kort angivelse i en omfattende tabel; ingen form for bemærkninger er knyttet til gebyrerne for hastebehandling.

Som følge af disse væsentlige forskelle imellem det foreliggende spørgsmål og den situation der dannede grundlag for Højesterets afgørelse, mener jeg ikke at der i finansloven er fornøden hjemmel til at opkræve gebyr for hastebehandling.

Endvidere mener jeg at det er tvivlsomt om et kriterium om hurtigere sagsbehandling ved øget betaling er i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige princip om ligelig behandling. Jeg mener det er betænkeligt at en myndighed fastsætter øget betaling som kriterium for hurtig sagsbehandling. I denne vurdering indgår nemlig ikke den sædvanlige vurdering af borgerens eller det offentliges behov for at få en hurtig afgørelse. Der indgår således ikke en afvejning af hensynet til den ene ansøger over for hensynet til den anden ansøger. Øget betaling er ensbetydende med hurtig sagsbehandling.

I min vurdering af dette spørgsmål indgår også at det er vanskeligt at fastholde og vanskeligt at kontrollere overholdelsen af princippet om at hastebehandlingen af nogle sager ikke skal påvirke behandlingen af de øvrige sager, når organisationen fortsat er en og samme myndighed.

Efter min opfattelse ville det være bedst stemmende med lighedsgrundsætningen hvis en sådan prioritering på grundlag af øget betaling kun fastsættes på baggrund af udtrykkelig lovhjemmel.

Ved min gennemgang af lovgrundlaget har jeg ikke fundet et sådant udtrykkeligt lovmæssigt grundlag for hastebehandlingen.

Jeg henstiller derfor til Erhvervsministeriet at tage initiativ til at der tilvejebringes en lovgivningsmæssig stillingtagen til hastebehandlingsproceduren. Jeg beder om underretning om hvad ministeriet foretager sig i sagen.

Jeg har underrettet Folketingets Retsudvalg om min opfattelse.

Patentdirektoratets Erhvervsservice

Patentdirektoratet er den myndighed der træffer afgørelse i sager om patenter, varemærker, brugsmodeller og design. Patentdirektoratet har samtidig mod betaling tilbudt erhvervsservice på de samme områder. Spørgsmålet er om denne erhvervsservice er forenelig med de almindelige retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet.

Forvaltningslovens § 3 omfatter kun personers habilitet, og regulerer således ikke udtrykkeligt spørgsmålet om hvorvidt en myndighed som sådan kan anses for inhabil.

Det er dog fast antaget at der gælder en almindelig ulovbestemt retsgrundsætning om inhabilitet som bl.a. omfatter myndigheders inhabilitet, jf. Niels Eilschou-Holm, Juristen (1986), s. 238ff, samt Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, (1994), s. 198ff, med henvisning til praksis.

Eilschou-Holm anfører som de bærende synspunkter bag grundsætningen om myndighedsinhabilitet følgende

'De eksempler på anvendelsen af almindelige forvaltningsretlige habilitetssynspunkter, der er fremdraget i det foregående, illustrerer i hvert fald meget klart den betydning, ombudsmanden igennem alle årene har tillagt det, at forvaltningens virksomhed tilrettelægges på en sådan måde, at det modvirkes, at der på dette grundlag skabes mistillid til den offentlige forvaltning. Hvis man herudover skal pege på et gennemgående element, må det blive en principiel betænkelighed over for at acceptere, at forskellige funktioner forenes hos samme person eller myndighed på en sådan måde, at de ordinære kontrolmekanismer formelt eller reelt udhules.'

Indholdet af grundsætningen er således nært beslægtet med reglerne i forvaltningslovens § 3 om personlig inhabilitet. I den offentliggjorte praksis har det forhold som har fremkaldt myndighedsinhabilitet, ofte været af tilsvarende art som det der er omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 1, dvs. en sagligt uvedkommende interesse som følge af myndighedens stilling som (privat) part i sagen.

Også de øvrige i § 3 omhandlede forhold vil imidlertid efter omstændighederne kunne føre til at en myndighed som sådan erklæres inhabil. Jeg henviser til Folketingets Ombudsmands beretning om Nørrebro-sagen (1996), s. 354.

Endvidere henviser jeg til den sag der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 211, hvor Undervisningsministeriet som myndighed blev anset for inhabil ved både at være køber af en ejendom og fondsmyndighed i forhold til den fond der var sælger af ejendommen.

Som nævnt er en person efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1, inhabil hvis vedkommende i en sag er eller har været repræsentant for nogen der har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Tilsvarende principper må efter min opfattelse gælde for bedømmelse af spørgsmål om myndighedsinhabilitet. Hvis f.eks. en myndighed på samme måde som en sædvanlig partsrepræsentant yder en part rådgivning i en konkret sag og denne sag senere skal behandles og afgøres af samme myndighed, må myndigheden efter omstændighederne anses for inhabil. Dette gælder dog kun såfremt myndighedens rådgivning går ud over generel vejledning (se herom i det følgende afsnit) om den del af retstilstanden og myndighedens egen praksis som måtte være relevant i en given sammenhæng. Ved den nærmere vurdering af spørgsmålet må der lægges vægt på i hvilket omfang myndighedsinteresserne ved henholdsvis rådgivningen og afgørelsen af sagen ikke er fuldstændig sammenfaldende. Særligt hvor en myndighed mod betaling yder en klient professionel rådgivning i en konkret sag på samme måde som en advokat eller andre private rådgivningsvirksomheder, er der efter min mening en generel risiko for at myndigheden under myndighedsbehandlingen af samme sag vil kunne identificere sig med klientens særlige interesser i en sådan grad at myndigheden ved afgørelsen ikke i tilstrækkeligt omfang tilgodeser andre private eller offentlige interesser. Det forhold at mangelfuld eller fejlagtig rådgivning kan være forbundet med erstatningsansvar, understreger denne risiko. I sådanne tilfælde foreligger der normalt myndighedsinhabilitet.

Forvaltningsmyndigheder er i vidt omfang berettiget - og efter omstændighederne forpligtet - til at yde vejledning om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og Claus Haagen Jensen og Orla Friis Jensen, Forhåndsbesked i forvaltningen, Juristen & Økonomen (1976), s. 49ff. Forvaltningsmyndighedernes almindelige ret og pligt til at yde vejledning må dog efter min opfattelse være begrænset af de almindelige retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet. En myndighed kan således ikke i en konkret sag yde vejledning på en sådan måde at myndigheden som følge af myndighedsinhabilitet er afskåret fra at træffe afgørelse i samme sag.

De almindelige retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet viger imidlertid i det omfang andet følger af særskilt lov. Spørgsmålet i den foreliggende sag er derfor om Patentdirektoratets servicevirksomhed er særskilt hjemlet i lovgivningen.

Den lovgivningsmæssige hjemmel for Patentdirektoratets servicevirksomhed som direktoratet har henvist til, er § 71 i den nugældende patentlov, § 47 i den nugældende varemærkelov og § 45 i den nugældende brugsmodellov. Bestemmelsen blev indført i 1974 på patentområdet og i 1991 og 1992 på varemærke-, fællesmærke- og brugsmodelområdet. Direktoratet yder også serviceopgaver på mønsterområdet i form af udskrifter fra sine registre med hjemmel i mønsterlovens §§ 47 og 48, stk. 3, og i begrænset omfang serviceopgaver af anden art på ulovbestemt grundlag. Disse serviceopgaver udføres på mønsterområdet efter den praksis som findes på de øvrige rettighedsområder.

Ved lov nr. 221 af 24. april 1974 om ændring af patentloven (Teknologisk service) indførtes § 71 i patentloven med dette indhold

'Direktoratet for patent- og varemærkevæsenet kan efter anmodning påtage sig at løse særlige opgaver, der har karakter af teknologisk service.

Stk. 2. Handelsministeren fastsætter regler om denne service og om betalingen herfor.'

Af bemærkningerne til lovforslaget (Folketingstidende 1973-74, tillæg A, sp. 89ff) fremgår

'Efter patentloven er det patentdirektoratets opgave at træffe afgørelser vedrørende patentansøgninger.

Lovforslaget har til formål at tilvejebringe hjemmel for at inddrage patentdirektoratets ekspertise i de bistandsordninger for erhvervslivet, som er etableret i de senere år med det formål at øge erhvervslivets effektivitet og konkurrenceevne.

Forslagets hovedindhold er, at der skabes hjemmel for, at patentdirektoratet efter anmodning fra industrivirksomheder, videncentre etc. kan løse informations- og dokumentationsopgaver samt udøve andre servicefunktioner ved udførelse af arbejde af lignende karakter og med udnyttelse af materiale og personale, som direktoratet i forvejen benytter under sin behandling af patentansøgninger.

Opbygning af en sådan servicevirksomhed for erhvervslivet vil som nævnt falde naturligt i tråd med den almindelige tendens, som har præget erhvervslovgivningen i de seneste år, hvorved der er lagt vægt på i stigende grad at gøre danske industri- og serviceerhverv teknologibaserede. Særligt skal nævnes loven om fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling (lov nr. 104 af 20. marts 1970) og loven om teknologisk service (lov nr. 142 af 21. marts 1973). Udviklingsfondet arbejder allerede i nær kontakt med patentdirektoratet, og det samme gælder det i 1972 oprettede opfinderkontor under Teknologisk Institut.

Loven om teknologisk service omfatter bl. a. former for servicevirksomhed, som er omfattet af nærværende lovforslag, jfr. lovens § 4, nr. 1: 'Rådgivning og konsulentbistand' og nr. 2: 'Informations- og dokumentationsvirksomhed'. Det vil derfor være naturligt og i overensstemmelse med lovens hensigt, at de nye servicefunktioner bliver udøvet i snæver kontakt med det ved loven oprettede Teknologiråd, selv om det som nedenfor anført er tanken, at disse funktioner økonomisk skal hvile i sig selv og altså ikke finansieres af Teknologirådet. Rådet vil over for erhvervsliv, myndigheder og teknologiske serviceinstitutioner mv. kunne bidrage til, at patentdirektoratets nye muligheder udnyttes bedst muligt, og rådet vil også kunne medvirke til, at direktoratets servicevirksomhed indpasses på hensigtsmæssig måde i den samlede danske servicestruktur på det teknologiske område. Teknologirådet må derfor holdes løbende orienteret om opbygningen af direktoratets nye virksomhed og have lejlighed til at udtale sig herom.

Erhvervslivet er interesseret i, at de omhandlede nye aktiviteter tages op af patentdirektoratet, idet der - især inden for industrien - eksisterer et behov, som man hidtil ikke har ment at kunne dække, fordi hensynet til direktoratets behandling af patentansøgninger måtte gå forud.

Spørgsmålet har imidlertid været taget op til drøftelse i handelsministeriets rådgivende udvalg vedrørende internationale patent- og varemærkespørgsmål, hvor repræsentanter for Industrirådet, De danske Patentagenters Forening og Dansk Forening for Industriens Patentingeniører, ligesom udvalgets øvrige medlemmer meget stærkt er gået ind for, at det omhandlede servicearbejde iværksættes, og at det sker så hurtigt som muligt.

Erhvervslivets interesser går især i to retninger: Der er et stadigt stigende behov for oplysning om den tekniske udvikling og om patenteringsaktiviteten på konkurrerende markeder, hvilket særlig gør sig gældende efter Danmarks tilslutning til fællesmarkedet.

Men desuden er forholdet det, at patentskrifterne indeholder den nyeste tilgængelige viden på alle tekniske områder. Patentdirektoratet råder over 12-13 millioner patentskrifter fra verdens vigtigste industrilande og over en stab af ingeniører med en omfattende uddannelse og erfaring i at søge frem gennem dette store informationsmateriale. Udnyttelse af disse ressourcer i dansk erhvervsliv vil kunne være af overordentlig stor værdi i bestræbelserne på at få adgang til viden, som er skabt af andre her i landet eller i udlandet og således undgå unødige investeringer i forskning og udvikling.

Det bemærkes, at danske erhvervsvirksomheder hidtil i et vist omfang har gjort brug af en tilsvarende service udført af Det internationale Patentinstitut i Haag, men omkostningerne herved er så store, at de ofte afholder virksomhederne fra en undersøgelse, de i øvrigt er interesseret i.

I øvrigt kan man ikke se bort fra den mulighed, at instituttet indstiller sin servicevirksomhed i løbet af få år i forbindelse med etableringen af et europæisk patentsystem, hvis centrale område bliver de 9 fællesmarkedslande. Danmark vil blive deltager heri, og det må forventes, at en del af patenteringsarbejdet her i landet overgår til en ny europæisk patentinstitution.

Om patentdirektoratets forudsætninger for at påtage sig særlige opgaver af servicemæssig karakter bemærkes følgende

Direktoratets væsentligste opgaver består i dag i at varetage administrationen af patentloven, varemærkeloven og lov om mønstre.

Udgifterne ved direktoratets behandling af bl. a. patentansøgninger dækkes af de afgifter, som ansøgerne betaler. Direktoratet modtog i 1972 ca. 6.500 ansøgninger om patent. For at der skal kunne meddeles patent på en opfindelse kræves bl. a., at opfindelsen kan udnyttes industrielt, at den repræsenterer noget nyt, og at der er tale om et væsentligt fremskridt i forhold til det hidtil kendte. Ved behandlingen af patentansøgningerne må der derfor foretages en grundig undersøgelse af, hvad der er kendt teknik - den såkaldte nyhedsundersøgelse - og en bedømmelse af den aktuelle opfindelse i forhold hertil. Det danske patentvæsen har, siden det blev grundlagt i slutningen af forrige århundrede, arbejdet med en sådan egentlig forbehandling af ansøgningerne, og en lignende grundig prøvning foretages af patentmyndighederne i en række af de mest udviklede industrilande.

Den nævnte dybtgående forbehandling af ansøgningerne danner baggrunden for, at der i direktoratet findes det ovenfor omtalte informationsmateriale og et personale med en særlig ekspertise.

Danske erhvervsvirksomheder søger i vidt omfang patent i udlandet. Retsvirkningen af en i udlandet indleveret ansøgning kan i et vist omfang regnes tilbage til ansøgningens indlevering i Danmark, såfremt der ansøges i udlandet inden for en frist af 12 måneder. Resultatet af nyhedsundersøgelsen i patentdirektoratet er derfor i vidt omfang basis for virksomhedens afgørelse af, om man ønsker at videreføre ansøgningen i udlandet, og påtage sig de dermed forbundne udgifter.

Serviceordningen skal økonomisk hvile i sig selv, idet de erhvervsvirksomheder, der benytter sig af den, må betale for hver enkelt ydelse, således som det på grund af afgiftssystemet er tilfældet med direktoratets arbejde med bl. a. patentansøgninger.

Gebyrerne skal kunne dække udgifterne i forbindelse med det rekvirerede arbejde, d.v.s. ikke blot de direkte udgifter, men også en del af direktoratets generelle omkostninger. Ordningen vil således i det hele ikke betyde anlægs- eller driftsudgifter for det offentlige, udover, hvad der vil blive dækket ved gebyrer fra brugerne.

Der vil blive budgetteret med såvel udgifter som indtægter på de årlige finanslove.

Det er hensigten, at handelsministeriet vil fastsætte nærmere regler om karakteren af de enkelte ydelser og om betalingen herfor. For enkelte undersøgelser vil der kunne fastsættes ensartede gebyrer, medens andre vil være af en så individuel karakter, at betalingen må fastsættes i det enkelte tilfælde

Det er tanken, at der skal betales et fast gebyr for de nyhedsundersøgelser, som er nævnt nedenfor under litra a) og b).

For de øvrige opgaver må prisen formentlig fastsættes konkret under hensyn til karakteren og omfanget af det arbejde, der kræves til opgavens løsning. Gebyret tænkes i disse tilfælde beregnet efter en pris pr. time for den tid, som er anvendt til udførelse af det rekvirerede arbejde. Det vil antagelig i de fleste tilfælde være muligt ved modtagelsen af opgaven at give et overslag over prisen på den pågældende serviceydelse.

Handelsministeriet har på et i begyndelsen af december 1973 afholdt møde givet de berørte erhverv og offentlige institutioner lejlighed til at fremkomme med forslag om den nærmere udformning af ordningen, herunder om betalingen.

Også i fremtiden vil der, hvis brugerne ønsker det, kunne foregå en løbende udveksling af erfaringer og ønsker mellem disse og patentdirektoratet om serviceordningens praktiske funktion.

Serviceordningen vil kunne etableres med ret kort varsel. Da ordningen vil repræsentere en nydannelse her i landet, er det ikke muligt at forudsige, hvilket omfang arbejdet vil få. Nogen tid vil gå med ordningens indarbejdelse, og interessen vil formentlig være stigende i forbindelse med de generelle bestræbelser på at overføre øget teknologisk viden til danske virksomheder. Ordningen vil, som det fremgår af bemærkningerne nedenfor, have en vis betydning for danske virksomheders patenteringsaktivitet i udlandet, og behovet vil antagelig stige ganske særligt efter indførelsen af det europæiske patentsystem.

Inddragelse af personale i patentdirektoratet til udførelse af en servicevirksomhed som den omhandlede vil ikke medføre en væsentlig forhaling af patentsagernes behandling. Nyhedsundersøgelsen vil blive foretaget inden for de hidtidige frister, men det vil være muligt i nogen grad at udstrække sagsbehandlingen for så vidt angår patenterbarhedsprøvningen. Da behandlingen af patentsager i almindelighed i forvejen er langvarig, uden at dette kolliderer med erhvervslivets interesser, og da den patentsøgte opfindelse nyder retsbeskyttelse fra indleveringsdatoen, er der ingen betænkeligheder forbundet med at etablere ordningen på den nævnte måde. I øvrigt vil der efter igangsætningen om få år af den europæiske patentordning gradvist blive frigjort arbejdskraft i patentdirektoratet.

...

Det bemærkes endelig, at etablering af en virksomhed som den beskrevne ikke vil gribe ind i tilsvarende af private erhvervsdrivende udøvet virksomhed, jfr. det ovenfor bemærkede om tilslutning til forslaget fra De danske Patentagenters Forening.

De opgaver, som vil være omfattet af forslaget, og som direktoratet kan tilbyde at løse for dansk erhvervsliv, er navnlig følgende

Nyhedsundersøgelse uden indlevering af patentansøgning, men på basis af en forenklet beskrivelse af opfindelsen for at konstatere, om der ved efterfølgende indlevering af en patentansøgning - her eller i udlandet - er udsigt til at opnå patent.

Nyhedsundersøgelse med henblik på en bedømmelse af, om der er grundlag for at nedlægge indsigelse over for en her - eller i udlandet - fremlagt patentansøgning, eller for f.eks. under en retssag at anfægte et meddelt patents gyldighed.

Nyheds- eller emneundersøgelse for at undgå at krænke andres patenter, det vil sige, konstatere om et produkt, hvis fremstilling en virksomhed ønsker at påbegynde, allerede er patentbeskyttet inden for firmaets marked.

Undersøgelser for et firma, der ønsker at udvikle et produkt med henblik på at finde den nyeste kendte teknik, der kan benyttes som arbejdsgrundlag. Eventuelt vil det pågældende produkt allerede vise sig kendt, således at eventuelt udviklingsarbejde kan spares.

Forøget brug af den teknisk kyndige bistand i patentdirektoratet i forbindelse med anvendelsen af direktoratets bibliotek.

Direktoratet vil kunne samarbejde med andre institutioner, f. eks. ved at disse påtager sig at udbrede kendskabet til og søger at forøge interessen for serviceordningen, eller ved at de lader patentdirektoratet supplere deres undersøgelser over tekniske emner. Direktoratet kan herunder yde bistand ved at fremskaffe det nyeste materiale, f. eks. sådant, der kun kan findes frem gennem undersøgelse af analog teknik og andre områder.

De nævnte opgaver må betragtes som eksempler på, hvilke ydelser der kan blive tale om, men andre opgaver af servicelignende karakter kan tages op, hvis der skulle vise sig behov herfor.

Patentdirektoratets serviceundersøgelser bør være så pålidelige som muligt, men ifølge sagens natur må de udføres uden ansvar for direktoratet. Dette gælder ikke mindst med hensyn til undersøgelser i henhold til litra a)-c), idet direktoratet ikke kan påtage sig mere end at fremdrage materiale, der skønnes at være af relevans for den stillede opgave, medens vurderingen af det fremdragne materiales betydning må foretages af virksomheden selv eller af dennes sagkyndige rådgivere her i landet eller i udlandet."

I varemærkeloven, lov nr. 341 af 6. juni 1991, er i § 47 en tilsvarende bestemmelse med dette indhold

'Patentdirektoratet kan efter anmodning påtage sig at løse særlige opgaver, der vedrører varemærker og varemærkeret.

Stk. 2. Industriministeren fastsætter regler om betalingen herfor.'

Patentdirektoratets opkrævning af særligt gebyr for hastebehandling. Patentdirektoratets Erhvervsservice

I Advokatrådets retssikkerhedsprogram der udkom på Jurist- og Økonomforbundets Forlag i 1994, beskrives en praksis som Patentdirektoratet følger. Følgende fremgik af Advokatrådets retssikkerhedsprogram, s. 54f

"...

Retssikkerhedsmæssige risici ved privatisering af offentlig forvaltning

VII.5. De senere års bestræbelser på at iværksætte såkaldt indtægtsdækket virksomhed kan medføre retssikkerhedsmæssige problemer. Dette gælder i særlig grad, såfremt en offentlig myndighed både optræder som kontrollant og som udbyder af tjenesteydelser.

Et eksempel herpå er Patentdirektoratets tilbud om omfattende serviceydelser vedrørende varemærker og patenter. I direktoratets brochuremateriale anføres det, at man ved at betale for direktoratets bistand inden for fjorten dage vil kunne få svar på undersøgelser, hvor svaret ellers først vil foreligge efter en ganske lang ventetid, for såkaldte 'nyhedsundersøgelsers' vedkommende ca. 3-4 måneder eller længere. Direktoratet anvender således hurtigheden i forhold til sin egen normale lange sagsbehandlingstid som et markedsføringsparameter. Kunder, der har råd, kan med andre ord købe sig til en fortrinsbehandling.

Mere alvorligt er det, at Patentdirektoratet i forbindelse med ansøgningssager, der verserer for det samme direktorat, tilbyder, at man mod betaling kan få direktoratets hjælp til en såkaldt juridisk vurdering, som blandt andet skal klarlægge, om man bør undlade/ophøre med at bruge et varemærke, eller om man omvendt skal søge at få stoppet modpartens brug, eventuelt ved retsskridt. Der er således risiko for myndighedsinhabilitet, idet det samme direktorat, som har udstedt en given rettighed, senere kan rådgive den, der måtte være interesseret i enten at omgå eller anfægte rettigheden.

Man kan derfor stille spørgsmålstegn ved, om Patentdirektoratet lever op til de krav om habilitet og uafhængighed i sagsbehandlingen, som borgerne har krav på. Det kan næppe udelukkes, at der vil kunne opstå speciel inhabilitet hos enkeltpersoner i direktoratet, hvis man f.eks. inden for et snævert teknisk område ikke råder over flere eksperter. Endelig består der en betydelig risiko for, at velstillede kunder kan købe sig til en bedre retsstilling.

..."

På baggrund af denne fremstilling bad jeg under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, om underretning om hvorvidt beskrivelsen af Patentdirektoratets praksis var korrekt, og i bekræftende fald med hvilken hjemmel direktoratet fulgte denne praksis. Jeg bad om at Patentdirektoratets svar blev returneret hertil via Erhvervsministeriet med henblik på at ministeriet kunne fremkomme med sine eventuelle bemærkninger.

Jeg modtog den 20. januar 1995 Patentdirektoratets redegørelse af 3. januar 1995. Erhvervsministeriet henholdt sig hertil. I redegørelsen skrev Patentdirektoratet følgende (først gengives direktoratets forklaring på anvendte forkortelser)

"Indledningsvist skal direktoratet for overskuelighedens skyld oplyse, at love og bekendtgørelser vil blive omtalt med følgende forkortelser.

Patentloven, PL, lovbekendtgørelse nr. 587 af 2. juli 1993.

Bekendtgørelse om patenter og supplerende beskyttelsescertifikater, PBK, bekendtgørelse nr. 1193 af 23. december 1992.

Lov om brugsmodeller mv., BML, lov nr. 130 af 26. februar 1992.

Bekendtgørelse om brugsmodelansøgningers og registrerede brugsmodellers behandling, BBK, bekendtgørelse nr. 517 af 18. juni 1992, jvf. bekendtgørelse nr. 1193 af 23. december 1992.

Varemærkelov, VML, lov nr. 341 af 6. juni 1991.

Fællesmærkelov, FML, lov nr. 342 fra 1991.

Bekendtgørelse om ansøgning og registrering af varemærker og fællesmærker, VBK, bekendtgørelse nr. 799 af 6. december 1991, jvf. bekendtgørelse nr. 1196 af 23. december 1992.

Mønsterloven, ML, lovbekendtgørelse nr. 251 af 17. april 1989.

Bekendtgørelse om ansøgning og registrering af mønstre, MBK, bekendtgørelse nr. 1192 af 23. december 1992.

Bekendtgørelse om Patentdirektoratets gebyrer, GBK, bekendtgørelse nr. 774 af 20. september 1993, jvf. bekendtgørelse nr. 826 af 20. september 1994."

" Redegørelse for Patentdirektoratets hjemmel for at tilbyde særlig hurtig sagsbehandling og særlige serviceydelser mod særskilt betaling.

Ved henvendelse af 2. december 1994 har Folketingets Ombudsmand anmodet Patentdirektoratet om at fremkomme med en redegørelse for direktoratets hjemmel for at tilbyde særlig hurtig sagsbehandling og særlige serviceydelser mod særskilt betaling. Henvendelsen er fremsendt med baggrund i Advokatrådets retssikkerhedsprogram fra 1994.

I denne anledning skal Patentdirektoratet hermed redegøre for de omtalte spørgsmål(...).

Generelt

Beskrivelsen i Advokatrådets retssikkerhedsprogram af dele af direktoratets virksomhed er efter vor mening uklar, da der sammenblandes flere forhold, og konklusionerne er blandt andet derfor noget misvisende.

Vi vil derfor beskrive vores praksis på de områder, der her er på tale samt de snævert tilgrænsende områder, så det forhåbentligt giver et klarere billede af forholdene. Endvidere vil vi henvise til vort hjemmelsgrundlag på disse områder.

Patentdirektoratets arbejdsopgaver er for det første myndighedsvirksomhed, der består i rettighedsbehandling, og for det andet servicevirksomhed, der består i rådgivning og salg af serviceydelser til private og virksomheder.

Besvarelsen er i overensstemmelse hermed opdelt i en gennemgang af direktoratets praksis og hjemmel, dels med hensyn til opkrævning af hastegebyrer i forbindelse med rettighedsbehandlingen, og dels med hensyn til udøvelsen af direktoratets servicevirksomhed.

A. Patentdirektoratets hjemmel for hastebehandling.

Hastebehandling af ansøgninger om patent-, varemærke-, fællesmærke og mønsterrettigheder blev indført pr. 1. januar 1993.

Hastebehandling af prøvninger af brugsmodelregistreringer blev ligeledes indført pr. 1. januar 1993.

Mulighederne for hastebehandling er, for de enkelte områder, nærmere reguleret på bekendtgørelsesform. Bekendtgørelsernes bestemmelser om hastebehandling og - gebyrer, herunder deres betaling og deres størrelse, er fastsat i henhold til bemyndigelsesbestemmelserne i PL § 68 stk. 1 og § 69 stk. 1, VML § 48, FML § 4 stk. 3, ML § 48 stk. 3 og § 47, samt BML § 46 stk. 2 og § 7 stk. 4.

I forbindelse med disse bemyndigelsesbestemmelser skal det bemærkes, at bestemmelserne om fastsættelsen af gebyrer generelt er formuleret således, at bemyndigelsen gives til, at der kan fastsættes bestemmelser, der regulerer ansøgningers behandling, herunder også gebyrerne for indlevering og behandling af ansøgninger, for ekspeditioner og udskrifter mv..

I forarbejderne til de pågældende bestemmelser er det anført, at bestemmelserne har til formål at bemyndige fastsættelsen af gebyrer, der til enhver tid skal sikre, at der opnås dækning for de omkostninger, der er forbundet med direktoratets myndighedsvirksomhed.

1. Materiel hjemmel for opkrævning af gebyrer for hastebehandling.

Den materielle hjemmel for opkrævning af disse gebyrer fremgår af nedennævnte bestemmelser.

For patentansøgningers vedkommende er der tale om tre forskellige gebyrer.

Hastebehandling kan for det første begæres for behandling af danske patentansøgninger i henhold til PL § 8 stk. 5. Hjemmelen til opkrævning af hastegebyr findes her i PBK § 4 stk. 2, jvf. PL § 8 stk. 5, og gebyrets størrelse er fastsat i GBK § 1 stk. 1, nr. 1), litra c).

For det andet kan hastebehandling begæres for konverterede europæiske patentansøgninger i henhold til PL § 88 stk. 1 nr. 3). Hjemmelen til opkrævning af hastegebyr findes i PBK § 4 stk. 2, jvf. PL § 88 stk. 1 nr. 3), og gebyrets størrelse er fastsat i GBK § 1 stk. 1, nr. 2), litra c).

For det tredje kan hastebehandling begæres for videreførte internationale patentansøgninger i henhold til PL § 8 stk. 5, jvf. §§ 31 og 38. Hjemmelen til opkrævning af hastegebyr findes i PBK § 4 stk. 2, jvf. PL § 8 stk. 5, og gebyrets størrelse er fastsat i GBK § 1 stk. 1, nr. 4), litra c).

For ansøgninger om registrering af varemærker og fællesmærker kan der begæres hastebehandling for ansøgninger i henhold til VML § 12 stk. 2 og FML § 2, jvf. VML § 12 stk. 2. Hjemmelen til opkrævning af hastegebyr findes i VBK § 2 stk. 5, jvf. VML § 12 stk. 2 og FML § 2 stk. 5, og gebyrets størrelse er fastsat i GBK § 7 nr. 4).

For ansøgninger om registrering af mønstre kan hastebehandling begæres for ansøgninger i henhold til ML § 10 stk. 4. Hjemmelen til opkrævning af hastegebyr findes i MBK § 2 stk. 6, jvf. ML § 10 stk. 4, og gebyrets størrelse er fastsat i GBK § 9, nr. 2), litra e).

Endvidere findes der mulighed for at begære hastebehandling ved prøvning af brugsmodelregistreringer i henhold til BML § 34 stk. 3. Hjemmelen til opkrævning af hastegebyr findes i BBK § 54 stk. 5, jvf. BML § 34 stk. 3, og gebyrets størrelse er fastsat i GBK § 12 stk. 1, nr. 4), litra b).

Ved fastsættelsen af gebyrernes størrelse har direktoratet herefter taget udgangspunkt i de omkostninger, der er forbundet med hver gebyrbelagt ekspeditions udførelse, herunder har direktoratet dels indregnet udgifter, der direkte kunne henføres til den enkelte ekspedition, men også udgifter af mere generel art, som efter et rimeligt skøn medgår til administrationen af det pågældende forvaltningsområde, herunder udgifter til hjælpefunktioner og intern administration.

Direktoratets gebyrpolitik kan herefter generelt sammenfattes således, at der skal være balance mellem indtægter og udgifter i forbindelse med administrationen af hvert enkelt rettighedsområde, som direktoratet har ansvaret for. Samtidigt bliver hvert gebyr fastlagt således, at det i videst mulig udstrækning dækker den ekspedition, der betales for.

Det skal bemærkes, at der ved fastlæggelsen af gebyrerne for de enkelte rettighedsområder også tages visse erhvervspolitiske hensyn og andre regulerende hensyn. For eksempel dækker betalingen for visse ekspeditioner og sagsbehandlingsskridt i ansøgningsfasen ikke isoleret betragtet omkostningerne forbundet hermed.

Eksempelvis dækker ansøgningsgebyrerne ikke udgifterne i forbindelse med behandlingen af patentansøgninger. Ansøgningsgebyrerne er på dette område holdt forholdsmæssigt lave udfra et erhvervspolitisk ønske om at fremme patenteringsaktiviteten. Istedet opvejes det opståede tab ved at opkræve årsgebyrer og fornyelsesgebyrer med et stigende beløb i rettighedernes levetid i takt med, at det beskyttede produkt bliver stadig mere kommercielt rentabelt.

Denne fremgangsmåde er fulgt ved fastlæggelsen af alle gebyrer, herunder også gebyrerne i forbindelse med hastebehandling. Fremgangsmåden er iøvrigt i overensstemmelse med de almindelige regler om gebyrberegning, som fastlagt ved Finansministeriets cirkulære af 16. marts 1988 om statslige myndigheders fastsættelse af gebyr for særlige ekspeditioner og regulering af bestående gebyrer mv..

I overensstemmelse med deres karakter af omkostningsbestemte beløb, er gebyrerne reguleret ved forskrifter på bekendtgørelsesniveau.

2. Finansiel hjemmel for opkrævning af gebyrer for hastebehandling.

Den finansielle hjemmel findes i de årlige finanslove. Bevillingen fremgår af Erhvervsministeriets bevillingskonto under § 26.21.41 - Patentdirektoratet. Indtægternes art og størrelse er specificerede i Anmærkningerne til finansloven for 1994 under § 26.21.41.10 - Driftsbudget, under afsnittet: 'Oversigt over gebyrer og formålsbestemte afgifter'.

Patentdirektoratet har således informeret den bevilgende myndighed om gebyrernes art og størrelse.

3. Forholdet til den øvrige sagsbehandling.

Direktoratet har som offentlig myndighed en pligt til at behandle indkomne sager, herunder såvel ansøgninger som begæringer om prøvning, så hurtigt og så effektivt som muligt. Da vi årligt modtager ca. 1500 patentansøgninger, 9000 varemærkeansøgninger og 1300 mønsteransøgninger (1993-tal), fordrer dette en i vidt omfang standardiseret sagsbehandling med nøje tilrettelagte arbejdsrutiner.

Ved indførelse af muligheden for hastebehandling var det derfor en klar forudsætning, at denne nye mulighed ikke måtte påvirke den øvrige sagsbehandling således, at denne blev gjort langsommere. I forbindelse med begæringer om hastebehandlinger er det derfor tilrettelagt således, at disse efterkommes ved ekstraordinær indsats af ressourcer og efter en særlig procedure, hvor sagen så at sige håndbæres og behandles ved siden af det standardiserede system, og at meromkostningerne herved dækkes af det særlige hastebehandlingsgebyr.

Direktoratet har herved sikret, at den særlige hastebehandlingsprocedure ikke påvirker den normale sagsekspedition i ressourcemæssig henseende.

Til belysning af ovennævnte forhold kan nævnes, at Patentdirektoratet i midten af firserne havde en 'sagspukkel' på ca. 40.000 patentansøgninger. Ved forskellige effektiviseringstiltag af både bevillingsmæssig og organisatorisk art er det i løbet af de sidste 8 til 9 år lykkedes direktoratet at nedbringe denne sagspukkel til ca 13.000 sager. Endvidere skal man sammenholde dette resultat med at behandlingstiden for det samlede antal verserende patentansøgninger i den samme periode er faldet fra gennemsnitligt 7 år til gns. 3 år og 8 måneder, altså en reduktion på ca. 40% (skal formentlig være 48%, min bemærkning), og at nyindkomne ansøgninger i dag behandles endnu hurtigere. Det er også vigtigt at bemærke, at det afgørende for ansøgere er, hvornår de får direktoratets første foreløbige vurdering af ansøgningen. Denne vurdering fremsendes i langt de fleste tilfælde inden 10 måneder fra ansøgningens indlevering, og i mange tilfælde fremsendes den hurtigere.

Tilsvarende kan det for varemærkers vedkommende oplyses, at 'sagspuklen' siden slutningen af firserne er reduceret fra ca. 20.000 til ca. 6500, og at sagsbehandlingstiden er reduceret fra gns. 2 ½ år til gns. 11 måneder, altså en reduktion på ca 60 %. Mange ansøgninger færdigbehandles dog i løbet af 1 - 2 måneder mod før 4 - 6 måneder.

De ovenfor beskrevne effektiviseringstiltag har således vist sig at være virksomme, og direktoratet må derfor afvise påstanden om, at hastebehandlingen er indført med det formål at lukrere på en selvskabt lang behandlingstid for ansøgninger generelt. Derimod har direktoratet aktivt virket for at forbedre vores betjening af alle brugere.

Hertil kommer, at der med baggrund i de lovmæssige krav der stilles til direktoratets omfattende undersøgelser af ansøgningerne, er visse minimumsgrænser for hvor hurtigt direktoratet kan behandle hver enkelt ansøgning. For at opnå optimal sikkerhed for rettighedens gyldighed, indgår der for eksempel i undersøgelsen af en dansk patentansøgning også udenlandsk materiale, som først bliver tilgængeligt 18 måneder efter ansøgningens indlevering. Endvidere bør det også tages i betragtning, at en sagsbehandling medfører en eller flere brevvekslinger med ansøger, der hver gang får 3 - 6 måneders frist til besvarelse af direktoratets brev.

Minimumsgrænserne kan ikke fastlægges entydigt for alle ansøgninger generelt, men det må antages, at der fremover kun kan opnås forbedringer af mindre betydning i denne sammenhæng.

Muligheden for hastebehandling skal derfor ses som et ekstraordinært tiltag beregnet for brugere, der af markedsmæssige årsager får brug for en behandling, der kan afkorte behandlingstiden indenfor de faste lovbundne rammer, der er opstillet for sagsbehandlingen, og som er indstillet på at løbe den øgede risiko en sådan afkortet behandling kan medføre.

Direktoratet skal endvidere gøre opmærksom på, at alle brugere uden vederlag har mulighed for at få fremskyndet sagsbehandlingen for ansøgninger i særlige tilfælde ved at rette en begrundet henvendelse herom til direktoratet. En henvendelse om fremskyndet behandling efterkommes i størst mulig udstrækning, hvor dette kan lade sig gøre under hensyntagen til de ressourcer, der er til rådighed.

Direktoratet kan således ikke tiltræde de synspunkter, der fremføres i Advokatrådets retssikkerhedsprogram, hvorefter man ikke behandler alle ansøgere lige, idet man uretmæssigt giver visse ansøgere en fortrinsstilling.

Endelig skal vi bemærke, at de almindelige krav til hurtig sagsbehandlingstid på immaterialretsområdet skal ses i lyset af de særlige kendetegn for immaterielle rettigheder. Især skal det i denne sammenhæng pointeres, at ansøger efter udstedelsen af en eneret kan gøre sin ret gældende med tilbagevirkende kraft, regnet fra datoen for indleveringen af ansøgningen. Retsvirkningen indtræder altså fra og med den dag en formel ansøgning indleveres, forudsat at ansøgningen senere godkendes. Dette står i modsætning til en række andre forvaltningsområder, hvor retsvirkningerne af en forvaltningsakt først indtræder på dagen for afgørelsens meddelelse. Ved at få sin sag fremskyndet og evt. hastebehandlet får man sit rettighedsbevis i hånden hurtigere, men den udstedte rets indhold er upåvirket heraf.

B. Patentdirektoratets tilbud om særlige serviceydelser.

For så vidt angår Patentdirektoratets servicevirksomhed skal indledningsvist bemærkes, at denne er indført som et erhvervspolitisk tiltag for i videst muligt omfang at nyttiggøre den viden og de ressourcer, der findes i Patentdirektoratet, bedst muligt til gavn for dansk erhvervslivs udviklings- og konkurrencemuligheder. Det er herunder afgørende, at erhvervslivet så hurtigt og så enkelt som muligt kan skaffe sig viden om, hvad der allerede forefindes af teknologiske opfindelser i udstedte patenter eller offentliggjorte patentansøgninger, således at virksomhederne kan undgå at bruge ressourcer på at forske i allerede kendt teknologi, men i stedet kan starte deres teknologiske udvikling på et højere videnniveau. Tilsvarende kan erhvervslivet ofte opnå væsentlige økonomiske besparelser til udarbejdelse af ansøgninger - nationalt og internationalt - ved forinden at få Patentdirektoratet til at udtale sig om opfindelsens nyhedsværdi i forhold til kendt teknologi.

Patentdirektoratets servicevirksomhed har, som det fremgår nedenfor, hjemmel i lovgivningen. Skiftende regeringer har, specielt i de sidste 10 år, stærkt støttet ønsket om en yderligere udvidelse af Patentdirektoratets servicevirksomhed til gavn for dansk erhvervsliv, herunder ikke mindst de mindre og mellemstore virksomheder.

Dette er bl.a. kommet til udtryk i forbindelse med Patentdirektoratets omdannelse til statsvirksomhed i 1987. Herunder er formålet med, og baggrunden for, direktoratets servicevirksomhed blevet oplyst overfor regering og folketing i det aktstykke, der lå til grund for omdannelsen. Ligeledes er disse oplysninger givet i forbindelse med indgåelsen af direktoratets resultatkontrakt med Industriministeriet i december 1991, hvor kontrakten var en del af finanslovsforliget for 1991. De relevante dele af resultatkontrakten samt aktstykket medsendes denne redegørelse som bilag.

I denne forbindelse er det endvidere relevant at nævne, at de nedenfor beskrevne hjemmelsbestemmelser for direktoratets servicevirksomhed er udformet med et dynamisk sigte.

Dette kan dels konstateres ved at betragte den udvikling, der er sket i de forskellige bestemmelsers udformning og lovforslagenes bemærkninger hertil i den takt de blev indføjet i lovgivningen. Der kan i den periode der er forløbet siden den første bestemmelse om servicevirksomhed blev indføjet i 1974 (på patentområdet), spores en udvikling, der gradvist har udvidet direktoratets eksplicitte muligheder for, at udføre servicevirksomhed på de enkelte områder. Dette kan bl.a. illustreres ved at betragte den nyeste bestemmelse om servicevirksomhed, som blev indføjet i 1992 (på brugsmodelområdet), hvor bemærkningerne til lovforslaget klart nævner et meget omfattende område for direktoratets virksomhed.

Endvidere er også de enkelte bestemmelser udformet med en indbygget dynamik, der til en vis grad åbner mulighed for inddragelsen af nye og udvidede opgaver, i takt med at den samfundsmæssige og teknologiske udvikling gør dette ønskeligt.

I første afsnit i eksemplet side 54 i Advokatrådets retssikkerhedsprogram, beskrives udførelsen af de såkaldte nyhedsundersøgelser. Dertil har vi følgende bemærkninger

Det er korrekt, at Patentdirektoratet tilbyder serviceydelser vedrørende varemærker og patenter. Det er også korrekt, at direktoratet i brochurer anfører, at man mod betaling kan få svar på undersøgelser, fx nyhedsundersøgelser, indenfor fjorten dage eller endnu kortere tidsrum. Patentdirektoratet udfører denne type undersøgelser, og har gjort det i voksende omfang på patentområdet siden 1974, med hjemmel i PL (§71 i nugældende lov), og på varemærke- og fællesmærkeområdet siden slutningen af firserne, nu med hjemmel i VML § 47, samt på brugsmodelområdet siden 1992 med hjemmel i BML § 45. Endvidere udfører direktoratet serviceopgaver på mønsterområdet i form af udskrifter fra direktoratets registre med hjemmel i ML § 47 og § 48 stk. 3, samt, i begrænset omfang, serviceopgaver af anden art på ulovbestemt grundlag, idet visse serviceopgaver på mønsterområdet udføres efter den praksis, som findes på de øvrige rettighedsområder.

Disse serviceydelser udføres typisk for kunder i tidsrummet, hvor kunden overvejer at indgive en rettighedsansøgning, fx en patentansøgning, og sker ofte på basis af en uformel beskrivelse af projektet. Undersøgelsens resultat udgør en del af virksomhedens beslutningsgrundlag i forundersøgelsen af et udviklingsprojekt, hvor en kunde - typisk en virksomhed - indhenter oplysninger om hvorvidt projektet reelt er nyt, eller om det - efter virksomhedens afgørelse - ligger så tæt på andres rettigheder, at projektet skal droppes.

Disse undersøgelser består i indsamling, sortering og evt. specialistvurdering af objektiv, offentlig tilgængelig viden, og der er ikke tale om myndighedsarbejde i forvaltningsretlig forstand. Undersøgelserne har ingen rettighedsværdi og er formelt adskilt fra rettighedssager og rettighedssagsbehandling. Kunderne opnår viden og indsigt, men køber sig ikke til nogensomhelst fortrinsstilling på rettighedsområdet.

Rettighedsansøgninger, fx patentansøgninger og varemærkeansøgninger, behandles derimod på baggrund af en formel ansøgning i henhold til de respektive love, og i denne myndighedssagsbehandling tages kun hensyn til tidligere udførte serviceopgaver, i det omfang disse indeholder materiale, som i forvejen var offentligt tilgængeligt. Iøvrigt behandles serviceopgaver som fortrolige. Materiale, der ikke er offentligt tilgængeligt, indgår således ikke i det undersøgelsesmateriale, der gennemgås i forbindelse med behandlingen af en rettighedssag. Der opnås således ikke en hurtigere sagsbehandling af rettighedssagen eller andre fortrinsstillinger, selv om der skulle foreligge en udført serviceopgave.

I andet afsnit i eksemplet side 54 i Advokatrådets retssikkerhedsprogram, beskrives en såkaldt juridisk vurdering i forbindelse med en ansøgningssag. Dertil har vi følgende bemærkninger

Det er korrekt, at man som kunde kan få foretaget en juridisk vurdering af et varemærke, fx om det efter vores vurdering - på baggrund af dansk praksis - ville kollidere med andre varemærker, hvis det blev taget i brug eller skulle registreres (efter ansøgning). Disse vurderinger foretages med samme hjemmel, som ovenfor anført vedrørende nyhedsundersøgelser. Som ovenfor beskrevet indgår vores undersøgelse og vurdering som en del af kundens beslutningsgrundlag. Vi oplyser om de forskellige løsninger og om mulige konsekvenser, men vi træffer naturligvis ingen afgørelse på baggrund af vurderingen, fx om kunden skal ophøre med brug eller skal søge andres mærker stoppet; dette er alene kundens beslutning.

Også denne serviceydelse sker uafhængigt af rettighedssagsbehandlingen og omvendt, som ovenfor forklaret, så heller ikke her kan der mod betaling opnås nogen fortrinsstilling i retsstillingen, uanset om der verserer en ansøgning, eller om det drejer sig om et allerede registreret varemærke.

Som offentlig myndighed udsteder vi rettigheder på baggrund af ansøgninger, men såvel under ansøgningsbehandlingen, som ved senere forespørgsler har vi en hensyntagen til trediemand og en oplysnings- og vejledningspligt overfor trediemand. Både myndighedsarbejdet og servicearbejdet udføres på et objektivt grundlag, idet vi ikke tager part eller parti i sagerne, ikke udvikler nye opfindelser eller formulerer patentkrav for kunder samt ikke udfører serviceopgaver for en af parterne i en retssag. Løsning af serviceopgaver sker desuden på et særligt brevpapir ('PD ErhvervsService' (kopi vedlagt)) i modsætning til vores generelle myndighedsbrevpapir ('Patentdirektoratet').

Vi skal i forbindelse med vores serviceopgaver påpege, at disse som nævnt ikke kan opfattes som værende afgørelser, og de fremstår derfor hverken indadtil eller udadtil som afgørelser, idet direktoratets serviceafdeling i hver enkelt opgave udtrykkelig gør opmærksom på, at der alene er tale om en vurdering af rådgivende art, foretaget på grundlag af det fremdragne materiale.

Der er således ikke tale om, at direktoratet eller den enkelte sagsbehandler ved udarbejdelsen af en serviceopgave binder sig til en bestemt opfattelse, og herved under en senere behandling af en eventuel ansøgning vedrørende det samme produkt eller fra samme bruger bringes i en situation, hvor der opstår risiko for, at uvedkommende hensyn skal få indflydelse på direktoratets afgørelse. Der er således ikke belæg for, at udarbejdelsen af serviceopgaver skaber særlige forhold til en eller flere parter, som er egnede til at medføre inhabilitet.

Afslutningsvist skal vi bemærke, at den enkelte medarbejder naturligvis er instrueret i de forholdsregler, der skal iagttages, skulle en situation opstå hvor habilitetsmæssige problemer bliver aktuelle. Herunder har direktoratet sikret, at enhver medarbejder kan udføre sagsbehandlingen i samarbejde med en kompetent kollega. Bl.a. herved har direktoratet sikret, at sagsbehandlingen i forbindelse med direktoratets myndighedsvirksomhed sker uafhængigt af servicevirksomheden.

Patentdirektoratet lever derfor op til kravene om habilitet og uafhængighed i sagsbehandlingen, således som borgerne med rette kan forvente."

Den 13. december 1995 sendte Erhvervsministeriet mig en ny redegørelse om Patentdirektoratets Erhvervsservice. Erhvervsministeriet oplyste - i overensstemmelse med hvad jeg var blevet orienteret om telefonisk - at Erhvervsministeriet og Patentdirektoratet i det forløbne år havde lavet et større udredningsarbejde i dialog med Dansk Industri, Håndværksrådet, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, De Danske Patentagenters Forening og Advokatrådet. Arbejdet havde resulteret i at Patentdirektoratets Erhvervsservice fra 1. januar 1996 ville arbejde efter de retningslinier som var nedfældet i et notat af 7. december 1995 fra Patentdirektoratet. Erhvervsorganisationerne havde erklæret sig indforstået hermed. Organisationernes seneste høringssvar var medsendt Erhvervsministeriets brev til mig.

Erhvervsministeriet oplyste at den centrale ændring for Patentdirektoratets Erhvervsservice blev at man i fremtiden ikke ville afgive vurderinger og konklusioner, men at dette på baggrund af det fremlagte relevante materiale blev overladt til erhvervsservicekunden. Erhvervsministeriet udtalte samtidig at ved de nye retningslinier skulle de spørgsmål der havde været rejst om karakteren af Patentdirektoratets servicevirksomhed, have fundet en for alle parter acceptabel afgrænsning.

Patentdirektoratet havde i Notat af 7. december 1995 om Patentdirektoratet's aktiviteter, herunder især erhvervsserviceaktiviteterne, skrevet følgende

" Notat om Patentdirektoratet's aktiviteter, herunder især erhvervsserviceaktiviteterne.

Patentdirektoratets (PD's) opgave er at fremme den teknologiske udvikling og styrke erhvervslivets grundlag for produktion og salg på det nationale og det internationale marked. Det gør PD ved at beskytte industriel ejendomsret, ved at vejlede og formidle viden i tilknytning hertil, samt ved at yde erhvervsservice inden for PD's kompetencer.

PD opfylder disse opgaver gennem følgende to overordnede mål

Beskyttelse af industriel ejendomsret gennem udstedelse af patenter, registrering af varemærker, design og brugsmodeller, og generel vejledning og videnformidling i tilknytning hertil, samt erhvervsservice i form af salg af individuel opgaveløsning, kopiservice, kursusvirksomhed og systemeksport.

For så vidt angår det første overordnede mål, inden for hvilket der udstedes rettigheder og udøves generel vejledning og videnformidling, udgør disse aktiviteter i dag ca. 90% af direktoratets samlede omsætning.

Dette mål omfatter indtægtsdækkede myndighedsaktiviteter. Det er dels sagsbehandling vedrørende patenter, varemærker, design og brugsmodeller, og dels de hermed forbundne generelle videnformidlingsopgaver, der varetages af erhvervs- og samfundsmæssige hensyn og stilles gratis til rådighed (f.eks. PD's bibliotek, rådgivning og vejledning samt information om rettighedssystemerne).

PD's andet overordnede mål, erhvervsservice omfatter alle ydelser (bortset fra udstedelse af rettigheder), der mod betaling tilbydes kunder. Disse ydelser er af typen undersøgelser, databaseopslag, kurser, kopiservice m.v.

Den rejste usikkerhed om PD's opgaver angår kun det andet af de to overordnede mål, nemlig erhvervsservice , der p.t. udgør ca. 10% af PD's samlede omsætning.

Problemområderne er på den ene side de enkelte ydelser og på den anden side offentlig/privat konkurrence - lige vilkår, habilitet og hjemmelsspørgsmål.

Fremtidigt arbejdsgrundlag

De enkelte ydelser

Ved en gennemført høring er der fra erhvervsorganisationernes side (Dansk Industri, Håndværksrådet, Handelskammeret og Landbrugsrådet) generelt udtrykt stor tilfredshed med PD's aktiviteter på rettighedsområdet (incl. generel vejledning og videnformidling). Det samme udtales fra de 3 foreninger (De Danske Patentagenters Forening, Advokatrådet og Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse), der dog har påpeget enkelte afgrænsningsproblemer.

Der er også generelt stor opbakning til den del af erhvervsservicevirksomheden, der omfatter de objektive ydelser. De rejste problemer koncentrerer sig om de erhvervsserviceydelser, hvor vurderinger (konklusioner) fra PD's side indgår som en væsentlig del af opgaveløsningen. I forbindelse med høringen har Dansk Industri fremsat et forslag til, hvorledes PD med fordel kan ændre sin opgaveløsning inden for erhvervsservice. PD's rapporter indenfor erhvervsservicevirksomheden vil i fremtiden blive bygget op i overensstemmelse med dette forslag.

PD vil herefter

* Afstå fra endelig konklusion med hensyn til muligheden for opnåelse af en eneret. Til illustration vedlægges bilag 1 og 4

* Når PD bliver anmodet om at undersøge (og vurdere) holdbarheden af rettigheder, så vil PD alene tilbyde at gennemføre objektive undersøgelser d.v.s. undersøgelser analoge med nyhedsundersøgelser (patentområdet) eller forundersøgelser (varemærkeområdet) og objektivt beskrivende analyser uden konklusion. Til illustration vedlægges bilag 2.

* Når PD bliver anmodet om at undersøge krænkelsesaspekter for eller i forhold til danske eller andre rettigheder, så vil PD alene tilbyde at gennemføre objektive undersøgelser, d.v.s. undersøgelser analoge med nyhedsundersøgelser (patentområdet) eller forundersøgelser (varemærkeområdet), og objektivt beskrivende analyser uden konklusion. Til illustration vedlægges bilag 3.

Hertil kommer, at PD i de to sidstnævnte tilfælde - forinden opgaven påbegyndes - vil henlede kundens opmærksomhed på muligheden for administrativ omprøvning, hvor dette er muligt.

Offentlig/privat konkurrence - lige vilkår, habilitet og hjemmelsspørgsmål.

PD vil efterleve de af Konkurrencerådet påpegede krav til regnskabsførelse.

Spørgsmålene om habilitet og hjemmel er spørgsmål, som Ombudsmanden for tiden ser på. PD's praksis på disse områder må om nødvendigt blive tilpasset efter Ombudsmandens eventuelle kommende udtalelse."

Ombudsmandens udtalelse

"Sagen angår følgende to spørgsmål

Hastebehandling af ansøgninger om patent-, varemærke-, fællesmærke- og mønsterrettigheder mod særskilt betaling og

Patentdirektoratets Erhvervsservice

Hastebehandling

Det spørgsmål som har været temaet for min behandling, er om den hastebehandling som Patentdirektoratet tilbyder mod særskilt betaling, har tilstrækkelig hjemmel, dvs. om der er lovmæssig hjemmel for gebyrerne, herunder om der i almindelige retsgrundsætninger er hjemmel til gebyr for hastebehandling. Jeg har derfor undersøgt om kravene til lovmæssig forvaltning, herunder saglig forvaltning, er opfyldt.

Som det fremgår af Patentdirektoratets udtalelse af 3. januar 1995, findes hjemmelen for hastebehandling i bekendtgørelser der er udstedt med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelserne i henholdsvis patentloven, varemærkeloven, fællesmærkeloven og lov om mønsterrettigheder. Patentlovens § 68, stk. 1, og § 69, stk. 1, har denne ordlyd

' § 68.

Stk. 1. Industriministeren fastsætter størrelsen mv. af de i loven omhandlede gebyrer samt gebyrer for ekspeditioner mv.

Stk. 2....

Resumé

Ombudsmanden undersøgte af egen drift hjemlen for Patentdirektoratets opkrævning af et særligt gebyr for hastebehandling af patentansøgninger mv. Ombudsmanden undersøgte endvidere et spørgsmål om myndighedsinhabilitet i relation til Patentdirektoratets Erhvervsservice som mod betaling yder rådgivning inden for direktoratets sagsområder.

Ombudsmanden udtalte at det er tvivlsomt om hastebehandling af en ansøgning mod betaling er i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige princip om ligelig behandling. Da der ikke forelå fornøden hjemmel for hastebehandlingsgebyret, henstillede ombudsmanden at Erhvervsministeriet tog initiativ til at tilvejebringe en lovgivningsmæssig stillingtagen til spørgsmålet.

Om direktoratets erhvervsservice udtalte ombudsmanden at hvis en myndighed på samme måde som en sædvanlig partsrepræsentant yder en part rådgivning i en konkret sag, og denne sag senere skal behandles og afgøres af samme myndighed, må myndigheden efter omstændighederne anses for inhabil. Det gælder dog kun hvis vejledningen rækker ud over almindelig generel vejledning. Risikoen for myndighedsinhabilitet er navnlig aktuel når rådgivningen ydes mod betaling. En myndigheds almindelige vejledningsforpligtelse er begrænset af den almindelige retsgrundsætning om myndighedsinhabilitet.

De almindelige retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet viger dog i det omfang andet følger af særskilt lov. På grundlag af særlige bestemmelser i patentlovgivningen fandt ombudsmanden ikke at kunne kritisere direktoratets erhvervsservice. (J.nr. 1994-2818-309).