Annullation af a-kassemedlemskab. - Nordisk konvention om social tryghed

Annullation af a-kassemedlemskab. Nordisk konvention om social tryghed

En læge (A) klagede over at hans medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse var blevet annulleret i forbindelse med at han havde anmodet om at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge efter at have afsluttet en arbejdsperiode som læge i Sverige. A havde arbejdet i Sverige i perioden 10. september 1992 - 31. januar 1993. Annullationen af medlemskabet havde virkning fra 9. september 1992.

Arbejdsløshedskassens afgørelse blev tiltrådt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn henholdsvis den 22. juli 1993 og 23. juni 1994. Af ankenævnets afgørelse, som blev meddelt A ved brev af 7. juli 1994, fremgik bl.a.

"...

Ankenævnet er enig med direktoratet i, at (A) skulle have været overflyttet fra den danske arbejdsløshedskasse til en svensk arbejdsløshedskasse, da han den 10. september 1992 overtog arbejde i Sverige.

Ankenævnet er ligeledes enig i, at (A)'s medlemskab af den danske arbejdsløshedsforsikring herefter er betinget af optagelse som nyt medlem efter de almindelige regler.

Ankenævnet har lagt vægt på, at det følger af artikel 7, stk. 1, i dagældende Nordisk Konvention af 5. marts 1981 om social tryghed, at den, der har antaget arbejde i et andet nordisk land end det, hvori han har sin bopæl, er omfattet af lovgivningen i beskæftigelseslandet. Det betyder blandt andet, at pågældende skal være arbejdsløshedsforsikret i beskæftigelseslandet.

Dette følger ligeledes af § 4, i direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 705 af 10. november 1987 om medlems- og dagpengeret for personer, der har været omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i andre nordiske lande mv.

Af vejledningen til denne bestemmelse fremgår, at hvis en dansk arbejdstager med arbejde i et andet nordisk land, hvor arbejdsløshedsforsikring er en frivillig sag, ønsker at være arbejdsløshedsforsikret, skal pågældende være omfattet af beskæftigelseslandets forsikring.

Ankenævnet har således vurderet sagen og fundet direktoratets afgørelse og begrundelse korrekt.

Ankenævnet skal særligt bemærke, at ethvert medlem af en arbejdsløshedskasse har pligt til at holde sig orienteret om rettigheder og pligter, som følger med et sådant medlemskab, jf. arbejdsløshedskassens vedtægts § 15, stk. 1.

Ankenævnet tiltræder derfor direktoratets afgørelse af 22. juli 1994, jf. § 7, stk. 1, i den dagældende Nordiske Konvention af 5. marts 1981 om social tryghed, samt § 4 i direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 705 af 10. november 1987 om medlems- og dagpengeret for personer, der har været omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i andre nordiske lande mv.

..."

I klagen til mig gjorde A bl.a. gældende at han under perioden med arbejde i Sverige havde betalt kontingent til den danske arbejdsløshedskasse, samt at hverken myndighedernes regelhenvisninger eller arbejdsløshedskassens pjece indeholdt nogen hjemmel til at annullere medlemskabet.

I anledning af klagen indhentede jeg udtalelser fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn. I sin udtalelse af 16. marts 1995 anførte direktoratet bl.a. følgende

"...

Afgørelsen om, at pågældende skulle være omfattet af svensk lovgivning om social sikring, herunder været arbejdsløshedsforsikret i Sverige, er truffet under henvisning til artikel 7 i Nordisk Konvention. Det følger af denne bestemmelse, at en person, der er antaget til arbejde i et andet nordisk land end det, hvori pågældende har sin bopæl, er omfattet af lovgivningen i beskæftigelseslandet. Annullation af medlemskabet af (X) Arbejdsløshedskasse er sket under henvisning til artikel 10 i konventionen. Det fremgår heraf, at bidrag skal betales i det land, af hvis lovgivning pågældende er omfattet. Det fremgår videre, at bidrag ikke må opkræves i et andet land. Af de vejledende bemærkninger til konventionens artikel 10 fremgår, at bidrag, der er fejlagtigt opkrævet, skal refunderes.

Til pågældendes bemærkning om, at de regler, afgørelsen er truffet på grundlag af, er uklare og i øvrigt ikke alment kendt for arbejdsløshedskassens medlemmer, skal direktoratet bemærke, at medlemmet efter § 15, stk. 1, i arbejdsløshedskassens vedtægt, har pligt til, herunder ved henvendelse til kassen, at holde sig orienteret om de gældende regler vedrørende dagpengeret mv.

Arbejdsløshedskassen på sin side har pligt til at informere sine medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af arbejdsløshedsforsikringslovgivningen. Herudover har kassen pligt til at give et medlem individuel og personlig vejledning, når medlemmet har behov herfor.

Det kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med overtagelse af arbejde i udlandet. Kassen har dog ikke mulighed for at kende dette behov og for at vejlede medlemmet, medmindre medlemmet oplyser kassen om, at pågældende skal overtage arbejde i udlandet.

(X) Arbejdsløshedskassen blev i denne sag først klar over, at medlemmet havde arbejdet i Sverige på det tidspunkt, hvor han meldte sig ledig efter arbejdsophøret i Sverige. Kassen har derfor ikke haft mulighed for at vejlede medlemmet om, hvordan han skulle forholde sig i forbindelse med arbejdet i Sverige, før udrejsen.

..."

I brev af 6. april 1995 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn at nævnet kunne tilslutte sig det af direktoratet anførte, og at nævnet henholdt sig til sin afgørelse.

Den 14. februar 1996 anmodede jeg Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn om supplerende udtalelser til sagen. Jeg anførte i den forbindelse følgende

"...

Det er fast dansk forfatningsretlig praksis at traktater skal opfyldes ved omskrivning til national ret eller inkorporering gennem henvisning til de inkorporerede regler, jf. Claus Gulmann mfl., Folkeret (1989), s. 87f. Traktater bliver således ikke automatisk en del af dansk ret, men må som udgangspunkt inkorporeres for at få virkning. Dette udgangspunkt om manglende virkning modificeres af at domstolene og de retsanvendende myndigheder bl.a. ved hjælp af særlige regler kan inddrage folkeretten, jf. Claus Gulmann mfl., Folkeret (1989), s. 91-96, om fortolkningsreglen, formodningsreglen og instruktionsreglen.

Det er dog ligeledes fremført at bl.a. formodningsreglen ikke kan anvendes hvis det fører til at der bliver skabt pligter for borgerne i forhold til myndighederne, som ikke følger af danske retskilder, jf. f.eks. Juridisk Grundbog 1 (1991), s. 267.

Hvad angår Nordisk Konvention af 5. marts 1981 om Social Tryghed, er der i den dagældende arbejdsløshedsforsikringslovs § 95, stk. 2, givet hjemmel til at direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte nærmere regler til opfyldelse af en konvention som den førnævnte. Denne mulighed er efter det oplyste udnyttet ved bek. nr. 705 af 10. november 1987. Ankenævnet og direktoratet henviser da også til § 4 i den nævnte bekendtgørelse. Bestemmelsen har følgende ordlyd

'§ 4. Personer, der har beskæftigelse som lønmodtagere i et af de af Nordisk overenskomst omfattede lande, skal være omfattet af beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring. Dette gælder dog ikke for personer, der er udsendte i henhold til artikel 8 i Nordisk konvention om social tryghed, og for personer, der udelukkes fra at blive omfattet af beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring.'

Bestemmelsen tager efter sin ordlyd ikke stilling til konsekvenserne af manglende overflytning til beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring.

Afgørelsen om at annullere (A)'s medlemskab af (X) Arbejdsløshedskasse var særdeles indgribende. På den baggrund og under hensyn til det ovenfor anførte skal jeg bede ankenævnet og direktoratet om en fornyet udtalelse om hvorvidt der har været det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at fratage (A) hans medlemskab af (X) Arbejdsløshedskasse. Jeg skal i den forbindelse bede myndighederne redegøre for hvilken retlig betydning den nordiske konvention har haft for den trufne afgørelse. Ankenævnet bedes tilbagesende sagen gennem Arbejdsministeriet.

..."

I et brev af 15. maj 1996 skrev Arbejdsmarkedets Ankenævn herefter således til mig

"...

Ankenævnet indhentede i den anledning en udtalelse fra direktoratet. Konklusionen på direktoratets udtalelse af 12. marts 1996 var, at konventionens bestemmelser efter direktoratets opfattelse var tilstrækkeligt klare til at kunne skabe rettigheder og pligter for de personer, der var omfattet af konventionen, og at indholdet af konventionen var af en sådan karakter, at det umiddelbart kunne anvendes af de danske myndigheder.

Sagen har påny været behandlet på møde i ankenævnet den 2. maj 1996.

På baggrund af det af Folketingets Ombudsmand anførte har ankenævnet besluttet at ophæve sin afgørelse af 7. juli 1994 om, at (A)'s medlemskab skal annulleres, og at (A) efter omstændighederne kan bevare sit medlemskab af (X) Arbejdsløshedskasse under sit ophold i Sverige i perioden 10. september 1992 til 31. januar 1993.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at konventionens regler er inkorporeret i dansk ret gennem henvisningerne i direktoratets bekendtgørelse nr. 705 af 10. november 1987.

Der er i konventionen fastsat regler om, hvilken lovgivning, der skal anvendes i forbindelse med beskæftigelse inden for Norden. Der er imidlertid ikke fastsat regler om sanktioner i de tilfælde, hvor konventionens regler ikke er overholdt.

Som anført af Folketingets Ombudsmand har den konkrete afgørelse været særdeles indgribende over for (A). Da hjemlen til at sanktionere den manglende overflytning med annullation af medlemskabet herefter må anses for tvivlsom, og da det er ubestridt, at (A) var i god tro med hensyn til sit medlemskab af (X) Arbejdsløshedskasse under sit midlertidige kortvarige ophold i Sverige, finder ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastholde den tidligere trufne afgørelse.

(X) Arbejdsløshedskasse anmodes herefter om at foretage det videre fornødne med hensyn til genoprettelse af (A')s medlemskab for den omhandlede periode."

Jeg meddelte den 24. maj 1996 Arbejdsmarkedets Ankenævn og A at jeg på denne baggrund havde besluttet ikke at foretage yderligere i anledning af A's klage.

Resumé

En læge med bopæl i Danmark arbejdede i en periode på ca. fem måneder i Sverige. Efter arbejdsperiodens ophør anmodede han sin danske arbejdsløshedskasse om at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om at registrere lægen som udmeldt af kassen fra tidspunktet for påbegyndelse af arbejdet i Sverige. Afgørelsen blev tiltrådt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn bl.a. under henvisning til en bestemmelse i Nordisk konvention af 5. marts 1981 om social tryghed.

Ombudsmanden anmodede myndighederne om at udtale sig om hvorvidt der havde været det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at fratage lægen hans medlemskab af arbejdsløshedskassen. Ombudsmanden henviste til at der efter ordlyden i de nationale regler ikke var taget stilling til konsekvenserne af manglende overflytning til beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring.

Ankenævnet svarede at hjemlen til at annullere medlemskabet måtte anses for tvivlsom, og da lægen ubestridt havde været i god tro vedrørende fortsat medlemskab af den danske arbejdsløshedskasse ophævede ankenævnet den tidligere afgørelse.

Ombudsmanden meddelte herefter lægen og myndighederne at han ikke foretog yderligere i sagen. (J.nr. 1995-303-020).