Legislator Case Law & Legislation
O19950042270 DK

Offentligt ansattes ret til offentligt at kritisere forholdene på deres arbejdsplads

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Udtalelser 1995 422 Valid

Offentligt ansattes ret til offentligt at kritisere forholdene på deres arbejdsplads

Resumé

To sygeplejersker udsendte en kritisk pressemeddelelse om arbejdsforholdene på et amts sygehus. En uge senere udsendte amtet en pressemeddelelse hvori amtets sundhedsudvalg beklagede at sygeplejerskerne ikke havde anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.

Under ombudsmandens behandling af sagen udtalte amtet at beklagelsen i pressemeddelelsen alene var udtryk for skuffelse over sygeplejerskernes fremgangsmåde, og at der således ikke i beklagelsen lå en påtale over for de to sygeplejersker.

Ombudsmanden måtte i den sproglige sammenhæng opfatte beklagelsen i amtets pressemeddelelse som en kritik af sygeplejerskerne. Ombudsmanden fandt kritikken uberettiget da sygeplejerskernes udtalelser lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed.

Herudover havde ombudsmanden ingen bemærkninger til at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt over for de ansatte anbefalede de interne systemer til fremførelse af kritik mv. Men ledelsens tilkendegivelser eller adfærd må ikke udvikle sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger. Når man derfor fra ledelsens side anbefaler anvendelse af de interne systemer, må det - hvis det i sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant - understreges over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling. (J. nr. 1993-2850-429). ---RESUME

Redegørelse i sagen om to sygeplejerskers udtalelser til pressen om forholdene på deres afdeling på et sygehus.

Gennem dagspressen blev jeg bekendt med at et amt eller et sygehus forventedes at ville give to sygeplejersker på sygehuset en påtale. Anledningen hertil var - efter det oplyste - at de pågældende sygeplejersker havde beklaget sig over antallet af sygeplejersker på deres afdeling.

I den anledning anmodede jeg ved skrivelse af 20. december 1993 amtet om at holde mig underrettet om sagens gang, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

Amtet afgav den 2. februar 1994 en udtalelse til mig og vedlagde et notat af 13. december 1993 fra sygehusledelsen til amtets sundhedsudvalg om sygeplejerske-sygehjælpersituationen på sygehuset, herunder specielt ortopædkirurgisk afdeling C. Endvidere var der vedlagt en pressemeddelelse fra Sundhedsforvaltningen i amtet af 16. december 1993 og et notat fra et møde tirsdag den 21. december 1993 på sygehuset. Jeg modtog desuden kopi af de to sygeplejerskers pressemeddelelse af 9. december 1993.

Den omtalte pressemeddelelse blev udsendt af A og B der begge var sygeplejersker på ortopædkirurgisk afdeling, afsnit A 01, på sygehuset. I et følgebrev til pressemeddelelsen gjorde sygeplejerskerne opmærksom på at deres udmelding skete efter aftale med deres afdelings- og oversygeplejerske. Pressemeddelelsen havde følgende ordlyd

" Sygeplejerskerne

- Vi kan ikke stå inde for patient-behandlingen

De resterende sygeplejersker på ortopædisk kirurgisk afdeling 01 er slidt ned og kan ikke mere.

Vilkårene for sygeplejersker og patienter på ortopædkirurgisk afdeling 01 på (amtets sygehus) er så kaotiske og ringe, at de resterende sygeplejersker ikke længere vil tage ansvaret for patientbehandlingen.

- Vi er slidt ned, og patienterne behandles så ringe, at nogle af dem må ligge helt hen på eftermiddagen i sengene, før vi har tid til at tage os af dem. Vi vil få et hav af patient-klager, og man kan kun give dem ret i klagerne, siger de to sygeplejersker (A) og (B) fra afdelingen.

Ortopædkirurgisk afdeling varetager primært pleje af ældre patienter med brækkede ben og arme, nye hofter og andre svære skavanker. Gennemsnitsalderen er oppe over 70, og de fleste af patienterne er særdeles skrøbelige med et stort behov for kvalificeret sygepleje.

I dag er afdelingen normeret til 25 patienter med 12 sygeplejersker, 10 sygehjælpere og p.t. fire elever på tre holds skift alle ugens syv dage.

Situationen er blot den, at man p.t. mangler fire sygeplejersker og to sygehjælpere. To yderligere forlader afdelingen pr. 1. januar, en yderligere pr. 1. februar 1994 og to-tre af de resterende seks sygeplejersker søger aktivt efter nye stillinger.

Yderligere er man i disse dage i den situation, at sygdom plus nedslidning yderligere har reduceret staben til fire sygeplejersker.

- Det betyder, at man trækker meget store veksler på den tilbageværende stab. Vores ledelse kan kun tilrettelægge vores vagter dag for dag, hvor vi normalt arbejder med en måneds planlægning. Vi bliver trukket ind på aften-, weekend- og ferievagter, for ellers vil der ikke være kvalificeret personale til at tage sig af de 25 patienter, fortsætter (A) og (B).

Derfor har sygeplejerskerne kun lige tid til at vaske patienterne om morgenen. De har ikke tid til at snakke og yde omsorg, og de kan ikke nå at lave de normale sygeplejerske-funktioner iøvrigt.

Desuden er afdeling 01 og "søster"-afdelingen 02 indrettet så ringe, at der konstant er ekstra-arbejde med at bringe patienterne på toilet, give dem bevægelsesmuligheder på stuerne og andre funktioner.

Sygeplejerskerne har igennem det seneste halve år forsøgt at gøre sygehusets ledelse opmærksom på problemerne. Man har også forsøgt at råbe den politiske ledelse i amtets sygehusudvalg op.

Der er intet sket.

- Vi er i den ulykkelige situation, at der ikke er sygeplejersker til at fylde op med. Vi har en i forvejen for lav normering til den arbejdsbyrde, vi har på afdelingen. Samtidig er kravene om at få fjernet ventelisterne vokset kolossalt. Uden at man har øget arbejdsstyrken. Snarere tværtimod. Så reelt har sygehusledelsen det særdeles svært. De kan ikke tage flere ind. De kan ikke få medarbejdere. Og de slider os andre helt ned, så vi i stigende grad også bliver syge. Derfor er vores forslag, at vi nednormerer antallet af patienter, så det passer personalets antal, indtil vi får tilstrækkeligt. Ellers er alternativet, at man helt må lukke afdelingen, siger (A) og (B).

Udover afdeling 01 råder (amtet) over tre ortopædkirurgiske afdelinger på amtets sygehuse. Det er afdeling 03 - de har stort set de samme problemer - samt en nystartet afdeling på Sygehus (X) og Sygehus (Y)."

På baggrund af medieomtalen af A og B's udtalelser udarbejdede sygehusledelsen et notat af 13. december 1993 til amtets sundhedsudvalg hvori der blev redegjort for sygeplejerske- og sygehjælpersituationen på sygehuset, herunder specielt ortopædkirurgisk afdeling C. Sygehusledelsen udtalte bl.a. følgende i et sammenfattende afsnit

"...

I forhold til andre afdelinger på sygehuset har der været visse problemer med rekruttering til de to sengeafsnit på afdeling C, men der er taget forskellige initiativer til at reducere belastningen på de to sengeafsnit. De ledige stillinger forventes besat. Således starter pr. 1. januar 1994, en sygeplejerske på fuld tid samt en sygeplejerske på 32 timer. I forhold til afdelingens normering vil situationen formentlig være bragt i balance i løbet af januar måned 1994. Den planlagte operative aktivitet opretholdes.

..."

Sygehusledelsen besluttede endvidere at reducere antallet af senge på afdeling C med to x tre senge i perioden frem til den 17. december 1993. Sygehusledelsen udtalte i denne forbindelse bl.a. følgende

"...

Pressemeddelelsen gav naturligvis anledning til en fornyet drøftelse med afdelingsledelsen af situationen på afdeling C, og det kunne som ovenfor nævnt konstateres, at der var 8 syge på det ene afsnit og knap 3 ledige stillinger på det andet afsnit med udsigt til, at der kom yderligere ledige stillinger. Under disse drøftelser overvejedes muligheden for at inddrage senge i andre afdelinger for at lette på de akutte problemer på afdelingen. De forskellige løsningsmuligheder blev drøftet med de øvrige kirurgiske afdelinger.

Det er således besluttet at reducere antallet af senge med 2 x 3 i perioden frem til den 17. december 1993, hvor der iøvrigt foretages reduktioner i forbindelse med julen. De 2 x 3 senge overflyttes til afsnit D. Den operative aktivitet opretholdes således, mens plejebelastningen på de to C-afsnit reduceres.

..."

Presseomtalen af sygeplejerskesituationen på sygehuset blev drøftet på et møde den 15. december 1993 i amtets sundhedsudvalg. Udvalget besluttede at udsende en pressemeddelelse om det generelle spørgsmål om sygeplejerskemangel og om de konkrete forhold på ortopædkirurgisk afdeling på sygehuset. Sundhedsforvaltningen udtalte i pressemeddelelse af 16. december 1993 følgende om de to sygeplejerskers henvendelse til pressen

"... Sundhedsudvalget må konstatere, at to medarbejdere på (sygehuset) har videregivet en række urigtige oplysninger til pressen, og ikke har anvendt sygehusets normale tillidsmandssystem og ledelsessystem. Sundhedsudvalget finder dette beklageligt. Samtidig har sundhedsudvalget fuld tillid til sygehusledelsens håndtering af de aktuelle belastningsproblemer i den pågældende afdeling."

Den 21. december 1993 blev der på sygehuset afholdt et møde med sygehusledelsen, sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant og de to sygeplejersker der havde udsendt pressemeddelelsen. Mødet var indkaldt på foranledning af sygehusledelsen med henblik på drøftelse af pressemeddelelsen af 9. december 1993 og forholdene på ortopædkirurgisk afdeling C. Sygehusledelsens notat af 21. december 1993 indeholdt bl.a. følgende oplysninger om udtalelserne på mødet

"...

Den udsendte pressemeddelelse drøftedes. Sygehusledelsen gav udtryk for, at der er en række unøjagtigheder i den udsendte pressemeddelelse.

...

Spørgsmålet om det hensigtsmæssige i, at enkelte ansatte tager initiativ til drøftelse i pressen af konkrete driftsforhold på en afdeling uden om det etablerede samarbejdssystem blev debatteret.

...

Sammenfattende var der enighed om, at sagen havde været drøftet, og at der i den forbindelse var blevet fremsat nogle ledelsesmæssige tilkendegivelser på baggrund af drøftelsen.

..."

Amtet konkluderede i sin udtalelse til mig af 2. februar 1994 "at der ikke, som det er blevet formodet i dagspressen, er blevet givet en påtale, men at der har været en drøftelse med de pågældende medarbejdere og deres fællestillidsrepræsentant af blandt andet det uhensigtsmæssige i at fremsætte forkerte oplysninger i pressen uden om det sædvanlige samarbejdssystem."

I skrivelse af 6. april 1994 til amtet fremsatte jeg følgende foreløbige bemærkninger

"Det beskrevne hændelsesforløb må bedømmes på grundlag af principperne om offentligt ansattes ytringsfrihed.

I en sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning 1987, s. 237, havde jeg lejlighed til at udtale mig om det generelle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed. Som nævnt i denne sag er udgangspunktet at offentligt ansatte har ganske samme frihed som andre til som privatpersoner at deltage i den offentlige debat. Som det videre nævnes, er det dog antaget at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en fuldstændig beskrivelse af hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men jeg anførte følgende hovedsynspunkter

"1. Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

2. Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion der ligger fjernt fra de politiske eller administrative beslutninger.

3. Det spiller en rolle om udtalelserne fremsættes før eller efter at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig inden en sag er afgjort kan - af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

4. Det ligger efter praksis fast at offentligt ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for et arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere der deltager eller har deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse."

I lyset af det jeg havde anført bad jeg amtet om en redegørelse for dets kritik af at sygeplejerskerne ved fremsættelsen af deres udtalelser undlod at anvende sygehusets tillidsmands- og ledelsessystem (jf. sundhedsudvalgets pressemeddelse af 16. december 1993), og i givet fald med hvilken begrundelse.

I anledning af at amtet tillige havde kritiseret de to sygeplejersker for at have videregivet urigtige oplysninger bad jeg endvidere amtet om en redegørelse for hvori disse urigtigheder bestod.

Amtet svarede i skrivelse af 16. maj 1994. Amtet redegjorde for hvilke oplysninger i pressemeddelelsen amtet fandt urigtige, og anførte herefter følgende

"...

Den faktiske bemandingssituation på det ortopædkirurgiske sengeafsnit 01 var 1. december 1993, at 3 28 timers sygeplejerskestillinger var ubesatte uden afløsere og 1 sygehjælper langtidssyg uden vikar. Dette var ud af en samlet nettonormering på 11,7 sygeplejerskestillinger fordelt på 12 ansatte og 8,7 sygehjælperstillinger fordelt på 10 ansatte.

I uge 49, hvor der var en del fravær var der 7,8 sygeplejerskestillinger fordelt på 8 ansatte og 6,8 sygehjælperstilling fordelt på 8 ansatte til rådighed.

Den faktiske bemandingssituation på det tilsvarende ortopædkirurgiske sengeafsnit 02 primo december 1993 var, at der ikke var nogen ubesatte stillinger, men der var en del fravær på grund af ferie og sygdom.

Udsendelsen af den pågældende henvendelse til pressen er ikke sket efter aftale med afdelings- og oversygeplejersker. Der foreligger ingen henvendelser fra sygeplejerskerne om problemerne på den ortopædkirurgiske afdeling til amtets sundhedsudvalg. Sygeplejerskerne har ej heller igennem længere tid forsøgt at gøre sygehusets ledelse opmærksom på problemerne.

Der foreligger en skriftlig henvendelse fra ortopædkirurgisk afdelingsledelse om disse problemer kort tid før presseomtalen, nemlig den 26. november 1993 modtaget i sygehusledelsen den 29. november 1993. Sygehusledelsen reagerer relevant ved umiddelbart at igangsætte en undersøgelse for at finde ekstra afløserpersonale, ligesom der iværksættes annoncering efter personale til afdelingen.

I (amtets) pressemeddelelse af 16. december 1993 er anført, at sundhedsudvalget må konstatere, at de to medarbejdere ikke har anvendt sygehusets normale tillidsmandssystem og ledelsessystem, og at sundhedsudvalget finder dette beklageligt.

I henhold til sygehusloven varetager amtet det offentlige sygehusvæsens forpligtigelse overfor amtets borgere. Som led heri driver amtet selv en række sygehuse som alle er store virksomheder, og som tager sig af alvorligt syge mennesker.

Sygdom er et område, som berører det enkelte menneske nært, og hvor tryghed og tillid til det behandlende sygehus har væsentlig betydning. Det på sygehuset ansatte fagpersonale har alle en uddannelsesmæssig indsigt i denne betydning. Videregivelse af oplysninger til såvel enkeltpersoner som offentligheden må derfor ske med ansvarlighed i relation til denne viden.

For at tilgodese disse hensyn er der i amtet etableret et omfattende samarbejds- og ledelsessystem.

For det første er der sket en væsentlig styrkelse af ledelsesstrukturen på amtets sygehuse. Særligt skal fremhæves, at der er etableret egentlige afdelingsledelser, hvortil er delegeret væsentlig kompetence og ansvar. Denne ledelse har viden og kompetence indenfor både det medicinsk-faglige, personalemæssige og ressourcemæssige område. Tilsvarende er der etableret en sygehusledelse, som har et meget højt videns- og kompetenceniveau.

For det andet er der et lokalt statsligt tilsyn med vores sygehuse og af det medicinsk-faglige personale i form af embedslægeinstitutionen, som til enhver tid kan gribe ind overfor uforsvarlige forhold.

For det tredje er der indgået en omfattende aftale mellem medarbejdernes faglige organisationer og amterne om etablering af samarbejdsudvalg- og tillidsmandssystem. Der er tale om systemer, som medfører såvel rettigheder som pligter for begge parter. Konkret har dette betydet, at der på (sygehusets) ortopædkirurgiske afdeling er etableret lokalsamarbejdsudvalg og valgt tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, ligesom der for hele sygehuset er et hovedsamarbejdsudvalg og en fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne.

Det kan oplyses, at der med de 2 medarbejderes henvendelse af 9. december 1993 til pressen

- ikke forinden var foretaget henvendelse til sygehusledelsen, såfremt utilfredsheden skulle ses som et resultat af sygehusledelsens reaktion på afdelingsledelsens henvendelse af 26. november 1993

- ikke forinden var foretaget henvendelse til sygeplejerskernes lokale tillidsrepræsentant som samtidig er fællestillidsrepræsentant på sygehuset

- ikke forinden var foretaget henvendelse til afdelingens samarbejdsudvalg

- ej heller forinden var foretaget henvendelse til hovedsamarbejdsudvalget

- og endelig var der heller ikke forinden foretaget henvendelse til amtets sundhedsforvaltning eller amtets sundhedsudvalg.

Da hele det ovenfor nævnte samarbejds- og ledelsessystem i amtet er opbygget med det formål at skabe en udviklingsorienteret organisation, som løser konflikter og problemer tæt på arbejdsstedet og med en betydelig inddragelse af medarbejdergruppen, har Sundhedsudvalget i pressemeddelelsen af 16. december 1993 fundet anledning til at beklage, at de 2 medarbejderes udtalelser og kritik ikke hurtigst muligt blev fremsat direkte overfor sygehusets tillidsmands- og ledelsessystem.

...

Da de 2 medarbejdere tillige i deres henvendelse af 9. december 1993 til pressen oplyste, at udmeldingen skete efter aftale med afdelings- og oversygeplejersker, findes de pågældende ikke at have gjort det tilstrækkelig klart og utvivlsomt, at udmeldingen skete på de pågældendes egne - og ikke på amtets/sygehusets vegne, idet der herom henvises til Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter, DJØF's forlag 1992, side 338.

Man har således ved Sundhedsudvalgets pressemeddelelse af 16. december 1993 og i forbindelse med det den 21. december 1993 afholdte møde på (sygehuset), hverken haft til hensigt generelt at begrænse de 2 sygeplejerskers ytringsfrihed eller at pålægge de pågældende en videregående tavshedspligt, idet man er enig i de i FOB 1987, side 240, fremsatte betragtninger, hvorefter udgangspunktet utvivlsomt er, at offentligt ansatte har ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat - dog med de ovenfor nævnte modifikationer.

Udover de ovenfor nævnte betragtninger vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed skal man afsluttende bemærke, at da de enkelte sygehuse er store, komplicerede virksomheder i stadig udvikling, vil der naturligt kunne opstå uforudsete drifts- eller samarbejdsproblemer. Det er i den forbindelse vigtigt, at hver enkelt medarbejder påtager sig et ansvar for, at virksomheden fungerer, og at der er et positivt samarbejde til andre medarbejdere.

Samtidig er det meget vigtigt, at både patienter og disses pårørende har tillid til og føler tryghed ved det behandlende sygehus, og det på sygehusene ansatte fagpersonale har såvel en uddannelsesmæssig som en praktisk indsigt i betydningen af dette tillidsforhold. Det er derfor amtets opfattelse, at udtalelser til offentligheden bør ske med ansvarlig hensyntagen til denne viden."

I skrivelse af 31. maj 1994 anmodede jeg amtet om at sende hver af de to sygeplejersker en kopi af sagen som den herefter forelå, og anmode dem om deres eventuelle bemærkninger.

Sygeplejerskerne kommenterede sagen i et brev af 24. august 1994. De redegjorde kronologisk for sagens forløb forud for pressemeddelelsen den 9. december 1993. Om forløbet oplyste sygeplejerskerne følgende

"...

Allerede i feb. 93 var arbejdspresset stort i afd. C regi.

Efter vores mening pga. presset om at nedbringe ventelisterne på eks. vis hofte og knæ op. i amtet.

For at belyse sagen fra begyndelsen vil vi redegøre for baggrunden for vores udmeldelse til pressen d. 9/12-93.

Det kronologiske forløb fra Jan 93 - Dec 93 har været flg.

Flowet af patienter i afd. blev i 93 større og større og dermed blev arbejdsbyrden øget, hvilket i forvejen kan være næsten umuligt at klare da ort.kir.afd. er en travl og tung afd. at arbejde på.

I Jan/Feb gjorde vi vores oversygeplejerske (E) opmærksom på, at vi synes at vores normering i afd. er for lav iht. arbejdstyngden.

I feb. 93 sendes der igen ansøgning til sygehusudvalget vedr. opnormering med 1 sygeplejerske mere om aftenen (se. personalemøde af 9/2-93).

Vi får AFSLAG

I maj 93 rettes der igen henvendelse fra vores oversygeplejerske til sygehusledelsen vedr. situationen i afdelingen (se personalemøde d 12/5-93)

Personalet i afd. arbejder videre hen mod sommerferien og et "pusterum".

Efter sommerferien begynder folk at give op, da vi ingen positiv respons får på vores råb om hjælp. Der bliver flere sygemeldinger, flere fra personalet begynder at tale om at sige op og finde nyt og mindre belastende arbejde.

I løbet af efteråret er der en del sygdom blandt personalet i afdelingen og 4-5 personale medlemmer siger deres faste stillinger op pga. de utilfredsstillende vilkår, bla. vores 2 faste og meget dygtige aftenvagter, siger stop.

I Nov. 93 mangler der folk til de ubesatte stillinger og der råbes igen vagt i gevær fra hele personalegruppen incl. afd.sygeplejerske til vores oversygeplejerske. Hun melder tilbage, at vi pr. 1/12-93 kan lukke 6 sengepladser ned, så patientantallet svarer til det personale vi er tilbage.

D 1.12 meddeler vores oversygeplejerske, at det ikke kan lade sig gøre at lukke de 6 sengepladser alligevel, men hun oplyser at sygehusledelsen arbejder på en løsning.

Personalet aner nu ikke hvad vi skal stille op.

Vi venter en uge på svar fra sygehusledelsen om videre planer.

Vi får intet svar og vi føler bare, at tiden bliver trukket ud.

Vores situation forværres, en sygehjælper er langtidssygemeldt, 3 personalemedlemmer siger op og vi får ingen nyansatte sygeplejersker på dette tidspunkt fra (fra aug-dec), vi måtte selv dække de manglende sygeplejersketimer.

Vi holder hastemøde i personalegruppen, aftaler at vi selv må handle nu, og at vi vil udfærdige en pressemeddelelse, for at gøre opmærksom på vores situation, da vi alle var enige om at denne håbløse situation ville give en stor taber nemlig patienterne og når vores ledelse på sygehuset ikke ville høre på os mente vi det var nok årsag til at gøre offentligheden opmærksom på at forholdene på vores afd. både for os og patienterne var meget uudholdelige.

Vi orienterede vores afdelingssygeplejerske og oversygeplejerske om vores planer og de sagde begge ok til dette.

Vores oversygeplejerske har senere udtalt til sygehusledelsen og os at hun var orienteret, men ikke indforstået med udsendelsen af pressemeddelelsen.

D 8/12- 93 tog vi kontakt til en journalist, som ville hjælpe os med at formidle vores budskab til offentligheden.

Vi var 3-4 personalemedlemmer, der udfærdigede indholdet og undertegnede sygeplejersker skrev under på pressemeddelelsen for at være kontaktpersoner.

Journalisten skrev det rent og vi læste korrektur på indholdet.

Vores oversygeplejerske blev kontaktet af (B) telefonisk og blev spurgt, om hun ville læse det før, det blev sendt ud. Svaret var nej bare vi ikke havde svinet sygehusledelsen til.

(B) spurgte, om der var andre, der skulle have besked om dette, f.eks. vores administrende overlæge, svaret var at det kunne vi da godt eller bare lægge en kopi til dem begge i deres postkasse.

D 9/12-93 blev pressemeddelelsen sendt ud.

Vores fællestillidsrepræsentant (F) var ej involveret, da hun på daværende tidspunkt holdt ferie.

Sygehusledelsens handlingsplan efter pressemeddelelsen var flg

6 sengepladser kunne nu godt lukkes.

Sygehjælpere fra puljen i en periode, så længe der manglede sygeplejersker.

Aktiv annoncering efter sygeplejersker til afd. C.

Disse ting blev effektueret straks efter pressemeddelelsen.

Vi blev indkaldt til møde med sygehusledelsen og vores fællestillidsrepræsentant (F) d. 21/12-93, hvor vi fik besked om, at vi ville få en påtale, det mundede dog ud i en drøftelse af pressemeddelelsens indhold.

Vi drøftede punkter, som sygehusledelsen mente var ukorrekte, men samtlige punkter kunne vi argumentere for, da det kom an på med hvilke briller pressemeddelelsen blev læst.

Vi aftalte at denne drøftelse var slutningen på hele debatten og at begge parter nu havde brug for arbejdsro til at få tingene til at fungere, og at vi ikke ville udtale os mere til pressen.

Sagen blev afsluttet og alligevel ikke.

Vi mener på baggrund af dette, at vi har inddraget vores ledelse fra begyndelsen, og det har aldrig været vores mening ikke at gøre dette, men vi har følt, at de ikke lyttede seriøst til vores råb om hjælp og vi derfor ikke så anden udvej end at gå til pressen.

..."

Amtet fandt det nødvendigt at forelægge sygeplejerskernes redegørelse for sygehusledelsen på sygehuset. Sygehusledelsen anmodede afdelingsledelsen om en udtalelse og oversygeplejerske E meddelte bl.a. følgende i en skrivelse 6. september 1994 til sygehusledelsen

"...

I redegørelsen (af 24. august 1994 fra sygeplejerskerne, min bemærkning) er der urigtige oplysninger, som jeg herved vil kommentere.

Vedrørende ansøgning om opnormering februar 1993

Der er ikke sendt ansøgning om opnormering.

Der er derimod fremsendt

"Begrundelse for den fremtidige plejemæssige stabsstruktur på ortopæd-kirurgisk sengeafsnit"

dateret den 3. februar 1993, udarbejdet af udviklingschef (G), afdelingssygeplejerske (H), C 01, afdelingssygeplejerske I, C 02 og oversygeplejerske (E) (undertegnede).

Der er taget udgangspunkt i rapporten "Den fremtidige plejemæssige stabsstruktur i sundhedsvæsenet i (amtet)" april 1992, side 19.

I forslaget indgår 2 sygeplejersker i aftenvagt.

Vedrørende opsigelser

1 sygeplejerske 28 t. gennemsnit pr. uge - rejser 1/8-93

1 sygeplejerske 28 t. gennemsnit pr. uge - rejser 1/11-93

1 sygeplejerske i aftenvagt 28 t. i gennemsnit pr. uge -

rejser 1/11-93

1 sygeplejerske i aftenvagt 28 t. i gennemsnit pr. uge -

rejser 15/1-94

Ingen af aftenvagterne har overfor mig givet udtryk for, at de rejste på grund af belastning.

Den aftenvagt, der rejste pr. 1/11-93, har forud for sin opsigelse, givet udtryk for at hun havde behov for nye udfordringer, og at hun overvejede at kvalificere sig til at komme på Danmarks Sygeplejerske Højskole i den undervisende del.

Denne sygeplejerske er vendt tilbage til C 01 pr. 1. maj 1994, og hun har i den periode, hun var væk, taget vagter på A 01.

Vedrørende ansættelser

Pr. 15/11-93 fik vi en sygeplejerske, fuld tid i udlån fra sygeplejepuljen.

Pr. 1/1.94 blev en sygeplejerske, fuld tid fastansat.

Pr. 1/1-94 - 31/3-94 fik vi en sygeplejerske 32 t. i udlån fra sygeplejepuljen. Hun fratrådte sin stilling ved (sygehuset) pr. 31/3-94.

Det er korrekt at der har manglet, og fortsat mangler, dækning for en del sygeplejersker, dels for ledige stillinger, og dels for barselsorlov.

Vedrørende langtidssyg sygehjælper, har der været fuld kompensation.

Der har været annonceret i "Sygeplejersken" i følgende numre i 1993

nr. 4 den 27. januar

nr. 18 - 5. maj

nr. 25 - 23. juni

nr. 29 - 6. oktober (1. assistent)

nr. 40 - 27. oktober

nr. 43 - 1. december

nr. 48 - 15. december samt dagspressen

Jeg har alene kommenteret de faktiske forhold, og ikke de områder, hvor påstand mod påstand kan komme på tale.

..."

Sygehusledelsen på sygehuset meddelte derefter følgende i en skrivelse af 6. oktober 1994 til amtet

"... Sygehusledelsen har herefter foretaget en fornyet gennemgang og vurdering af sagen og skal på denne baggrund udtale, at Sygehusledelsen kan henholde sig til de af afdelingsledelsen ved Ortopæd-Kirurgisk afdeling A fremsatte bemærkninger, for så vidt angår det faktiske forløb i afdelingen.

For så vidt angår redegørelsen i øvrigt, skal Sygehusledelsen alene kommentere en enkelt bemærkning, nemlig oplysning i sygeplejerskernes redegørelse side 3 om, at sygeplejerskerne blev indkaldt til et møde med Sygehusledelsen og fællestillidsrepræsentant (F) den 21. december 1993, ... "hvor vi fik besked om, at vi ville få en påtale, det mundede dog ud i en drøftelse af pressemeddelelsens indhold."

For så vidt angår denne bemærkning, skal Sygehusledelsen på ny understrege, at mødet var indkaldt med henblik på en drøftelse af pressemeddelelsen med de to sygeplejersker, herunder en drøftelse af det hensigtsmæssige i den valgte fremgangsmåde, jfr. notat af 21. december 1993 fra mødet. Spørgsmålet om påtale beror alene på en formodning i en avisartikel, hvori der gisnes om, at amtet eller sygehuset ville give de to sygeplejersker en påtale. Spørgsmålet om påtale har således alene været gjort til genstand for overvejelser i dagspressen, på hvilken baggrund der herefter er rejst en sag i ombudsmandens sekretariat.

Hændelsesforløbet blev afsluttet på (sygehuset) med det omtalte møde den 21. december 1993."

Amtet meddelte mig i skrivelse af 17. oktober 1994 at amtet helt kunne henholde sig til sygehusledelsens og oversygeplejerskens redegørelse, og at amtet måtte fastholde

" at der har været handlet ledelsesmæssigt korrekt på (sygehuset)

at der har været givet urigtige oplysninger fra de to sygeplejerskers side

at der ikke har været tale om krænkelse af ytringsfriheden, idet der - som det også er fremhævet af sygehusledelsen - ikke er givet, ej heller har været overvejet givet en påtale til de pågældende.

Amtet går herefter ud fra, at sagen nu kan afsluttes."

I en redegørelse udtalte jeg følgende

"Sagen rejser følgende spørgsmål

1)har amtet reageret kritisk over for sygeplejerskerne i anledning af deres pressemeddelelse og - i givet fald -

2) er denne kritik berettiget.

Ad 1) Amtets reaktion.

Amtets pressemeddelelse af 16. december 1993 indeholder bl.a. følgende

"Sundhedsudvalget må konstatere, at to medarbejdere på (sygehuset) har videregivet en række urigtige oplysninger til pressen, og ikke har anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem. Sundhedsudvalget finder dette beklageligt."

Beklagelsen i pressemeddelelsen er fastholdt og uddybet under det senere sagsforløb - så vidt jeg forstår også under den drøftelse som ledelsen den 21. december 1993 havde med de to sygeplejersker. Beklagelsen er uddybet i amtets udtalelser af 2. februar, 16. maj og 17. oktober 1994 til mig.

Jeg må således konstatere at amtet har beklaget at sygeplejerskerne a) har videregivet en række urigtige oplysninger til pressen, og b) ikke har anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem. Amtets beklagelse er udformet samlet i relation til begge forhold. Samtidig har amtet flere gange under sagen understreget at sygeplejerskerne ikke har fået en påtale. I skrivelsen af 2. februar 1994 udtalte amtet således "at der ikke ... er blevet givet en påtale, men at der har været en drøftelse ...", og i amtets seneste skrivelse af 17. oktober 1994 er anført " at der ikke ... er givet, ej heller har været overvejet at give en påtale til de pågældende."

Det forhold at amtet i forbindelse med sygeplejerskernes pressemeddelelse ikke har anvendt ordet "påtale", er ikke i sig selv afgørende for om amtet kan anses for at have kritiseret sygeplejerskerne. Om det er tilfældet må efter min opfattelse afgøres efter en konkret bedømmelse af amtets reaktioner under sagsforløbet. En "beklagelse" i relation til det første forhold i amtets pressemeddelelse - videregivelse af urigtige oplysninger - kan efter min mening ikke forstås på anden måde end som en kritik af sygeplejerskerne. Det er derfor nærliggende at også det andet forhold - om den manglende anvendelse af tillidsmands- og ledelsessystemet - må opfattes som kritik i modsætning til (blot) et udtryk for en vis skuffelse fra amtets side. Efter min gennemgang af sagen mener jeg derfor at amtets reaktion med anvendelse af ordet "beklageligt" i forbindelse med sygeplejerskernes udsendelse af pressemeddelelsen må opfattes som en kritik af de to sygeplejersker. Det gælder også selv om sygeplejerskerne alene blev gjort bekendt med amtets opfattelse gennem amtets pressemeddelelse, og uanset at amtets beklagelse således ikke særskilt blev meddelt de to sygeplejersker. Amtet har i sine udtalelser til mig præciseret at amtets beklagelser alene skal forstås som beklagelser af at de to sygeplejersker har valgt at benytte sig af deres ret til offentligt at fremsætte kritiske ytringer om deres arbejdsplads i stedet for at benytte sig af deres ret til at anvende ledelses- og samarbejdssystemet. Selv om det lægges til grund at amtet ved udtrykket "beklagelse" alene har villet give udtryk for en ærgrelse over sygeplejerskernes valg, er det afgørende efter min mening at beklagelsen i den givne sammenhæng naturligt måtte opfattes som en kritik.

Sammenfattende er det således min opfattelse at amtet har kritiseret de to sygeplejersker i forbindelse med udsendelse af deres pressemeddelelse af 9. december 1993.

Ad 2) Om kritikken er berettiget.

Amtets kritik af sygeplejerskernes pressemeddelelse vedrører som nævnt de to forhold at sygeplejerskerne

a) har videregivet en række urigtige oplysninger til pressen, og

b) ikke har anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.

Begge forhold har amtet anset for "beklageligt", og beklagelserne er ikke udformet forskelligt i forhold til hvert af de to punkter.

Ad a) Spørgsmålet om videregivelse af urigtige oplysninger til pressen .

Med hensyn til dette punkt er der uenighed mellem sygeplejerskerne og amtet. I skrivelsen af 24. august 1994 anførte sygeplejerskerne således at spørgsmålet om hvorvidt nogle punkter i pressemeddelelsen var ukorrekte, "kom an på med hvilke briller pressemeddelelsen blev læst". Endvidere fremgår det af sagen at der på væsentlige punkter er enighed mellem sygeplejerskerne og sygehusledelsen/amtet, jf. bl.a. oversygeplejerske (E's) udtalelse i skrivelsen af 7. september 1994 hvorefter "det er korrekt at der har manglet, og fortsat mangler, dækning for en del sygeplejersker ..." Og med hensyn til antallet af manglende sygeplejersker på sengeafsnit 01 på tidspunktet for pressemeddelelsen angår uenigheden mellem de to sygeplejersker og amtet alene om tallet var fire eller tre, jf. amtets udtalelse af 16. maj 1994.

Under disse omstændigheder har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foretage yderligere undersøgelser med henblik på en nærmere afklaring af hvorvidt amtets kritik på dette punkt i detaljer er berettiget. Hertil kommer at det må anses for usikkert om yderligere undersøgelser fra min side vil kunne føre til en endelig afklaring.

Om et enkelt forhold skal jeg dog bemærke følgende: I skrivelsen af 16. maj 1994 har amtet særskilt udtalt kritik af at de to sygeplejersker ikke i pressemeddelelsen gjorde det tilstrækkeligt klart og utvivlsomt, at udmeldingen skete på de pågældendes egne vegne og ikke på amtets/sygehusets vegne. Amtet har henvist til at det i følgebrevet til pressemeddelelsen var angivet at udmeldingen skete efter aftale med "vores afdelings- og oversygeplejersker". Jeg kan ikke være enig med amtet i at denne bemærkning i sig selv skulle kunne skabe tvivl om at pressemeddelelsen blev udsendt på de to medarbejderes egne vegne. Jeg henviser navnlig til at pressemeddelelsen klart fremtræder som udfærdiget alene af de to sygeplejersker, jf. også at hverken sygehusets eller amtets brevpapir blev benyttet. Hvorvidt det faktisk var korrekt at pressemeddelelsen blev udsendt efter aftale med afdelings- og oversygeplejersker, er der fortsat uenighed om mellem parterne, og spørgsmål af denne art har jeg som nævnt ovenfor besluttet ikke at undersøge yderligere.

Ad b) Om anvendelse af sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem .

Det fremgår af amtets udtalelser under sagen at amtet ikke bestrider offentligt ansattes ret til ytringsfrihed, og at de to sygeplejersker som følge heraf fuldt ud var berettigede til at vælge udsendelse af en pressemeddelelse frem for fortsat at benytte sygehusets interne systemer. Dette er jeg enig i.

Uanset dette udgangspunkt har amtet beklaget sygeplejerskernes valg. Jeg forstår at grundlaget for denne beklagelse er amtets generelle ønske om, at de ansatte så vidt muligt vælger de interne systemer til kritik af forholdene på deres arbejdsplads frem for at benytte sig af deres ret til ytringsfrihed. Jeg lægger videre til grund at dette ønske fra amtets side alene er udtrykt som en uforbindende henstilling til de ansatte.

Det kan ikke give mig anledning til bemærkninger at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt udtrykker håb om at de interne systemer vil fungere, og i den forbindelse over for de ansatte anbefaler disse systemer til fremførelse af kritik mv., således at offentlig kritik først måtte opstå efter at fejl og mangler har været søgt identificeret og berigtiget på grundlag af interne drøftelser. Men ledelsens tilkendegivelser eller adfærd må ikke udvikle sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger. Når man derfor fra ledelsens side anbefaler anvendelse af de interne systemer, må det - hvis det i sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant - understreges over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling.

Det følger af det anførte at en ledelse så meget desto mere efter min opfattelse er afskåret fra at kritisere at en medarbejder - inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed - har valgt udsendelse af pressemeddelelse frem for benyttelse af de interne systemer.

Det tilføjes at jeg er enig med amtet i det ønskelige i at offentligt ansatte gør ledelsen bekendt med eventuelle problemer på arbejdspladsen. Efter omstændighederne vil det efter min mening ligefrem påhvile offentligt ansatte at gøre ledelsen opmærksom på væsentlige problemer på arbejdspladsen, hvis ledelsen ikke allerede kender problemerne og hvis deres løsning kræver at ledelsen inddrages. Efter min gennemgang af sagen må jeg konstatere at amtet på intet tidspunkt har gjort gældende at de to sygeplejersker skulle have tilsidesat en egentlig forpligtelse til over for ledelsen at gøre opmærksom på væsentlige problemer på arbejdspladsen. Og efter de foreliggende oplysninger har der da heller ikke været grundlag herfor, jf. de to sygeplejerskers redegørelse i skrivelsen af 24. august 1994.

De ansattes almindelige forpligtelse til at gøre ledelsen opmærksom på problemer begrænser imidlertid ikke i sig selv de ansattes ret til ytringsfrihed. Hvis f.eks. en ansat på et sent tidspunkt gennem brug af sin ret til ytringsfrihed gør offentligt opmærksom på problemer på arbejdspladsen, kan ledelsen efter omstændighederne kritisere medarbejderen for ikke på et tidligere tidspunkt at have gjort ledelsen bekendt med problemerne, men ledelsen kan ikke kritisere medarbejderen for at have benyttet sig af sin ytringsfrihed. Og hvis en medarbejder på et tidligt tidspunkt gennem brug af sin ret til ytringsfrihed - i stedet for at benytte tillidsmands- eller ledelsessystemet - gør offentligt opmærksom på problemer på arbejdspladsen, kan ledelsen hverken kritisere medarbejderen for ikke særskilt at have gjort ledelsen opmærksom på problemerne eller for at benytte sig af sin ret til ytringsfrihed. I begge eksempler forudsætter jeg at medarbejderens udtalelser ligger inden for de almindeligt anerkendte rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed.

Da de to sygeplejerskers udtalelser i pressemeddelelsen som nævnt ligger inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed - når der bortses fra eventuelle fejlagtige oplysninger - må jeg på baggrund af det ovenfor anførte anse det for kritisabelt at (amtet) har kritiseret de to sygeplejersker for at have udsendt en pressemeddelelse i stedet for at benytte sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem."

NOTER (*1) Jf. FOB 1987, s. 237.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →