Legislator Case Law & Legislation
O19950040870 DK

Kommunes sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelse af frivilligt anbragt barn

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelser 1995 408 Valid

§ 66 f. Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet vurdere om den i § 66 b eller § 123 nævnte plan skal revideres, og skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Beslutning om revision af planen træffes så vidt muligt i forståelse med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge."

I medfør af bestemmelsen i § 7 i lov nr. 501 af 24. juni 1992 skulle ændringerne træde i kraft den 1. januar 1993 og fra denne dato have virkning for beslutninger der blev truffet af kommunalbestyrelsen eller af børn og unge-udvalget.

I Socialministeriets vejledning af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge er i pkt. 202 bl.a. anført følgende vedrørende overgangsregler

"...

Som det følger af overgangsreglerne, stilles der ikke krav om udarbejdelse af planer i de anbringelsessager, der verserer pr. 1. januar 1993. Af hensyn til kommunens målrettede indsats over for børn og unge kan det være hensigtsmæssigt at opstille en plan i overensstemmelse med de nye regler i de anbringelsessager, der ikke forventes afsluttet i løbet af kortere tid eller til et forud fastsat tidspunkt. Den efterfølgende opstilling af planen må naturligvis ske med de modifikationer, der følger af, at der er tale om en allerede iværksat anbringelse.

I de før 1. januar 1993 iværksatte anbringelser, hvor der efterfølgende opstilles en plan i overensstemmelse med § 66b, stk. 2, bør sagen herefter revideres efter reglerne i § 66f, stk. 1.

..."

Anbringelsen af (B) blev iværksat af (Y) Kommune før den 1. januar 1993 hvor de ændrede regler trådte i kraft. (X) Kommune overtog sagen fra (Y) Kommune i maj 1994. (X) Kommunes overtagelse af sagen medførte således efter min opfattelse ikke at (X) Kommune blev omfattet af reglerne om handleplaner, selv om (X) Kommunes overtagelse af sagen skete efter de nye reglers ikrafttræden.

Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere at (X) Kommune ved overtagelsen af sagen ikke "startede forfra" og udarbejdede en egentlig (ny) handleplan for (B's) fremtidige anbringelse, herunder fastlagde retningslinier for anbringelsens varighed. (X) Kommune var efter min mening berettiget til at tage udgangspunkt i de retningslinier for anbringelsen som (Y) Kommune havde tilkendegivet.

2. (X) Kommunes tilsyn med (B) og øvrige opfølgning af sagen.

Ved overtagelsen af sagen fra (Y) Kommune overtog (X) Kommune forpligtelsen til at følge op på sagen og føre tilsyn med (B) under anbringelsen, jf. herved bestemmelsen i bistandslovens § 66 d. Bestemmelsen har følgende ordlyd

"§ 66 d. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om valg af opholdssted i overensstemmelse med den i § 66 b eller § 123 nævnte plan. Kommunalbestyrelsen fører løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet og træffer bestemmelse om ændret opholdssted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen."

Reglen om løbende tilsyn med barnet under anbringelsen er videreført fra de tidligere gældende regler i bistandsloven. Efter gennemførelse af reglerne om handleplaner og revision heraf indgår reglerne om tilsyn nu som led i bestræbelserne på at sikre kontinuiteten i børnesager. I betænkning nr. 1212/90 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge er på s. 41 anført følgende vedrørende reglerne om tilsyn

"...

Efter gældende ret skal kommunen føre tilsyn med barnets eller den unges forhold og træffe bestemmelse om ændret opholdssted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet. Denne forpligtelse, som udvalget foreslår videreført, må ses i lyset af, at de beslutninger, der træffes om barnets forhold, skal skabe en ramme, der også efter anbringelsen giver barnet eller den unge stabile kontaktforhold både med de nye omsorgspersoner og med forældrene. Kontinuitet for det anbragte barn eller unge skabes ved, at indsatsen fra de - ofte mange - involverede mennesker koordineres, og kommunens forpligtelse ved tilsynet er at udøve denne koordinerende funktion.

Tilsynet sikrer bl.a., at barnet får relevant støtte under anbringelsen. Er barnet placeret i en plejefamilie, er det almindeligt, at tilsynet udføres af kurator fra en plejehjemsforening. Af og til har kommunen ansat egen kurator til varetagelse af denne funktion. Kurator har udover tilsynet med barnet også vejledningsopgaver over for plejeforældrene. Ved institutionsanbringelse udøves tilsynet normalt fra amtskommunen, og herfra kan der også udøves vejledning i behandlingen af barnet.

..."

I Socialministeriets vejledning af 15. december 1992 om særlig støtte til børn og unge er i pkt. 116 bl.a. anført følgende om tilsynsforpligtelsen

"...

Kommunen har pligt til at føre tilsyn med barnet eller den unge med regelmæssige mellemrum og opretholde personlig kontakt med barnet eller den unge og anbringelsesstedet. Dette gælder uanset hvilken type opholdssted barnet eller den unge er anbragt i. Tilsynet kan på kommunens vegne udøves af andre med særlige forudsætninger herfor, f.eks. plejehjemsforeningerne, men det endelige ansvar for tilsynets udøvelse påhviler kommunen.

Det vil være en fordel, hvis tilsynet tilrettelægges således, at det bliver den samme person, der har kontakten med barnet eller den unge, og som forestår rådgivnings- og vejledningsopgaver over for familien med henblik på barnets eller den unges tilbagevenden til hjemmet.

..."

(X) Kommunes tilsynsforpligtelse indebar således ikke kun en forpligtelse til at føre tilsyn med (B), men også en forpligtelse til at supervisere og vejlede plejefamilien vedrørende plejeopgaven.

De har gjort gældende at (X) Kommune ikke har levet op til sin tilsynsforpligtelse, bl.a. fordi der ingen kontakt var mellem kommunen og plejefamilien fra den 29. oktober 1993 til den 13. juni 1994. De har herudover gjort gældende at der kun enkelte gange har været supervision og aldrig mens (B) var til stede. Endelig har De anført at (X) Kommune havde lovet at foranstalte et fællesmøde mellem (A) og den biologiske mor, men at kommunen den 13. juni 1994 meddelte at kommunen ikke fandt dette nødvendigt. Tilbudet om psykologbehandling skal ses som kommunens reaktion på (A's) klager over at mødet ikke blev til noget.

Det fremgår af sagens akter at en psykolog for Børne- og Ungerådgivningen aflagde flere besøg hos familien (A). (C's) sagsbehandler aflagde også tilsynsbesøg et par gange og havde desuden telefonisk kontakt med (A).

(A) blev ud over den supervision som psykologen fra Børne- og Ungerådgivningen foretog, tilbudt psykologhjælp til bearbejdelse af oplevelserne i forbindelse med (B's) hjemgivelse.

Jeg mener ikke at jeg kan kritisere (X) Kommunes varetagelse af sine tilsynsforpligtelser. Jeg har herved også taget hensyn til at (A) flere gange over for (C's) sagsbehandler gav udtryk for at de fandt tilsyns- og supervisionsbesøgene overflødige.

Ved overtagelsen af sagen fra (Y) Kommune overtog (X) Kommune desuden forpligtelsen til at sørge for at kontakten mellem (B) og (C) blev holdt vedlige, jf. bistandslovens § 67. Reglen har følgende ordlyd

"§ 67 . Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen skal sørge for at forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige.

...

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer om fornødent beslutning om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved beslutningen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Stk. 3. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan kommunalbestyrelsen for en bestemt periode beslutte, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan det besluttes at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet eller den unge, ligesom det kan besluttes, at barnets eller den unges opholdssted ikke må oplyses over for forældrene.

..."

I betænkning nr. 1212/1990 er bl.a. anført følgende om kommunalbestyrelsens pligt til at sørge for at forbindelsen mellem forældre og barn holdes vedlige

"...

Når barnet efter anbringelsen forventes hjemgivet, er den fortsatte kontakt et vigtigt og nødvendigt led i at skabe kontinuitet i barnets relationer. Retten til samvær må forstås med udgangspunkt i barnets udvikling, idet forældrene har en vigtig rolle som instrumenter i barnets udvikling, også selv om de ikke magter at have barnet boende i en kortere eller længere periode.

...

Omfang og hyppighed må vurderes ud fra barnets udvikling og ud fra, hvad barnet kan bære. Det kan være nødvendigt at træffe beslutning om kontaktophør i perioder. Det skal dog understreges, at ophør af samvær er en alvorlig beslutning og kun bør finde sted i relativt få tilfælde.

En forudsætning for, at samværet kan reguleres efter barnets behov, er, at der er en regelmæssig kontakt mellem forældrene og sagsbehandleren, hvor man drøfter disse forhold.

..."

Da (X) Kommune overtog sagen fra (Y) Kommune, havde (C) siden efteråret 1992 haft regelmæssigt samvær med (B). Omfanget af samværet var nedfældet i aftaler.

Efter overtagelsen af sagen fortsatte (X) Kommune med løbende at lave faste aftaler om (C's) samvær med (B). Aftalerne blev lavet bl.a. ud fra (C's) ønsker om hvornår hun gerne ville se (B). Der blev endvidere taget hensyn til hvad (B) kunne bære. Besøgene blev således begrænset i en periode efter at (A) havde henvendt sig til socialforvaltningen med oplysning om at (B) reagerede kraftigt efter besøg hos (C).

Jeg mener ikke at jeg har grundlag for at kritisere den måde hvorpå (X) Kommune varetog sin forpligtelse efter bistandslovens § 67 til at opretholde forbindelsen mellem (B) og (C).

3. Hjemgivelse

(X) Kommune byggede primært sin vurdering af om en hjemgivelse var forsvarlig, på to undersøgelser. En børnepsykiatrisk undersøgelse af (B) og en undersøgelse af (C's) forældreevne.

De har bl.a. gjort gældende at oplysningsgrundlaget ikke var tilstrækkeligt, idet de to undersøgelser kun vedrører (B's) udvikling og den biologiske mors forældreevne og ikke plejeforældrenes evne som plejeforældre. De har desuden som bilag medsendt et brev fra (B's) læge hvori han over for socialforvaltningen udtrykker sin undren over at man ikke i forbindelse med afgørelsen om hjemgivelse har indhentet en udtalelse fra ham.

Det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at det påhviler den pågældende forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog foranledige, at private, navnlig parterne, medvirker til sagens oplysning. En sag skal undersøges af myndigheden så grundigt som det i det enkelte tilfælde er nødvendigt for at kunne træffe en juridisk og sagligt korrekt afgørelse. Hvilke elementer undersøgelsen bør omfatte, er i første række afhængigt af det retsgrundlag som afgørelsen skal træffes efter.

I bistandslovens § 33, stk. 1, 2. pkt., er indeholdt en hensigtserklæring hvorefter en kommune ved valg af foranstaltninger skal tilstræbe at barnet eller den unge kan blive i hjemmet. Kommunen skal således ved valg af foranstaltninger vælge den mindst indgribende blandt de foranstaltninger der anses for formålstjenlige.

Før ændringen af bistandsloven (ved lov nr. 501 af 24. juni 1992) fandtes der tillige i loven en hensigtserklæring om at det påhvilede kommunen at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet. I betænkning nr. 1212/1990 er bl.a. anført følgende vedrørende udvalgets overvejelser om hvorvidt denne regel burde videreføres

"...

Efter udvalgets forslag skal det ved valget af foranstaltninger af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte tilstræbes, at barnet eller den unge kan forblive i forældrehjemmet.

I de tilfælde, hvor en anbringelse uden for hjemmet imidlertid findes at være den rette hjælpeforanstaltning, skal der udarbejdes en plan for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, og planen skal blandt øvrige forhold angive anbringelsens forventede varighed.

Spørgsmålet om anbringelsens forventede varighed og dermed spørgsmålet om det forventede hjemgivelsestidspunkt har hermed fået en fremtrædende plads i den enkelte anbringelsessag.

Da dette krav til planens indhold efter udvalgets forslag skal fremgå direkte af loven, må det forekomme tvivlsomt, om det vil give mening herudover at optage en generelt holdt hensigtserklæring om hjemgivelse i loven. Dette finder udvalget ikke er tilfældet.

Efter udvalgets opfattelse må de foreslåede bestemmelser, hvorved det efter valg af foranstaltning skal tilstræbes, at barnet eller den unge kan forblive i hjemmet, jf. udkastets § 1.6, stk. 1, samt udarbejdelsen af en konkret plan i de tilfælde hvor foranstaltningen består i en anbringelse, jf. udkastets § 2.3 og § 3.1., til fulde erstatte en generel hensigtserklæring om hjemgivelse.

..."

Som det fremgår, ønskede man ikke en ændring af den hidtil gældende retstilstand hvorefter der påhvilede kommunen en almindelig pligt til at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet (forældremyndighedens indehaver). Bistandslovens regler om hjemgivelse må således stadig læses i lyset af denne prioriteringsregel.

I bistandsloven er i § 36, stk. 1, indsat en bestemmelse om ophør af foranstaltninger/hjemgivelse. Bestemmelsen har følgende ordlyd

"§ 36. Foranstaltninger efter §§ 33, 34 og 35 skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til barnets eller den unges særlige behov, eller når den unge fylder 18 år. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om hjemgivelse, uanset at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter § 35. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget efter § 35."

Bestemmelsen gælder både for frivillige og tvangsmæssige anbringelser. Betydningen af at betingelserne for anbringelsen er opfyldt, er derimod forskellig alt efter om der er tale om en frivillig eller en tvangsmæssig anbringelse. I Socialministeriets vejledning af 15. december 1992 om særlig støtte til børn og unge er i pkt. 131 anført følgende vedrørende hjemgivelse

"...

Er anbringelsen uden for hjemmet etableret med samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kan samtykket til enhver tid tilbagekaldes og barnet eller den unge kræves hjemgivet. Ved tilbagekaldelse af samtykket er betingelserne for den frivillige anbringelse ikke længere opfyldt.

Hjemgivelse kræver i denne situation ikke nogen beslutning fra kommunens side. Hvis hjemgivelse findes uforsvarlig, er der ikke andre muligheder end at fremme en anbringelse efter § 35, hvilket i praksis betyder, at der må træffes en foreløbig afgørelse efter § 35 c, når forældremyndighedens indehaver tilkendegiver at ville hjemtage barnet eller den unge.

..."

Samtykke fra forældremyndighedens indehaver har således en afgørende betydning i forbindelse med bistandslovens regler om særlige foranstaltninger over for børn og unge, herunder reglerne om hjemgivelse. Hvis et samtykke til en frivillig anbringelse trækkes tilbage, er den eneste mulighed for opretholdelse af foranstaltningen en tvangsmæssig anbringelse i medfør af bistandslovens § 35.

Denne bestemmelse har følgende ordlyd

"§ 35. Når der på grund af

utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

vold eller andre alvorlige overgreb,

misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

andre velfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe beslutning om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 33, stk. 2, nr. 10. Der kan kun træffes en beslutning efter 1. pkt., når det må anses for godtgjort, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet."

Det er i betænkning nr. 1212/1990 forudsat at der med bestemmelsen ikke lægges op til en ændret praksis på området.

Undersøgelsens genstand i forbindelse med en sag om hjemgivelse må i overensstemmelse med de ovenfor nævnte regler derfor være om der hos moderen eller barnet foreligger sådanne forhold - åbenbar risiko for barnets sundhed eller udvikling - som kan begrunde at barnet anbringes tvangsmæssigt uden for hjemmet. Undersøgelsestemaet er barnets forhold hos den eller de personer tvangen i givet fald skal rettes mod, dvs. forældremyndighedens indehaver, og ikke - som De synes at gå ud fra - en egentlig sammenligning af plejeforældrenes og den biologiske mors forældreevne.

På denne baggrund mener jeg ikke at jeg kan kritisere at (X) Kommune fandt sagen tilstrækkeligt oplyst ved den børnepsykiatriske erklæring og erklæringen vedrørende (C's) forældreevne. Jeg mener ikke at det i denne forbindelse har nogen betydning at den børnepsykiatriske undersøgelse delvis blev foranstaltet på (A's) initiativ.

Vurderingen og afgørelsen af om det på baggrund af de indhentede oplysninger var forsvarligt at hjemgive (B), hviler for en stor del på et skøn. Som det fremgår af det foranstående, er kommunen forpligtet til at udøve skønnet således at barnets hjemgivelse har prioritet frem for andre anbringelsesmåder.

Efter de regler der gælder for min virksomhed, kan jeg kun kritisere skønsmæssige vurderinger hvis der foreligger særlige omstændigheder. En sådan særlig omstændighed kunne f.eks. være tilsidesættelse af den nævnte prioriteringsregel eller en utilstrækkelig sagsoplysning. Efter min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet at der gør sig sådanne særlige omstændigheder gældende at jeg kan kritisere (X) Kommunes beslutning om hjemgivelse af (B).

4. Information af plejefamilien

De opgaver som varetages af en plejefamilie, hviler på en aftale mellem anbringelseskommunen og plejefamilien. Aftalen med (A) blev fastlagt i den familieplejekontrakt der blev indgået den 14. april 1993 efter (X) Kommunes overtagelse af sagen. Det fremgik af kontrakten at den kunne opsiges med en måneds varsel af begge parter, men der var ikke i øvrigt i kontrakten indsat bestemmelser om plejeforældrenes krav på information.

Et plejeforældrepar eller et andet formidlet opholdssted er ikke parter i en sag om hjemgivelse. Parter er alene de biologiske forældre som under anbringelsen uden for hjemmet bevarer den retsstilling som lovgivningen i øvrigt tillægger indehaveren af forældremyndigheden.

En afgørelse skal meddeles til afgørelsens adressat og til andre parter i sagen for at få virkning efter sit indhold. Underretning til andre private der ikke er parter, skal derimod som udgangspunkt kun ske hvis dette er fastsat i lovgivningen.

Der er ikke krav i bistandsloven eller anden lovgivning om at plejeforældrene skal underrettes om en afgørelse om hjemgivelse. Da plejeforældrene ikke er parter i sagen, består der som udgangspunkt ikke en retlig pligt for kommunen til at underrette plejeforældrene om beslutningen, ud over hvad der følger af kontraktforholdet.

Derimod må det følge af god forvaltningsskik at en kommune bør underrette en plejefamilie om en afgørelse om hjemgivelse i rimelig tid inden hjemgivelsen skal finde sted, således at plejefamilien kan indrette sig på afgørelsen.

Efter min opfattelse bør en afgørelse om hjemgivelse så vidt muligt meddeles plejeforældrene på samme tidspunkt som afgørelsen meddeles den biologiske mor.

Socialforvaltningen begyndte efter mødet den 2. maj 1994 at tage skridt til en hjemgivelse af (B). (A) blev først den 13. juni 1994 officielt orienteret om at en snarlig hjemgivelse af (B) kunne forventes.

Afgørelsen om hjemgivelse blev truffet af Det Sociale Udvalg den 6. juli 1994. (A) blev orienteret om afgørelsen den 7. juli 1994.

Selv om Socialforvaltningens beslutning den 2. maj 1994 om at arbejde på at (B) skulle hjemgives ikke havde karakter af en afgørelse, havde det efter min opfattelse været ønskeligt om (X) Kommune havde orienteret plejefamilien om denne beslutning umiddelbart efter at den blev truffet. Jeg har herved bl.a. lagt vægt på at socialforvaltningen kort tid efter beslutningen - og inden Det Sociale Udvalg traf afgørelse - tog skridt til at realisere beslutningen, bl.a. ved orientering af (C) og ved henvendelse til amtets familiecenter.

Jeg har gjort (X) Kommune bekendt med min opfattelse, men foretager mig i øvrigt ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

5. Forløbet efter hjemgivelsen

(X) Kommune traf - da anbringelse af (B) igen blev aktuel i august 1994 - afgørelse om at anbringe (B) først på en institution og siden hos bedsteforældrene. Begge anbringelser skete med (C's) samtykke. (C) havde tilkendegivet at hun under ingen omstændigheder ønskede (B) genanbragt hos (A). En sådan genanbringelse kunne derfor kun ske som en tvangsanbringelse, jf. bistandslovens § 35.

I sin udtalelse til mig har (X) Kommune anført at kommunen ikke fandt at der var grundlag for en tvangsmæssig anbringelse, idet de foranstaltninger som det blev besluttet at iværksætte, var velbegrundede og tilstrækkelige. Herudover har kommunen anført at en tvangsmæssig anbringelse hos (A) under alle omstændigheder ville have været uhensigtsmæssig, idet forholdet mellem (C) og (A) var præget af konflikter. En genanbringelse ville vanskeliggøre fremtidige bestræbelser på at fastholde og forbedre forholdet til den biologiske mor. Kommunen har i denne forbindelse tillagt det megen vægt at plejeforældrene henvendte sig til offentligheden med oplysninger om (C's) private forhold.

Det fremgår flere steder af sagens akter at forholdet mellem (C) og hendes forældre på den ene side og (A) på den anden side var meget anspændt. Samarbejdet mellem dem fungerede dårligt både før kommunens beslutning om hjemgivelse og i forbindelse med selve hjemgivelsesforløbet. Heller ikke (A's) samarbejde med kommunen fungerede som det skulle. (A) var af den opfattelse at kommunen varetog (C's) interesser frem for (B's) ved beslutningen om hjemgivelse. Bl.a. som en reaktion herpå gengav (A) oplysninger om (C's) forhold til pressen.

Som det er beskrevet ovenfor i pkt. 3, er det i bistandslovens regler forudsat at der gælder en prioriteringsregel hvorefter barnet eller den unges forbliven i eget hjem og tilbagevenden hertil har prioritet ved valg af foranstaltninger. En kommune er forpligtet til ved valg af anbringelsessted at have denne prioriteringsregel for øje.

På baggrund heraf mener jeg ikke at kunne kritisere at (X) Kommune ikke fandt at forudsætningerne for en genanbringelse hos (A) var til stede. Jeg har herved bl.a. lagt vægt på at kommunen ved en anbringelse hos (A) måtte forudse betydelige vanskeligheder ved opfyldelse af forpligtelsen til at sørge for at opretholde kontakten mellem (C) og (B), og forpligtelsen til at stræbe efter at (B) med tiden kunne vende hjem. Efter min opfattelse kunne (X) Kommune ved sin vurdering af om (B) kunne genanbringes hos (A), lovligt inddrage det forhold at (A) havde videregivet oplysninger til pressen om (C's) private forhold. Videregivelsen af oplysningerne måtte - i hvert fald - ses som et symptom på at samarbejdet ikke fungerede. Det bemærkes at jeg som sagen er forelagt for mig, ikke har anledning til at tage stilling til om der er tale om en (strafbar) overtrædelse af plejefamiliens tavshedspligt.

Som beskrevet under pkt. 3 kan reglerne om tvangsmæssige foranstaltninger på grund af deres indgribende karakter kun undtagelsesvist anvendes. Et samtykke fra de biologiske forældre er af afgørende betydning. Hvis en frivillig foranstaltning kan bringe barnet ud fra anvendelsesområdet for bistandslovens § 35, må denne iværksættes frem for en tvangsmæssig foranstaltning. Jeg mener således heller ikke at jeg i øvrigt kan kritisere (X) Kommunes vurdering af at der ikke var grundlag for en tvangsmæssig anbringelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af Deres henvendelse ..."

Udtalelser 1995 408 Valid

Kommunes sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelse af frivilligt anbragt barn

En advokat klagede for plejeforældrene (A) over X Kommunes sagsbehandling i forbindelse med plejebarnet (B's) hjemgivelse til sin biologiske mor (C), og senere anbringelse hos sine morforældre.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger at B blev født i 1988. C var på det tidspunkt bosat i Y Kommune. I december 1989 blev B tvangsfjernet af Y Kommune og anbragt i familiepleje hos A. A var i forvejen godkendt af Z Kommune som plejeforældre. Y Kommune indgik en familieplejekontrakt med A. I januar 1991 blev foranstaltningen om tvangsmæssig anbringelse ændret til en frivillig anbringelse.

I de første år efter plejeforholdets etablering havde C kun meget begrænset kontakt med B. B havde i denne periode regelmæssig kontakt med sine morforældre.

I sommeren 1992 udtrykte C ønske om at have mere kontakt med B og på længere sigt at få ham hjemgivet. På baggrund af C's ønske blev der indgået en aftale om C's (og B's morforældres) kontakt med B. C havde ifølge denne aftale samvær med B hver fjerde weekend.

Den 1. marts 1993 flyttede C til X Kommune. Det blev mellem Y og X Kommune aftalt at sagen vedrørende B's anbringelse ikke skulle overdrages til X Kommune, før der den 29. marts 1993 var blevet afholdt et opfølgningsmøde vedrørende C's samvær med B. På opfølgningsmødet blev det aftalt at C - ud over hver fjerde weekend - skulle have samvær med B onsdage i ulige uger.

Den 14. april 1993 blev der indgået en ny familieplejekontrakt med A. Kontrakten blev underskrevet af Y Kommune, men det blev angivet at tilsynet med B skulle overgå til X Kommune den 1. maj 1993.

Efter at X Kommune havde overtaget sagen, rettede A henvendelse til kommunen med oplysning om at B efter besøg hos C reagerede meget voldsomt. X Kommune aftalte på denne baggrund med C at weekend-besøgsordningen foreløbig blev sat i bero.

I løbet af foråret og sommeren 1993 begyndte samarbejdet mellem A og C at fungere dårligt. C gav udtryk for at hun ikke var indstillet på at lade B blive hos A. Som følge af samarbejdsproblemerne kontaktede A familiens læge med henblik på at få B undersøgt på en børnepsykiatrisk afdeling. C's sagsbehandler i X Kommune gjorde i denne forbindelse A opmærksom på at A skulle samarbejde med sagsbehandleren, og at A ikke på egen hånd kunne tage skridt til at få B henvist til en børnepsykiatrisk undersøgelse. Det blev dog aftalt at der skulle afholdes et koordinationsmøde på en børnepsykiatrisk afdeling med henblik på at finde ud af hvilke undersøgelser B burde gennemgå. Mødet blev afholdt den 22. september 1993. I X Kommunes journalark er bl.a. anført følgende om forløbet af mødet (og tiden derefter)

"Dette med henblik på, hvordan vi bedst hjælper (B) i en videre udslusning, idet det allerede i (Y Kommune) er bestemt, at han skal hjemgives til sin mor.

Denne hjemgivelse, der skulle være planlagt til jan. 94 er blevet forhindret/forsinket idet (B) tilsyneladende har reageret meget på overnatning hos (C). Dertil kommer et ualmindeligt dårligt samarbejde mellem plejefam. og biologisk fam.

Det er undertegnedes opfattelse, at plejefam. har svært ved at slippe (B), som de har haft i ca. 4 år.

Dette vil de dog ikke give udtryk for. Tværtimod udtrykker de, at det er helt professionelt og at de har haft mange børn igennem (...). Dog kan de ikke klare, at skulle have (C) indenfor i deres eget hjem.

Jeg har den 29.10.93 tilbudt plejefam. 5 timers psykologbeh. med henblik på en bearbejdelse af div. oplevelser omkring deres situation, idet de har været meget overladt til sig selv og ikke har fået den nødvendige støtte omkring det, at få (B) i pleje og det, at man hele tiden skal holde sig for øje at barnet skal hjem til biol. forældre.

Det ønsker (A) ikke. Derimod ønsker hun en psykolog som fast supervisor, idet de kan have brug for en person, der har tavshedspligt i forh. til dem og soc. forv. Altså en person de kan drøfte situationen med - men hvor opl. ikke kommer videre.

..."

Den 29. september 1993 besluttede X Kommune at få foretaget en undersøgelse af C's forældreevne.

Resultatet af forældreevneundersøgelsen forelå den 17. marts 1994. Af erklæringen vedrørende undersøgelsen fremgik bl.a. følgende

"...

5) (C) arbejder særdeles nænsomt og med god forstandighed omkring at opbygge sit forhold til (B). Hun viser omtanke og forudseenhed omkring de problemer, der kan opstå.

6) (B) er tæt på sin mor og fortsat integreret i hendes familie. (C) og (B's) forhold er under opbygning.

På trods af (C's) store vanskeligheder i et længere livsafsnit, så virker hendes restituering inden for de sidste to år af hendes liv overbevisende og målrettet. Hun viser både i ord og handling en nøgtern besindighed.

(C) må tilbydes hjælp for at balancere krav til sig selv og opbygge forholdet til (B). Hun må fortsat tilbydes psykologhjælp.

Det må afslutningsvist udtales, at (C) vil være i stand til at klare forældreopgaverne omkring (B). En eventuel hjemgivelse må selvfølgelig afvejes i forhold til en vurdering af (B) og hans forhold til plejefamilien.

..."

Den 22. april 1994 forelå en erklæring fra den børnepsykiatriske afdeling. Erklæringens konklusion lød som følger

"... Herfra anbefaler vi en behandlingsindlæggelse af (B) (på børnepsykiatrisk afdeling). Vi anbefaler fortsat talepædagogisk behandling samt fysioterapeutisk behandling. Det er vigtigt, at (B) fortsat tilbydes maksimal støtte i børnehaven.

På konferencen afholdt (på børnepsykiatrisk afdeling) den 28.3.94 har vi orienteret om vores tilbud om en behandlingsindlæggelse her, samt om biologisk mors accept af dette. Vi har dog pointeret, at en indlæggelse her først kan ske, når det er afklaret, hvor (B) skal bo fremover.

Vi anbefaler, at der snarest sker en afklaring af, hvor (B) skal bo fremover, idet vi vurderer, at den aktuelle uafklarede situation er meget belastende for (B), bl.a. på grund af det konfliktfyldte forhold mellem plejeforældrene og biologisk mor.

..."

På baggrund af vurderingen fra børnepsykiatrisk afdeling og forældreevnevurderingen besluttede X Kommune den 2. maj 1994 at tage skridt til at hjemgive B til C. Der blev desuden truffet beslutning om at forsøge at få C indskrevet på amtets familiecenter hvor hun kunne få den fornødne pædagogiske og terapeutiske støtte.

Den 25. maj 1994 rettede A's advokat henvendelse til Børne- og Ungeudvalget i X Kommune bl.a. med anmodning om at kommunen forhindrede flytningen af B ved at træffe bestemmelse om en anbringelse uden for hjemmet uden samtykke. Af advokatens brev fremgik bl.a. følgende

"...

Siden foråret 1993, hvor sagen på grund af (B's) mors flytning overgik fra (Y) Kommune til (X) Kommune, har mine klienter oplevet en manglende vilje til samarbejde fra Socialforvaltningens side. Mine klienter bliver ikke taget med i planlægningen omkring (B's) forhold. Den praktiserende læge og børnehaven har samme erfaring, jf. vedlagte kopi af skrivelser fra henholdsvis læge og børnehave.

(B) har været til undersøgelse på (børnepsykiatrisk afdeling) i begyndelsen af indeværende år. Mine klienter er alene blevet mundtligt orienteret om undersøgelsens konklusion, men har ikke, ligesom børnehave og læge heller ikke har kunnet få den skriftlige erklæring, da (B's) mor har nægtet samtykke hertil. Mine klienters skriftlige anmodning til sagsbehandleren om at blive gjort bekendt med erklæringens indhold er forblevet ubesvaret. Mine klienter er nu, ikke af sagsbehandleren, men af (B's) mor, gjort bekendt med, at den handleplan, som sagsbehandleren må have udarbejdet, men som ingen af dem, der til daglig beskæftiger sig med (B), kender til eller er blevet inddraget i, går ud på, at (B) skal anbringes på institution sammen med sin mor.

... Mine klienter finder det derfor mere i overensstemmelse med (B's) tarv, at han forbliver i sine vante omgivelser og i den vante børnehave, medens de anbefalede undersøgelser foregår og indtil han er godt i gang med behandlingen på (børnepsykiatrisk afdeling). Derved ville vurderingen herfra også indgå i et grundlag for afgørelsen af, hvor (B) skal bo i fremtiden.

Mine klienter finder den af Socialforvaltningen valgte fremgangsmåde (som de altså kun har hørt om og ikke er egentlig bekendt med) som lidet hensyntagende til (B's) tarv, at de overvejer at indbringe sagen for Den Sociale Ankestyrelse i medfør af bistandslovens § 36a med anmodning om, at der lægges en handleplan, der tager sit udgangspunkt i (B's) behov og derfor medinddrager de personer, der har kendskab til ham. Imidlertid har mine klienter forstået (B's) mor således, at en flytning af (B) var nært forstående, og jeg ser mig derfor nødsaget til på mine klienters vegne ved nærværende at anmode Børn- og Ungeudvalget om at forhindre en sådan flytning ved at træffe bestemmelse om (B's) anbringelse udenfor hjemmet i medfør af bistandslovens § 127.

..."

Den 31. maj 1994 afholdtes møde på børnepsykiatrisk afdeling med deltagelse af en psykiater og en psykolog fra afdelingen, en socialrådgiver fra amtets familiecenter, en psykolog fra børnerådgivningen og C's sagsbehandler. I kommunens journalark var bl.a. anført følgende vedrørende mødet

"...

Der var enighed om, at grundlaget for en hjemgivelse var i orden og forsvarligt.

Endvidere var alle parter enige om, at det ville være af stor betydning at støtte biologisk mor mest mulig i den næste tid. Familiecentret gav udtryk for, at sagen var oplagt til deres regi. (C) ville få den første ledige plads.

Herefter blev aftalen, at undertegnede sammen med psykolog (...) ville aflægge plejefamilien et besøg og orientere dem nærmere.

..."

Den 8. juni 1994 svarede Social- og Sundhedsforvaltningen i X Kommune på A's daværende advokats brev af 25. maj 1994. Af kommunens brev fremgik bl.a. følgende

"...

(X) Kommune har noteret sig de fremførte betragtninger omkring vurderingen af socialforvaltningens fremgangsmåde.

Deres henvendelse indgår således på barnet (B's) sag, og er dermed en del af afgørelsesgrundlaget for (X) Kommunes stillingtagen til foranstaltninger for barnet.

(X) Kommune må naturligvis udtrykke beklagelse over Deres klienters opfattelse af kommunens manglende hensyntagen til barnet (B's) tarv.

Deres henvendelse har i øvrigt ikke givet grundlag for en ændret vurdering af sagen.

(X) Kommune drøfter gerne foranstaltninger vedr. barnet med Deres klienter, forudsat at de foranstaltninger som drøftes, har relation til barnets ophold hos Deres klienter.

Kommunen ønsker ikke at drøfte forhold vedrørende barnets mor og relationerne imellem barnet og dets mor med Deres klienter, og kommunen anser sig i øvrigt afskåret herfra på grund af forvaltningslovens almindelige tavshedspligtsbestemmelser.

..."

Den 13. juni 1994 orienterede C's sagsbehandler og en psykolog fra Børne- og Ungerådgivningen om beslutningen om at man arbejdede på en snarlig hjemgivelse af B, og om at det var meningen at C og B skulle have ophold på amtets familiecenter så snart der var plads. I brev af 23. juni 1994 meddelte Social- og Sundhedsforvaltningen i X Kommune A at C med virkning fra den 28. juni 1994 var optaget på amtets familiecenter, men at B først ville blive indskrevet den 25. juli 1994.

Under et møde den 6. juli 1994 traf Det Sociale Udvalg i X Kommune afgørelse om at følge den af Social- og Sundhedsforvaltningen udarbejdede handleplan om at der igangsattes en udslusning af B fra familieplejen til familiecentret.

A blev den 7. juli 1994 orienteret om Det Sociale Udvalgs beslutning. Herudover fik A den 7. juli 1994 udleveret et brev hvori X Kommune henstillede at A ikke omtalte sagen offentligt.

Den 11. juli 1994 klagede A til det sociale ankenævn over kommunens beslutning om hjemgivelse af B. Den 15. juli 1994 oversendte ankenævnet klagen til Den Sociale Ankestyrelse. I brev af 20. juli 1994 meddelte Den Sociale Ankestyrelse bl.a. følgende til A

"...

Ankestyrelsen skal oplyse, at De ikke har klageadgang, idet De som formidlet døgnplejefamile efter § 66 i bistandsloven ikke er part i sagen.

Ankestyrelsen har efter bistandslovens § 36 a beføjelser til at træffe beslutning, om at der skal iværksættes undersøgelse m.v., såfremt kommunalbestyrelsen ikke foretager fornødne undersøgelser eller iværksætter foranstaltninger.

Ankestyrelsen har derfor indhentet akter fra kommunen, og efter gennemgang af disse har Ankestyrelsen ikke fundet grundlag for at foretage sig yderligere.

..."

Den 25. juli 1994 blev B indskrevet på familiecentret.

Den 26. juli 1994 opsagde X Kommune plejekontrakten med A med virkning fra den 31. august 1994.

Den 3. august 1994 tog C sammen med B hjem til en lejlighed C havde fået i X-by. Det blev aftalt at C og B skulle være tilbage på familiecentret den 7. august 1994.

Den 8. august 1994 kontaktede C familiecentret og oplyste at hun var syg. Det blev derfor aftalt at C kunne blive i lejligheden sammen med B til den 10. august 1994.

Den 10. august 1994 udeblev C fra familiecentret. En medarbejder fra familiecentret opsøgte C og aftalte at hun kunne vente med at komme tilbage til familiecentret til dagen efter, idet hun stadig var syg.

Den 11. august 1994 mødte C igen ikke som aftalt på familiecentret. Ved et besøg på C's bopæl nægtede hun at tage tilbage til familiecentret. Hun accepterede at B samme dag blev anbragt på institutionen H, idet hun for tiden ikke magtede at passe ham ordentligt.

Den 22. august 1994 besluttede X Kommune med C's samtykke at B med virkning fra samme dag skulle på ferie hos sine morforældre.

Den 24. august 1994 besluttede X Kommune på et møde med familiecentret at B fortsat skulle være indskrevet på institutionen, men at han stadig skulle være på ferie hos morforældrene. Under denne ferie skulle der foretages en børnesagkyndig undersøgelse af B med henblik på at afdække hans relationer til biologisk mor, morforældre og tidligere plejeforældre. Denne beslutning blev den 25. august accepteret af C ved underskrift af samtykkeerklæring.

Den 19. september 1994 besluttede socialforvaltningen og socialdirektøren på et møde at B skulle udskrives fra institutionen og i stedet anbringes hos sine morforældre.

I anledning af klagen bad jeg i brev af 25. november 1994 X Kommune om en udtalelse. Jeg bad om at udtalelsen blev koncentreret om følgende

1) Forløbet i forbindelse med X Kommunes beslutning om at "udsluse" B fra familieplejen til amtets familiecenter med henblik på hjemgivelse til den biologiske mor, herunder især

· hvilke undersøgelser og overvejelser kommunen foretog vedrørende spørgsmålet om hvorvidt der på dette tidspunkt var grundlag for en tvangsmæssig anbringelse af B uden for hjemmet, eventuelt med henblik på at han kunne blive hos A,

· kommunens orientering af A vedrørende overvejelserne og den senere beslutning om at udsluse B fra familieplejen og arbejde på en hjemgivelse til den biologiske mor.

2) Forløbet i forbindelse med kommunens beslutning om igen at fjerne B fra den biologiske mor til (frivillig) anbringelse på en døgninstitution og senere hos B's bedsteforældre, herunder især

· hvilke undersøgelser og overvejelser kommunen på dette tidspunkt foretog vedrørende spørgsmålet om hvorvidt der nu var grundlag for en tvangsmæssig anbringelse af B, eventuelt med henblik på at han kunne vende tilbage til A,

· hvilken vægt kommunen tillagde A's udtalelser til pressen og formentlige brud på tavshedspligten i relation til vurderingen af A's mulighed for igen at virke som plejefamilie for B.

Af X Kommunes udtalelse til mig fremgik bl.a. følgende

"...

1. Forløbet i forbindelse med kommunens beslutning om at "udsluse" (B) fra familiepleje til (amtets) familiecenter med henblik på hjemgivelse til den biologiske mor.

Indledningsvis bemærkes, at (X) Kommune har behandlet sagen fra maj 1993, hvor sagen oversendtes fra (Y) Kommune på grund af moderens tilflytning. Ved (X) Kommunes modtagelse af sagen var barnet anbragt i familiepleje i henhold til bistandslovens § 33 (foranstaltning med samtykke fra forældremyndighedens indehaver) hos (A).

...

Efter sagens modtagelse arbejdede (X) Kommune i fortsættelse af (Y) Kommunes forudsætning og i overensstemmelse med hensigtserklæringen i bistandslovens § 33, stk. 1, 2. pkt. på at afdække mulighederne for en ændring af foranstaltningerne, gennem tilvejebringelse af et fyldestgørende beslutningsgrundlag, herunder særlig ved iværksættelse af følgende 2 undersøgelser.

(Børnepsykiatrisk afdeling), har afgivet erklæring af 22. april 1994, hvis konklusion kan sammenfattes som en anbefaling af behandlingsindlæggelse af barnet, idet en sådan dog først kan ske, når det er afklaret, hvor barnet skal bo fremover.

Det konkluderes endvidere, at der snarest bør ske en afklaring af, hvor barnet skal bo fremover, idet den aktuelle uafklarede situation er meget belastende for barnet, bl.a. på grund af det konfliktfyldte forhold mellem plejeforældre og biologisk mor.

(En psykolog) har i erklæring af 17.3.1994 vurderet moderens forældreevne, og det i erklæringen indeholdte taler helt klart for en hjemgivelse med supplerende foranstaltninger.

På Det Sociale Udvalgs møde den 6. juli 1994 vedtages en handleplan, hvorefter barnet udsluses fra familieplejen til ophold hos moderen på (amtets) familiecenter.

Denne ændring af foranstaltninger er sket med samtykke fra moderen.

De nævnte 2 undersøgelsers konklusioner har indgået med væsentlig vægt i sagsbehandlingen, og da kommunen i øvrigt ikke derudover var i besiddelse af oplysninger, som kunne danne grundlag for at betvivle rigtigheden af undersøgelsernes konklusion, og da der forelå accept fra moderens side på at indgå i et behandlingsforløb, fandt (X) Kommune ikke, at der i forbindelse med foranstaltningsændringerne var grundlag for at overveje tvangsmæssig anbringelse. Såfremt det havde været vurderet, at de ændrede foranstaltninger ville efterlade barnet i en tilstand med åbenbar risiko for barnets udvikling eller sundhed, havde (X) Kommune selvsagt ikke bragt de omtalte foranstaltninger til udførelse.

På vegne af (A) har (A's) advokat ved brev af 25. maj 1994 anmodet om, at barnet blev anbragt udenfor hjemmet.

Der er ikke i henvendelsen egentlige faktiske oplysninger, som kunne danne grundlag for en ændret opfattelse af sagen hos (X) Kommune. Henvendelsen og de vedlagte bilag indeholder en engageret stillingtagen, som imidlertid er fremkommet uden kendskab til de 2 ovennævnte undersøgelsers resultat.

Tilkendegivelser om sagens afgørelse fra personer, som ikke er parter i sagen, må nødvendigvis tillægges en begrænset vægt i forhold til en samlet vurdering af sagen med inddragelse af samtlige relevante hensyn, herunder hensynet til de interesser som mor og barn hver for sig og som familie er bærer af.

Som nævnt tidligere har spørgsmålet om hjemgivelse allerede været berørt, medens sagen var under behandling i (Y) Kommune. (X) Kommune har stedse behandlet sagen ud fra en forudsætning om hjemgivelse inden for et relativt begrænset tidsrum. Denne forudsætning har været plejefamilien bekendt jfr. bl.a. familieplejekontraktens beskrivelse (referat nedenfor), men har været vanskelig at acceptere for plejefamilien.

Der kan i den forbindelse henvises til (X) Kommunes journalark, s. 8

"Jeg har den 29.10.1993 tilbudt plejefamilien 5 timers psykologbehandling med henblik på en bearbejdelse af diverse oplevelser omkring deres situation, idet de har været meget overladt til sig selv og ikke har fået den nødvendige støtte omkring det, at få (B) i pleje og det, at man hele tiden skal holde sig for øje, at barnet skal hjem til biologiske forældre".

Den 13.6.1994 orienteredes plejefamilien ved Social- og Sundhedsforvaltningens besøg i hjemmet om den forventede snarlige hjemgivelse af barnet.

Den 23.6.1994 blev plejefamilien skriftligt orienteret om tidspunktet for den planlagte hjemgivelse den 27.7.1994.

Det er således (X) Kommunes opfattelse, at plejefamilien har været rimeligt orienteret om plejeforholdets karakter af midlertidig foranstaltning samt overvejelser om datoen for plejeforholdets forventede faktiske ophør.

2. Forløbet i forbindelse med kommunens beslutning om igen at fjerne (B) fra den biologiske mor til frivillig anbringelse på en døgninstitution og senere hos (B's) bedsteforældre.

Efter barnets hjemgivelse til moderen på amtets familiecenter ultimo juli 1994 blev mor og barn løbende fulgt af Social- og Sundhedsforvaltningen. Den 10.8.1994 afbryder moderen de aftalte foranstaltninger.

Den 11.8.1994 anbringes barnet på (institutionen H) med samtykke fra moderen.

Den 22.8.1994 ændres opholdssted for barnet fra (institutionen H) til ophold hos bedsteforældre. Ændringen sker med samtykke fra moderen.

Anbringelserne 11.8.1994 og 22.8.1994 skete som nævnt med samtykke og var efter (X) Kommunes opfattelse foranstaltninger, som med tilstrækkelig sikkerhed bragte barnet udenfor området af bistandslovens § 35 (tvangsmæssige foranstaltninger). Idet de aftalte foranstaltninger ansås for velbegrundede og tilstrækkelige, har der således ikke været grundlag for at iværksætte tvangsmæssige foranstaltninger.

Udover at en tvangsmæssig foranstaltning om genanbringelse hos (A) efter kommunens opfattelse ikke ville have været forenelig med bistandsloven, anser kommunen desuden en sådan løsning for at ville have været særdeles uhensigtmæssig af følgende årsager

Forholdet mellem mor og morforældre på den ene side og plejefamilie på den anden side var vedvarende præget af konflikter.

Det er kommunens opfattelse, at disse konflikter medførte alvorlige belastninger for barnet, og at hensynet til barnet afgørende tilsagde, at belastningen blev bragt til ophør.

Det er (X) Kommunes opfattelse, at konflikterne i et vist omfang kan tilskrives plejefamilien, idet plejefamilien havde svært ved loyalt at efterleve plan og mål for opholdet som beskrevet i familieplejekontrakten med (Y) Kommune, dec. 1989 således

"Pleje/omsorgsopgave vedr. (B). Observation af både fysiske og psykiske reaktioner på hændelsesforløbet forud for anbringelsen. Dette i samarbejde med egen læge, sundhedsplejerske samt (Y) Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning. Det sidste i samarbejde efter behov med børnerådgivningen. Samarbejde med moderen, samt kontakt med morforældre. Særlige foranstaltninger: Deltids daginstitution, når dette er muligt, og når (B) er parat hertil",

Som blev afløst af plejekontrakt med (X) Kommune af 14.4.1993, hvor plan og mål for opholdet var beskrevet således

"Yde (B) pleje og omsorg i dagligdagen, og herigennem give ham trygge og faste rammer, således at han styrkes i sin personlige udvikling.

Samarbejde primært med moderen i forbindelse med det nærmere aftalte samkvem, samt inddrage hende mest muligt i (B's) liv, ved at orientere/invitere hende til arrangementer m.v. i f.eks. børnehaven.

Tillige samarbejde med morforældrene i forbindelse med det nærmere aftalte samkvem.

Sammen med (B) arbejde på en hjemgivelse til moderen, såfremt/forudsat at stabiliteten i relationerne moderen og (B) imellem fortsat udvikles positivt.

(B) skal fortsat gå i børnehave på deltid.

Modtage supervision fra Børn- og Ungerådgivningen for bedst muligt at varetage formålet med anbringelsen af (B)."

Det fremgår af sagen, at plejekontrakternes forudsætninger om samarbejde med moderen og plejeforholdets tilrettelæggelse med henblik på hjemgivelse ikke har været efterlevet på en for (X) Kommune tilfredsstillende måde.

Det er desuden kommunens opfattelse, at plejeforældrene grundlæggende har misforstået deres opgave i sagen. Plejeforældrene har haft svært ved at acceptere (X) Kommunes overordnede ansvar for sagen, og har søgt løsninger, som efter plejefamiliens opfattelse stemte overens med det plejeforældrene opfatter som bedst stemmende med barnets tarv, uden hensyntagen til, om kommunens formål med anbringelsen derved blev tilgodeset.

Den tilbudte - og i plejekontrakterne forudsatte - supervision har ikke fungeret tilfredsstillende, idet plejefamilien anså den for overflødig. (A) er i (X) Kommunes journaler (s.5) citeret for en udtalelse fra juni 1993 om, at besøgene fra Børne- og Ungerådgivningen opleves som overflødige, idet plejefamilien ikke har de store problemer på hjemmefronten, men at det mere handler om forholdet til (B's) mor og om, hvad der i det hele taget skal ske med (B) fremover. I journalark (s.9) er plejefamilien citeret for at ønske en person som supervisor, som har tavshedspligt overfor (X) Kommune.

Det har således ikke været muligt for (X) Kommune at formå plejefamilien til i funktionen som plejefamilie i tilfredsstillende omfang at inddrage også hensynet til at fastholde og forbedre barnets relationer til moder og morforældre.

(X) Kommune har tillagt det megen vægt, at plejefamilien henvendte sig til offentligheden med oplysninger om moder og barns rent private forhold, særligt må det anses for groft krænkende overfor familien, når der fremdrages flere år gamle forhold, som ikke med rimelighed kan tillægges særlig betydning i en kritik af kommunens behandling af sagen.

Plejeforældrenes udtalelser medførte en absolut modstand fra moderens side mod en genanbringelse hos familien (A). En genanbringelse ville derfor væsentlig vanskeliggøre fremtidige bestræbelser på at fastholde og forbedre relationerne til moder og morforældre.

Plejeforældrenes udtalelser til pressen, sammenholdt med plejefamiliens absolutte afvisning af enhver kontakt med barnet efter hjemgivelsen den 25. juli 1994, har medført, at (X) Kommune måtte befrygte, at plejefamilien (ej heller) fremover ville være villige til at anerkende (X) Kommunes overordnede ansvar for sagsbehandlingen, og kommunen anså det ikke for muligt at have tillid til, at plejefamilien ville efterleve de instrukser m.v., som kommunen måtte fastsætte for plejeforholdets udførelse. (X) Kommune måtte endvidere anse det for udelukket, at der kunne opnås tilfredsstillende samkvem med barnet og mor/morforældre efter presseomtalen.

Plejeforældrenes udtalelser til pressen har haft den virkning, at det blev bydende nødvendigt at hindre muligheden for, at spændingsfeltet mellem mor/morforældre og plejefamilie kunne udvikle sig yderligere til skade for barnet.

Et hensyn til det ønskelige i barnets genanbringelse i vante omgivelser fandtes således at måtte vige for hensynet til at sikre barnet fortsat tilknytning til det biologiske ophav uden risiko for belastende følgevirkninger af konflikter mellem mor/morforældre og plejefamilie.

(X) Kommune var efterhånden tvivlende overfor, om (A) magtede familieplejeopgaven, og på længere sigt var et velegnet anbringelsessted.

Den gradvise aftrapning af relationerne mellem barn og plejeforældre, som ellers kunne have været ønskelig, blev som en konsekvens af udslusningens forløb beklageligvis afskåret definitivt.

Afslutningsvis bemærkes, at Den Sociale Ankestyrelse efter opfordring fra klagerne, i henhold til bistandslovens § 36 har gennemgået akter fra sagen. Ankestyrelsen har ved brev af 20. juli 1994 meddelt, at styrelsen ikke har fundet grundlag for at foretage sig yderligere. Ankestyrelsen har ikke taget stilling til sagsforløbet efter barnets hjemgivelse til (amtets) familiecenter ultimo juli 1994.

..."

I brev af 4. januar 1995 fremkom A's advokat med sine kommentarer til kommunens udtalelse. Han bemærkede bl.a. følgende

· at det var A's opfattelse at problemet med B's tarv først er opstået efter at den biologiske mor optog kontakten med sin søn. Indtil da fungerede forholdet omkring B's udvikling og forholdet til bedsteforældrene upåklageligt.

· at de undersøgelser som X Kommune nævnte alene vedrørte B's og den biologiske mors forhold, men ikke indeholdt en vurdering af plejeforældrenes evne som plejeforældre.

· at X Kommune kun enkelte gange tilbød A supervision og aldrig mens B var til stede,

· at X Kommune i sommeren 1993 lovede at arrangere et fællesmøde mellem A og den biologiske moder, men at dette aldrig skete trods gentagne opfordringer fra A. Den tilbudte psykologbehandling skulle ses som kommunens reaktion på plejeforældrenes klage over manglende handlingsplan, og

· at X Kommune efter B's anbringelse og frem til 6. juli 1994 ikke levede op til krav om en handlingsplan.

I mit afsluttende brev til A's advokat udtalte jeg følgende

" 1. (X) Kommunes overtagelse af sagen.

Ved lov nr. 501 af 24. juni 1992 blev bistandslovens regler om foranstaltninger over for børn og unge ændret. Bl.a. blev der i bistandslovens § § 66 b og 66 f indsat bestemmelser om udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med anbringelse af børn og unge uden for hjemmet og bestemmelser om løbende revision af disse planer under anbringelsen. Bestemmelserne har følgende ordlyd

"§ 66 b. Forinden der træffes beslutning om at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, jf. § 33, stk. 2, nr. 10 og § 35, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en plan for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet.

Stk. 2. Planen skal angive formålet med anbringelsen. Planen skal under hensyn til dette formål tillige angive anbringelsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnets eller den unges pleje, behandling, uddannelse m.v. samt foranstaltninger til støtte for familien under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet og i tiden derefter.

...

Udtalelser 1995 408 Valid

Resumé

En kommune besluttede at et barn der var frivilligt anbragt hos en plejefamilie, skulle hjemgives til den biologiske mor. Efter hjemgivelsen tog mor og barn ophold på et familiecenter. Da moderen ikke overholdt aftaler indgået med familiecentret, blev barnet - med moderens samtykke - anbragt på en døgninstitution, og senere hos sine bedsteforældre.

Plejefamilien klagede over kommunens sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen af barnet og den senere anbringelse på institution. Plejefamilien gjorde bl.a. gældende at kommunens oplysningsgrundlag var utilstrækkeligt, og at de ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om beslutningen om hjemgivelse.

Ombudsmanden udtalte at undersøgelsen i forbindelse med en sag om hjemgivelse må dreje sig om hvorvidt der hos mor eller barn foreligger de forhold der kan begrunde, at barnet anbringes tvangsmæssigt uden for hjemmet efter reglerne i bistandslovens § 35. Ombudsmanden mente på denne baggrund ikke der var grundlag for at kritisere, at kommunen fandt sagen tilstrækkeligt oplyst ved en børnepsykiatrisk erklæring og en erklæring om moderens forældreevne. Ombudsmanden fandt i øvrigt ikke grundlag for at kritisere kommunens beslutning om hjemgivelse.

Ombudsmanden udtalte videre at de opgaver som varetages af en plejefamilie, hviler på en aftale mellem plejefamilien og kommunen. Et plejeforældrepar er ikke parter i en sag om hjemgivelse, og kommunen er derfor ikke retligt forpligtet til at underrette plejeforældrene om en beslutning om hjemgivelse, ud over hvad der måtte følge af kontraktforholdet. Ombudsmanden mente dog at det følger af god forvaltningsskik, at en kommune bør underrette en plejefamilie om en afgørelse om hjemgivelse i rimelig tid inden hjemgivelsen finder sted. Så vidt muligt bør en sådan afgørelse meddeles til plejefamilien på samme tidspunkt som meddelelsen til den biologiske mor.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere at kommunen efter hjemgivelsen mente, at forudsætningerne for at genanbringe barnet hos plejefamilien ikke var til stede. Ombudsmanden mente at kommunen i denne forbindelse lovligt kunne inddrage det forhold, at plejefamilien havde videregivet oplysninger til pressen om den biologiske mors private forhold. (J. nr. 1994-2734-079).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →