Gamle umyndiggjortes retsstilling. Valget mellem plejehjemsanbringelse og pleje i eget hjem

Gamle umyndiggjortes retsstilling. Valget mellem plejehjemsanbringelse og pleje i eget hjem

Foreningen (A) klagede for B over en kommunes beslutning om at fastholde en anbringelse af B's far, C, på et plejehjem, og om ikke at ville imødekomme C's ønske om pleje og bistand i eget hjem. Ombudsmanden optog sagen af egen drift efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

Det fremgik af sagen at C i 1991, da han var 84 år gammel, fik flere slagtilfælde. Efter en hospitalsindlæggelse blev han udskrevet til døgnpleje i hjemmet. Efter udskrivningen fra sygehuset var han bevidstløs og havde et udtalt plejebehov. Ifølge hans søn B var det af væsentlig betydning at C kunne få mulighed for at blive i sit eget hjem, og B og hans søster havde lovet faderen at imødekomme hans ønske. Plejen blev i 15 måneder ydet af kommunen til dels i forening med sønnen. Det fremgik af sagen at C i pasningsperioden fik besøg af to personer ni gange i døgnet. Plejen blev ydet af hjemmehjælpere og sygeplejersker og omfattede foruden almindelige hjemmehjælpsfunktioner, som varetagelse af personlig hygiejne og vending i sengen, tillige sygepleje i form af sondemadning, kateterskift og medicinering.

I begyndelsen af 1993 opstod uoverensstemmelser mellem B og kommunen om såvel kvaliteten som omfanget af den kommunale pleje. Det fremgik af korrespondancen mellem B og kommunen at B på sin side fandt at plejen til tider blev ydet af ikke kvalificeret personale, ligesom han mente at plejen i øvrigt var blevet reduceret. Kommunen (hjemmeplejen) fandt det på den anden side vanskeligt at samarbejde med B idet han efter kommunens opfattelse blandede sig for meget i plejen og stillede urimelige krav til plejepersonalet. Kommunen anbefalede i flere tilfælde at faderen blev overført til plejehjem hvis B ikke fandt hjemmeplejen tilfredsstillende. B fastholdt imidlertid at faderen skulle plejes i eget hjem.

Den 10. maj 1993 traf socialudvalget i kommunen afgørelse om at godkende en indstilling fra plejehjemsvisitationen. Indstillingen lød således

"Der er frit valg om pensionisterne vil blive i eget hjem eller på plejehjem. Det foreslås dog, at personer der er i coma visiteres og flyttes på plejehjem."

Navnlig foranlediget af uoverensstemmelserne mellem kommunen og B om hjemmeplejens kvalitet og omfang blev C i perioden fra den 12. til den 21. maj 1993 indlagt på sygehus. Under indlæggelsen rettede B henvendelse til kommunen og bad om at plejeforholdene forbedredes, således at faderen kunne udskrives til eget hjem. Faderen blev imidlertid udskrevet til et plejehjem. Af udskrivningskortet fra sygehuset fremgik at "patienten flyttes på (plejehjemmet) mhp aflastning indtil langtidsplan mhp fremtidige placering er afgjort i forhandling mellem hjemmeplejen og pt.s søn." Efter at sagen havde været behandlet i socialudvalget, meddelte kommunens borgmester i et brev af 27. maj 1993 til B at plejen i hjemmet efter kommunens opfattelse, og i øvrigt også efter den praktiserende læges opfattelse, havde været optimal. Kommunen meddelte B at "som situationen nu har tilspidset sig, og personalet i hjemmeplejen føler sig generet og overfuset af dig, ses der ingen anden løsning på problemet end at din (far) bliver fast beboer på (plejehjemmet)."

I et brev af samme dato afslog kommunen en ansøgning fra B om plejeløn efter bistandslovens § 57 a om hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet. Begrundelsen for afslaget var at C's læge havde fundet at tilstanden var stabil (patienten var ikke i terminalfasen).

Den 17. juni 1993 deltog B i visitationsmøde om farens plejehjemsanbringelse. Det fremgik af kommunens akter at "(C) visiteres til ophold på (plejehjemmet). Sønnen (B) var imod indstillingen."

B klagede over kommunens beslutning om bistand i hjemmet til det sociale ankenævn i amtet, som imidlertid meddelte ham at afgørelser om hjemmehjælp ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bistandslovens § 57.

Herefter rejste B sag med henblik på umyndiggørelse af faren. Ved byretsdom af 3. august 1993 blev A umyndiggjort i formueretlig, men ikke personlig henseende. Dommen blev anket af B med henblik på umyndiggørelse også i personlig henseende. Landsretten fandt i sin dom af 12. januar 1994 at betingelserne for umyndiggørelse i personlig henseende var til stede. I landsrettens bemærkninger hed det

"Det må efter de lægelige oplysninger i sagen lægges til grund at (C) ikke er i stand til at drage tilbørlig omsorg for sin person, og at betingelserne for at foretage umyndiggørelse også i personlig henseende, jf. myndighedslovens § 46, dermed er opfyldt. Afgørelsen må herefter bero på, om der uanset at dette er tilfældet, kan siges ikke at være behov eller tilstrækkeligt behov for at gennemføre en sådan umyndiggørelse.

Ved udskrivning fra (sygehuset) den 21. maj 1993 blev indstævnte overført til (plejehjemmet) med henblik på aflastning, indtil den fremtidige placering fandt sin afgørelse efter forhandling med indstævntes søn. En vedvarende anbringelse af indstævnte på plejehjem, uden at indstævnte selv har kunnet give samtykke hertil, og uden at der blev beskikket en værge for indstævnte, som kunne tage stilling til dette spørgsmål på indstævntes vegne, savner fornøden hjemmel.

Under disse omstændigheder er der behov for at gennemføre en umyndiggørelse i personlig henseende."

Herefter blev B beskikket som værge for sin far.

På baggrund af landsretsdommen bad B's advokat om et møde med kommunen. Han skrev bl.a.

"...

Selv om anbringelsen af min klients fader er sket uden at der har været hjemmel hertil er min klient dog ikke indstillet på uden videre at kræve (C) hjemgivet til sin bopæl, idet min klient først ønsker at drøfte mulighederne med (kommunen) for at få genoptaget den bistand, der før (C)'s overførsel til (plejehjemmet) blev ydet i min klients faders hjem."

Et sådant møde blev afholdt den 28. februar 1994. I mødet deltog B og hans advokat, borgmesteren, socialinspektøren, formanden for socialudvalget, lederen af hjemmeplejen, en sygeplejerske samt kommunens advokat.

I et brev af 1. marts 1994 til kommunens advokat bekræftede B's advokat at kommunen på mødet havde meddelt at man var indstillet på at fastholde beslutningen om anbringelse af C på plejehjemmet, og at man som følge heraf ikke ville imødekomme B's anmodning om at bistå faren med pasning i hjemmet. Det fremgik endvidere af advokatens brev at der i kommunen var truffet en generel beslutning om at patienter med plejebehov svarende til C's skulle visiteres til plejehjem.

B's advokat oplyste videre at B havde bedt om hans hjælp til at vurdere afgørelsernes overensstemmelse med bestemmelserne i bistandslovens kapitel 12 om praktisk bistand i hjemmet, og udbad sig i den anledning oplysninger om den nærmere baggrund for kommunens generelle beslutning om plejehjemsvisitation af patienter med plejebehov som C's. I denne forbindelse bad B's advokat om oplysninger om hvorvidt beslutningen fik betydning for andre indbyggere end C. Endelig ansøgte advokaten på ny om at plejen i hjemmet af C blev genoptaget i mindst samme omfang som i perioden forud for anbringelsen på plejehjemmet.

Om mødets resultat skrev kommunens advokat i et brev af 15. marts 1994 til B's advokat at kommunen ikke var indstillet på at yde C den hjemmehjælp der blev ydet forud for indlæggelsen på sygehuset. Om kommunens begrundelse anførte advokaten således

"Baggrunden for det meddelte afslag er, at man i (kommunen) har truffet en principbeslutning om bevaring af de i kommunen værende plejehjem.

Med udgangspunkt i denne beslutning har de sociale myndigheder med henvisning til det vedlagte cirkulære om bedre ressourceanvendelse i ældresektoren (bilag 1) været forpligtet til at udnytte kommunens faciliteter på bedst mulige måde."

Advokaten henviste endvidere til at socialudvalget i kommunen på et møde den 10. maj 1993, efter indstilling fra plejehjemsvisitationsudvalget, havde truffet en beslutning om at personer der var i koma skulle visiteres til plejehjem.

Som svar på B's advokats spørgsmål om hvorvidt beslutningen berørte andre patienter, oplyste advokaten at der ikke i kommunen var andre komapatienter der modtog pleje i hjemmet.

B's advokats ansøgning i brev af 1. marts 1994 om genoptagelse af hjemmeplejen blev besvaret med et brev af 24. marts 1994 fra kommunens advokat. Brevet var vedlagt kopi af journalark hvoraf det fremgik at kommunen den 22. marts 1994 havde vedtaget at afslå ansøgningen. Afgørelsen indeholdt følgende begrundelse

"Der meddeles afslag på det ansøgte, da det er udvalgets opfattelse, at sikkerheden for (C) er størst ved ophold på (plejehjemmet), hvor der er personale, der kan observere ham efter behov. Afgørelsen skal ligeledes ses i forlængelse af udvalgets godkendelse af "Oplæg på ældreområdet", godkendt den 10. maj 1993."

Herefter bad foreningen A på vegne af B om at ombudsmanden overvejede om der var grundlag for at rejse sagen af egen drift. Foreningen A anførte bl.a. følgende

"...

Sagen synes at indeholde et meget væsentligt spørgsmål - kan værgens beføjelser, i denne sag til at bestemme den umyndiggjortes opholdssted, indskrænkes via kommunale beslutninger.

Her tænkes særligt på, at netop spørgsmålet om (C)'s fremtidige opholdssted begrundede behovet for umyndiggørelsen i personlig henseende, jf. præmisserne i (Landsrettens) dom af 12/1-1994."

Til brug ved overvejelser om hvorvidt der var grundlag for at rejse sagen af egen drift, bad jeg herefter kommunen om udlån af sagens akter og om en udtalelse, dels om det foreningen A havde anført, dels om spørgsmålet om hvorvidt der var truffet en beslutning om bevilling af plejeløn til B efter bistandslovens § 57 a om hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet.

Kommunen svarede bl.a. følgende om plejehjemsvisitationen

"...

(C) indlægges akut på (sygehuset) den 12. maj 1993 og udskrives til aflastning 21. maj 1993. (C) visiteres den 17. juni 1993 til fast beboer på plejehjemmet, dels for at have størst mulighed for at observere ham og dels fordi socialudvalget har truffet en principiel afgørelse om, at comapatienter visiteres til plejehjem, jfv. Socialstyrelsens vejledning af august 1980 om bedre ressourceanvendelse i sektoren."

Om spørgsmålet om plejeløn henviste kommunen til brevet af 27. maj 1993 til B og bestred i øvrigt B's oplysninger om at der havde fundet nedskæringer sted af plejen i den periode hvor C var blevet passet i eget hjem.

Kommunens brev blev sendt til partshøring hos foreningen A som herefter fastholdt sin opfattelse af spørgsmålet om det manglende samtykke til plejehjemsanbringelsen. Herudover fremsatte foreningen forskellige kommentarer til spørgsmålene om hjemmeplejens omfang og om plejeløn. Den 19. januar 1994 oplyste foreningen endvidere telefonisk at situationen var uændret. C var fortsat beboer på plejehjemmet, og der var ingen ændringer i hans tilstand.

Herefter skrev jeg således til kommunen

"Sagen rejser to snævert forbundne spørgsmål, nemlig dels spørgsmålet om lovligheden af (kommunens) afslag på at yde bistand og pleje i hjemmet, dels spørgsmålet om lovligheden af (kommunens) beslutning om at fastholde anbringelsen af (C) på (plejehjemmet). Da (C) ifølge det oplyste ikke er i terminalfasen, har jeg ikke bemærkninger til kommunens afgørelse om ikke at ville yde (B) hjælp efter bistandslovens § 57 a til pasning af en døende i hjemmet.

1) Om afslaget på hjemmehjælp og hjemmesygepleje.

Således som (C)'s helbredssituation er beskrevet i sagen, må jeg lægge til grund at det vil være en forudsætning for en hjemgivelse at (kommunen) træffer afgørelse om at yde en forsvarlig bistand og pleje i hjemmet. Disse spørgsmål er reguleret i bistandslovens kapitel 12 og i loven om hjemmesygeplejerskeordninger.

Efter bistandslovens § 53 ydes varig hjemmehjælp som bistand til husligt arbejde og personlige fornødenheder som en person på grund af en vedvarende lidelse eller svækkelse ikke kan udføre på egen hånd.

Efter § 1 i lov nr. 438 af 13. juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger skal kommunerne yde vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning, og efter § 2 er indenrigsministeren (nu sundhedsministeren) bemyndiget til at fastsætte regler om omfanget af og kravene til den kommunale hjemmesygeplejerskeordning. Sådanne regler er fastsat i bek. nr. 198 af 17. maj 1979 om hjemmesygeplejerskeordninger.

Afgørelsen af om og i hvilket omfang der skal gives pleje såvel efter bistandslovens § 53 som bestemmelserne om hjemmesygepleje, beror på en skønsmæssig vurdering. Når bortses fra at behovsvurderinger i sagens natur må indgå i afgørelserne, er der i ingen af bestemmelserne fastsat nærmere til- eller fordelingskriterier. Der kan dog efter min opfattelse ikke være tvivl om at ressourcemæssige hensyn, herunder hensynet til en effektiv ressourceanvendelse i omsorgssektoren, kan indgå som lovlige hensyn i den nærmere tilrettelæggelse af bistanden og plejen til den enkelte borger, således som det også er tilfældet i den foreliggende sag, jf. (kommunens) advokats brev af 15. marts 1994 til (B)'s advokat. At konsekvensen af (kommunens) principbeslutning om bevarelse af (plejehjemmet) vil være den at kommunen foretrækker plejehjemsanbringelse frem for hjemmepleje, kan som udgangspunkt heller ikke give mig anledning til bemærkninger. Dog er det min opfattelse at en principbeslutning om plejehjemsvisitation af en bestemt gruppe plejetrængende (komapatienter) ikke som sin lovlige konsekvens kan have at kommunen helt undlader at foretage en individuel vurdering, ligesom en hjælptrængendes ønske om og behov for pleje i hjemmet som alternativ til plejehjemsanbringelse efter min opfattelse ikke fuldstændig kan nægtes som en konsekvens af ressourcemæssige prioriteringer.

I det foreliggende tilfælde er der ikke tvivl om at der eksisterer et plejebehov, og at dette behov har et endog ret betydeligt omfang. Indtil tidspunktet for (C)'s anbringelse på plejehjem ydede (kommunen) da også en omfattende service såvel i form af hjemmehjælp som sygepleje. Omend kommunen altså i modsætning til værgen nu har den opfattelse at plejen bedst finder sted i forbindelse med en anbringelse på plejehjem, og i øvrigt foretrækker at udnytte ressourcerne i omsorgs/ældresektoren således at komapatienter visiteres til plejehjem, er det min umiddelbare opfattelse at en beslutning om helt at afvise at yde bistand og pleje i hjemmet vil være uberettiget.

Endvidere bemærker jeg at en afgørelse om helt at nægte pleje og bistand i hjemmet der er truffet med det formål at fremkalde et samtykke til en plejehjemsanbringelse, efter min opfattelse vil være ulovlig. Således som den konkrete sag foreligger oplyst, lægger afvisningen af at yde hjælp i hjemmet et stærkt pres på værgen (B) idet han i realiteten ikke har mulighed for at insistere på farens hjemgivelse og derved udøve sine værgebeføjelser i overensstemmelse med farens ønske.

Sammenfattende er det derfor min foreløbige opfattelse at (kommunen) har en forpligtelse til at tilbyde (C) bistand og pleje i forbindelse med en hjemgivelse. Det er tillige min opfattelse at kommunen i den nærmere fastlæggelse af plejens omfang i nogen grad vil være bundet af sine egne tidligere vurderinger, jf. oplysningerne ovenfor om plejens art og omfang frem til hospitalsindlæggelsen i maj 1993. Den præcise fastlæggelse af forpligtelsens omfang vil imidlertid bero på et skøn i hvilket ressourceøkonomiske og administrative hensyn lovligt vil kunne inddrages.

2) Om (kommunens) fastholdelse af afgørelsen om plejehjemsanbringelse.

Bestemmelse om optagelse i plejehjem træffes efter bistandslovens § 83 af kommunalbestyrelsen. Bestemmelsen hjemler ikke adgang til (vedvarende) anbringelse af en person på plejehjem uden den pågældendes (eller hans værges) samtykke.

Den foreliggende sag rejser spørgsmålet om der er givet samtykke til anbringelse af (C) på plejehjem.

(C) var på tidspunktet for anbringelsen på (plejehjemmet) ude af stand til at "drage tilbørlig omsorg for sin person", jf. myndighedslovens § 46. Da han til trods herfor var anbragt mere vedvarende på plejehjemmet, fandt (landsretten) i bemærkningerne til dommen af 12. januar 1994 at plejehjemsanbringelsen savnede hjemmel, og at der var det fornødne behov for at gennemføre en umyndiggørelse i personlig henseende.

(Landsretten) har altså taget stilling til hjemmelsspørgsmålet i forbindelse med plejehjemsanbringelsen den 21. maj 1993, og klagen til ombudsmanden vedrører opretholdelsen af anbringelsen efter værgebeskikkelsen.

Med sine bemærkninger har landsretten tiltrådt den almindelige opfattelse af retsvirkningerne af en personlig umyndiggørelse i relation til anbringelse på plejehjem. Dette at værgen efter myndighedslovens § 46 overtager omsorgen for den umyndiggjorte person, indebærer således at værgen træffer de beslutninger om den umyndiggjortes opholdssted, herunder om anbringelse på plejehjem, som den pågældende ikke selv er i stand til at træffe, jf. betænkning nr. 1247/1993 om værgemål, s. 48. En sådan anbringelse betragtes som en frivillig anbringelse idet værgen netop træffer afgørelsen på den umyndiggjortes vegne. Anbringelse af den umyndiggjorte uden værgens samtykke - eller ligefremme protest - må omvendt som udgangspunkt betragtes som en tvangsmæssig anbringelse.

Spørgsmålet er herefter om (B), trods sin erklærede uenighed i beslutningen om opretholdelse af anbringelsen på plejehjem, med sin accept af at faren - under de givne omstændigheder - forblev på hjemmet, kan antages alligevel at have afgivet et (stiltiende) samtykke.

Når (B) ikke har insisteret på farens hjemgivelse, hænger det åbenbart sammen med (kommunens) gentagne afslag på ansøgninger om at genoptage plejen i hjemmet. Farens plejebehov taget i betragtning har (B) næppe haft noget reelt valg, jf. oplysningerne ovenfor om omfanget og arten af plejen forud for indlæggelsen den 12. maj 1993. En insisteren på hjemgivelse under disse betingelser ville muligt endog være uforenelig med værgens opgave, at drage omsorg for den umyndiggjorte, jf. myndighedslovens § 46. Under disse omstændigheder er det derfor min umiddelbare opfattelse at (B)'s manglende insisteren på faderens hjemgivelse ikke kan sidestilles med et samtykke, ligesom naturligvis hans henvendelse til ombudsmanden via foreningen (A) tilsvarende må tages som et udtryk for at han har opretholdt sin protest imod (kommunens) beslutning.

På den beskrevne baggrund er det derfor min foreløbige opfattelse at (kommunens) afgørelse om at opretholde plejehjemsanbringelsen uden værgens samtykke savner hjemmel. Herved bemærkes at der heller ikke i bistandsloven i øvrigt findes hjemmel til plejehjemsanbringelse uden samtykke fra den pågældende selv eller en beskikket værge. At (C) på grund af sin tilstand ikke er i stand til selv at reagere imod anbringelsen, kan ikke føre til andet resultat. Af afgørende betydning for bedømmelsen må være om værgen har haft en reel valgmulighed mellem plejehjemsanbringelse og pleje i hjemmet, og det forhold at han ikke insisterer på hjemgivelse, må som ovenfor nævnt ses i sammenhæng med den kommunale afvisning af at yde pleje i eget hjem.

Jeg vedlægger sagens akter og beder om at de bliver tilbagesendt sammen med kommunens bemærkninger..."

Samtidig sendte jeg en kopi til Socialministeriet af mit brev til (kommunen). I brevet bad jeg om ministeriets eventuelle bemærkninger til den foreløbige retsopfattelse jeg havde fremsat over for kommunen.

I et brev af 20. februar 1995 skrev foreningen A til mig at C nu var afgået ved døden. Det fremgik af brevet at værgen fortsat ønskede sagen behandlet. Herefter skrev jeg til kommunen at jeg opretholdt min anmodning om at kommunen fremsatte sine bemærkninger til min redegørelse af 20. februar 1995.

Herefter skrev kommunen bl.a. således

"...

Umiddelbart inden (C) blev indlagt på sygehuset 12. maj 1993 nægtede sønnen (B) hjemmeplejen adgang til huset ved at aflåse dette.

(C) blev udskrevet fra sygehuset til aflastning på plejehjemmet.

Visitationsudvalget blev indkaldt da ophold i aflastning er en midlertidig foranstaltning og set i lyset af at sønnen have nægtet os adgang til huset inden indlæggelsen, har det selvfølgelig haft en vægt i valget af den trufne beslutning.

Det skal bemærkes, at (C)'s egen læge er med i visitationsudvalget og kendte familieforholdene særdeles godt og fuldt ud accepterede afgørelsen.

Kommunen har en forpligtelse til at handle og kan ikke løbe nogen risiko for at en hjælpeløs mand ikke får nogen pleje hvis det ikke passer sønnen at lukke os ind. På daværende tidspunkt var (C) ikke umyndiggjort.

Udvalgets afgørelse om at comapatienter visiteres til plejehjemmet skal ikke ses bogstaveligt men indgår i den samlede vurdering i det konkrete tilfælde. Det kan oplyses, at vi tidligere har haft 2 comapatienter, hvoraf den ene har været passet i eget hjem og den anden har været visiteret til plejehjemmet, men i fuld forståelse med de pårørende.

Alt i alt har det været socialudvalgets hensigt at tilgodese (C)'s behov bedst muligt."

Socialministeriet skrev bl.a. således

"...

I den anledning skal Socialministeriet, der ikke har hjemmel til at gå ind i eller tage stilling til konkrete sager, på det foreliggende grundlag vejledende udtale sig generelt om den af ombudsmanden afgivne retsopfattelse af de i sagen rejste to spørgsmål

1. Lovligheden af kommunens afslag på at yde bistand og pleje i hjemmet.

2. Lovligheden af kommunens beslutning om at fastholde anbringelsen af faderen på plejehjem.

Ad 1.

Socialministeriet skal indledningsvis meddele, at lov om sygeplejersker henhører under Sundhedsministeriet. Socialministeriet kan derfor alene udtale sig om bistandslovens regler om praktisk bistand i hjemmet.

Vedr. tildeling af hjemmepleje kan det oplyses, at det af punkt 5 i Socialministeriets cirkulære af 30. oktober 1980 om praktisk bistand i hjemmet efter bistandsloven fremgår, at der ved afgørelsen af, om og i hvilket omfang der skal ydes hjemmehjælp, lægges vægt på familiens samlede situation, herunder om der i hjemmet er voksne eller større børn, der vil kunne yde forsvarlig bistand, uden at disse familiemedlemmer belastes urimeligt derved. Det fremgår endvidere af samme cirkulæres punkt 6, at hjemmehjælp hovedsagelig ydes i dagtimerne, men at der også skal være adgang til at kunne få bistand på andre tidspunkter. Der er ikke i øvrigt i bistandsloven fastsat nærmere bestemmelser om til- eller fordelingskriterier. En afgørelse af om og i hvilket omfang, der skal gives hjemmepleje beror på en skønsmæssig vurdering. Det indebærer, efter Socialministeriets opfattelse, at der i hver sag må foretages en individuel vurdering.

Det er Socialministeriets opfattelse, at ressourcemæssige hensyn kan indgå som lovlige hensyn i kommunens nærmere tilrettelæggelse af bistanden til og plejen af den enkelte borger, herunder andre rimelige tilbud om hjælp i f.eks. plejehjem, men at pleje i hjemmet ikke kan nægtes alene som en konsekvens af ressourcemæssige prioriteringer.

Endelig finder ministeriet, at der ikke kan træffes afgørelse om afvisning af bistand og pleje i hjemmet med det formål at fremkalde et samtykke til en plejehjemsanbringelse.

Ad 2.

Kommunalbestyrelsen er i medfør af bistandslovens § 79, stk. 1 forpligtet til at sørge for døgntilbud til personer, som af helbredsmæssige grunde har behov for det, men bestemmelsen giver ikke kommunalbestyrelsen hjemmel til at påtvinge personerne det eller de tilbud, der stilles til rådighed. En sådan hjemmel findes heller ikke i bistandslovens § 83, stk. 1, der bestemmer, at det er kommunalbestyrelsen, der træffer bestemmelse om optagelse i et plejehjem. Socialministeriet finder således, at anbringelse af en person på plejehjem kræver samtykke, hvilket også - efter ministeriets opfattelse - indebærer, at der ikke er hjemmel til at fastholde en person i plejehjem, hvis personen ikke ønsker at forblive der."

Herefter udtalte jeg følgende

"Foreningen (A) har den 20. februar 1995 orienteret mig om at (C) den 31. januar 1995 afgik ved døden. (C)'s værge (B) har imidlertid fastholdt sit ønske om at jeg afgiver en udtalelse på baggrund af det refererede sagsforløb. Derfor og fordi sagen rejser nogle principielle (socialretlige) spørgsmål af væsentlig betydning for gamle og umyndiggjortes retsstilling, skal jeg fremsætte følgende endelige bemærkninger til de retlige spørgsmål sagen rejser. Jeg henviser herved til bestemmelsen i ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Efter bestemmelsen kan ombudsmanden af egen drift undersøge kommunale sagsområder hvor der ikke er rekurs til en statslig myndighed, hvis der er tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser.

Indledningsvis bemærker jeg at jeg ikke har noget grundlag for at betvivle at (kommunen) har haft til hensigt at tilgodese (C)'s behov bedst muligt, jf. kommunens brev af 7. marts 1995 til mig.

Derimod må jeg nære tvivl med hensyn til spørgsmålet om hvorvidt kommunen har forstået retsvirkningen af en personlig umyndiggørelse i relation til spørgsmålet om valg mellem plejehjemsanbringelse og pleje i eget hjem.

Som nævnt i mit brev af 20. februar 1995 til kommunen indebærer en værgebeskikkelse af en personligt umyndiggjort at det er værgen der træffer de beslutninger bl.a. om den umyndiggjortes opholdssted som han ikke (længere) selv er i stand til at træffe. Heraf følger at en kommune må respektere værgens ønsker og dispositioner selv om kommunen eventuelt måtte være uenig eller ligefrem finde dem til skade for den umyndiggjorte. I det omfang der er grundlag for at mene at værgen misbruger sin stilling eller i øvrigt er uegnet til at varetage hvervet, må rette fremgangsmåde være den at rejse sag om fratagelse af værgemålet, jf. myndighedslovens § 32.

(Kommunen) har ikke i sit brev af 7. marts 1995 fremsat bemærkninger til min foreløbige opfattelse af spørgsmålet om hvorvidt værgen (B) havde afgivet et stiltiende samtykke til plejehjemsanbringelsen. Jeg må herefter lægge til grund at fastholdelsen af (C) på (plejehjemmet) fandt sted imod værgens ønske. Da bistandsloven ikke giver hjemmel til plejehjemsanbringelse uden samtykke, er det sammenfattende min opfattelse at der var tale om en ulovlig (tvangsmæssig) anbringelse.

Jeg må således finde det særdeles kritisabelt at (kommunen) ikke respekterede (B)'s indvendinger imod at hans fars anbringelse på plejehjemmet opretholdtes efter den personlige umyndiggørelse og beskikkelsen af (B) som værge. Jeg henviser i øvrigt til det jeg har anført i mit brev af 20. februar 1995 til kommunen.

Om spørgsmålet om kommunens positive forpligtelse til at yde pleje og bistand i eget hjem bemærker jeg følgende

(Kommunen) har i sit brev af 7. marts 1995 meddelt mig at "udvalgets afgørelse om at comapatienter visiteres til plejehjemmet ... ikke (skal) ses bogstaveligt, men indgår i den samlede vurdering i det konkrete tilfælde." Jeg forstår at kommunen således er enig med mig i at ressourcemæssige prioriteringer ikke kan have som sin lovlige konsekvens at kommunen helt undlader at foretage en individuel vurdering af behovet for pleje og bistand i hjemmet, jf. også Socialministeriets brev af 25. april 1995.

I det konkrete tilfælde har denne individuelle vurdering imidlertid ført til at kommunen helt nægtede at yde (C) pleje og bistand i eget hjem.

I hvilket omfang denne afgørelse har sammenhæng med kommunens ressourcemæssige prioriteringer og/eller uenighed i hvordan (C)'s plejebehov bedst kunne varetages, er ikke ganske klart.

Som nævnt ovenfor vil en eventuel uenighed mellem en kommune og en værge om hvilken foranstaltning der er den bedst egnede for den umyndiggjorte, ikke kunne berettige at kommunen afslår en ansøgning om pleje og bistand med henvisning til uenighed i værgens opfattelse. En nægtelse af pleje og bistand med det formål at presse værgen til at samtykke i den foranstaltning kommunen finder bedst egnet, vil heller ikke være lovlig. En kommune må respektere og handle i overensstemmelse med værgens ønsker i den udstrækning disse ønsker i øvrigt kan og skal imødekommes efter social- og sundhedslovgivningen.

Det er derfor min opfattelse at (kommunen) burde have foretaget en vurdering af i hvilket omfang det var muligt - med respekt for ressourceøkonomiske og administrative hensyn - at imødekomme (B)'s ansøgning om pleje og bistand til faren i hans eget hjem. Jeg må finde det beklageligt at dette ikke skete. Jeg henviser i øvrigt til det jeg har anført i mit brev af 20. februar 1995 til kommunen."

Resumé

En gammel mand havde over for sin søn givet udtryk for at han ønskede at dø i sit eget hjem. Efter flere slagtilfælde blev han bevidstløs og modtog i en længere periode en omfattende pleje i eget hjem. Efter uoverensstemmelser mellem sønnen og kommunen blev manden indlagt på sygehus og derefter udskrevet til plejehjem mod sønnens ønske. Sønnen der var blevet beskikket som værge for den - både i økonomisk og personlig henseende - umyndiggjorte far rejste sag om hjemgivelse til pleje i eget hjem. Kommunen fastholdt plejehjemsanbringelsen mod sønnens protest og henviste som begrundelse bl.a. til at man af ressourcemæssige hensyn og efter en principbeslutning fandt, at komapatienter burde visiteres til plejehjem.

Ombudsmanden mente at opretholdelsen af beslutningen om plejehjemsanbringelse savnede hjemmel, og at farens fortsatte ophold på plejehjemmet trods værgens protest var en ulovlig tvangsmæssig anbringelse. Endvidere mente ombudsmanden at kommunen havde haft en positiv forpligtelse til at yde bistand i forbindelse med en hjemgivelse, og at kommunens egne tidligere vurderinger af plejebehovet i nogen grad måtte være styrende for den nærmere skønsmæssige fastlæggelse af plejens omfang. Ombudsmanden fandt det derfor beklageligt at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af, i hvilket omfang det var muligt at imødekomme sønnens ønske om at faren modtog pleje og bistand i sit eget hjem. (J. nr. 1994-728-053).