Afskedigelse på retligt ukorrekt grundlag. Omfanget af ministeriers almindelige tilsynsforpligtelse

§ 5. Rektor drager omsorg for, at sager, som et kollegialt organ skal afgøre eller have lejlighed til at afgive en udtalelse om, forelægges for organet. Han fordeler sagerne til de kollegiale organer og udfærdiger om fornødent forskrifter for sagernes ekspedition. Han påser, at de kollegiale organers beslutninger er lovlige, og drager omsorg for deres udførelse. Han kan efter bemyndigelse fra organerne afgøre almindelige løbende sager, der ikke giver anledning til tvivl.

...

§ 11. Forskning og uddannelse ved institutionerne kan foregå inden for flere hovedområder.

Stk. 2. Forskningen og uddannelserne inden for hvert hovedområde ledes af et råd, der afgør alle sager, som vedrører hovedområdet som helhed, samt sager, der vedrører forholdet mellem to eller flere faggrupper inden for hovedområdet, jf. § 12, eller mellem institutråd og studienævn.

Stk. 3. Rådene træffer afgørelse om ansættelse eller indstilling om ansættelse, afsked eller orlov, for så vidt angår heltidsbeskæftigede lærere og videnskabelige medarbejdere samt eksterne lektorer.

..."

Undervisningsministeriets afgørelse af 29. juni 1993 blev truffet på grundlag af § 35 i den dagældende styrelseslov. Bestemmelsen havde følgende indhold

" § 35. Undervisningsministeren er øverste forvaltningsmyndighed for institutioner, der er omfattet af loven.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan dog kun sætte de afgørelser, der er omhandlet i kapitel 3, ud af kraft, såfremt de findes stridende mod lovgivningen eller almindelige retsgrundsætninger. ...

..."

Reglerne indeholdt, som det ses, ikke bestemmelser om hvilke forhold der kunne føre til afskedigelse af medarbejdere ved universitetet. Beføjelsen til at afskedige personale beroede således på den almindelige arbejdsgiverkompetence.

Afskedigelse af videnskabeligt personale i et tilfælde som det foreliggende besluttes efter indstilling fra det i § 11, stk. 2, omhandlede råd af rektor. Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper at grundlaget for en afskedigelse skal være sagligt. Der er ikke tvivl om at medarbejdernes arbejdsevne eller arbejdsindsats kan udgøre et sagligt afskedigelsesgrundlag.

Afskedigelsesbeslutninger må betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Det følger heraf at forvaltningslovens sagsbehandlingsregler - især reglerne om partsmedvirken, begrundelse og klagevejledning - skal efterleves i forbindelse med denne afgørelsestype.

B) Partshøring mv.

1) Forvaltningslovens § 21 har følgende indhold

" § 21. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

..."

Advokaten sendte den 22. september 1992 en anmodning i henhold til § 21. Universitetet har oplyst at skrivelsen aldrig er blevet modtaget der. Som sagen foreligger oplyst har jeg ikke grundlag for kritik i anledning af at universitetet traf afgørelse i skrivelse af 25. september 1992 uden at afvente advokatens indlæg.

2) Forvaltningslovens § 19 indeholder følgende bestemmelse

"§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

..."

I rets- og ombudsmandspraksis er det antaget at bestemmelsen suppleres med en ulovbestemt regel om partshøring i sager om uansøgt afsked, jf. Kaj Larsen og Jon Andersen mfl., "Forvaltningsret" 1994, s. 164 og s. 347.

Efter denne regel bør der i sager om uansøgt afsked på grund af påstået uegnethed, påståede samarbejdsvanskeligheder mv. inden afskedigelse sker i almindelighed gives den ansatte en redegørelse der efter omstændighederne bør være skriftlig for grundlaget for den påtænkte afskedigelse; der sigtes hermed til en redegørelse der angiver de forhold fra den pågældendes side der lægges vægt på og som - for så vidt der foreligger bevismæssige spørgsmål - angiver det bevismæssige grundlag for at de pågældende forhold antages at foreligge. Endvidere bør der gives den pågældende lejlighed til derefter at fremkomme med en udtalelse der kan indgå i grundlaget for afskedigelsesmyndighedens endelige stillingtagen.

Der er ikke tvivl om at (A) havde lejlighed til - inden fagrådet traf afgørelse den 3. september 1992 om at indstille ham til afsked - at udtale sig over for rådet om sagens faktiske oplysningsgrundlag. I tiden op til fagrådets endelige afgørelse forelå desuden en række foreløbige tilkendegivelser dels fra det eksterne bedømmelsesudvalg, dels fra fagrådsformanden om såvel kvaliteten som kvantiteten i (A's) forskningsproduktion. Disse tilkendegivelser blev sendt til (A) som i adskillige skrivelser kommenterede synspunkterne.

Der er for så vidt ikke tvivl om at (A) havde lejlighed til at udtale sig om det faktiske oplysningsgrundlag eller om at han også rent faktisk benyttede sig af denne adgang.

Fagrådets endelige bedømmelse af sagen forelå først ved indstillingen af 3. september 1992 til rektor. Denne indstilling indeholdt samtidig universitetets endelige vurdering af sagens fagkyndige spørgsmål. Afskedigelsesafgørelsen blev imidlertid først endeligt truffet i forbindelse med rektors meddelelse i skrivelse af 25. september 1992 om at (A) blev afskediget.

Efter min vurdering følger det af den ovenfor beskrevne ulovbestemte grundsætning om retspraksis at (A) inden denne afgørelse burde have haft lejlighed til at kommentere fagrådets indstilling. Da den endelige afgørelse af sagens centrale spørgsmål - om forskningsindsatsen havde været tilfredsstillende - henhørte under fagrådet, burde (A) have haft lejlighed til at afgive udtalelse over for fagrådet.

Efter det oplyste sendte (A) udtalelser til rektor, ligesom (advokaten) havde flere indlæg til rektor om sagen. (A's) indsigelser imod fagrådets indstilling blev ikke forelagt for fagrådet. Jeg anser dette for en fejl.

Under hensyn til at spørgsmålet om (A's) forskningsaktivitets tilstrækkelighed havde været genstand for en omfattende brevveksling mellem (A) og fagrådet i længere tid, at der ikke forelå uvished med hensyn til omfanget af hans produktion, samt til at (A's) synspunkter havde været kendt for fagrådet da rådet behandlede sagen på møde den 3. september 1993, finder jeg ikke at denne fejl kan anses for væsentlig.

Jeg har gjort Undervisningsministeriet og (universitetet) bekendt med min opfattelse.

C) Begrundelse.

Forvaltningslovens §§ 22 og 24 har følgende indhold

" § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

...

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

Hverken rektors skrivelse af 25. september 1992 eller fakultetsrådets indstilling af 3. september 1992 indeholdt en angivelse af retsgrundlaget for afgørelsen: § 4 sammenholdt med § 11, stk. 3, i styrelsesloven samt den ulovbestemte arbejdsgiverkompetence. På dette punkt må jeg anse afskedigelsesskrivelsen for at være i strid med forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Rektors skrivelse af 25. september 1992 må forstås således at afskedigelsen var motiveret i de forhold som var indeholdt i fagrådets skrivelse af 3. september 1992. Det havde dog været ønskeligt om dette forhold var blevet udtrykkeligt anført i skrivelsen.

Indstillingen af 3. september 1992 indeholdt en angivelse af de hensyn som havde været bestemmende for fakultetsrådets afgørelse, og dermed må jeg anse kravet i § 24, stk. 1, om angivelse af hovedhensynene for opfyldt.

Jeg har gjort Undervisningsministeriet og (universitetet) bekendt med min opfattelse.

D) Bedømmelsesudvalgets udtalelse af 19. juni 1992.

Bedømmelsesudvalget havde den 10. juni 1992 udarbejdet et udkast til en udtalelse hvorefter (A's) forskningsmæssige indsats i perioden 1986-91 kunne anses for tilstrækkelig. Dog udtryktes betænkelighed ved den positive udtalelse.

I den endelige udtalelse af 19. juni 1992 var konklusionen ændret således at to af udvalgets tre medlemmer nu ikke anså indsatsen for tilstrækkelig.

Den ændrede opfattelse beroede ifølge det oplyste på at fagrådsformanden - efter at være blevet bekendt med den tidligere konklusion - sendte udvalget et brev af 15. juni 1992. Skrivelsen indeholdt oplysning om samtalen den 22. juli 1987 om (A's) sabbatsemester i 1990 samt om hans kandidatstipendium i midten af 1970'erne.

Jeg er ikke i besiddelse af... fagkundskab og jeg kan derfor ikke vurdere om bedømmelsesudvalgets konklusion med hensyn til forskningsindsatsens kvalitet og omfang var korrekt. Jeg kan således heller ikke tage stilling til om udvalgets konklusion i skrivelsen af 19. juni 1992 var fagligt set holdbar.

Det må imidlertid lægges til grund at udvalgets ændrede bedømmelse alene beroede på oplysningerne i fagrådsformandens brev af 15. juni 1992. Efter min opfattelse havde ændringen i udtalelsen ikke støtte i disse oplysninger. For det første var oplysningerne allerede tidligere blevet meddelt udvalget og burde således være indgået allerede i den første bedømmelse. For det andet kunne oplysningen om samtalen den 22. juli 1987 ikke belyse om (A's) forskningsindsats havde været tilstrækkelig, men alene om reaktionen over for en eventuelt mangelfuld indsats burde være mere eller mindre vidtgående.

Bedømmelsesudvalgets udtalelse af 19. juni 1992 beroede således på en fejlagtig anvendelse og vurdering af de forelagte oplysninger.

Det tilføjes at jeg finder det uheldigt at fagrådsformanden greb ind i og påvirkede bedømmelsesudvalgets arbejde. Selv om det må lægges til grund at formålet med dette var at klarificere sagens faktiske oplysninger, kunne forholdet af (A) opleves som et forsøg på at påvirke bedømmelsesudvalgets konklusion.

Jeg har gjort Undervisningsministeriet og (universitetet) bekendt med min opfattelse.

E) Afskedigelsens grundlag.

Afgørelsen om at afskedige (A) blev truffet på grundlag af en vurdering af hans forskningsvirksomhed under hele hans ansættelsesperiode, dvs. fra 1970 til 1992.

Et af sagens hovedpunkter har været om det var berettiget at inddrage (A's) forskningsaktivitet i perioden fra 1970 til 1987. Ved bedømmelsen af dette spørgsmål kom det efter min vurdering i betragtning at (fagrådsformanden) havde en samtale med (A) i juli 1987. Baggrunden for samtalen var en generel undersøgelse af forskningsaktiviteten ved (instituttet). Der er ikke enighed om det nøjagtige forløb af og formål med samtalen. Det står dog fast at (A's) hidtidige forskningsproduktion blev berørt, samt at (fagrådsformanden) havde givet udtryk for at indsatsen måtte forbedres. Det er for mig at se ikke afgørende om samtalen måtte karakteriseres som en advarsel, et tjenstligt pålæg eller en kollegial samtale. Afgørende var at samtalen blev ført på baggrund af en generel opgørelse af (A's) og andre videnskabelige medarbejderes forskningsaktivitet, og at tilkendegivelsen blev fremsat af fagrådsformanden.

På baggrund af samtalens forløb samt det forhold at samtalen blev ført som et led i en generel opgørelse over medarbejderens forskningsmæssige aktivitet, havde (A) grund til at regne med at der personaleretligt set var gjort op med hans arbejdsindsats indtil da.

Jeg må herefter betragte det som retligt uholdbart at fagrådet i forbindelse med afskedigelsesafgørelsen i 1992 som et led i afskedigelsesgrundlaget inddrog (A's) forskningsaktivitet i perioden forud for 1987.

Ved bedømmelsen af eventuelle reaktioner over for forskningsindsatsen i perioden 1987-92 kunne det derimod efter min opfattelse tages i betragtning, hvis (A) havde fået en klar tilkendegivelse om at hans forskningsindsats skulle være bedre end hidtil. Om dette har været tilfældet må på det foreliggende grundlag anses for bevismæssigt uafklaret. Jeg skal herved henvise til at (A) udtrykkeligt har bestridt at han skulle have fået en sådan tilkendegivelse, samt til at han først langt senere havde lejlighed til at se (fagrådsformandens) notat om samtalen.

I 1991 vedtog fagrådet retningslinier for forskningsaktiviteten (bestemmelse nr. 12). Umiddelbart fremtræder bestemmelserne som procedureregler. Reglernes generelle krav og især bestemmelsen i pkt. I, 2, må dog samtidig tages som en markering fra fagrådets side til det videnskabelige personale om at forbedre forskningsindsatsen og samtidig en angivelse af det minimum aktiviteterne ikke burde falde under.

Fagrådets flertal fandt at (A) ikke på noget tidspunkt af sit ansættelsesforhold - heller ikke i perioden 1986-91 - havde levet op til de med stillingen forbundne forskningsforpligtelser.

Mindretallet fandt at han vurderet for hele ansættelsesperioden ikke havde opfyldt forpligtelserne, men at han med betænkelighed kunne anses at have opfyldt den i perioden 1986 til 1991.

Såvel flertallet som mindretallet inddrog i deres bedømmelse (A's) forskningsaktivitet for perioden forud for 1987. Som anført foran mener jeg ikke at denne del af perioden kunne inddrages i forbindelse med afgørelsen af om (A) burde afskediges.

Allerede af denne grund finder jeg at fagrådets afgørelse byggede på et ukorrekt grundlag. Dertil kommer som påpeget under D) at et væsentligt led i afskedigelsesgrundlaget - bedømmelsesudvalgets udtalelse af 19. juni 1992 - byggede på et mangelfuldt grundlag.

Under disse omstændigheder må jeg anse det for tvivlsomt om der forelå et tilstrækkeligt afskedigelsesgrundlag.

F) Undervisningsministeriets afgørelse af 29. juni 1993.

Ministeriets bedømmelse af sagen skete på grundlag af § 35 i den dagældende styrelseslov. Efter denne bestemmelse havde ministeriet en almindelig tilsynsforpligtelse i forhold til universiteterne. Ministeriet kunne dog ikke sætte universitetets afskedigelsesafgørelse af (A) ud af kraft medmindre den stred mod lovgivningen eller almindelige retsgrundsætninger.

Det lå efter min opfattelse klart inden for ministeriets tilsynsbeføjelse at påtale over for universitetet at afskedigelsesafgørelsen ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, at udvalgets bedømmelse af 19. juni 1992 byggede på en ukorrekt vurdering af sagens oplysninger, samt at afskedigelsesgrundlaget byggede på ukorrekt periodisering af sagens oplysninger.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

De sidste to fejl var desuden af en sådan karakter at ministeriet burde have overvejet at sætte afgørelsen ud af kraft. Jeg har derfor henstillet til ministeriet at ministeriet genoptager sagen til fornyet behandling med henblik på en vurdering af om afgørelsen nu bør sættes ud af kraft.

Derimod anser jeg den under B) påpegede partshøringsfejl for mindre betydelig. At ministeriet ikke anså partshøringen for fejlagtig, giver mig derfor ikke grundlag for bemærkninger."

Undervisningsministeriet meddelte senere at ministeriet havde standset den administrative sagsbehandling da A havde anlagt retssag.

Jeg tog dette til efterretning og udbad mig underretning om retssagens udfald.

Afskedigelse på retligt ukorrekt grundlag. Omfanget af ministeriers almindelige tilsynsforpligtelse

I. Sagsfremstilling.

Det fremgik af sagen at A er mag.art., og at han i 1970 blev ansat ved et institut på universitetet. Universitetet afskedigede ham ved skrivelse af 25. september 1992 med virkning fra 31. marts 1993. Universitetet henviste til at han ikke havde opfyldt sine forskningsmæssige forpligtelser.

Fagrådet besluttede i 1987 at iværksætte en forskningsopgørelse for alle de videnskabelige medarbejdere ved instituttet. A rapporterede om seks publikationer. De fire af disse var forfattet med en medforfatter. To af artiklerne var ikke forlagsudgivet. Bortset fra et 39 sider langt kapitel i et populært værk drejede det sig om publikationer på to-fire sider.

A's publikationer fra tiden 1970-87 blev af fagrådet anset for utilstrækkelige.

I en skrivelse af april 1987 forklarede A fagrådsformanden at den lave produktion bl.a. skyldtes en meget omfattende undersøgelse af ... Dataindsamlingen og bearbejdningen af materialet i forbindelse med denne havde optaget en så væsentlig del af A's tid at han havde haft begrænsede muligheder for at publicere afhandlinger mv.

Den 22. juli 1987 havde fagrådsformanden og A en samtale. Fagrådsformanden har oplyst at han under samtalen meddelte A at hans forskningsindsats i perioden 1970-87 havde været helt utilstrækkelig. På bagsiden af A's forskningsredegørelse noterede fagrådsformanden at han under samtalen havde meddelt A "at hans offentliggjorte forskningsproduktion var helt utilstrækkelig, og at det var nødvendigt, at han fremover kunne fremlægge en øget produktion".

I 1990 fik A af et bedømmelsesudvalg nedsat af fagrådsformanden at vide at selv om hans forskningsaktivitet viste fremgang, kunne den dog ikke betragtes som tilfredsstillende. A gjorde indsigelse imod det retlige grundlag udvalget var nedsat på.

Den 15. maj 1991 udsendte fagrådet retningslinier for tilsyn med det videnskabelige personales forskningsaktivitet (fagrådsbestemmelse nr. 12). Bestemmelserne havde bl.a. følgende indhold

"I. Bestyrelsen.

foretager én gang om året (normalt primo marts) en gennemgang af omfanget af den for samtlige faste lærere i Instituttets årsberetning rapporterede forskningspublikationer, under hensyntagen til forskningen i den foregående femårsperiode.

indrapporterer til Fagrådet, såfremt en lærer inden for de sidste fem år ikke har offentliggjort mindst 3 forskningspublikationer , som er forlagsudgivet eller på anden måde har været genstand for en videnskabelig vurdering. Bøger tæller dobbelt og arbejder med flere forfattere tæller halvt for hver af forfatterne.

...

II. Fagrådet.

tager stilling til, om nogen af de indrapporteredes forskningsindsats skal tages op til yderligere vurdering;

anmoder i bekræftende fald først de pågældende om at give en redegørelse for deres samlede forskningsaktivitet i de sidste 5 år;

tager herefter stilling til, om denne aktivitet er acceptabel, i modsat fald

anmodes et af Fagrådet for et år ad gangen nedsat udvalg bestående af tre professorer, docenter eller lektorer uden for Fagrådet om at bedømme de pågældendes samlede forskningsindsats, kvalitativt og kvantitativt i de sidste 5 år evt. længere. Fagrådet kan - på forslag af udvalget - evt. supplere dette med særligt sagkyndige.

Fagrådet tager herefter på grundlag af den fra udvalget modtagne indstilling, stilling til, hvorvidt den pågældendes forskningsindsats er acceptabel, i hvilket tilfælde bedømmelsen tilsendes den pågældende til orientering.

For så vidt Fagrådet ikke finder forskningsindsatsen acceptabel, anmodes den pågældende om en ny udtalelse i hvilken der medinddrages en redegørelse for den samlede faglige og tjenstlige indsats.

På grundlag af udvalgsbedømmelsen og den pågældendes udtalelser, afgør Fagrådet, under hensyn til hele den pågældendes tjenstlige indsats i 5 årsperioden,

hvorvidt der ikke skal foretages yderligere i sagen,

hvorvidt den pågældende inden for en given periode pålægges at fremlægge en given forskningsproduktion,

hvorvidt der for en given periode skal ske en ændring af den pågældendes UFA-norm,

hvorvidt der bør foretages andet i sagen."

Institutbestyreren sendte den 9. juni 1991 en opgørelse til fagrådsformanden over de videnskabelige medarbejderes produktion i tiden 1986-90. Af opgørelsen fremgik at seks medarbejdere havde angivet færre end tre publikationer for perioden.

Fagrådsformanden bad i brev af 1. juli 1991 A om at redegøre for sin videnskabelige produktion for perioden 1986- 90. A svarede i et brev modtaget af fagrådet den 21. august 1991. Han oplyste bl.a.

"Udover det, der iflg. de af fagrådet for nylig vedtagne retningslinier umiddelbart falder indenfor kravene til medarbejdernes publikationsvirksomhed, har jeg i den pågældende periode publiceret følgende to bøger

..."

Han fremsatte endvidere en række kritiske bemærkninger til undersøgelsen.

I en skrivelse af 17. september 1991 supplerede A redegørelsen af august 1991. Han oplyste heri nærmere om sit forskningsarbejde.

Fagrådet meddelte i skrivelse af 18. september 1991 A at hans redegørelse var blevet oversendt til et tremandsmandsudvalg som skulle bedømme hans samlede forskningsindsats. Udvalget afgav den 18. november 1991 udtalelse. Konklusionen havde følgende indhold

"...

(A's) indsats med hensyn til publiceret ... forskning i perioden 1986-90 må anses for meget beskeden, og da den øvrige produktion er meget beskeden (til dels ufærdig), må (A's) forskningsproduktion anses for utilfredsstillende. Denne vurdering ændres ikke ved, at bedømmelsesgrundlaget udstrækkes til en længere periode.

Der foreligger ikke dokumentation for anden forskningsindsats af betydeligt omfang. Der foreligger dog dokumentation for udført eksperimentelt arbejde i perioden.

Udvalget finder, at (A's) samlede forskningsindsats i perioden ligger på grænsen af det tilfredsstillende."

Fagrådet bad i skrivelse af 28. november 1991 A om en ny udtalelse. Vedlagt fulgte en kopi af bedømmelsesudvalgets udtalelse. Fagrådet bad udtrykkeligt A redegøre for sin "samlede forskningsaktivitet siden din ansættelse, og hvori inddrages faglige og tjenstlige forhold, der har været af betydning for vurderingen af din forskningsproduktion og forskningsaktivitet i det hele taget."

A afgav en udtalelse den 2. januar 1992. Han gjorde heri især indsigelse imod at udvalget havde nægtet at anerkende de to bøger som han havde udgivet med (en medforfatter) som en del af sin forskningsproduktion. Han fandt det endvidere kritisabelt at hans forskningsindsats udelukkende blev bedømt på grundlag af hans forskningsproduktion. Om sin forskningsindsats i øvrigt oplyste han

"...

Jeg skal nu forsøge at svare på FR's anmodning, idet jeg ikke håber ovenstående har haft et omfang, der af FR kunne opfattes som irrelevant, insinuerende endsige obstruerende.

Jeg må sige, at jeg finder det temmelig umuligt at gøre rede for min samlede forskningsaktivitet - specielt når det kan forventes at dette herefter af fagrådet vil kunne benyttes som det fuldgyldige udtryk for hvad der overhovedet kan anføres til gunst for min udfyldelse af min stilling. I modsætning til andre af instituttets ansatte har jeg altid fundet det ret formålsløst at angive mimea og mindre betydningsfulde arbejder i årsberetningerne, som derfor for de første mange år af min ansættelse på instituttet har været begrænset i forhold til andres oplysninger.

Jeg har ingen oversigt over alt hvad jeg i den forløbne tid har produceret, men kan dog nævne følgende

1) ...

...

16) ..."

A supplerede oplysningerne i skrivelse af 20. januar 1992 hvori han bl.a. beskrev det administrative arbejde han havde udført gennem årene.

Efter valg til fagrådet besluttede det nye fagråd at nedsætte et udvalg der skulle bedømme om der var basis for at A kunne bevare sin tilknytning til instituttet. Udvalget bestod af tre professorer hvoraf to var eksterne. Udvalget fik følgende kommissorium

"...

3. Det er udvalgets opgave at vurdere, om lektor, mag.art. (A) har opfyldt sine tjenstlige forpligtelser med hensyn til forskningsmæssig aktivitet, herunder vedr. hans videnskabelige produktion.

3.1 Ved vurderingen af den videnskabelige produktions omfang og kvalitet skal udvalget på den ene side tage hensyn til, om (A) i det nedennævnte tidsrum har gjort en usædvanlig stor indsats med hensyn til undervisning og/eller administration. Til brug for vurderingen heraf bedes udvalget indhente udtalelser fra instituttet og studienævnet. På den anden side skal udvalget tage hensyn til, om lektor (A) har været fritaget for undervisningsforpligtelser og administrationsforpligtelser.

3.2 Fagrådet forudsætter, at udvalgets vurdering baseres på (A's) aktiviteter siden hans ansættelse, specielt dog i årene 1986-1991."

Studienævnet sendte med brev af 23. april 1992 bedømmelsesudvalget følgende oplysninger

"...

(A) har været ansat siden 1970, og det generelle indtryk er, at han, ligesom de fleste andre lærere på (instituttet), i instituttets første år faktisk brugte mere end den "normerede" undervisningstid (på 50% af arbejdstiden) i denne opbygningsperiode. Men Sn er ikke bekendt med, at (A) i denne periode eller senere, har haft særlige undervisningsforpligtelser som overstiger det normale, ligesom det modsatte heller ikke har været tilfældet. Her ses bort fra de perioder hvor (A) har været undervisningsfri, for en opgørelse heraf henvises til Institutbestyrelsen/Fagrådet som har bevilget disse."

Til brug for udvalgets arbejde afgav A i skrivelse af 11. maj 1992 en udtalelse om sine administrative aktiviteter i løbet af ansættelsesperioden.

Udtalelsen blev videresendt samme dag af institutbestyreren. Bestyrelsen bemærkede

"... Bestyrelsen skal på baggrund af dette svar og informationer i øvrigt tilgængelige for bestyrelsen udtale, at den ikke finder, at der i (A's) ansættelsesperiode siden 1970 har været forhold, der karakteriserer en usædvanligt stor indsats.

(A) har i perioder forestået centrale administrative hverv, eksempelvis institutbestyrer, men der har været undervisningsmæssig kompensation for disse. Det er åbenbart, at der i instituttets opbygningsperiode har været stillet særlige administrative krav til samtlige medarbejdere, således at indsatsen fra medarbejdernes side har ligget over det "normerede". Bestyrelsen er dog ikke af den opfattelse, at (A's) indsats i denne sammenhæng adskiller sig fra de øvrige medarbejderes."

I en skrivelse af 15. juni 1992 oplyste fagrådsformanden bedømmelsesudvalget om bl.a. følgende

"I anledning af den af udvalget d. 10.06.1992 afgivne bedømmelse af (A) skal jeg - med præcedens i bedømmelsessager - oplyse følgende

1. At (A) har været kandidatstipendiat fra 01.10.73-31.03.76 og senere haft et sabbatsemester i perioden 01.02.90-01.07.90 med fuld undervisningsfrihed;

2. At (A) ved en samtale med undertegnede d. 22.07.87 - efter en af Fagrådet foranstaltet generel forskningsgennemgang for perioden 1970-86 er meddelt, at hans offentliggjorte forskningsproduktion var helt utilstrækkelig, og at det var nødvendigt, at han fremover kunne fremlægge en forøget produktion. Ved samme lejlighed erkendte (A), at han ikke havde produceret nok. I en senere samtale - efter en generel forskningsgennemgang i fagrådsformandens regie 1988/90 - er der igen meddelt (A) tilsvarende, samt at sagen i givet fald kunne medføre afskedigelse (26.01.91); og

3. At udvalget opererer med perioden 1986-91, hvor fagrådsbestemmelse nr. 12 opererer med perioden 1986-90."

Baggrunden for fagrådsformandens brev var at udvalget den 10. juni 1992 havde udarbejdet en foreløbig bedømmelse af A's forhold. Hovedkonklusionen var at udvalget enstemmigt fandt "med en vis betænkelighed (at A) kunne anses at have opfyldt" sine forpligtelser i perioden 1986-91.

Bedømmelsesudvalget afgav udtalelse den 19. juni 1992 til fagrådet. Udtalelsen havde følgende konklusion

"...

Sammenfattende vurdering af (A's) forskningsmæssige aktivitet

Med hensyn til grundlaget for de efterfølgende sammenfattende vurderinger af, hvorvidt (A) kan siges at have opfyldt sine tjenstlige forpligtelser med hensyn til forskningsmæssig aktivitet, henvises til bemærkningerne herom i Indledningen.

A: Sammenfattende vurdering for den samlede ansættelsesperiode

Bedømmelsesudvalget har fundet, at arbejderne (2)-(6) og (9)-(10) ikke har forskningsmæssigt meriterende karakter.

(8) og (12) er præliminære redegørelser for undersøgelser, om hvilke der er blevet publiceret i henholdsvis (7) og (13), som omtales nedenfor.

Udvalget har fundet, at følgende arbejder har meriterende karakter: (1), (7), (13) og (14). Det må dog tilføjes, at (7) og (13) har meget beskeden værdi som bidrag til ... viden og teori. På den anden side er det ufærdige udkast (11) et meriterende arbejde, der med relativt ringe arbejdsindsats skulle kunne færdiggøres.

(A) har således med sin forskningsmæssige produktion siden sin ansættelse i 1970 efter udvalgets opfattelse ikke opfyldt sine tjenstlige forpligtelser, og denne vurdering ændres ikke ved de oplysninger, udvalget har modtaget ved (A's) redegørelse for sin forskningsaktivitet, eller ved Studienævnets og Instituttets udtalelser om (A's) undervisningsmæssige og administrative byrder.

B. Sammenfattende vurdering for perioden 1986-91

Betragter man (jfr. udvalgets kommissorium) specielt (A's) forskningsmæssige produktion i perioden 1986-91, tegner sig et mere positivt billede, idet (7), (13), (14) og (11) er produceret i denne periode.

Grundlaget for udvalgets overvejelser er, at forskningsproduktionen i den nævnte periode skal ligge på mindst tre forskningsarbejder, der er publiceringsværdige.

(A) har i perioden udført fire arbejder, hvoraf to ((7) og (13)) er publicerede. Disse to arbejder er imidlertid efter udvalgets opfattelse af klart mindre videnskabelig værdi, end de to ikke-publicerede arbejder.

De to ikke-publicerede arbejder er begge ufærdige og foreligger ikke i en endeligt gennemarbejdet form. Dette er særlig udtalt for (11), der i et første udkast stammer fra januar 1990. (14) er derimod efter udvalgets opfattelse tæt på at være endeligt publiceringsværdig. Udvalget vurderer det sidstnævnte arbejde som (A's) bedste, men må samtidigt udtrykke sin forbavselse over, at det hverken foreligger i en færdig udgave (efter første præsentation ved en kongres i 1988) eller er optaget i et internationalt tidsskrift. Hvis der foreligger tilbagemeldinger fra en eventuel indsendelse, ville det have været nyttigt for udvalget at have været gjort bekendt med en sådan referee-vurdering.

(11) kunne med en forholdsvis beskeden indsats være færdiggjort, men foreligger i dag, halvandet år efter første-udkast fra januar 1990, ikke i en færdig udgave.

Det hører også med til grundlaget for bedømmelsesudvalgets overvejelser, at udvalget er gjort bekendt med - at (A) har haft et sabbatsemester med fuld undervisningsfrihed i perioden 1.02.90 til 1.07.90 - og at Fagrådets formand i 1987 har haft samtaler med (A) og har påpeget over for denne, at hans forskningsproduktion var helt utilstrækkelig, og at det var nødvendigt, at han fremover kunne fremlægge en forøget produktion.

På det samlede grundlag er bedømmelsesudvalgets flertal kommet frem til den opfattelse, at (A) ikke kan anses for at have opfyldt sine forskningsforpligtelser for perioden 1986-91.

Udvalgets mindretal er af den opfattelse, at man med betænkelighed kan anse (A) for at have opfyldt sine forskningsforpligtelser for perioden 1986-91."

På et møde den 14. juli 1992 besluttede fagrådet at indstille til rektor at A blev sagt op fra stillingen. I en indstilling af 14. juli 1992 til rektor henvistes som begrundelse til følgende

"...

4. Sammenfattende skal Fagrådet om (A's) forskningsforhold konkludere

Ved en opgørelse i foråret 1987 af hans forskningsaktivitet er hans offentliggjorte forsknings produktion i hans daværende 17-årige ansættelse fundet utilstrækkelig , hvilket er meddelt ham mundtligt - og fremgår i øvrigt (delvist) af hans for perioden 1973-87 i Universitetets Årsberetning rapporterede forskning.

For at give ham mulighed for at rette op på situationen er der meddelt ham et sabbatsemester (jvf. pkt 3.1.2), der er afviklet i foråret 1990.

Som et hovedresultat heraf og den forudgående periode har han - sammen med (en medforfatter) - færdigudarbejdet to publikationer , udsendt i den såkaldte "frie publikationsserie", dvs. uden peer-review.

Disse to publikationer - der kvantitativt er essensen af hans 22-årige forskningsaktivitet - er af et nedsat bedømmelsesudvalg bedømt som " ikke forskningsmæssig meriterende ", hvilket er særlig beklageligt, når der henses til det betydelige tidsforbrug (igennem et tiår), der er medgået hertil.

Udvalgets flertalskonklusion er i øvrigt: "at (A) ikke kan anses for at have opfyldt sine forskningsforpligtelser " hverken i perioden 1970-85 eller i perioden 1986-90; et mindretal er enig heri for så vidt angår perioden 1970-85, men finder, at " man med betænkelighed kan anse (A) for at have opfyldt sine forskningsforpligtelser fra perioden 1986-90 ".

(A) har ikke haft ekstraordinære administrative - eller undervisningsmæssige forhold, der kan berettige hans utilfredsstillende forskningsindsats, og han har i øvrigt været kandidatstipendiat i perioden 1.10.73-31.3.76, dvs 2½ år, samt haft et undervisningsfrit sabbatsemester i foråret 1990.

Uanset at (A) har ydet en lidt bedre forskningsindsats i årene 1986-91 end i årene 1970-85, hvilket implicit fremgår af mindretalsudtalelsen - er Fagrådet, jvf. pkt. a-f ovenfor nået til den konklusion, at (A) ikke har opfyldt de forpligtelser med hensyn til forskningsmæssig indsats, der påhviler en lektor ved Universitet. Fagrådet ser sig derfor nødsaget til at opsige (A's) ansættelse ved (instituttet) med fratrædelse den 1. april 1993, og skal følgelig anmode rektoratet om at udføre beslutningen. (A) vil efter aftale med Fagrådet kunne fritstilles fra arbejdet på (instituttet)."

A knyttede i skrivelse af 10. august 1992 bemærkninger til fagrådets indstilling. Han anførte bl.a.

"...

1. Sammenfatning og konklusion for perioden 1986-91.

Udvalgets flertals-konklusion vedrørende perioden 1986-91 fremtræder ikke helt som en naturlig følge af dets sammenfatning for den samme periode, der snarere synes at pege i retning af den konklusion, som mindretallet kommer frem til. Jeg er derfor gået ud fra, at flertallet har lagt afgørende vægt på det i 3. sidste afsnit sd. 10 anførte. Det er klart at denne antagelse fra min side også begrunder sig i min viden om den tidligere indstilling, idet tilføjelsen af dette afsnit er den eneste ændring bortset fra, at flertallet har ændret den tidligere fælles konklusion, som det nu kun er mindretallet, der fastholder.

...

Ang. det andet punkt, at jeg i 1987, nærmere bestemt d. 22.07.87 , skulle have haft en samtale med (fagrådsformanden) med et indhold, som påstået af (fagrådsformanden), er dette en meget mere alvorlig sag, hvor jeg her i store træk vil genbruge ordlyden af min klage til fagrådet over (fagrådsformandens) fremstilling heraf. Skulle udvalget ønske at få det tilgrundliggende materiale, skal jeg med glæde udlevere det. Allerførst må jeg dog gøre det klart for udvalget, at jeg på intet tidspunkt har fået noget referat eller notat om denne samtale eller dens indhold forelagt, samt at det først er efter gentagne krav om aktindsigt, at jeg overhovedet er blevet bekendt med den brug (fagrådsformanden) har gjort heraf i et fortroligt notat til informering af nye fagrådsmedlemmer i begyndelsen af 1992 - altså næsten 5 år efter at samtalen fandt sted. Det er gengivelsen i dette notat af 26.03.92, der i det følgende refereres til.

Jeg har ved nogle lejligheder hæftet mig ved, at (fagrådsformanden) selv finder, at der forud for en afskedigelse skal foreligge en tilkendegivelse (skriftlig eller mundtlig) over for den pågældende, om at der foreligger en situation, der, hvis den ikke ændres, kan få stillingsmæssige konsekvenser - et forhold som også Dansk Magisterforening har peget på i et brev til Instituttet (d. 22. okt. '91). Denne samtale d. 22. juli 1987, der iflg. (fagrådsformanden) skulle have haft funktion af en tjenstlig påtale, drejede sig, for alt hvad jeg husker, alene om, at det ville være vigtigt om den forskning, jeg - sammen med (en medforfatter) - i forbindelse med projektet havde arbejdet på i så mange år, snart udmøntede sig i en publikation. Ordet 'nødvendigt' blev, såvidt jeg husker, ikke nævnt, og dette ville i så fald også have affødt spørgsmål om, hvad der skulle lægges heri. Min erindring er, at der var tale om en helt igennem kollegial samtale, hvor jeg selvfølgelig ikke var uenig i det ønskelige i, at de planlagte bøger blev gjort færdige. Jeg fortalte, at to bind var forholdsvis nær deres færdiggørelse, og i denne sammenhæng kan det godt være korrekt, at forskellige muligheder for offentliggørelse blev omtalt, selv om jeg ikke husker noget specifikt herom.

I samtalen d. 22. juli '87 gav (fagrådsformanden) ikke på nogen måde udtryk for, at jeg ikke skulle have opfyldt mine tjenstlige forpligtelser, eller anfægtede, at min forskningsaktivitet havde været betydelig (det er således ikke som anført i notatet rigtigt, at jeg skulle have sagt, at jeg under mit kandidatstipendium ikke havde været effektiv nok - tværtimod skete der i denne periode en omfattende og 'effektiv' dataindsamling og databearbejdning, som beskrevet i andre skrivelser til FR og det interne udvalg). Ved denne samtale optrådte (fagrådsformanden) udelukkende som kollega og ikke som fagrådsformand, og der blev ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at spørgsmålene havde været drøftet af fagrådet eller blot forelagt dette; han talte alene for egen regning, uanset han i notatet her flere år efter hele tiden refererer til sin status som formand for fagrådet. Med den betydning, som fagrådets formand synes at ville tillægge denne samtale, er det helt uforståeligt, at han ikke forelagde mig sin opfattelse straks efter at samtalen havde fundet sted. Og når han over fire år senere giver denne samtale en så vigtig placering i et internt notat, som han derpå tilmed gør alt for, at jeg ikke skal kende eksistensen af, kan jeg heri kun se det som et indicium på, at han har været fuldt vidende om, at jeg ville protestere kraftigt mod hans fremstilling.

...

Med det fortsatte arbejde omkring færdiggørelsen af de to bøger om projektet og med deres endelige offentliggørelse i slutningen af 1989 i en form, som (fagrådsformanden) selv havde forelagt os som en mulighed, mente jeg - og (medforfatteren) ligeledes - at have imødekommet det nævnte ønske om publikation, som det var kommet til udtryk tidligere.

Jeg havde på dette tidspunkt ingen grund til at forvente, at disse bøger ikke ville være en tungtvejende dokumentation for min forskning, set i lyset af de kortfattede og generelle kriterier for de tjenstlige forpligtelser vedr. forskning samt mit indtryk af det niveau, der var almindeligt for andre medarbejderes arbejder. Hvordan skulle jeg kunne forestille mig, at de to ret omfattende bøger ikke var fuldt tilstrækkelige i sig selv og for begge forfattere, givet det store empiriske materiale, der lå bag? Den specielle udgivelsesform, vi som de eneste nogensinde på instituttet valgte (til dels af private grunde, som der er redegjort for andetsteds), havde vi ingen mulighed for at vide ikke ville blive anerkendt som forskningsdokumentation på linie med enhver anden. Bøgerne er trykt på instituttets regning og foreligger til salg på instituttet.

..."

Dansk Magisterforening afgav i skrivelse af 11. august 1992 udtalelse til fagrådet. Foreningen protesterede imod den påtænkte afskedigelse og gjorde bl.a. følgende gældende

"...

For det første finder DM det uheldigt, at formålet med nedsættelsen af det fagkyndige udvalg eksplicit er anført som værende "at få klargjort, hvorvidt der er basis for, at (A) kan bevare sin tilknytning til (instituttet)". Bedømmelsen sker med udgangspunkt i Fagrådsbestemmelse nr. 12, som er en bestemmelse om tilsyn med forskningsaktiviteten. Først ved den afsluttende vurdering af tilsynet aktualiseres spørgsmålet om eventuelle konsekvenser. Dette er beskrevet under pkt. II 7, og selv om formuleringen her vel ikke udelukker, at en afskedigelse kan komme på tale, opereres der ikke direkte med denne mulighed, som da også efter DM's tidligere fremførte opfattelse kun kan være tænkelig i meget ekstreme tilfælde. DM finder det derfor meget betænkeligt, at formålet med bedømmelsen på forhånd relateres til muligheden af en afskedigelse.

Generelt ønsker foreningen vedrørende tilsynet med en videnskabelig medarbejders tjenstlige indsats og konsekvenserne heraf at fremføre følgende principielle synspunkter

- bedømmes forskningsindsatsen som værende uacceptabel af omfang eller kvalitet, må konsekvensen normalt være et tjenstligt pålæg om at rette op på indsatsen. Kun i tilfælde af at tidligere åbenbare pålæg eller advarsler foreligger, bør spørgsmålet om ansættelsesforholdet kunne tages op til vurdering.

- bedømmelsen må tage skyldigt hensyn til udviklingen i de normer og kutymer for varetagelsen af en universitetslærerstilling, der har været gældende på arbejdspladsen, både for prioriteringen mellem undervisnings- og forskningsopgaverne og for publicerings- og formidlingsformer.

- bedømmelsen må ligeledes tage hensyn til vanskelighederne ved retrospektivt at dokumentere indsatsen, både vedrørende undervisning, administration og ikke-publiceret forskning. Vanskeligheder der gør sig gældende både for medarbejderen og for ledelsen.

- ligeledes må der tages hensyn til forhold, hvor utilstrækkelige ressourcer kan have vanskeliggjort eller forsinket medarbejderens muligheder for at gennemføre sin forskning.

Specielt vedrørende (A's) forhold, som de er fremstillet i udkastet af 24. april, skal herudover bemærkes

- at den foreliggende bedømmelse (selv hvis der ikke tages hensyn til (A's) indvendinger) efter DM's opfattelse ikke er så éntydigt negativ, at den kan henregnes til de meget ekstreme tilfælde, der kan foranledige en afskedigelse. Dette så meget mere fordi vort medlem bestrider, at han i 1987 eller senere skulle have modtaget tjenstlige pålæg eller advarsler som anført af fagrådsformanden under udkastets pkt. 3.1. Skrivelsen af 2. juli 1990 er efter foreningens klare opfattelse mortificeret, selv om (A) ikke har været i stand til at tilbagelevere den bortkomne originalskrivelse.

På denne baggrund ønsker Dansk Magisterforening at tilkendegive, at den vil betragte det som helt urimeligt, hvis fagrådets tilsynsprocedure - uanset den endelige konklusion af udvalgsbedømmelsen - for (A's) vedkommende skulle resultere i andet end en præcisering af de krav til publiceringsform og -omfang samt anden tjenstlig adfærd, der fremover bliver stillet til ham, såvel som de øvrige videnskabelige medarbejdere ved (instituttet)."

Om begrundelsen for ændringen i bedømmelsesudvalgets konklusion i forhold til første udkast af 10. juni 1992 oplyste udvalgets formand i en skrivelse af 13. august 1992 til fagrådet følgende

"Tidligere er udsendt (til fagrådsmødet d. 14.07.1992) "Udkast 2" af 14. juli 1992, som er resultatet af Fagrådets arbejde med bedømmelsen af (A's) forskningssag - siden 01.07.1991, jf. også et særdeles omfattende notat med fremstillingen af hele sagsforløbet af 26.03.1992 - udarbejdet af fagrådsformanden; kan rekvireres på fagrådssekretariatet.

Der var med "Udkast 2" i overensstemmelse med forudgående fagrådsbeslutninger lagt op til en afskedigelse af (A) på mødet d. 14.07.1992 - ikke alene på basis af den af Udvalg II afgivne bedømmelse (bilag 2 til "Udkast 2"), men på basis af hele sagsforløbet vedr. bedømmelsen af (A), startende i 1987 og '89 og videre over fagrådsbestemmelse nr. 12 fra d. 01.07.1991 (jf. bilag 3) samt efter nyvalg og nye drøftelser i Fagrådet og med Fagrådets juridiske sagkyndige afsluttende med den "eksterne" udvalgsbedømmelse (bilag 2).

Som det fremgår, er der i (A's) tilfælde tale om fire forskningsvurderinger siden foråret 1987 - og det er derfor ikke kun den af Udvalg II afgivne bedømmelse af (A), men den samlede vurdering fra 1987 til 1992, der ligger til grund for Fagrådets beslutning om at indlede en afskedigelsessag imod (A) - uagtet den afsluttende faglige bedømmelse må tillægges afgørende betydning.

I anledning af "Udkast 2" og da specielt den fagkyndige "eksterne" udvalgsbedømmelse har medlem af Fagrådet (og af det første udvalg) (Y) d. 10.07.1992 indgivet et notat til Fagrådet (følger vedlagt) til brug ved Fagrådets behandling af "Udkast 2", d. 14.07.1992. Formanden for det "eksterne" udvalg (Z) har i en skrivelse af 15.07.1992 (følger vedlagt) svaret på (Y's) brev og de facto afvist relevansen af (Y's) bemærkninger, jf. også fagrådsformandens notat desangående i anledning af (A's) skrivelse af 10.08.1992.

Når "Udkast 2" i øvrigt ikke - som planlagt - blev færdigbehandlet af Fagrådet d. 14.07., skyldtes det, at (A) i et brev af 30.06.1992, motiveret med planlagt (men i øvrigt ikke til Bestyrelsen anmeldt) sommerferie, gjorde indsigelse imod den tidsfrist (d. 10.07.1992), der var givet ham af Fagrådet til at kommentere det "eksterne" udvalgs bedømmelse af 19.06.1992, tilsendt (A) umiddelbart herefter. Der blev herefter berammet en ny tidsfrist d. 11.08.1992.

..."

I en skrivelse af 13. august 1992 til fagrådet redegjorde A på ny for sit syn på sagen. Han fastholdt heri det han tidligere havde anført, bl.a. bestred han fortsat det påståede indhold af samtalen den 22. juli 1987 mellem ham og fagrådsformanden.

I et notat af 13. august 1992 til fagrådet kommenterede fagrådsformanden A's brev af 10. august 1992 og Dansk Magisterforenings brev af 11. august 1992. Han henviste bl.a. til følgende

"...

1.1. (A) refererer til Fagrådets skrivelse til Bedømmelsesudvalget af 15.06.1992 (bilag 1) og anker over, at Fagrådsformanden har tilsendt Udvalget forskellige oplysninger.

Som det er anført i bilag 1 har Fagrådsformanden med præcedens bl.a. i almindelige bedømmelsessager - en pligt til at tilse, at de afgivne bedømmelser er korrekte og indeholder alle relevante oplysninger.

Da det ikke af Udvalgets første udkast af 10.06.1992 til bedømmelse af (A) fremgik, at han dels - i sin ansættelsestid (og medens det såkaldte (projektet) var igang) - havde haft et 2½ års kandidatstipendium og dels i foråret 1990 et sabbatsemester, fandt Fagrådsformanden det nødvendigt at gøre Udvalget opmærksom herpå - af den selvindlysende grund, at en samlet undervisningsfrihed på tre år i ansættelsesperioden, rent kvantitativt var af betydning for vurderingen af, hvorvidt (A) "har opfyldt sine tjenstlige forpligtelser med hensyn til forskningsmæssig aktivitet herunder vedr. hans videnskabelige produktion" (jvf. Fagrådets kommissorium til udvalget af 2.04.1992). De meddelte oplysninger er klart relevante på linie med oplysningerne fra Studienævnet og Institutbestyrelsen om (A's) undervisningsmæssige og administrative situation. Og da udvalget angiveligt ikke havde disse oplysninger, var det Fagrådsformandens pligt at meddele dem til Udvalget.

...

1.2. Hvad angår (A's) udredning vedr. pkt. 2. i bilag 1 anfører (A) i ref A, at Fagrådsformanden "udelukkende optrådte som kollega og ikke som Fagrådsformand (jeg har på senere tidspunkter haft flere kollegiale samtaler med (A)), og der blev ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at spørgsmålene havde været drøftet af Fagrådet eller blot forelagt dette, han talte alene for sin egen regning, uanset han i notatet her flere år efter hele tiden refererer til sin status".

1.2.1. Kendsgerningen er

at samtalen var et afsluttende led i en af Fagrådet i foråret 1987 officielt iværksat forskningsgennemgang - foretaget af et af Fagrådet nedsat tremandsudvalg,

at (A) - som øvrige medarbejdere - indgav en beretning, primo april 1987 til Fagrådet vedr. sin forskningsproduktion,

at Udvalget efter sin gennemgang af alle medarbejdernes forskningsopgørelser meddelte Fagrådet, at otte medarbejdere, heriblandt (A) efter Udvalgets opfattelse havde en klart utilfredsstillende offentliggjort forsknings produktion , og at Fagrådsformanden efter aftale med Udvalget havde haft en - ifølge sagens natur - tjenstlig samtale med de pågældende herom.

at Fagrådsformandens udgangspunkt for samtalen med (A) den 22.07.92 var ifølge sagens natur punkt 1-3 ovenfor og at undertegnede derfor a) ikke optrådte som kollega, men som Fagrådsformand og derfor ikke talte "for egen regning" og b) at (A's) offentliggjorte forskningsproduktion som anført i bilag 1 og jvf. pkt. 3 ovenfor var helt utilstrækkelig og at det var nødvendigt, at han fremover kunne fremlægge en forøget produktion,

at Fagrådsformanden ordret har noteret på bagsiden af den af (A) indgivne forskningsredegørelse: "D.22/7-87 havde jeg en 1½-times lang samtale med (A). Han var enig i, at der var publiceret for lidt, men var optimistisk m.h.t. de 4 bind (hvoraf 2 bind blev færdige, men er senere af to udvalg bedømt "ikke-meriterende", aug. 1992). Vi drøftede dem og jeg gav nogle råd om offentliggørelse. (A) mente han forskede meget, men ikke effektivt nok, navnlig i de to første år (af projektet). Vil skrive brev til ham".

Det fremgår af dette brev - i modsætning til samtalen, der var officiel, (dvs jeg optrådte som Fagrådsformand explicit) - at det var skrevet af mig som privatperson (men var dog stadigvæk Fagrådsformand). Jeg opfordrede heri - for at forebygge "uansøgt afsked" - (A) til at gå ind i arbejdet med at etablere Åbent Universitet, specielt i (fagområdet), en opfordring som (A) ikke fulgte;

Samtalen havde ikke, som (A) meget rigtigt påpeger "funktion af en tjenstlig påtale", men den havde, jvf. pkt. 1-5 foran og i øvrigt ifølge sagens natur karakter af "et tjenstligt pålæg om at rette op på indsatsen" (jvf. DM, ref. B, tredie afsnit, side 2), i det foreliggende tilfælde om at fremlægge en større forsknings produktion fremover (kvaliteten uomtalt).

..."

I en skrivelse af 13. august 1992 til fagrådet præciserede formanden for bedømmelsesudvalget - på baggrund af A's brev af 10. august 1992 - indholdet af udvalgets konklusion. Han oplyste bl.a.

"...

De to oplysninger fra Fagrådsformanden gav anledning til, at (flertallet) efter diskussion herom ændrede deres vurdering vedrørende perioden 1986-91 fra: med betænkelighed tilfredsstillende, til: ikke-tilfredsstillende, medens (mindretallet) fastholdt vurderingen fra første formulering af bedømmelsen. Denne forskel mellem bedømmelsesudvalgets medlemmer hænger formentlig sammen med, at den "betænkelighed", der blev udtrykt i udvalgets første formulering, har været noget større hos udvalgets flertal end hos dets mindretal.

..."

Medlem af fagrådet Y kritiserede i et brev af 18. august 1992 til fagrådet fagrådsformandens behandling af sagen. Han foreslog at bedømmelsesudvalget blev bedt om at revurdere sin konklusion uden hensyn til de oplysninger formanden havde givet udvalget efter afgivelsen af konklusionen. Hvis ikke, ønskede han følgende mindretalsudtalelse tilført beslutningsprotokollen

"...

Et mindretal, bestående af (Y) ønsker at påtale det højst kritisable sagsforløb, hvor en henvendelse fra fagrådsformanden til det fagkyndige udvalg, efter at dette havde færdiggjort sin bedømmelse, har forårsaget en ændring i flertallets konklusion til ugunst for den omhandlede person. Oplysningerne i henvendelsen må vurderes som uden relevans for den faglige bedømmelse (jvf. notater til fagrådet af 10.07.92 og 18.07.92), og hændelsesforløbet er så meget des mere bemærkelsesværdigt, eftersom oplysningerne allerede var udvalget i hænde forud for henvendelsen."

Den 2. september 1992 svarede fagrådet A på hans skrivelse af 13. august 1992. Fagrådet anførte bl.a. følgende

"...

5.1. Ad IV: Vedr. Fagrådsformandens henvendelse til Udvalget af 15.06.92

Rent bortset fra at afvise de fremsatte insinuationer skal Fagrådet anføre følgende

Fagrådet fastholder, at fagrådsformanden har en pligt til at sikre, at alle bedømmelser, der forelægges Fagrådet, er formelt i orden og iøvrigt indeholder alle relevante oplysninger. Da det af Udvalgets bedømmelse ikke fremgik, at Udvalget var i besiddelse af de tre af fagrådsformanden givne oplysninger, var det hans selvfølgelige pligt at meddele dem til Udvalget.

...

7. Afsluttende bemærkning.

Fagrådet skal også bemærke, at hele (A's) klage er formet på en måde og holdt i en tone, som om det var Fagrådet, der er under anklage - for i årevis at have misrøgtet sit arbejde. Dette er imidlertid at vende tingene på hovedet: Det er (A), der er under anklage for ikke at have udført sine forskningsmæssige tjenesteforpligtelser i sin mere end 20-årige ansættelse. Thi uanset Fagrådets forsøg på at rådgive og hjælpe ham (efter første forskningsvurdering i 1987) og uanset fagrådsformandens mange samtaler med (A) (i alt fald d. 22.07.87; 09.01.89; 26.02.91; 14.03.91 og 04.04.91, noteret), er det en kendsgerning, at (A)

- i den sidste seks års periode kun har præsteret to offentliggjorte af udvalget kendt meriterende artikler på hhv. 2 og 7 sider, som udvalget endog skønner er af meget beskeden videnskabelig værdi, samt to artikler, der - uanset om de af udvalget anses for meriterende - ikke foreligger færdigt udarbejdede og offentliggjorte. (A) falder hermed endog under det minimumskrav, der stilles i Fagrådsbestemmelse nr. 12

- i den foregående periode kun har én yderligere artikel fra 1970 på 12 sider. Og det er simpelthen for lidt med 21 siders offentliggjort meriterende produktion på 22 år (lig med 1 side pr. år). (A) vil måske hertil sige, at det skyldes (projektet) og udarbejdelsen af de to (af de planlagte fire) publikationer. Problemet med denne indsats, der har taget omkring 10 år, er blot, dels at projektet aldrig blev færdigt (de manglende to publikationer), og dels, at de publikationer, der blev færdige, af det fagkyndige udvalg anses for ikke meriterende. At fagrådsformanden igennem flere år prøvede på at hjælpe (A) med rådgivning om afslutning og om offentliggørelse af de to foreliggende publikationer, er rigtigt, men dog vel næppe noget, der skal bebrejdes fagrådsformanden, rent bortset fra at denne ikke kunne vide, at to på hinanden følgende udvalg senere har kendt de to publikationer for ikke meriterende.

Afslutningsvis ønsker Fagrådet - for at undgå mytedannelser - at præcisere, at (A) kun har sig selv at takke for, at han er kommet i den situation, som han er i. Han kunne set ud fra den viden, Fagrådet har nu, uden for enhver tvivl, have været afskediget i 1987, efter den første af Fagrådet foretagne forskningsvurdering. Det blev han imidlertid ikke, da Fagrådet gav ham en chance til - efter en retledende samtale med fagrådsformanden med efterfølgende sabbat i USA i foråret 1990.

Men som det er fremgået af det fagkyndige udvalgs bedømmelse, har (A) heller ikke i perioden 1986-91 fremlagt mere end siger og skriver 9 sider (i to artikler) offentliggjort, meriterende produktion - af endog meget beskeden videnskabelig værdi (foruden ca. 40 sider ikke færdiggjort, meriterende arbejder). Og derfor skal det ikke lykkes (A) at skubbe skylden på Fagrådet for, at han selv har bragt sig i den situation, han er i. Ansvaret for, at han ikke har levet op til sine forskningsmæssige forpligtelser, er udelukkende hans eget."

Den 3. september 1992 indstillede fagrådet til rektor at A blev afskediget. Indstillingen havde bl.a. følgende indhold

"...

1.1. Resultatet af den første forskningsbedømmelse var, at fagrådsformanden d. 22.07.1987 havde en samtale med (A), hvorunder fagrådsformanden efter aftale med det af fagrådet nedsatte udvalg påpegede, at det var nødvendigt, at han publicerede mere. Fagrådsformanden var herefter (A) behjælpelig med, at denne i forårssemestret 1990 tildeltes et sabbatsemester i USA med henblik på at få udarbejdet en større forskningsproduktion.

1.2. Den anden forskningsvurdering resulterede i, at (A) i en skrivelse fra udvalget/(Fagrådet) af 02.07.1990 blev meddelt, "at selv om hans rapporterede forskningsaktivitet havde vist fremgang, kunne den dog ikke siges at være tilfredsstillende", og at det derfor var nødvendigt, "at der i de kommende år fremkom flere forskningsrapporter og/eller publicerede forskningsarbejder fra hans hånd".

Skrivelsen gav anledning til, at (A) rejste spørgsmålet om legaliteten af det i fagrådsformandens regie - og ikke i fagrådets regie - nedsatte udvalg. Rent bortset fra det formelle spørgsmål herom, har det faktiske sagsforhold været som anført og er også drøftet med (A).

Spørgsmålet gav i øvrigt Fagrådet anledning til at formalisere bedømmelsesproceduren, hvilket skete med fagrådsbestemmelse nr. 12.

1.3. Resultatet af den tredie forskningsgennemgang , der skete på basis af fagrådsbestemmelse nr. 12, var, at det ifølge bestemmelsen nedsatte udvalg afgav en udtalelse af 18.11.1991. Udvalget fandt, at (A's) to publikationer, vedr. det såkaldte (projektet) - der kvantitativt set må betragtes som hans hovedværker - ikke var meriterende, og konkluderede i øvrigt sammenfattende , at "(A's) samlede forskningsindsats i perioden 1986-91 lå på grænsen af det tilfredsstillende". Hvad angår proceduren ifølge fagrådsbestemmelse nr. 12 henvises til bilag A, bilag 3 (med underbilag A-U i appendix A).

1.4. Fjerde forskningsbedømmelse. Da det fagråd, hvis funktionsperiode ophørte d. 05.02.1992, ikke kunne nå at færdigbehandle sagen, vedtog det på basis af de tre foretagne forskningsvurderinger at anbefale det nye fagråd, at (A) skulle afskediges, med mindre der kunne opnås en acceptabel frivillig aftale (jf. fagrådsbestemmelse 12, pkt. 7). Dette viste sig ikke muligt, og da der samtidigt i det nye fagråd (med to nye lærere og to nye studenterrepræsentanter) viste sig stemning for at etablere en eksplicit afskedigelsesprocedure - som lå i forlængelse af fagrådsbestemmelse nr. 12, hvilket også havde været drøftet i det tidligere fagråd - besluttede fagrådet at nedsætte et fagkyndigt udvalg med to eksterne bedømmere og med det formål at få " klarlagt, hvorvidt der var basis for, at (A) kunne bevare sin tilknytning til ... Institut ", jf. i øvrigt udvalgets kommissorium.

Det hedder indledningsvist i udvalgets bedømmelse: "Til grund for sin vurdering af, hvorvidt (A) har eller ikke har opfyldt sine tjenstlige forpligtelser med hensyn til forskning, har bedømmelsesudvalget herefter valgt primært at lægge vægt på, om (A) siden sin ansættelse i 1970 har produceret, hvad udvalget bedømmer som forskningsmæssigt meriterende, videnskabelige arbejder, i et omfang på ca. 12 stykker (bøger tæller dobbelt, og arbejder med flere forfattere tæller halvt for hver forfatter, jf. fagrådsbestemmelse nr. 12)".

Det fremgår i øvrigt i skrivelser fra studienævnet, institutbestyrelsen og fagrådet til udvalget, at (A) ikke siden sin ansættelse har været pålagt usædvanligt store administrative og undervisningsmæssige byrder, men at han i en samlet periode på 3 år har været undervisningsfri (2½ år som kandidatstipendiat i perioden 01.10.1973 til 31.03.1976 og ½ års sabbatsemester i foråret 1990), og at han i øvrigt har været udsat for de tre nævnte, forudgående forskningsbedømmelser.

I sin sammenfattende vurdering af (A's) forskningsmæssige aktivitet (op.cit.p. 9) for den samlede ansættelsesperiode (1970-92) har udvalget fundet, at fire arbejder (ref. 1, 7, 13 og 14) har meriterende karakter, idet dog (7) og (13) "har meget beskeden værdi som bidrag til ... viden og teori". Udvalgets konklusion er - jf. det af udvalget anlagte, ovenfor citerede bedømmelsesgrundlag - at (A) " således med sin forskningsmæssige produktion siden sin ansættelse i 1970 efter udvalgets mening ikke har opfyldt sine tjenstlige forpligtelser ".

Perioden 1986-91: Grundlaget for udvalgets overvejelser er, at forskningsproduktionen i denne seks års periode "skal ligge på mindst tre forskningsarbejder, der er publiceringsværdige", altså ikke publicerede eller publiceringsfærdige, men publiceringsværdige arbejder. I overensstemmelse med det for hele perioden 1970-91 ovenfor nævnte bedømmelsesgrundlag må udtrykket "publiceringsværdige" antages at være ensbetydende med enten offentliggjorte eller foreliggende "forskningsmæssigt meriterende, videnskabelige arbejder".

Hvad angår den sammenfattende vurdering for perioden 1986-91 (p. 9-10) har udvalget fundet, at fire arbejder har meriterende karakter (ref. 7, 13, 14 og 11). Heraf er nr. 7 (på 2 sider) og 13 (på 7 sider) publicerede, men er, jf. ovenfor, af meget beskeden videnskabelig værdi, medens nr. 11 (på 17 sider fra 1990) og nr. 14 (på 24 sider, udateret) ikke er publicerede, og er i øvrigt "begge ufærdige og foreligger ikke i en endeligt gennemarbejdet form". Udvalgets flertal konkluderer på dette grundlag, at (A) ikke kan anses for at have opfyldt sine forskningsforpligtelser, hverken i perioden 1970-91 eller i perioden 1986-91; et mindretal er enig heri, for så vidt angår perioden 1970-91, men finder, at man med betænkelighed kan anse (A) for at have opfyldt sine forskningsforpligtelser for perioden 1986-91.

2. Fagrådet var på sit møde d. 30.06.1992 enige om - for så vidt der ikke i (A's) svar til udvalgets bedømmelse fremkom væsentlige nye momenter - at lægge op til en afskedigelse af (A) og anmodede derfor fagrådsformanden om at udarbejde en afskedigelses-indstilling, der skulle være klar til et ekstraordinært fagrådsmøde d. 14.07.1992. ...

...

3. Fagrådet genoptog herefter behandlingen af sagen d. 19.08.92 - idet et medlem af fagrådet afløste sin suppleant i fagrådet efter tjenstligt fravær i perioden 02.01.-17.07.92.

3.1. Til mødet forelå de i bilag B anførte skrivelser.

3.2 . Resultatet af mødet blev følgende

Fagrådet er enige om, at (A) med sin forskningsmæssige indsats siden sin ansættelse i 1970 og til 1992 ikke har opfyldt sine tjenstlige forpligtelser, men er uenige om vurderingen af hans indsats i perioden 1986-91. Et flertal i Fagrådet (formand, næstformand og én student) går ind for det nedsatte bedømmelsesudvalgs flertalsudtalelse om, at (A) heller ikke i perioden 1986-91 har opfyldt sine forskningsforpligtelser, hvorimod et mindretal på to (lærerrepræsentanter) går ind for mindretalsudtalelsen om, at man med betænkelighed kan anse (A) for at have opfyldt sin forskningsforpligtelse for perioden 1986-91. Endelig undlader et mindretal (TAP-repræsentanten) at tage stilling til spørgsmålet.

Da det samlede Fagråd er enige om at vurdere (A's) indsats i hele perioden 1970-91 som værende utilfredsstillende, og et flertal i Fagrådet tilslutter sig dette synspunkt, også for perioden 1986-91, er konklusionen således, at (A) ikke af Fagrådet kan anses for at have opfyldt sine forskningsforpligtelser.

Ved en efterfølgende drøftelse om, hvilke konsekvenser Fagrådet ville drage af sagen, blev der fremsat to forslag

at (A) blev afskediget med virkning fra den 1.04.1993, hvilket fik støtte af fagrådsformand og -næstformand samt de studerendes repræsentant, medens de tre øvrige fagrådsmedlemmer stemte imod,

at (A) på basis af en til Fagrådet med henblik på godkendelse indsendt forskningsplan bevilliges en to-årsperiode til at vise, at han nu var forskningskompetent. For så vidt forskningsplanen ud fra dens præmisser ikke blev gennemført tilfredsstillende - som vurderet af Fagrådet (eller det iflg. Styrelsesloven relevante organ) - ville det medføre afskedigelse. Det forudsattes, at (A) i den pågældende periode varetog normal undervisning. Dette forslag fik støtte af to lærerrepræsentanter og TAP-repræsentanten i Fagrådet, medens de tre øvrige fagrådsmedlemmer stemte imod.

Da Fagrådet ikke kunne blive enige om nogen af de to forslag, blev sagen genoptaget på et nyt fagrådsmøde den 2.09.92. Ved en afstemning - med de to anførte forslag som sideordnede forslag - fik forslag 1 fire stemmer (fagrådsformand og -næstformand samt to studenterrepræsentanter) for og forslag 2 tre stemmer (to lærerrepræsentanter og en TAP-repræsentant) imod.

På dette grundlag har Fagrådet besluttet at opsige (A) til fratrædelse den 31.03.93 og skal følgende anmode Rektoratet om at effektuere beslutningen.

..."

Universitetet meddelte ved skrivelse af 25. september 1992 A afsked. Han ville ved fratrædelsen modtage en godtgørelse svarende til tre måneders løn. Han blev samtidig fritaget for alle tjenstlige pligter i den resterende ansættelsesperiode samt fritstillet. Skrivelsen havde følgende indhold

"Universitetet skal herved meddele Dem afsked fra Deres stilling som lektor ved (instituttet) med overenskomstmæssigt varsel på tre måneder, d.v.s. med virkning fra den 31. marts 1993.

Afskedigelsen sker i henhold til beslutning truffet af (fagrådet) den 2. september 1992 som meddelt universitetet i skrivelse af 3. september 1992 fra fagrådet til rektor.

..."

Eventuel tilgodehavende restferie skulle dog være afviklet inden den 31. marts 1993. I en ledsagende skrivelse meddelte rektor følgende

"...

Repræsentanter for Dansk Magisterforening har under et møde hos rektor den 17. september 1992 overladt universitetet en skrivelse stilet til rektor fra Dem dateret den 15. september 1992 indeholdende Deres bemærkninger til (fagrådets) opsigelsesskrivelse af 3. september 1992.

I skrivelse af 21. september 1992 til rektor har De afgivet yderligere bemærkninger (tillæg til bemærkninger af 15. september 1992).

Som De anfører i indledningen til Deres bemærkninger af 15. september 1992 påhviler det ved denne lejlighed alene rektor at udføre legalitetskontrol af (fagrådets) beslutning om afsked. Rektoratet er af den opfattelse, at fagrådets beslutning ikke lider af nogen retlig mangel, herunder at den er tilblevet efter en korrekt og rimelig procedure på et i øvrigt ikke regelbelagt område. Deres bemærkninger incl. tillægsbemærkninger indgår i grundlaget for denne vurdering, idet rektoratet finder, at der ikke i bemærkningerne anføres noget afgørende nyt i forhold til det allerede foreliggende materiale vedrørende (fagrådets) afskedigelsesbeslutning.

Universitetet har sendt kopi af Deres bemærkninger og tillægsbemærkninger til (fagrådet) til orientering.

..."

I en skrivelse af 22. oktober 1992 til rektor gjorde advokaten på A's vegne indsigelse imod afskedigelsen. I skrivelsen gjorde advokaten bl.a. følgende gældende

"Indledningsvis bemærkes, at Universitetet efter min opfattelse har tilsidesat forskrifterne i Forvaltningslovens § 19 om kontradiktion, idet man har effektueret afskedigelsen af (A) på trods af min anmodning om forinden at få lejlighed til at fremkomme med et indlæg i sagen.

Jeg er bekendt med, at (A) selv er fremkommet med 2 skriftlige indlæg af henholdsvis d. 15. og d. 21. september 1992 med kommentarer til (fagrådets) indstilling af 2. september 1992. Og jeg er endvidere bekendt med, at Dansk Magisterforening har afholdt et møde med Rektor d. 17. september 1992 vedrørende afskedigelsen.

Det forekommer alligevel meget utilfredsstillende og i strid med den nævnte bestemmelse i Forvaltningsloven, at min anmodning om, at afskedigelsen blev udsat i en periode på 3 uger på mit indlæg, ikke blev imødekommet.

...

Det gøres gældende, at afskedigelsen af (A) ikke har været rimeligt begrundet i hans eller ansættelsesmyndighedens forhold.

Regler af samme materielle indhold findes i hovedaftalens § 4, stk. 3, og i funktionærlovens § 2b vedrørende afskedigelser indenfor disse områder, og der vil derfor i det følgende blive inddraget teori og praksis herfra.

Skyldes opsigelsen den ansattes forhold, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, har arbejdsgiveren bevisbyrden for, at de påberåbte omstændigheder foreligger, jf. f.eks. Kaj Petersen: Funktionærloven, 12. udg., side 172.

Endvidere er det som hovedregel en betingelse for, at en afskedigelse kan anses for berettiget, at den ansatte har fået en advarsel, således at der er blevet givet den pågældende adgang til at ændre de forhold, som arbejdsgiveren finder uheldige, jf. f.eks. Kaj Petersen side 172 og afgørelserne U 1977.54 H og U 1983.564.

...

Ad. første forskningsvurdering.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er der uenighed mellem parterne om, hvorvidt (A) fik en eller anden form for advarsel i forbindelse med den første forskningsopgørelse.

Universitetet ses ikke at have løftet sin bevisbyrde for, at der blev meddelt en sådan advarsel, og det må i den forbindelse under alle omstændigheder tages i betragtning, at det forekommer særdeles betænkeligt at lægge vægt på uformelle samtaler mellem fagrådsformanden og (A) og uformelle notater fra fagrådsformanden.

Fordelen ved en formel advarsel er, at der ikke efterlades tvivl om, at der er tale om en advarsel, og hvilket indhold advarslen har. Ved en uformel fremgangsmåde kan der meget let opstå tvivl om, hvad der er sagt og hvordan det er blevet opfattet, og en sådan tvivl må nødvendigvis komme (A) til gode.

...

Ad. tredie forskningsvurdering.

For så vidt angår den tredie forskningsvurdering, bemærkes det, at (A) på tidspunktet for vurderingen opfyldte de kvantitative krav, som er angivet i fagrådsbestemmelse nr. 12, til den forudgående 5-årige periode, såfremt de 2 bøger fra 1989 på tilsammen ca. 400 sider blev medregnet. Baggrunden for udvalgets kritik af (A's) forskningsproduktion i denne periode bygger således på en kvalitativ vurdering af hans indsats. En sådan kvalitativ vurdering af forskning bør omgås med stor forsigtighed og kun tillægges en relativ værdi, da der som regel forekommer store meningsforskelle ved vurdering af et forskningsprojekts kvalitet.

Endelig skal opmærksomheden i denne forbindelse henledes på, at konklusionen på denne vurdering blev, at (A's) samlede forskningsindsats lå på grænsen af det tilfredsstillende. Hans forskningsindsats blev således i realiteten karakteriseret som liggende indenfor det tilfredsstillendes rammer.

...

Ad fjerde forskningsvurdering.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at Fagrådet på baggrund af de 3 forudgående forskningsvurderinger anbefalede det ny fagråd, at (A) skulle afskediges. Som det fremgår af det forannævnte, medfører en juridisk vurdering af de enkelte forskningsbedømmelser, at der må ses bort fra de 2 første bedømmelser. Indstillingen til det nye fagråd om at afskedige (A) skete således på et forkert grundlag.

I realiteten indstillede fagrådet således (A) til afskedigelse på baggrund af een forskningsvurdering, som efter en kvalitativ vurdering konkluderede, at (A's) forskningsindsats lå på grænsen af det tilfredsstillende. Denne forskningsvurdering lå umiddelbart inden den pågældende indstilling, og (A) har således ikke haft mulighed for efter vurderingen at ændre sin arbejdsindsats.

...

Det fagkyndige udvalg, som herefter blev nedsat, valgte ved sin vurdering at lægge vægt på, om (A) siden sin ansættelse i 1970 havde produceret arbejder i det omfang, som er nævnt i fagrådsbestemmelse nr. 12.

Det forekommer imidlertid ikke holdbart at inddrage omfanget af (A's) forskningsproduktion helt tilbage fra 1970, ligesom det ikke forekommer holdbart at inddrage fagrådsbestemmelse nr. 12's retningslinier til bedømmelse af (A). Fagrådsbestemmelse nr. 12 er vedtaget den 15. maj 1991 med virkning fra den 1. juni 1991 til brug for vurdering af VIP'ernes forskningsaktivitet i perioden fra 1986-1990 og fremover. Skal forskningsindsats før 1986 inddrages, kan det således kun ske med henblik på at dokumentere, at den pågældende har opfyldt sine forskningsmæssige forpligtelser.

...

Det må her fremhæves, at der var enighed om, at (A's) forskningsmæssige indsats i hele perioden fra 1970-1992 ikke var tilfredsstillende, hvorimod der var uenighed om vurderingen af hans indsats i perioden 1986-1991, hvor et mindretal mente, at man med betænkelighed kunne anse (A) for at have opfyldt sin forskningsforpligtelse for denne periode.

For så vidt angår perioden 1986-1991 havde medlemmerne i udvalget i første omgang udfærdiget en vurdering, som konkluderede, at (A) med en vis betænkelighed kunne anses for at have opfyldt sine forskningsmæssige forpligtelser. 2 af udvalgets medlemmer ændrede konklusionen bl.a. som følge af oplysninger om, at (A) i 1987 havde fået en mundtlig advarsel. På baggrund af det ovenfor anførte vedrørende den pågældende advarsel, kan det således konstateres, at udvalget har ændret sin konklusion på et forkert eller i bedste fald meget tvivlsomt grundlag.

Endelig bemærkes det, at det forekommer uheldigt, at fagrådsformanden fremkom med yderligere oplysninger i sagen, efter at udvalget havde afgivet sin vurdering, og efter at fagrådsformanden havde fået kendskab til indholdet af vurderingen. En sådan fremgangsmåde strider mod almindelige forvaltningsretlige regler.

KONKLUSION

På baggrund af det anførte kan følgende konkluderes

Afskedigelsen må anses som ugyldig som følge af tilsidesættelse af forskrifterne i forvaltningslovens § 19. (Skal være § 21, min bemærkning).

Afskedigelsen må tillige anses som ugyldig som følge af væsentlige mangler i øvrigt, nemlig at afgørelsen er truffet på et forkert grundlag, således som der nærmere er redegjort for i bemærkningerne ovenfor til en fjerde forskningsvurdering.

Afskedigelsen kan i øvrigt ikke anses som rimeligt begrundet i (A's) forhold.

I den forbindelse henvises til, at afgørelsen om afskedigelse er truffet på et forkert grundlag, således som der er redegjort for ovenfor, at universitetet ikke har dokumenteret, at (A) ikke har opfyldt sine forskningsforpligtelser og at der ikke foreligger dokumentation for, at der er givet (A) nogen advarsel, som han har haft mulighed for at reagere på, idet den eneste dokumenterbare advarsel er meddelt den 18. november 1991 i forbindelse med den tredie forskningsvurdering, hvorefter man straks fra fagrådets side skred til at gennemføre afskedigelsen.

..."

Henvisningen til forvaltningslovens § 21 beroede på at advokaten den 22. september 1992 havde sendt rektor en meddelelse om at han repræsenterede A under sagen, og at han nu ville gennemgå sagens akter og begrunde hvorfor afskedigelsen ikke burde effektueres. Han bad om at afgørelsen blev sat i bero indtil hans indlæg - forventeligt tre uger senere - kunne foreligge.

Universitetet meddelte den 27. oktober 1992 advokaten at universitetet aldrig havde modtaget hans skrivelse af 22. september 1992.

I en skrivelse af 18. november 1992 til universitetet uddybede advokaten indsigelserne imod afskedigelsen. Han henviste bl.a. til følgende

"...

Afgørelsen om at afskedige (A) blev truffet på baggrund af et eksternt udvalgs vurdering af (A's) forskningsindsats i perioden fra 1970 til 1991. Udvalget foretog sin vurdering på baggrund af Fagrådets bestemmelse nr. 12, som blev vedtaget den 15. maj 1991. De pågældende regler eksisterede således ikke i den periode, som blev vurderet, hvorfor det kan konstateres, at reglerne er blevet tillagt tilbagevirkende kraft.

Det er almindelig anerkendt i retsteorien, at regler ikke bør tillægges tilbagevirkende kraft i forbindelse med bebyrdende afgørelser.

Ved vurderingen af (A's) forskningsindsats er inddraget hans samlede ansættelsestid helt tilbage fra 1970. Indsigelser mod arbejde, der ligger så langt tilbage i tiden, falder bort som følge af passivitet.

Fagrådsformanden intervenerede i det eksterne udvalgs arbejde, efter at udvalget i princippet havde afsluttet sit hverv og var fremkommet med en skriftlig indstilling.

Denne indstilling gik ud på, at (A's) forskningsforpligtelser i perioden fra 1986 til 1991 med en vis betænkelighed kunne anses for at være opfyldt.

Fagrådsformanden bevægede imidlertid udvalget til at genoptage behandlingen af sagen ved at fremkomme med 2 såkaldte nye oplysninger.

Den ene oplysning gik ud på, at Fagrådsformanden den 22. juli 1987 havde haft en samtale med (A), hvori det skulle være blevet meddelt denne, at hans forskningsproduktion var helt utilstrækkelig.

Som påvist i mit notat af 22. oktober 1992, er denne oplysning omtvistet og kan ikke lægges til grund ved bedømmelsen af sagen.

Det skal endvidere pointeres, at oplysningen ikke var ny, idet udvalgets formand under forhandlingerne havde oplyst de andre medlemmer om, at (A) indenfor den nævnte periode havde fået een eller flere advarsler, jfr. udvalgsformand (Z's) skrivelse af 15. juli 1992.

Udvalgsformanden anfører i samme skrivelse, at grunden til, at udvalget først efter fagrådsformandens henvendelse medtog oplysningen om advarsler i sin vurdering, var, at udvalget først da fik dokumentation for, at advarsel var givet.

Det skal hertil bemærkes, at fagrådsformandens blotte oplysning ikke i sig selv udgør dokumentation, og at oplysningen som nævnt sandsynligvis er forkert og i bedste fald tvivlsom.

Endvidere kan der ikke være tvivl om, at en eventuel advarsel ikke bør tillægges betydning ved udvalgets vurdering af om (A's) forskningsindsats var tilfredsstillende.

En advarsel kan kun have betydning ved den efterfølgende vurdering af, hvor alvorligt man skal skride ind overfor en eventuel manglende opfyldelse af forskningsindsatsen.

Fagrådsformandens anden "nye" oplysning var, at (A) havde haft et sabbatsemester med fuld undervisningsfritagelse i perioden fra den 1. februar 1990 til 1. juli 1990 d.v.s. i alt 5 måneder.

Denne oplysning var imidlertid heller ikke ny, idet udvalget inden sin første indstilling var gjort bekendt med (A's) sabbatsemester.

Oplysning herom fremgik af (A's) brev til institutbestyrelsen, som efterfølgende af institutbestyrelsen var blevet sendt i kopi til bedømmelsesudvalget som bilag til instituttets skrivelse af 11. maj 1992.

Det kan derfor undre, at oplysningen om sabbatsemesteret betegnes som ny, og at oplysningen formåede udvalget til at ændre sin indstilling.

Det bemærkes videre i den forbindelse, at instituttets skrivelse af 11. maj 1992 var et svar på udvalgets skrivelse af 7. april 1992, hvori udvalget anmodede instituttet om at komme med en vurdering af (A's) indsats med hensyn til undervisningen og administration, herunder, om (A) i perioder havde været fritaget for undervisnings- eller administrationsforpligtelser.

Af skrivelsen af 11. maj 1992 fremgår, at (A) selv var af den opfattelse, at han havde ydet en ekstraordinær administrativ indsats, fordi han havde forestået centrale administrative hverv som f.eks. institutbestyrer. Instituttet bemærker imidlertid hertil, at der tillige havde været undervisningsmæssig kompensation for de pågældende administrative hverv. Jeg går ud fra, at instituttet i den forbindelse bl.a. tænker på sabbatsemesteret, hvor (A) ingen undervisningsmæssige forpligtelser havde.

Alt i alt konkluderer institutbestyrelsen således, at (A's) indsats må anses som gennemsnitlig.

På denne måde var (A's) sabbatsemester under alle omstændigheder allerede inddraget ved udvalgets første indstilling, hvilket udvalget imidlertid ikke synes at have gjort sig klart. Ved at inddrage sabbatsemesteret igen tillægges oplysningen så at sige "dobbelt" vægt.

For så vidt angår punkterne 3) og 4) kan det således konkluderes, at udvalget ændrede sin oprindelige indstilling på baggrund af 2 oplysninger, som udvalget allerede var i besiddelse af ved den første vurdering. Endvidere var den ene oplysning forkert eller i bedste fald tvivlsom, og den anden oplysning havde allerede været inddraget i den første vurdering, hvorfor den, ved at blive taget op igen, så at sige blev tillagt dobbelt vægt til ugunst for (A).

5) Endeligt forekommer det overordentligt kritisabelt og i strid med god forvaltningsskik, at fagrådsformanden som ovenfor beskrevet intervenerede i det eksterne udvalgs arbejde.

Fremgangsmåden giver anledning til en antagelse om, at fagrådsformanden ikke var tilfreds med udvalgets oprindelige konklusion, og at han ved sin indblanding ønskede at lægge pres på udvalget.

Fremgangsmåden medfører, at der herefter hersker tvivl om, hvorvidt det eksterne udvalg har foretaget en objektiv vurdering af (A's) forskningsindsats.

Det kan således konkluderes, at afskedigelsen af (A) er behæftet med så mange og alvorlige mangler, at der næppe kan være tvivl om, at afskedigelsen af både Folketingets Ombudsmand, domstolene og et voldgiftsnævn vil blive kendt ugyldig, såfremt at sagen skulle blive indbragt for en eller flere af disse instanser.

..."

I skrivelse af 10. december 1992 indbragte advokaten sagen for Undervisningsministeriet. Han henviste til sine indlæg af 22. oktober og 18. november 1992.

Universitetets rektor kommenterede klagen i en skrivelse af 24. januar 1993. Rektor bemærkede bl.a.

"...

Dansk Magisterforening anmodede ved skrivelse af 22. oktober 1992 om forhandling om afskedigelsen. Det fremgik af skrivelsen, at (advokaten) skulle have skrevet både til universitetet og til (instituttet) allerede den 22. september 1992. Hverken universitetet eller (instituttet) har modtaget en sådan skrivelse, hvilket advokaten og foreningen underrettedes om den 27. oktober 1992.

Dansk Magisterforenings skrivelse af 22. oktober 1992 var bilagt notat af samme dato fra (advokaten), hvori denne postulerede ugyldighed p.g.a. tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet i Forvaltningslovens § 19 og p.g.a. retlige mangler i øvrigt, ligesom det hævdedes, at afskedigelsen ikke kunne anses som rimeligt begrundet i (A's) forhold.

Den af foreningen begærede forhandling fandt sted den 20. november 1992 med deltagelse af sekretariatschef..., Dansk Magisterforening og (advokaten). Forinden havde universitetet modtaget en skrivelse af 18. november 1992 fra advokaten, hvori denne præciserede sin påstand om ugyldighed p.g.a. en række andre forhold - udover den tidligere hævdede manglende kontradiktion. Samtidig gentog advokaten i skrivelsen sin påstand om allerede den 22. september 1992 at have skrevet såvel til universitetet som til (instituttet).

Under mødet den 20. november 1992 uddybede advokaten sin påstand om ugyldighed. Rektoratet fastholdt - som meddelt (A) i afskedsskrivelsen den 25. september 1992 - den opfattelse.

"--- at fagrådets beslutning ikke lider af nogen retlig mangel, herunder, at den er tilblevet efter en korrekt og rimelig procedure på et i øvrigt ikke regelbelagt område ---"

Samtidig orienteredes Dansk Magisterforening og advokaten om, at såfremt man mente, at universitetets afgørelse led af retlige mangler, kunne afgørelsen påklages til Undervisningsministeriet.

3. Lovgrundlag/regelgrundlag

Styrelsesloven fastlægger i § 11-12 forudsætningsvis en tilsynspligt og fastlægger en afskedigelseskompetence for fagrådet.

Tilsynspligtens indhold er bl.a. at påse, at universitetets videnskabelige medarbejdere lever op til deres åbenlyse forpligtelse til vedblivende at præstere en tilstrækkelig mængde af kvalificeret forskning.

Som et led i udøvelsen af dette tilsyn vedtog fagrådet i maj 1991 den flere steder omtalte "bestemmelse nr. 12". Bestemmelsen beskriver den fremgangsmåde, som fagrådsformand og institutbestyrer skal følge ved vurderingen af, om forskningsforpligtelsen er opfyldt.

Der findes i øvrigt ikke procedureregler på dette område - heller ikke i forbindelse med beslutninger om afsked (i øvrigt i modsætning til beslutninger om ansættelse af universitetslærere, jf. bekendtgørelse af 3. december 1975).

"Fagrådsbestemmelse nr. 12" angiver altså en fremgangsmåde frem til et vist niveau. Bestemmelsen indeholder derimod ikke regler i den forstand, at den pålægger den enkelte lærer rettigheder eller pligter. Enhver teori om, at bestemmelsen indeholder bebyrdende regler med tilbagevirkende kraft, er efter universitetets opfattelse grundløs jf. herved også universitetets opfattelse af, at et ansættelsesforhold som videnskabelig medarbejder i sig selv indeholder en åbenlys og vedvarende forskningsforpligtelse.

At være universitetslærer er et ansættelsesforhold af sin egen art. Universitetslærere er således ikke funktionærer i funktionærlovens forstand, og rækkeviden af en eventuel instruktionsbeføjelse er (under styrelsesloven) tvivlsom. Forskningsforpligtelsen anser universitetet som nævnt for åbenlys. Det er derfor efter rektoratets opfattelse meningsløst at introducere det fagretslige begreb "advarsel" i forbindelse med manglende opfyldelse af forskningspligten.

Skulle man endelig være af en modsat opfattelse, er det konkret rektoratets vurdering, at det forløb, der har været omkring lektor (A's) ansættelsesforhold (bl.a. "forskningsvurdering 1-4", fagrådets skrivelse af 3. september 1992 til rektor) til fulde dokumenterer, at (A) har vidst, at fagrådet ikke fandt hans forskningsindsats tilfredsstillende.

4. Forvaltningsloven

(A) er bekendt med alle oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder og har udtalt sig på alle faser i sagens behandling - senest såvel i august 1992 til fagrådet forud for rådets beslutning og i september 1992 til rektoratet forud for rektoratets ekspedition af beslutningen.

Advokatens angivelige begæring den 22. september 1992 om udsættelse af ekspedition med henvisning til Forvaltningslovens § 19 (skulle formentlig have været § 21) er som nævnt ikke modtaget på universitetet.

5. Bedømmelsesudvalg

Fagrådet traf i foråret 1992 - uden at have nogen formel pligt hertil - den i øvrigt lovlige beslutning at lade (A's) forskning vurdere af et udvalg bestående af 3 professorer, heraf to eksterne.

Fagrådets formand har en almindelig forpligtelse til at påse, at rådets beslutningsgrundlag er klart. I den førnævnte ansættelsesbekendtgørelse af 3. december 1975 er pligten hertil beskrevet (§ 9).

Efter rektoratets opfattelse er fagrådsformandens "intervention" i udvalgets arbejde således et naturligt led i forpligtelsen til at sikre, at alle relevante oplysninger var indgået i udvalgets arbejde, og at udvalgets vurdering var klart udtrykt i indstillingen, således at denne gav den bedst mulige vejledning for fagrådet. Andre opfattelser af den konkrete situation rummer efter rektoratets opfattelse blot en i øvrigt ikke dokumenteret eller præciseret beskyldning mod udvalget for at tage usaglige hensyn. Det skal i den forbindelse bemærkes, at udvalget både formelt (der er ingen instruktionsbeføjelse overfor udvalget) og reelt (udvalget bestod af 3 professorer, heraf 2 udefrakommende) kunne arbejde uafhængigt af fagrådet. Og det må desuden fremhæves, at rådet ikke havde pligt til at følge udvalgets konklusion.

Konkret får helt centrale dele af (A's) aktiviteter af udvalget prædikatet "ikke meriterende".

6. Beslutning/begrundelse

På det tilvejebragte samlede grundlag - der fuldt ud er (A) bekendt - traf rådet beslutning om afskedigelse. Det har konkret indgået i beslutningsgrundlaget, at der ikke på andre arbejdsområder (undervisning, administration) har været stillet ekstraordinære krav til (A). Der har følgelig kunnet stilles normale krav til hans forskningsindsats.

Påstanden om ugyldighed er efter rektoratets opfattelse grundløs.

Der er efter rektoratets opfattelse tale om en særdeles omfattende dokumentation for, at lektor (A) ikke har præsteret en tilstrækkelig mængde af kvalificeret forskning.

En påstand om, at afskedigelsen ikke er rimeligt begrundet i (A's) forhold, må universitetet skarpt afvise.

Bevisbyrden for påstanden herom må iøvrigt påhvile foreningen.

..."

Undervisningsministeriet sendte udtalelsen til advokaten som ikke fremsatte yderligere kommentarer til sagen.

Undervisningsministeriet meddelte i skrivelse af 29. juni 1993 advokaten følgende afgørelse

"...

Ad 1) Ministeriet finder at kunne henholde sig til det af universitetet oplyste om, at skrivelsen af 22. september 1992 ikke er modtaget, og til den vurdering, at (A) er gjort bekendt med alle faktiske omstændigheder i sagen og har haft lejlighed til at udtale sig i alle sagens faser.

Ad 2) De har gjort gældende, at den sidste bedømmelse af (A's) videnskabelige produktion ikke burde have omfattet perioden tilbage til 1970 under henvisning til, at fagrådsbestemmelse nr. 12 kun taler om produktionen i perioden 1986-90. Ministeriet er ikke enig i dette synspunkt. Et fagråd må efter ministeriets opfattelse kunne kræve en redegørelse om forskningsaktiviteten hos en videnskabelig medarbejder, hvis der - som i det foreliggende tilfælde - er anledning hertil. Bedømmelsesudvalget konkluderede, at helt centrale dele af (A's) videnskabelige produktion ikke har været meriterende. Universitetet har herefter udtalt, at der ikke på andre områder har været pålagt (A) andre særlige opgaver. Der er efter ministeriets opfattelse på baggrund af denne alvorlige konklusion ikke grundlag for at antage, at afskedigelsen ikke har været begrundet i hans forhold.

Ad 3) Ministeriet kan tilslutte sig universitetets synspunkt om, at der i dag ved en række institutioner ikke - som i forbindelse med en række andre forhold vedrørende ansættelsesforholdet - er dannet en tilsvarende praksis i relation til at give en egentlig advarsel om ringe kvalitet eller manglende omfang af en videnskabelig produktion. Ministeriet kan endvidere tilslutte sig universitetets opfattelse af, at sagsforløbet dokumenterer, at (A) har haft det fulde kendskab til, at fagrådet ikke fandt forskningsindsatsen tilfredsstillende.

Ad 4) Da fagrådet ansætter og afskediger det videnskabelige personale, har rådet efter ministeriets opfattelse også både ret og pligt til at sikre sig, at dette personale opfylder sine arbejdsforpligtelser. Fagrådet ville også uden støtte i fagrådets bestemmelse nr. 12 kunne have krævet en redegørelse for forskningsaktiviteten hos en videnskabelig medarbejder. Ministeriet mener således ikke, at der er tale om regler med tilbagevirkende gyldighed, da der ikke med vedtagelsen i fagrådet af disse er tilvejebragt et hjemmelsgrundlag, som ikke bestod i forvejen.

- o -

Ministeriet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af universitetet i anledning af afskedigelsen af lektor (A)."

II. Klagen til mig.

Advokaten indgav i skrivelse af 24. august 1993 klage til mig over Undervisningsministeriets afgørelse af 29. juni 1993. Som begrundelse henviste han til sit brev af 22. oktober 1992 til rektor.

III. Universitetets og Undervisningsministeriets udtalelser.

I anledning af klagen afgav Undervisningsministeriet den 31. januar 1994 udtalelse i sagen. Ministeriet uddybede heri sin afgørelse af 29. juni 1993 således

"...

1) Manglende kontradiktion.

For så vidt angår spørgsmålet om udsættelse af sagens afgørelse har ministeriet måttet lægge til grund, at universitetet ikke har modtaget henvendelsen herom af 22. september 1992 fra (advokaten).

Det er beklageligt, at (advokatens) brev af 22. september 1992 ikke er kommet frem, men dette ændrer ikke ved, at universitetet havde det fornødne grundlag for at træffe afgørelsen af 25. september 1992.

Der har efter vores opfattelse fundet en reel kontradiktion sted, inden universitetet traf afgørelsen. Vi henholder os her til, at sagen af universitetet har været forhandlet med Dansk Magisterforening på et møde den 17. september 1992, ligesom vi fortsat henholder os til den vurdering, at lektor (A) er gjort bekendt med alle faktiske omstændigheder i sagen og har haft lejlighed til at udtale sig i alle sagens faser, senest i skriftlige indlæg af 15. september og på ny af 21. september 1992.

2) Begrundelsen for afskeden.

Vi finder for så vidt angår dette spørgsmål at kunne henholde os til det anførte i ministeriets afgørelse af 29. juni 1993.

Vi skal imidlertid på den givne foranledning udtale, at fagrådet med de valgte procedurer om nedsættelse af først et internt bedømmelsesudvalg og derefter yderligere et bedømmelsesudvalg med eksterne bedømmere af lektor (A's) videnskabelige produktion har tilvejebragt et så omfattende vurderingsgrundlag for fagrådets beslutning om at indstille (A) til afsked, at fagrådets beslutning ikke kan betvivles at have det fornødne saglige grundlag i hans forhold. Dette grundlag er (A) løbende gjort bekendt med.

3) Advarsler eller lign.

Vi finder også her at kunne henholde os til det anførte i ministeriets afgørelse af 29. juni 1993. I relation til denne konkrete sags forløb finder vi som anført i afgørelsen, at lektor (A) var bekendt med, at fagrådet ikke fandt hans forskningsindsats tilfredsstillende.

4) Tilbagevirkende gyldighed.

Vi finder her ligeledes at kunne henholde os til det anførte i ministeriets afgørelse af 29. juni 1993.

Det forhold, at fagrådet ved fagrådsbeslutning nr. 12 tydeliggør for de videnskabelige medarbejdere under fagrådet, at fagrådet lægger vægt på vurdering af de videnskabelige medarbejderes opfyldelse af deres arbejdsforpligtelse, finder vi som anført i afgørelsen ikke i sig selv skulle tilvejebringe et nødvendigt hjemmelsgrundlag. Kompetencen hertil var allerede tilstede som en del af fagrådets opgaver.

- o - 0 - o -

Afsluttende bemærkes, at ministeriet

- henset til, at der ikke fra (advokatens) side er anført yderligere, som ikke allerede har været gjort til genstand for udtalelse af (universitetet), samt

-henset til, at ministeriet i sin afgørelse af 29. juni 1993 ikke har fundet grundlag for at udtale kritik af universitetet i anledning af klagen over afskedigelsen af lektor (A), ikke har fundet anledning til at indhente en forudgående udtalelse fra universitetet i anledning af ombudsmandens ønske om en udtalelse fra ministeriet.

..."

Advokaten fremsatte supplerende bemærkninger i en skrivelse af 21. marts 1994. Han anførte bl.a. følgende

"...

Et af sagens hovedspørgsmål er den skete anvendelse af fagrådsbestemmelse nr. 12.

Fagrådsbestemmelse nr. 12 blev vedtaget den 15. maj 1991, og der ses ikke forud for denne bestemmelse at have været fastsat nærmere regler for det videnskabelige personales forskningsindsats. Fagrådsbestemmelse nr. 12 indeholder udtrykkelige ikrafttrædelsesregler, som går ud på, at bestemmelsen "træder i kraft den 1.06.1991, med henblik på en vurdering af forskningsaktiviteten i perioden 1986-90". Det fremgår i øvrigt af fagrådsbestemmelse nr. 12, at den lægger op til en vurdering af forskningsaktiviteten "i de sidste 5 år". Når det i afsnit II.4 anføres, at bedømmelsen evt. kan gå længere tilbage end 5 år, må dette opfattes som udtryk for, at en forskningsindsats, der ligger længere tilbage end 5 år, evt. kan medregnes i den ansattes favør , mens det - under hensyn til ikrafttrædelsesreglerne - ikke kan antages, at en mulig mangelfuld forskningsindsats, der går længere tilbage end 5 år, kan regnes den ansatte til skade.

Tidligere havde fagrådet - under den dagældende styrelseslov - alene en tilsynsforpligtelse med, at der blev udført forskning. Fagrådet havde derimod ikke adgang til at bestemme den enkeltes valg af forskningsopgave og -metode. Fagrådet (og instituttet) har hvert år udøvet kontrolfunktionen via de ansattes indberetninger til universitetets årbog. At forskningsindsatsen ved en mere dybtgående vurdering ikke er blevet fundet meriterende, ændrer ikke ved, at der er blevet forsket i et omfang, som indebærer, at (A) har opfyldt sin forskningsforpligtelse i kvantitativ henseende. Som jeg har redegjort for i mine skrivelser til (universitetet), beror vurderingen af den kvalitative værdi af (A's) forskningsindsats i øvrigt på et vanskeligt og usikkert skøn, og der har da heller ikke været enighed om vurderingen.

Der kan ikke være tvivl om, at fagrådet i forbindelse med den fjerde forskningsvurdering på baggrund af fagrådsbestemmelse nr. 12 har anvendt kriterier, som åbenlyst ligger højere, end hvad der tidligere har været gældende. Det bestrides ikke, at fagrådet kan vedtage sådanne skærpede regler, men det kan selvsagt ikke ske med tilbagevirkende kraft, hvilket fagrådet ikke desto mindre har gjort i (A's) sag. (A) har dermed reelt ikke fået en chance for at søge at indrette sig efter og opfylde de krav, der fremgår af fagrådsbestemmelse nr. 12.

..."

I en udtalelse af 11. maj 1994 meddelte universitetet at universitetet henholdt sig til redegørelsen af 24. januar 1993 til Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriet fremsatte i skrivelse af 7. juli 1994 følgende supplerende bemærkninger

"...

(Advokatens) kommentarer i sit brev af 21. marts 1994 til Dem ad ministeriets udtalelse af 31. januar 1994 til Dem giver ikke ministeriet anledning til at ændre sit synspunkt om, at (A) var bekendt med, at fagrådet ikke fandt hans forskningsindsats tilfredsstillende.

Vi finder, at fagrådet i de senere år løbende har været opmærksom på at gøre de videnskabelige medarbejdere bekendt med den betydning, fagrådet lagde på de videnskabelige medarbejderes opfyldelse af deres arbejdsforpligtelse, og at der i sagens akter er tilvejebragt grundlag for ministeriets opfattelse heraf.

Fagrådsbeslutning nr. 12 er således et udtryk for fagrådets bestræbelser herpå, idet vi fsva. spørgsmålet om betydningen af fagrådsbeslutning nr. 12 (i relation til at skulle udgøre et egentligt hjemmelsgrundlag) finder at kunne henholde os til det anførte side 3 i ministeriets udtalelse af 31. januar 1994 til Dem vedr. nr. 4) Tilbagevirkende gyldighed.

Til (advokatens) bemærkning side 3 i sit brev af 21. marts 1994 til Dem om, at "vurderingen af den kvalitative værdi af (A's) forskningsindsats (beror) i øvrigt på et vanskeligt og usikkert skøn", skal vi bemærke, at dette skøn har fagrådet imidlertid efter vores opfattelse foretaget efter en forudgående endog meget ressourcekrævende tilvejebringelse af et beslutningsgrundlag bl.a. gennem nedsættelse af først et internt bedømmelsesudvalg og derefter et bedømmelsesudvalg, hvori der indtrådte 2 eksterne deltagere.

(Advokatens) sætning som ovenfor citeret fortsætter med en eftersætning således: "og der har da heller ikke været enighed om vurderingen."

Hertil bemærkes, at konklusionerne fra disse 2 udvalg ikke har givet ministeriet anledning til at udtale nogen bemærkninger i relation til det samlede skøn over (A's) opfyldelse af sin arbejdsforpligtelse, som fagrådet på bl.a. dette grundlag herefter udøvede på mødet af 2. september 1992, jf. nærmere redegørelsen herom i fagrådets indstilling af 3. september 1992 til rektor om opsigelse af lektor, mag. art. (A) til fratrædelse den 31.3.1993."

IV. Ombudsmandens udtalelse.

" A) Det retlige grundlag for afskedigelsesafgørelsen.

Universitetets afgørelse af 25. september 1992 blev truffet på grundlag af den dagældende lov om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner (lovbek. nr. 358 af 26. maj 1989). §§ 4, 5 og 11 havde følgende indhold

" § 4. Rektor repræsenterer institutionen udadtil. Han er ansvarlig for den daglige ledelse af institutionens administration og har den umiddelbare forvaltning af de anliggender, som ikke ved denne lov eller statutten er henlagt til kollegiale organer.

IV.

Ombudsmandens udtalelse.

Resumé

En lektor klagede over afskedigelse fra et universitet. Afskedigelsen var blevet opretholdt af Undervisningsministeriet og var begrundet i utilstrækkelig forskningsindsats i hele lektorens ansættelsesperiode (1970-92). Forskningsindsatsen var vurderet efter nogle interne retningslinier fastsat i 1991, hvorefter vurderingen kunne omfatte forskningsindsatsen fem år tilbage.

Lektoren mente at afskedigelsen måtte være ugyldig, da denne til dels var truffet på grundlag af oplysninger om forskningsindsatsen som var mere end fem år gamle. Lektoren mente ikke at universitetet tidligere havde givet ham en advarsel han kunne have reageret på. Endvidere mente han ikke at de interne retningslinier kunne tillægges tilbagevirkende kraft.

Universitetet fandt at lektoren havde fået en advarsel i 1987, samt at forskningsindsatsen i hele perioden kunne vurderes hvis der var anledning hertil.

Ombudsmanden udtalte at det var retligt uholdbart at inddrage forskningsindsatsen i perioden før 1987, hvor lektoren i forbindelse med en samtale måtte regne med at der personaleretligt set var gjort op med forskningsindsatsen.

Afskedigelsesafgørelsen byggede til dels på et mangelfuldt grundlag, og der var begået mindre betydelige partshørings- og begrundelsesfejl.

Ombudsmanden udtalte herefter at det var tvivlsomt om der forelå et tilstrækkeligt afskedigelsesgrundlag.

Ombudsmanden mente at Undervisningsministeriet ikke havde opfyldt sin almindelige tilsynsforpligtelse. (J. nr. 1993-1925-813).