Anvendelsen af forvaltningslovens begrundelsesregler ved Sundhedsstyrelsens beslutning om ikke at indstille en ansøger til en apotekerbevilling

Anvendelsen af forvaltningslovens begrundelsesregler ved Sundhedsstyrelsens beslutning om ikke at indstille en ansøger til en apotekerbevilling

Den 8. februar 1994 rettede A første gang henvendelse til mig fordi A ikke var kommet i betragtning ved tildeling af bevilling til at drive et bestemt apotek.

Den undersøgelse som jeg i anledning af A's henvendelse indledte, tog udgangspunkt i det forhold at Sundhedsministeriets meddelelse til A i brev af 24. januar 1994 ikke var ledsaget af en begrundelse. Brevet var sålydende

"Ved kongelig resolution af 17. januar 1994 er der meddelt (B) bevilling til at drive (apoteket).

Sundhedsministeriet tilbagesender vedlagt de bilag, der medfulgte Deres ansøgning om bevilling til ovennævnte apotek".

Undersøgelsen tog endvidere udgangspunkt i § 20, stk. 1, og § 67, stk. 1, i lov nr. 279 af 6. juni 1984 om apoteksvirksomhed (herefter apotekerloven) om proceduren i forbindelse med besættelse af ledige apotekerbevillinger. Bestemmelserne var sålydende

" § 20. Ansøgning om en apotekerbevilling indsendes til sundhedsstyrelsen, der afgiver en begrundet udtalelse til sundhedsministeren om de efter styrelsens opfattelse tre bedst egnede ansøgere i nummerorden. Forinden udtalelsen afgives, rådfører sundhedsstyrelsen sig med de konsulenter, der er nævnt i § 67. Ved udtalelsens afgivelse offentliggør sundhedsstyrelsen navnene på de anbefalede ansøgere i alfabetisk orden."

" § 67. I sager om meddelelse af apotekerbevillinger rådfører sundhedsstyrelsen sig med 3 konsulenter om ansøgernes egnethed. Konsulenterne beskikkes for 4 år ad gangen af sundhedsministeren efter indstilling fra henholdsvis Dansk Farmaceutforening, Danske Apoteksteknikeres Forening og Danmarks Apotekerforening."

Fra 1. juli 1994 er § 67 blevet ændret (lov nr. 451 af 1. juni 1994). Ordene "om ansøgernes egnethed" i bestemmelsens første stykke er udgået. Bestemmelsen har endvidere fået følgende tilføjelse

" Stk. 4. Konsulenterne skal alene udtale sig om, hvorvidt den enkelte ansøger er egnet eller ikke egnet til at drive det pågældende apotek eller lede det pågældende sygehusapotek."

Det fremgik af sagens akter at der den 17. september 1993 blev afholdt et møde i Sundhedsstyrelsen mellem de tre konsulenter som er nævnt i apotekerlovens § 67, stk. 1, og repræsentanter for Sundhedsstyrelsen. Af et notat vedrørende mødet fremgik at der var enighed blandt konsulenterne om, hvilke tre af i alt ti ansøgere der skulle indstilles til at drive apoteket. Konsulenterne havde forskellige forslag til rækkefølgen mellem disse tre.

Den 29. september 1993 fremsendte Sundhedsstyrelsen sin indstilling til Sundhedsministeriet. Indstillingen indeholdt Sundhedsstyrelsens forslag til rækkefølgen mellem de indstillede. Dagen efter offentliggjorde styrelsen de pågældendes navne, bl.a. over for de øvrige ansøgere, herunder A.

Brevet havde følgende ordlyd

"Meddelelse i henhold til § 20, stk. 1, i lov nr. 279 af 6. juni 1984 om apoteksvirksomhed.

Sundhedsstyrelsen har til Sundhedsministeriet indstillet nedennævnte 3 ansøgere til (apoteket)

(...)

Til apoteket var indkommet 10 ansøgninger".

I et brev af 22. november 1993 til Sundhedsministeriet anmodede A om en nærmere begrundelse for Sundhedsstyrelsens indstilling med hensyn til apoteket.

Ministeriet sendte brevet til udtalelse i Sundhedsstyrelsen.

Den 21. december 1993 sendte Sundhedsministeriet A en samlet besvarelse af flere breve om besættelse af bevillinger til forskellige apoteker (afsluttede sager). Om apoteket skrev ministeriet bl.a. følgende

"Hvad angår den ledige bevilling til (apoteket), har jeg i anledning af Deres brev af 22. november 1993 anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse. Sundhedsstyrelsen har fremsendt vedlagte udtalelse af 7. december 1993.

Samtidig medsendes Sundhedsstyrelsens indstilling til ministeriet af 29. september 1993 vedrørende bevillingen til (apoteket), renset for oplysninger om de 3 indstillede ansøgere".

I den nævnte udtalelse fra Sundhedsstyrelsen havde styrelsen svaret ministeriet at

"(i) vurdering af de indstillede ansøgere er der lagt vægt på ansøgernes kvalifikationer m.h.t. drift/økonomi, faglig kompetence og ledelse. De tre indstillede ansøgere er alle blevet bedømt til at have bedre ledelsesmæssige kvalifikationer end (A)".

Ministeren sluttede brevet med at oplyse at sagen om besættelse af bevillingen til apoteket kunne forventes færdigbehandlet i ministeriet inden for 14 dage.

Den 14. januar 1994 sendte ministeriet sin forestilling til dronningen om tildeling af bevilling til apoteket. Blandt de 10 ansøgere pegede ministeriet på B.

Dronningen bifaldt indstillingen den 17. januar 1994 hvorefter Sundhedsministeriet den 24. januar 1994 bekendtgjorde navnet på den nye bevillingshaver til driften af apoteket. Ministeriet sendte samtidig et brev herom til medansøgerne - og således også til A.

Brevet er citeret ovenfor.

Med breve af 8. februar 1994, 16. og 25. april 1994 rettede A henvendelse til mig.

Den 15. juni 1994 bad jeg Sundhedsministeriet om en udtalelse angående A's klage over at ministeriets afgørelse i brevet af 24. januar 1994 ikke var ledsaget af en begrundelse. Jeg henviste herved til forvaltningslovens § 22 og § 24.

På ministeriets foranledning afgav Sundhedsstyrelsen den 30. juni 1994 en udtalelse. Styrelsen henviste til bemærkningerne til lov om apoteksvirksomhed, § 20, og anførte bl.a. følgende

"...

Loven trådte i kraft den 1. januar 1985 - dvs. 2 år før forvaltningsloven.

Sundhedsstyrelsen har hidtil lagt til grund, at § 20 jf. § 67 i Lov om apoteksvirksomhed indeholdt bedre eller i hvert fald mindst de samme retssikkerhedsgarantier i relation til udnævnelser til ledige apoteksbevillinger som de almindelige forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningsloven, herunder reglen i denne lovs § 22 og § 24.

Sundhedsstyrelsen er ikke bekendt med, at andre personalekategorier, ex lege, har fået tillagt samme indsigt i og beføjelser til at præge indstillinger om udnævnelser.

Lov om apoteksvirksomhed foreskriver, at Sundhedsstyrelsen skal afgive indstilling om de 3 bedst egnede i nummerorden. Loven er tavs med hensyn til de øvrige ansøgere.

Det spørgsmål, der herefter kan rejses, er, om Lov om apoteksvirksomhed udtømmende har gjort op med de procedurer, der gælder i relation til udnævnelser af apotekere, eller om den senere forvaltningslov stiller supplerende krav af forvaltningsprocessuel karakter, f.eks. det, der er indeholdt i § 24.

Dette spørgsmål lader sig ikke umiddelbart besvare.

Det vil formentlig forudsætte en gennemgang af forvaltningslovens forarbejder med henblik på en vurdering af, om lovfæstede udnævnelsesprocedurer måtte være tilsigtet ændret til forvaltningslovens minimumsgarantier.

Kan en sådan analyse ikke bringe retlig relevante momenter frem, synes meget at kunne tale for, at hidtidig praksis kan fortsætte.

Bliver resultatet, at der fremover skal formuleres begrundelser, opstår det yderligere spørgsmål, om det måtte gælde alle ansøgere, eller kun de 2 indstillede, der ikke kom i betragtning.

Sundhedsstyrelsens indstilling til eller rådgivning af Sundhedsministeriet i sager om udnævnelse af apotekere har efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke karakter af afgørelser i forvaltningslovens forstand, jf. denne lovs § 2, stk. 1. Reglerne i forvaltningslovens § 22 og § 24 finder derfor ikke anvendelse på Sundhedsstyrelsens indstilling.

Sundhedsstyrelsen er mest tilbøjelig til at mene, at begrundelseskravet i givet fald kun kan finde anvendelse i relation til de 2 indstillede. Det er kun i relation til disse, der kan tales om en afgørelse i forbindelse med Sundhedsministeriets stillingtagen. (A) var imidlertid ikke blandt de indstillede.

Det modsatte resultat synes at måtte betyde, at § 20, stk. 1 ændres radikalt - og så radikalt at der næppe er grundlag herfor i forbindelse med stillingtagen til en konkret klagesag og vil iøvrigt betyde, at Sundhedsministeriet ville blive sat i en umulig situation, idet ministeriet efter Sundhedsstyrelsens opfattelse kun har valget og afgørelseskompetencen i relation til de 3 indstillede."

I en udtalelse som jeg modtog den 3. oktober 1994, udtalte Sundhedsministeriet bl.a. følgende

"...

Efter § 20, stk. 1, i lov nr. 279 af 6. juni 1984 om apoteksvirksomhed indsendes ansøgning om en apotekerbevilling til Sundhedsstyrelsen, der afgiver en begrundet udtalelse til indenrigsministeren (nu sundhedsministeren) om de efter styrelsens opfattelse 3 bedst egnede ansøgere i nummerorden. Forinden udtalelsen afgives rådfører Sundhedsstyrelsen sig med de konsulenter, der rådgiver styrelsen i forfremmelsessager. Ved udtalelsens afgivelse offentliggør Sundhedsstyrelsen navnene på de anbefalede ansøgere i alfabetisk orden.

Efter bestemmelsens stk. 3, har en ansøger ret til at blive gjort bekendt med de udtalelser, der afgives om den pågældende.

Efter lovens § 67, stk. 1, rådfører Sundhedsstyrelsen sig i sager om meddelelse af apotekerbevillinger med 3 konsulenter om ansøgernes egnethed. Konsulenterne beskikkes for 4 år ad gangen af indenrigsministeren (nu sundhedsministeren) efter indstilling fra henholdsvis Dansk Farmaceutforening, Danske Apoteksteknikeres Forening og Danmarks Apotekerforening.

Baggrunden for den ved apotekerloven af 1984 gennemførte ændrede ordning var i følge bemærkningerne til lovforslaget et ønske om at præcisere ansvaret for indstillingerne til Indenrigsministeriet. Ifølge lovbemærkningerne havde der i praksis under tiden hos ansøgerne været tvivl om det reelle ansvar for indstillingerne.

Med 1984-loven afskaffedes derfor ordningen med fremsendelse af forfremmelseskonsulenternes udtalelse til Indenrigsministeriet. Det forudsættes efter bemærkningerne til lovforslaget, at konsulenternes rådgivning af styrelsen finder sted mundtligt og i form af samlede drøftelser mellem konsulenterne og styrelsen. I tilfælde af markeret uenighed om bedømmelsen af en ansøgers kvalifikationer må Sundhedsstyrelsen i forbindelse med udtalelsen til Indenrigsministeriet gøre opmærksom herpå. Den enkelte konsulent kan begære medsendt en særlig udtalelse for sig til Indenrigsministeriet.

Det fremgår af side 7 i vedlagte "Beretning om arbejdet i Indenrigsministeriets apotekerlovsudvalg, nedsat den 18. maj 1993" (skal være 1983, min bemærkning), at Danmarks Apotekerforenings repræsentant i udvalget havde ønsket, at det af bemærkningerne til lovbestemmelsen om forfremmelseskonsulenternes rådgivning af Sundhedsstyrelsen fremgik, at konsulenternes mulighed for at markere uenighed med Sundhedsstyrelsen om bedømmelsen af ansøgernes kvalifikationer også omfattede rækkefølgen af de 3 bedst kvalificerede. Sundhedsstyrelsen og Amtsrådsforeningens repræsentanter fandt derimod, at lovudkastets bemærkninger gav en god og præcis beskrivelse af fremgangsmåden ved konsulenternes rådgivning af Sundhedsstyrelsen og kunne ikke tiltræde, at der skulle indføres pligt for Sundhedsstyrelsen til i alle tilfælde at udforme sit standpunkt under "overopsyn" af konsulenterne. Apotekerforeningens ønske blev ikke imødekommet i det fremsatte lovforslag.

Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at bestemmelsen i apotekerlovens § 67, stk 1, er ændret med virkning fra den 1. juli 1994 ved lov nr. 451 af 1. juni 1994.

Som det fremgår af ovenstående er der ved lov fastsat en helt speciel fremgangsmåde for behandlingen af sager om tildeling af ledige bevillinger til at drive apotek. Efter Sundhedsministeriets opfattelse har denne regulering forrang for reglerne i forvaltningsloven.

Sundhedsministeriet har i praksis fortolket bestemmelsen i apotekerlovens § 20 således, at sundhedsministeren ikke kan udnævne en ansøger, der ikke er indstillet af Sundhedsstyrelsen som en af de 3 bedst egnede. Denne fortolkning støtter ministeriet bl.a. på, at ministeriet ikke for disse ansøgeres vedkommende er i besiddelse af oplysninger om, hvorvidt de pågældende vil være fagligt kvalificerede til at drive det pågældende apotek. De eneste dokumenter, der foreligger for Sundhedsministeriet om ansøgere, der ikke er omfattet af Sundhedsstyrelsens indstilling, er de pågældendes egne ansøgninger.

Da ministeriet som nævnt ikke har mulighed for at udnævne en ansøger, der ikke er indstillet af Sundhedsstyrelsen, træffer ministeriet heller ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand for så vidt angår disse ansøgere. Sundhedsministeriet vil derfor ikke være i stand til at give en rigtig begrundelse, da ministeriet ikke ved og ikke skal vide, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke har medtaget en bestemt ansøger blandt de indstillede.

Beslutning om, at en ansøger ikke kan komme i betragtning ved tildeling af bevillingen til et konkret apotek træffes i de her omhandlede tilfælde i realiteten af Sundhedsstyrelsen.

I forbindelse med fremsendelsen af indstillingen til Sundhedsministeriet og den lovbestemte offentliggørelse af navnene på de tre indstillede underretter Sundhedsstyrelsen samtlige ansøgere om navnene på de af styrelsen indstillede ansøgere. Som følge af lovens detaljerede og udtømmende regulering af Sundhedsstyrelsens behandling af bevillingsansøgningerne er Sundhedsstyrelsen efter Sundhedsministeriets opfattelse ikke forpligtet til i disse tilfælde at begrunde indstillingen for så vidt angår de ansøgere, der ikke indstilles.

Det bemærkes i denne forbindelse, at Sundhedsministeriet først påbegynder behandlingen af sager om tildeling af apotekerbevilling 15 dage efter modtagelsen af den pågældende sag. Dette skyldes hensynet til at sikre ansøgere, herunder ikke-indstillede ansøgere mulighed for at benytte sig af adgangen i apotekerlovens § 20, stk. 3, til at blive gjort bekendt med de udtalelser, der er afgivet om den pågældende. Benytter en ansøger sig af retten til aktindsigt efter § 20, stk. 3, udskyder eller afbryder ministeriet behandlingen af den pågældende sag, indtil den pågældende har haft lejlighed til at fremkomme med eventuelle bemærkninger."

I et brev til A udtalte jeg herefter bl.a. følgende

"Sagen rejser spørgsmål om

hvorvidt Sundhedsministeriet eller Sundhedsstyrelsen har truffet afgørelse i forvaltningslovens forstand i forhold til Dem, og

om der med proceduren i apotekerlovens §§ 20 og 67 er gjort udtømmende op med, hvilke forvaltningsprocessuelle krav der kan stilles i relation til udnævnelse af apotekere.

Ad 1)

Forvaltningslovens regler om begrundelse gælder alene i afgørelsessager hvor den pågældende part ikke får fuldt ud medhold, jf. lovens § 2, stk. 1, sammenholdt med § 22.

Som det fremgår, har Sundhedsstyrelsen i anledning af sagen anført at forvaltningslovens begrundelseskrav i det højeste kan antages at gælde i relation til de ansøgere som styrelsen har indstillet efter lovens § 20, stk. 1, og som ikke kommer i betragtning. Styrelsen har herved henvist til at det kun er i forhold til disse der kan tales om en afgørelse i forbindelse med ministeriets stillingtagen. Styrelsen har i den sammenhæng anført at ministeriet efter styrelsens opfattelse kun har "valget og afgørelseskompetencen i relation til de 3 indstillede". Hvad de øvrige ansøgere angår, har styrelsen anført at reglerne i forvaltningslovens §§ 22 og 24 ikke finder anvendelse på Sundhedsstyrelsens indstilling til Sundhedsministeriet. Der er netop tale om en indstilling (og ikke en afgørelse).

Jeg må forstå styrelsens udtalelse på den måde at der hvad de ansøgere angår som ikke bliver indstillet af styrelsen, hverken fra ministeriets eller styrelsens side foreligger en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Sundhedsministeriet har tilsluttet sig Sundhedsstyrelsens fortolkning af apotekerlovens § 20 og har til støtte for synspunktet om at ministeriet ikke har mulighed for at udnævne en ikke indstillet ansøger, gjort gældende at ministeriet ikke har oplysninger om, hvorvidt disse øvrige ansøgere vil være fagligt kvalificerede til at drive det apotek sagen drejer sig om. Efter ministeriets opfattelse træffer det på nævnte baggrund ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand for så vidt angår disse ansøgere. Som led i en mere praktiskorienteret argumentation har ministeriet anført at ministeriet ikke er i besiddelse af andre oplysninger om de ikke indstillede ansøgere end de pågældendes egne ansøgninger. Ministeriet ved ikke hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke har medtaget en bestemt ansøger blandt de indstillede, og er derfor ikke i stand til at give en "rigtig begrundelse" over for denne.

Jeg må endvidere forstå Sundhedsministeriets udtalelse på den måde at ministeriet - i modsætning til Sundhedsstyrelsen - er af den opfattelse at styrelsen træffer en afgørelse i forvaltningslovens forstand i forhold til disse øvrige ansøgere, men at styrelsen som følge af den "detaljerede og udtømmende regulering af Sundhedsstyrelsens behandling af bevillingsansøgningerne" efter ministeriets opfattelse ikke efter forvaltningsloven er forpligtet til at begrunde sit valg over for disse.

Sundhedsministeriet træffer efter apotekerloven afgørelse om hvem der over for dronningen skal indstilles til at modtage en ledig bevilling. Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets fortolkning af lovens § 20 sammenholdt med § 67, hvorefter den lovfæstede høring af Sundhedsstyrelsen betragtes som imperativ, kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

Når denne fortolkning lægges til grund, kan der efter min opfattelse ikke herske tvivl om at Sundhedsstyrelsens beslutning om ikke at indstille en ansøger til Sundhedsministeriet indebærer en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Jeg kan således tilslutte mig Sundhedsministeriets opfattelse af dette spørgsmål.

Ad 2)

Forarbejderne til apotekerloven yder af gode grunde ikke bidrag til besvarelse af spørgsmålet om hvorvidt der med reglerne i apotekerlovens §§ 20 og 67 er gjort udtømmende op med, hvilke forvaltningsprocessuelle krav der kan stilles i relation til udnævnelse af apotekere. Loven blev vedtaget før fremsættelsen af det lovforslag der førte til forvaltningsloven.

Sundhedsstyrelsen har i sin udtalelse i anledning af sagen anført at svaret må søges ved en nærmere gennemgang af forvaltningslovens forarbejder. Sundhedsstyrelsen har herefter i den sammenhæng anført at apotekerlovens udnævnelsesprocedurer ikke uden retligt relevante momenter kan være "tilsigtet ændret til forvaltningslovens minimumsgarantier".

Sundhedsministeriet har på sin side i udtalelsen til mig gjort gældende at den helt specielle fremgangsmåde for behandlingen af sager om tildeling af ledige bevillinger til at drive apotek må have forrang for reglerne i forvaltningsloven.

Forarbejderne til forvaltningsloven indeholder bl.a. følgende bemærkninger af betydning for sagen (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 160 og 163)

"Lovforslagets § 24 sammenholdt med § 36 indebærer endvidere, at § 24 uanset indholdet af eksisterende bestemmelser om begrundelse vil udgøre mindstekravet til begrundelsens indhold (Justitsministeriets bemærkninger til lovforslagets kapitel 6 om begrundelse; min bemærkning).

...

Som anført ovenfor i bemærkningerne til kapitel 6 supplerer lovforslagets § 24 eksisterende regler om begrundelse således, at begrundelserne inden for de pågældende områder mindst skal opfylde de krav, der følger af denne bestemmelse (bemærkningerne til lovforslagets § 24; min bemærkning)".

Forvaltningslovens § 36 er sålydende

" § 36. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i medfør af lov, som stiller mere omfattende krav til begrundelsens indhold end de, der følger af § 24, opretholdes."

Justitsministeriets havde ved fremsættelsen af lovforslaget følgende bemærkninger til bestemmelsen (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 179)

"Bestemmelsen sikrer, at bestående regler, der stiller mere omfattende krav til begrundelsens indhold, opretholdes. Det vil følge af almindelige fortolkningsprincipper, at regler i lovgivningen, hvorefter afgørelser, der giver den pågældende part fuldt ud medhold, skal begrundes, fortsat vil gælde ved siden af den nu i § 22, foreslåede regel om ledsagende begrundelse af afgørelser, der ikke giver den pågældende fuldt ud medhold. Det er derfor ikke fundet nødvendigt at medtage en udtrykkelig regel herom i den i § 36 foreslåede bestemmelse."

Både Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet har som det fremgår, afgivet udtalelse ud fra den forudsætning at der består en regelkonflikt mellem apotekerlovens og forvaltningslovens regler.

Som det fremgår, indeholder forvaltningslovens bestemmelser og forarbejder svaret på eventuelle konflikter mellem ældre lovbestemmelser om begrundelse og forvaltningslovens regler: Forvaltningslovens regler udgør efter lovens ikrafttræden et minimum således at mere vidtgående regler opretholdes. Efter min opfattelse er de processuelle regler i apotekerlovens §§ 20 og 67 ved forvaltningslovens vedtagelse på denne baggrund suppleret med forvaltningslovens (minimums)regler om begrundelse. Jeg bemærker for en fuldstændigheds skyld at apotekerloven ikke indeholder nogen bestemmelse om begrundelse, og at jeg derfor ikke kan tilslutte mig den nævnte forudsætning (om regelkonflikt).

Konklusion

Som anført ovenfor indebar Sundhedsstyrelsens beslutning om ikke at indstille Dem som bevillingshaver til (apoteket) en afgørelse i forvaltningslovens forstand i forhold til Dem. Som følge heraf skulle Sundhedsstyrelsens meddelelse til Dem herom i brev af 30. september 1993 have været ledsaget af en begrundelse, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Brevet indeholdt ingen begrundelse hvilket jeg må betragte som en fejl.

Jeg har gjort Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet bekendt med min opfattelse, men foretager mig i øvrigt ikke noget i den anledning. Jeg henviser herved til at De med Sundhedsstyrelsens udtalelse af 7. december 1993 til ministeriet har modtaget en begrundelse for styrelsens afgørelse.

..."

Resumé

En mand ansøgte Sundhedsstyrelsen om at komme i betragtning ved tildeling af bevilling til at drive apotek. Ansøgeren var efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke blandt de tre bedst egnede, og styrelsen undlod derfor at indstille ham til Sundhedsministeriet. Ansøgeren modtog ingen begrundelse i forbindelse med styrelsens indstilling eller ministeriets afgørelse af hvem der over for Dronningen skulle indstilles til at modtage den ledige bevilling.

Efter apotekerloven havde Sundhedsministeriet ikke mulighed for at indstille en ansøger som ikke var omfattet af Sundhedsstyrelsens indstilling til ministeriet. Som følge heraf var Sundhedsstyrelsens afgørelse om ikke at indstille en ansøger efter ombudsmandens opfattelse en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden udtalte derfor at det var en fejl, at Sundhedsstyrelsens meddelelse til ansøgeren om ikke at indstille ham til Sundhedsministeriet, ikke var ledsaget af en begrundelse efter forvaltningslovens begrundelsesregler. Da ansøgeren efterfølgende havde fået en begrundelse for styrelsens beslutning, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J. nr. 1994-618-810).