Legislator Case Law & Legislation
O19950028970 DK

Oplysninger om rent private forhold

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelser 1995 289 Valid

Oplysninger om rent private forhold

Overlæge A sendte efter telefonisk aftale en redegørelse dateret 7. august 1991 om forældreparret og deres børn til Sygehusdirektoratet, Københavns Amt, og til direktøren og vicedirektøren på sygehuset. I et vedlagt brev oplyste overlægen at de foreliggende "beskrivelser af sygehistorierne" burde ses i sammenhæng med en redegørelse med bilag af 16. juli 1991 - som jeg ikke har haft adgang til at læse.

I redegørelsen skrev overlægen bl.a. følgende

"...

Da mater ikke ønsker barnet bedøvet, vil man i første omgang forsøge under spontan søvn. Undersøgelsen foretages den 13. januar, 1988. Barnet sover påfaldende godt !! og det viser sig, at moderen, uden på noget tidspunkt at have meddelt os det, har kommet stesolid (valium) i barnets sutteflaske. Hjernestammeaudiometrien foretages den dag på venstre side og viser et høretab på 80-100 dB inclusive evt. konduktivt tab. Der er indikation for højresidig hjernestammeaudiometri, der imidlertid ikke bliver til noget på grund af moderens dårlige nerver og udeblivelser (medicin- og spiritusmisbrug)...

...

SAMLET KONKLUSION

Alle tre børn er behandlet efter vore gængse principper. Der findes ingen klager i journalen. Muligvis er klagen til Sundhedsstyrelsen vedrørende brug af Ketalar fra denne moder, men kun det ældste barn har fået Ketalar. Der synes at være tegn på psykisk instabilitet hos moderen og hos i alt fald det ene af børnene.

..."

Sundhedsstyrelsen (og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn) indledte - som jeg har forstået det - på baggrund af en klage fra forældreforeningen ... en undersøgelse af brugen af Ketalar i forbindelse med bedøvelserne. Overlæge A sendte redegørelsen af 7. august 1991 til embedslægeinstitutionen.

Herom oplyste Sundhedsstyrelsen i et brev til forældrene af 20. maj 1992

"Redegørelsen er af overlæge (A) sendt til Embedslægeinstitutionen for Københavns Amt og Frederiksberg, og embedslægeinstitutionen har overfor Sundhedsstyrelsen oplyst, at overlægen har meddelt institutionen, at redegørelsen blev medsendt sammen med øvrige akter for at belyse problemstillingen.

Redegørelsen som i første omgang er udfærdiget af overlægen til sygehusadministrationen, er således ikke sendt af sygehusadministrationen til Sundhedsstyrelsen, men af overlægen til Embedslægeinstitutionen for Københavns Amt og Frederiksberg. Det må konstateres, at overlæge (A) overfor embedslægeinstitutionen har tilkendegivet, at han fandt denne redegørelse væsentlig for besvarelsen af embedslægeinstitutionens henvendelse til ham, foranlediget af den af forældreforeningen rejste sag."

Sundhedsstyrelsen gav forældreforeningen aktindsigt i bl.a. redegørelsen der på denne måde kom til forældrenes kendskab.

Den 9. september 1991 henvendte en anden overlæge sig til sygehusdirektøren for sygehuset. Hun skrev bl.a

"... moderen der har været patient hos mig i et intensivt behandlingsforløb siden 1988, har ikke og har ikke haft nogen former for misbrugsproblemer. Overlæge (A's) oplysninger herom er således forkerte, og han har da heller ikke på nogen måde søgt at underbygge dem. Fremsættelsen af dem i denne sammenhæng synes derfor kun at have til formål at sværte en kritisk person.

Familiens 3 hørehæmmede børn er trods deres handicap + svære allergi alle velfungerende og harmoniske,..."

I brev af 15. september 1991 rettede forældrene henvendelse til sygehusdirektøren for sygehuset og stillede en række spørgsmål, særligt om grundlaget for overlægens udtalelser om moderens psykiske tilstand. Forældrenes brev blev videresendt til sygehusdirektoratet der den 10. oktober 1991 bl.a. svarede følgende

"... sygehusadministrationen (anmodede) på direktoratets foranledning ... afdelingen om bemærkninger til nogle af de i dagspressen omtalte konkrete klagepunkter, herunder til BT's artikel, hvori De er citeret for en række kritiske udtalelser. Den af Dem nævnte redegørelse af 7.8.1991 om (børnene) er herefter som et internt arbejdsdokument sendt til sygehusadministrationens og direktoratets orientering.

Det bemærkes, at det i en række tilfælde er kutyme, at direktorat og/eller sygehusadministration indhenter udtalelser fra de berørte afdelinger, når der i pressen fremsættes kritik af afdelingerne, og at disse udtalelser, medmindre de anvendes som bilag til besvarelse til andre myndigheder eller til klagere, er direktoratets og sygehusadministrationens interne dokumenter, der forbliver i vores varetægt. Det kan derfor umiddelbart undre, at De er kommet i besiddelse af overlæge (A's) redegørelse af 7.8.1991.

På denne baggrund finder direktoratet det ikke hensigtsmæssigt at iværksætte en nærmere undersøgelse vedrørende de af Dem rejste spørgsmål om indholdet i overlæge (A's) redegørelse til sygehusadministrationen og direktoratet. ..."

Forældrene oplyste i brev af 28. oktober 1991 at de havde modtaget redegørelsen gennem Sundhedsstyrelsen. Dette gav dog ikke Sygehusdirektoratet anledning til at fremkomme med yderligere bemærkninger hvilket blev meddelt i brev af 20. november 1991.

Forældrene klagede den 18. december 1991 til Sundhedsstyrelsen over overlægens udtalelser. I brevet anførte de bl.a. at de ting overlægen havde skrevet om et af børnene og moderen, havde vakt stor harme og rystet dem dybt.

Den 18. februar 1992 havde forældrene et møde med amtsborgmesteren om sagen. Den 6. marts 1992 skrev amtsborgmesteren bl.a. følgende til dem

"... På den nu givne foranledning har sagen påny været gjort til genstand for overvejelser, herunder for drøftelse med overlæge (A).

Overlægen har i denne forbindelse præciseret, at ... afdeling alene har haft opmærksomheden henledt på spørgsmålet om moderens mulige psykiske problemer - hvorom oplysninger, som man måtte fæste lid til, er tilgået afdelingen fra anden, fagkyndig side - for i påkommende tilfælde relevant at kunne varetage det pågældende barns (patients) tarv og tage et særligt hensyn til en tilsyneladende sygdomsramt familie. Der har således på ingen måde været tale om anklager eller beskyldninger fra afdelingens side mod familien eller moderen. Overlægen finder, at væsentlige hensyn, bl.a. til beskyttelse af sygehusets fremtidige mulighed for at kunne modtage væsentlige kliniske oplysninger udefra, taler imod at oplyse navn på den eller de personer, der har bidraget med de nævnte oplysninger.

Overlægen har herudover udtalt sin beklagelse af, at en redegørelse, der alene var beregnet til intern orientering af sygehusforvaltningen, der som tjenstlig pligt havde pålagt ham en redegørelse for de sygehistorier, der lå bag Deres udtalelser til pressen..., ved en ekspeditionsfejl er tilgået Sundhedsstyrelsen.

Overlægen er enig i, at redegørelsen har fået en form og et indhold, der - når den utilsigtet er kommet uden for den snævre kreds, for hvilken den var beregnet og som havde tavshedspligt - kan virke unødigt krænkende for Dem.

Overlægen har videre meddelt, at redegørelsens bemærkninger om, at der synes at være tegn på psykisk instabilitet hos moderen og det ene barn, bygger på oplysninger fra andre involverede instanser, og at disse oplysninger forekom adækvate i den begærede sygehistorie, da de indgik i afdelingens kontakt med familien. De giver sig således ikke ud for en lægefaglig erklæring støttet på dokumenterede undersøgelser.

Endelig har overlægen fremhævet, at de i parentes i redegørelsen nævnte bemærkninger om medicin og spiritusmisbrug alene har haft relevans for afdelingen i den direkte patientkontakt og således er uden relevans til den af Sundhedsstyrelsen ... iværksatte, endnu ikke afsluttede undersøgelse.

Sygehusdirektoratet har kunnet tiltræde de af overlægen afgivne bemærkninger til sagen.

Jeg skal meget beklage, at De har følt Dem krænket over de omtalte kommentarer i overlægens redegørelse, der efter det foran oplyste ikke har haft til formål at give udtryk for beskyldninger eller anklager. Jeg henviser herved til overlægens og direktoratets nu fremkomne uddybende forklaringer og beklagelse, herunder vedrørende den begåede fejlekspedition, hvorved bl.a. interne, i sagen ikke nærmere dokumenterede oplysninger, der alene var udarbejdet til sygehusmyndighedens eget brug, er tilgået Sundhedsstyrelsen. På denne baggrund skal jeg meddele, at jeg ikke på det foreliggende finder fornødent grundlag for at foretage videre."

Den 20. maj 1992 svarede Sundhedsstyrelsen bl.a. følgende på forældrenes klage

"... Hvad angår selve redegørelsen, er Sundhedsstyrelsen enig i, at den indeholder oplysninger, som ikke ses at være dokumenterede, og som efter Sundhedsstyrelsens opfattelse er helt overflødige for en vurdering af sagen, og som kan virke krænkende for Dem.

Sundhedsstyrelsen er imidlertid af den opfattelse, at den omhandlede redegørelse ikke er omfattet af lægelovens § 8, da der ikke er tale om en attest, og finder at måtte henvise Dem til at klage over redegørelsens udformning til ansættelsesmyndigheden, dvs. Københavns amt, idet en realitetsbehandling af den pågældende redegørelses formål og indhold falder uden for Sundhedsstyrelsens og Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhedsområde. ..."

Den 26. juni 1992 skrev den anden tidligere omtalte overlæge til amtsborgmesteren og bad ham om endnu engang at se på sagen. Hun oplyste i den forbindelse at familien havde brug for oprejsning.

Amtsborgmesteren svarede den 28. august 1992

"... Jeg skal endnu engang beklage, at moderen er blevet krænket af overlæge (A's) redegørelse. Jeg ser mig imidlertid ikke i stand til at dementere nogle kommentarer, der udgør en del af en lægelig redegørelse, og som uden amtets sygehusvæsens medvirken er viderebragt bl.a. til ovennævnte forening, og jeg har derfor ikke mulighed for at efterkomme Deres anmodning."

I forbindelse med en inspektion på Rigshospitalet modtog jeg en klage fra moderen over overlæge A. Ved skrivelse af 7. september 1992 til Sundhedsstyrelsen meddelte jeg at jeg på det foreliggende grundlag anså moderens henvendelser til Københavns Amt og sygehuset for en begæring om aktindsigt, således at der kunne ske identifikation af den kilde som efter det foreliggende i hvert fald var angivet som "andre involverede instanser", jf. Københavns Amts brev til forældrene af 6. marts 1992. Københavns Amt blev i et samtidigt brev orienteret herom.

I brev til mig af 14. oktober 1992 henledte Københavns Amt min opmærksomhed på amtets brev af 20. juli 1992 til Sundhedsstyrelsen. Amtet skrev heri bl.a. følgende

"Overlæge (A) har imidlertid ved en fejlekspedition fremsendt redegørelsen som en del af det materiale, som Sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionen indhentede i forbindelse med den i Sundhedsstyrelsen verserende undersøgelse vedrørende "Ketalar-sagen".

..."

I brev af 4. marts 1993 udtalte Sundhedsstyrelsen

"...

For at kunne vurdere sagens videre forløb, herunder evt. oversendelse til Patientklagenævnet har Sundhedsstyrelsen ved skrivelse af 13. oktober 1992 rettet henvendelse til overlæge (A). Kopi af skrivelsen vedlægges.

Overlægen har ved skrivelse af 30. oktober 1992 besvaret henvendelsen. Det fremgår bl.a. heraf, at de omhandlede oplysninger telefonisk er modtaget på et tidspunkt i 1988 af cand. psyk. (B) leder af ... afsnit, fra en "person/institution uden for sygehusvæsenet". Oplysningerne er hverken direkte eller som bilag tilført journalen.

Da der således ikke ses at være tale om afslag på aktindsigt, da oplysningerne ikke er journalført, har Sundhedsstyrelsen ikke fundet grundlag for at overgive sagen til Patientklagenævnet som en klage over manglende aktindsigt.

Med hensyn til journalføringspligten skal Sundhedsstyrelsen bemærke, at det af lægelovens § 13, stk. 2 fremgår, at der på sygehuse og lignende skal føres ordnede optegnelser om behandlingen af syge og hvad, der iagttages vedrørende pågældende sygdomstilfælde.

Således som oplysningerne er refereret i det oversendte materiale fra Folketingets Ombudsmand vedrører udtalelserne imidlertid ikke direkte kliniske oplysninger om de omhandlede børn.

Uanset det tidligere i sagen fra overlæge (A) er pointeret, at det er vigtigt at kunne modtage kliniske oplysninger udefra, og uanset at også oplysningerne om barnets sociale baggrund i visse tilfælde kan have betydning for den samlede behandling, har Sundhedsstyrelsen dog ikke på det foreliggende grundlag fundet anledning til at foretage yderligere undersøgelse til afklaring af, hvorvidt journalføringspligten er overtrådt.

Sundhedsstyrelsen har herved lagt vægt på, at det nu oplyses, at de nævnte informationer ikke har haft betydning for vurderingen og behandlingen af klagernes børn."

Udtalelsen var vedlagt en redegørelse af 27. oktober 1992 fra overlæge A med følgende indhold

"På foranledning af Sundhedsstyrelsens ovennævnte henvendelse kan det oplyses, at undertegnede tidligere på begæring af moderen og hendes ægtefælle har givet aktindsigt i børnenes journaler ved et møde på mit kontor. Såfremt det ønskes, er der naturligvis mulighed for at gentage gennemgangen af journalerne med familien.

Med hensyn til identifikation af kilden til de af Sundhedsstyrelsen og ombudsmanden omtalte oplysninger om et af børnenes forhold skal jeg bemærke følgende

Cand.psyk. (B) som er leder af ... afsnit på sygehuset, modtog på et tidspunkt i 1988 fra en person/instans uden for sygehusvæsenet en telefonisk information, som vedrørte aktuelle forhold i familien, og som den pågældende på eget initiativ ønskede at meddele sygehuset, idet vedkommende fandt, at det kunne være hensigtsmæssigt for afdelingen at have kendskab hertil.

Oplysningerne blev behandlet som en uformel information, der ikke var relevant for barnets journal. Oplysningerne er derfor aldrig - hverken direkte eller som bilag - tilført journalen. De blev nedskrevet på en huskeseddel af psykologen til dennes personlige brug, og de er alene videregivet mundtligt til undertegnede og en daværende 1. reservelæge på afdelingen.

Som nævnt indledningsvis har familien tidligere (den 22. september 1991) fået den ønskede aktindsigt ved personligt fremmøde og i det omfang, bestemmelserne om aktindsigt i sygehusjournaler giver mulighed for. De ovenfor omtalte telefonisk givne informationer har ikke haft betydning for ætiologi, diagnose eller behandling af et af børnene, men alene for afdelingens forståelse af en praktisk situation på et givet tidspunkt. Da sådanne oplysninger også fremover kan være ønskelige i konkrete patientbehandlingssituationer, har jeg ikke til hensigt at oplyse kilden til oplysningerne, uanset at disse på et senere tidspunkt er omtalt i et skriftligt materiale, udfærdiget af mig til internt brug, og uanset at dette materiale på utilsigtet måde er kommet til bl.a. familiens kundskab."

Under henvisning til ombudsmandslovens § 7, stk. 1, bad jeg den 14. juli 1993 overlæge A og cand.psyk. B om at få tilsendt den omtalte "huskeseddel". Den 17. august 1993 modtog jeg svar fra overlægen der skrev således

"...

I skrivelse af 14.7.93 har folketingets ombudsmand under henvisning til min skrivelse af 27.10.92 til Sundhedsstyrelsen anmodet om at få tilsendt den heri omtalte "huskeseddel" nedskrevet af cand.psyk. (B). Det kan i denne forbindelse oplyses at huskesedlen ikke længere forefindes og at der allerede af denne grund ikke er mulighed for at videregive den.

..."

Herefter indkaldte jeg til et møde. Mødet fandt sted på mit kontor den 7. september 1993. Mit formål med mødet var at forfølge forældrenes ønske om at få identificeret kilden til de omtalte oplysninger.

Kilden til overlæge A's fortrolige oplysninger blev ikke oplyst på mødet.

I brev af 2. februar 1994 til Sundhedsstyrelsen bad jeg om styrelsens udtalelse i forbindelse med forskellige retlige problemer som jeg beskrev således

" a: attest?

Som svar på moderens klage af 18. december 1991 over overlæge (A's) redegørelse skrev Sundhedsstyrelsen den 20. maj bl.a. at redegørelsen efter styrelsens mening ikke var omfattet af lægelovens § 8. Der var ikke tale om en attest i lægelovens forstand, og forældrene blev henvist til at klage til ansættelsesmyndigheden idet "en realitetsbehandling af den pågældende redegørelses formål og indhold falder uden for Sundhedsstyrelsens og Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhedsområde." Sundhedsstyrelsen oversendte således ikke sagen til patientklagenævnet.

Overlæge (A) sendte sin redegørelse til ansættelsesmyndigheden, og efter Sundhedsstyrelsens svar af 20. maj 1992 at dømme sendte overlægen efterfølgende redegørelsen til Embedslægeinstitutionen for Københavns Amt og Frederiksberg, idet han fandt redegørelsen væsentlig for besvarelse af embedslægeinstitutionens henvendelse til ham i "Ketalar-sagen". Lægeloven med kommentarer af Johs. Nehm, Søren Thorning og Michael von Magnus (Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1990) definerer lægeattester som "ethvert skriftligt udsagn om en persons sundhedstilstand eller årsagen til en persons død, som efter sit indhold er bestemt til at finde anvendelse i retsforhold (privatretlige såvel som offentligretlige)" (s. 75), jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935, § 1.

Jeg beder Sundhedsstyrelsen om en nærmere redegørelse for hvorfor styrelsen ikke mener at overlægens redegørelse er omfattet af lægelovens § 8 - og navnlig hvorfor styrelsen ikke under henvisning til § 12 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse oversendte spørgsmålet, og forældrenes klage, til afgørelse i patientklagenævnet. Jeg beder Sundhedsstyrelsen om at tilbagesende svaret igennem patientklagenævnet.

I denne sammenhæng henviser jeg også til patientklagenævnets årsberetning fra 1988. Under punkt 2.2.3 (s. 7) anfører nævnet nogle betragtninger om den ofte svære grænsedragning mellem spørgsmål om faglig virksomhed og sundhedspersoners opførsel og adfærd, og under punkt 2.2.8 (s. 14) skriver nævnet om samspillet mellem Sundhedsstyrelse og nævn.

b: journalføringspligt?

Som jeg forstår forklaringerne i sagen, har værdien/karakteren af de omhandlede oplysninger tilsyneladende været angivet og opfattet forskelligt under sagens forløb. Amtsborgmesteren citerede således overlægen for at bemærkningerne om medicin- og spiritusmisbrug alene havde haft relevans for afdelingen i den direkte patientkontakt - at bemærkningerne om psykisk instabilitet hos moderen og det ene barn byggede på oplysninger fra andre involverede instanser, og at oplysningerne forekom adækvate i den begærede sygehistorie da de indgik i afdelingens kontakt med familien. Overlægen mente endvidere at væsentlige hensyn, bl.a. til beskyttelse af sygehusets fremtidige muligheder for at kunne modtage væsentlige kliniske oplysninger udefra, talte imod at afsløre kilden.

Til Sundhedsstyrelsen oplyste overlæge (A) den 27. oktober 1992 at oplysningerne blev behandlet som en uformel information der ikke var relevant for barnets journal og derfor aldrig tilført journalen. Informationerne havde ikke haft betydning for ætiologi, diagnose eller behandling af ..., men alene for afdelingens forståelse af en praktisk situation på et givet tidspunkt. Da sådanne oplysninger også fremover kunne være ønskelige i konkrete patientbehandlingssituationer , havde overlægen ikke til hensigt at afsløre kilden.

Som bekendt svarede Sundhedsstyrelsen moderen og mig at da oplysningerne aldrig var tilført journalen, var der ikke tale om et afslag på aktindsigt. Uanset at overlæge (A) tidligere havde pointeret, skrev styrelsen videre, at det er vigtigt at kunne modtage kliniske oplysninger udefra, og uanset at også oplysninger om barnets sociale baggrund i visse tilfælde kan have betydning for den samlede behandling, så mente styrelsen på det foreliggende grundlag ikke at udtalelserne vedrørte direkte kliniske oplysninger. Styrelsen lagde vægt på det nu af overlægen oplyste om at oplysningerne ikke havde haft betydning for behandlingen af børnene, og foretog sig derfor ikke mere. Sagen blev altså ikke sendt videre til patientklagenævnet.

Forløbet rejser efter min umiddelbare mening flere spørgsmål i forbindelse med journalføringspligten: burde de omtalte oplysninger ikke have været journalført da cand.psyk. (B) og overlæge (A) modtog dem og senere brugte dem i redegørelsen, med den forståelse af deres værdi og karakter som de omtalte personer selv havde - på modtagelsestidspunktet og umiddelbart efter - efter de afgivne forklaringer at dømme? Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 244 af 26. juli 1937, om lægers pligt til at føre optegnelser, omtaler lægers pligt til at føre ordnede optegnelser over sygdoms- eller ulykkestilfælde hvis umiddelbart sandsynlige følger efter lægens skøn vil foranledige forespørgsler til ham fra det offentlige vedrørende diagnose og behandling.

Jeg vil derfor nu bede styrelsen om på ny at tage stilling til om oplysningerne burde have været journalført. Jeg beder endvidere styrelsen om at forklare hvorfor spørgsmålet og min oversendelse ikke blev videresendt til patientklagenævnets vurdering og afgørelse? Jeg beder styrelsen om at tilbagesende svaret igennem patientklagenævnet.

c: notatpligt/forvaltningslovens § 32 .

Jeg har overvejet de mulige retlige konsekvenser af at det må lægges til grund at de omtalte oplysninger da de blev modtaget, ikke var journalpligtige.

Jeg har i denne forbindelse bemærket mig overlæge (A's) seneste forklaringer om betydningen og karakteren af de omtalte oplysninger.

Forvaltningslovens § 32 indeholder et forbud mod at personer der virker inden for den offentlige forvaltning, "skaffer sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver".

Umiddelbart fremgår det af de afgivne forklaringer at de fortrolige oplysninger om moderen og hendes familie er tilgået cand.psyk. (B) og overlæge (A), men de fortrolige oplysninger bruges da (A) afgiver sin redegørelse den 7. august 1991. Selv om overlægen dermed ikke har "skaffet sig" fortrolige oplysninger - som, hvis de ikke var journalpligtige, efter min umiddelbare opfattelse måtte være uden betydning for udførelsen af hospitalets opgaver, efter de seneste forklaringer at dømme - er der dog tale om en efterfølgende brug af sådanne oplysninger.

Jeg skal bede om Sundhedsstyrelsens udtalelse til ovenstående som jeg beder tilbagesendt igennem patientklagenævnet."

Sundhedsstyrelsen svarede mig i brev af 18. maj 1994 således

"Ved brev af 2. februar 1994 har Folketingets Ombudsmand bedt Sundhedsstyrelsen om nærmere redegørelse for, hvorfor styrelsen mener, at en redegørelse fra overlæge (A) af 7. august 1991 ikke er omfattet af lægelovens § 8, samt hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke oversendte dette spørgsmål, samt forældrenes klage til afgørelse i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn under henvisning til centralstyrelseslovens § 12.

Hertil skal Sundhedsstyrelsen bemærke, at overlæge (A's) redegørelse blev udarbejdet til internt brug for Sygehusdirektoratet i Københavns Amt og til direktøren og vicedirektøren på sygehuset i forbindelse med direktoratets sagsbehandling i tilknytning til en debat der på daværende tidspunkt fandt sted i dele af den trykte presse. Redegørelsen er således ikke udarbejdet som led i et konkret læge/patientforhold, men til brug i ansættelsesretligt over/underordnelsesforhold.

På denne baggrund finder Sundhedsstyrelsen, at der ikke foreligger en lægelig attest eller erklæring i lægelovens forstand, idet lægelovens § 8 omhandler de situationer, hvor en læge afgiver skriftlige udsagn om en persons sundhedstilstand som efter sit indhold er bestemt til at finde anvendelse i retsforhold.

Da der således ikke er tale om en sådan virksomhed er spørgsmålet ikke blevet forelagt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. centralstyrelseslovens § 12, stk. 1.

Folketingets Ombudsmand har endvidere bedt om Sundhedsstyrelsens fornyede stillingtagen til spørgsmålet om oplysningerne om moderens medicin- og spiritusmisbrug burde have været journalført.

Af Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 244 af 26. juni 1937 om lægers pligt til at føre optegnelser fremgår blandt andet, at læger skal føre ordnede optegnelser over deres lægevirksomhed. Hermed sigtes først og fremmest til de diagnoser som stilles, deres baggrund samt lægens foreskrevne behandling i denne anledning. Som følge heraf skal ikke al lægens viden om patienten nødvendigvis journalføres, men alene de oplysninger der har betydning for behandlingen af patienten. Sundhedsstyrelsen har tidligere i brev af 4. marts 1993 til Folketingets Ombudsmand udtalt, at de pågældende oplysninger ikke var af direkte klinisk karakter og ikke havde haft betydning for patientbehandlingen. Sundhedsstyrelsen er fortsat af den opfattelse, at de nævnte oplysninger ikke har haft betydning for vurdering og behandlingen af børnene, hvorfor styrelsen finder, at der ikke har været nogen pligt til at journalføre dem. Sundhedsstyrelsen har i denne forbindelse særligt lagt vægt på, at oplysningerne i det væsentlige er blevet benyttet af overlægen i en ansættelsesretlig sammenhæng.

Spørgsmålet om jounalføringen blev ikke videresendt til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, da forældrenes klage vedrørte manglende aktindsigt, og styrelsen ikke fandt, at der var grundlag for at forelægge Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det bagvedliggende spørgsmål om journalføringspligt, i hvilken forbindelse Sundhedsstyrelsen i øvrigt ikke fandt anledning til kritik.

Sundhedsstyrelsen kan i øvrigt oplyse, at styrelsen overvejer at revidere reglerne om journalføring, blandt andet med henblik på nærmere at fastlægge hvilke oplysninger der skal indgå i journalen.

Endelig har Folketingets Ombudsmand anmodet om Sundhedsstyrelsens bemærkninger til, at (A) har videregivet oplysninger til Sygehusforvaltningen i relation til forvaltningslovens § 32. Som påpeget af Folketingets Ombudsmand er der ikke tale om, at overlægen har "skaffet sig" oplysninger som udtrykt i forvaltningslovens § 32. Folketingets Ombudsmand fremhæver imidlertid, at der er tale om "en efterfølgende brug af sådanne oplysninger". Af den kommenterede forvaltningslov 2. udgave, side 390, fremgår, at en myndighed kun må videregive de oplysninger til en anden myndighed, der må antages at være sagligt behov for i forbindelse med behandlingen af sagen hos den anden myndighed.

Som det fremgår af Sundhedsstyrelsens brev til moderen af 20. maj 1992 er Sundhedsstyrelsen af den opfattelse, at (A's) redegørelse "indeholder oplysninger som ikke ses at være dokumenteret og som efter Sundhedsstyrelsens opfattelse er helt overflødige for en vurdering af sagen, og som kan virke krænkende for Dem". Da der imidlertid er tale om videregivelse af oplysninger i et ansættelsesretligt forhold inden for samme myndighed er Sundhedsstyrelsen således fortsat af den opfattelse, at en realitetsbehandling af den pågældende redegørelses formål og indhold falder udenfor Sundhedsstyrelsens og Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhedsområde."

Patientklagenævnet svarede den 22. december 1994 således

"Folketingets Ombudsmand har i brev af 31. maj 1994 bedt om Patientklagenævnets bemærkninger til brev af 2. februar 1994 til Sundhedsstyrelsen og Sundhedsstyrelsens udtalelse af 18. maj 1994, særligt for så vidt angår Sundhedsstyrelsens udtalelse om styrelsens og Patientklagenævnets kompetence til at behandle en klage, dels over overlæge (A's) redegørelse af 7. august 1991 til Sygehusdirektoratet, Københavns Amt, og direktøren og vicedirektøren på sygehuset, dels over manglende journalføring af en oplysning modtaget fra en udenforstående.

Patientklagenævnet skal bemærke følgende

Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet skal indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. § 12, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Med faglig virksomhed menes den sundhedsfaglige patientbehandling. Patientklagenævnet kan således kun behandle klager over behandling, der er givet i et konkret læge/patientforhold, jf. lægelovens § 6, stk. 1, og bemærkningerne hertil i lægeloven med kommentarer af Johs. Nehm m.fl. side 61.

For lægers vedkommende anses visse forhold, der ikke er "ren patientbehandling" som så sammenhængende med den sundhedsfaglige virksomhed, at de falder inden for Patientklagenævnets kompetence. Der er eksempelvis tale om udstedelse af lægeattester, iagttagelse af tavshedspligtsforskrifter, journalføring og information/kommunikation. Det er dog i alle tilfælde en forudsætning for Patientklagenævnets kompetence, at de nævnte elementer i den lægefaglige virksomhed udøves i et læge-patient-forhold.

Det fremgår af sagen, at overlæge (A) som ansvarlig leder af ... afdeling på sygehuset på sygehusmyndighedens foranledning afgav den omhandlede redegørelse af 7. august 1991 til Sygehusdirektoratet, Københavns Amt, og direktøren og vicedirektøren på sygehuset i anledning af kritisk presseomtale af behandling, ydet i afdelingen.

Da redegørelsen ikke blev udarbejdet som led i et patientlægeforhold, men til brug for sygehusmyndighedens interne undersøgelse af visse forhold på ... afdeling, må Patientklagenævnet tilslutte sig Sundhedsstyrelsens opfattelse, idet der ikke ses at være tale om en lægefaglig virksomhed, der efter sin karakter kan begrunde, at Patientklagenævnet har kompetence til at behandle sagen.

Folketingets Ombudsmand har i brevet af 2. februar 1994 (side 10) henvist til Patientklagenævnets årsberetning for 1988 side 7 om grænsedragningen mellem faglig virksomhed og sundhedspersoners opførsel og adfærd. Der sigtes her til situationen, hvor en sundhedsperson i kraft af sin opførsel og adfærd blokerer for den fornødne kommunikation med patienten om behandling af patienten. Dette forhold mellem på den ene side opførsel, adfærd og kommunikation og på den anden side muligheden for at give patienten den relevante og korrekte behandling, og afvejningen heraf for så vidt angår Patientklagenævnets saglige kompetence gør sig - i overensstemmelse med foranstående - gældende ved klager over den direkte patientrelaterede virksomhed. I den konkrete sag vedrørende overlæge (A's) redegørelse af 7. august 1991 ses spørgsmål om adfærd ikke umiddelbart at relatere sig til den direkte patientbehandling.

I brevet af 2. februar 1994 henvises der ligeledes (side 10) til Patientklagenævnets årsberetning for 1988 side 14 om samspillet mellem Sundhedsstyrelsen og nævn. Hertil bemærkes, at Sundhedsstyrelsen efter centralstyrelseslovens § 12, stk. 2, alene afgør, hvilke sager der skal indbringes for Patientklagenævnet, og at Patientklagenævnet ikke har mulighed for at tage sager eller spørgsmål, der ikke er klaget over eller indbragt af Sundhedsstyrelsen, op ex officio.

For så vidt angår spørgsmålet om omfanget af lægers journalføringspligt skal Patientklagenævnet alene bemærke, at klager over journalføring hører under nævnets kompetence.

Sagens bilag vedlægges, idet den sene besvarelse samtidig beklages."

Forældrene havde herefter et møde med en af mine medarbejdere den 18. januar 1995.

I et brev til forældrene udtalte ombudsmanden følgende

"Af forslag til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse (lovforslag nr. 58, Folketingstidende 1986-87, tillæg A, bind 1, sp. 1146ff) hvor bl.a. patientklagenævnet foreslås oprettet, fremgår bl.a. følgende

"Etableringen af et centralt nævn, der skal tage stilling til sundhedspersonalets faglige virksomhed, vil sikre en landsdækkende ensartet bedømmelse i overensstemmelse med de faglige krav, udviklingen berettiger. Dette findes bedst at kunne ske ved det foreslåede samspil mellem sundhedsstyrelsen - baseret på dennes løbende tilsyn med sundhedspersonalet, og styrelsens forundersøgelser af klagesagerne - og patientklagenævnet, ved dettes stillingtagen og inddragelse af mere almene og juridiske hensyn i sagernes endelige afgørelse." (spalte 1166)

Følgende fremhæves i de særlige bemærkninger til forslagets (og senere lovens) § 13 (den nuværende lovs § 12)

"Ved klager, der i øvrigt efter sundhedsstyrelsens opfattelse baserer sig på en åbenbar misforståelse hos klager, forudsættes det, at styrelsen direkte vil kunne give klager en vejledning herom, uden at dette i øvrigt vil afskære klager fra senere at forelægge sagen direkte for nævnet." (sp. 1175)

Denne bemærkning ligger i direkte forlængelse af forvaltningslovens bestemmelse i § 7 der er formuleret således

" § 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed."

Efter forvaltningslovens § 7, stk. 2, skal myndighederne så vidt muligt videresende skriftlige henvendelser til rette myndighed.

Sundhedsstyrelsen tog som tilsynsmyndighed stilling til Deres klage den 20. maj 1992 og meddelte at klagens tema efter styrelsens vurdering faldt uden for såvel styrelsens som patientklagenævnets kompetence. Styrelsen henviste til at redegørelsen ikke var en attest i lægelovens forstand. Styrelsen har efter denne begrundelse at dømme ikke overvejet andre retlige indfaldsvinkler til Deres klage. De blev henvist til eventuelt at rette henvendelse til ansættelsesmyndigheden, men styrelsen oplyste Dem ikke om muligheden for selv at indbringe sagen for patientklagenævnet. På denne måde fik patientklagenævnet ikke lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om den retlige forståelse af Deres klage sammenholdt med de regler der er fastsat for nævnets kompetence. Først på min opfordring har patientklagenævnet haft lejlighed til at fremkomme med foreløbige overvejelser om sagen.

Jeg finder derfor at Sundhedsstyrelsen i henhold til bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde have oversendt sagen eller henvist Dem til eventuelt selv at rette henvendelse til nævnet.

Som det bl.a. er fremgået af mine supplerende høringer til Sundhedsstyrelsen og patientklagenævnet, mener jeg umiddelbart Deres klage kan ses under forskellige retlige synspunkter. En stillingtagen til hvilke retlige overvejelser klagen bør rejse, forudsætter en endelig afklaring af sagens faktum.

Et helt centralt punkt i sagen er spørgsmålet om på hvilken måde overlæge A's redegørelse af 7. august 1991 nåede frem til Sundhedsstyrelsen. Styrelsen har i sin afgørelse af 20. maj 1992 forklaret Dem at overlægen, efter de oplysninger styrelsen havde indhentet, selv sendte redegørelsen til embedslægeinstitutionen, fordi han mente den var væsentlig for bedømmelsen af "Ketalar-sagen". Københavns Amt har bl.a. i brev af 20. juli 1992 til Sundhedsstyrelsen givet udtryk for den opfattelse at redegørelsen er sendt til embedslægeinstitutionen ved en fejl.

Sundhedsstyrelsen har så vidt jeg kan se, ikke forsøgt at udrede denne åbenlyse modsætning i de faktiske oplysninger om redegørelsens fremkomst til Sundhedsstyrelsen. I udtalelserne til mig af 18. maj og 22. december 1994 har Sundhedsstyrelsen og patientklagenævnet efterfølgende udelukkende lagt til grund at redegørelsen blev udarbejdet til internt brug for Sygehusdirektoratet i Københavns Amt og sygehusledelsen. Det fremgår ikke på hvilket grundlag myndighederne nu helt undlader at tillægge den tidligere forklaring betydning, hvorefter overlægen uopfordret indsendte redegørelsen i "Ketalar-sagen". Hvis man må lægge til grund at overlæge A sendte redegørelsen uopfordret til embedslægeinstitutionen i forbindelse med "Ketalar-sagen", kunne man rejse spørgsmålet om reglerne vedrørende tavshedspligt og videregivelse af fortrolige oplysninger var overtrådt. (Jeg kan i denne sammenhæng henvise til den sag der er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1971, s. 100).

Jeg har i brev til Sundhedsstyrelsen af 7. september 1992 og i brev af 2. februar 1994 til Sundhedsstyrelsen og Patientklagenævnet rejst andre retlige spørgsmål i forbindelse med Sundhedsstyrelsens afgørelse af 20. maj 1992 om som tilsynsmyndighed ikke at foretage videre i anledning af Deres klage. Jeg rejste bl.a. spørgsmålet om hvorvidt der var givet aktindsigt, hvorvidt der var tale om en lægeattest, om reglerne for journalføringspligt og notatpligt var overholdt, og spørgsmålet om forståelsen af bestemmelsen i forvaltningslovens § 32.

Deres klage til Sundhedsstyrelsen den 18. december 1991 indeholder således efter min umiddelbare vurdering flere spørgsmål som kunne overvejes i forbindelse med styrelsens og nævnets kompetence, og jeg mener som sagen nu er oplyst, ikke at styrelsen som tilsynsmyndighed underkastede Deres henvendelse en fyldestgørende undersøgelse. Dette forhold understreger naturligvis den kritik jeg har fremført over for styrelsen, for ikke at have oversendt eller oplyst Dem om muligheden for selv at indbringe sagen for patientklagenævnet.

I sagen der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1985, s. 48ff, gav jeg udtryk for at udgangspunktet om at en klage skal være kommet frem til klageinstansen inden udløbet af en eventuel klagefrist, må fraviges hvis klagen ved en (undskyldelig) fejltagelse er rettidigt indgivet til en urigtig myndighed, idet denne myndighed da skal videresende klagen. Da De ikke af Sundhedsstyrelsen blev orienteret om muligheden for selv at indbringe sagen for patientklagenævnet, har jeg på denne baggrund sendt Deres klage til patientklagenævnet idet jeg stadig, som meddelt i brev af 2. februar 1994, lægger til grund at klagefristen på to år for indgivelse af klage til patientklagenævnet er afbrudt.

Jeg har bedt om kopi af patientklagenævnets svar til Dem."

NOTER (*1) Jf. FOB 1971, s. 100.

Udtalelser 1995 289 Valid

Resumé

En forældreforening klagede til Sundhedsstyrelsen over brugen af et bestemt medikament i forbindelse med bedøvelse af børn. Et forældrepar, der var medlemmer af foreningen, fik ved foreningens aktindsigt i forbindelse med klagesagen viden om at en overlæge havde afgivet en redegørelse om parret og deres børn. Redegørelsen indeholdt oplysninger om rent private forhold.

Forældrene klagede til Sundhedsstyrelsen over redegørelsen og grundlaget for den. Styrelsen orienterede om at redegørelsen var modtaget fra overlægen i forbindelse med forældreforeningens klagesag. Styrelsen mente at redegørelsen indeholdt oplysninger som var helt overflødige for vurderingen af forældreforeningens klagesag, og at oplysningerne kunne virke krænkende. Styrelsen afviste i øvrigt at foretage videre i sagen, og forældrene blev henvist til eventuelt at rette henvendelse til ansættelsesmyndigheden - en kommune.

Ombudsmanden kritiserede at Sundhedsstyrelsen ikke havde henvist forældrene til at rette henvendelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og at styrelsen som tilsynsmyndighed ikke havde underkastet forældrenes klage en fyldestgørende undersøgelse.

Ombudsmanden lagde til grund at klagefristen til patientklagenævnet på to år var afbrudt, og sendte derfor forældrenes klage til nævnet. (J. nr. 1992-1963-403).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →