Aktindsigt i forskningsøjemed. Begrænsninger i Sundhedsministeriets prøvelsesmuligheder over for Sundhedsstyrelsen

Aktindsigt i forskningsøjemed. Begrænsninger i Sundhedsministeriets prøvelsesmuligheder over for Sundhedsstyrelsen

Det fremgik af sagen at forskeren (A) den 12. juni 1991 rettede henvendelse til medicinaldirektøren i Sundhedsstyrelsen. I brevet takkede A for hjælpen i forbindelse med en afsluttet undersøgelse. Undersøgelsen omfattede en gennemgang af Sundhedsstyrelsens patientklagesager fra årene 1984-1985. I brevet oplyste A at han overvejede at fortsætte sine undersøgelser omkring patientklager. A opfordrede medicinaldirektøren eller overlæge (...) til en mundtlig drøftelse inden A udarbejdede en detaljeret projektbeskrivelse.

Medicinaldirektøren besvarede den 20. juni 1991 A 's brev således

"Forløbet af Deres undersøgelse af Sundhedsstyrelsens patientklager fra årene 1984-85 har været utilfredsstillende for Sundhedsstyrelsen, hvorfor jeg skal meddele Dem, at De ikke vil have mulighed for at foretage yderligere undersøgelser i Sundhedsstyrelsen".

A bad den 14. juli 1991 om en uddybning af svaret.

Den 14. januar 1993 skrev A igen til medicinaldirektøren. Brevet var sålydende

"Kære medicinaldirektør.

Jeg er ved at skrive en bog omkring lægefejl, og vil i denne forbindelse anmode om at få aktindsigt i Styrelsens akter dels vedrørende den såkaldte (X)-sag og den såkaldte (Y)-sag , samt eventuelle sager afledt heraf.

Jeg håber på Styrelsens velvilje, og skal anmode om et efter omstændighederne så hurtigt svar som muligt".

I en efterfølgende korrespondance bad Sundhedsstyrelsen A om at præcisere sin begæring. Styrelsen henviste til offentlighedslovens § 4, stk. 3. I sit første brev herom henledte styrelsen samtidig A's opmærksomhed på offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners private forhold.

Den 2. februar 1993 afviste Sundhedsstyrelsen A's ønske om at modtage en liste over sager som kunne være af interesse, og som han i givet fald ville kunne krydse af på. Styrelsen henviste til "at der siden 1985 (var) oprettet mellem 75-100 forskellige sager i Sundhedsstyrelsen vedrørende blod og blodprodukter og mindst 5 sager, hvori (Y) på forskellig vis har været involveret". Styrelsen fastholdt på denne baggrund sit krav til A "om nærmere at præcisere indhold/emneområde i de sagsakter, hvori (han) (ønskede) aktindsigt".

Den 8. februar 1993 besvarede A styrelsens opfordring på følgende måde

"Jeg har fuld forståelse for Styrelsens synspunkt forsåvidt min anmodning om aktindsigt i den såkaldte (X)-sag. Min interesse i denne sag er, hvornår fik Styrelsen kendskab henholdsvis dokumentation for, at der forekom HIV/AIDS smitte af bløderpatienter, og at denne smitte kunne være/var en følge af behandling med faktorpræparater. Ligeledes hvornår Styrelsen fik kendskab til henholdsvis dokumentation for, at denne smitte kunne reduceres/undgås ved screening/varmebehandling. Jeg er ligeledes interesseret i afledte sager heraf fx. i form af svar på forespørgsler eller klager. Endelig er jeg interesseret i sager, hvor Styrelsen - udover officielle anbefaling - har givet mere individuel og konkret vejledning i ovennævnte problemkreds.

Derimod finder jeg, at Styrelsen i den såkaldte (Y)-sag, samt eventuelt sager afledt heraf, kunne have været imødekommende og tilskrevet mig en liste over de sager, som Styrelsen anførte, kunne komme på tale, således, at jeg fik mulighed for at udpege, hvilke sager jeg er interesseret i at få aktindsigt. Min interesse i denne sag er de klager over medicinalpersonale, som (Y) rejste offentligt, og en formentligt afledt tilsynssag om forholdene på (et sygehus), herunder tilsynssager på medicinalpersonale for misbrug, hvor jeg har kendskab til (en overlæge). Ligeledes hvis der er rejst klager mod (Y) for overtrædelse af Lægeloven."

Den 8. februar 1993 (skal formentlig være 8. marts) rykkede A for svar. I sit brev oplyste A at hans begæring var et "led i et forskningsprojekt og med bogudgivelse for øje".

Den 11. marts 1993 oplyste Sundhedsstyrelsen at man fortsat ikke var i stand til at identificere konkrete sager med henblik på meddelelse af aktindsigt. Dette gjaldt både (X)-sagen og (Y)-sagen. Styrelsen henviste samtidig til "Beretning om anvendelsen af ikke-screenet donorblod efter 1. januar 1986", offentliggjort i maj 1988.

Den 15. marts 1993 klagede A til Sundhedsministeriet. Om Sundhedsstyrelsens afslag i brev af 20. juni 1991 anførte A bl.a. at der i forlængelse af hans undersøgelse "var nogle yderligere aspekter, (han) gerne ville tage op". A havde derfor bedt om "påny at måtte se på nogle af klagerne".

Om aktindsigt i (Y)-sagen anførte A

"Det siger efter min mening noget om karakteren af Sundhedsstyrelsens sagsbehandling, at Styrelsen overhovedet ikke nævner min konkretisering, som den fremgår af mit brev af 8.2.1993, hvor jeg forespørger til sagen om (en overlæge). Styrelsen har nævnt, at der skulle være fem sager om (Y), og når jeg anmoder om aktindsigt i dem, mener Styrelsen som sagt, at jeg ikke har konkretiseret min anmodning tilstrækkeligt".

A konkluderede herefter bl.a.

"Endelig har Sundhedsstyrelsen helt forbigået, at jeg søgte aktindsigten som forsker, hvor det var min opfattelse, at offentlige myndigheder ikke så det som sin opgave at hindre, at der kom ny og dokumenteret erkendelse frem i et dynamisk samfund".

Sundhedsministeriet indhentede to udtalelser fra Sundhedsstyrelsen (af henholdsvis 12. maj 1993 og 8. juli 1993).

Om baggrunden for afslaget af 20. juni 1991 var i sidstnævnte udtalelse anført

"Som det fremgår af skrivelsen af 20. juni 1991 til (A) har Sundhedsstyrelsen ikke fundet forløbet af hans undersøgelse af styrelsens patientklagesager fra årene 1984-85 tilfredsstillende for Sundhedsstyrelsen, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke har ment at kunne give (A) adgang til yderligere undersøgelser i Sundhedsstyrelsen.

Om baggrunden for denne beslutning skal følgende oplyses

I marts 1988 rettede (A) henvendelse til Sundhedsstyrelsen for at få afklaret, på hvilken måde han kunne få adgang til styrelsens journaler over patientklagesager fra årene 1984 og 1985 til brug for et forskningsprojekt. I forlængelse heraf modtog Sundhedsstyrelsen en beskrivelse fra (A) vedrørende hans planer for tilrettelæggelsen af projektet.

Nogle spørgsmål i den forbindelse blev drøftet med (A) ved et møde den 6. april 1988 i Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens betænkeligheder vedrørte især (A's) ønske om en spørgeskemaundersøgelse, hvor der skulle rettes personlig henvendelse til en udvalgt gruppe på ca. 300 klagere og ca. 50 læger, der har modtaget påtale. Resultatet af Sundhedsstyrelsens efterfølgende overvejelser blev meddelt (A) i Sundhedsstyrelsens skrivelse af 17. juni 1988 (kopi vedlagt).

Det fremgår heraf, at Sundhedsstyrelsen ikke mente at kunne acceptere den planlagte spørgeskemaundersøgelse, jf. Sundhedsstyrelsens motiveringer i skrivelsen af 17. juni 1988. Sundhedsstyrelsen tilkendegav imidlertid samtidigt, at (A) ville kunne få adgang til at gennemgå det omhandlede sagsmateriale i Sundhedsstyrelsen, hvilket herefter fandt sted i efteråret 1988.

Sundhedsstyrelsen er senere gennem pressen blevet bekendt med, at (A) på baggrund af gennemgangen af klagesagerne fra 1984 og 1985 har udarbejdet en afhandling med henblik på erhvervelse af den medicinske doktorgrad, og denne afhandling blev indleveret til Københavns Universitet i efteråret 1989. Efter det oplyste blev afhandlingen afvist. Der kan herom henvises til artikel fra månedsbladet "(...)" fra juni 1993 (kopi vedlagt). Sundhedsstyrelsen finder det overraskende, at (A) ikke før indleveringen af afhandlingen til Københavns Universitet i overensstemmelse med god akademisk tradition orienterede Sundhedsstyrelsens chef, da det grundlæggende materiale som nævnt er de sager, som Sundhedsstyrelsen har givet (A) adgang til at gennemgå.

Sundhedsstyrelsens skrivelse af 20. juni 1991 om det utilfredsstillende forløb er baseret på ovenstående, men tillige på, at Sundhedsstyrelsens chef ikke var orienteret om, at afhandlingen senere blev indleveret til Universitetet i (en tysk by), hvor (A) efterfølgende efter det i artiklen i "(...)" oplyste, har fået tildelt en medicinsk doktorgrad. Det skal tilføjes, at der stilles langt større kvalitative krav til erhvervelse af den medicinske doktorgrad i Danmark end i Tyskland.

Speciallæge (A) beder afslutningsvis i sit brev af 7. juni 1993 om, at der tages stilling til, om han kan få aktindsigt i forskningsøjemed. Sagens forløb bevirker, at dette må besvares benægtende."

Om A's begæring om aktindsigt i (X)-sagen og sagen om (Y) anførte styrelsen i udtalelsen af 12. maj 1993

"Som det fremgår af Sundhedsstyrelsens svar af 2. februar og 11. marts 1993, er det styrelsens opfattelse, at ønsket om aktindsigt såvel i "(X)-sagen" som i "(Y's) sag" ikke har opfyldt offentlighedslovens forudsætninger vedrørende ansøgerens konkretisering af hvilke sager/dokumenter, der ønskes aktindsigt i, jfr. lovens § 4, stk. 3.

For så vidt angår de sager, hvori (Y) på forskellig vis har været involveret, herunder den af (A) omtalte sag vedrørende (en overlæge) kan det yderligere oplyses, at disse sager alle rummer oplysninger om enkeltpersoners private forhold, der i henhold til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, er undtaget fra den almindelige ret til aktindsigt.

Med hensyn til (A's) henvisning til, at aktindsigten søges som "forsker" bemærkes, at Sundhedsstyrelsen på det foreliggende grundlag ikke har mulighed for at vurdere, om der er tale om et forskningsprojekt, der ville berettige til aktindsigt i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt."

Sundhedsministeriet tog stilling til sagen i et brev af 8. oktober 1993. Hvad afslaget af 20. juni 1991 angik, fandt ministeriet ikke medicinaldirektørens begrundelse "relevant i den pågældende sammenhæng". Ministeriet karakteriserede begrundelsen som uheldig. Det fandt dog ikke grundlag for at pålægge Sundhedsstyrelsen at give aktindsigt i de omhandlede patientklagesager. Ministeriet begrundede dette på følgende måde over for A

"For så vidt angår Deres klage over, at Sundhedsstyrelsen i 1991 har givet afslag på aktindsigt i konkrete klagesager, skal det anføres, at dette spørgsmål må afgøres efter reglerne i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. om meroffentlighed, idet der er tale om, at De som forsker har anmodet om adgang til at gennemgå en bestemt sagstype (patientklagesager). Det er derfor et spørgsmål om den pågældende myndigheds tavshedspligt og om den praksis, som myndigheden følger med hensyn til at give udenforstående med en særlig retlig eller faglig interesse adgang til det pågældende materiale.

Der er ikke i lovgivningen fastsat almindelige regler om forskeres adgang til offentlige myndigheders fortrolige dokumenter. Afgørelsen af, om der bør gives forskere adgang til sagsmateriale, må derfor afgøres på baggrund af et skøn, hvori bla. indgår forskningsprojektets karakter, om der er tale om et privat eller offentligt forskningsprojekt, om materialet er undergivet tavshedspligt som følge af offentligretlige interesser eller hensynet til enkeltpersoners privatliv, samt hvilket administrativt merarbejde aktindsigten vil påføre myndigheden. I skønnet kan også indgå, om der fra andre offentlige myndigheder, herunder forskningsrådene er ydet støtte til eller i øvrigt givet en godkendelse af projektet. Drejer det sig om lægelige oplysninger til brug for lægevidenskabelig forskning, vil det som regel også være påkrævet, at projektet er godkendt af en videnskabsetisk komité.

Efter en gennemgang af sagen finder ministeriet ikke, at det kan kritiseres Sundhedsstyrelsen, at der ikke er givet Dem aktindsigt i de nævnte tilfælde. Dog finder ministeriet, at Sundhedsstyrelsens afslag i brev af 20. juni 1991 på aktindsigt i konkrete patientklagesager ikke burde have været begrundet med, at forløbet af Deres tidligere undersøgelser har været utilfredsstillende for styrelsen. Ministeriet finder ikke, at denne begrundelse er relevant i den pågældende sammenhæng, hvilket dags dato er meddelt Sundhedsstyrelsen."

Den 20. oktober 1993 kommenterede A skrivelsen. A bad ministeriet uddybe sin afgørelse og anførte således bl.a. følgende

"...

Endvidere ser jeg gerne, at det helt tydeliggøres, hvad der er begrundelsen for at jeg i forskningsøjemed blev nægtet aktindsigt, dels i patientklagesager som det fremgår af (medicinaldirektørens) brev af 20. juni 1991, dels i (Y)-sagen, og dels i (X)-sagen for så vidt om informations/indberetningsaspektet.

..."

Sundhedsministeriet svarede den 29. november 1993. Ministeriet fandt ikke grundlag for at uddybe afgørelsen idet det fandt sagen tilstrækkeligt belyst ved brevet af 8. oktober 1993.

Den 5. januar 1994 klagede A til mig. A anførte at der efter Sundhedsministeriets tilsidesættelse af Sundhedsstyrelsens begrundelse som irrelevant ikke forelå nogen begrundelse for afslaget på aktindsigt i Sundhedsstyrelsens patientklagesager (brev af 20. juni 1991), men at A desuagtet ikke havde fået den ønskede aktindsigt. Vedrørende de to øvrige forhold anførte A følgende

"Yderligere har jeg specielt ansøgt om aktindsigt i den såkaldte (Y)-sag og (X)-sag i forskningsøjemed. Sundhedsstyrelsen har nægtet mig dette, og i min klage til Sundhedsministeren er aktindsigten i forskningsøjemed ikke behandlet for så vidt disse to områder. Sundhedsstyrelsen har også været ret afglidende med hensyn til at tage stilling til mit ønske om aktindsigt med henvisning til forskning. Sundhedsstyrelsen har dog fundet, at Styrelsen ikke på det foreliggende grundlag kan tage stilling til min anmodning om aktindsigt i forskningsøjemed. Styrelsen har ikke specificeret, hvilke oplysninger Styrelsen i givet fald måtte ønske sig. Sundhedsministeren, har uden at konkretisere sit svar netop om dette aspekt, - dvs., at der træffes en forvaltningsmæssig afgørelse, som sker på et ufuldstændigt grundlag, fordi forvaltningen har udvist manglende vilje for at søge sagen belyst, - ikke fundet anledning til kritik af Styrelsens sagsbehandling eller dets afgørelse.

Dette har mere end undret mig, og viser efter min opfattelse en embedsførelse, som synes præget af forsøg på manipulering med offentlighedsloven og forsøg på ansvarsforflygtigelse."

Min stillingtagen til iværksættelse af en eventuel undersøgelse i anledning af A's klage afventede min færdigbehandling af en klage fra A om aktindsigt i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Denne sag afsluttede jeg den 31. maj 1994.

På forespørgsel fastholdt A den 11. juli 1994 sin klage.

Jeg indhentede herefter udtalelser fra Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet.

I sin udtalelse anførte ministeriet bl.a.

"...

Selv om Sundhedsministeriet ved sin afgørelse af 8. oktober 1993 fandt, at Sundhedsstyrelsens begrundelse for at meddele afslag på aktindsigt i konkrete patientklagesager ikke var relevant i den pågældende sammenhæng, besluttede ministeriet at tiltræde Sundhedsstyrelsens afgørelse.

Ministeriet har ikke fundet, at (A) ved de sparsomme oplysninger, som han har givet om sit forskningsprojekt kan siges at leve op til de krav, der efter ministeriets opfattelse skal opfyldes, før der kan gives en person adgang til offentlige myndigheders fortrolige dokumenter i forskningsmæssig henseende.

I brev af 7. juni 1993 til sundhedsministeren har (A) henvist til sine tidligere breve af 12. juli 1991 og 14. juli 1991 samt 14. januar 1993, 25. januar 1993, 8. februar 1993 og 8. marts 1993. Disse breve ses dog ikke at indeholde en nærmere beskrivelse af det forskningsprojekt, som (A) ønsker at iværksætte.

..."

I forbindelse med at A efterfølgende kommenterede myndighedernes udtalelser, bad han mig udtrykkeligt om at tage stilling til de kriterier som ministeriet havde nævnt i forbindelse med forskeres adgang til fortrolige oplysninger.

I et brev til A udtalte jeg følgende

"Både De og myndighederne har under sagen lagt til grund at de sager som De ønsker aktindsigt i, indeholder oplysninger om enkeltpersoners private forhold som er undtaget fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet er herefter om der kan gives Dem aktindsigt i sagerne efter "meroffentlighedsprincippet", jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. Reglerne om tavshedspligt vil normalt være til hinder for at der gives aktindsigt i sådanne sager efter meroffentlighedsprincippet, jf. navnlig bestemmelsen i forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, om enkeltpersoners interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige forhold. Efter forvaltningslovens § 27, stk. 3, kan der pålægges en person uden for den offentlige forvaltning tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil. Det er i forarbejderne til denne bestemmelse forudsat at den kan anvendes til at pålægge forskere der ikke er ansat i det offentlige tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger de måtte få udleveret i forbindelse med gennemførelsen af forskningsprojekter.

Deres begæringer om aktindsigt vedrører således et spørgsmål om meroffentlighed som samtidig forudsætter at De pålægges tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3.

Om Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets behandling af og stillingtagen til Deres enkelte begæringer om aktindsigt skal jeg herefter bemærke følgende

I. Vedrørende Sundhedsstyrelsens patientklagesager.

Sundhedsministeriet tog stilling til Sundhedsstyrelsens afslag i et brev af 8. oktober 1993. Med sin afgørelse tilsidesatte ministeriet som ovenfor nævnt den begrundelse som Sundhedsstyrelsen havde givet for sit afslag, og som er uddybet i udtalelsen til Sundhedsministeriet af 8. juli 1993. Herefter fremstod Sundhedsstyrelsens afgørelse ubegrundet.

Sundhedsministeriet hjemviste ikke sagen til fornyet behandling i Sundhedsstyrelsen, men traf selv afgørelse og afslog Deres begæring. I den forbindelse redegjorde ministeriet for en række kriterier som indgår i afgørelsen af om forskere skal have aktindsigt i oplysninger der ellers er fortrolige.

På baggrund af disse kriterier fandt ministeriet ikke grundlag for at kritisere at Sundhedsstyrelsen ikke havde givet Dem aktindsigt.

Bag ministeriets beslutning om ikke at hjemvise sagen til Sundhedsstyrelsen må ligge en forudsætning om at ministeriet har kunnet foretage en ubegrænset prøvelse af sagen. Denne forudsætning kan jeg på følgende baggrund ikke tilslutte mig

Efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv. (lov nr. 397 af 10. juni 1987 med senere ændringer) § 1, stk. 1, bistår Sundhedsstyrelsen Sundhedsministeriet med den centrale forvaltning af sundhedsmæssige anliggender.

Sundhedsstyrelsen fører efter § 4, med en enkelt undtagelse, tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet. Sundhedsministeren og andre myndigheder har efter lovens § 3 adgang til direkte rådgivning og anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i sundhedsfaglige spørgsmål.

I den skriftlige fremsættelsestale hvormed daværende indenrigsminister Knud Enggaard fremsatte det lovforslag (L 58) som blev til nævnte lov nr. 397, er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1986/87, Folketingets forhandlinger, sp. 1194f )

"Det foreliggende lovforslag er i det væsentlige identisk med det lovforslag, som min forgænger fremsatte i forrige folketingssamling.

Som der på daværende tidspunkt blev givet udtryk for, er baggrunden for fremsættelsen at søge i spørgsmål om ansvarsplacering - dels ansvaret for den centrale styrelse af sundhedsvæsenet, og dels i muligheden for at få placeret og fastholdt et ansvar på andre af sundhedsvæsenets mange niveauer.

Hovedformålet med lovforslaget er derfor fortsat for det første at præcisere, at Sundhedsstyrelsens virksomhed hører ind under det sædvanlige parlamentariske ministeransvar - ligesom andre styrelser og direktorater. Ministeren bliver ikke personligt ansvarlig for indholdet af den uafhængige sagkyndige rådgivning fra Sundhedsstyrelsen. Men er der sket fejl, eller bliver Folketinget i øvrigt opmærksom på forhold, der ikke synes tilfredsstillende, påhviler det ministeren at redegøre for sagen over for Folketinget og i den forbindelse eventuelt modtage kritik for manglende organisation og tilsyn. Sundhedsstyrelsen skal som hidtil fungere som uafhængig sundhedsfaglig rådgiver for såvel Indenrigsministeriet som andre centrale og kommunale myndigheder."

Uanset det eksisterende over-/underordnelsesforhold mellem Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen er Sundhedsstyrelsen som det fremgår - og ikke Sundhedsministeriet - tillagt den faglige ekspertise vedrørende sundhedsfaglige spørgsmål. Efter min opfattelse må af dette forhold uddrages at Sundhedsministeriet, hvor en afgørelse klart forudsætter en sådan ekspertise, er afskåret fra at prøve Sundhedsstyrelsens afgørelse fuldt ud. Hvis der ikke når sagen foreligger til bedømmelse i ministeriet er foretaget en (tilstrækkelig) faglig vurdering har dette forhold den konsekvens at ministeriet er henvist til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Sundhedsstyrelsen som den myndighed der besidder den nødvendige sundhedsfaglige sagkundskab, eller som alternativ hertil at indhente sagkyndig bistand udefra.

Jeg henviser til synspunkter af Poul Andersen i Dansk Forvaltningsret (5. udg., 1965), s. 295f, Bent Christensen og Preben Espersen i Retsforholdet mellem politikere og embedsmænd (1983), s. 64ff, Bent Christensen i Forvaltningsret, opgaver - hjemmel - organisation (1991), s. 382ff, DJØF's fagligt etiske arbejdsgruppe i Fagligt etiske principper i offentlig administration (1993) kapitel VI, afsnit 6, pkt. 3, s. 166ff, og Karsten Loiborg mfl. i Forvaltningsret (1994), s. 656, afsnittet i petit nederst.

I Deres tilfælde drejer sagen sig om hvorvidt De i forlængelse af Deres tidligere projekt skal have aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet som forsker inden for det sundhedsfaglige område, jf. ovenfor. Efter min opfattelse forudsætter afgørelsen heraf klart en sundhedsfaglig vurdering. På tidspunktet for ministeriets afgørelse (i brev af 8. oktober 1993) forelå ingen aktuel fagkyndig vurdering af dette spørgsmål (hvilket fortsat ikke er tilfældet) på hvilken ministeriet kunne støtte sin afgørelse. På denne baggrund var ministeriet efter min opfattelse afskåret fra at tage stilling til Deres begæring og burde have sendt sagen til fornyet behandling i Sundhedsstyrelsen.

Jeg har gjort Sundhedsministeriet bekendt med min opfattelse og har henstillet til ministeriet at det - som en konsekvens af underkendelsen af Sundhedsstyrelsens begrundelse for afslaget på aktindsigt - hjemviser sagen til fornyet behandling i styrelsen.

Sundhedsministeriets generelle prøvelse af Sundhedsstyrelsens begrundelse kan derimod ikke give mig anledning til bemærkninger.

Tilsvarende gælder den række - ikke udtømmende - generelle kriterier om forskeres adgang til aktindsigt som ministeriet har redegjort for i brevet af 8. oktober 1993.

II. Vedrørende (X)-sagen og (Y)-sagen.

Som det fremgår af det indledende afsnit, må også Deres begæring om aktindsigt i disse sager betragtes som afgivet i forskningsøjemed. Jeg henviser bl.a. til Deres brev til Sundhedsstyrelsen dateret den 8. februar 1993 og Deres brev til Sundhedsministeriet af 15. marts 1993.

Som med Sundhedsstyrelsens patientklagesager må jeg også vedrørende disse sager lægge til grund at de indeholder sådanne oplysninger om enkeltpersoners private forhold, at en imødekommelse af Deres begæring om aktindsigt i materialet forudsætter at De pålægges tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3.

Det fremgår af sagen at myndighederne ikke på nuværende tidspunkt har tilstrækkelige oplysninger til nærmere at kunne vurdere om De overhovedet, i forskningsøjemed, kan få indsigt i Sundhedsstyrelsens fortrolige materiale.

Da denne nærmere vurdering vil være afgørende for Deres mulighed for at få indsigt i fortroligt materiale også fra (X)-sagen og (Y)-sagen, har jeg samtidig hermed henstillet til Sundhedsministeriet at foranledige at alle tre begæringer om aktindsigt i Sundhedsstyrelsens sager nu undergives en samlet behandling i styrelsen. Jeg har samtidig henstillet til ministeriet at det i den forbindelse beder Sundhedsstyrelsen om at vejlede Dem om hvilke nærmere oplysninger om Deres forskningsprojekt(er) styrelsen mangler for at kunne tage stilling i sagen, jf. Kaj Larsen mfl. Forvaltningsret (1994), s. 317.

Hvis styrelsen (eller ministeriet efter påklage) efter en nærmere undersøgelse kan imødekomme Deres begæring om aktindsigt som forsker, går jeg ud fra at myndighederne ved den fortsatte behandling er Dem behjælpelig med at finde de sager frem som kan have betydning for Deres projekt(er), jf. herved vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.

På baggrund af det anførte har jeg ikke tilstrækkelig anledning til at tage stilling til om identifikationskravet i offentlighedslovens § 4, stk. 3, isoleret set har været opfyldt ved Deres tidligere henvendelser - herunder i forbindelse med en tilsynssag om en navngiven overlæge.

..."

Den 18. juli 1995 oplyste Sundhedsministeriet at Sundhedsstyrelsen på ministeriets foranledning havde genoptaget sagen. Jeg meddelte ministeriet at jeg ikke foretog mig mere i sagen på det foreliggende grundlag.

Resumé

En forsker klagede over at Sundhedsministeriet havde stadfæstet Sundhedsstyrelsens afslag på aktindsigt i styrelsens patientklagesager, uagtet at ministeriet samtidig havde tilsidesat styrelsens begrundelse for afslaget, der herefter fremstod som ubegrundet.

Forskeren havde fremsat sin aktindsigtsbegæring i forlængelse af et tidligere forskningsprojekt. Denne (og to andre begæringer om aktindsigt) måtte betragtes som afgivet i forskningsøjemed. Alle tre begæringer angik sager med oplysninger om enkeltpersoners private forhold som er undtaget fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Reglerne om tavshedspligt vil normalt være til hinder for at der gives aktindsigt i sådanne sager efter meroffentlighedsprincippet. Da forskeren ikke var offentligt ansat, forudsatte en eventuel imødekommelse af hans begæringer om aktindsigt i forskningsøjemed at han blev pålagt tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3.

Ombudsmanden udtalte at Sundhedsstyrelsen og ikke ministeriet er tillagt den sundhedsfaglige ekspertise. Hvis en afgørelse forudsætter en sådan ekspertise, er ministeriet - som en konsekvens af dette forhold - afskåret fra at prøve styrelsens afgørelse fuldt ud.

Afgørelsen af hvorvidt forskeren skulle have aktindsigt som forsker inden for det sundhedsfaglige område, forudsatte klart en sundhedsfaglig vurdering. På tidspunktet for ministeriets afgørelse forelå ingen aktuel fagkyndig vurdering på hvilken ministeriet kunne støtte sin afgørelse. På denne baggrund burde ministeriet efter ombudsmandens opfattelse ikke have truffet afgørelse i sagen, men have sendt sagen til fornyet behandling i Sundhedsstyrelsen. (J. nr. 1994-99-401).