Tilbagebetaling af førtidspension på grund af tilsidesættelse af oplysningspligten

§ 42. Hvis en pensionist har tilsidesat sin oplysningspligt efter § 41 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget pension, skal pensionisten eller dennes dødsbo tilbagebetale det beløb, der er modtaget med urette."

Ankenævnet har i sin afgørelse endvidere henvist til følgende uddrag fra Sikringsstyrelsens vejledning af 5. september 1984 om social pension

" Tilbagebetaling

168. Pension (og andre sociale ydelser), der objektivt er bestemt til at anvendes til almindelige leveomkostninger, kan efter retspraksis som hovedregel ikke kræves tilbage. Tilbagebetalingsbestemmelsen i pensionslovens § 42 danner en snævert begrænset undtagelse fra denne regel.

Bestemmelsen fastslår, at hvis en pensionist har tilsidesat sin oplysningspligt efter § 41 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget pension, skal pensionisten eller dennes dødsbo tilbagebetale det beløb, der er modtaget med urette.

Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor pensionisten har udvist svig, dvs. tilfælde hvor pensionisten forsætligt har fremkaldt, vedligeholdt eller udnyttet en vildfarelse hos det sociale udvalg. Herudover omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor pensionisten uden at gøre sig skyldig i svig ved modtagelsen, dog har været vidende om, at udbetalingen beroede på en vildfarelse hos det sociale udvalg. Her kan være tale om, at det sociale udvalg er gået ud fra en fejlagtig forudsætning med hensyn til de kendsgerninger, der er af betydning for pensionsudbetalingen, eller at udvalget har anlagt en forkert fortolkning af de gældende regler.

Bestemmelsen forudsætter, at pensionisten har handlet forsætligt, altså at han har været i ond tro med hensyn til sin ret til den udbetalte pensionsydelse.

Almindelige retsprincipper om tilbagebetaling af urigtigt udbetalte beløb fører imidlertid til, at der i begrænset omfang kan kræves tilbagebetaling uden for bestemmelsens område. Det gælder efter omstændighederne i tilfælde, hvor en udbetalingsfejl skyldes forkerte oplysninger, der hidrører fra pensionisten, uden at det kan fastslås, om betingelsen om fortsæt er opfyldt, og hvor kommunen ikke har haft mulighed for at opdage fejlen.

..."

Sikringsstyrelsens vejledning fra 1984 blev med virkning fra 1. januar 1988 afløst af Sikringsstyrelsens vejledning af 25. januar 1988 om social pension, som igen er afløst af Socialstyrelsens vejledning af 29. oktober 1990 om social pension. De tilsvarende afsnit vedrørende tilbagebetaling er i 1990-vejledningen formuleret således

" Tilbagebetaling

163. Pension (og andre sociale ydelser), der er bestemt til at anvendes til almindelige leveomkostninger, kan som hovedregel ikke kræves tilbage.

Der gælder visse begrænsede undtagelser fra denne hovedregel, dels efter lovens § 42, dels efter almindelige retsprincipper om tilbagebetaling af urigtigt udbetalte beløb.

§ 42 fastslår, at hvis en pensionist har tilsidesat sin oplysningspligt efter § 41 eller iøvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget pension, skal pensionisten eller dennes dødsbo tilbagebetale det beløb, der er modtaget med urette.

Den ubetingede tilbagebetalingspligt omfatter efter domspraksis således - også i tilfælde hvor pensionisten ikke har overholdt oplysningspligten - alene ydelser, som uberettiget er modtaget mod bedre vidende.

Selvom pensionisten har tilsidesat sin oplysningspligt, er der derfor kun tilbagebetalingspligt, hvis pensionisten vidste eller burde vide, at de manglende oplysninger ville have betydning for retten til eller størrelsen af pensionen. Ved bedømmelsen af, om pensionisten har været i god eller ond tro, bør den vejledning, kommunen har ydet, indgå.

Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor pensionisten har udvist svig, dvs. tilfælde, hvor pensionisten forsætligt har fremkaldt, vedligeholdt eller udnyttet en vildfarelse hos kommunalbestyrelsen.

Herudover omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor pensionisten ikke har gjort sig skyldig i svig ved modtagelsen, men hvor han dog har vidst, at udbetalingen beroede på en misforståelse hos kommunen.

Tilbagebetaling kan, udover de situationer der er

omfattet af § 42, kræves ud fra almindelige retsprincipper og forudsætningsynspunkter.

Det er således antaget i praksis, at der kan kræves tilbagebetaling, når en fejlagtig udbetaling er sket under sådanne omstændigheder, at udbetalingsfejlen har været uundgåelig for kommunen, og fejlen skyldes forhold som pensionisten er nærmest til at holde rede på, selv om pensionisten i det konkrete tilfælde ikke selv har haft mulighed for at være opmærksom på fejlen ved modtagelsen af beløbet. Som eksempel herpå kan nævnes "dobbeltforsørgelsessituationen".

Ved dobbeltforsørgelse forstås, at samme forsørgelsesbehov dækkes af to ydelser, der begge er af offentligretlig karakter. ..."

Bestemmelsen i § 42 i lov om social pension svarer til bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1, som lyder således

" § 25. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om tilbagebetaling,

1) når en person har undladt at give oplysning som krævet i § 18 eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov, ..."

Højesteret har i en dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s. 1017ff, udtalt følgende vedrørende fortolkning af denne bestemmelse

"...

Bestemmelsen i bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1, og tilsvarende bestemmelser i andre sociale love må efter ordlyden og i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1973-74, tillæg A, 2. samling, sp. 691, forstås således, at den ubetingede tilbagebetalingspligt - også i de tilfælde, hvor modtageren ikke har overholdt oplysningspligten i § 18 - alene omfatter ydelser, som uberettiget er modtaget mod bedre vidende.

..."

På baggrund af Højesterets dom må § 42 i lov om social pension forstås således at den ubetingede tilbagebetalingspligt - også i tilfælde hvor modtageren ikke har overholdt sin oplysningspligt efter § 41 - alene omfatter pension som uberettiget er modtaget mod bedre vidende.

Dette indebærer efter min opfattelse at der må foretages en bedømmelse af modtagerens subjektive forhold, således at et tilbagebetalingskrav kun kan komme på tale hvis det er overvejende sandsynligt at modtageren var sig bevidst at han/hun ikke var berettiget til ydelsen eller en del af denne. Den retsopfattelse som er kommet til udtryk i vejledningen fra 1984, hvorefter forkerte oplysninger hidrørende fra pensionisten efter omstændighederne kan medføre tilbagebetalingspligt uden at det kan fastslås om betingelsen om forsæt er opfyldt, er derfor ikke holdbar. Dette synes da også erkendt i Socialstyrelsens vejledning fra 1990 om social pension.

(Det sociale ankenævn) har derfor baseret sin afgørelse på en urigtig retsopfattelse.

Jeg har på denne baggrund henstillet til det sociale ankenævn at genoptage Deres sag og træffe en fornyet afgørelse på grundlag af en korrekt anvendelse af § 42 i lov om social pension. Kan tilbagebetaling herefter overhovedet komme på tale, har jeg henstillet til ankenævnet først at træffe sin afgørelse efter at beregningsgrundlaget for 1985 er blevet behørigt belyst. Jeg har samtidig udbedt mig underretning om sagens udfald.

Jeg har tillige orienteret Socialministeriet om min afgørelse."

Tilbagebetaling af førtidspension på grund af tilsidesættelse af oplysningspligten

En kvinde (A) klagede over en afgørelse truffet af et amts sociale ankenævn og meddelt A ved brev af 27. december 1991, hvorved ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse af 2. november 1988 som var sålydende

"Vedr. for meget udbetalt pension for perioden 1. januar 1985 til 31. december 1987.

I forbindelse med årsomregningen, har man konstateret, at De i perioden 1. januar 1985 til 31. december 1987, har fået udbetalt kr. 33.180,00 for meget i pension.

De bedes snarest og senest inden 8 dage rette henvendelse til pensionskontoret, med henblik på nærmere redegørelse for beløbets fremkomst og fastsættelse af vilkår for tilbagebetaling.

Såfremt De ikke retter henvendelse inden 8 dage vil vilkår for tilbagebetaling blive fastsat herfra."

Kommunen havde under sagen anført at den ved beregningen af den pension som A fik udbetalt i 1985, 1986 og 1987, havde lagt de oplysninger til grund som A havde angivet i et skema over forventede indkomst- og formueforhold dateret 10. december 1985. Der var tale om oplysningerne i et skema som A var blevet anmodet om at udfylde efter at A havde meddelt kommunen at hun i 1985 havde arvet sin mor og bror. I skemaet var under "evt. bemærkninger" anført følgende

"Anledningen til dette skema er arv modtaget i 1985.

Arven er brugt til indløsning af nogle kreditforeningslån.

Formuebeholdningen ikke berørt af arven. Formueforøgelsen skyldes aktiekursstigning og ejd.værdi, der er steget med 50.000,-."

Kommunens afgørelse af 2. november 1988 var baseret på de oplysninger som A havde givet i sine selvangivelser for 1985, 1986 og 1987. Det fremgik af disse oplysninger, at forskellen mellem A's renteindtægter og renteudgifter i alle tre indkomstår udgjorde et højere beløb end det som A havde anført i skemaet af 10. december 1985. Kommunen havde endvidere på baggrund af oplysningerne i A's selvangivelser beregnet en stigning i formuetillægget for 1985 og 1986, men ikke for 1987 hvor formuetillægget var blevet lavere.

Da A ikke mente at kommunen var berettiget til at kræve den for meget udbetalte pension tilbagebetalt, indbragte hun kommunens afgørelse for det sociale ankenævn. A bestred i den forbindelse at have givet urigtige oplysninger, ligesom hun gjorde gældende at hun havde modtaget den udbetalte pension i god tro. A henviste herved bl.a. til at hun havde givet korrekte oplysninger om den modtagne arv til kommunen, men at kommunen havde anmodet hende om at udfylde et skema over forventede formue- og indkomstforhold 12 måneder frem. A udfyldte herefter skemaet ud fra hvad hun forventede at have i løbet af det næste års tid, idet det i hendes forventninger indgik at arven i løbet af det næste år ville være brugt til at indløse et højt forrentet kreditforeningslån og til diverse reparationer på hus og indbo. A nåede dog ikke at få alt arbejdet udført i 1985, men i løbet af 1986 var pengene fra arven anvendt til formålet. A's økonomiske forhold i 1985-87 havde i øvrigt været påvirket af stigende obligationskurser og en væsentlig forøget ejerboligværdi. A gav samtidig udtryk for undren over at man ved pensionsberegningen havde taget udgangspunkt i en arveopgørelse fra 1985 som alene talte om forventede indkomster, i stedet for at se på A's selvangivelser for 1985-87 hvoraf de korrekte oplysninger fremgik. A havde endda afholdt udgifter til en revisor for at få arven rigtigt opført på selvangivelsen for 1985.

A gjorde i forbindelse med klagen til ankenævnet tillige opmærksom på at der ikke ved kommunens afgørelse var taget hensyn til at hun først arvede i løbet af 1985.

I det sociale ankenævns brev af 27. december 1991 var bl.a. anført følgende

"...

Ankeafdelingen har efter en gennemgang af sagens akter, jfr. vedlagte bilag, fundet, at pensionen i 1985 ikke er beregnet på grundlag af indberetningsskemaet fra den 10. december 1985, men på et andet grundlag med lavere indkomst og lavere formuetillæg. Det fremgår, at stigningen i beregningsgrundlagene hovedsageligt skyldes stigning i indkomsterne og i mindre grad stigning i formuetillægget. Kun i 1986 bevirker stigning i ejendomsvurderingen en forøgelse af formuetillægget.

Bortset fra en beregningsfejl, hvorved det fremsatte krav er kr. 780 for lavt, er ankeafdelingen enig med forvaltningen i beregningen af kravet. Dog er det ikke muligt at efterkontrollere, hvorvidt beregningsgrundlaget indtil arvetidspunktet i 1985 indtrådte, var korrekt.

Deres klage har været behandlet i ankenævnets møde den 18.12.91.

Vedr. retsgrundlag henvises til lov om social pension §§ 41 og 42 samt uddrag af vejledning om social pension, som er vedlagt til Deres orientering. Endvidere er vedlagt bekendtgørelse af lov om socialindkomst.

A F G Ø R E L S E

Det sociale Ankenævn stadfæster socialforvaltningens afgørelse, ifølge hvilken der er stillet krav om tilbagebetaling af kr. 33.180 som for meget modtaget pension vedr. årene 1985, 1986 og 1987.

Nævnet finder dog, at forvaltningen bør undersøge, om Deres faktiske indkomst- og formueforhold indtil det tidspunkt i 1985, hvor De arvede, afviger så væsentligt fra det oprindelige beregningsgrundlag, at der er grundlag for at stille krav om tilbagebetaling. Såfremt der ikke findes grundlag herfor skal det fremsatte krav reguleres tilsvarende.

Ved afgørelsen har nævnet lagt vægt på, at De ikke har givet pensionskontoret tilstrækkeligt korrekte oplysninger om Deres indtægts- og formueforhold i årene 1985, 1986 og 1987. De har derved tilsidesat Deres oplysningspligt, og selvom der ikke er tale om svig eller ond tro, skyldes udbetalingsfejlen oplysninger fra Dem, og nævnet finder, at kommunen ikke havde mulighed for at opdage fejlen væsentligt før det skete. Nævnet lægger herved vægt på, at de oplysninger De afgav i december 1985 om ændringer i de økonomiske forhold medfører, at kommunen først i 1988 kan anvende den automatisk beregnede socialindkomst som et forventeligt korrekt beregningsgrundlag.

Ankenævnet finder, at der på grundlag af de foreliggende oplysninger ikke er mulighed for at stille et mindre tilbagebetalingskrav end beløbet kr. 33.180. Kommunen skal dog foretage fornyet undersøgelse af forholdene i 1985 indtil De arvede, som ovenfor anført. Efter nævnets opfattelse har kommunen foretaget en beregningsfejl vedr. det fremsatte krav, men da størrelsen af kravet må betragtes som en begunstigende forvaltningsakt, der er meddelt, vil kommunen ikke efterfølgende på det samme grundlag kunne fremsætte et højere tilbagebetalingskrav.

..."

Afgørelsen var bl.a. vedhæftet et uddrag fra Sikringsstyrelsens vejledning af 5. september 1984 om social pension (pkt. 168 om tilbagebetaling) samt et af sekretariatet udarbejdet notat hvori bl.a. var anført følgende

"...

Det er oplyst, at der er tale om arv i løbet af 1985, men der foreligger ikke oplysning om, hvor meget denne arv betyder for formue og indtægt. Såfremt det oprindelige beregningsgrundlag, der blev anvendt i 1985 var korrekt indtil arvetidspunktet, kan tilbagebetalingskravet først gælde fra det tidspunkt, hvor det var kendt for klageren, at arven ville ændre beregningsgrundlaget.

Med disse tilføjelser er det fremsatte krav kr. 33.180 korrekt, idet kommunen dog må undersøge forholdene vedr. 1985 nærmere.

..."

Det næste A herefter hørte til sagen, var et brev af 5. marts 1992 fra kommunen med følgende ordlyd

"(...) kommunes Pensionsafdeling har modtaget ankeafgørelse fra Amtsankenævnet for (...) Amt vedrørende tilbagebetaling af for meget udbetalt pension.

Amtsankenævnet stadfæster (...) kommunes afgørelse.

Dette betyder, at der nu skal træffes foranstaltninger med henblik på tilbagebetaling af kr. 33180,00.

Såfremt De ønsker det, kan beløbet indbetales på een gang, der vil dog også være mulighed for at få etableret en afdragsordning. Hvis De vælger en afdragsordning vil Pensionsafdelingen foreslå et afdrag på mellem kr. 500 - 1000 pr. måned.

De bedes venligst kontakte Pensionsafdelingen inden 14 dage."

A indbragte herefter ved brev af 14. marts 1992 sagen for mig.

Jeg indhentede i den anledning to udtalelser af 18. maj og 4. juni 1992 fra kommunen og det sociale ankenævn. De nævnte udtalelser blev kommenteret af A i brev til mig af 30. juni 1992.

Efter at have gennemgået sagen anmodede jeg ved brev af 29. september 1993, vedlagt et udkast til sagsfremstilling, kommunen og det sociale ankenævn om supplerende udtalelser i sagen idet jeg stillede kommunen og ankenævnet en række spørgsmål vedrørende myndighedernes sagsbehandling og det retsgrundlag som havde dannet grundlag for ankenævnets afgørelse. De indhentede udtalelser af 9. november 1993 og 17. maj 1994 blev kommenteret af A i breve til mig af 15. juni og 23. juni 1994.

I kommunens supplerende udtalelse af 9. november 1993 er bl.a. oplyst, at det ikke af kommunens journalark fremgik om kommunen - som bestemt ved ankenævnets afgørelse - havde undersøgt A's indkomst- og formueforhold forud for det tidspunkt i 1985 hvor A arvede, med henblik på at klarlægge om der var grundlag for at fremsætte tilbagebetalingskravet med virkning for hele 1985, eller først fra det tidspunkt hvor arven blev udlagt til A. Kommunen gik dog i udtalelsen ud fra "at revurderingen har været foretaget, da det af selvangivelsen for 1985 fremgår, at forrentning af obligationer dækker et helt år, hvorfor tilbagebetalingskravet skal beregnes fra 1. januar 1985..." Kommunen gav i udtalelsen samtidig udtryk for at kommunen havde opfattet ankenævnets afgørelse således "at de giver (...) kommune medhold og kun hvis gennemgang af 1985 giver et nyt krav skal dette meddeles pågældende med efterfølgende klagemulighed".

Nogle spørgsmål fra mig om hvorledes kommunen havde gjort A bekendt med oplysningspligten efter lov om social pension, var i kommunens supplerende udtalelse blevet besvaret med en henvisning til følgende fortrykte tekst på det skema som A den 10. december 1985 underskrev vedrørende forventede indkomst- og formueforhold

"Undertegnede erklærer herved på tro og love at have besvaret ovenstående i overensstemmelse med sandheden. Jeg er gjort bekendt med, at de sociale ydelser skal tilbagebetales, såfremt oplysningerne kan medføre, at jeg med urette modtager en for høj ydelse. Jeg forpligter mig endvidere til straks at give underretning om enhver yderligere forandring i mine personlige og økonomiske forhold."

Den pågældende tekst er trykt med små bogstaver. Det fremgår endvidere af skemaets hoved at skemaets adressat er "(...) Kommune".

Kommunen havde ikke besvaret mit spørgsmål om hvorvidt kommunen havde præciseret over for A at hun skulle meddele oplysninger om ændrede økonomiske forhold til pensionsafdelingen, og at det ikke var nok at indsende selvangivelser til skattevæsenet. Jeg må derfor lægge til grund at kommunen ikke havde givet A en sådan vejledning.

Det sociale ankenævn havde i sin supplerende udtalelse af 17. maj 1994 bl.a. anført følgende

"...

Retsgrundlaget for nævnets afgørelse af 18. december 1991

I nævnets afgørelse udsendt 27. december 1991 er som retsgrundlag henvist til lov om social pension §§ 41 og 42 samt et vedlagt uddrag af vejledningen om social pension. Dette uddrag omfatter vejledningens pkt. 168, hvor 5. afsnit er sålydende

Almindelige retsprincipper om tilbagebetaling af urigtigt udbetalte beløb fører imidlertid til, at der i begrænset omfang kan kræves tilbagebetaling uden for bestemmelsens område. Det gælder efter omstændighederne i tilfælde, hvor en udbetalingsfejl skyldes forkerte oplysninger, der hidrører fra pensionisten, uden at det kan fastslås, at betingelsen om forsæt er opfyldt, og hvor kommunen ikke har haft mulighed for at opdage fejlen.

Af nævnets afgørelse fremgår bl.a.

...

Nævnets afgørelse er baseret på pensionslovens §§ 41 og 42, idet det er nævnets opfattelse, at (A) har tilsidesat oplysningspligten med hensyn til den korrekte størrelse af indtægts- og formueforholdene. Nævnet finder endvidere, at (A) burde have indset, at denne tilsidesættelse af at afgive korrekte oplysninger kunne medføre en for høj pensionsudbetaling. Efter nævnets opfattelse er dette i overensstemmelse med gældende regler og praksis, herunder også den af Ombudsmanden omtalte højesteretsdom fra 1988.

Under den forberedende sagsbehandling i ankenævnets sekretariat har (A) udtrykt, at hun var meget ilde berørt over at være blevet beskyldt for svig overfor forvaltningen. Dette har formentlig spillet ind ved formuleringen af ovenfor citerede afsnit i afgørelsen. Det skal medgives, at det havde været mere korrekt at skrive "... og selvom der ikke skulle være tale om svig eller ond tro ...". Meningen var, at selvom det antages, at der ikke er tale om svig eller ond tro, fandt nævnet at tilbagebetalingspligten alligevel kunne opretholdes under henvisning til det citerede afsnit af vejledningens pkt. 168.

Der er således ikke tale om, at nævnet har ændret opfattelse med hensyn til tilbagebetalingshjemmelen, men alene at afgørelsen kunne have været affattet lidt mere præcist.

Hvordan sikrer nævnet sig at henstillinger efterleves.

Når Ankenævnet hjemviser en sag til kommunen til fornyet vurdering eller som led i en stadfæstelse henstiller til kommunen nærmere at undersøge et delspørgsmål af sagen, forventer nævnet som hovedregel ikke at blive underrettet af kommunen om den fornyede vurdering. Det forudsættes, at kommunen meddeler klageren resultatet af de fornyede overvejelser, hvorefter denne afgørelse evt. kan påklages efter gældende regler. Efter nævnets opfattelse er det ikke betænkeligt at overlade kontrollen med, om afgørelsen efterleves til klageren, der jo er fuldtud orienteret om, hvad kommunen skal foretage sig. Nævnet anmoder heller ikke kommunerne om at orientere nævnet om, hvad man foretager sig som følge af, at en kommunal afgørelse ændres af nævnet.

..."

I et brev til A udtalte jeg herefter følgende

" Ad kommunens og ankenævnets sagsbehandling

(Det sociale ankenævn) anmodede ved sin afgørelse fra december 1991 udtrykkeligt (kommunen) om at foretage en fornyet undersøgelse af beregningsgrundlaget i 1985 indtil De arvede. Jeg må ud fra de foreliggende oplysninger lægge til grund at der ikke blev foretaget en fornyet undersøgelse med indhentelse af yderligere oplysninger, men at kommunen i det højeste foretog en fornyet vurdering af sagen ud fra de hidtil foreliggende oplysninger. Dette skete i givet fald uden at kommunen anførte noget herom på sagens journalark. Kommunen undlod samtidig at meddele Dem sin afgørelse vedrørende revurderingsspørgsmålet ledsaget af den fornødne begrundelse og klagevejledning.

Det burde være fremgået af kommunens sag at den havde truffet en afgørelse vedrørende revurderingsspørgsmålet, og denne afgørelse burde have været meddelt Dem ledsaget af den fornødne begrundelse og klagevejledning. Begrundelsen burde i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24 have indeholdt en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Den burde endvidere i fornødent omfang have angivet de hovedhensyn som en eventuel skønsudøvelse havde baseret sig på, ligesom den i fornødent omfang burde have indeholdt en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder som var tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Klagevejledningen burde i overensstemmelse med forvaltningslovens § 25 have angivet den myndighed hvortil klage kan indgives, og burde have indeholdt oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage. En sådan begrundelse og klagevejledning burde også have ledsaget kommunens afgørelse af 2. november 1988.

Det forhold at (kommunen) undlod at foretage en fornyet undersøgelse af forholdene i 1985, indebar at tilbagebetalingskravet for 1985 blev afgjort på et utilstrækkeligt grundlag uanset at sagen havde været undergivet en ankebehandling.

Det følger af det almindelige official- eller undersøgelsesprincip som gælder inden for forvaltningsretten, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at sørge for at de oplysninger som er nødvendige for de foreliggende sager bliver fremskaffet. (Det sociale ankenævn) har derfor som rekursmyndighed haft ansvaret for at rekurssagen var tilstrækkeligt oplyst. Dette var ikke tilfældet da ankenævnet traf sin afgørelse idet nævnet traf afgørelse selv om beregningsgrundlaget for 1985 ikke var tilstrækkeligt belyst.

En rekursmyndighed som ikke mener at have det nødvendige grundlag til at kunne stadfæste eller ændre en afgørelse, må enten sørge for at grundlaget bliver tilvejebragt, eller hjemvise sagen til fornyet behandling. Se i den forbindelse også § 17, stk. 1, sammenholdt med § 18, stk. 5, i den sociale styrelseslov hvoraf det fremgår at klagenævnenes afgørelser "kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den påklagede afgørelse".

Jeg mener derfor ikke at (det sociale ankenævn) har haft hjemmel til at stadfæste kommunens afgørelse betinget af at kommunen foretog yderligere undersøgelser. Ankenævnet burde efter min opfattelse i stedet have indhentet de oplysninger vedrørende 1985 som nævnet manglede, eller have hjemvist sagen til fornyet behandling hos kommunen således at kommunen blev anmodet om at meddele Dem en fornyet afgørelse ledsaget af den nødvendige klagevejledning.

Jeg har på baggrund af det anførte gjort (det sociale ankenævn) og (kommunen) bekendt med at begge myndigheders sagsbehandling efter min opfattelse har været særdeles kritisabel.

Ad retsgrundlaget for ankenævnets afgørelse

Det sociale ankenævns afgørelse er truffet på grundlag af §§ 41 og 42 i lov om social pension. Disse bestemmelser havde før en lovændring i 1994 følgende indhold

" § 41. Pensionisten skal oplyse det sociale udvalg om forandringer i forhold, der kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af pensionen.

Stk. 2. Pensionisten skal oplyse om flytning. Ved flytning til en anden kommune her i landet skal henvendelse om fortsat udbetaling ske til tilflytningskommunen.

Resumé

En kvinde havde arvet et beløb i 1985. Hun klagede nu over en kommune og et socialt ankenævns afgørelse hvorefter hun skulle tilbagebetale et for meget udbetalt pensionsbeløb for perioden 1985-87. Kvinden mente ikke at kommunen kunne kræve tilbagebetaling, da hun havde modtaget pensionen i god tro. Endvidere havde hun givet korrekte oplysninger om sin forventede indkomst og senere i selvangivelser oplyst om den faktiske indkomst.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse da kvinden ikke havde givet tilstrækkeligt korrekte oplysninger og derved havde tilsidesat sin oplysningspligt. Ankenævnet mente dog at kommunen skulle revurdere de faktiske indkomstforhold for 1985 indtil det tidspunkt hvor arven faldt.

Ombudsmanden mente at både kommunens og ankenævnets sagsbehandling havde været særdeles kritisabel. Ankenævnet havde ikke hjemmel til at stadfæste kommunens afgørelse betinget af at kommunen foretog yderligere undersøgelser, da det følger af undersøgelsesprincippet at hver enkelt forvaltningsmyndighed selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger. Kommunen burde have truffet afgørelse om revurderingsspørgsmålet og meddelt kvinden afgørelsen ledsaget af begrundelse og klagevejledning.

Ombudsmanden fandt endvidere at ankenævnet havde baseret sin afgørelse på en urigtig retsopfattelse, fordi tilbagebetaling krævede en bedømmelse af modtagerens subjektive forhold som ikke var foretaget. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1992-765-084).