Sagsbehandlingstid i Landsskatteretten

Sagsbehandlingstid i Landsskatteretten

Den 23. april 1992 modtog Landsskatteretten en klage fra en kvinde (A) over en afgørelse som Skatteankenævnet i en kommune havde truffet den 7. februar 1992 om ansættelsen for indkomståret 1985. Klagen vedrørte spørgsmålet om fradrag for en renteudgift på 194.026,31 kr. Skatteankenævnet havde nægtet fradrag fordi der ikke mellem A og hendes kreditor kunne antages at være sådanne forretningsmæssige relationer at fradrag for udgiften var berettiget.

Den 3. januar 1995 klagede A til mig over Landsskatterettens sagsbehandlingstid.

I anledning af klagen indhentede jeg en udtalelse af 13. januar 1995 fra Landsskatteretten. Jeg modtog endvidere sagens akter og en datoliste over de ekspeditioner der var foretaget indtil da. Det fremgik at retten bekræftede modtagelsen af A's klage i et brev af 23. april 1992 til A's revisor. Den samme dag bad Landsskatteretten Skatteankenævnet om at sende det materiale der havde dannet grundlag for afgørelsen.

Den 6. maj 1992 modtog Landsskatteretten sagens akter og en udtalelse fra Skatteankenævnet.

Den 22. december 1992 blev sagen fordelt til en sagsbehandler i rettens 5. kontor.

Ifølge et telefonnotat af 16. marts 1994 modtog Landsskatteretten meddelelse om at A's revisor var død. Af notatet fremgik det at Landsskatteretten da lovede "at behandle sagen inden for de næste par måneder".

Sagen blev omfordelt til en anden sagsbehandler i rettens 5. kontor den 29. august 1994.

I brev af 20. oktober 1994 bad Landsskatteretten A om at kontakte retten for at aftale et tidspunkt for den mundtlige forhandling. I brevet skrev retten at henvendelsen skete direkte til A da det ikke havde været muligt at træffe den oprindelige repræsentant på sagen, A's revisor. Med brevet fulgte Skatteankenævnets bemærkninger til sagen.

Den 22. oktober 1994 skrev A til Landsskatteretten at hun imødeså et snarligt møde og en endelig afslutning af den meget gamle sag. A fremsatte samtidig nogle bemærkninger til sagen.

Den 26. oktober 1994 erklærede A sig telefonisk over for Landsskatteretten enig i at sagen vedrørende indkomståret 1985 blev forhandlet samtidig med sagen vedrørende indkomstårene 1990 og 1991 der også var blevet indbragt for Landsskatteretten. Til drøftelse af de sidstnævnte indkomstår var A indkaldt til et møde den 27. oktober 1994.

Den 26. oktober 1994 blev sagen omjournaliseret til rettens 3. kontor som behandlede sagen vedrørende A's ansættelser for indkomstårene 1990 og 1991. Sagen blev den samme dag fordelt til en sagsbehandler på rettens 3. kontor.

Den 27. oktober 1994 blev der afholdt mundtlig forhandling i Landsskatteretten, og den næste dag fik A tilsendt en kopi af forhandlingsreferatet.

I brev af 9. november 1994 fremsatte A bemærkninger til referatet.

I en udtalelse til mig i anledning af klagen beklagede Landsskatteretten den lange sagsbehandlingstid og angav som forklaring en stor sagsbeholdning i rettens 5. kontor i perioden 1992-94. Samtidig beklagede Landsskatteretten at A ikke havde været underrettet om at sagsbehandlingstiden trak ud. Landsskatteretten oplyste endvidere over for mig at sagen den 12. januar 1995 var sendt til votering, og at kendelse kunne forventes at foreligge inden for en - to måneder.

I en skrivelse til A udtalte jeg

"Til Landsskatterettens behandling af Deres klage - fra retten modtog klagen, og indtil De klagede til mig - er der gået mere end to år og otte måneder. En samlet sagsbehandlingstid af en sådan længde forekommer klart urimelig. En nærmere vurdering må dog foretages på baggrund af oplysningerne om de enkelte ekspeditioner i sagen.

I de første to uger afventede sagen ikke Landsskatterettens behandling.

Fra Landsskatteretten modtog Skatteankenævnets udtalelse og sagens akter den 6. maj 1992, og indtil sagen blev fordelt til en sagsbehandler den 22. december 1992, gik der mere end syv måneder. Dette anser jeg for kritisabelt.

Efter den 22. december 1992 blev der ikke foretaget nogen som helst ekspedition i sagen før en bekendt af Dem ringede til Landsskatteretten den 16. marts 1994, og der blev lavet et notat om samtalen. I næsten 15 måneder blev der således ikke foretaget nogen sagsbehandling. Det anser jeg for særdeles kritisabelt.

Fra den 16. marts 1994 og indtil sagen den 29. august 1994 blev omfordelt til en anden sagsbehandler, gik der næsten fem en halv måned - stadig uden nogen som helst ekspedition. Jeg anser forholdet for særdeles kritisabelt. Ud over længden af denne tidsperiode har jeg herved lagt vægt på dels at De under samtalen den 16. marts 1994 fik løfte om at sagen ville blive behandlet "inden for de næste par måneder", dels det forhold at sagen allerede da havde været uden ekspedition i alt for lang tid.

Efter omfordelingen den 29. august 1994 og indtil Landsskatteretten skrev til Dem den 20. oktober 1994, gik der ca. en måned og tre uger. I lyset af sagens hidtidige behandling havde det været ønskeligt om Landsskatteretten havde skrevet til Dem på et lidt tidligere tidspunkt.

Sagen har herefter ikke afventet Landsskatterettens behandling i det tidsrum da retten sendte forhandlingsreferatet til Dem, og indtil retten modtog Deres bemærkninger til sagen. Det drejer sig om to uger.

Fra Landsskatteretten modtog Deres bemærkninger den 10. november 1994, og indtil De klagede til mig den 3. januar 1995, gik der ca. en måned og tre uger. Som det fremgår af Landsskatterettens udtalelse til mig, er sagen sendt til votering den 12. januar 1995. Der har således efter den 10. november 1994 ikke været foretaget ekspedition i sagen i lidt mere end to måneder. I lyset af den tid der hidtil var anvendt i Landsskatteretten til sagens behandling, havde det været ønskeligt om den seneste ekspedition havde været fremskyndet til et tidligere tidspunkt end den 12. januar 1995.

Ud over at måtte kritisere de enkelte tidsperioder må jeg sammenfattende anse den samlede sagsbehandlingstid i Landsskatteretten for særdeles kritisabel.

Jeg har gjort Landsskatteretten bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til retten at fremskynde behandlingen af sagen mest muligt.

Jeg har anmodet Landsskatteretten om at underrette mig om hvorvidt sagen giver retten anledning til iværksættelse af foranstaltninger der kan forebygge lignende tilfælde.

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven indeholder i pkt. 206 og 207 regler om god forvaltningsskik. Punkterne har denne ordlyd

Punkt 206

"Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge."

Punkt 207

"Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt."

Som det fremgår af Landsskatterettens udtalelse til mig, er De ikke blevet underrettet om at sagsbehandlingstiden trak ud.

Landsskatteretten har over for Dem på intet tidspunkt forholdt sig i overensstemmelse med de angivne regler om god forvaltningsskik - heller ikke efter at have afgivet løfte den 16. marts 1994 om at behandle sagen "inden for de næste par måneder". Den manglende overholdelse af de nævnte regler om god forvaltningsskik finder jeg særdeles kritisabel.

Jeg har samtidig hermed gjort Landsskatteretten bekendt med min opfattelse. Også i den forbindelse har jeg anmodet Landsskatteretten om at underrette mig om hvorvidt sagen giver retten anledning til iværksættelse af foranstaltninger der kan forebygge lignende tilfælde.

..."

I besvarelse af en underretningsskrivelse af 22. februar 1995 fra Landsskatterettens præsident udtalte jeg den 7. marts 1995

"Hermed bekræfter jeg modtagelsen af Deres brev af 22. februar 1995 hvor De oplyser dette

"Landsskatteretten var i perioden fra sommeren 1988 og frem til 1. juli 1992 underlagt et ansættelsesstop. Ansættelsesstoppet indebar, at der ved udgangen af 1992 var oparbejdet en sagsbeholdning på henved 4500 sager i rettens indkomstafdeling. Dette var selvsagt uacceptabelt.

Nedbringelse af denne sagspukkel var da også en meget vigtig målsætning for Landsskatteretten, da retten opnåede status som kontraktstyrelse i perioden 1993-96 og i den forbindelse fik mulighed for at genbesætte ledige stillinger, samtidig med at retten midlertidigt blev tilført flere ressourcer.

Sagsbeholdningen er i de forløbne to år af kontraktsperioden nedbragt med 1800 sager til ca. 2700 sager ved udgangen af 1994. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er samtidig nedbragt til ca. 10 måneder. Målet er at nedbringe den gennemsnitlige sagsbehandlingstid til under 9 måneder i løbet af 1995.

Nedbringelsen af sagsbeholdningen giver mulighed for en væsentligt hurtigere sagsfordeling og sagsbehandling.

Hertil kommer, at jeg som tidligere oplyst (...) har præciseret overfor rettens kontorer, at der i sager, der har været verserende i Landsskatteretten i 9 måneder, og hvor der undtagelsesvis ikke har været telefonisk eller skriftlig kontakt med klageren/repræsentanten udover standardkvitteringsskrivelsen, skal gives meddelelse om årsagen til, at sagsbehandlingstiden trækker ud. Samtidig vil der så vidt muligt blive givet oplysning om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge. Ligeledes skal der i disse sager, hvis det på et tidligere tidspunkt kan forudses, at sagsbehandlingstiden vil overstige 12 måneder, allerede på dette tidspunkt tilsendes klageren eller dennes repræsentant meddelelse om, at sagen ikke kan forventes afgjort indenfor 12 måneder. Samtidig gives der meddelelse om årsagen hertil samt så vidt muligt oplysning om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Da jeg herefter er af den opfattelse, at der er iværksat foranstaltninger, der kan forebygge lignende tilfælde, finder jeg ikke anledning til at foretage yderligere".

I mit brev af 7. februar 1995 (i en anden klagesag) har jeg meddelt Dem at jeg har taget det oplyste om præciseringen over for rettens kontorer til efterretning.

Det som De nu i øvrigt har oplyst, har jeg ligeledes taget til efterretning. Jeg foretager mig herefter ikke videre."

Resumé

Landsskatteretten modtog den 23. april 1992 en klage fra en kvinde over Skatteankenævnets afgørelse af 7. februar 1992 om ansættelse for indkomståret 1985. Den 3. januar 1995 klagede kvinden til ombudsmanden over den tid der indtil da var gået i Landsskatteretten til behandlingen af hendes klage.

Ombudsmanden udtalte at han ud over at måtte kritisere de enkelte sagsbehandlingsperioder, måtte anse den samlede sagsbehandlingstid i Landsskatteretten for særdeles kritisabel.

Ombudsmanden kritiserede endvidere Landsskatteretten for ikke at have forholdt sig i overensstemmelse med de regler om god forvaltningsskik der er indeholdt i pkt. 206 og 207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Ombudsmanden anmodede Landsskatteretten om underretning om hvorvidt sagen gav retten anledning til iværksættelse af foranstaltninger der kunne forebygge lignende tilfælde.

Landsskatteretten oplyste senere ombudsmanden om de foranstaltninger der var iværksat.

Ombudsmanden meddelte Landsskatteretten at han havde taget det oplyste til efterretning, og at han herefter ikke foretog sig videre. (J. nr. 1995-13-200).