Samværsret i udlandet. Haagerkonventionen. Konkret/abstrakt bortførelsesrisiko

§ 24. Statsamtet træffer efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsretten og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed.

Stk. 2. Statsamtet kan afslå at fastsætte samværsret og kan ændre eller ophæve en afgørelse eller aftale om samværsret, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet."

En afgørelse om samværsret træffes efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Afgørelsen træffes under hensyn til hvad der er bedst for barnet. Der tages herved navnlig hensyn til barnets alder, forældrenes hidtidige forbindelse med barnet og afstanden mellem forældrenes bopæle.

For så vidt angår problemet i denne sag - om udøvelse af samvær i udlandet - har Civilretsdirektoratet anført følgende

"...

Det er Civilretsdirektoratets praksis, at der ikke gives tilladelse til at udøve samvær i udlandet, medmindre der er fuld sikkerhed for, at det pågældende lands myndigheder vil medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark igen, hvis den samværsberettigede ved samværets udløb skulle tilbageholde barnet i udlandet.

Efter Danmarks tiltrædelse af Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 er der sket en forbedring af mulighederne for at få et barn tilbage til forældremyndighedsindehaveren, hvis det ulovligt tilbageholdes i et land, som har tilsluttet sig konventionen. Samvær afvises derfor ikke i almindelighed.

Ved afgørelse af, om der kan gives tilladelse til udøvelse af samværsret i udlandet i et land, der har tiltrådt konventionen, vil risikoen for, at barnet f.eks. bringes videre til en ikke-kontraherende stat dog indgå i vurderingen. Endvidere indgår det i vurderingen om samværet i det enkelte tilfælde skønnes at være til gavn for barnet."

(Gengivet i direktoratets afgørelser af 18. juni 1993 og 8. april 1994).

Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 blev gennemført i Danmark ved lov nr. 793 af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 351) fremgår at lovforslaget - ud over at forhindre eller begrænse børnebortførelse - vil medvirke til at forbedre mulighederne for at forældre der bor i hver sit land, kan få samværsret med deres børn.

Loven indebærer en lempelse af den hidtidige praksis vedrørende fastsættelse af samværsret for forældre der er udenlandske statsborgere. (Anf. sted sp. 354). Denne praksis er i betænkning nr. 1166/1989 om internationale børnebortførelser, som loven bygger på, beskrevet således

"Praksis vedrørende fastsættelse af samværsret for forældre, der er udenlandske statsborgere, og for samværsret i udlandet er i almindelighed restriktiv. Har den af forældrene, der ønsker samværsret, udenlandsk statsborgerskab eller anden stærk tilknytning til udlandet, kræves som regel sikkerhed for, at den pågældende ikke forlader landet med barnet under udøvelsen af samværsretten. Dette opnås i almindelighed ved at forlange deponering af passet under samværsrettens udøvelse. Samværsret, der ønskes udøvet i udlandet uden for Norden, nægtes konsekvent, hvis forældremyndighedens indehaver modsætter sig det, medmindre der er fuld sikkerhed for, at man kan regne med bistand fra udenlandske myndigheder, hvis den berettigede ved samværsrettens udløb skulle tilbageholde barnet i udlandet." (Betænkningen, s. 25).

Udgangspunktet om tilbagegivelse efter Haagerkonventionen fremgår af lovens § 10 der er sålydende

"Børn, som ulovligt er ført her til landet eller ulovligt tilbageholdes her, skal efter anmodning tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen.

Stk. 2. En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis

1) handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer, en institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og

2) rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget."

Loven - og konventionen - indeholder visse undtagelser fra udgangspunktet om tilbagegivelse hvor det i helt særlige tilfælde findes bedst for barnet at tilbagegivelse ikke skal ske. I betænkning nr. 1166 er der om Haagerkonventionens hovedformål og forholdet til konventionens undtagelsesbestemmelser bl.a. anført følgende

"...

Formålet er en genoprettelse af den faktiske tilstand, således at tvister om forældremyndighed og samværsret får sin endelige afgørelse i barnets oprindelsesland. Spørgsmålet, om en bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig efter Haagerkonventionen, afgøres alene efter loven i det konventionsland, hvor barnet boede, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted. Bekræftes det, at der foreligger en ulovlig børnebortførelse, har den konventionsstat, hvor barnet befinder sig, pligt til at udlevere barnet, selv om forældremyndighedsspørgsmålet ville blive bedømt anderledes efter dette lands egen lovgivning. Tilbagegivelse kan dog nægtes af grunde, som er fastsat af hensyn til, hvad der er bedst for barnet, jf. afsnit 4.2.

De muligheder, som konventionerne åbner for at nægte at udlevere et barn, når dette ikke kan anses for at være i overensstemmelse med, hvad der er bedst for barnet, kan svække konventionernes effektivitet. Som nævnt ovenfor bør der dog tilstræbes en afbalanceret ordning, således at konventionerne ikke tvinger en stat til at udlevere et barn, når dette kan anses for at stride imod, hvad der er bedst for barnet. Konventionerne indebærer, hvis forbeholdsmulighederne udnyttes, en rimelig afvejning af almindelige effektivitetsønsker og hensynet til, hvad der er bedst for barnet. Der er ikke grund til at antage, at de stater, som tilslutter sig konventionerne, vil udnytte undtagelsesbestemmelserne på utilsigtet måde. Betydningen af konventionernes effektivitet er gensidig, og staterne må følgelig være opmærksom på, at konventionernes regler skal følges loyalt, og at der ikke er grundlag for en situationsbetinget anvendelse afhængig af, om staten er oprindelsesland eller modtagerland i den konkrete tvist.

..."

A . Civilretsdirektoratets praksis hvorefter der ikke gives tilladelse til at udøve samvær i udlandet, medmindre der er fuld sikkerhed for at det pågældende lands myndigheder vil medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark, kan ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger.

På baggrund af Haagerkonventionen som både USA og Danmark har tilsluttet sig, for Danmarks vedkommende ved lov nr. 793 af 27. november 1990, må der være en formodning for at betingelsen - 'fuld sikkerhed for medvirken til tilbagegivelse' ved udøvelse af samværsret i udlandet - er opfyldt, jf. det der er anført ovenfor. I mangel af holdepunkter for det modsatte må man derfor i en sag som den foreliggende gå ud fra at USA som kontraherende stat vil medvirke i en eventuel sag om tilbagegivelse. Som sagen er oplyst, er der efter min opfattelse ikke grund til at betvivle at myndighederne i USA vil opfylde forpligtelserne efter konventionen.

B . Det er Civilretsdirektoratets praksis at risikoen for at et barn f.eks. bringes videre til en ikke-kontraherende stat, indgår i vurderingen af om der kan gives tilladelse til udøvelse af samværsret i et udland der har tiltrådt konventionen.

En vis generel risiko for viderebringelse til en ikke-kontraherende stat vil altid være til stede i disse sager. For at afslå en anmodning om samværsret i udlandet med henvisning til denne risiko må der derfor foreligge en mere konkret begrundet sandsynlighed for risiko for viderebringelse.

Civilretsdirektoratet har i afgørelsen af 8. april 1994 ikke med fornøden sikkerhed kunnet afvise påstanden om risiko for tilbageholdelse i udlandet, og har på den baggrund ikke fundet at samvær skal kunne udøves uden for landets grænser. Civilretsdirektoratet har ved denne afgørelse - og ved afgørelsen af 18. juni 1993 - lagt vægt på erklæringen fra oktober 1992 fra psykolog (D). I erklæringen angives at det vil være bedst for (C) at han har et normalt samvær med Dem, også i USA. Det er endvidere anført at risikoen for at De vil skride til bortførelse, f.eks. med henblik på at få forældremyndigheden, skønnes til stede hvis Deres rettigheder ifølge Colorado-dommen krænkes.

I afgørelsen af 8. april 1994 har Civilretsdirektoratet lagt vægt på at De ifølge denne dom fik samvær i USA i et omfang som ligger væsentligt ud over det De vil kunne få efter dansk praksis. Dette er jeg uforstående over for; så vidt jeg kan se, svarer omfanget af samvær ifølge Civilretsdirektoratets afgørelse af 18. juni 1993 stort set til Colorado-dommen.

Som anført ovenfor må der efter lov nr. 493 af 27. november 1993 være en formodning for at en kontraherende stat, her USA, vil medvirke ved tilbagegivelse hvis et barn ulovligt tilbageholdes. Som ligeledes anført må der ved vurderingen af om der er risiko for bortførelse, herunder til en ikke-kontraherende stat, kræves at denne risiko er konkret begrundet/sandsynlig.

Efter ordlyden af konklusionen i erklæringen fra psykolog (D) er den konkrete risiko for bortførelse begrænset, nemlig til det tilfælde hvor Deres ret til samvær ifølge Colorado-dommen krænkes. Forudsat der gives tilladelse til samvær i USA, vil der alene kunne tænkes en 'krænkelse af rettighederne', hvis det tidsmæssige omfang af samværet indskrænkes i forhold til dommen.

I betragtning af den forholdsvise overensstemmelse mellem den amerikanske og danske afgørelse vedrørende omfanget af samværsretten står det mig ikke klart på hvilken baggrund Civilretsdirektoratet i afgørelsen af 18. juni 1993 har fundet 'at der er en vis risiko for, at (A) vil tilbageholde (C) i forbindelse med samvær i udlandet, og at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at en tilbagelevering vil finde sted'. Psykologerklæringen giver - på baggrund af afgørelsen af samværets omfang - efter min mening ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage at der foreligger en konkret bortførelsesrisiko.

Efter min opfattelse er det endnu vanskeligere at forstå at Civilretsdirektoratet igen ved afgørelsen af 8. april 1994 henviser til den samme psykologerklæring som begrundelse for at afslå samvær i USA: På dette tidspunkt var der gået mere end halvandet år siden erklæringen blev udarbejdet, der havde i den mellemliggende periode været et samvær i Danmark i overensstemmelse med afgørelsen, og statsamtet havde den 1. februar 1994 på ny truffet afgørelse om samvær i USA.

Jeg må endvidere forstå psykologerklæringen således at bortførelsesrisikoen vedrører tilbageholdelse i USA, Colorado (med henblik på overførelse af forældremyndigheden). Der er således ikke i erklæringen anført en (konkret) risiko for bortførelse til en ikke-kontraherende stat.

Selv om Civilretsdirektoratet (ved afgørelsen af 8. april 1994) også har henvist til (B's) forklaring om forløbet af samværet og til (C's) alder, må jeg lægge til grund at erklæringen fra oktober 1992 fra psykolog (D) har haft en meget væsentlig betydning for Civilretsdirektoratets afgørelse.

Sammenfattende er det min opfattelse at afslag på Deres ønske om udøvelse af samvær i USA under henvisning til bortførelsesrisikoen forudsætter et mere sikkert grundlag for bedømmelse af denne risiko, f.eks. gennem indhentelse af en psykologerklæring afgivet på baggrund af en fornyet undersøgelse.

..."

På den baggrund bad jeg Civilretsdirektoratet om bemærkninger til mine synspunkter. Jeg bad samtidig direktoratet om at indhente en udtalelse fra C's mor, B.

B og hendes advokat fremsatte henholdsvis den 15. og den 17. november 1994 bemærkninger til sagen.

Civilretsdirektoratet afgav den 28. november 1994 følgende supplerende udtalelse til sagen

"Civilretsdirektoratet har vurderet, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan afvises, at der er en risiko for, at barnet vil blive tilbageholdt i forbindelse med samvær i udlandet. Man har på denne baggrund afslået at fastsætte samvær i udlandet - uanset, at USA har tiltrådt Haagerkonventionen af 25. oktober 1980.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at der bør udvises stor forsigtighed i forbindelse med skønnet over, om der er risiko for bortførelse. Dette hænger sammen med, at man ikke bør pålægge den forælder, der har forældremyndigheden, at skulle sende sit barn til udlandet, uden at der er fornøden sikkerhed for, at den anden forælder sender barnet tilbage til tiden. Indehaveren af forældremyndigheden bør ikke udsættes for, at spørgsmålet om barnets tilbagevenden skal afhænge af, om myndighederne i det pågældende land finder, at betingelserne for at returnere barnet er til stede. Forældremyndighedsindehaveren bør heller ikke udsættes for en risiko for, at barnet bringes til et land, der ikke er omfattet af konventionen. Indehaveren af forældremyndigheden bør end ikke udsættes for at skulle undvære barnet i den periode, som en sag om tilbagelevering tager.

Man skal i den forbindelse pege på, at denne forsigtige vurdering ikke er ensbetydende med, at kontakten mellem barnet og den anden forælder skal ophøre. Samværet skal blot udøves i Danmark.

I den foreliggende sag er forholdet det, at moderen i sin skrivelse af 16. december 1993 bl.a. oplyser, at det er hendes opfattelse, at (A) planlægger, at (C) skal bo i USA, og at han på en konto i USA opsparer de børnebidrag, som hun har krav på til barnets forsørgelse her.

Det fremgår endvidere af bl.a. en telefax af 5. april 1993, at faderen har overvejet, hvorvidt han skal respektere skilsmissedommens vilkår om forældremyndighed, og at han - for sig selv - har opstillet forskellige betingelser for at undlade at forsøge at få forældremyndigheden ved dom i USA. Alene det forhold, at faderen øjensynlig overvejer, om han skal have forældremyndigheden over barnet og under hvilke betingelser han agter at undlade at søge herom, viser efter Civilretsdirektoratets opfattelse, at der er en sådan risiko for en tilbageholdelse, at Civilretsdirektoratet ikke finder at kunne tage ansvaret for at pålægge moderen at skulle sende barnet til udlandet.

Det bemærkes endeligt, at der efter Civilretsdirektoratets opfattelse er stor forskel på omfanget af samværet fastsat i henhold til Colorado-dommen af 27. juli 1992 og Civilretsdirektoratets samværsafgørelse. I Colorado-dommen er det bl.a. bestemt, at sommerferiesamværet strækker sig over 4-6 uger, og at faderen har ret til samvær, når han rejser i Europa, hvis dette ikke er i konflikt med barnets skolegang."

A modtog kopi af udtalelserne og fremsatte bemærkninger hertil i breve af 8., 19., 23. og 25. december 1994 samt 6. januar 1995.

Jeg udtalte herefter endeligt i mit brev til A af 15. februar 1995 følgende

"Det er et af formålene med Haagerkonventionen at forbedre mulighederne for samvær med børn hvor den samværsberettigede bor i et andet (konventions)land. Efter Danmarks tiltrædelse af konventionen må udgangspunktet være at en samværsberettiget efter anmodning skal kunne udøve samværet i udlandet.

Som anført må det på baggrund af konventionen formodes at der er sikkerhed for at en konventionsstat vil medvirke til tilbagegivelse af et barn hvis der sker tilbageholdelse efter samvær, jf. herved konventionens artikel 7. Hvis der imidlertid er en konkret risiko for at den samværsberettigede vil tilbageholde barnet, må udgangspunktet om ret til samvær i udlandet efter min opfattelse fraviges. Hvis en udleveringssag således må forventes at blive en sandsynlig følge af samværsopholdet, er jeg enig med Civilretsdirektoratet i at man af den grund kan afslå en begæring om samvær i udlandet. Men jeg må fastholde mit synspunkt om at en risiko for tilbageholdelse skal være konkret begrundet. De - i forhold til tidligere - betydeligt forbedrede muligheder der efter konventionen er for at få barnet udleveret til den der har forældremyndigheden, støtter efter min opfattelse i sig selv dette synspunkt.

I erklæringen fra oktober 1992 fra psykolog (D) vurderes at det vil være bedst for (C) at han har et normalt samvær med Dem, også i USA. Der er ikke i sagen senere sagkyndige vurderinger af hvad der må anses for bedst for (C). Jeg må også af den grund gå ud fra at Civilretsdirektoratets afslag ikke - isoleret set - er begrundet i en vurdering af (C's) forhold.

Om bortførelsesrisikoen har Civilretsdirektoratet i udtalelsen af 28. november 1994 særligt henvist til telefax af 5. april 1993 fra Dem om Deres overvejelser om samværet. Der er bl.a. anført følgende

"...

3. Petitioner, (A), stipulates that if the Co-Petitioner, (B), complies with the provisions contained in the Separation Agreement signed by both parties, and subsequently made and Order of the Court on January 4, 1992; this Court's Orders of July 27, 1992; and, the findings and Final Decree from the Copenhagen Statsamt, that he will not file a motion to change custody, except in the following circumstance. If at some future date (C), after reaching an appropriate age, decides of his own free will that he would like to live in the United States with his father; and, if, after (C) had counseled with a psychologist who could confirm to both parties that (C's) decision was made of his own free will and for a reasonable purpose; and, if Co-Petitioner continued to object to (C) living with his father after (C) was so counseled, Petitioner would seek a change in custody.

..."

I B's brev af 16. december 1993 som Civilretsdirektoratet ligeledes henviser til, er bl.a. anført følgende

"...

I forbindelse med bidragssagen fremsender jeg et cassettebånd fra 14 - 9 - 93, hvor han siger, 'jeg vil ikke modtage en cent fra ham', fordi han sparer op til (C's) fornødenheder i U.S.A., samt 'I am providing things for my child, I am putting away money for his college education - additional money. I am paying childsupport, I am just not paying it to you', han nægter at oplyse mig om, hvad dette drejer sig om.

For sikkerheden for min 8 årige dreng, mener jeg dette har betydning. Det er ikke et besøg af (C) i U.S.A., han taler om, men en planlægning af, at barnet skal bo i U.S.A..

..."

Efter min opfattelse er der ikke de anførte steder holdepunkter for at De agter at tilbageholde (C) i forbindelse med samvær i USA. Under alle omstændigheder er der ikke herved påvist en sådan konkret risiko for tilbageholdelse i udlandet at samvær i USA af den grund kan afslås. Som anført i min udtalelse af 6. oktober 1994 mener jeg heller ikke at psykologerklæringen fra oktober 1992 giver et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage at der foreligger en sådan risiko.

Under sagen har der - navnlig af (B's) advokat - været rejst tvivl om i hvilket omfang Haagerkonventionens regler i givet fald vil blive anvendt af de amerikanske myndigheder i forbindelse med en udleveringssag.

Det bemærkes at eventuelle tvivlsspørgsmål om rækkevidden af Haagerkonventionen og dens anvendelse i det enkelte tilfælde må søges afklaret af de danske myndigheder, jf. det almindelige forvaltningsretlige officialprincip.

Det er ligeledes de danske myndigheder der - om fornødent - må søge andre spørgsmål afklaret med den amerikanske centralmyndighed, f.eks. om der vil kunne træffes forhåndsafgørelse om tilbagelevering - se hertil Grethe Jørgensen og Jens Dinesen, Juristen 1994, s. 177.

Det er sammenfattende min opfattelse at Civilretsdirektoratet ikke på det foreliggende grundlag har kunnet afslå Deres anmodning om samvær med (C) i USA.

Jeg har gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse og henstillet til direktoratet at træffe en ny afgørelse på baggrund af det jeg har anført.

..."

Den 16. maj 1996 traf Civilretsdirektoratet ny afgørelse i sagen, hvorefter A tillagdes ret til at udøve samvær med sit barn i USA.

Samværsret i udlandet. Haagerkonventionen. Konkret/abstrakt bortførelsesrisiko

Sagens nærmere omstændigheder var følgende

A og B blev skilt i Colorado, USA, ved dom af 4. januar 1991. Moderen, B, fik forældremyndigheden over fællesbarnet C, der var født i 1985, og faderen, A, fik ret til samvær. Moderen og barnet bosatte sig få måneder efter skilsmissen i Danmark mens faderen blev boende i Colorado.

På A's foranledning fastsatte District Court, County of Summit, State of Colorado, ved dom af 27. juli 1992 omfanget af hans ret til samvær med C. Ifølge dommen fik A ret til samvær fire-seks uger i skolernes sommerferie, juleferien hvert andet år, syv dage i to af de skoleferier efterår, vinter og forår i ulige år og syv dage i én af de nævnte ferier i lige år. A fik tillige ret til samvær hver gang han var i Europa.

I august 1992 ansøgte A Københavns Statsamt om fastsættelse af samværsret. I forbindelse med statsamtets behandling af ansøgningen var A og B til møder i statsamtet, og konsulent i statsamtet, psykolog D, havde i oktober 1992 samtaler med A, B og C. På baggrund af disse samtaler afgav psykologen en erklæring hvori han konkluderede følgende

"(C) synes først og fremmest at være fanget i dette spil mellem forældrene, som gør ham usikker, forvirret og skræmt. Han holder af begge forældre, men begge hænges de af den anden ud for noget kriminelt. Drengen får hermed et billede af begge sine forældre, som er i høj grad urovækkende.

Han har naturligvis brug for at dette spil stopper. At forholdet afdramatiseres, og at han kan få lov til at være sikker på begge sine forældre. Med hensyn til samvær skønnes dette bedst at kunne ske ved at drengen kommer i gang med et normalt samvær med sin far, også i USA. Sker dette ikke, vil krigen mellem forældrene fortsætte, og situationen først blive ekstra kritisk for drengen. Risikoen for at faderen kunne skride til bortførelse af barnet, f.eks. med henblik på at få forældremyndigheden, skønnes til stede, dersom hans rettigheder ifølge Colorado-dommen krænkes."

Københavns Statsamt traf afgørelse den 5. februar 1993 om at tillægge A ret til samvær med barnet indtil videre hvert år fire uger i skolens sommerferie, hvert år hele skolens efterårsferie, i de ulige år hele skolens vinterferie, i de lige år fra den 22. december til næste år den 2. januar. Samværet kunne udøves uden for Danmarks grænser, herunder i Colorado. Statsamtet begrundede afgørelsen således (skrivelse af 15. januar 1993 til Civilretsdirektoratet)

"En afgørelse som anført foran ville stort set følge den af retten i Colorado den 27. juli 1992 afsagte dom.

Med hensyn til statsamtets begrundelse for dette standpunkt henvises til det under samtalerne her med forældrene og barnet fremkomne, herunder den af psykolog (D) afgivne erklæring, som undertegnede repræsentanter fra statsamtet, der har deltaget i samtlige samtaler, fuldt ud kan tilslutte sig.

Under hensyn til, at (C) har tilbragt størstedelen af sit liv i Colorado, samt til at faderen klart kan tilbyde barnet store kvaliteter, både i form af kontakt til sin familie og ved en udvidelse af bredden i barnets oplevelser og erfaringer iøvrigt, finder statsamtet det bedst for barnet, at der gives tilladelse til, at samværet kan udøves uden for Danmark, herunder i Colorado, svarende til det livsmønster begge forældre fastlagde for barnet fra dets første leveår.

Statsamtet finder ikke, at der er nogen særlig risiko for, at barnet ikke bringes tilbage her til landet efter udøvelsen af samvær. Der henvises til lov af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v., idet bemærkes, at også Colorado har ratificeret Haagerkonventionen. Endelig henvises til vedlagte skrivelse af 2. december 1992 fra mandens advokat i Colorado, hvor hun redegør for retlige forhold i Colorado.

Statsamtet er opmærksom på, at der muligvis kan være en lille risiko for, at forældremyndighedsdommen, hvis faderen begærer det, kan ændres af retten i Colorado. Imidlertid er det statsamtets opfattelse, at faderen har til hensigt at respektere forældremyndighedsdommen, såfremt han får samværsret i overensstemmelse med de af retten i Colorado fastsatte retningslinier.

Statsamtet skal særligt henlede opmærksomheden på, at der i forbindelse med (A's) besøg i Danmark i efteråret 1992 blev gennemført en række samvær, herunder i en weekend med 2 overnatninger og uden overvågning. Der henvises til statsamtets resolutioner, der i det væsentlige er udfærdiget i overensstemmelse med derom mellem parterne opnået enighed. Endvidere er der efter statsamtets bestemmelse og i overensstemmelse med parternes enighed udøvet samvær i en uge i jule/nytårsferien med overnatning i og uden for København og uden overvågning."

B klagede umiddelbart efter afgørelsen til Civilretsdirektoratet.

A ansøgte i marts 1993 statsamtet om ret til samvær uden for Danmarks grænser i påsken. Statsamtet tillagde ham ved afgørelse af 1. april 1993 samværsret i overensstemmelse med hans ansøgning. B klagede umiddelbart efter til Civilretsdirektoratet. Direktoratet besluttede den 2. april 1993 at tillægge klagen opsættende virkning, idet direktoratet ikke for tiden fandt at der skulle være samvær uden for Danmarks grænser mod moderens protest.

Den 18. juni 1993 ændrede Civilretsdirektoratet statsamtets afgørelser af 5. februar og 1. april 1993 således at samvær alene kunne udøves i Danmark. Civilretsdirektoratet anførte som begrundelse for afgørelsen følgende (skrivelse til B)

"Det er Civilretsdirektoratets praksis, at der ikke gives tilladelse til at udøve samvær i udlandet, medmindre der er fuld sikkerhed for, at det pågældende lands myndigheder vil medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark igen, hvis den samværsberettigede ved samværets udløb skulle tilbageholde barnet i udlandet.

Efter Danmarks tiltrædelse af Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 er der sket en forbedring af mulighederne for at få et barn tilbage til forældremyndighedsindehaveren, hvis det ulovligt tilbageholdes i et land, som har tilsluttet sig konventionen. Samvær afvises derfor ikke i almindelighed.

Ved afgørelse af, om der kan gives tilladelse til udøvelse af samværsret i udlandet i et land, der har tiltrådt konventionen, vil risikoen for, at barnet f.eks. bringes videre til en ikke-kontraherende stat dog indgå i vurderingen. Endvidere indgår det i vurderingen, om samværet i det enkelte tilfælde skønnes at være til gavn for barnet.

Efter at have gennemgået sagen ændrer Civilretsdirektoratet hermed statsamtets afgørelse af 5. februar 1993, således at samværet skal finde sted i Danmark 4 uger i skolens sommerferie, hvert år i skolens efterårsferie, i ulige år i skolens vinterferie samt i lige år 1 uge i julen dog ikke juleaften. Endvidere ophæves afgørelse af 1. april.

Civilretsdirektoratet har således ikke fundet grundlag for at fastsætte samvær i udlandet.

Civilretsdirektoratet har fundet, at der er en vis risiko for, at (A) vil tilbageholde (C) i forbindelse med samvær i udlandet, og at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at en tilbagelevering vil finde sted.

Civilretsdirektoratet har herved navnlig lagt vægt på psykolog (D's) erklæring om, at risikoen for, at (A) kunne skride til bortførelse af barnet, f.eks. med henblik på at få forældremyndigheden, skønnes til stede, dersom hans rettigheder ifølge Colorado-dommen krænkes, sammenholdt med (A's) tilkendegivelse om, at han ikke har til hensigt at ændre forældremyndigheden, såfremt omfanget af samværet, som det er fastsat ved dom af 4. januar 1991, dom af 27. juli 1992 samt statsamtets afgørelse af 5. februar 1993, overholdes.

Civilretsdirektoratet har derimod ikke fundet, at der er en sådan risiko for bortførelse, at (A) ikke bør have samvær med (C) her i landet. Civilretsdirektoratet har herved navnlig lagt vægt på, at De frivilligt har givet (A) samvær med (C) i Danmark i efterårsferien og juleferien 1992, ligesom De var indstillet på at give samvær i påsken 1993.

..."

Den 12. november 1993 anmodede A statsamtet om at tage spørgsmålet om samvær uden for Danmark op til fornyet overvejelse, og han bad i den forbindelse om et møde i statsamtet den 3. januar 1994. Statsamtet indkaldte den 16. november 1993 B og C til et møde den nævnte dato, men B's advokat meddelte i brev af 22. november 1993 statsamtet at B's indstilling var uændret, og at advokaten derfor ikke fandt grundlag for yderligere drøftelser.

Af et notat fra A's samtale i statsamtet den 3. januar 1994 fremgik at han ønskede at alt fremtidigt samvær skulle kunne udøves uden for Danmark. A begrundede sit ønske med at han i sommeren 1994 forventede arbejde ved en række weekend-arrangementer især i USA, hvorfor han ikke kunne holde ferie i Danmark, men at han ved ret til samvær i USA kunne have C med til de nævnte arrangementer.

Den 1. februar 1994 traf statsamtet afgørelse om at det fastsatte samvær kunne udøves uden for Danmarks grænser. Under hensyn til at A havde oplyst fuldt ud at have udnyttet de fastsatte regler for samværet, og at både A og B havde oplyst at samværet var forløbet upåklageligt, fandt statsamtet det rimeligt og i overensstemmelse med barnets tarv at der for fremtiden var mulighed for at samværet kunne udøves uden for landets grænser.

I breve af 23. februar og 2. marts 1994 klagede B's advokat til Civilretsdirektoratet over at samværet kunne udøves uden for landets grænser.

Civilretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse i en afgørelse af 8. april 1994, således at samvær ikke kunne finde sted uden for Danmark. Civilretsdirektoratet redegjorde som i afgørelsen af 18. juni 1993 for sin praksis og anførte herefter følgende begrundelse (skrivelse til B's advokat)

"Det fremgår af sagen, at (A) siden Civilretsdirektoratets afgørelse af 18. juni 1993 har udøvet samvær i Danmark med (C) i sommerferien 1993, i efterårsferien 1993, i julen 1993, og i påsken 1994.

Deres klient har blandt andet begrundet sin frygt for tilbageholdelse med, at (A) aldrig fortæller, hvor han tager hen med (C), og at det aldrig har været muligt at få en fast aftale med (A) om, hvornår (C) skal afhentes og afleveres. Hun mener ikke, at hun kan stole på (A) og oplyser, at (C) ikke ønsker samvær uden for Danmark.

(A) har tilkendegivet over for Civilretsdirektoratet, at han er indstillet på at efterleve statsamtets resolution.

Civilretsdirektoratet har lagt vægt på disse oplysninger, og på at (C) kun er 9 år.

Man har endvidere lagt vægt på en psykologerklæring afgivet af (D), hvori det er anført, at risikoen for, at (A) vil skride til bortførelse, skønnes til stede, såfremt hans rettigheder ifølge en dom om samværsret fra Colorado District Court, County of Summit krænkes. Ifølge den nævnte dom fik (A) samvær i USA i et omfang, som ligger væsentligt ud over det, som han kan få efter dansk praksis.

På denne baggrund kan Civilretsdirektoratet ikke med fornøden sikkerhed afvise Deres klients påstand om risikoen for tilbageholdelse i udlandet og har således fundet, at samvær ikke skal kunne udøves uden for landets grænser."

A klagede herefter til mig den 12. april 1994. I anledning af hans klage anmodede jeg Københavns Statsamt og Civilretsdirektoratet om udtalelser.

I sin udtalelse af 4. maj 1994 henholdt Københavns Statsamt sig til sine afgørelser om samværsret og anførte bl.a. følgende

"...

Statsamtet har efter en meget grundig sagsbehandling fundet det rimeligt og bedst for (C), at faderen har mulighed for at udøve samværsret uden for landets grænser. Man finder ikke, at der foreligger nogen reel bortførselsrisiko.

..."

Civilretsdirektoratet henholdt sig i sin udtalelse af 9. maj 1994 til sin afgørelse af 8. april 1994.

I en skrivelse til A af 6. oktober 1994 udtalte jeg foreløbigt følgende

"Myndighedernes afgørelse er truffet efter §§ 23 og 24 i myndighedsloven der har følgende indhold

" § 23. Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til samvær med barnet.

Resumé

En amerikansk statsborger, bosat i USA, klagede over Civilretsdirektoratets afslag på at lade ham udøve samvær i USA med sit herboende barn.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere Civilretsdirektoratets praksis, hvorefter samvær i udlandet kun tillades når der er fuld sikkerhed for, at det pågældende lands myndigheder i givet fald vil medvirke til at skaffe barnet tilbage til Danmark. Ombudsmanden udtalte imidlertid at der er formodning for, at betingelsen om 'fuld sikkerhed for tilbagegivelse' er opfyldt, når det pågældende land har tilsluttet sig Haagerkonventionen om internationale børnebortførelser.

Endvidere mente ombudsmanden at samvær i en kontraherende stat kun kan afslås under henvisning til risiko for bortførelse til en ikke-kontraherende stat, når der foreligger en konkret begrundet mistanke herfor. Da en sådan mistanke ikke kunne påvises på det foreliggende grundlag, henstillede ombudsmanden til Civilretsdirektoratet at genoptage sagen. (J. nr. 1994-881-654).