Flygtningenævnets tilbagesendelse af asylsag efter begæring fra Direktoratet for Udlændinge uden konkret vurdering af nødvendigheden heraf

Flygtningenævnets tilbagesendelse af asylsag efter begæring fra Direktoratet for Udlændinge uden konkret vurdering af nødvendigheden heraf

En advokat klagede i et brev af 26. oktober 1994 til mig på vegne af en kroatisk statsborger (A) over Flygtningenævnets og Direktoratet for Udlændinges behandling af A's asylsag. Advokaten fremhævede i den forbindelse navnlig følgende forhold

At den samlede sagsbehandlingstid var uacceptabelt lang.

At aflysningen af mødet den 22. februar 1994 i Flygtningenævnet var usagligt begrundet.

At Flygtningenævnet ved at acceptere direktoratets tilbagekaldelse af sagen den 21. februar 1994 ikke havde levet op til sin forpligtelse til selvstændigt at afgøre, hvornår sagen var klar til endelig afgørelse i Flygtningenævnet, og ved den fulgte fremgangsmåde samtidig havde afskåret A fra i nævnsmødet at argumentere mod urimeligheden af en eventuel yderligere udsættelse.

At Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet ved aflysningen af nævnsmødet den 22. februar 1994 havde disponeret på en måde som kun kunne skabe en berettiget forventning hos A om at få meddelt opholdstilladelse.

At det var kritisabelt at Flygtningenævnet undlod at træffe realitetsafgørelse i sagen og i stedet ved skrivelse af 17. oktober 1994 efter anmodning tilbagesendte sagen til Direktoratet for Udlændinge med henblik på en stillingtagen til, hvorvidt A måtte være berettiget til opholdstilladelse efter § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv.

I anledning af klagen indhentede jeg udtalelser af 9. december 1994 fra Direktoratet for Udlændinge, 23. december 1994 fra Flygtningenævnet og 3. april 1995 fra Indenrigsministeriet. Jeg havde endvidere sagens akter til gennemsyn.

Advokaten fremsatte i breve af 13. februar 1995 og 27. april 1995 til mig bemærkninger til de indhentede høringssvar.

Direktoratet for Udlændinge havde i udtalelsen af 9. december 1994 til Indenrigsministeriet vedrørende klagepunkterne 1 og 2 oplyst følgende om sagens behandling

" Ad 1: Ansøgeren indrejste i Danmark den 29.07.91, hvorefter han ansøgte om asyl den 07.08.91.

Den 08.08.91 blev ansøgeren afhørt af politiet til en registreringsrapport. Herefter udfyldte han den 12.08.91 et asylansøgningsskema og den 23.09.91 blev han afhørt af politiet.

Den 19.11.91 meddelte direktoratet ansøgeren, at det ikke var muligt på det foreliggende grundlag at træffe afgørelse i hans sag, men at direktoratet ville forsøge at fremskaffe de manglende oplysninger til brug for sagens afgørelse. Der var tale om oplysninger vedrørende forholdene i Kroatien, herunder værnepligtsforhold.

Den 16.03.92 fremsendte ansøgeren materiale, en avisartikel, som han ønskede vedlagt sin sag. Den 25.03.92 anmodede direktoratet politiet om at genafhøre ansøgeren angående dette materiale, hvilket skete til politirapport af 23.04.92.

Den 12.06.92 fremsendte ansøgeren yderligere materiale. Dette materiale foranstaltede direktoratet herefter oversat.

Den 06.10.92 modtog direktoratet via Udenrigsministeriet oplysninger om militærforhold i Kroatien, hvorefter sagen kunne afgøres.

Den 18.01.93 traf direktoratet afgørelse i sagen og afslog at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

Ad 2: Direktoratet lagde i afgørelsen af 18.01.93 vægt på Udenrigsministeriets skrivelse af 06.10.92, hvoraf blandt andet fremgår, at "risikoen for at kroatiske statsborgere, der har forladt Kroatien for at undgå militærtjeneste i den kroatiske hær, skulle blive udsat for straf af denne årsag ved tilbagevenden til Kroatien, er minimal".

Den 02.03.93 fremsendtes sagen til Flygtningenævnet, hvor den senere blev berammet til behandling den 22.02.94.

Direktoratet havde i mellemtiden modtaget skrivelse fra Udenrigsministeriet af 09.02.94 vedrørende kroatiske militærunddragere.

Af denne skrivelse fremgår blandt andet, at "det må anses for sandsynligt, at værnepligtige kan risikere at blive tvunget til krigstjeneste i Bosnien-Hercegovina" og "på den baggrund kan det konkluderes, at der er en vis risiko for indkaldelse til aktiv krigstjeneste i Bosnien-Hercegovina for de kroatiske militærunddragere, som sendes tilbage til Kroatien".

I lyset af disse oplysninger, som eventuelt kunne medføre meddelelse af asyl, ønskede direktoratet at revurdere sagen og anmodede den 21.02.94 Flygtningenævnet om at tilbagesende sagen til direktoratet. Samtidig blev mødet i Flygtningenævnet den 22.02.94 aflyst.

Ved skrivelse af 23.02.94 anmodede direktoratet Udenrigsministeriet om at uddybe og supplere oplysningerne i skrivelsen af 09.02.94, især med henblik på at få nærmere oplyst, hvorvidt kroatiske værnepligtige og genindkaldte af moralske eller religiøse grunde faktisk blev fritaget for militærtjeneste, herunder hvorvidt retten til at nægte at aftjene værnepligt var blevet gjort til genstand for behandling i det kroatiske domstolssystem.

Ved skrivelse af 16.03.94 rykkede (advokaten) direktoratet for en afgørelse i sagen.

Ved skrivelse af 14.04.94 rykkede direktoratet Udenrigsministeriet for svar, ligesom direktoratet samtidig anmodede Udenrigsministeriet om at oplyse, hvorvidt kroatiske statsborgere tvangsmæssigt risikerede at skulle forrette aktiv krigstjeneste i Bosnien-Hercegovina, set i lyset af forhandlingerne mellem muslimer og kroater i Bosnien-Hercegovina og mellem serbere og kroater i Krajina-området.

Den 08.06.94 skrev direktoratet til (advokaten), at man stadig afventede oplysninger fra Udenrigsministeriet.

Ved telefaxskrivelse af 17.06.94 rykkede (advokaten) for direktoratets genfremsendelse af sagen til Flygtningenævnet. Direktoratet modtog svar fra Udenrigsministeriet ved skrivelse af 14.06.94, hvoraf fremgår, at "på grund af føderationsaftalen mellem bosniske muslimer og kroater gennemføres der for øjeblikket ikke tvangsmæssig mobilisering til tjeneste i Bosnien" og "ifølge ECMM's oplysninger befinder der sig ikke længere soldater fra den kroatiske hær i Bosnien-Hercegovina. De enheder, der angiveligt var blevet sendt ind i januar, er nu efter alt at dømme trukket ud. Militære kilder bekræfter ligeledes, at der ikke foreligger oplysninger om regulære kroatiske militære enheders tilstedeværelse i Bosnien-Hercegovina efter ultimo februar 1994. En kilde i UNHCR har ligeledes bekræftet denne vurdering."

Af samme skrivelse fremgår, at "personer, der er indkaldt til session, skal meddele inden 60 dage efter modtagelsen af indkaldelsen, at de ikke ønsker at aftjene værnepligt af samvittighedsgrunde. Reservister, også de, der har aftjent værnepligt i den tidligere jugoslaviske hær, er ligeledes blevet tildelt en ret til at ansøge om fritagelse for militærtjeneste af samvittighedsgrunde".

Den 24.06.94 fremsendte direktoratet sagen til Flygtningenævnet med meddelelse om, at direktoratet kunne henholde sig til afgørelsen af 18.01.93, ligesom direktoratet ved skrivelse af samme dato orienterede (advokaten) om årsagen til, at direktoratet pr. 21.02.94 tilbagekaldte sagen fra Flygtningenævnet, jfr. ovenfor."

Det fremgik endvidere af sagens bilag at Flygtningenævnet den 17. oktober 1994 tilbagesendte sagen til Direktoratet for Udlændinge efter begæring med henblik på at direktoratet kunne undersøge, hvorvidt A kunne være omfattet af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv. og således kunne få opholdstilladelse efter lovens § 15.

Den 20. december 1994 meddelte Direktoratet for Udlændinge Flygtningenævnet, at direktoratet ikke havde fundet at A opfyldte betingelserne for at blive meddelt midlertidig opholdstilladelse i medfør af § 15 i ovennævnte lov.

Den 16. marts 1995 blev A af Flygtningenævnet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.

I advokatens brev af 26. oktober 1994 til mig begrundede han nærmere klagen. Han anførte i den forbindelse bl.a., at hans kontor dagen før nævnsmødet den 22. februar 1994 fik telefonisk besked fra Flygtningenævnets sekretariat om at direktoratet trak sagen tilbage på grund af Udenrigsministeriets nye notat af 9. februar 1994. Advokaten oplyste samme dag A om forløbet og tilføjede at fremgangsmåden "plejer at betyde, at den tidligere afgørelse ændres".

Direktoratet for Udlændinge havde i udtalelsen af 9. december 1994 til Indenrigsministeriet ud over det ovenfor citerede anført følgende

" Ad 3: I forbindelse med at direktoratet tilbagekaldte sagen fra Flygtningenævnet den 21.02.94, meddelte Flygtningenævnet ved skrivelse af 21.02.94 ansøgerens advokat, at Direktoratet den 21.02.94 telefonisk havde meddelt Flygtningenævnet, at direktoratet overvejede, om der var grundlag for en ændret vurdering af sagen.

Det blev således ikke stillet ansøgeren i udsigt, at han ville få asyl.

Uanset om ansøgeren må have haft en forventning om at blive meddelt asyl, finder direktoratet ikke, at det er et forhold, der kan tillægges afgørende vægt. At ansøgeren eventuelt har haft en forventning om, at han efter direktoratets tilbagekaldelse af sagen ville blive meddelt asyl, kan således ifølge direktoratets opfattelse alene skyldes (advokatens) underretning.

Ad 4: Den 17. oktober 1994 tilbagesendte Flygtningenævnet sagen til direktoratet efter begæring med henblik på, at direktoratet kunne undersøge, hvorvidt ansøgeren kunne være omfattet af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og således få opholdstilladelse efter lovens § 15.

Årsagen hertil var, at direktoratet medio oktober 1994 blev i tvivl om, hvorvidt samtlige sager vedrørende kroatiske statsborgere, hvori direktoratet havde meddelt afslag på asyl, og som således var fremsendt til Flygtningenævnet, var blevet undersøgt for muligheden af, hvorvidt de pågældende kunne være omfattet af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.

På baggrund af afgrænsningen i den nævnte lov vil udgangspunktet, bedømt på baggrund af den hidtidige situation i det tidligere Jugoslavien, være, at personer fra Kroatien, Makedonien og Slovenien ikke kan anses for at være omfattet af loven, mens navnlig personer, der tidligere havde bopæl i Bosnien-Hercegovina vil være omfattet. Ordningen vil dog også kunne omfatte personer fra de zoner i Kroatien, hvor der for tiden er vedvarende krigsfare, og som det derfor har været meget problematisk for fordrevne personer at vende tilbage til.

Eftersom ansøgeren kommer fra byen Split, der ikke ligger i en sådan zone, opfylder ansøgeren ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter den nævnte lovs § 15, hvilket direktoratet dags dato har meddelt Flygtningenævnet samtidig med, at direktoratet har genfremsendt sagen til Flygtningenævnet med henblik på berammelse."

Flygtningenævnet anførte i udtalelsen af 23. december 1994 til mig følgende vedrørende sagens behandling

"Den 18. januar 1993 meddelte Direktoratet for Udlændinge ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, hvorefter sagen blev fremsendt til Flygtningenævnet ved skrivelse af 2. marts 1993.

Advokat (...) blev efter anmodning herom beskikket som advokat, og sagen blev berammet til behandling under Flygtningenævnets møde den 22. februar 1994.

Den 21. februar 1994 meddelte Direktoratet for Udlændinge at man trak sagen tilbage, da man havde modtaget supplerende oplysninger vedrørende situationen i Kroatien, og da man overvejede, hvorvidt der var grundlag for en fornyet vurdering af sagen. (Advokaten) blev ved skrivelse af samme dato underrettet herom af Flygtningenævnet. Det meddeltes i samme skrivelse, at Flygtningenævnet herefter ikke ville foretage sig yderligere i sagen.

Ved telefaxskrivelse af 17. juni 1994 til henholdsvis Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet anmodede (advokaten) direktoratet om straks at fremsende sagen til nævnet, medmindre afslaget af 18. januar 1993 ville blive ændret, og (advokaten) anmodede samtidig nævnet om at beramme sagen til foretagelse snarest muligt.

Ved skrivelse af 24. juni 1994 fremsendte Direktoratet for Udlændinge sagen til Flygtningenævnet, idet man henholdt sig til afgørelsen af 18. januar 1993.

Ved skrivelse af 17. oktober tilbagesendtes sagen efter anmodning til Direktoratet for Udlændinge med henblik på en vurdering af, hvorvidt ansøgeren er omfattet af § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien. (Advokaten) blev ved skrivelse af samme dato informeret herom fra Flygtningenævnet. Det oplystes samtidigt, at Flygtningenævnet herefter ikke ville foretage sig yderligere i sagen.

Hvad angår det af (advokaten) i skrivelsen af 26. oktober 1994 anførte, hvorefter Flygtningenævnet ved at acceptere Direktoratet for Udlændinges tilbagekaldelse af sagen har forsømt selvstændigt at afgøre, hvornår sagen var klar til afgørelse i nævnet, hvorved ansøgeren blev afskåret fra at argumentere imod denne udsættelse, skal man bemærke, at der efter fast praksis indrømmes direktoratet en adgang til, i særlige tilfælde, at tilbagekalde sager med henblik på en fornyet gennemgang i disse. Denne gennemgang vil almindeligvis være baseret på nye oplysninger af konkret eller generel karakter. Det bemærkes, at den beskikkede advokat ikke fremsatte begæring om, at det berammede møde den 22. februar 1994 blev fastholdt med henblik på at protestere mod en udsættelse af sagen.

Hvad angår det af (advokaten) anførte, herunder særligt spørgsmålet om, hvorvidt det var korrekt af Flygtningenævnet den 17. oktober 1994 efter anmodning at tilbagesende sagen til Direktoratet for Udlændinge med henblik på foretagelse af en vurdering efter § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien, skal man bemærke, at det ved vedtagelsen af denne lov var en forudsætning, at vurderingen efter lovens § 15 skulle foretages forud for den generelle vurdering efter udlændingelovens § 7."

Indenrigsministeriet havde i udtalelsen af 3. april 1995 til mig udtalt følgende

"Indenrigsministeriet skal meget beklage den samlet set lange sagsbehandlingstid i den omhandlede sag, som findes belastende for ansøgeren. Henset til de begrænsede styringsbeføjelser som departementet har i forhold til Direktoratet for Udlændinge i relation til behandlingen af asylsager, har Indenrigsministeriet ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt Direktoratet for Udlændinges samlede sagsbehandlingstid har været uacceptabel lang.

Indenrigsministeriet finder endvidere ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt Direktoratet for Udlændinges tilbagekaldelser i sagen henholdsvis den 21. februar 1994 og medio oktober 1994 var kritisable, eftersom en sådan vurdering indebærer en materiel asylretlig vurdering, som Indenrigsministeriet ikke har kompetence til at foretage.

Det beklages afslutningsvis, at Indenrigsministeriet først nu videresender Direktoratet for Udlændinges udtalelse om sagen, hvilket beror på en ekspeditionsfejl i Indenrigsministeriet i forbindelse med en opdatering af den pågældende sag i Udlændingeregisteret."

I brev af 13. februar 1995 fremsatte advokaten bemærkninger til Flygtningenævnets udtalelse af 23. december 1994. Advokaten redegjorde nærmere heri for hvorfor han den 21. februar 1994 ikke begærede det berammede møde fastholdt. Advokaten henviste bl.a. til at direktoratet også i andre tilfælde havde trukket en sag tilbage, men at direktoratet i de pågældende tilfælde derefter havde meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og herefter sparet nævnet for en på baggrund af nye oplysninger overflødig klagesag. I den foreliggende sag gik telefonbeskeden til advokatens kontor ifølge sekretærens telefonnotat udtrykkeligt ud på at direktoratet trak sagen tilbage på grund af Udenrigsministeriets nye notat, som var mindre end to uger gammelt. Dette og andre forhold gav efter advokatens opfattelse kun mening hvis direktoratet havde til hensigt at meddele opholdstilladelse. I modsat fald burde Direktoratet for Udlændinge over for Flygtningenævnet have tilkendegivet at sagen ønskedes udsat fordi direktoratet ønskede at indhente yderligere baggrundsoplysninger. Der var derfor ingen som helst anledning for advokaten til at protestere imod direktoratets tilbagetagelse af sagen. Advokaten fastholdt endvidere at det var ukorrekt da Flygtningenævnet den 17. oktober 1994 besluttede at tilbagesende sagen til Direktoratet for Udlændinge med henblik på foretagelse af en vurdering efter § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv. Efter advokatens opfattelse havde Direktoratet for Udlændinge i forbindelse med sine afgørelser af 18. januar 1993 og 24. juni 1994 implicit tilkendegivet at ansøgeren ikke faldt ind under den pågældende lov.

I advokatens brev af 27. april 1995 kommenterede han nærmere Direktoratet for Udlændinges udtalelse af 9. december 1994. Advokaten redegjorde herved nærmere for hvorfor Direktoratet for Udlændinges sagsbehandling var blevet for langvarig. Advokaten havde endvidere vedrørende spørgsmålet om Direktoratet for Udlændinges adgang til den 21. februar 1994 at tilbagekalde sagen fra Flygtningenævnet anført, at den reelle baggrund herfor synes at have været direktoratets ønske om en revurdering af de baggrundsoplysninger som Udenrigsministeriet senest var fremkommet med. Advokaten fastholdt endvidere at der ved aflysning af nævnsmødet den 22. februar 1994 blev disponeret på en sådan måde, at dette kun kunne skabe en berettiget forventning hos asylsøgeren om at få meddelt opholdstilladelse. Endelig kommenterede advokaten nærmere Direktoratet for Udlændinges tilbagekaldelse den 17. oktober 1994 af sagen fra Flygtningenævnet med henblik på en undersøgelse af, hvorvidt hans klient kunne være omfattet af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv.

Herefter udtalte jeg følgende

"ad 1: Sagsbehandlingstiden.

Uanset at sagsbehandlingstiden i den foreliggende sag er meget langvarig og ud fra mange hensyn - ikke mindst til (A) - ikke er rimelig eller hensigtsmæssig, finder jeg dog, når henses til de personalemæssige og økonomiske ressourcer som har været stillet til rådighed for Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet, ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at kritisere sagsbehandlingstiden.

ad 2: Direktoratet for Udlændinges tilbagekaldelse af sagen den 21. februar 1994.

Jeg må efter en gennemgang af sagen og på baggrund af Direktoratet for Udlændinges udtalelse af 9. december 1994 lægge til grund, at direktoratet den 21. februar 1994 anmodede Flygtningenævnet om at tilbagesende sagen til direktoratet idet direktoratet bl.a. på baggrund af skrivelsen af 9. februar 1994 fra Udenrigsministeriet ønskede at genoptage sagens behandling. Jeg må endvidere lægge til grund at direktoratet samtidig - som sket med anmodningen i brev af 23. februar 1994 til Udenrigsministeriet - har ønsket Udenrigsministeriets oplysninger i brevet af 9. februar 1994 uddybet og suppleret som nærmere beskrevet i direktoratets udtalelse af 9. december 1994. Jeg må endvidere lægge til grund at disse nye oplysninger skulle indgå i den senere fornyede asylretlige vurdering af sagen.

Uanset at kun den første del af Direktoratet for Udlændinges begrundelse for at tilbagekalde sagen er blevet telefonisk oplyst til (advokatens) kontor den 21. februar 1994, finder jeg ikke holdepunkter i sagen for at antage at Direktoratet for Udlændinge har ladet indgå usaglige hensyn i sin vurdering af at der forelå sådanne nye oplysninger at der var grundlag for en ny førsteinstansbehandling af sagen.

Jeg finder således - isoleret set - ikke grundlag for at kritisere Direktoratet for Udlændinges anmodning om at få sagen tilbagesendt fra Flygtningenævnet til ny førsteinstansbehandling.

ad 3: Flygtningenævnets tilbagesendelse den 21. februar 1994 af sagen til ny førsteinstansbehandling i Direktoratet for Udlændinge.

Ifølge udlændingelovens § 54 påhviler det Direktoratet for Udlændinge at fremsende sagens akter til Flygtningenævnet med oplysninger om den påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder der påberåbes, samt sagens bevisligheder. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler.

Som det fremgår af den citerede lovbestemmelse, bærer Flygtningenævnet ansvaret for sagens oplysning og træffer om fornødent afgørelse om indhentelse af yderligere oplysninger såfremt der under sagens forberedelse eller i et nævnsmøde viser sig et behov herfor.

Såfremt der under nævnets behandling af en sag fremkommer helt nye oplysninger som væsentligt ændrer grundlaget for Direktoratet for Udlændinges afgørelse, kan nævnet - i stedet for selv at træffe realitetsafgørelse i sagen - efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger vælge at sende sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Direktoratet for Udlændinge.

Ifølge Flygtningenævnets udtalelse af 23. december 1994 til mig er der efter fast praksis indrømmet direktoratet en adgang til, i særlige tilfælde, at tilbagekalde sager med henblik på en fornyet gennemgang af disse. Denne gennemgang ville almindeligvis være baseret på nye oplysninger af konkret eller generel karakter.

En sådan praksis må - for at være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger - efter min opfattelse forudsætte at Flygtningenævnet i den enkelte sag foretager en konkret vurdering af nødvendigheden og hensigtsmæssigheden af at direktoratet undergiver sagen fornyet behandling i første instans. Intensiteten af en sådan prøvelse må naturligvis afhænge af omstændighederne, herunder om hvorvidt klageren og dennes beskikkede advokat er indforståede hermed, og om det i givet fald kan ske uden unødig forsinkelse af sagens behandling ved nævnet.

I den foreliggende sag må jeg lægge til grund at nævnets sekretariat dagen før nævnsmødet den 22. februar 1994 uden nærmere vurdering af grundlaget har imødekommet Direktoratet for Udlændinges anmodning om at få sagen tilbagesendt til fornyet førsteinstansbehandling, og at nævnet derefter underrettede (advokatens) kontor herom.

Jeg finder det kritisabelt at Flygtningenævnet i den foreliggende situation har undladt - mest nærliggende på nævnsmødet den 22. februar 1994 - under behørig hensyntagen til (advokatens og A's) opfattelse at foretage en konkret vurdering af nødvendigheden af at indhente yderligere oplysninger til brug for nævnets afgørelse, og af om der i bekræftende fald var grundlag for at dette skulle ske i forbindelse med en fornyet førsteinstansbehandling af sagen.

Jeg har gjort Flygtningenævnet bekendt med min opfattelse vedrørende dette klagepunkt.

ad 4: Spørgsmål om berettiget forventning hos (A).

Jeg finder efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at antage at hverken Direktoratet for Udlændinges eller Flygtningenævnets handlemåde i forbindelse med tilbagekaldelsen af sagen den 21. februar 1994 fra Flygtningenævnet til Direktoratet for Udlændinge har skabt en sådan berettiget forventning hos (A), at denne alene af denne grund skulle være berettiget til at få meddelt opholdstilladelse.

ad 5: Flygtningenævnets tilbagesendelse af sagen den 17. oktober 1994 til Direktoratet for Udlændinge.

Jeg må efter en gennemgang af sagen lægge til grund, at Direktoratet for Udlændinges afgørelse af hvorvidt (A) kunne være omfattet af § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv., burde have været truffet forud for Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 18. januar 1993 vedrørende selve asylspørgsmålet. Jeg må endvidere lægge til grund at dette rent faktisk ikke er sket, og at direktoratet da man medio oktober 1994 var kommet i tvivl herom, anmodede Flygtningenævnet om at sende sagen tilbage til direktoratet med henblik på en afgørelse af spørgsmålet.

Jeg har gjort Direktoratet for Udlændinge bekendt med min opfattelse af dette spørgsmål, men finder i øvrigt ikke grundlag for at kritisere hverken direktoratets eller Flygtningenævnets behandling af dette spørgsmål.

..."

Resumé

En advokat klagede på vegne af en kroatisk asylansøger over Direktoratet for Udlændinges og Flygtningenævnets sagsbehandling. Advokaten henviste bl.a. til at nævnet uden videre havde accepteret direktoratets to tilbagekaldelser af sagen til fornyet behandling. Dette mente advokaten var kritisabelt, dels fordi advokaten herved var blevet afskåret fra over for nævnet at argumentere mod en eventuel udsættelse af sagens afgørelse, dels fordi nævnet ved tilbagesendelsen havde undladt at realitetsbehandle sagen.

Direktoratet henviste til at nye baggrundsoplysninger fra Udenrigsministeriet medførte, at direktoratet overvejede om der var grundlag for en ændret vurdering af sagen. Den seneste tilbagekaldelse skete for at direktoratet kunne vurdere om asylansøgeren kunne falde ind under § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet tilbagesendte sagen til direktoratet uden at foretage en konkret vurdering af nødvendigheden af en fornyet førsteinstansbehandling.

Ombudsmanden udtalte endvidere at direktoratet burde havde afklaret spørgsmålet om, hvorvidt § 15 kunne finde anvendelse i forbindelse med afgørelsen af selve asylspørgsmålet. (J. nr. 1994-2544-641).