Afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Partshøring. Sagsoplysning

Afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Partshøring. Sagsoplysning

Foreningen B klagede for A over Indenrigsministeriets afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse.

Det fremgik af sagens akter at A indrejste i Danmark den 4. august 1991. Den 17. august 1991 indgik hun ægteskab med den herboende tyrkiske statsborger C og ansøgte på denne baggrund den 27. august 1991 om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

Den 2. oktober 1991 meddelte Direktoratet for Udlændinge A opholdstilladelse indtil den 27. august 1992. Ansøgningen om arbejdstilladelse blev afslået.

Den 13. august 1992 ansøgte A om forlængelse af opholdstilladelsen. Ansøgningen blev den 21. september 1992 imødekommet af Direktoratet for Udlændinge der forlængede opholdstilladelsen indtil den 27. juni 1993.

Politiet modtog i efteråret flere anmeldelser om at A og C ikke boede sammen. Bl.a. modtog politiet i november 1992 et anonymt brev hvor A og C's ægteskab blev betegnet som et proformaægteskab.

Som følge af anmeldelserne foretog politiet den 2. december 1992 samlivskontrol hos A og C på adressen (adresse 1) hvor ægtefællerne var tilmeldt folkeregisteret. Da politiet ikke traf ægtefællerne hjemme, blev kontrollen fortsat den 3. december 1992 og igen den 21. december 1992.

Da politiet den 21. december 1992 kunne konstatere at lejligheden var fuldstændig tømt, rettede politiet henvendelse til folkeregisteret og fik oplyst at ægtefællerne fra den 7. december 1992 i stedet var tilmeldt en anden adresse (adresse 2).

Der blev optaget politirapport vedrørende kontrollerne. Af denne fremgik bl.a. følgende

"Onsdag d. 02 12 92.

...

Der fandtes en del spindelvæv på øverste del af døren og i karmen, hvilket indikerede, at døren ikke havde været åbnet i flere dage. ...

Ved nabohøring af 2 prs. blev det oplyst, at de tilmeldte ikke opholder sig på værelset idet de aldrig er der om natten ligesom de ikke laver mad i bygningens køkken.

Den ene nabo havde aldrig set personerne. Den anden havde set manden en gang men aldrig kvinden. Manden set der for nogle dage siden.

...

Undertegnede og (en politiassistent) rettede d.d. kl. 14.20 henvendelse på adressen hos: (D og E). Ifølge oplysninger skulle (C) bo og opholde sig der.

(C) truffet ved henvendelsen.

...

Han blev gjort bekendt med tilstanden vedr. spindelvæv mm. på (adresse 1) men fastholdt at han havde været der d. 02 12 92. Han oplyste, at han boede der og sov der hver nat, hvilket undertegnede over for ham, betvivlede kraftigt, grundet oplysninger på stedet om, hvor meget han og (A) har været der.

Han er indskærpet kraftigt om at være sammen med sin kone på fælles bopæl jfr. reglerne for samliv jfr. Udlændingeloven.

...

Fortsat d. 03 12 92

...

Forespurgt, hvor (A) opholdt sig om natten, oplyste de, at hun jo boede på (adresse 1) og derfor var i sit hjem om natten. De blev gjort bekendt med mine observationer men ville ikke vedgå, at (A) boede og opholdt sig i deres lejlighed.

..."

Politiet foretog sig ikke mere i anledning af det som blev konstateret ved samlivskontrollen. Politiet oversendte den 11. juni 1993 rapporten til Direktoratet for Udlændinge.

Den 15. juni 1993 indgav A ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Den 6. august 1993 traf Direktoratet for Udlændinge afgørelse om afslag på A's ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. Af direktoratets afgørelse fremgik bl.a. følgende

"...

Afslaget er meddelt under henvisning til, at De efter direktoratets opfattelse ikke opfylder betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 vedrørende samliv på fælles bopæl med Deres ægtefælle. Selvom at De og Deres ægtefælle hele tiden i Folkeregistret har været registreret med fælles bopæl, finder direktoratet det ikke godtgjort, at De har samlevet med Deres ægtefælle på fælles bopæl.

Direktoratet har lagt vægt på, at politiet har foretaget samlivskontrol på Deres adresse (adresse 1). Ved kontrolbesøg på nævnte adresse den 02.12.1992 kl. 14.00 og kl. 18.50 blev ingen truffet hjemme, og bopælen fremstod som ubeboet. Den ene nabo oplyste, at pågældende aldrig havde set Dem eller Deres ægtefælle, og den anden nabo oplyste, at pågældende kun havde set Deres ægtefælle en gang.

Samme dag blev Deres ægtefælle truffet på adressen (adresse 2) hos sine forældre.

Ved politiets kontrolbesøg den 03.12.1992 kl. 10.30 på (adresse 1) blev ingen truffet hjemme. Samme dag blev Deres søster og hendes ægtefælle truffet på adressen (adresse 3), og de oplyste samstemmende, at De og Deres ægtefælle kom på besøg hver dag efter skole og spiste med.

Det fremgår af registreringen i Folkeregistret, at De og Deres ægtefælle har meldt adresseforandring den 07.12.1992 til (adresse 2).

Direktoratet finder således ikke, at Deres grundlag for forlængelse af Deres opholdstilladelse her i landet er tilstede jfr. udlændingelovens § 11, stk. 2 jfr. § 19, stk. 1, nr. 1 (lov nr. 462 af den 26.06.1987) jfr. § 9, stk. 1, nr. 2.

Direktoratet finder efter det oplyste endvidere ikke, at der foreligger særlige forhold, der kan begrunde en forlængelse af Deres opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, jf. § 11, stk. 2.

..."

Direktoratet for Udlændinge oversendte samme dag afgørelsen til politiet med henblik på at politiet forkyndte afgørelsen for A.

Den 10. august 1993 mødte politiet op på A's bopæl, (adresse 2), for at forkynde afgørelsen. A var ikke til stede på bopælen, men hendes ægtefælle C blev i stedet gjort bekendt med sagen. Han blev endvidere forespurgt om A boede på adressen sammen med ham, hvilket han bekræftede.

Politiet tog herefter til A's søsters bopæl, (adresse 3), hvor man traf A. A blev gjort bekendt med sagen hvorefter hun kørte med politiet til (adresse 2) hvor Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 6. august 1993 blev forkyndt for hende. Der blev udfærdiget en politirapport vedrørende forløbet. Af denne fremgik bl.a. følgende

"...

Alt i alt var der intet, der ved almindelig besigtigelse indicerede, at (A) skulle bo i lejligheden.

...

Hun blev endvidere gjort bekendt med at hendes mand, (C), havde forevist deres lejlighed, hvorved vi havde konstateret, at afhørte ikke umiddelbart ses at bo der til daglig.

Afhørte påstod kraftigt, at hun boede i lejligheden og at hun var villig til at forevise sine personlige ejendele m.v.

...

(A) blev gjort bekendt med, at politiet skønnede at hun ikke opholder sig permanent i lejligheden, idet der ikke kunne forevises forhold, der tydede på, at hun bor der.

Hun blev herefter gjort bekendt med den fra Direktoratet for Udlændinge af 6. Aug. 1993 fremsendte afgørelse, hvoraf fremgår, at der ikke findes grundlag for forlængelse af opholdstilladelse.

..."

Ved forkyndelsen påklagede A Direktoratet for Udlændinges afgørelse til Indenrigsministeriet. Den 14. august 1993 fremsendte A et brev til Indenrigsministeriet hvori hun uddybede sin klage over direktoratets afgørelse.

Den 18. august 1993 oversendte Direktoratet for Udlændinge sin afgørelse af 6. august 1993 til Indenrigsministeriet idet direktoratet oplyste at direktoratet kunne henholde sig til sin afgørelse.

Den 4. oktober 1993 sendte Indenrigsministeriet direktoratets udtalelse af 18. august 1993 til A, tillige med kopi af politirapporten af 10. august 1993. Indenrigsministeriet bad A om at fremkomme med eventuelle bemærkninger inden for 14 dage. I brev af 10. oktober 1993 til Indenrigsministeriet fremkom A med sine bemærkninger til politirapporten.

Den 26. oktober 1993 anmodede Indenrigsministeriet Direktoratet for Udlændinge om en supplerende udtalelse i sagen. I den anledning anmodede Direktoratet for Udlændinge den 4. november 1993 politiet om at fortsætte de påbegyndte undersøgelser. Politiet foretog herefter på ny samlivskontrol den 16. november 1993. Samlivskontrollen blev fortsat den 2. februar 1994. Der blev udfærdiget politirapport vedrørende den foretagne kontrol. Af denne fremgik bl.a. følgende

"...

Fortsat 020294

...

(C), (adresse 2), blev truffet.

...

Han blev opfordret til at forevise lejligheden, hvor han låste sig ind.

Det blev først konstateret at der på døren stod (D og E). Intet steds stod (A eller C.)

(C) blev opfordret til at vise personlige ejendele frem, ligesom han skulle vise det værelse, hvor de "bor".

...

Af personlige ejendele kunne (C) ikke vise noget. Han havde ingen toiletsager, men påstod at een tandbørste ud af to, der stod i et krus på hylde i badeværelse, tilhørte ham.

Der fandtes med sikkerhed ingen toiletsager af kvindelig art, idet der ud over de to nævnte tandbørster kun fandtes toiletpapir og to badekåber, der hang på badeværelset. Ligeledes åbnede (C) på forlangende skabe, der var på badeværelse og i entre, men der fandtes ingen genstande eller sager, der kunne relateres til en kvinde.

(C) foreviste herefter det værelse som han oplyste var deres fælles soveværelse.

Værelset er møbleret med to separate senge, der var placeret i hver sin side af værelset med frit gangareal i mellem. Disse senge var opredte - med det samme sengelinned som det blev konstateret, herv. Kriminalpolitis rapp. ang. samlivskontrol -.

På en hylde over den ene seng lå der ca. 20 stykker tøj af forskellig art. Tøjet var pænt lagt sammen og lå stablet. Adspurgt oplyste (C), at det var deres fælles tøj.

I et indbygget klædeskab med een låge, (svarende til skabet i et børneværelse) fandtes 6 stykker tøj. Disse var anbragt på bøjler. Tøjet tilhørte (A).

Der fandtes ingen beklædningsgenstande i skabet, der tilhørte (C). Heller ikke sko eller andet fodtøj.

Der fandtes eet par sorte helt nye (ubrugte) dame laksko på øverste hylde i klædeskabet.

Vedr. (C's) pas og opholdstilladelse oplyste han, at dette var låst inde i moderens soveværelse. Han havde ikke adgang dertil.

Vedr. (A's) personlige papirer, var de ligeledes låst inde.

Ved den foretagne kontrol er det min opfattelse, at parret ikke lever eller bor sammen, hvilket er konstateret på baggrund af, at der ikke findes de mest almindelige personlige effekter og beklædningsgenstande - som f.eks. undertøj - eller andre almindelige ting, der må anses for at være almindeligt at være i besiddelse af."

Den 8. februar 1994 oversendte Direktoratet for Udlændinge politirapporten af 16. november 1993 med kontinuationer til Indenrigsministeriet og oplyste samtidig at direktoratet kunne henholde sig til sin afgørelse af 6. august 1993. Den 16. juni 1994 stadfæstede Indenrigsministeriet Direktoratet for Udlændinges afgørelse. Af Indenrigsministeriets afgørelse fremgik bl.a. følgende

"...

Direktoratet for Udlændinge afgav i anledning af Deres klage en udtalelse tillige med sagens akter. En kopi af udtalelsen samt af politirapporter af 2. december 1992, af 10. august 1993 og af 16. november 1993 blev sendt til Dem den 4. oktober 1993.

Ved brev af 10. oktober 1993 fremkom De med yderligere bemærkninger til sagen.

De har herved anført, at De grundet pladsmangel opbevarer Deres vasketøj i plastikposer, samt at De opbevarer Deres toiletsager i Deres håndtaske.

På den baggrund afgav Direktoratet for Udlændinge en supplerende udtalelse om sagen. En kopi af udtalelsen vedlægges til Deres orientering.

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at De den 2. oktober 1991 blev meddelt opholdstilladelse indtil den 27. august 1992 efter § 9, stk. 1, nr. 2, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, idet De samlevede på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person. De blev tillige meddelt arbejdstilladelse.

Det fremgår endvidere, at Deres opholdstilladelse den 3. september 1992 blev forlænget til den 27. juni 1993.

Det fremgår af politirapport af 2. december 1992 med kontinuationer, at politiet den 2. december 1992 rettede henvendelse til (adresse 1), hvor ingen var hjemme. Det blev af en nabo oplyst, at pågældende aldrig havde truffet Dem eller Deres ægtefælle. En anden nabo oplyste, at pågældende havde truffet Deres ægtefælle en gang.

Det fremgår endvidere af politirapport af 2. december 1992, at man på samme dag på adressen (adresse 2), traf Deres ægtefælle, der oplyste, at De var ude at handle. Man rettede senere samme dag påny forgæves henvendelse til (adresse 1).

Det fremgår videre af politirapport af 2. december 1992 med kontinuationer, at man på ny den 3. december 1992 forgæves rettede henvendelse på adressen (adresse 1).

Senere samme dag rettede man henvendelse på adressen (adresse 3), hvor man traf (F og G), der oplyste, at De og Deres ægtefælle hver dag kom på besøg, men i øvrigt overnattede på adressen (adresse 1) undtagen i weekenden.

Det fremgår endeligt af politirapport af 2. december 1992, at De og Deres ægtefælle pr. den 7. december 1993 var tilmeldt adressen (adresse 2).

Det fremgår af politirapport af 10. august 1993 med kontinuationer, at politiet den 10. august 1993 rettede henvendelse på (adresse 2), hvor man traf Deres ægtefælle, der oplyste, at De opholdt Dem hos Deres søster. Der blev forevist et værelse som skulle være Deres og Deres ægtefælles soveværelse. Der blev endvidere fremvist to sportstasker og to poser med tøj samt et klædeskab indeholdende 2 stykker overtøj. Deres ægtefælle var ikke i stand til at fremvise Deres personlige ejendele. De blev herefter selv hentet til (adresse 2), hvor De udover det ovennævnte kunne fremvise to beklædningsgenstande tilhørende Dem. De blev herefter bedt om at fremvise personlige effekter, hvorefter De oplyste, at Deres smykker var låst inde, og at Deres toiletsager var i Deres håndtaske.

Det fremgår af politirapport af 16. november 1993 med kontinuationer, at politiet 3 gange har rettet henvendelse på Deres bopæl uden at træffe Dem sammen med Deres ægtefælle.

Det fremgår endvidere af politirapport af 16. november 1993 med kontinuationer, at politiet den 2. februar 1994 rettede henvendelse på (adresse 2), hvor man traf Deres ægtefælle, der oplyste, at De var i skole.

Det blev under politiets gennemgang af lejligheden konstateret, at der i lejligheden, der ifølge Deres ægtefælle tilhører (D og E), alene var stillet et mindre værelse til rådighed for Dem og Deres ægtefælle. Her fandt man to separate opredte senge. Der blev endvidere fundet ca. 20 stykker tøj, som ifølge Deres ægtefælle skulle være fælles. I et skab fandt man 6 stykker tøj samt et par ubrugte sko, som ifølge Deres ægtefælle skulle tilhøre Dem.

Der blev ikke fundet personlige papirer eller andre personlige ejendele, idet disse ifølge Deres ægtefælle var låst inde.

Indenrigsministeriet finder herefter efter en samlet vurdering af sagen ikke, det kan lægges til grund, at De samlever på fælles bopæl med Deres ægtefælle.

..."

I brev af 19. juni 1994 klagede B herefter til mig over Indenrigsministeriets afgørelse. I anledning af B's henvendelse indhentede jeg en udtalelse af 25. juli 1994 fra Indenrigsministeriet hvori Indenrigsministeriet udtalte at man kunne henholde sig til den trufne afgørelse.

Da jeg efter at have gennemgået sagen ikke fandt den tilstrækkeligt oplyst, anmodede jeg den 4. august 1994 Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse. I mit svar til Indenrigsministeriet skrev jeg bl.a. følgende

"...

Det anføres i ministeriets afgørelse af 16. juni 1994 at ministeriet den 4. oktober 1993 sendte kopi af Direktoratet for Udlændinges udtalelse i sagen samt kopi af politirapporter af 2. december 1992, af 10. august 1993 og af 16. november 1993 til (A).

Af ministeriets fremsendelsesbrev til (A) af 4. oktober 1993 fremgår udelukkende at ministeriet sendte kopi af Direktoratet for Udlændinges udtalelse i sagen samt af politirapport af 10. august 1993. (A) fremkom med sine kommentarer til politirapporten af 10. august 1993 i brev af 10. oktober 1993.

På denne baggrund anmoder jeg ministeriet om i den supplerende udtalelse at præcisere om politirapporterne af 2. december 1992 og af 16. november 1993 med kontinuationer blev sendt til (A). I tilslutning hertil beder jeg om en redegørelse for overholdelsen af reglerne i forvaltningslovens § 19 om partshøring, dels i forbindelse med Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 6. august 1993, dels i forbindelse med Indenrigsministeriets afgørelse af 16. juni 1994.

..."

Indenrigsministeriet udtalte herefter den 31. oktober 1994 bl.a. følgende

"...

Vedlagt sendes på ny akterne i sagen vedrørende den tyrkiske statsborger (A), idet Indenrigsministeriet skal oplyse at man ved brev af 4. oktober 1993 fremsendte kopi af Direktoratet for Udlændinges udtalelse af 18. august 1993 og politirapport af 10. august 1993 til klageren i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19.

Indenrigsministeriet fremsendte ikke politirapport af 2. december 1992, idet denne rapport, der lå til grund for direktoratets afgørelse af 6. august 1993, måtte anses for at være klageren bekendt.

Indenrigsministeriet har desværre ikke fremsendt politirapport af 16. november 1993 til partshøring, hvilket man meget skal beklage.

..."

Indenrigsministeriets supplerende udtalelse af 31. oktober 1994 blev givet på baggrund af en udtalelse af 13. oktober 1994 fra Direktoratet for Udlændinge. Af denne udtalelse fremgik bl.a. følgende

"...

På baggrund af oplysninger i ovennævnte politirapport af 02.12.1992 meddelte direktoratet ved skrivelse af 06.08.1993 pågældende afslag på det ansøgte, jfr. udlændingelovens § 11, stk. 2 jfr. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 21, idet man ikke fandt, at pågældende samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle, hvorfor betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 ikke kunne anses for opfyldt.

Det blev i forbindelse med ovennævnte afgørelse anført, at direktoratet blandt andet havde tillagt det betydning, at politiet gentagne gange forgæves havde forsøgt at antræffe pågældende på den fælles bopæl.

Efter direktoratets praksis vil der i tilfælde, hvor direktoratet på denne måde kommer i besiddelse af oplysninger af betydning for sagens afgørelse, som det må antages, at den pågældende udlænding ikke er bekendt med, blive foretaget partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19. Denne partshøring sker enten skriftligt eller i forbindelse med en samtale hos direktoratet eller politiet.

Direktoratet skal derfor beklage, at man i den konkrete sag ikke forinden direktoratets afgørelse af 06.08.1993 foretog partshøring for så vidt angår samlivskontrolrapport af 02.12.1992.

..."

I en skrivelse til B udtalte jeg herefter følgende

"Ved min gennemgang af sagen har jeg fundet at der hos Direktoratet for Udlændinge og Indenrigsministeriet foreligger sådanne sagsbehandlingsfejl at jeg samtidig hermed har henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage sagen og sørge for at der bliver truffet en ny afgørelse. På denne baggrund har jeg ikke fundet det nødvendigt at tage stilling til selve afgørelsen om at give A afslag på forlængelse af opholdstilladelse, og koncentrerer mig derfor i det følgende om Direktoratet for Udlændinges og Indenrigsministeriets sagsbehandling.

1. Direktoratet for Udlændinges sagsbehandling

Direktoratet for Udlændinge har i sin udtalelse af 13. oktober 1994 oplyst at direktoratet, når direktoratet kommer i besiddelse af oplysninger af betydning for sagens afgørelse som det må antages at den pågældende udlænding ikke er bekendt med, foretager partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19. Direktoratet beklager at der i A's sag ikke blev foretaget partshøring vedrørende samlivskontrolrapport af 2. december 1992.

Reglerne om partshøring findes i forvaltningslovens § 19, stk. 1 og 2, der har følgende ordlyd

" § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes."

Politirapporten af 2. december 1992 indeholder efter min opfattelse oplysninger der er omfattet af forvaltningslovens § 19. Jeg finder det derfor kritisabelt at direktoratet ikke foretog partshøring vedrørende oplysningerne, og kan således tilslutte mig direktoratets beklagelse.

Direktoratet traf den 6. august 1993 afgørelse om at give A afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af oplysninger indhentet i december 1992.

Det gælder som et grundlæggende princip i forvaltningsretten at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at sørge for at private, navnlig parterne, medvirker til sagens oplysning. Der gælder således et official- eller undersøgelsesprincip.

Hvilke oplysninger der skal indhentes, og hvorfra de skal indhentes, varierer fra sag til sag, men princippet indebærer at der først må træffes en afgørelse når der foreligger nødvendige oplysninger til at kunne træffe en materielt lovlig og rigtig afgørelse.

Ud over at Direktoratet for Udlændinge ikke foretog partshøring vedrørende oplysningerne i politirapporten af 2. december 1992, finder jeg det kritisabelt at Direktoratet for Udlændinge traf afgørelse på baggrund af oplysninger indhentet mere end et halvt år forinden afgørelsen blev truffet. Direktoratet burde for at opfylde sin forpligtelse i henhold til officialprincippet efter min mening have indhentet nye oplysninger vedrørende A og C, f.eks. fra politiet, forinden der blev truffet afgørelse.

Jeg har gjort direktoratet bekendt med min opfattelse.

2. Indenrigsministeriets sagsbehandling

I Indenrigsministeriets afgørelse er anført at Indenrigsministeriet den 4. oktober 1993 fremsendte en kopi af bl.a. politirapport af 16. november 1993 til A. I sin udtalelse til mig af 31. oktober 1994 har Indenrigsministeriet imidlertid oplyst at Indenrigsministeriet desværre ikke sendte politirapporten af 16. november 1993 til partshøring, hvilket Indenrigsministeriet meget beklager.

Politirapporten af 16. november 1993 indeholder efter min opfattelse oplysninger der er omfattet af forvaltningslovens § 19. Jeg finder det derfor kritisabelt at Indenrigsministeriet ikke foretog partshøring vedrørende oplysningerne, og kan således tilslutte mig Indenrigsministeriets beklagelse.

Jeg finder det endvidere kritisabelt at Indenrigsministeriet i forbindelse med sin behandling af klagesagen ikke bemærkede og over for Direktoratet for Udlændinge påtalte de sagsbehandlingsfejl som direktoratet havde begået, jf. ovenfor.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

Reglerne om partshøring har karakter af garantiforskrifter hvis tilsidesættelse gør at der svigter en garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed. Efter min opfattelse kan det ikke udelukkes at de sagsbehandlingsfejl der foreligger i forbindelse med behandlingen af A's sag har haft indflydelse på den trufne afgørelse. Jeg har derfor samtidig hermed henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage sagen og sørge for at der bliver truffet en ny afgørelse vedrørende A's ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse."

I skrivelse af 17. februar 1995 meddelte Indenrigsministeriet mig at ministeriet havde sendt sagen til Direktoratet for Udlændinge til fornyet afgørelse i 1. instans.

Jeg meddelte herefter Indenrigsministeriet at jeg havde taget det oplyste til efterretning, og at jeg ikke foretog mig mere i sagen på det foreliggende grundlag. Jeg anmodede samtidig om at blive underrettet om udfaldet af Direktoratet for Udlændinges nye afgørelse i sagen.

Den 24. august 1995 modtog jeg en kopi af et brev af 23. august 1995 fra Indenrigsministeiet til A. Af brevet fremgik at Direktoratet for Udlændinge den 24. maj 1995 havde truffet afgørelse om at inddrage A's opholdstilladelse, og at A den 6. juni havde klaget over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Den 10. november 1995 modtog jeg kopi af Indenrigsministeriets afgørelse af 9. november 1995 hvorved Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 29. maj 1995 blev stadfæstet.

Resumé

En forening klagede for en tyrkisk kvinde over Direktoratet for Udlændinges og Indenrigsministeriets afgørelser om afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Under sagen havde politiet flere gange foretaget samlivskontrol hos kvinden og hendes ægtefælle. Der var udfærdiget politirapporter om samlivskontrollen.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt, at Direktoratet for Udlændinge ikke havde foretaget partshøring om oplysningerne i en af politirapporterne, og at direktoratet traf afgørelse på baggrund af oplysninger indhentet mere end et halvt år før afgørelsen blev truffet. For så vidt angik Indenrigsministeriets behandling af sagen, mente ombudsmanden ligeledes det var kritisabelt, at Indenrigsministeriet ikke havde foretaget partshøring om oplysningerne i en politirapport. Herudover mente ombudsmanden at Indenrigsministeriet i forbindelse med sin behandling af klagesagen burde have påtalt de sagsbehandlingsfejl som direktoratet havde begået.

Under hensyn til at reglerne om partshøring har karakter af garantiforskrifter, og at det derfor ikke kunne udelukkes at den manglende partshøring havde haft indflydelse på de trufne afgørelser, henstillede ombudsmanden til Indenrigsministeriet at genoptage sagen og sørge for at der blev truffet en ny afgørelse i sagen. (J. nr. 1994-1513-643).