Partshøring i forbindelse med afgørelse om en udlændings udvisning. Tvangsmæssig udsendelse før endelig afgørelse om opsættende virkning af klage forelå

§ 11. Fremsætter en part under sagens behandling begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne.

...

§ 21. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. ...

..."

Partens adgang til aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 9 gælder såvel inden der træffes afgørelse i sagen, som efter afgørelsen er truffet. Det er den myndighed som sagen verserer for - eller har verseret for - der afgør om der skal gives parten aktindsigt.

Fremsættes begæringen om aktindsigt inden der er truffet afgørelse, skal sagen udsættes i medfør af forvaltningslovens § 11.

Reglen i forvaltningslovens § 21 om partens ret til at fremkomme med en udtalelse er selvsagt kun aktuel indtil der er truffet afgørelse i sagen.

Det er den myndighed hvor sagen verserer, der træffer afgørelse om sagen skal udsættes i medfør af § 11 eller § 21.

Deres anmodning om aktindsigt og adgang til at komme med en udtalelse blev først modtaget af Direktoratet for Udlændinge den 24. august 1993 med en telefax fra Rigspolitichefen, efter at direktoratet havde truffet sin afgørelse om at (B) skulle udvises, og efter at afgørelsen var blevet forkyndt for ham. (B) havde ved forkyndelsen klaget over afgørelsen, og sagen verserede derfor på dette tidspunkt for Indenrigsministeriet. Deres anmodning om aktindsigt blev således fremsat efterfølgende, og Direktoratet for Udlændinge kunne derfor ikke udsætte sin afgørelse.

Idet De fik kopi af sagens akter via telefax fra direktoratet den 25. august 1993, giver direktoratets behandling af Deres anmodning om aktindsigt mv. mig ikke anledning til kritik.

Indenrigsministeriets partshøring giver mig heller ikke anledning til kritik. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at De under sagen flere gange har haft adgang til at kommentere sagens faktiske oplysninger mv. inden ministeriet traf sin afgørelse.

Sammenfattende finder jeg således at der har været nogle fejl ved sagens behandling i forbindelse med Indenrigsministeriets afgørelse om klagens opsættende virkning og direktoratets opfattelse af partshøringspligten. Jeg mener dog ikke at disse fejl er så væsentlige at afgørelsen bør tages op igen. Denne opfattelse bygger jeg dels på at det var overvejende sandsynligt at Indenrigsministeriet ville stadfæste Direktoratet for Udlændinges afslag på at give klagen opsættende virkning, når man ser på den faste praksis ministeriet har i sådanne sager, og dels på at Indenrigsministeriet efterfølgende har præciseret at partshøring kunne være undladt efter forvaltningslovens undtagelsesbestemmelser.

..."

§ 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og skal i så fald udløbe en 1. januar eller en 1. juli.

..."

Afgørelsen om hvorvidt en udlænding skal udvises for at have opholdt sig i landet uden fornøden tilladelse, sker for en stor del på baggrund af en skønsmæssig vurdering. I denne vurdering kan bl.a. indgå faktiske oplysninger om længden af det ulovlige ophold her i landet, oplysninger om personens eventuelle tidligere visumfrihed, oplysninger om personens familiemæssige tilknytning til landet og en bevismæssig vurdering af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder forklaringer afgivet i forbindelse med politiets efterforskning samt ansøgerens egen forklaring.

Efter de regler der gælder for min virksomhed, kan jeg ikke kritisere en sådan skønsmæssig afgørelse medmindre der er ganske særlige omstændigheder.

Efter en gennemgang af sagen mener jeg ikke at der er sådanne ganske særlige omstændigheder. Jeg kan derfor ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse af 24. august 1994 om at udvise (B) med indrejseforbud.

Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at der under myndighedernes behandling af sagen har været modstridende oplysninger om hvor længe (B) har opholdt sig her i landet. Jeg henviser her til at det er almindeligt antaget at det påhviler ansøgeren, i sager hvor der søges om opholdstilladelse, at bevise at grundlaget for opholdstilladelse er til stede, herunder at den pågældende opholder sig lovligt i landet. En tilsvarende bevisbyrde må antages at gælde for en udlænding der kommer fra et land der er fritaget for visumpligten, når udlændingen ønsker at opholde sig her i landet.

2. Beslutningen om opsættende virkning.

Reglerne om fastsættelse af udrejsefrist og opsættende virkning af klage findes i udlændingelovens § 33, stk. 1-3, som har følgende indhold

" § 33. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af opholdstilladelse og beslutning om udvisning efter § 24, nr. 5, eller efter § 25 skal indeholde en frist for udrejse. Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysninger om reglen i stk. 3, 1. pkt.

Stk. 2. Fristen må, bortset fra påtrængende tilfælde, ikke være kortere end 15 dage ...

Stk. 3. Påklages en afgørelse efter stk. 1 inden 7 dage efter, at den er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2, eller er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hidtil har haft opholdstilladelse her i landet. ..."

Det giver mig ikke anledning til bemærkninger at Direktoratet for Udlændinge fastsatte udrejsefristen til straks ved afgørelsen af 24. august 1993. Jeg henviser her til at jeg, ifølge det ovenfor anførte, ikke kan kritisere at Direktoratet for Udlændinge lagde til grund at (B) havde opholdt sig ulovligt i landet i ca. ni måneder, da direktoratet traf sin afgørelse.

Indenrigsministeriet afslog den 27. august 1993 at give Deres klage opsættende virkning i medfør af udlændingelovens § 33, stk. 3. Bestemmelsen nævner kun de tilfælde hvor udlændinge har egentligt retskrav på at blive her i landet under klagesagens behandling. Herudover kan klageinstansen imidlertid tillade en udlænding, hvis klage ellers ikke efter stk. 3 har opsættende virkning, at forblive i landet indtil afgørelse af klagen forligger - men udlændingen har ikke krav herpå.

Afgørelsen af om en klage i det enkelte tilfælde bør tillægges opsættende virkning, beror for en stor del på et skøn. En sådan vurdering kan jeg som nævnt efter de regler der gælder for min virksomhed, ikke kritisere medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder. Efter min gennemgang af sagen finder jeg ikke at der er grundlag for at kritisere selve Indenrigsministeriets afgørelse om ikke at give klagen opsættende virkning. Jeg har her navnlig lagt vægt på at der ikke i Deres henvendelser til Indenrigsministeriet og i øvrigt heller ikke i Deres breve til mig er anført omstændigheder som i særlig grad gør det antageligt at direktoratets afgørelse om udrejsefristen kunne forventes at ville blive omgjort, når man samtidig ser på den faste praksis ministeriet har i sager som denne.

I Direktoratet for Udlændinges brev til Dem af 25. august 1993 fik De meddelelse om at sagen var videresendt til Indenrigsministeriet der ville tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning.

(B) blev dog allerede samme dag - den 25. august 1993 - udsendt til Elfenbenskysten ved politiets foranstaltning - dvs. to dage før ministeriet den 27. august 1993 traf endelig afgørelse om at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Jeg finder det kritisabelt at myndighederne således ikke afventede Indenrigsministeriets endelige afgørelse om klagens opsættende virkning inden (B) blev udsendt af landet. Jeg har her særligt lagt vægt på at De netop fik meddelelse fra direktoratet om at Indenrigsministeriet ville tage stilling til spørgsmålet, og derfor var bragt i en berettiget forventning om at (B) ikke ville blive udsendt inden ministeriet havde truffet afgørelse om eventuel opsættende virkning.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

3. Sagens behandling.

A. De har gjort gældende at (B) burde være blevet partshørt af Direktoratet for Udlændinge efter forvaltningslovens regler inden direktoratet traf afgørelse om at han skulle udvises.

Forvaltningslovens § 19 har følgende indhold

" § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke hvis

...

3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

..."

Som det fremgår af bestemmelsen, er der pligt for myndigheden til at foretage partshøring inden der træffes afgørelse, såfremt visse nærmere angivne betingelser er opfyldt.

For det første kræves det at parten ikke kan antages at være bekendt med at oplysningerne indgår i sagen. Det er ikke en betingelse at oplysningerne skal være ukendte for parten, men blot at parten ikke har kendskab til at de vil blive brugt i den aktuelle sammenhæng. Herved opnås at der gives parten mulighed for at kommentere, supplere eller korrigere oplysninger som den pågældende ikke har haft anledning til at hæfte sig ved før høringen, fordi den pågældende ikke har været bekendt med at oplysningerne indgik i myndighedens beslutningsgrundlag for sagen.

Ved afgørelsen af 24. august 1993 inddrog Direktoratet for Udlændinge alene de forklaringer som fremgik af politirapporten, herunder (B's) forklaring og vidneforklaringerne afgivet af en ansat i kommunen og (C). Af politirapporten fremgår at (B) under afhøringen den 23. august 1993 blev gjort bekendt med (C's) forklaring, men intet fremgår om at han blev gjort bekendt med forklaringen fra den ansatte i kommunen. Samtidig er politirapporten ikke underskrevet af hverken de afhørte vidner eller af (B) selv, men alene af en kriminalassistent.

På tidspunktet for direktoratets afgørelse havde (B) således ikke kendskab til forklaringen fra den ansatte i kommunen og havde heller ikke kendskab til hvorledes hans egen og de to vidners forklaringer var formuleret i politirapporten. (B) kendte derfor ikke til alle de faktiske oplysninger som indgik i sagens behandling. De faktiske oplysninger i politirapporten var af væsentlig betydning for afgørelsen. Og da afgørelsen samtidig var til ugunst for (B), var der som udgangspunkt pligt for Direktoratet for Udlændinge til at høre ham om indholdet af politirapporten inden afgørelsen blev truffet, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Som sagen er oplyst - bl.a. igennem Direktoratet for Udlændinges udtalelse i sagen af 12. januar 1994 - lagde direktoratet en forkert forståelse af reglerne om partshøring til grund for vurderingen af den eventuelle pligt til at partshøre. Direktoratet anførte at partshøring efter forvaltningslovens § 19 ikke var påkrævet, fordi (B) var vidende om alle faktiske oplysninger i sagen.

Indenrigsministeriet har i afgørelsen af 22. august 1994 anført at der, efter ministeriets opfattelse, var hjemmel i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, til at undlade partshøring inden afgørelsen blev truffet. Ministeriet lægger altså efterfølgende en anden forståelse af partshøringsreglerne til grund end Direktoratet for Udlændinge.

Efter § 19, stk. 2, nr. 3, kan partshøring undlades hvis partens interesse i at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser der taler imod en sådan udsættelse. Det er kun væsentlige modhensyn der kan begrunde en undtagelse, og ifølge Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 114, forudsætter bestemmelsen at der foretages en konkret vurdering af på den ene side partens interesse i at blive hørt og på den anden side vedkommende offentlige interesse. I Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 345, er det anført at bestemmelsen i praksis bl.a. kan bruges i sager hvor tungtvejende samfundshensyn nødvendiggør et øjeblikkeligt indgreb.

Denne undtagelsesbestemmelse har samme formulering som forvaltningslovens §§ 11, stk. 2, og 21, stk. 2, nr. 2, om udsættelse af en afgørelse i forbindelse med partsaktindsigt og partens adgang til at afgive en udtalelse. I John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 174, peges der i omtalen af § 11, stk. 2 (partsaktindsigt), på at det vil være mere betænkeligt at nægte en udsættelse af sagens afgørelse hvis afgørelsen er endelig end hvis den kan indbringes for en anden administrativ myndighed.

Som begrundelse for at undtagelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 3, fandt anvendelse, har Indenrigsministeriet i afgørelsen af 22. august 1994 anført at det af hensyn til retshåndhævelsen er af væsentlig betydning at der sker en hurtig behandling af sager hvor en udlænding findes at have opholdt sig ulovligt, og hvor der kan blive tale om et indrejseforbud for den pågældende.

Dette generelle hensyn til offentlige interesser finder jeg ikke anledning til at kritisere. Således følger det bl.a. af udlændingelovens § 33, stk. 1 og 3, at en udlændings mulighed for at blive i landet i sager om udvisning efter lovens § 24, nr. 5, er meget begrænset. Dermed er hensynet til en hurtig sagsbehandling tillagt væsentlig betydning i sådanne sager.

Jeg vil dog påpege at det fortsat er udgangspunktet at parten efter forvaltningsloven skal have adgang til at kommentere sagens faktiske oplysninger før der træffes afgørelse. Det er derfor min opfattelse at der i hver enkelt sag må ske en konkret og individuel afvejning af hensynet til en særlig hurtig sagsbehandling over for partens interesse i at have indflydelse på sagens gang.

I denne sag skete der ikke en sådan konkret og individuel vurdering af (B's) interesser i forbindelse med Direktoratet for Udlændinges behandling af sagen, fordi direktoratet som nævnt lagde en - efter min opfattelse - forkert retsopfattelse af partshøringsreglerne til grund. Dette er kritisabelt.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

Den nævnte afvejning af om forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, finder anvendelse, sker på baggrund af et skøn. Som bekendt kan jeg ikke kritisere en afgørelse der hviler på et skøn, medmindre der er ganske særlige omstændigheder. Efter en gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder, og jeg kan derfor ikke kritisere at Indenrigsministeriet ved sin afgørelse af 22. september 1994 fandt at der var hjemmel til at undlade partshøring.

B. De har yderligere gjort gældende at Direktoratet for Udlændinge burde have udsat afgørelsen fordi De - som repræsentant for parten - bad om aktindsigt og adgang til at fremkomme med en udtalelse.

Forvaltningslovens §§ 9, stk. 1, 11, stk. 1, og 21, stk. 1, har følgende indhold

" § 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. ...

...

Partshøring i forbindelse med afgørelse om en udlændings udvisning. Tvangsmæssig udsendelse før endelig afgørelse om opsættende virkning af klage forelå

Advokaten A klagede på vegne af B som var statsborger fra Elfenbenskysten. A klagede over

Indenrigsministeriets afgørelse af 22. august 1994 om at udvise B med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1, og

Direktoratet for Udlændinges og Indenrigsministeriets sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen om B's udvisning.

Af sagens akter fremgik at B var statsborger fra Elfenbenskysten. Af politiets indrejsestempel i hans pas fremgik at han rejste ind i Danmark den 30. september 1992 som visumfri udlænding. I passet fandtes endvidere et indrejsestempel af 25. juli 1993 fra Rigspolitiet i Rødby Havn.

Den 23. august 1993 modtog Kriminalpolitiet i X-by en anmeldelse fra kommunen om at B opholdt sig ulovligt i Danmark. Baggrunden for kommunens henvendelse var at B og hans kæreste C samme dag havde henvendt sig til kommunen for at indgå ægteskab. Kommunen havde ved en gennemgang af B's pas fået mistanke om at ægteskabet skulle være proforma, og at B opholdt sig ulovligt her i landet.

Senere samme dag blev B anholdt af politiet. Af politirapport af 23. august 1993 fremgik bl.a. at en fuldmægtig i kommunen forklarede, at B havde henvendt sig på kommunekontoret to gange i begyndelsen af juli 1993. Det fremgik yderligere at C forklarede at hun havde været sammen med B næsten hver dag i de ca. tre måneder hun havde kendt ham. B forklarede ifølge politirapport af 24. august 1993 at han havde været udrejst af landet et stykke tid og havde opholdt sig i Frankrig. Han var derefter vendt tilbage til Danmark den 25. juli 1993. Ingen af de afhørte underskrev deres forklaringer til politirapporten.

Den 24. august 1993 meddelte Direktoratet for Udlændinge via telefax politiet at man havde truffet afgørelse om, at B skulle udvises med indrejseforbud i tre år i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1. Direktoratet lagde ved afgørelsen til grund at B var rejst ind i Danmark den 30. september 1992 og havde opholdt sig her siden, med undtagelse af én dag. Direktoratet fastsatte udrejsefristen til straks.

Ved politiets forkyndelse samme dag klagede B over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Han blev i den forbindelse gjort bekendt med at klagen ikke gav ham ret til at blive i landet.

I telefax af 24. august 1993 til X-by Politi og til Rigspolitichefen klagede A som advokat for B over afgørelsen og anmodede om aktindsigt i sagen. Samtidig begærede A sagens afgørelse udsat med henblik på at han ville afgive en udtalelse. Han henviste i den forbindelse til reglerne i forvaltningsloven. I et brev afsendt samme dag, som blev modtaget i Direktoratet for Udlændinge den 26. august 1993, fremkom A med samme anmodning over for direktoratet.

Rigspolitichefen underrettede ved telefax senere samme dag Direktoratet for Udlændinge om at B ønskede at klage over afgørelsen. Samtidig blev direktoratet gjort bekendt med A's anmodning om aktindsigt og om udsættelse af sagens afgørelse.

Direktoratet for Udlændinge meddelte ved telefax af 25. august 1993 A at direktoratet ikke fandt grundlag for at udsætte hans klients udrejsefrist, men at man havde videresendt sagen til Indenrigsministeriet, der ville tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Samtidig sendte direktoratet A kopier af sagens akter.

Samme dag - den 25. august 1993 - blev B udsendt til Elfenbenskysten ved politiets foranstaltning.

Af et telefonnotat af 25. august 1993 fremgik at Direktoratet for Udlændinge orienterede Rigspolitichefen, Afdeling E, Den Centrale Politiafdeling (DCP) om at spørgsmålet om opsættende virkning verserede ved Indenrigsministeriet. Notatet fortsatte

"... Hører han (sagsbehandleren ved DCP; min bemærkning) ikke fra Indenrigsministeriet, da skal han selv kontakte ... (sagsbehandleren i Indenrigsministeriet; min bemærkning) forinden udsendelsen."

Ved brev af 27. august 1993 meddelte Indenrigsministeriet A at ministeriet havde anmodet Direktoratet for Udlændinge om en udtalelse i anledning af klagen. Vedrørende spørgsmålet om klagens opsættende virkning udtalte ministeriet bl.a.

"...

Det bemærkes, at Deres klage ikke har opsættende virkning efter udlændingelovens § 33, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, og at Indenrigsministeriet ikke har fundet grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning.

Det bemærkes herved, at Indenrigsministeriet uden for de i § 33, stk. 3, nævnte tilfælde i praksis som udgangspunkt kun har udsat udrejsefristen i ganske særlige tilfælde, herunder tilfælde hvor det kan dokumenteres, at den eller de pågældende ansøgere inden for ganske kort tid vil have et retskrav på at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1.

Da Deres klient ikke i det foreliggende tilfælde har et sådant retskrav, har man ikke fundet at kunne imødekomme Deres ansøgning om opsættende virkning."

Under Indenrigsministeriets behandling af sagen fremkom A med supplerende bemærkninger i breve af 6. september 1993, 18. og 19. november 1993 og 30. juni 1994. A anførte i brevene bl.a. at Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 24. august 1993 måtte anses for en nullitet fordi han ikke var blevet partshørt, og fordi sagen ikke blev udsat indtil han havde fået aktindsigt og anledning til at fremkomme med en udtalelse. Med samme begrundelse gjorde A indsigelse mod Indenrigsministeriets afgørelse om at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Desuden gjorde han gældende at B var indrejst den 25. juli 1993 efter et længere ophold i Frankrig. B opholdt sig således her i landet som visumfri turist da han den 23. august 1993 blev anholdt. I den forbindelse gjorde A indsigelse mod de oplysninger der fremgik af politirapporten vedrørende længden af B's ophold i Danmark. A anførte bl.a. at det ville være muligt for B at rejse til Frankrig og tilbage til Danmark uden at hans pas ville blive kontrolleret og stemplet. Manglen på stempler i B's pas var derfor ikke et bevis på at han ikke havde været i Frankrig. Endelig oplyste A at B's danske kæreste nu var gravid.

Indenrigsministeriet indhentede desuden to udtalelser fra Direktoratet for Udlændinge af 14. september 1993 og 12. januar 1994 hvor direktoratet henholdt sig til sin afgørelse af 24. august 1993. I udtalelsen af 12. januar 1994 bemærkede direktoratet endvidere bl.a. følgende

"...

For så vidt angår det af advokat (A) anførte vedrørende manglende aktindsigt bemærkes, at (B), som part i sagen, har været vidende om alle faktiske oplysninger af betydning for direktoratets afgørelse, hvorfor partshøring ikke kan anses for påkrævet i henhold til forvaltningslovens § 19.

Endelig bemærkes, at advokat (A's) anmodning om aktindsigt af 24.08.1993 er imødekommet den 25.08.1993.

..."

Endelig indhentede Indenrigsministeriet en udtalelse fra Rigspolitichefen.

Den 22. august 1994 stadfæstede Indenrigsministeriet Direktoratet for Udlændinges afgørelse. Ministeriet anførte bl.a. følgende som begrundelse

"...

I den anledning skal Indenrigsministeriet meddele, at man ikke finder grundlag for at ændre direktoratets afgørelse.

Indenrigsministeriet skal indledningsvis bemærke, at der efter ministeriets opfattelse er hjemmel i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, til at undlade partshøring, forinden afgørelsen om udvisning med indrejseforbud blev truffet. Indenrigsministeriet skal herudover bemærke, at De modtog kopi af sagens akter ved direktoratets telefax af 25. august 1993 og således umiddelbart efter den trufne afgørelse, og inden ministeriets beslutning om ikke at tillægge klagen opsættende virkning og udsendelsen af Deres klient.

Indenrigsministeriet skal iøvrigt bemærke, at på tidspunktet hvor afgørelsen blev truffet, var sagen efter ministeriets opfattelse tilstrækkeligt belyst til, at der kunne træffes en afgørelse.

Indenrigsministeriet har herudover lagt vægt på, at det i sager hvor en udlænding findes at have opholdt sig ulovligt, og hvor der kan blive tale om et indrejseforbud for den pågældende, er det af hensyn til retshåndhævelsen af væsentlig betydning, at der sker en hurtig behandling af sådanne sager.

Indenrigsministeriet har endelig vedrørende indholdet af den trufne afgørelse lagt vægt på, at det efter ministeriets opfattelse ikke er dokumenteret, at Deres klient opholdt sig lovligt her i landet på tidspunktet for den trufne afgørelse. Indenrigsministeriet har således lagt vægt på, at Deres klients pas ikke har opnået et indrejse- eller udrejsestempel siden Deres klients indrejse her til landet i september 1992, bortset fra indrejsestemplet den 25. juli 1993, og at Deres klient ikke på fyldestgørende måde har kunnet forklare om sit mulige ophold uden for Danmark ved afhøringen hos politiet den 24. august 1993.

..."

A klagede herefter til mig.

I klagen anførte A særligt at Direktoratet for Udlændinge ikke havde fulgt reglerne i forvaltningsloven. Således skulle direktoratet have udsat sagens afgørelse når han bad om aktindsigt, og direktoratet skulle desuden have foretaget partshøring. A anførte i den forbindelse at der ikke i sagen var afgørende offentlige interesser der kunne begrunde at forvaltningslovens regler blev fraveget. Myndigheden kunne i stedet for at udvise hans klient uden varsel have sat en forholdsvis kort frist for ham til at komme med en udtalelse.

A anførte yderligere at myndighedernes afgørelser var baseret på urigtige oplysninger. B var nemlig indrejst den 25. juli 1993, og hans ophold i Danmark var derfor lovligt. Afgørelsen led derfor af en indholdsmangel.

I en udtalelse til mig henholdt Indenrigsministeriet sig til sin afgørelse af 22. august 1994. Desuden henholdt ministeriet sig til en udtalelse fra Direktoratet for Udlændinge. Direktoratet anførte i denne udtalelse bl.a. følgende

"... (At) Direktoratet for Udlændinge i det hele kan henholde sig til direktoratets afgørelse af 24.08.1993 samt direktoratets skrivelser af 25.08.1993 og 12.01.1994.

Direktoratet har ikke fundet, at der i advokat (A's) skrivelse af 4. november 1994 til Indenrigsministeriet (her menes formentlig ombudsmanden; min tilføjelse) er anført omstændigheder, der kan begrunde en ændret stillingtagen til sagen.

Vedrørende advokat (A's) anmodning om aktindsigt og udsættelse af sagen, fremsat ved skrivelse af 24. august 1993, skal det bemærkes, at denne anmodning blev fremsendt med almindelig post til direktoratet, hvor skrivelsen blev modtaget den 26. august 1993, samt telefaxet den 24. august 1993 til (X-by's) politi, d.v.s. samme dag, som direktoratet traf sin afgørelse.

Advokat (A's) skrivelse blev af Rigspolitichefen, afd. E, Den centrale politiafdeling, telefaxet til direktoratet den 24. august 1993. Ved samme telefax modtog direktoratet underretning om at afgørelsen var blevet forkyndt for pågældende.

Direktoratets afgørelse er således truffet forud for modtagelsen af advokat (A's) skrivelse. Direktoratet var således ikke på afgørelsestidspunktet i besiddelse af oplysninger, der kunne medføre en udsættelse af sagens afgørelse, jfr. forvaltningslovens § 11 samt kommenterede forvaltningslov side 171.

..."

I et brev til A udtalte jeg herefter følgende

"1. Afgørelsen om udvisning af (B).

Indenrigsministeriets afgørelse af 22. august 1994 om at udvise (B) med indrejseforbud er truffet i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1, som har følgende indhold

" § 24. Andre udlændinge kan udvises

...

5) hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.

...

Resumé

En advokat klagede på vegne af en udlænding over Indenrigsministeriets afgørelse om at udvise udlændingen med indrejseforbud på grund af ulovligt ophold i Danmark. Endvidere klagede advokaten over myndighedernes afgørelse om ikke at give klagen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse om udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1, eller Indenrigsministeriets beslutning om ikke at tillægge klagen opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 33. Derimod mente ombudsmanden det var kritisabelt, at udlændingen blev udsendt ved politiets foranstaltning to dage før ministeriet traf endelig afgørelse om, at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på at Direktoratet for Udlændinge havde meddelt advokaten, at sagen var sendt til Indenrigsministeriet, der ville tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Advokaten var derfor bragt i en berettiget forventning om at hans klient ikke ville blive udsendt inden Indenrigsministeriet havde truffet afgørelse.

Under Direktoratet for Udlændinges behandling af sagen blev udlændingen ikke gjort bekendt med de forklaringer en kommunalt ansat havde afgivet til politirapporten i sagen. Partshøring kunne efter Indenrigsministeriets opfattelse undlades i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, hvorefter væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser kan tale imod en sags udsættelse på grund af partshøring. Ombudsmanden fandt under henvisning til udlændingelovens § 33, stk. 1 og 3, ikke anledning til at kritisere Indenrigsministeriets opfattelse. Efter ombudsmandens opfattelse måtte der dog i hver enkelt sag ske en konkret og individuel afvejning af hensynet til en særlig hurtig sagsbehandling over for partens interesse i at have indflydelse på sagens gang. Ombudsmanden kritiserede at der ikke i denne sag var sket en sådan konkret og individuel afvejning. (J. nr. 1994-2611-643).