Uberettiget bortfald af rentetilskud til miljøinvestering

§ 1, stk. 1, om lovens område er sålydende

"...

§ 1, stk. 1. Støtte kan ydes til investeringer, som erhvervsvirksomheder, der ikke ejes af det offentlige, foretager i forureningsbegrænsende projekter vedrørende anlæg eller indretninger, som var i drift den 1. oktober 1974. Der kan kun ydes støtte til den del af investeringen, der indebærer forureningsbegrænsning.

..."

Lovens § 3 er sålydende

"...

§ 3. Støtten ydes som rentenedslag i form af tilskud til nedbringelse af renteudgifter i forbindelse med lån, som virksomheden optager til dækning af investeringsudgifter som bestemt i § 2, 2. pkt. Der kan ikke ydes rentenedslag for den del af investeringen, til hvilken der er ydet tilskud efter § 5.

Stk. 2. Rentenedslaget kan ydes i indtil 15 år. Lånet skal være ydet af et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S inden for rammerne af den i stk. 3 nævnte aftale.

Stk. 3. Miljøministeren indgår med Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S samt med Realkreditrådet en rammeaftale om formen for samarbejdet med de långivende institutter om administrationen af loven.

Stk. 4. Miljøministeren fastsætter de nærmere bestemmelser om ydelsen af rentenedslaget, herunder om rentenedslagets størrelse og varighed.

..."

I medfør af § 3, stk. 4, har Miljøministeriet fastsat nærmere regler om rentenedslaget i bek. nr. 99 af 16. marts 1976 om støtte til miljøinvesteringer.

I medfør af bekendtgørelsens § 16 kan rentenedslaget højst ydes i lånets løbetid, dog ikke ud over 15 år.

Der er ikke i loven eller i bekendtgørelsen taget stilling til hvilken betydning hel eller delvis indfrielse af det optagne lån har for (den fortsatte) støtte.

I medfør af § 4 i den rammeaftale der er indgået i medfør af lovens § 3, stk. 3, aftales de nærmere retningslinier for rentenedslagsordningens administration mellem Hypotekbanken og långivernes organisationer. På det møde den 9. februar 1976 hvor rammeaftalen mellem disse parter blev vedtaget, blev bl.a. anført følgende (notat fra mødet)

"...

Realkreditrådet rejste spørgsmålet om, hvad der vil ske, såfremt en virksomhed, der modtager rentenedslag, kommer på tvangsauktion. Det var realkreditrådets opfattelse, at rentenedslagene skulle kunne opretholdes, selv om de lån, hvortil der ydedes rentenedslag, faldt bort ved tvangsauktion. Man foreslog, at der blev optaget en bestemmelse herom i rammeaftalen og bekendtgørelsen.

Miljøstyrelsen svarede hertil, at rentenedslaget som hovedregel måtte følge de konkrete lån. Såfremt lånet falder væk ved en tvangsauktion, vil der være tale om ændrede forudsætninger, og dermed en helt ny sag. Man måtte da i hvert enkelt tilfælde tage stilling til, hvorvidt nyt tilsagn kan gives.

Realkreditrådet spurgte, hvad der ville ske, hvis der blev foretaget ekstraordinære afdrag på et lån hvortil der blev ydet rentenedslag.

Hypotekbanken anførte hertil, at der da ville indgå en meddelelse til Hypotekbanken herom. Såfremt det ekstraordinære afdrag medførte, at lånet ville blive afdraget hurtigere end ellers, måtte der foretages en ny beregning af rentenedslagets størrelse for den resterende periode.

Det aftaltes at fastlægge dette i § 4-aftalen.

..."

Den omtalte § 4-aftale indeholder bl.a. følgende bestemmelse

"...

Hvis det nedslagsberettigede lån indfries eller nedbringes ekstraordinært, skal långiver omgående give Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning meddelelse herom.

..."

Rammeaftalen indeholder følgende bestemmelse om ophør af rentenedslag

"...

§ 5. Er der i forbindelse med ansøgning om rentenedslag givet urigtige oplysninger, der har været af væsentlig betydning for ydelse af lånet eller rentenedslaget, og ønsker långiveren ikke i den anledning at kræve lånet indfriet, afgør Hypotekbanken efter forhandling med långiver, om rentenedslaget skal bortfalde.

..."

Der er således heller ikke i aftalerne - der alene regulerer forholdet mellem Hypotekbanken og långiver - taget stilling til betydningen af en indfrielse af det nedslagsberettigende lån, endsige fastsat bestemmelse om at retten til støtte helt bortfalder. Spørgsmålet om bortfald af rentenedslaget er alene omtalt i forbindelse med den situation hvor der er afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgningen om rentenedslaget, jf. rammeaftalens § 5.

2.

Formålet med loven har været at yde støtte til miljøinvesteringer med forureningsbegrænsende effekt. Grundlaget for ydelsen har således været den miljøinvestering (A) foretog ved etablering af stålsiloen. Beregningen af ydelsens størrelse er sket på baggrund af det lån der blev optaget, men det må efter min mening understreges at den forudsatte lånoptagelse alene har været administrativt begrundet. Jeg kan derfor ikke dele Hypotekbankens opfattelse af, at det støtteberettigende lån har været " retsgrundlaget (min udhævning) for ydelsen af rentenedslaget...", jf. det banken har anført i udtalelsen af 30. januar 1995 (citeret ovenfor, s. ...).

Hypotekbankens tilbagebetalingskrav som oprindelig opgjort i brev af 19. juli 1993 til (A) forudsætter at Hypotekbanken var berettiget til at lade støtten ophøre fra indfrielsestidspunktet, hvis man var blevet gjort bekendt hermed. Dette spørgsmål må afgøres alene på baggrund af retsforholdet mellem Hypotekbanken og (A) som låntager. Retsforholdet mellem Hypotekbanken og (kreditforeningen) har således ikke i sig selv betydning for spørgsmålet.

Såvel lov nr. 682 af 23. december 1975 om støtte til miljøinvesteringer som bekendtgørelsen af 16. marts 1976 forudsætter at der optages et bestemt lån som udgangspunkt for beregning af støtten. Der er ikke i loven eller i bekendtgørelsen taget stilling til virkningen af at et støtteberettigende lån indfries. Heller ikke i det endelige tilsagn af 10. februar 1978 eller i den erklæring A underskrev den 24. februar 1978 er der taget stilling hertil. Særligt for så vidt angår erklæringen bemærkes at låntagers underretningspligt alene vedrører (væsentlige) ændringer i virksomhedens forhold der kan medføre at forudsætningerne for udbetaling af støtten bortfalder. Det er ikke gjort gældende af myndighederne at der har været tale om sådanne væsentlige ændringer i virksomhedens forhold i denne sag.

Formålet med lov om støtte til miljøinvesteringer i form af incitamentet til at foretage den forureningsbegrænsende investering giver efter min opfattelse ikke dækning for den af myndighederne anlagte fortolkning. Tværtimod er lovens begrundelse for at yde støtte i princippet uafhængig af at det forudsatte lån fortsat eksisterer. Der kan i den forbindelse henvises til at støtteformen rentenedslag allerede ved lov nr. 199 af 3. maj 1978 om ændring af lov om støtte til miljøinvesteringer bortfaldt og blev ændret til direkte tilskud af investeringsbeløbet. Baggrunden herfor var, at støtteformen rentenedslag ikke var den bistand og det incitament der ved iværksættelsen af forureningsbegrænsende foranstaltninger var forudsat, idet støtteformen ikke føltes tilstrækkeligt attraktiv, jf. Folketingstidende 1977-78, sp. 2871f.

I de drøftelser der var mellem myndighederne og de långivende organisationer den 9. februar 1976 er der heller ikke støtte for den retsopfattelse myndighederne nu har anlagt. Fuldstændig indfrielse af lånet er ikke omtalt, men for så vidt angår lånets bortfald som følge af tvangsauktion og delvis indfrielse af lånet (ved ekstraordinær afdragsbetaling) er der lagt op til at der konkret må tages stilling til virkningerne for rentenedslaget, mens (automatisk) bortfald af støtten tilsyneladende ikke har været på tale.

Det er min opfattelse at man ikke på baggrund af ordlyden af bestemmelserne i loven og bekendtgørelsen, i lovens forarbejder eller ved en vurdering af lovens formål uden videre kan nå til det resultat at støtten bortfalder ved fremrykket indfrielse af det optagne lån. Et sådant resultat forudsætter i hvert fald at der foretages en undersøgelse af de nærmere omstændigheder ved indfrielsen og - på den baggrund - en konkret vurdering af om der er en real begrundelse for at lade støtten ophøre eller fortsætte på samme eller ændrede vilkår.

I den foreliggende sag må jeg lægge til grund, at det alene var oplysningen om at det støtteberettigende lån var indfriet der førte til at Hypotekbanken krævede tilbagebetaling, og at der således ikke blev foretaget nærmere undersøgelser eller overvejelser i den anledning. Heller ikke oplysningen om at lånet var blevet omlagt til et nyt lån gav anledning til nærmere overvejelser eller undersøgelse.

Sammenfattende finder jeg ikke at myndighederne har haft grundlag for at lade støtten bortfalde alene som følge af den skete indfrielse. En afgørelse om bortfald måtte forudsætte en konkret vurdering på baggrund af en undersøgelse af de faktiske omstændigheder i forbindelse med indfrielsen/omlægningen. Dette er ikke sket.

På det grundlag finder jeg det uberettiget at Hypotekbanken har forlangt tilbagebetaling af ydelserne efter lånets indfrielse, og at Finansministeriet har tiltrådt denne afgørelse.

Jeg har derfor bedt myndighederne om at genoptage sagens behandling og træffe en ny afgørelse under hensyn til det jeg har anført. Jeg har bedt om underretning om den afgørelse der træffes.

..."

I skrivelse af 3. oktober 1995 meddelte Hypotekbanken mig herefter følgende

"...

Efter Hypotekbankens anmodning fremsendte centret den 4. august 1995 diverse oplysninger om konvertering pr. 3. marts 1987 af lån kr. 125.500 til kr. 1.373.000.

Ved breve af 6. og 25. september 1995 er (kreditforeningen) fremkommet med yderligere oplysninger om denne konvertering samt konvertering pr. 30. marts 1990 af lån kr. 1.373.000 til 1.340.000.

I henhold til udtalelse af 31. maj 1995 fra Folketingets Ombudsmand har Hypotekbanken revurderet sin afgørelse af 19. juli 1993, hvorefter man over for (A) gjorde krav på tilbagebetaling af ikke forældede tidligere udbetalte støttebeløb ialt kr. 28.910,89 som følge af indfrielse af lån kr. 125.500.

I denne anledning skal Hypotekbanken herved meddele, at man har omberegnet de pågældende tilskudsbeløb for perioden 3. marts 1987 til 5. juli 1993 (tilskudsterminerne 11. juni 1987 til 11. december 1993) med udgangspunkt i forrentningen og afviklingen af lån henholdsvis kr. 1.373.000 og kr. 1.340.000.

..."

Jeg meddelte herefter at jeg ikke foretog mig videre i den anledning.

Uberettiget bortfald af rentetilskud til miljøinvestering

Sagen angik støtte til en miljøinvestering (etablering af en gastæt stålsilo) ydet til en gårdejer (A) i form af rentetilskud på et lån. Et rådgivningscenter (B) klagede den 9. december 1994 for A over at Finansministeriet havde tiltrådt en afgørelse fra Hypotekbanken om tilbagebetaling af rentetilskud efter at lånet var indfriet. Til brug for min behandling af sagen indhentede jeg udtalelser af 30. januar 1995 og 2. februar 1995 fra henholdsvis Hypotekbanken og Finansministeriet. Jeg havde endvidere sagens akter til gennemsyn.

Det fremgik af akterne at Miljøkreditrådet den 10. februar 1978 gav A endeligt tilsagn om støtte i henhold til lov nr. 682 af 23. december 1975 om støtte til miljøinvesteringer. Miljøkreditrådet anførte bl.a. følgende

"...

I fortsættelse af miljøkreditrådets skrivelse af 23. august 1977 om støtte til 113.734 kr. af en investering på 269.770 til etablering af en 722 m3 gastæt stålsilo skal man hermed give endeligt tilsagn om støtte til den omhandlede investering.

Støtten ydes i form af et rentenedslag, der for tiden udgør 6 % p.a. på basis af et kontantlån optaget i (kreditforeningen), stort 125.500 kr., 3. serie. Lånet tilbagebetales med halvårlige afdrag, og lånets løbetid er 30 år i henhold til lånetilbud af 24. november 1977 fra (kreditforeningen). Støtten ydes i forhold til støttegrundlaget, og rentenedslaget vil blive beregnet på baggrund af den ved lånets stiftelse forudsatte restgæld i hver enkelt termin. Rentenedslag kan højst ydes i 15 år.

..."

Miljøkreditrådet bad samtidig A om at afgive følgende erklæring der blev underskrevet den 24. februar 1978

"...

Erklæring overfor KONGERIGET DANMARKS HYPOTEKBANK OG FINANSFORVALTNING

Underskrevne låntager i (kreditforeningen), for lån stort 125.500 kr.

forpligter sig til uden forsinkelse at give långiver og Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning meddelelse, såfremt der sker væsentlige ændringer i virksomhedens forhold, der kan medføre, at forudsætningerne for udbetaling af rentenedslag er bortfaldet, herunder at virksomheden ophører eller afhændes. Der kan uden Hypotekbankens samtykke ydes henstand med erlæggelse af de i lånevilkårene fastsatte ydelser.

..."

Den 1. maj 1978 skrev Miljøkreditrådet bl.a. således til A

"...

Ved skrivelse herfra af 10. februar 1978 har De fået tilsagn om støtte til en miljøinvestering i form af rentenedslag på basis af et støttegrundlag på 113.734 kr.

Folketinget har den 20. april 1978 vedtaget en ændring af miljøinvesteringsloven. Herefter erstattes støtteformen rentenedslag af et direkte tilskud på 25 %.

Lovændringen træder i kraft den 1. juni 1978, således at ansøgninger, hvortil der først gives støttetilsagn efter denne dato, som hovedregel behandles efter de nye regler, medens ansøgninger, der før den 1. juni 1978 har modtaget et endeligt tilsagn, som hovedregel fortsat behandles efter de hidtil gældende regler.

I følge lovens overgangsbestemmelser vil dog også virksomheder, der allerede har fået tilsagn om støtte i form af rentenedslag - såfremt rentenedslaget ikke er påbegyndt udbetalt - efter ansøgning kunne få ændret dette tilsagn til et tilsagn om 25 % direkte tilskud af det af miljøkreditrådet fastsatte støttegrundlag.

..."

A gjorde ikke brug af muligheden for at ændre tilsagnet om rentenedslag til tilsagn om 25% direkte tilskud.

Udbetalingerne af rentetilskuddene blev foretaget til kreditforeningen hver den 11. juni og den 11. december, første gang den 11. december 1978. Udbetalingen skete ved fremsendelse af check til kreditforeningen ledsaget af en kort følgeskrivelse der bl.a. havde følgende ordlyd

"...

Beløbet udbetales under forudsætning af, at ovennævnte debitor fortsat er ejer af den pågældende ejendom.

Såfremt dette ikke er tilfældet, udbeder man sig snarest underretning om ejerskiftet.

..."

Fra 1990 blev ordlyden ændret til følgende (min fremhævelse af den ny tekst)

"...

Beløbet udbetales under forudsætning af, at ovennævnte debitor fortsat er ejer af den pågældende ejendom, og at det lån, hvortil der er bevilget rentetilskud, fortsat løber uændret.

Såfremt dette ikke er tilfældet, udbeder man sig snarest underretning om ejerskiftet.

..."

Den 17. juni 1993 returnerede kreditforeningen udbetalingen pr. 11. juni 1993 under henvisning til at det pågældende lån var indfriet.

Herefter skrev Hypotekbanken den 19. juli 1993 bl.a. følgende til A

"...

Hypotekbanken har fra (kreditforeningen) fået oplyst at ovennævnte lån er indfriet 12. februar 1987.

Rentetilskud for perioden 5 år tilbage - 11.6.1988 - udgør følgende

11.12.1988

kr. 3.280,08

11.06.1989

kr. 3.266,44

11.12.1989

kr. 3.251,57

11.06.1990

kr. 3.235,35

11.12.1990

kr. 3.217,67

11.06.1991

kr. 3.198,40

11.12.1991

kr. 3.177,39

11.06.1992

kr. 3.154,48

11.12.1992

kr. 3.129,51

I alt kr.28.910,89

hvilket beløb bedes indbetalt 14 dage fra dato.

..."

Herefter bad Rådgivnings-Center B for A Hypotekbanken om at sætte sagen i bero mens der søgtes en afklaring med kreditforeningen.

I perioden mellem den 23. august og den 17. september 1993 brevvekslede Rådgivnings-Center B og kreditforeningen bl.a. som følger

Brev af 23. august 1993 fra Rådgivnings-Center B

"...

(A) har den 19. juli 1993 fra Hypotekbanken modtaget et brev om tilbagebetaling af rentetilskud i perioden 11.12.88 - 11.12.92 ialt kr. 28.910,89.

Vi mener det er helt urimeligt at komme med en sådan regning efter så mange år, det kommer for os som en stor overraskelse, da vi undersøgte konsekvensen ved omlægning af et sådan lån, og fik mundtligt at vide at rentetilskuddet ville fortsætte uændret.

I skrivelsen fra Hypotekbanken til (kreditforeningen) halvårligt gør man opmærksom på at rentetilskuddet er udbetalt under forudsætning af at debitor fortsat er ejer af den pågældende ejendom og det lån, hvortil der er ydet tilskud fortsat løbet uændret. På baggrund af dette må (kreditforeningen), have haft den samme opfattelse som vi har fået.

Ud fra dette finder vi ikke opkrævningen rimelig og beder (kreditforeningen) betale hele beløbet kr. 28.910,89 til Hypotekbanken.

..."

Brev af 25. august 1993 fra kreditforeningen

"...

Vi har været af den mening, at rentetilskuddet kunne modtages, sålænge ejendommen ikke skiftede ejer, og har derfor løbende anvendt det modtagne rentetilskud til modregning i de ydelsesbeløb, som (A) skulle betale til os.

Vi må derfor som udgangspunkt sige, at Deres klient ikke har lidt et økonomisk tab, men snarere har haft en likviditetsmæssig fordel.

Såfremt (A) måtte have likviditetsmæssige problemer med at indbetale den af Hypotekbanken krævede tilbagebetaling, er (kreditforeningen) imidlertid indstillet på at indbetale beløbet til Hypotekbanken mod at (A) underskriver et gældsbrev til (kreditforeningen) på beløbet med afvikling over 5 år til rente 10% p.a.

Må vi høre, om der er interesse for en sådan løsning.

..."

Brev af 10. september 1993 fra Rådgivnings-Center B

"...

Som det fremgår af Deres brev af 25/8 1993, har De været af samme opfattelse som os vedrørende tilskuddet.

Da den eneste grund til at Hypotekbanken får besked om dette er at (kreditforeningen) i stedet for at gøre som hidtil ved 30/6 93 terminen returnerede pengene til Hypotekbanken.

Derfor mener vi alene det er (kreditforeningens) fejl og anmoder om at beløbet bliver indbetalt til Hypotekbanken uden konsekvenser for debitor.

Samtidig kan vi gøre opmærksom på at, hvis man havde fulgt sædvanlig procedure ville man have fået tilskud i nogle år endnu.

..."

Brev af 17. september 1993 fra kreditforeningen

"...

Som aftalt pr. telefon forleden fremsendes vedlagt kopi af nogle af de breve (kreditforeningen) har modtaget fra Hypotekbanken i forbindelse med det bevilgede rentenedslag.

Som det fremgår af materialet, har Hypotekbanken i 1990 ændret betingelserne for udbetaling af tilskuddet, idet det nu samtidig kræves, at det lån, hvortil tilskuddet er bevilget, fortsat er eksisterende.

..."

Herefter skrev Rådgivnings-Center B den 24. september 1993 følgende til Hypotekbanken

"...

Idet vi henviser til skrivelse til (A) af 19. juli 1993, har vi undersøgt sagen, og har ud fra Hypotekbankens skrivelse til (kreditforeningen), fundet ud af at Hypotekbanken har ændret ordlyd i 1990.

Før 1990 skrev man, at debitor fortsat skulle være ejer af den pågældende ejendom, samme besked som vi har fået tidligere.

Efter 1990 skriver man så pludselig, at det lån, hvortil der er bevilget rentetilskud, skal løbe uændret.

Vi mener ikke, man kan ændre forudsætninger undervejs, og beder Hypotekbanken fastholde de gamle regler i hele lånets løbetid.

..."

I brev af 30. november 1993 svarede Hypotekbanken bl.a. følgende

"...

Under henvisning til Deres brev af 24. september 1993 vedrørende rentetilskud til lån oprindelig kr. 125.000,- i (kreditforeningen) skal man meddele, at Hypotekbanken fastholder kravet om tilbagebetaling af kr. 28.910,89.

Hypotekbankens begrundelse er, at det allerede ved tilskuddets bevilling fremgik at tilskuddet knyttede sig til et bestemt lån, jfr. vedlagte erklæring der er underskrevet af (A) d. 24. februar 1978. Det har altid været en forudsætning, at det lån der var ydet tilskud til fortsat skulle eksistere. På grund af at Hypotekbanken har konstateret usikkerhed omkring dette spørgsmål er Hypotekbankens udbetalingsskrivelser igennem årene blevet ændret så misforståelser kunne undgås. Der er altså ikke tale om, at Hypotekbanken har ændret praksis.

Hypotekbankens afgørelse kan påklages til Finansministeriet, Budgetdepartementet, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København K.

..."

Den 7. december 1993 klagede Rådgivnings-Center B til Finansministeriet der indhentede en udtalelse af 7. marts 1994 fra Hypotekbanken. Hypotekbanken anførte bl.a. følgende

"...

Det fremgår af bekendtgørelse om støtte til miljøinvesteringer af 16. marts 1976 § 16, at rentenedslaget højst kan ydes i lånets løbetid, dog ikke ud over 15 år. Efter Hypotekbankens opfattelse, må denne bestemmelse fortolkes derhen, at man har forudsat, at rentenedslag bortfalder ved ophør af det til miljøinvesteringer optagne lån. Låntager burde således være bekendt med, at udbetaling af rentenedslag blandt andet er betinget af, at det lån, hvortil rentenedslag er ydet fortsat skal eksistere, uanset at dette ikke fremgår udtrykkeligt af tilsagnsskrivelsen eller den af låntager underskrevne erklæring.

Den i medfør af lov nr. 682 af 23. december 1975 om støtte til miljøinvesteringer indgåede rammeaftale fastlægger i § 4, at nærmere retningslinier aftales mellem Hypotekbanken og långivernes organisationer, herunder Realkreditrådet. Af de aftalte retningslinier fremgår, at långiver omgående skal give Hypotekbanken meddelelse, såfremt det nedslagsberettigede lån indfries eller nedbringes ekstraordinært. Det bemærkes, at det af referat fra møde afholdt den 9. februar 1976 mellem Miljøministeriet, Hypotekbanken og organisationerne for långiverne, herunder Realkreditrådet, fremgår, at denne bestemmelse er fastlagt i aftalen, blandt andet som følge af et spørgsmål fra Realkreditrådet om, hvad der ville ske, hvis der blev foretaget ekstraordinære afdrag på et lån, hvortil der blev ydet rentenedslag.

(Kreditforeningen) burde således have givet Hypotekbanken underretning i umiddelbar forbindelse med indfrielse af det lån, hvortil der er ydet rentenedslag, ligesom (kreditforeningen) burde vide, at det var en betingelse for udbetaling af rentenedslag, at dette lån fortsat eksisterede.

Med hensyn til kravets størrelse bemærkes, at Hypotekbanken betragter sit krav om tilbagebetaling af rentenedslag for terminen 11. december 1988 for forældet, da Hypotekbanken ikke har opnået låntagers anerkendelse af beløbet eller iværksat retsforfølgning for beløbet. Hypotekbankens krav på tilbagebetaling af rentenedslag nedsættes som følge heraf med kr. 3.280.08 til kr. 25.630.81.

Hypotekbanken fastholder på baggrund af ovenstående at have krav på tilbagebetaling af udbetalte rentenedslagsbeløb, dog herefter kun for kr. 25.630,81.

..."

Den 15. november 1994 traf Finansministeriet følgende afgørelse

"...

Finansministeriet har modtaget Deres brev af 7. december 1993, hvor De på vegne af (A) gør gældende, at den overfor Hypotekbanken underskrevne erklæring af 24. februar 1978 intet siger om, at udbetaling af rentenedslag ikke kunne ske, hvis det pågældende lån var indfriet. Ministeriet har også modtaget Deres brev af 24. september 1993 til Hypotekbanken, hvor det gøres gældende, at Hypotekbanken efterfølgende har ændret forudsætning for udbetaling af rentenedslag.

Ministeriet har endvidere modtaget vedlagte udtalelse fra Hypotekbanken af 7. marts 1994. Det fremgår heraf, at Hypotekbanken fastholder sit krav på tilbagebetaling af udbetalte rentenedslagsbeløb, for så vidt angår et beløb på 25.630,81 kr.

Finansministeriet skal herefter træffe den endelige administrative afgørelse i sagen.

Efter en gennemgang af sagen kan ministeriet tiltræde den af Hypotekbanken trufne afgørelse.

Ministeriet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det i den af (A) overfor Hypotekbanken underskrevne erklæring af 24. februar 1978 fremgår, at støtten i form af et rentenedslag knytter sig til et bestemt lån optaget i (kreditforeningen). Det har derfor været en forudsætning, at det lån der blev ydet tilskud til, fortsat skulle eksistere.

Det fremgår endvidere af § 16 i bekendtgørelse om støtte til miljøinvesteringer af 16. marts 1976, at rentenedslag højst kan ydes i lånets løbetid, hvorfor det må forudsættes, at støtte bortfalder ved ophør af det pågældende lån.

Ligeledes har ministeriet ved afgørelsen lagt vægt på, at det af Hypotekbankens udtalelse fremgår, at Hypotekbanken ikke har ændret forudsætning for udbetaling af støtten, idet den efterfølgende ændrede ordlyd i Hypotekbankens skrivelser alene er sket med henblik på at præcisere allerede gældende regler.

For så vidt angår det opgjorte krav på udbetalt rentenedslag efter lånets indfrielse, betragter Hypotekbanken imidlertid kravet om tilbagebetaling for december termin 1988 som forældet i henhold til 5-års fristen i 1908-loven, da der hverken er sket anerkendelse af kravet fra låntagers side eller er indledt retsforfølgning inden 5-års fristens udløb.

Hypotekbanken opgør herefter sit krav på tilbagebetaling af rentenedslag for terminerne fra juni 1989 til december 1992 til 25.630,81 kr., hvilket kan tiltrædes.

Finansministeriet kan iøvrigt henholde sig til Hypotekbankens brev af 7. marts 1994.

Den i medfør af lov nr. 682 af 23. december 1975 om støtte til miljøinvesteringer indgåede rammeaftale fastsætter i § 4, at nærmere retningslinier aftales mellem Hypotekbanken og långivernes organisationer, herunder Realkreditrådet. Af de aftalte retningslinier fremgår det, at långiver omgående skal give Hypotekbanken meddelelse, hvis nedslagsberettigede lån indfries. Ministeriet kan derfor tilslutte sig Hypotekbankens bemærkning om, at (kreditforeningen) burde have underrettet Hypotekbanken i umiddelbar forbindelse med indfrielse af lånet.

..."

Den 9. december 1994 klagede Rådgivnings-Center B til mig og anførte særligt at A havde modtaget ydelserne i god tro og derfor ikke skulle betale beløbet tilbage.

I udtalelsen af 30. januar 1995 havde Hypotekbanken i alt væsentligt anførte det samme som i udtalelsen af 7. marts 1994, suppleret med bl.a. følgende

"...

Rentenedslag kr. 113.734 blev ydet i henhold til lov nr. 682 af 23. december 1975 om støtte til miljøinvesteringer. Det fremgår af lovens § 3, at den konkrete støtte ydes som rentenedslag i form af tilskud til nedbringelse af renter på lån, som virksomheden optager til dækning af de forureningsbegrænsende investeringsudgifter. Ifølge § 16, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 99 af 16. marts 1976 om støtte til miljøinvesteringer kan rentenedslaget højst ydes i lånets løbetid, dog ikke ud over 15 år. Af lånetilsagn af 10. februar 1978 fremgår, at støtten blev ydet i forhold til støttegrundlaget, som var lån kr. 125.500 til (kreditforeningen), ligesom erklæring af 24. februar 1978 indeholder oplysning om lånets hovedstol.

Udfra disse formuleringer finder Hypotekbanken ikke, at det over for debitor kunne have fremgået mere udtrykkeligt og præcist, at fortsat udbetaling af rentenedslag forudsatte, at det støtteberettigende lån eksisterede. Man er derfor fortsat af den opfattelse, at debitor måtte være bekendt med, at retsgrundlaget for ydelsen af rentenedslaget måtte forblive uændret, hvorfor fortsat udbetaling af rentenedslag bl.a. forudsatte, at det støtteberettigende lån også eksisterede. Debitor burde efter Hypotekbankens opfattelse således ikke alene have henholdt sig til (kreditforeningens) behandling af sagen, idet han også selv måtte vide, at det tilskudsberettigende lån var indfriet, og at modtagelsen af rentestøtten var uberettiget efter lånets indfrielse.

...

På grundlag af ovennævnte fastholder Hypotekbanken kravet om tilbagebetaling af for meget udbetalt rentenedslag. Imidlertid må bemærkes, at Hypotekbanken nu betragter sit krav om tilbagebetaling af rentenedslag for terminerne i 1989 for forældede, idet man hverken har opnået debitors anerkendelse af beløbene eller har iværksat retsforfølgning herfor. Hypotekbankens krav på tilbagebetaling nedsættes herefter til kr. 19.112,80. For at undgå yderligere forældelse af kravet vil stævning blive udtaget hurtigst muligt, således at yderligere forældelse af det samlede krav undgås inden ombudsmandens afgørelse foreligger.

..."

Finansministeriet henholdt sig den 2. februar 1995 til Hypotekbankens udtalelse.

Der var ikke udtaget stævning i sagen. Hypotekbanken havde imidlertid foranlediget at et beløb på 19.112,80 kr. var indsat på spærret konto med følgende anmærkning

"...

Nærværende konto spærres hermed i anledning af, at Kongeriget Danmarks Hypotekbank har afkrævet (A) et beløb på kr. 19.112,80 udgørende rentenedslag i terminerne 11/6 1990 til 11/12 1992 begge inclusive. Dette beløb mener Kongeriget Danmarks Hypotekbank er udbetalt med urette. I det spærrede beløb er desuden includeret 1/2 incassoomkostninger med kr. 980,00.

Beløbet kan frigives med behørig kvittering når det ved dom, forlig eller anden bindende måde er endeligt afgjort, om Kongeriget Danmarks Hypotekbank har krav på beløbet eller ej.

Samtidig erklærer (A) sig indforstået med ikke at gøre forældelsesindsigelsen i henhold til forældelsesloven gældende i relation til ovennævnte terminer.

..."

Jeg udtalte i min afsluttende skrivelse til Rådgivnings-Center B følgende

"Efter min opfattelse drejer sagen sig om hvorvidt Hypotekbanken på det oplysningsgrundlag banken havde, var berettiget til at lade rentestøtten bortfalde som følge af lånets indfrielse i 1987. Jeg har koncentreret min undersøgelse om dette spørgsmål.

1.

Støtten til (A) blev ydet i medfør af lov nr. 682 af 23. december 1975 om støtte til miljøinvesteringer.

Resumé

En gårdejer klagede over at Finansministeriet havde tiltrådt en afgørelse fra Hypotekbanken om tilbagebetaling af støtte til miljøinvestering.

I forbindelse med gårdejerens etablering af en stålsilo i 1978 fik han tilsagn om støtte i form af rentenedslag. Støtten blev beregnet på grundlag af renten af det kreditforeningslån som han optog i forbindelse med investeringen.

I 1987 ombyttede gårdejeren det pågældende lån med et nyt. Da Hypotekbanken fik meddelelse herom i 1993, fremsatte banken krav om tilbagebetaling af rentetilskuddene for perioden fra 1987. Hypotekbanken henviste til at grundlaget for ydelse af rentetilskud var bortfaldet ved indfrielsen af lånet.

Ombudsmanden udtalte at rentetilskuddet var ydet med henblik på at fremme investeringer i miljøet. Tilskuddet kunne således ikke anses for at være direkte afhængigt af det optagne lån. Hypotekbanken kunne derfor ikke uden en konkret vurdering lade rentetilskuddet bortfalde ved indfrielse af lånet. Ombudsmanden henstillede herefter til Hypotekbanken at genoptage sagen. (J. nr. 1994-2930-29).