Aktindsigt i brevveksling med byfornyelsesselskab om taksationskommissionssag

Aktindsigt i brevveksling med byfornyelsesselskab om taksationskommissionssag

Et aktieselskab (A) klagede over at Bygge- og Boligstyrelsen ved afgørelse af 9. maj 1994 afslog at give selskabet aktindsigt i en kommunes brevveksling med kommunens advokat og et byfornyelsesselskab. Sagens omstændigheder var følgende

Den 21. december 1988 indgik kommunen og et byfornyelsesselskab en "Forretningsføreraftale om udarbejdelse og gennemførelse af en byfornyelsesbeslutning for området afgrænset af Bredgade, Nygårdsvej, Nygade og Nørregade i (...).".

Byfornyelsesselskabet skulle ifølge forretningsføreraftalen orientere de berørte ejere om den påtænkte byfornyelsesbeslutning inden den blev vedtaget, jf. byfornyelseslovens § 9. Byfornyelsesselskabet skulle bl.a. udarbejde udkast til byfornyelsesbeslutningen og forestå den praktiske gennemførelse, herunder føre erstatningsforhandlinger med og anvise erstatningsboliger til de berørte grundejere. Byggeadministrationen var også omfattet af forretningsføreraftalen idet byfornyelsesselskabet bl.a. skulle koordinere "gennemførelse af nedrivning, retablering, gårdanlæg samt ombygning af rådighedsejendomme". Endelig skulle byfornyelsesselskabet udarbejde et offentligt gennemførelsesprojekt vedrørende fællesanlæg. Byfornyelsesselskabet havde ingen generel bemyndigelse til at indgå aftaler på kommunens vegne, men kunne efter en styringsgruppes nærmere bestemmelser bemyndiges hertil.

Den 12. marts 1991 vedtog kommunen i henhold til byfornyelseslovens kapitel II beslutningen om byfornyelse. I forbindelse med byfornyelsesbeslutningen blev det besluttet at ekspropriere (bl.a.) en del af A's ejendom.

Da der ikke kunne opnås enighed om erstatningens størrelse, indbragte kommunen den 8. maj 1991 sagen for taksationskommissionen. Der blev ført forligsforhandlinger sideløbende med taksationskommissionssagen.

Sagen blev afsluttet, og erstatningens størrelse fastsat af taksationskommissionen ved kendelse af 30. november 1992.

Som forudsat i forretningsføreraftalen rådførte kommunen sig med byfornyelsesselskabet forud for og under taksationssagen, ved forligsforhandlingerne og ved overvejelserne om hvorvidt kendelsen skulle ankes til overtaksationskommissionen. Ved overvejelsen af om kendelsen skulle ankes, havde kommunen også brevveksling med et udenforstående advokatfirma.

Den 30. marts 1993 gennemgik en medarbejder i A på kommunens rådhus en del af materialet i sagen.

I brev af 31. marts 1993 anmodede A kommunen om aktindsigt i bl.a. registerudskrifter og kommunens brevveksling med henholdsvis dennes advokat og byfornyelsesselskabet.

Ved brev af 13. april 1993 afslog kommunen at give A yderligere aktindsigt. Bygge- og Boligstyrelsen fastholdt afslaget i brev af 30. juli 1993. Bygge- og Boligstyrelsen anførte bl.a.

"...

Brevveksling ved overvejelse af, om en sag ved overtaksationskommissionen bør føres er ikke nævnt i forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 4 (nu § 14, stk. 1, nr. 3; min tilføjelse), men Bygge- og Boligstyrelsen er af den opfattelse, at de hensyn, der har ligget bag ved denne undtagelsesbestemmelse, ligeledes må føre til, at kommunens brevveksling med en sagkyndig, dvs. kommunens advokat, ved overvejelse af, om en sag ved overtaksationskommissionen bør føres, er undtaget fra modpartens ret til aktindsigt.

Det samme må gælde brevveksling mellem kommunen og byfornyelsesselskabet i det omfang, denne brevveksling har drejet sig om vurdering af taksationskommissionens afgørelse og overvejelserne over, om kommunen skulle anke sagen.

..."

A klagede i brev af 29. september 1993 til mig over afgørelserne. I brev af 27. januar 1994 udtalte jeg at Bygge- og Boligstyrelsen ikke havde haft de omhandlede akter til gennemsyn, og at afgørelsen derfor var truffet på et ufuldstændigt grundlag. Jeg bad styrelsen om at genoptage sagen. (Udtalelsen er optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1994, s. 52ff).

Herefter genoptog Bygge- og Boligstyrelsen sagen. Den 18. marts 1994 modtog styrelsen fra kommunen de akter i sagen der ikke var givet aktindsigt i.

Ved brevet af 9. maj 1994 fastholdt Bygge- og Boligstyrelsen kommunens afslag af 13. april 1993 på at give selskabet yderligere aktindsigt. Styrelsen anførte

"...

Efter at Bygge- og Boligstyrelsen nu har gennemgået de sagsakter, som styrelsen har modtaget fra kommunen, er styrelsen ligesom kommunen af den opfattelse, at der - bedømt efter de retningslinier, som fremgår af styrelsens skrivelse af 30.7.1993 - ikke blandt de modtagne sagsakter findes dokumenter, som De kan gøre krav på at blive gjort bekendt med i henhold til forvaltningslovens regler om aktindsigt.

..."

Herefter klagede selskabet i brev af 16. maj 1994 til mig. A anførte

"...

Vi tillader os hermed at klage over Bygge- og Boligstyrelsens afgørelse, idet vi anmoder om at få brevveksling mellem kommunen og dennes advokat samt brevveksling mellem kommunen og byfornyelsesselskabet udleveret, da disse papirer efter sagens afslutning ikke kan være til brug for en retssag.

Vi mener ikke, at undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 4 (brevveksling med sagkyndige til brug i retssager) (nu § 14, stk. 1, nr. 3; min tilføjelse) kan anvendes i denne sag, idet vor anmodning om aktindsigt er fremsat, efter at sagen er afgjort af taksationskommissionen og efter at ankefristen til overtaksationskommissionen er udløbet. Anke til overtaksationskommission er forudsætningen for at kunne indbringe sagen for domstolene.

Vi kan forstå, at taksationskommissionens afgørelser i denne forbindelse sidestilles med retssager. Det vil efter vor mening betyde, at vi ikke ville kunne have fået aktindsigt i denne brevveksling under sagen , men ikke at vi efter sagens afslutning kan blive nægtet denne aktindsigt. Brevvekslingen kan efter sagens afslutning, ikke anvendes til brug for en retssag, der handler om det materielle i sagen, nemlig erstatningens størrelse.

Hvilken interesse kan kommunen have i at nægte aktindsigt i papirer, som ikke længere er til brug i en retssag.

Forvaltningslovens regler om aktindsigt må vel være lavet for at give borgerne en mulighed for at se, om der på noget tidspunkt er sket magtmisbrug i en sag. Såfremt denne undtagelsesbestemmelse kan fortolkes så vidtgående, som gjort i denne sag, kan vi kun betragte retten til aktindsigt som temmelig begrænset og illusorisk.

..."

I anledning af A's klage modtog jeg udtalelser af 5. august og 30. september 1994 fra henholdsvis kommunen og Bygge- og Boligstyrelsen. Jeg gjorde A bekendt med udtalelserne ved brev af 5. oktober 1994. Jeg modtog de akter som A ikke havde fået aktindsigt i fra Bygge- og Boligstyrelsen sammen med udtalelsen af 5. august 1994. Jeg modtog den 12. januar 1995 de akter som A havde fået aktindsigt i fra kommunen.

Kommunen anførte i udtalelsen af 5. august 1994 at A's klage ikke gav kommunen anledning til bemærkninger.

I udtalelsen af 30. september 1994 anførte Bygge- og Boligstyrelsen

"...

I denne forbindelse rejses spørgsmålet om forståelsen af undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 4 (nu § 14, stk. 1, nr. 3; min tilføjelse), idet klageren vil hævde, at selv om man ved anvendelsen af denne undtagelsesbestemmelse vil sidestille taksationskommissionens/overtaksationskommissionens behandling af erstatningsspørgsmål med retssager (jf. Bygge- og Boligstyrelsens skrivelse af 30.7.1993), kan aktindsigt ikke nægtes efter taksationssagens afslutning og ankefristens udløb, idet der da ikke længere kan blive tale om at anvende den pågældende brevveksling i en retssag eller ved overvejelse af, om retssag bør føres.

Bygge- og Boligstyrelsen er ikke enig i en sådan indskrænkende fortolkning af lovbestemmelsen, som der ikke er holdepunkt for hverken i lovens tekst eller i den af Justitsministeriet udsendte vejledning om forvaltningsloven. Det afgørende må i alle tilfælde være, at den brevveksling, der er tale om, i sin tid er sket med henblik på en retssag (taksations- eller overtaksationssag) eller i forbindelse med overvejelsen af, om en sådan sag skulle føres. Selv om den pågældende sag er afsluttet eller overvejelsen endt med, at sag ikke skal føres, behøver dette ikke at betyde, at de hensyn, der har ført til at undtage brevvekslingen fra modpartens almindelige ret til aktindsigt, nu ikke længere gør sig gældende.

..."

I et brev af 17. maj 1995 til A udtalte jeg følgende

"Den tidligere § 14, stk. 1, nr. 3, i forvaltningsloven om visse dokumenter vedrørende EF-spørgsmål blev ophævet ved lov nr. 347 af 6. juni 1991.

Bestemmelsen om at retten til aktindsigt ikke omfatter "Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres", findes derfor nu i forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3. En tilsvarende bestemmelse findes i offentlighedslovens § 10, nr. 4.

En bestemmelse svarende til den nuværende forvaltningslovs § 14, stk. 1, nr. 3, og den nuværende offentlighedslovs § 10, nr. 4, fandtes i den tidligere offentlighedslov fra 1970 i § 5, nr. 7.

Begrundelsen for undtagelsen er at sikre at det offentlige på samme måde som en modpart har ret til - som grundlag for sine overvejelser forud for eller i forbindelse med en retssag - at søge fornøden sagkyndig vejledning, uden at andre skulle have adgang til at gøre sig bekendt med sådanne responsa, jf. betænkning nr. 325/1963, s. 67 (angående den tilsvarende bestemmelse i partsoffentlighedsloven af 1963, § 6).

Af Folketingstidende 1969/70, tillæg B, sp. 2150 og sp. 2152ff fremgår, at de kommunale organisationer under behandlingen af forslaget til offentlighedsloven fra 1970 fremsatte ønske om at der tilvejebragtes hjemmel for at undtage brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og konsulenter der ikke var ansat i kommunens tjeneste. Organisationerne begrundede bl.a. forslaget med at mange kommuner i vid udstrækning benytter private ingeniør- og arkitektfirmaer som rådgivende i tekniske spørgsmål. Undtager man ikke fra offentlighedsprincippet brevveksling mellem kommunalbestyrelse og sådanne private konsulenter, vil resultatet blive at et arbejde vil være undtaget fra offentlighedsprincippet når det udføres af kommunens egen tekniske forvaltning, medens det samme arbejde kan være omfattet af offentlighedsprincippet hvor det udføres for kommunen af private arkitekt- og ingeniørfirmaer. Organisationerne henviste også til at de kommunale sammenslutninger og andre kommunale fællesinstitutioner i vid udstrækning fungerede som konsulenter for kommunerne i juridiske, administrative og andre spørgsmål.

Justitsministeren oplyste i et svar til det folketingsudvalg der behandlede lovforslaget, bl.a. følgende

"4. I henvendelsen fra de kommunale organisationer fremsættes der endvidere ønske om, at der tilvejebringes hjemmel for at undtage brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og konsulenter, der ikke er ansat i kommunens tjeneste. Der sigtes herved navnlig til advokater, rådgivende ingeniør- og arkitektfirmaer samt landinspektører. I forbindelse hermed ønskes der mulighed for at undtage brevveksling i forbindelse med den konsulentvirksomhed, der udøves over for de enkelte kommuner af de kommunale sammenslutninger og andre kommunale fællesinstitutioner.

Disse ønsker vil i et vist omfang være tilgodeset ved bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 7, der gør undtagelse for "myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres".

Denne bestemmelse omfatter også brevveksling med andre end juridisk sagkyndige under forudsætning af, at brevvekslingen finder sted i det angivne øjemed.

I relation til den tilsvarende bestemmelse i partsoffentlighedslovens § 6, nr. 4, har det været gjort gældende, at denne bestemmelse efter omstændighederne må kunne finde anvendelse, også når et ministerium indhenter en udtalelse fra Kammeradvokaten om en påtænkt forvaltningsafgørelses lovlighed, selv om der på dette tidspunkt ikke er udsigt til, at sagen vil blive indbragt for domstolene. ... Samme betragtning må efter omstændighederne kunne anlægges i forhold til udtalelser om juridiske tvivlsspørgsmål, der indhentes fra andre advokater eller juridisk sagkyndige, herunder de kommunale sammenslutninger, når de optræder som juridisk konsulent for en kommune.

Denne udvidende fortolkning af bestemmelsen kan imidlertid næppe finde anvendelse på brevveksling med andre end juridisk sagkyndige, da den må ses i sammenhæng med, at det ikke under et civilt søgsmål kan pålægges en part at fremlægge et juridisk responsum efter reglerne i retsplejelovens § 298.

5. De hensyn, der ligger bag bestemmelsen i lovforslagets § 5, nr. 7, jfr. offentlighedskommissionens betænkning side 67, kan ikke anføres til støtte for gennemførelsen af en yderligere undtagelsesbestemmelse som foreslået af de kommunale organisationer.

De synspunkter, som organisationerne i deres henvendelse har anført som begrundelse for deres forslag, har imidlertid i sig selv betydelig vægt.

Baggrunden for organisationernes forslag er, at materiale til brug for de interne overvejelser om afgørelsen eller behandlingen af en sag i større kommuner typisk udarbejdes af teknisk sagkyndige medarbejdere eller juridisk uddannet personale og derfor vil være undtaget fra aktindsigt efter lovforslagets § 5, nr. 3-5 (om internt arbejdsmateriale, min tilføjelse). I mindre kommuner vil man derimod ofte tilvejebringe materiale af samme karakter ved indhentelse af sagkyndige udtalelser udefra, navnlig fra advokater og rådgivende arkitekt- og ingeniørfirmaer; sådanne udtalelser vil som udgangspunkt ikke kunne anses som internt arbejdsmateriale, men vil være undergivet aktindsigt efter lovforslagets almindelige regler.

Det må således erkendes, at der efter det foreliggende lovforslag bliver en vis forskel med hensyn til aktindsigtens omfang alt efter størrelsen og organisationen af den enkelte kommunes egen forvaltning, og der må i og for sig også gives de kommunale organisationer medhold i, at det var ønskeligt, om man ved udformningen af undtagelsesbestemmelserne i lovforslagets § 5 havde kunnet tage hensyn til disse forskelle i de enkelte kommuners arbejdsvilkår.

Efter justitsministeriets opfattelse vil det imidlertid næppe være muligt at foretage en tilfredsstillende afgrænsning af det materiale, der herefter skulle sidestilles med internt arbejdsmateriale, over for andre sagkyndige udtalelser, der indhentes udefra, men hvor tilsvarende særlige hensyn ikke gør sig gældende.

...

Man skal endvidere pege på, at brevveksling mellem en kommune og kommunens konsulenter i forbindelse med en sags forberedelse formentlig i vidt omfang vil kunne undtages efter bestemmelserne i lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2-4. Som anført i bemærkningerne til lovforslaget vil disse bestemmelser f. eks. kunne finde anvendelse i sager om forberedelse af byplanmæssige foranstaltninger, i forhold til dokumenter, der indeholder en vurdering af afgivne tilbud om køb og salg af fast ejendom eller løsøre til brug for forvaltningen eller om optagelse af lån, samt i forhold til dokumenter vedrørende forhandlinger, som det offentlige fører om løn- og personaleforhold. For så vidt angår brevveksling mellem en kommune og dens konsulent vedrørende juridiske tvivlsspørgsmål henvises til bemærkningerne ovenfor under 4."

I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision er bestemmelsens anvendelsesområde beskrevet på s. 237ff. På s. 239 anfører udvalget bl.a. følgende

"Indledningsvis bemærkes, at bestemmelsens anvendelsesområde er brevveksling med sagkyndige i det angivne øjemed, dvs. til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres. Bestemmelsen kan ikke antages at være begrænset til sagkyndig rådgivning om juridiske tvivlsspørgsmål. Det må således anses for utvivlsomt, at også andre typer af sagkyndige udtalelser f. eks. om tekniske, regnskabsmæssige og lægelige forhold, vil kunne undtages fra adgangen til aktindsigt med hjemmel i bestemmelsen, ...

Det kan derimod give anledning til nogen tvivl, om begrebet "sagkyndige" må antages at være undergivet begrænsninger i organisatorisk henseende. Såvel bestemmelsens formulering som bemærkningerne dertil antyder, at man fortrinsvis har tænkt på udtalelser, der indhentes fra andre sagkyndige end administrative myndigheder, f. eks. selvstændige konsulentfirmaer, faglige organisationer og for så vidt angår juridiske responsa navnlig advokater, herunder Kammeradvokaten, universitetslærere og (under den tidligere gældende ordning) de juridiske fakulteter som sådanne, jfr. kommentaren , side 84.

...

Udtrykket "til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres" skal forstås i vid forstand. Det fremgår som nævnt af folketingsudvalgets betænkning til offentlighedslovforslaget, at udtrykket "retssag" omfatter en voldgiftssag, jfr. F.T. 1969/70, tillæg B, sp. 2056. Også retshandlinger i forbindelse med håndhævelsen eller fuldbyrdelsen af retskrav, som f. eks. fogedforbud, udsættelsesforretninger og formentlig også tvangsauktioner, må anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 5, nr. 7....

...

Undtagelsesadgangen efter § 5, nr. 7, vedrører som nævnt ikke blot brevveksling med sagkyndige i forbindelse med verserende retssager, men også ved overvejelse af, om retssag bør føres. Det er givet, at enhver sådan brevveksling om muligheden for en retssag vil være omfattet af bestemmelsen, uanset at sandsynligheden for et sagsanlæg må betegnes som ringe. Det er imidlertid herudover antaget, at også brevveksling med sagkyndige om juridiske tvivlsspørgsmål , der ikke har direkte sammenhæng med et aktuelt eller eventuelt sagsanlæg, men hvor dette må underforstås som en nærliggende mulighed i forbindelse med den pågældende sag, vil kunne unddrages adgangen til aktindsigt med hjemmel i § 5, nr. 7. Dette har antagelig størst praktisk betydning i forhold til offentlige myndigheders brevveksling med Kammeradvokaten eller andre juridisk sagkyndige om en påtænkt foranstaltnings lovlighed, ..."

Udvalget indstillede ikke nogen ændring i udformningen af eller anvendelsesområdet for bestemmelsen der nu findes i forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3, og offentlighedslovens § 10, nr. 4.

Taksationskommissionen og overtaksationskommissionen er administrative myndigheder.

Derfor kan sager behandlet af taksations- og overtaksationskommission efter min opfattelse ikke sidestilles med retssager.

Spørgsmålet er herefter om det forhold at sagen på baggrund af de afgørelser der træffes af taksationskommission og overtaksationskommission eventuelt vil blive indbragt for domstolene, medfører at en brevveksling må anses for at være sket "ved overvejelse af, om retssag bør føres".

Det fremgår af de ovenfor citerede forarbejder til bestemmelsen at der ved afgrænsningen af hvor nærliggende muligheden for en domstolsprøvelse skal være, skelnes mellem brevveksling med sagkyndige om juridiske tvivlsspørgsmål og andre spørgsmål. Når der er tale om afklaring af juridiske tvivlsspørgsmål, behøver der ikke at være en direkte sammenhæng med et aktuelt eller eventuelt sagsanlæg for at brevveksling kan undtages fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3.

Brevveksling med kommunens advokat

I kommunens korrespondance med advokaten søger kommunen advokatens råd om hvorvidt taksationskommissionens afgørelse bør ankes. Der er tale om konkret juridisk rådgivning.

Efter lovbek. nr. 498 af 28. juni 1990, som ændret ved lov nr. 274 af 8. maj 1991 og lov nr. 380 af 6. juni 1991 om byfornyelse og boligforbedring (byfornyelsesloven) § 55, stk. 4, kunne sag ikke anlægges ved domstolene medmindre taksationskommissionskendelsen af 30. november 1992 forinden var indbragt for overtaksationskommissionen.

Uanset at der ikke var en verserende retssag, eller man på dette tidlige tidspunkt af sagen ikke vidste om der ville komme en retssag, mener jeg at denne juridiske rådgivning var omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3, og dermed kunne undtages fra retten til aktindsigt. Der var utvivlsomt tale om brevveksling med en sagkyndig om juridiske tvivlsspørgsmål. Selv om der ikke var en nær sammenhæng med en retssag, må brevvekslingen anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

Forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3, indeholder ikke nogen tidsmæssig begrænsning. Den omstændighed at en retssag er afsluttet, eller myndighedens overvejelser er endt med at der ikke skal føres sag, medfører således ikke at brevvekslingen bliver undergivet retten til aktindsigt, jf. John Vogter , Kommenteret offentlighedslov, 1992, s. 174 (om bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 4).

Jeg kan derfor ikke kritisere at Bygge- og Boligstyrelsen ved afgørelsen af 9. maj 1994 stadfæstede kommunens afslag på aktindsigt i brevvekslingen med advokaten.

Kommunens brevveksling med byfornyelsesselskabet.

Byfornyelsesselskabet var forretningsfører for kommunen i forbindelse med udarbejdelse og gennemførelse af byfornyelsesbeslutningen. I forbindelse med at byfornyelsesselskabet i øvrigt bistod kommunen ved byfornyelsen, skulle selskabet som en ydelse løse afståelses- og erstatningsspørgsmål såsom erstatningsforhandlinger, indgåelse af aftaler inden for givne bemyndigelser, udarbejde indstillinger vedrørende sager der lå uden for bemyndigelsen, udfærdige dokumenter, tinglysning og anvisning/berigtigelse.

Byfornyelsesselskabet var på denne måde generel rådgiver for kommunen i forbindelse med byfornyelsens gennemførelse. Spørgsmålet er om en sådan rådgiver, foruden at bistå kommunen praktisk og med rådgivning på en række områder ved gennemførelsen af byfornyelsen, også kan være omfattet af den gruppe af sagkyndige som er nævnt i forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3.

Efter min opfattelse taler forarbejderne til bestemmelsen imod at vurderinger indhentet fra det firma der er kommunens forretningsfører, anses for at være brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af om retssag bør føres. Dette gælder selv om disse vurderinger er af juridisk karakter. Efter min opfattelse tager bestemmelsen ikke sigte på korrespondance med den gruppe af udefrakommende rådgivere som bistår kommunen ved gennemførelsen af selve projektet. Bestemmelsen retter sig mod den helt uafhængige rådgivning som en offentlig, administrativ myndighed har behov for, når der opstår situationer hvor en retssag er aktuel eller forudses som en nærliggende mulighed.

Derfor mener jeg ikke at kommunens brevveksling med byfornyelsesselskabet kan undtages fra aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3. Selskabet falder således efter min opfattelse ind under de udenforstående rådgivere som efter forarbejderne til offentlighedsloven ikke anses for omfattet af bestemmelsen.

Jeg har henstillet til Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen, at tage klagen over kommunens afslag på aktindsigt i brevvekslingen mellem kommunen og byfornyelsesselskabet op til fornyet behandling i lyset af de synspunkter jeg har anført.

Jeg har bedt Bygge- og Boligstyrelsen underrette mig om hvad styrelsen videre foretager sig i sagen."

Ved brev af 16. juni 1995 meddelte Bygge- og Boligstyrelsen mig at styrelsen havde anmodet kommunen om at give aktindsigt i kommunens brevveksling med byfornyelsesselskabet.

Ved skrivelse af 22. juni 1995 meddelte jeg Bygge- og Boligstyrelsen at jeg havde taget det oplyste til efterretning, og at jeg herefter ikke foretog mig videre.

NOTER (*1) Jf. FOB 1994, s. 52.

Resumé

Et aktieselskab klagede over at Bygge- og Boligstyrelsen havde afslået aktindsigt i en kommunes brevveksling med 1) kommunens advokat og 2) byfornyelsesselskabet. Brevvekslingen indgik i advokatens og byfornyelsesselskabets rådgivning af kommunen under en sag om ekspropriationserstatning.

Ombudsmanden udtalte at sager behandlet af taksations- og overtaksationskommissioner ikke kunne sidestilles med retssager. Brevvekslingen mellem kommunen og advokaten kunne undtages fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3. Dette gjaldt selv om der ikke var en nær sammenhæng med en retssag, fordi der utvivlsomt var tale om brevveksling med en sagkyndig om juridiske tvivlsspørgsmål. Generelt udtalte ombudsmanden at den omstændighed at en retssag var afsluttet, eller myndighedens overvejelser var endt med at der ikke skulle føres retssag, ikke medførte at brevvekslingen blev undergivet retten til aktindsigt.

Ombudsmanden anså ikke byfornyelsesselskabet for at være omfattet af den gruppe af sagkyndige som er nævnt i forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3, fordi byfornyelsesselskabet var generel rådgiver for kommunen ved byfornyelsens gennemførelse. Kommunens brevveksling med byfornyelsesselskabet kunne derfor ikke undtages fra retten til aktindsigt. (J. nr. 1994-1167-101).