Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse. Proportionalitetsprincippet

§ 1, stk. 1, i den dagældende lov om arbejdstilbud til ledige er sålydende

" § 1. Med henblik på genplacering på arbejdsmarkedet har langtidsledige medlemmer under 60 år af en anerkendt arbejdsløshedskasse krav på et rimeligt tilbud om arbejde i mindst 9 måneder. Tilbuddet skal gives i god tid før retten til dagpenge ophører efter §§ 55 og 72 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og så vidt muligt efter et års ledighed.

..."

(A's) ret til dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 ophørte den 1. april 1991. Efter lov om arbejdstilbud skulle hun "i god tid" inden dette tidspunkt have haft et arbejdstilbud. Det arbejde (A) ulønnet udførte for massør (C) var efter min opfattelse ikke af en sådan karakter at det i medfør af lovens § 55 - eller de bekendtgørelser der i henhold til loven er fastsat om beregning af arbejdskrav - kunne medtages ved beregningen af arbejdskravet. Jeg henviser bl.a. til bestemmelsen i § 1 a i bekendtgørelse nr. 451 af 11. oktober 1985 hvorefter arbejde uden offentlige løntilskud for at indgå i arbejdskravet skal være udført på vilkår - herunder lønvilkår - i overensstemmelse med gældende overenskomst. Uden i øvrigt at komme ind på hvad følgerne kunne tænkes at være hvis (A) havde oplyst korrekt på dagpengekortene, er det min opfattelse at det ulønnede arbejde - ikke isoleret set - ville udskyde tidspunktet for falddatoen efter arbejdsløshedsforsikringsloven og dermed hendes ret til et arbejdstilbud efter lov om arbejdstilbud. Jeg er derfor ikke enig i det direktoratet har anført i udtalelsen til mig.

Sammenfatning

Efter at (A) ved dommen af 19. januar 1993 var blevet frifundet for bedrageri over for arbejdsløshedskassen, blev det klart at sletningen af hende som medlem af kassen var uberettiget. Dagpengeudbetalingen skulle således ikke - bortset fra én uges karantæne - være indstillet og hendes arbejdstilbud skulle ikke have været annulleret. På baggrund af de foreliggende oplysninger må jeg lægge til grund at (A) - som følge af dagpengerettens bortfald pr. 1. april 1991 - i realiteten har været lige så dårligt stillet økonomisk som hvis svigssletningen var blevet opretholdt. Den forseelse (A) har begået overfor arbejdsløshedskassen kan således siges at have ramt hende urimeligt hårdt. Såvel De som (A's) advokater har flere gange bedt myndighederne om tage stilling til netop denne del af sagskomplekset.

I de afgørelser der er truffet (Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 14. oktober 1993 som stadfæstet af Arbejdsmarkedets Ankenævn den 23. februar 1994) er der imidlertid alene taget stilling til at det dengang - i januar 1991 - var korrekt at arbejdsløshedskassen indstillede dagpengeudbetalingen.

Som anført er (A) efter min opfattelse blevet særdeles hårdt ramt økonomisk. Dette må have stået myndighederne klart. Den omstændighed at problemstillingen var rejst over for myndighederne, og det hensyn der ligger bag det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, burde efter min opfattelse have fået myndighederne til at overveje denne problemstilling i et videre omfang end det ses at have været tilfældet.

Det skal understreges at jeg ikke herved har taget stilling til om - og i givet fald på hvilket grundlag - (A) burde have udbetalt et beløb i den periode hun var slettet for svig, selv om hendes ret til dagpenge efter arbejdsløshedslovens § 55 var bortfaldet. Men jeg mener at myndighederne klart burde have taget stilling til dette spørgsmål.

På den baggrund har jeg bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at overveje sagens genoptagelse."

Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse. Proportionalitetsprincippet

Sagens nærmere omstændigheder var følgende

Med virkning fra den 1. oktober 1988 blev en kvinde (A) meldt ledig og modtog dagpenge indtil den 21. januar 1991. Hun havde på dagpengekortene i hele perioden anført at hun ikke havde arbejdet. På baggrund af en henvendelse fra kriminalpolitiet konstaterede arbejdsløshedskassen (herefter a-kassen) at A i perioden havde haft fast deltidsarbejde hos en massør. Den 21. februar 1991 skrev a-kassen således til arbejdsformidlingen

"Den 15.5.1990 indberettede A-kassen ovennævnte medlem med henblik på et arbejdstilbud, idet medlemmets dagpengeret udløber den 1.4.1991.

Fra kriminalpolitiet i Randers har A-kassen imidlertid modtaget en henvendelse som tyder på, at (A) i stort set hele sin ledighedsperiode fra oktober 1988 har haft arbejde uden at oplyse herom på sine dagpengekort.

Da der således er opstået tvivl om medlems- og dagpengeret for (A), skal vi anmode arbejdsformidlingen om at stille afgivelsen af et arbejdstilbud i bero."

Den 22. februar 1991 meddelte arbejdsformidlingen A at man som følge af a-kassens brev måtte annullere et arbejdstilbud der skulle være påbegyndt den 1. marts 1991.

I breve til a-kassen af 26. februar, 5. marts og 19. marts 1991 oplyste A's advokat at A's arbejde hos massøren var ulønnet, idet der alene var tale om en vennetjeneste. Der var tale om ca. 10 timers arbejde om ugen. Arbejdsopgaverne blev delt med en anden der var ansat på almindelige lønmodtagervilkår.

Den 6. maj 1991 traf a-kassen afgørelse om at A skulle tilbagebetale 100.943 kr. i for meget modtagne dagpenge for perioden 4. oktober 1988 til 20. januar 1991. A-kassen indstillede samtidig til Direktoratet for Arbejsløshedsforsikringen at A blev slettet af kassen for svig. Direktoratet tiltrådte den 26. september 1991 afgørelsen om tilbagebetaling og bestemte at A for svig skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen. Afgørelsen blev påklaget til Arbejdsmarkedets Ankenævn der på sit møde den 10. februar 1992 traf følgende afgørelse

"Ankenævnet tiltræder, at (A's) beskæftigelse hos massør (C) skal medføre fradrag i hendes dagpenge, uanset om beskæftigelse var lønnet eller ulønnet, jf. arbejdsløshedsforsikringsloven § 58, stk. 1, nr. 3, og direktoratets bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, § 1, og at hun således har modtaget dagpenge med urette i perioden fra den 4. oktober 1988 indtil den 20. januar 1991.

Ankenævnet tiltræder endvidere, at hun skal betale det med urette modtagne dagpengebeløb, idet hun har undladt at oplyse om beskæftigelsen på sine dagpengekort, uanset at det på dagpengekortet udtrykkeligt er anført, at medlemmet har pligt til at oplyse om overtagelse af alt arbejde (lønnet eller ulønnet), jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1.

Ankenævnet tiltræder endvidere, at forholdet er omfattet af lovens § 87, stk. 1, og at medlemmet herefter skal slettes af kassen for svig.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anmodes om over for medlemmets advokat at redegøre for opgørelsen af tilbagebetalingsbeløbet."

Tilbagebetalingskravet blev på daværende tidspunkt opgjort til 98.331 kr.

Den 19. januar 1993 frifandt retten A for bedrageri over for arbejdsløshedskassen. Retten udtalte følgende

"Da tiltalte ikke har modtaget vederlag for sin beskæftigelse hos (C), og da det efter tiltaltes forklaring må lægges til grund, at hun ikke betragtede hjælpen som et egentligt arbejde, kan det, selvom tiltalte ikke tilstrækkelig grundigt har sat sig ind i reglerne for udbetaling af dagpenge, ikke anses bevist, at tiltalte har haft forsæt til at begå bedrageri, hvorfor hun frifindes."

Herefter genoptog Arbejdsmarkedets Ankenævn sagen, og på sit møde den 1. april 1993 besluttede nævnet at ophæve afgørelsen om svigssletning, men i øvrigt fastholde den del af afgørelsen der vedrørte krav om tilbagebetaling af dagpenge. Ankenævnet bad endvidere Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at genoptage behandlingen af sagen og tage stilling til om der burde pålægges A en anden sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringsloven end sletning som medlem af kassen.

Den 15. april 1993 bestemte direktoratet at A for uagtsom adfærd over for a-kassen skulle gennemgå en effektiv karantæne svarende til en uges ledighed. Direktoratet lagde vægt på følgende

"...

-På dagpengekortene står der, at De har pligt til at oplyse om alt arbejde i en ledighedsperiode.

-De har ved Deres underskrift på tro og love erklæret, at oplysningerne på dagpengekortene er rigtige.

-At retten i (...) mener, at De ikke har sat Dem tilstrækkeligt grundigt ind i reglerne for modtagelse af arbejdsløshedsdagpenge.

..."

Den 23. april 1993 skrev A's advokat bl.a. således til direktoratet

"På min klients vegne håber jeg snart, at sagen kan finde en endelig afgørelse, og jeg forespørger, om der nu finder en samlet opgørelse sted, idet jeg går ud fra, at min klient, når hun ikke er slettet for svig, skal have udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse for de år, hvori understøttelsen har været indstillet, dog med fradrag for karantæneperioden og med fradrag af eventuelle indtægter, som hun har haft i perioden.

Jeg har bedt hende fremsende en udførlig oversigt og redegørelse til mig over, hvad timer hun måtte have arbejdet i den periode, hvor hun har været slettet for svig. Det er også min opfattelse, at der bør ske en regulering for betalte kontingenter.

Da der også er et skattemæssigt problem, beder jeg direktoratet foranledige, at en sådan samlet opgørelse bliver udfærdiget og mig tilsendt på vegne (A)."

Den 29. april 1993 indbragte A's advokat direktoratets afgørelse for Arbejdsmarkedets Ankenævn der på sit møde den 24. juni 1993 traf følgende afgørelse

"Ankenævnet tiltræder Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse af 15. april 1993 med den heri givne begrundelse og med henvisning til de anførte regler.

Under henvisning til at medlemmets advokat senest i klagen af 29. april 1993 har bedt om en samlet opgørelse af dagpenge, anmodes direktoratet om at foranledige at der bliver taget stilling til spørgsmålet om dagpenge for de år, hvor udbetalingen har været indstillet."

Den 26. juli 1993 skrev Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bl.a. følgende til a-kassen

"DfA henleder i den forbindelse opmærksomheden på arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2, hvoraf det fremgår, at hvis kassen finder, at et medlem har gjort sig skyldig i et svigagtigt forhold, skal kassen forelægge sagen for DfA, samt indstille udbetalingen af dagpenge i overensstemmelse med indstillingen.

På denne baggrund mener DfA, at kassen har handlet korrekt ved at indstille udbetalingen af dagpengene til (A).

I den forbindelse må det ikke glemmes, at (A) ikke havde udfyldt sine dagpengekort som påkrævet, hvorfor kassen var forpligtet til, at gribe ind over for (A).

På baggrund heraf mener DfA ikke, at medlemmet har krav på refusion af dagpenge, i den periode hvor udbetalingen har været indstillet."

I perioden frem til september 1993 brevvekslede advokaten og a-kassen om opgørelsen af det økonomiske mellemværende. Efter advokatens opfattelse havde A et krav på tilbagebetaling af dagpenge for tiden fra 21. februar 1991 til den 1. august 1993 hvor hun blev anvist arbejde, et krav der langt oversteg tilbagebetalingskravet på ca. 98.000 kr. Advokaten fandt ikke at a-kassen tog stilling til hans spørgsmål, bl.a. om betydningen af at arbejdstilbudet blev annulleret, og den 14. september 1993 bad han om at sagen igen blev forelagt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Den 14. oktober 1993 traf direktoratet afgørelse og anførte bl.a. følgende

" Afgørelse

DfA finder, at arbejdsløshedskassen har handlet korrekt ved at indstille udbetalingen af dagpenge til (A) i forbindelse med, at medlemmet fik frataget sit arbejdstilbud den 1. marts 1991, jf. brev fra Arbejdsformidlingen af den 22. februar 1991.

Begrundelse for afgørelsen

Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, skal kassen forelægge sagen for direktøren fra arbejdsløshedsforsikringen med indstilling om, hvilken afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af dagpengene i bero i overensstemmelse med indstillingen, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2.

DfA har i sin afgørelse lagt til grund, at (A) ikke havde udfyldt sine dagpengekort korrekt, hvorfor kassen var forpligtet efter reglerne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2, til at standse udbetalingen af dagpenge til (A).

Ret til dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge har haft arbejde som lønmodtager i en tid som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang, jf arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 1."

Afgørelsen blev indbragt for Arbejdsmarkedets Ankenævn der på sit møde den 10. februar 1994 tiltrådte direktoratets afgørelse.

Den 29. marts 1994 klagede A's advokat til mig over ankenævnets afgørelser af 17. februar 1992 (om tilbagebetalingskravet) og af 23. februar 1994 (om indstillingen af dagpengeudbetalingen).

Om den sidste afgørelse anførte advokaten bl.a. følgende

"Det er min opfattelse, at min klients ret til dagpenge ikke har kunnet fratages hende på grund af det manglende arbejdstilbud. Det er en forudsætning for ophør af dagpenge, at den manglende udnyttelse af arbejdstilbud skyldes den dagpengeberettigedes egne forhold. Her skyldes fratagelsen af arbejdstilbud ikke min klient, som var parat til at gå igang, og min klient skal således holdes skadesløs.

Det er i den forbindelse uden betydning, at der i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2 er bestemt, at udbetaling af dagpenge skal sættes i bero i overensstemmelse med den foreløbige indstilling.

Indstillingen er netop foreløbig, og det har vist sig, at den var uberettiget, idet min klient alene burde have været idømt 1 uges svigsslettelse. Jeg gør gældende, at min klient nu skal stilles som om den foreløbige indstilling ikke var foretaget, og min klient skal således stilles som om hun havde været i arbejdstilbud.

Det er således min opfattelse, at min klient i perioden d. 01.04.1991 til og med d. 30.07.1993 skal have beregnet og udbetalt dagpenge i overensstemmelse med de almindelige regler.

Jeg er for så vidt enig i, at det var korrekt, at kassen indstillede udbetalingen af dagpengene, men dette var naturligvis kun korrekt på daværende tidspunkt.

Jeg finder det forkert, at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke har kommenteret min påberåbelse af lov om arbejdstilbud § 10, stk. 8 og 9. Det må dog være et min. krav."

I anledning af klagen indhentede jeg udtalelser af 27. juni og 4. juli 1994 fra henholdsvis Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Direktoratet udtalte bl.a. følgende

"Det bemærkes herved, at § 87, stk. 2, i arbejdsløshedsforsikringsloven er indsat for at sikre, at medlemmets culpøse adfærd over for arbejdsløshedskassen får virkning, selvom medlemmet fortsat begærer arbejdsløshedsdagpenge, og selv om sagen endnu ikke er afgjort.

Det forhold, at medlemmet er frifundet for bedrageri over for arbejdsløshedskassen, ændrer ikke heri, da det herefter må anses for godtgjort, at medlemmet ved grov uagtsomhed har undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene.

Hvis medlemmet havde oplyst korrekt om sit arbejde på dagpengekortene, ville medlemmet naturligvis ikke være kommet i den situation, at dagpengeudbetalingerne blev standset.

Hvis medlemmet havde oplyst korrekt på dagpengekortene om sit arbejde, ville medlemmet formentlig ikke have opfyldt ledighedskravet til arbejdstilbud eller først have opfyldt det på et langt senere tidspunkt, og det er derfor usikkert, om medlemmet ville opnå ret til et arbejdstilbud.

DfA er derfor af den opfattelse, at medlemmet på grund af sin culpøse adfærd over for arbejdsløshedskassen (ved groft uagtsomt at have undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene) ikke kan få en bedre retsstilling, end hvis hun havde oplyst korrekt om arbejde på dagpengekortene.

DfA finder derfor ikke, at der er grundlag til at ændre ankenævnets afgørelse af 23. februar 1994."

Ankenævnet henholdt sig til de afgørelser nævnet havde truffet.

I et brev til A's advokat udtalte jeg følgende

"I. Om tilbagebetalingskravet.

På sit møde den 10. februar 1992 (brev af 17. februar 1992) tiltrådte ankenævnet at (A) skulle tilbagebetale det beløb hun havde modtaget i perioden fra den 4. oktober 1988 indtil den 20. januar 1991. De klagede til mig bl.a. over denne afgørelse i brev af 29. marts 1994.

I medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 2, skal en klage til ombudsmanden indgives inden et år efter at den afgørelse der klages over er truffet. Deres klage over afgørelsen af 10. februar 1992 kan jeg derfor ikke behandle.

Efter at retten den 19. januar 1993 havde frifundet (A) for bedrageri, genoptog ankenævnet sagen. I afgørelsen af 1. april 1993 fastholdt ankenævnet afgørelsen om tilbagebetalingskravet, og i afgørelsen af 24. juni 1993 stadfæstede nævnet at direktoratet den 15. april 1993 havde fastholdt kravet. Da nævnet således - vedrørende denne del af afgørelsen - blot har henholdt sig til sin oprindelige afgørelse, har jeg ikke fundet at forældelsesfristen i forhold hertil kan regnes fra noget senere tidspunkt end den 17. februar 1992, da den oprindelige afgørelse blev udsendt. Jeg har derfor ikke undersøgt dette forhold.

II. Om afgørelsen om en uges karantæne .

Ved afgørelsen den 1. april 1993 bad ankenævnet endvidere Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om at tage stilling til om der burde pålægges (A) en anden sanktion end svigssletning. Den 5. april 1993 bestemte direktoratet at (A) for uagtsom adfærd over for a-kassen skulle pålægges en karantæne svarende til en uges ledighed. På sit møde den 24. juni 1993 tiltrådte ankenævnet denne afgørelse.

Afgørelsen blev truffet på grundlag af § 87 i den dagældende arbejdsløshedsforsikringslov. Bestemmelsens stk. 1-3 er sålydende

" § 87. Gør et medlem sig skyldig i svigagtigt forhold over for kassen, kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen eller helt eller delvis udelukkes fra ret til dagpenge, efterløn, uddannelsesydelse eller iværksætterydelse i et bestemt tidsrum.

Stk. 2. Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, skal kassen forelægge sagen for direktøren for arbejdsløshedsforsikringen med indstilling om, hvilken afgørelse der skal træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af dagpenge, overgangsydelse, efterløn, uddannelsesydelse eller iværksætterydelse til medlemmet i bero i overensstemmelse med indstillingen.

Stk. 3. Gør et medlem sig skyldig i anden forseelse over for kassen, kan dennes ledelse bestemme, at medlemmet udelukkes fra retten til dagpenge, overgangsydelse, efterløn, uddannelsesydelse eller iværksætterydelse i et bestemt tidsrum, som ikke kan overstige 1 år."

Ud fra oplysningerne i sagen, herunder straffedommen af 19. januar 1993, må jeg lægge til grund at (A) uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger til a-kassen, idet hun i strid med reglerne for udbetaling af dagpenge - som hun var blevet gjort bekendt med - undlod at oplyse om sit ulønnede arbejde. Det kan derfor ikke give mig anledning til bemærkninger at myndighederne i overensstemmelse med bestemmelsen i lovens § 87, stk. 3, har fundet at (A) har gjort sig skyldig i "anden" (i modsætning til svig) forseelse over for kassen. Ved afgørelsen om fastsættelsen af sanktionen - til en uges karantæne - har myndighederne henvist til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære af 19. februar 1987 (som bl.a. er gengivet i ankenævnets afgørelse af 17. februar 1992). Retningslinierne i cirkulæret kan ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger. Inden for lovens ordlyd og de nævnte retningslinier beror afgørelsen om sanktionen på et skøn. En sådan afgørelse kan jeg ikke kritisere medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Det mener jeg ikke der gør i dette tilfælde.

III. Om kravet på efterbetaling af dagpenge i perioden hvor (A) var slettet som medlem af a-kassen.

Ved afgørelsen truffet den 24. juni 1993 bad ankenævnet direktoratet om at foranledige at der blev taget stilling til spørgsmålet om dagpenge for de år hvor udbetalingen har været indstillet.

Udgangspunktet - hvilket vel også er baggrunden for ankenævnets anmodning - er at der må ske efterbetaling når det som her efterfølgende har vist sig at der ikke var baggrund for sletning fra arbejdsløshedskassen, og dermed for indstilling af udbetalingen af dagpenge. Det fremgår da også af sagen at a-kassen har efterbetalt dagpenge for tiden fra udbetalingen blev indstillet, den 21. februar 1991. Efterbetaling er imidlertid kun sket indtil falddatoen, den 1. april 1991. Det er således (alene) den omstændighed at (A) - på grund af indstillingen af udbetalingen af dagpenge - fik annulleret sit arbejdstilbud, der har gjort at efterbetalingen ophørte pr. den oprindeligt fastsatte falddato, den 1. april 1991. At (A) ikke har fået efterbetalt dagpenge i videre omfang er således ikke - direkte - begrundet i hendes forseelse over for kassen, men skyldes det tilfælde at falddatoen indtrådte på det pågældende tidspunkt.

På baggrund af anmodningen i ankenævnets afgørelse af 24. juni 1993 (brev af 1. juli 1993) skrev direktoratet den 26. juli 1993 bl.a. følgende til a-kassen

"...

På denne baggrund mener DfA, at kassen har handlet korrekt ved at indstille udbetalingen af dagpengene til (A).

I den forbindelse må det ikke glemmes, at (A) ikke havde udfyldt sine dagpengekort som påkrævet, hvorfor kassen var forpligtet til, at gribe ind over for hende.

På baggrund heraf mener DfA ikke, at medlemmet har krav på refusion af dagpenge, i den periode hvor udbetalingen har været indstillet."

Det sidste afsnit i direktoratets brev må efter sin ordlyd mest nærliggende forstås på den måde at det (alene) er (A's) forseelse der er begrundelsen for at hun ikke har krav på efterbetaling. Hvis denne forståelse lægges til grund, er jeg på baggrund af det jeg har anført ovenfor ikke enig med direktoratet. Jeg bemærker at (A) rent faktisk fik "refusion af dagpenge i den periode, hvor udbetalingen har været indstillet", nemlig fra den 21. februar 1991 til den 1. april 1991.

Det anførte kan imidlertid også forstås på den måde at det efter direktoratets opfattelse har været (A's) risiko - på baggrund af hendes forseelse - at dagpengeudbetalingen blev indstillet, arbejdstilbudet annulleret, og falddagen dermed indtrådte.

Det fremgår imidlertid ikke af de afgørelser der herefter blev truffet i sagen, om og i givet fald hvilke overvejelser myndighederne har gjort sig om dette efter min opfattelse helt centrale spørgsmål i sagen

Direktoratet traf den 14. oktober 1993 afgørelse vedrørende spørgsmålet om dagpenge i perioden hvor udbetalingen var indstillet, og anførte følgende

"...

DfA finder, at arbejdsløshedskassen har handlet korrekt ved at indstille udbetalingen af dagpenge til (A) i forbindelse med, at medlemmet fik frataget sit arbejdstilbud den 1. marts 1991, jf. brev fra arbejdsformidlingen af den 22. februar 1991.

..."

Direktoratet henviste til bestemmelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 87, stk. 2, og 55, stk. 1. Ankenævnet tiltrådte den 10. februar 1994 afgørelsen og begrundelsen.

På baggrund af sagens oplysninger kan jeg ikke kritisere at myndighederne således har fundet at a-kassen handlede korrekt ved at indstille udbetalingen af dagpenge, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 2. De har selv givet udtryk for dette synspunkt i klagen til mig.

Myndighederne har i afgørelserne endvidere henvist til den dagældende bestemmelse i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 der bl.a. er sålydende

" § 55. Ret til dagpenge er betinget af, at medlemmet forud for hver udbetaling af dagpenge har haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 26 uger inden for de sidste 3 år eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang uden samtidig at modtage iværksætterydelse efter lov om arbejdstilbud til ledige. Kun arbejde i medlemsperioder medregnes.

..."

Det kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger at myndighederne har lagt til grund at retten til dagpenge efter bestemmelsens ordlyd bortfaldt den 1. april 1991. Årsagen til at dagpengeretten bortfaldt var imidlertid at et arbejdstilbud blev annulleret som følge af at dagpengeudbetalingen blev indstillet. Som anført kan jeg ikke kritisere at myndighederne fandt at indstillingen dengang var korrekt. Ikke desto mindre viste det sig efterfølgende at der ikke havde været grundlag for at indstille udbetalingen i et sådan omfang, at arbejdstilbudet måtte annulleres. Det er betydningen af dette spørgsmål som (A's) advokat anmodede myndighederne om at tage stilling til.

Spørgsmålet er først direkte berørt i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens udtalelse af 27. juni 1994. Direktoratet har bl.a. anført følgende

"...

Hvis medlemmet havde oplyst korrekt på dagpengekortene om sit arbejde, ville medlemmet formentlig ikke have opfyldt ledighedskravet til arbejdstilbud eller først have opfyldt det på et langt senere tidspunkt, og det er derfor usikkert, om medlemmet ville opnå ret til et arbejdstilbud.

DfA er derfor af den opfattelse, at medlemmet på grund af sin culpøse adfærd over for arbejdsløshedskassen (ved groft uagtsomt at have undladt at oplyse om arbejde på dagpengekortene) ikke kan få en bedre retsstilling, end hvis hun havde oplyst korrekt om arbejde på dagpengekortene.

..."

Dette giver mig anledning til følgende bemærkninger

Resumé

En lønmodtager blev slettet som medlem af en arbejdsløshedskasse på grund af svig, da man blev opmærksom på at hun havde arbejdet ulønnet uden at oplyse a-kassen herom. Samtidig blev et nært forestående arbejdstilbud annulleret.

Under en straffesag, der blev afgjort ca. to år senere, blev kvinden frifundet for bedrageri. Hun blev herefter genoptaget i a-kassen, og beslutningen om sletning blev ændret til en uges effektiv karantæne for uagtsomt at have givet urigtige oplysninger til a-kassen.

A-kassen afslog at efterbetale dagpengene for perioden efter falddatoen, hvor kvindens dagpengeret bortfaldt da hun ikke mere levede op til beskæftigelseskravet i den dagældende arbejdsløshedsforsikringslovs § 55. Årsagen til at falddatoen indtrådte, var imidlertid at arbejdstilbudet blev annulleret netop som følge af den uberettigede sletning.

Ombudsmanden mente at kvinden i realiteten var blevet ramt lige så hårdt økonomisk som hvis sletningen på grund af svig var blevet opretholdt. Under henvisning hertil og til at kvindens advokat flere gange havde bedt myndighederne om at tage stilling til spørgsmålet, udtalte ombudsmanden at myndighederne - som følge af det hensyn der ligger bag det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip - burde have taget stilling til spørgsmålet om konsekvensen af at det efterfølgende viste sig, at såvel sletningen som annulleringen af arbejdstilbudet var uberettiget. Ombudsmanden henstillede herefter at Arbejdsmarkedets Ankenævn genoptog sagen. (J. nr. 1994-794-680).