Besøg på Sct. Hans Hospital.

Besøg på Sct. Hans Hospital.

Den 15. februar 1995 afgav jeg følgende redegørelse om mit besøg på Sct. Hans Hospital

"I. Besøgenes forløb

Møde med hospitalsledelsen

Under mine møder med hospitalets ledelse fik jeg lejlighed til at høre om visse af hospitalets problemer.

Man havde igennem længere tid iagttaget dannelsen af en særlig gruppe patienter som udnyttede andre indlagte. Ved forskellige former for tvang, som ofte kan være svære at beskrive konkret, og anden kriminalitet, berigede gruppen sig. Pengene blev brugt til stoffer. Gruppen, som var meget resursekrævende, var kendt af hospitalet, og de særligt belastede afdelinger kunne udpeges. Der er i overvejende grad tale om en gruppe af "velbehandlede" retslige patienter - patienter der ikke længere lider af vrangforestillinger.

Hospitalet havde ingen sanktionsmuligheder, og følte sig ude af stand til at beskytte den i forvejen meget svage gruppe af patienter på hospitalet. Den "hårde kerne" forringer i høj grad hospitalets terapeutiske miljø og muligheder.

Hospitalet havde overvejet forskellige muligheder for at løse problemet, og man havde allerede været i kontakt med forskellige personer og institutioner. Man havde bl.a. brugt "fortyndingsprincippet" og spredt gruppens medlemmer på så mange afdelinger som muligt. Men alle tidligere tiltag var endt resultatløse. I den senere tid havde man derfor undersøgt mulighederne for at oprette en særlig, lukket afdeling.

Man havde svært ved at finde beskæftigelsestilbud til de langtidsindlagte yngre mænd. Årsagen består bl.a. i at næsten alle ergoterapeuter er kvinder - og der er således snarere tale om et kønsproblem end et normeringsproblem.

Før besøget havde hospitalet sendt mig sit "idégrundlag". Heri opstiller hospitalet sine overordnede målsætninger. Ledelsen oplyste nærmere om baggrunden for idégrundlaget, at man havde følt et behov for større samhørighed mellem ledelse og de enkelte afdelinger.

Idégrundlaget var et diskussionsoplæg som skulle tilvejebringe større overensstemmelse og sammenhæng i hospitalets struktur. Idégrundlaget kunne også bruges i personalets videre arbejde med at opstille krav til uddannelse og forudsætninger.

Jeg henledte ledelsens opmærksomhed på Kriminalforsorgens tilsvarende bestræbelser som de var kommet til udtryk i "Kriminalforsorgens handlingsprogram".

Hospitalet lagde stor vægt på kontakten til de indlagtes pårørende. Man har udgivet et blad for de pårørende og man afholder informationsmøder. På bl.a. denne måde håber hospitalet at kunne oplyse mere målrettet om medicin, udviklingen indenfor forskningen, o.s.v.

Jeg omtalte det tilsvarende arbejde på Risskov, og den dér oprettede "Psyk.-Info" (se FOB 1993 s. 407).

Københavns Biblioteksvæsen driver et bibliotek på hospitalet, men ledelsens opfattelse var at de pårørende i høj grad søgte denne form for oplysning i København.

Om de fysiske rammer oplyste ledelsen at hospitalet nu var brandsikret og at antallet af 3-4 sengsstuer var reduceret til ca. 14% af den samlede kapacitet.

Det er svært at skaffe tilstrækkeligt personale, og hospitalet har derfor midlertidigt måttet nedsætte antallet af sengepladser på forskellige afdelinger.

Rundgang

Besøg på M9 (det tidligere M11): Afdelingen er nu gennemrenoveret og fremtrådte lys og imødekommende. Køkkenet er nyindrettet med spiseafdeling, og det kan benyttes af patienterne. Der er nyt bad, toiletter, undervisningsrum og aktivitetsrum.

M9 fungerer som et genoptræningscenter for hjerneskadede patienter. Et behandlingsforløb strækker sig over 3 måneder, og der arbejdes med hold af 9 patienter. Alle patienter forvisiteres og afdelingen sammensætter de enkelte hold. Efter et behandlingsforløb opretter holdene som regel et netværk, men afdelingen tilbyder også individuel ambulant kontakt. Patienterne er mellem 18 og 60 år. pårørende inddrages og man lægger vægt på at patienterne skal hjem i weekender under opholdet på afdelingen.

Afdelingen har virket i 2½ år og har indtil nu behandlet omkring 100 patienter.

Jeg fik indtryk af en venlig og velfungerende afdeling med gode behandlingsresultater.

Besøg på R1: Afdelingen har siden mit sidste besøg fået indrettet to enestuer mere. Der er terapirum, et radiorum, besøgsrum og opholdsstue med adgang til en indhegnet have. Afdelingen vil gerne have indhegnet et større stykke ud mod skoven, således at der bliver mere bevægelsesfrihed udendørs.

Der er endvidere et rum til bæltefiksering, og vinduet er nu beklædt med film. Udefra kan man ikke længere se ind i værelset, og udsigten er bevaret. Bæltefiksering bruges ca. 3 gange om måneden og der er altid fast vagt. Fikseringen kan vare i op til 2 dage, men det er undtagelsen. Afdelingen er i gang med at indrette kælderen til fælles opholdsrum med køkken, og kondirum.

Man har forsøgt at udsmykke afdelingen på forskellig vis, men det har vist sig vanskeligt at bevare.

Der er i øjeblikket 10 patienter på afdelingen. Afdelingen er normeret til 14 patienter, men på grund af de før omtalte problemer med at skaffe personale, er antallet af patienter midlertidigt nedsat til de 10. Jeg oplevede afdelingen mere rolig end første gang jeg var her.

Afdelingen har fast tilknyttet en ergoterapeut.

Under en efterfølgende samtale med personalet spurgte jeg til problemet med ventetiden på overførsel til Sikringsanstalten, som blev berørt under mit sidste besøg, omtalt i FOB 1989, s. 237. Problemet er løst nu, og der er ikke praktiske problemer på grund af ventetid ved overførsel til Sikringsanstalten.

Som under mødet med ledelsen, kom jeg under samtalen med personalet på R1 ind på problemet med visse patienters forbrug af stoffer. Afdelingen henledte min opmærksomhed på ændringen af pensionsreglerne i januar 1994.

Om ændringerne oplyste afdelingen bl.a. at de indebar, at de hidtidige regler for pensionsophør for langvarigt indlagte psykiatriske patienter bortfaldt. Kun for patienter der er varetægtsfængslede eller dømt til ophold i hospitalet, findes der nu regler om at pensionsudbetalingen skal standses og erstattes af et mindre lommepengebeløb der udbetales af hospitalet. For patienter med dom til behandling er der ikke regler om pensionsophør. I forbindelse med domfældelse af varetægtsfængslede og hvor der afsiges en behandlingsdom er der almindeligvis tale om betydelige efterbetalinger af pensionsbeløb, der har været standset under sagens behandling. Efter de nye regler er trådt i kraft, er der efter afdelingens oplysninger kommet betydeligt flere penge i omløb. Afdelingen har ingen praktiske muligheder for at gribe regulerende ind i patienternes forbrug af penge, og udbetalingen af de mange penge kan derfor medvirke til at fastholde visse patienter i et stort stofmisbrug.

Afdelingen har meget få økonomiske midler til fælles aktiviteter, nu hvor patienterne får pensionen direkte udbetalt. Man forsøger at arrangere ture for 3-4 patienter ad gangen. Hertil søger afdelingen legater.

Besøg i sportshal: I et område af det tidligere centralkøkken er der nu indrettet en sportshal med plads til alle former for boldspil.

Hallen var lys og godt indrettet, og bliver brugt meget af både personale og patienter.

Besøg på K1: Afdelingen har 4 enestuer og 5 2-sengsstuer. 2-sengsstuerne er ca. 20 m2 store, lange og smalle. Sengene, der er lave hospitalssenge på hjul, er anbragt på tværs ud fra væggene, og der er således ikke meget plads til andre møbler end et skab til hver patient. Pladsforholdene på afdelingen kan nødvendiggøre flytning af patienter, og afdelingen anser derfor de mobile senge som en fordel.

Der er normalt 14 patienter på afdelingen plus to i fast overbelægning. På grund af problemerne med at skaffe medarbejdere, er antallet i øjeblikket sat ned til 9 plus 2.

Der er en dagligstue med fjernsyn og video på ca. 7 gange 4 m. Afdelingens personale udtrykte utilfredshed med indeklimaet. Patienterne ryger meget og der er dårlig ventilation. Man har derfor forsøgt at indrette afdelingen således at tobaksrygning foregår i særlige lokaler, og at holde fx spisestuen røgfri. Spisestuen er ca. 25- 30 m2 stor, og der er borde og stole til 16 patienter.

Afdelingen har et samtalerum som inddrages til værelse ved overbelægning. I samme værelse anbringes en madras på gulvet, når afdelingen anvendes fuldt ud.

Der er et mindre køkken på ca. 4 gange 2½ m med et køleskab til hele afdelingen. Personalet forsøger at inddrage patienterne i madlavningen.

Der er 2 toiletter et handicaptoilet og et baderum med kar og to brusere.

Afdelingen har et værelse som kun bruges til bæltefiksering. Fikseringer anvendes i gennemsnit 2 gange om måneden. Fikseringen varer normalt til næste dags morgen, og der er altid fast vagt.

Afdelingen har fast tilknyttet en ergoterapeut ca. 20 timer om ugen. Ergoterapien er anbragt i et værelse med udgang til en aflukket have. En gang om ugen forsøger man at arrangere en mindre udflugt om formiddagen, og der er en fast ugentlig bagedag.

Afdelingen har endvidere et besøgsrum med en briks og et bord.

Personalenormeringen er 6 i dagvagt, 4 i aftenvagt og 3 i nattevagt. På grund af den midlertidige nedsættelse i belægningen er der kun 5 i dagvagt. Afdelingen har tilknyttet en afdelingslæge og en reservelæge.

Afdelingen oplyste at der er planer om at brandsikre og renovere afdelingen for ca. 40 mio. kroner. Der er dog ikke fastsat terminer for arbejdets påbegyndelse eller afslutning.

Andre spørgsmål

- En patient rejste overfor mig bl.a spørgsmål om specifikation af lønsedlerne som bruges ved udbetaling af løn til de patienter, der arbejder i erhvervsterapien. Jeg bragte spørgsmålet frem for ledelsen som undersøgte sagen, og i løbet af ganske kort tid meddelte mig, at lønsedlerne blev ændret. Fra december 1994 ville patienterne umiddelbart kunne se hvilke timesatser og hvilke timetal der ligger til grund for udbetalingen.

- En samtale med en ansat medførte at jeg overfor ledelsen rejste spørgsmål om forholdene for patienter på afdelingerne P7 (og P8). Afdelingen er et låst afsnit for langvarigt indlagte. I brev af 2.december 1994 meddelte ledelsen mig at den havde besluttet at forbedre forholdene for patienterne på afdeling P7 på en måde, der stort set svarede til afdelingsledelsens tidligere fremsatte forslag.

- Jeg var blevet opmærksom på at patienter fra de lukkede afsnits telefonautomater undertiden ringede til alarmcentralen på 112 og blokerede for yderligere opkald. Den 14. november bad jeg derfor Forskningsministeriet overveje mulighederne for at meddele den fornødne tilladelse til at spærre patienttelefonerne for opkald til 112."

Den 22. marts 1995 meddelte Forskningsministeriet mig at ministeriet havde meddelt den af hospitalsledelsen ønskede dispensation.

NOTER: (*1) Jf. FOB 1989, s. 234ff

Resumé

I maj og juni 1994 aftalte ombudsmanden med Københavns Kommune at aflægge Sct. Hans Hospital et nyt besøg. Ombudsmanden besøgte første gang hospitalet i 1989 og 1990. Det nye besøg fandt sted i oktober og november måned 1994. Der blev især mulighed for at føre en række samtaler med ledelse, personale, patienter og repræsentanter for patientrådgiverne og pårørende. Et vigtigt emne i drøftelserne var en særlig gruppe af patienter som udnyttede andre indlagte. (J. nr. 1994-977-618).