Krav om psykiatrisk behandling som betingelse for opfølgning af sygedagpengesag.

§ 49. Forlængelse udover 26 uger kan ske, når særlige omstændigheder taler for det.

Dette vil bl.a. være tilfældet,

hvis den pågældende lider af alvorlig sygdom, der kræver langvarig behandling. Det er en betingelse, at pågældende umiddelbart forud for sygeperioden har været mere stabilt erhvervsaktiv og - efter en lægelig vurdering - skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for de følgende 26 uger, eller

hvis pågældende lider af en alvorlig lidelse, hvor mulighederne for helbredelse ikke skønnes at være til stede."

Afgørelsen af om der er grundlag for at forlænge en dagpengeperiode, hviler på et skøn. Som nævnt og forklaret ovenfor er mine muligheder for at kritisere sådanne afgørelser begrænsede, og jeg har ikke i Deres sag grundlag for at kritisere myndighedernes afslag på at forlænge dagpengeperioden.

2. I afgørelsen af 13. april 1992 bestemte kommunen samtidig - efter at have afvist at De kunne anses som uarbejdsdygtig på grund af fysiske lidelser - at dagpengesagen dog kunne fortsættes, hvis De lod Dem underkaste en psykiatrisk behandling. Kommunen henviste til bestemmelsen i dagpengelovens § 8 der er formuleret således

"Retten til dagpenge bortfalder,

hvis den sikrede mod lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen, eller

hvis den sikrede ved sin adfærd forhaler helbredelsen..."

Vejledningens pkt. 43 supplerer lovens ord således

"Arbejdsgiverens og kommunens dagpengepligt bortfalder, hvis dagpengemodtageren på trods af lægens opfordring nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring undlader at deltage i hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen.

Dette gælder også, hvis dagpengemodtageren nægter at underkaste sig en operation eller anden behandling, der ubestrideligt har væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden, og som ikke er forbundet med en risiko for liv eller førlighed.

Dagpengepligten bortfalder også, hvis den pågældende ved sin adfærd iøvrigt forhaler helbredelsen, jf. lovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2.

Som eksempler på forhalelse af helbredstilstanden kan nævnes fodboldspil under sygemelding for en knæ- eller fodlidelse eller udendørsaktiviteter i den første fase af en influenza."

Udtrykket "nødvendig lægebehandling" begrænser i et vist omfang de indgreb som den sikrede skal underkaste sig. Vejledningen taler da også om at deltage i en "hensigtsmæssig optræning for at generhverve arbejdsevnen". I SM-D 3/85 er optrykt en afgørelse hvorefter en af patienten afvist knæoperation ikke automatisk medførte dagpengetab.

Efter min opfattelse sigter bestemmelsen i dagpengelovens § 8 som udgangspunkt alene til krav om behandling for den sygdom som den eksisterende dagpengeret er baseret på - og som må formodes at være veldiagnosticeret. Lovens regler udelukker ikke at dagpengeretten baseres på anden sygdom eller sygdomserkendelse end den, som lå til grund for den oprindelige sygemelding, men det må da principielt være en forudsætning at den dagpengeberettigede ønsker at indgive (opretholde) sygemelding på det nye grundlag. Under alle omstændigheder må efter min mening gælde at der kun kan stilles krav om behandling efter § 8 for anden sygdom end den, som den hidtidige dagpengeret er baseret på, såfremt den nye sygdom og behandlingsbehovet i den forbindelse er påvist gennem undersøgelser foretaget af en speciallæge.

Jeg kan derfor fuldt ud tilslutte mig Dagpengeudvalgets opfattelse i udtalelsen af 25. juli 1994 til mig om at det må være en speciallæge, der afgør, om der er behov for psykiatrisk behandling. Jeg bemærker herved at der efter min opfattelse er grund til at udvise særlig varsomhed med anvendelse af psykiatriske diagnoser og/eller behandlingskrav. Sådanne diagnoser vil erfaringsmæssigt ofte kunne blive opfattet af de pågældende som belastende, og generelt set kan det efter min mening heller ikke afvises at anvendelse af psykiatriske diagnoser under visse omstændigheder kan have en stigmatiserende effekt.

På denne baggrund finder jeg det yderst kritisabelt at kommunen uden nogen form for accept fra Deres side af (mulig) psykiatrisk sygdom og uden forudgående speciallægeundersøgelse stillede krav om, at De underkastede Dem psykiatrisk behandling, som forudsætning for at undlade at standse dagpengeopfølgningen.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Dagpengeudvalgets afgørelse.

Dagpengeudvalget har i udtalelserne til mig af 23. juni 1993 og 25. juli 1994 fremhævet at spørgsmålet om henvisningen til psykiatrisk specialist ikke havde betydning for udvalgets afgørelse i dagpengesagen.

I udtalelsen af 25. juli 1994 anfører Dagpengeudvalget at udvalget "var opmærksom på ... at der i ... udvalgets afgørelse af 12. februar 1993 ... burde have stået: "behandling" i stedet for: "undersøgelse"".

Jeg må herefter lægge til grund at Dagpengeudvalget var opmærksom på, at der i kommunens afgørelse af 13. april 1992 var tale om et krav om psykiatrisk behandling og ikke et krav om psykiatrisk undersøgelse.

Dagpengelovens § 32 indeholder følgende bestemmelse

" § 32. Kommunens afgørelse om dagpenge efter denne lov kan indbringes for Dagpengeudvalget. Dagpengeudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Klage til Dagpengeudvalget skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Dagpengeudvalget kan se bort fra overskridelse af fristen, når der er særlig grund hertil. Afgørelsen herom træffes af formanden for Dagpengeudvalget.

Stk. 3. Træffer Dagpengeudvalget afgørelse om, at arbejdsgiveren har pligt til at yde dagpenge, når kommunen har udbetalt forskud efter stk. 1, skal arbejdsgiveren refundere forskuddet inden 4 uger efter, at underretning herom er modtaget. Beløbet kan inddrives ved udlæg.

Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling af klagesager."

Socialministeriet har udsendt bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts 1985 og vejledning af 22. marts 1990 om behandling af klagesager. Endvidere har ministeriet udsendt Dagpengeudvalgets forretningsorden, bekendtgørelse nr. 159 af 8. marts 1990. Efter § 11 i forretningsordenen skal udvalget offentliggøre principielle afgørelser ved sekretariatets foranstaltning.

Dagpengeudvalget tog på sit møde den 12. februar 1993 stilling til kommunens afgørelser om at De ikke på et somatisk grundlag kunne anses for at være fuldt uarbejdsdygtig, og at kommunen derfor ikke efter den 28. april 1992 havde pligt til at fortsætte opfølgningen efter dagpengelovens § 24, stk. 1.

Udvalget undlod derimod at tage stilling til kommunens afgørelse om at dagpengesagen kunne fortsætte, hvis De underkastede Dem en psykiatrisk behandling.

Som det fremgår af sagen vejledte kommunen ikke i sin afgørelse af 13. april 1992 om klagemuligheder - og da De efter korrekt klagevejledning i november 1992 klagede til Dagpengeudvalget, var et af hovedpunkterne i Deres brev kommunens krav om psykiatrisk behandling.

Jeg mener ikke Dagpengeudvalget har haft grundlag for at begrænse sin prøvelse efter dagpengelovens § 32 som sket. Jeg har derfor kritiseret at Dagpengeudvalget ikke tog stilling til kommunens afgørelse vedrørende eventuel fortsættelse af dagpengesagen, og dermed til det centrale - og generelt set ganske vigtige - spørgsmål om kommunens adgang til at fastsætte krav om psykiatrisk behandling.

Jeg har gjort Dagpengeudvalget bekendt med min opfattelse.

Herefter foretager jeg mig ikke mere i sagen.

..."

Krav om psykiatrisk behandling som betingelse for opfølgning af sygedagpengesag.

A klagede over Socialcentret i K Kommunes og Dagpengeudvalgets afgørelser i hendes sag om ophør af udbetaling af sygedagpenge.

Af sagen fremgik det bl.a. at A blev sygemeldt den 13. juli 1991. Grunden var klager over lammelser i begge arme, tørre øjne og bronkitis.

A's arbejdsgiver, B, orienterede socialcentret om sygemeldingen den 20. december 1991. Den 9. januar 1992 oplyste socialcentret A om kommunens forpligtelser efter dagpengeloven i sagen.

Den 3. februar 1992 modtog socialcentret ifølge notat af samme datooplysninger fra overlæge, dr. med. C, specialist i intern medicin og reumatologi (gigtsygdomme). Overlægen skrev at A i øjeblikket havde flest symptomer i nakke-skulderåget.

Den 6. marts 1992 modtog socialcentret overlæge C's udvidede attest af 5. marts 1992 vedrørende uarbejdsdygtighed. Overlægen udfyldte attestens spørgerubrik "Er ovennævnte uarbejdsdygtig p.g.a. sygdom eller ulykke" med et "Ja", og i rubrikken vedrørende forslag til arbejdsprøvning, revalidering, o.s.v. skrev overlæge C at A's tilstand var stationær, og at fortsat sygemelding næppe ville ændre hendes chance for at genoptage arbejdet.

Socialcentrets lægekonsulent skrev den 12. marts 1992 bl.a. følgende notat

"... Jeg kontakter (C), som mener, at kl. nok slet ikke skulle have været sygemeldt. at han hver gang han har set kl. har rådet hende til at gå i arbejde igen, at de fund, der har været fra skuldrene er væk nu, og at der heller ikke resterer megen tennisalbue. Han mener, der må være andre grunde til at hun ikke er vendt tilbage til arbejdet (...), i øvrigt har han gjort hende det klart, at hun ikke vil kunne få pension for de gener, hun har, som først og fremmest er ganske almindelige belastningsrelaterede gener. Mener, at hun burde kunne få en aftale med sin arbejdsgiver om at undgå at betjene de omtalte lastbiler. Hun har jo nu været sygemeldt så længe, at hun i princippet skulle være uarbejdsdygtig inden for ethvert passende fag, for fortsat at være berettiget til sygedagpenge. Imidlertid kunne man godt forestille sig, hun havde nogle problemer af social/psykisk karakter, hun har lige mistet sin mor, for ca. 10 dage siden, og hun er tidligere blevet slået ned af en ven. Efter hvad (C) har oplyst, har hun tidligere passet sit arbejde (...) stort set uden sygefravær. Skulle være blevet fyret fra (sin arbejdsplads).

..."

og den 6. april 1992 følgende

"... Jeg anfører, at nogle af kl. klager måske kan virke paranoide, men det mener (D) (egen læge, min bemærkning) ikke der er tale om. Hun har skiftet læge hyppigt sidste år. Vi drøfter mulighederne, idet det ikke synes som om, hun vil tilbage til sit tidl. arbejde. Enten kan vi raskmelde kl. og stoppe dagpengene, men jeg er bekymret for, om hun så ikke vil reagere med at få det dårligere psykisk, alternativt kan vi lade hende få dagpenge et par mdr. endnu under forudsætning af, at hun går til behandling hos psykiater, (D) vil så forsøge at få en hurtig tid til hende. I denne periode må hun så se at komme i arbejde igen, enten få et nyt arbejde, eller forsøge at komme tilbage til sit tidl. arbejde. jeg drøfter sagen med (E), og vi enes om sidstnævnte løsning, således at hun får en chance mere. (E) vil skrive til hende om at opsøge egen læge m.h.p. henvisning til psykiater, og i øvrigt understrege over for hende, at hun snart må i arbejde igen, hvis hun da ikke skal ryge ud af systemet."

I henhold til oplysningerne i notat af 8. april 1992 oplyste socialcentret A telefonisk om betingelsen for at fortsætte opfølgningen af dagpengesagen. A blev samtidig oplyst om at der havde været ført samtaler med specialisten og den praktiserende læge. Om indholdet kun at specialisten havde opfordret A til at gå i arbejde igen.

A ønskede en skriftlig afgørelse, og socialcentret skrev derfor bl.a. følgende den 13. april 1992

"I forlængelse af telefonsamtale den 8/4-92 skal man gøre Dem opmærksom på følgende

Efter anmeldelse af sygefravær og derefter mindst hver 3. måned skal kommunen tage den sygemeldtes forhold op til vurdering, jfr. soc.min.bekg. nr. 688 af 11/10-91 § 51. Jfr. samme bekendtgørelses § 53 skal indhentede oplysninger vurderes eventuelt i samråd med praktiserende læge, socialcentrets lægekonsulent mv.

Endvidere har den sygemeldte pligt til at modtage nødvendig lægelig behandling for at generhverve arbejdsevnen, jfr. dagpengelovens § 8.

Når det skal vurderes, om en sygemeldt kan anses for uarbejdsdygtig, sker det med udgangspunkt i det arbejde, der blev udført umiddelbart før sygemeldingen. Ved sygdom, der har varet mere end 26 uger, sker bedømmelsesgrundlaget på et bredere grundlag. Det vil sige, at pågældende kun kan betragtes som uarbejdsdygtig, når sygdommen afskærer den pågældende fra at påtage sig arbejde, som i øvrigt kan anses for passende, jfr. soc.styrelsens vejledn. om dagpenge nr. 5 af 22/3-90 pkt. 117.

I forbindelse med Deres sygemelding foreligger oplyst fra speciallæge (C), at han gentagne gange har opfordret Dem til at genoptage Deres arbejde. Da De endnu ikke har genoptaget arbejdet, er sagen drøftet med socialcentrets (...) konsulent. Denne har i samråd med Deres praktiserende læge (D) truffet beslutning om, at De har behov for behandling hos en psykiater.

Man finder ikke, De i henhold til dagpengelovens regler kan betragtes som værende fuld uarbejdsdygtig i alle erhverv pga. smerter i armene, tennisalbue, øjenallergi eller grundet bronchitis.

Socialcentret har aftalt med Deres læge, at De skal henvende Dem til ham, mhp. henvisning til en psykiater. Såfremt De ikke inden 14 dage fra d.d. har aftalt tid med en psykiater, stopper dagpengeopfølgningen, idet man må betragte Dem som værende fuld arbejdsdygtig.

Det skal i øvrigt bemærkes, at socialcentret er bekendt med, at De skal møde på hhv. fysiurgisk klinik 13/4-92 samt Arbejdsmedicinsk klinik 15/4-92. Dette betyder nødvendigvis ikke, at De kan betragtes som værende fuldt uarbejdsdygtig.

Skulle De ønske råd eller vejledning, er De velkommen til at kontakte undertegnede sagsbehandler."

Socialcentret gav ikke klagevejledning.

Socialcentret modtog den 14. april 1992 attest vedrørende uarbejdsdygtighed fra A's praktiserende læge der bl.a. skrev, at A mente, det var helt unødvendigt med en henvisning til psykiater. A ville ikke lade sig behandle.

Der var sat kryds i rubrikken "Fuld uarbejdsdygtighed" og "Ja" til spørgsmålet "Er ovennævnte uarbejdsdygtig p.g.a. sygdom eller ulykke".

Den 3. juni 1992 henlagde kommunens sagsbehandler A's sag fordi A endnu ikke havde rettet henvendelse til en psykiater. Sagen blev bragt til ophør pr. 28. april 1992.

A's fagforbund F rettede på A's vegne henvendelse til kommunen den 13. juli og 16. juli 1992. Sagsbehandleren mente ikke der var udsigt til, at kommunen ville genoptage sagen, og henviste til at A ikke havde klaget over afgørelsen.

Den 17. juli 1992 blev kommunen imidlertid opmærksom på at klagevejledning til afgørelsen af 13. april 1992 aldrig var givet.

I brev af 21. juli 1992 bad F på A's vegne socialcentret om at genoptage dagpengesagen og om at forlænge dagpengene ud over 52 uger.

A ringede til socialcentret den 23. juli 1992 og understregede at hun ikke ønskede at tale med en psykiater. A var sygemeldt på grund af lammelser i armene, smerter i nakken, skuldrene og i håndleddene. Sygdommen havde derfor ikke noget at gøre med en psykiater. Sygemeldingen var kun fysisk, ikke psykisk.

Den 29. juli 1992 mødte A i socialcentret sammen med en repræsentant fra F. A oplyste at der snarest ville fremkomme yderligere materiale fra Arbejdsmedicinsk klinik.

Sagsbehandleren tog bl.a. følgende notat om mødet

"... Man har der i forbindelse med snak om psykiatrisk undersøgelse anbefalet (G) og klienten er nu indstillet på at få foretaget en speciallægeunders. der. Jeg har oplyst at det vi vil have er at hun kommer i behandling, det vil hun ikke høre tale om. Jeg vil høre lægekons. om vi kan mødes på halvvejen.

...

Jeg har lovet at undersøge mulighederne med hensyn til genoptagelse af sagen, men hvis vi genoptager fra vi sluttede 28.4.92 ville hun udløbe med varighed 31.7.92. Da lønnen først ophører 30.9.92 vil vi først komme ind i billedet der såfremt vi med sikkerhed ved at hun bliver arbejdsdygtig inden for 26 uger. Jeg har talt med (lægekonsulenten) d.d. Hun giver grønt lys for at sende kopi af lægeskema. Endvidere synes hun fortsat at klienten bør i psykiatrisk behandl., Men hun synes også vi kan anmode om speciallægeerkl. fra (G) og bede ham give et bud på om han også synes klienten har behov for psykiatrisk behandling, endvidere tage stilling til om der vil være mulighed for tilbagevenden til arbejdsmarkedet inden for 26 uger.

Herefter må vi tage stilling til sagen og forhåbentlig er journalmateriale fra fysiurgisk klinik og det nyeste fra arbejdsmedicinsk klinik kommet.

..."

Socialcentret bad i brev af 29. juli 1992 speciallæge i psykiatri, G, om at undersøge A.

Den 16. september 1992 afgav speciallæge G sin erklæring og skrev bl.a. følgende

"... Det fornemmes, at der har været nogen disput patienten og behandlingssystemet imellem, og hun har følt sig tvunget til at lade sig psykiatrisk eksaminere, hvilket hun ikke har fundet relevant og derfor har modsat sig.

...

Hendes menneskelige udrustning er positiv, og da hun ikke har noget ønske om at modtage pension, skal det psykiatrisk støttes, at hun hjælpes i arbejde igen, når hun har fået det fysisk bedre. Hun mener, at der i øvrigt er god fremgang i den fysiurgiske behandling for tiden.

Hvis jeg skal give en forklaring på det formentlig uheldige samspil, der har været klient og behandlingssystem imellem, beror det på, at patienten formentlig har været lidt forkælet og måske "hurtig i replikken", og at nogen må have fået hinanden "i den gale hals". Jeg tror, alt vil falde på plads omkring denne person, hvis hun alene opfattes som fysisk syg og motiveret for erhvervsindplacering."

Den 4. oktober 1992 skrev A på ny til kommunen om kravet om psykiatrisk behandling. A skrev bl.a.

"For at slippe for de insinuationer om at jeg var psykisk syg der opstod i systemet har jeg nu opfyldt (sagsbehandlerens) forlangende om at konsultere en psykolog. Det blev af (sagsbehandleren) sat op som en betingelse for at hun skulle genoptage sygedagpengesagen at psykologen blev konsulteret og også i relation til fortsat uarbejdsdygtighed og manglende økonomiske midler fra 1/10 har jeg kun accepteret kravet af nødvendighed. På mødet (...) d. 28/7 hvor jeg overfor (sagsbehandlerens) stedfortræder accepterede en psykolog konsultation, bekræftede hun over for mig og min sagsbehandler fra (F), at jeg ville få sygedagpenge fra 1/10.

...

Jeg er den 29/9 1992 blevet bekendt med (socialcentrets) rapport på mig, den er indledt den 10/3 med referat af samtaler mellem mig og (sagsbehandleren) samt konklusion af lægekonsulent ..., sidstnævnte har jeg iøvrigt aldrig talt med.

Forløbet af mine samtaler og oplysninger til (sagsbehandleren) er på en hel del punkter blevet fejlrefereret. Jeg ønsker derfor og hvis rapporten fortsat skal indgå i sagen, at de retter fejlformuleringerne, da systemet ellers fremover vil have et forvrænget billede af mig.

..."

Den 13. oktober 1992 blev der afholdt et møde mellem A, F og kommunen. Indholdet er gengivet således i et notat af samme dato

"Der har d.d. været afholdt møde med deltagelse af klienten, sagsbeh i (F, ...), sagsbehandler ... samt undertegnede.

Kl har ønsket mødet mhp afklaring af pgl's fremtidige muligheder samt på baggrund af skrivelse fra kl modtaget 7/10-92.

Det skal bemærkes, at det fra socialcentrets side har været noget uklart, hvad det egentlig er, kl vil, dvs fortsat sygemelding med dp, søge førtidspension eller revalideres. Endvidere har det været svært, på baggrund af de foreliggende lægelige akter, at træffe beslutning om hhv raskmelding/revalidering/førtidspension/nødvendig speciallægebehandling.

Lægekonsulenten har løbende været medinddraget i sagen siden marts 92.

...

Speciallægeerkl sammenholdt med Arb.med.kl udtalelser og kl's egne udtalelser af hhv 29/7 hvor hun ikke vil søge pension og 14/9, hvor hun ønsker at søge pension, er det svært at afgøre, hvad vi skal komme med af tilbud. For helt at afklare kl's arbejdsmuligheder qua sine dårlige arme kombineret med den dårlige ryg, blev det i samråd med lægekonsulenten og fys overlæge (H) besluttet at rekv speciallægeerkl fra ovl dr med (C).

Afhængig af dennes udtalelser om evt arb.dygtighed indenfor 26 uger/pens.ansøgning, vil der evt kunne udbetales sygedagpenge udover generel varighedsbegrænsning.

...

Omkring kl's aktuelle helbredsmæssige situation giver pgl d.d. selv udtryk for, at hun pt intet kan. Smerterne i armene er stationære. Som følge af problemer på tidl arbejdsplads, der har været psykisk belastende, mener kl, at det er derfor, smerterne i armene er blevet stationære. Mener derfor ikke at kunne arbejde foreløbig og giver derfor udtryk for, at hun gerne vil søge pension.

Kl er orienteret om, at trods lidelsen "tennisalbuer" er/kan være en særdeles langvarig lidelse, vil denne lidelse alene ikke være pensionsgivende. Samtidig orienteret om, at dp-udbet ikke kan forlænges udover generel varighed, når der er søgt førtidspension samt de kun kan forlænges udfra 26 ugers reglen eller hvis man er revalideringsberettiget.

Indtil speciallægeerkl er retur, vil vi ikke kunne starte udbet af dp udover varighed, der indtrådte 31/7-92 (her fra opsigelsesdag 1/10-92). Alternativet vil være hjælp efter bist.lovens regler. I første omgang med tilbagebet.pl uht evt eftf dp-udbet.

Kl indforstået hermed.

...

Psykiater indforstået med aktindsigt iflg tlf d.d."

Overlæge I afgav en erklæring den 20. oktober 1992 hvori han konkluderede

"Det har ikke været muligt for undersøgeren at stille en klassisk medicinsk diagnose, der forklarer hendes symptomer, men har opfattet tilstanden som en forståelig reaktion på et diskutabelt arbejdsmileu kombineret med en spinkel konstitution såvel psykisk som somatisk. Det har derfor ikke været muligt at udforme en prognose over fremtidig erhvervsevne udover at beskæftigelse ikke er udelukket under passende arbejdsomstændigheder."

Den 9. november 1992 traf socialcentret afgørelse og skrev bl.a.

"...

Socialcentret gjorde Dem den 13/4-92 opmærksom på, at dagpengeopfølgningen blev standset. Som begrundelse for at standse dagpengeopfølgningen blev det anført, at De ikke ønskede at modtage, efter Socialcentrets opfattelse, nødvendig lægelig behandling.

Den 13/7-92 rettede De på ny henvendelse. Med henblik på at vurdere Deres arbejdsevne besluttede man at indhente speciallægeerklæring fra psykiater (G), samt efterfølgende speciallægeerklæring fra speciallæge i ortopædkirurgi (I).

Ud fra disse speciallægeerklæringer fremgår det, at Deres helbredstilstand ikke afskærer Dem fra at påtage Dem et passende arbejde.

Socialcentret kan derfor, på baggrund af de indhentede speciallægeerklæringer, ikke betragte Dem som værende fuld uarbejdsdygtig i henhold til dagpengelovens § 5, efter den 28/4-92, hvor kontoret stoppede dagpengeopfølgningen.

På baggrund af ovenstående finder Socialcentret ikke grundlag for at forlænge dagpengeopfølgningen efter den 28/4-92, samt dagpengeperioden ud over varighedsbegrænsning den 31/7-92.

Det skal i den forbindelse oplyses at dagpengeperioden kun i ganske særlige tilfælde kan forlænges jfr. Socialstyrelsens vejledning nr. 5 af 22/3-90 punkt 126. Jfr. vedlagte kopi.

..."

A klagede til Dagpengeudvalget den 2. december 1992 og skrev i brev af 12. januar 1993 bl.a. følgende

"...

Sygesikringen har 9/11-92 standset mine dagpenge. Som årsag henvises dels til en tidligere skrivelse af 13/4-92, dels en lægerapport fra læge (I). Efter standsningen har sygesikringen forsinket videresendelsen af min klage til dagpengeudvalget i næsten en måned på trods af flere rykkere.

Sygesikringens brev af 13/4 som de henviser til i forbindelse med standsningen indeholder flere grove fejl; den "nødvendige lægelige behandling" de henviser til er psykolog behandlinger. En psykolog undersøgelse jeg senere indvilligede i at deltage i, fordi sygesikringen truede med at stoppe opfølgningssagen, viste at jeg ikke fejlede noget psykisk, dette var sygesikringen fuldt klar over da de henviste til brevet, som grund for standsning af opfølgningssagen.

I sygesikringens brev af 13/4 skriver de også at læge (C) flere gange skulle have opfordret mig til at gå i arbejde igen; det passer ikke, forevist sygesikringens brev har han udtalt til mig, at det har han aldrig sagt.

..."

Dagpengeudvalget traf afgørelse i sagen den 25. februar 1993 og skrev bl.a. følgende

"...

Kommunen havde ikke pligt til at fortsætte opfølgning efter dagpengelovens § 24, stk. 1 efter den 28. april 1992, da De på dette tidspunkt ikke længere kunne anses for at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Kommunen havde heller ikke pligt til at genoptage behandlingen af opfølgningssagen i juli måned 1992 eller udbetale dagpenge til Dem efter den 30. september 1992, da De fortsat ikke kunne anses for at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

..."

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse. Ved den nærmere omtale af sagens omstændigheder anførte Dagpengeudvalget bl.a. følgende

"...

Kommunen traf afgørelse om, at ophøre med opfølgning af dagpengesagen den 28. april 1992, da De ikke fulgte kommunens henstilling om at konsultere psykiater. Der er desuden truffet beslutning om ikke at genoptage sagen samt om afslag på forlængelse af dagpengeperioden efter varighedsbegrænsningens indtræden den 31. juli 1992.

...

I april måned 1992 besluttede kommunen, at der i forbindelse med vurdering af uarbejdsdygtigheden var behov for undersøgelse ved speciallæge i psykiatri. Da De ikke ønskede at medvirke ved undersøgelsen, blev sagen henlagt i kommunen (min fremhævning).

..."

A klagede til mig den 10. marts 1993, og den 31. marts 1993 bad jeg myndighederne om udtalelser og lån af sagens akter.

I udtalelse til mig af 10. maj 1993 skrev socialcentret bl.a. følgende

"...

I forbindelse med opfølgning iht dagpengelovens § 24 blev sagen løbende vurderet af socialcentrets lægekonsulent. På baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger, blev opfølgningssagen standset fra og med den 29/4-92. Som begrundelse for standsningen blev anført, at klienten ikke længere kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig pga den fysiurgiske lidelse. Denne beslutning er senere den 25/2-93 tiltrådt af Dagpengeudvalget.

Som betingelse for at fortsætte opfølgningen af sagen blev anført, i samråd med lægekonsulenten samt klientens egen læge, at pågældende skulle under psykiatrisk behandling. Dette ønskede klienten ikke.

..."

Dagpengeudvalget skrev i sin udtalelse af 23. juni 1993 bl.a. følgende

"...

4. I den foreliggende sag, har Dagpengeudvalget - ud fra de retningslinier, der er redegjort for ovenfor, og på grundlag af de foreliggende oplysninger om helbredsforholdene - vurderet, at pågældende efter den 28. april 1992 ikke kunne betragtes som fuldt uarbejdsdygtig i ethvert erhverv, idet pågældende skulle kunne bestride et mindre belastende arbejde end det hidtidige. De lægelige oplysninger, der især har dannet grundlag for afgørelsen fremgår af sagsfremstillingen.

Da Dagpengeudvalget har vurderet, at sikrede ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig, har udvalget truffet afgørelse om, at kommunen efter denne dato ikke længere havde pligt til at foretage opfølgning efter dagpengelovens § 24, stk. 1, ligesom der af samme grund ikke var ret til forlængelse af dagpengeperioden, da lønudbetalingen fra arbejdsgiveren ophørte.

Det bemærkes i denne forbindelse, at spørgsmålet om henvisning til psykiatrisk specialist ikke har haft betydning for udvalgets afgørelse. Opmærksomheden henledes dog på, at udvalget ved sagens afgørelse var opmærksom på, at undersøgelse ved psykiatrisk speciallæge havde fundet sted, hvilket fremgår af sagsfremstillingen.

..."

Den 22. december 1993 bad jeg, efter en foreløbig gennemgang af sagen, på ny myndighederne om udtalelser til følgende problemer

"Som sagen herefter er belyst, må jeg lægge til grund, at (K) Kommune den 13. april 1992 traf afgørelse om ikke at fortsætte opfølgningen af (A's) dagpengesag - medmindre hun lod sig behandle af en psykiater - og ikke blot undersøge, som Dagpengeudvalget lægger til grund for sin afgørelse af 25. februar 1993.

Vilkåret om psykiatrisk behandling udgør en integreret del af afgørelsen af 13. april 1992.

Det undrer mig derfor umiddelbart, at Dagpengeudvalget i udtalelsen til mig af 23. juni 1993 skriver, at man ikke har taget stilling til vilkåret - navnlig i betragtning af, at der på dette punkt tilsyneladende er tale om en fejlagtig gengivelse af sagens faktum i Dagpengeudvalgets afgørelse af 25. februar 1993, jf. det ovenfor fremhævede citat om "psykiatrisk undersøgelse ".

På denne baggrund skal jeg bede om (K) Kommunes og Dagpengeudvalgets bemærkninger til min fremstilling af sagens forløb på dette punkt - og udtalelser i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningen indeholder hjemmel til, at myndighederne kan fastsætte vilkår om psykiatrisk behandling, som sket i (A's) sag.

2) Partshøring

Det fremgår af sagen, at lægekonsulenten (...) den 12. marts 1992 havde en telefonisk samtale med overlæge (C).

Overlæge (C) tilkendegav over for (lægekonsulenten), at (A) nok slet ikke burde have været sygemeldt. Denne oplysning afgives 7 dage efter, overlæge (C) havde underskrevet en udvidet attest vedrørende uarbejdsdygtighed, som gengivet ovenfor. I klagen til mig henviser (A) netop til overlæge (C's) attest som dokumentation for, at hun på det pågældende tidspunkt var uarbejdsdygtig.

På denne baggrund må jeg spørge, hvorfor (A) tilsyneladende ikke blev orienteret om indholdet af samtalen med overlæge (C) forud for socialcentrets afgørelse af 13. april 1992, og dermed fik lejlighed til at fremkomme med en udtalelse."

Hertil svarede K Kommune den 21. april 1994

"Som svar på Deres skrivelse af 22/12-93, hvori De ønsker socialcentrets bemærkninger til Deres fremstilling af sagsforløbet, vedrørende den krævede psykiatriske behandling kontra den foretagne psykiatriske undersøgelse, samt spørgsmålet om partshøring, skal følgende oplyses

Ad 1: Jfr lægeskema, notat af 12/3-92, har socialcentrets daværende lægekonsulent haft telefonisk kontakt med overlæge (C). Denne giver ved samtalen udtryk for, at der ikke resterer nogen fysiurgisk lidelse, der kan begrunde fortsat sygemelding. Samtidig giver (C) udtryk for, at han gentagne gange har opfordret klienten til at gå i arbejde. I øvrigt mener (C), at der må være andre årsager til, at klienten ikke er vendt tilbage til arbejdet.

På baggrund af (C's) udtalelser konkluderer lægekonsulenten, at klienten nok bør raskmeldes indenfor rimelig tid. Samtidig er det lægekonsulentens indtryk, at der er tale om en klient med nogen skrøbelighed psykisk.

Klienten orienteres ved personlig samtale den 23/3-92 om, at socialcentret er af den opfattelse, hun godt kan arbejde.

Ved samtalen klager klienten fortsat over mange smerter, jfr notat på opfølgningsark nr 2.

Med henblik på vurdering af den fortsatte uarbejdsdygtighed, forelægges sagen påny lægekonsulenten den 6/4-92. Lægekonsulenten kontakter herefter klientens egen læge (D). I samråd med denne, samt i overensstemmelse med dagpengelovens § 8 og Socialstyrelsens vejledning nr 5 af 22/3-90 pkt 120, bliver det besluttet at forlange, klienten lader sig psykiatrisk behandle, som betingelse for fortsat opfølgning af sagen iht dagpengelovens § 24.

Den 8/4-92 orienteres klienten telefonisk om ovenstående behandling samt overlæge (C's) oplysning om, at han gentagne gange har opfordret klienten til at gå i arbejde igen.

Da klienten ønsker skriftlig meddelelse angående den psykiatriske behandling, afsendes skrivelse herom den 13/4-92. I skrivelsen gøres påny opmærksom på (C's) udtalelser.

Det anføres endvidere i skrivelsen, at såfremt der ikke er aftalt tid med psykiater inden 14 dage, vil dagpengeopfølgningen blive

standset, idet klienten herefter ikke kan betragtes som værende fuldt uarbejdsdygtig.

Som følge af, at klienten den 3/6-92 endnu ikke havde rettet henvendelse til en psykiater, blev dagpengeopfølgningen bragt til ophør fra og med den 29/4-92.

Den 13/7-92 retter (F) på vegne af klienten henvendelse og anmoder om genoptagelse af opfølgningssagen.

Med henblik på vurdering af sagen, samt om der var sket en forværring i helbredstilstanden i forhold til tidligere, blev der rekvireret lægelige oplysninger fra Arbejdsmedicinsk Klinik den 21/7-92.

Den 22/7-92 blev klienten tilskrevet om at kontakte socialcentret telefonisk for at afklare, hvorvidt klienten var indforstået med psykiatrisk behandling, ønskede at søge førtidspension eller hvad hun havde tænkt sig med fremtiden.

Den 23/7-92 blev sagen drøftet med socialcentrets daværende gruppeleder, der konkluderede, at en betingelse for genoptagelse af sagen, ville være, at klienten lod sig psykiatrisk behandle.

Samme dag foreholdes klienten telefonisk, socialcentrets afgørelse om psykiatrisk behandling. Klienten ønsker ikke dette, da hun mener, sygemeldingen er fysisk - og ikke psykisk betinget.

Da klienten ikke accepterer den telefoniske henvendelse, aftales tid til 29/7-92 for en personlig samtale.

Klienten møder til samtalen med bisidder fra (F). Ved samtalen oplyser klienten, at man fra Arbejdsmedicinsk Klinik i forbindelse med snak om psykiatrisk undersøgelse har anbefalet psykiater (G). På baggrund heraf er klienten indstillet på, at få foretaget en psykiatrisk speciallægeundersøgelse, men vil ikke høre tale om psykiatrisk behandling, jfr kopi af opfølgningsark nr 5, notat af 29/7-92.

S.d. konfereres sagen med lægekonsulenten, der fortsat mener, klienten bør psykiatrisk behandles. Da klienten ikke ønsker behandling, bliver det besluttet at rekvirere en speciallægeundersøgelse med henblik på afklaring af, hvorvidt klienten har behov for psykiatrisk behandling.

Det er således pga klientens holdning, at den først trufne beslutning om at kræve psykiatrisk behandling, ændres til anmodning om psykiatrisk speciallægeundersøgelse.

Ad 2: Partshøring

Som det fremgår af kopi af lægeskema, notat af 12/3-92, havde socialcentrets lægekonsulent telefonisk kontakt med overlæge (C). Denne oplyste, at han gentagne gange havde opfordret klienten til at genoptage sit arbejde.

Den 8/4-92 blev klienten telefonisk kontaktet og meddelt lægekonsulentens samtaler med hhv læge (D) samt overlæge (C's) udtalelser om, at han gentagne gange har opfordret hende til at gå i arbejde igen.

Ved samtalen giver klienten udtryk for, at vi (socialcentret) forfølger hende og bare burde lade hende være i fred.

På baggrund af ovenstående samtale, anser socialcentret således reglerne om partshøring for at være overholdt, forud for den skriftlige afgørelse af 13/4-92."

Dagpengeudvalget skrev den 25. juli 1994

"Ved brev af 22. december 1993 har Ombudsmanden bedt om bemærkninger til sagen fra henholdsvis Socialcentret (...) og Dagpengeudvalget.

Dagpengeudvalget har videresendt fra Socialcentret (...) modtaget Ombudsmandens forespørgsel sammen med socialcentrets bemærkninger den 24. april 1994.

Dagpengeudvalget har herefter behandlet sagen på sit møde den 17. juni 1994.

I Dagpengeudvalgets tidligere udtalelse til Ombudsmanden af 23. juni 1993 fremgår, at spørgsmålet om henvisning til psykiatrisk specialist ikke har haft betydning for udvalgets afgørelse af dagpengesagen, idet udvalget har vurderet, at pågældende efter den 28. april 1992 ikke længere kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1, hvorfor kommunen efter denne dato ikke længere har haft pligt til at foretage opfølgning af sagen i henhold til dagpengelovens § 24, stk. 1.

Ombudsmanden har i sit brev af 22. december 1993 bedt om (K) Kommunes og Dagpengeudvalgets bemærkninger til fremstillingen af sagen på dette punkt (anvendelsen af begreberne: "behandle af psykiater"/"lade sig undersøge af psykiater"), samt udtalelser i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningen indeholder hjemmel til, at myndighederne kan fastsætte vilkår om psykiatrisk behandling, som sket i (A's) sag.

I denne anledning skal Dagpengeudvalget udtale, at det fremgår af dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1, at retten til dagpenge bortfalder, hvis den sikrede mod lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller at modtage nødvendig lægebehandling eller mod lægens og kommunens opfordring at deltage i hensigtsmæssig optræning for at genvinde arbejdsevnen.

Udvalget er opmærksom på, som påpeget af Ombudsmanden i Ombudsmandens brev af 22. december 1993, at der i (...) sagsfremstillingen i udvalgets afgørelse af 12. februar 1993, der fremtræder som et citat af kommunens beslutning fra april 1992, burde have stået: "behandling" i stedet for: "undersøgelse".

Udvalget har lagt den forudsætning til grund, at en kommune i samråd med sin lægekonsulent kan kræve, at en henvisning til en psykiater efterkommes, jf. forannævnte § 8, stk. 1., nr. 1 i dagpengeloven. Udvalget er dog også af den opfattelse, at det alene er speciallægen, der kan tage stilling til, om en egentlig behandling er indiceret.

Hvad angår sagens forløb på dette punkt henvises til kommunens fremstilling (...) i brev til Ombudsmanden af 21. april 1994.

Den omstændighed, at kommunen først har formuleret sit krav som et krav om behandling på grundlag af lægekonsulentens vurdering for så efterfølgende at ændre kravet til et krav om psykiatrisk speciallæge undersøgelse, vil, - jf. udvalgets tidligere udtalelse af 23. juni 1993 - være uden konsekvenser for afgørelsen, der alene blev truffet med henvisning til dagpengelovens § 5, stk. 1."

Den 26. september 1994 modtog jeg A's bemærkninger til myndighedernes svar.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

"...

Sagens behandling i kommunen.

Den 8. april 1992 noterede kommunens sagsbehandler at hun havde haft en samtale med Dem. Sagsbehandleren oplyste Dem om at kommunens lægekonsulent havde "talt med kl's egen læge, samt med (C), som gentagne gange har opfordret hende til at gå i arbejde igen..."

De fik således oplysning om at der havde været kontakt til egen læge og overlæge (C). Ud over oplysningen om at overlæge (C) havde opfordret Dem til at gå i arbejde igen, modtog De i henhold til notatet ikke andre oplysninger om samtalens indhold.

Som sagen nu er oplyst, har jeg ikke grundlag for at mene at kommunens notat ikke er fyldestgørende, og at De med andre ord fik flere oplysninger, før kommunen traf sin afgørelse.

Kommunen har i udtalelsen af 21. april 1994 meddelt at man anser reglerne om partshøring for at være overholdt, netop fordi De blev orienteret om, at samtalerne havde fundet sted. Heri er jeg ikke enig.

Lægekonsulentens samtaler med overlæge (C) og egen læge er gengivet i notaterne af 12. marts og 6. april 1992. Overlæge (C) oplyste bl.a. at De "nok slet ikke skulle have været sygemeldt...", og at man godt kunne forestille sig, at De "havde nogle problemer af social/psykisk karakter..."

Overlægens opfattelse af at De nok slet ikke skulle have været sygemeldt, må anses for at være ny set i sammenhæng med hans erklæring af 5. marts 1992 (og tidligere jf. notatet af 3. februar 1992) hvor han bekræftede Deres uarbejdsdygtighed. Overlægens vurdering af Deres psykosociale situation var De heller ikke bekendt med indgik i dagpengesagen.

Oplysningerne fra egen læge og overlæge (C) var til ugunst for Dem og af væsentlig betydning for afgørelsen om at De skulle underkaste Dem psykiatrisk behandling, hvis man skulle undlade at standse opfølgningen af dagpengesagen.

Efter forvaltningslovens § 19 må en myndighed som hovedregel ikke træffe afgørelse i en sag før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysninger, der er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Reglen omfatter oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som parten ikke er bekendt med indgår i sagen.

Forvaltningsmyndighederne har ansvaret for at sagen oplyses i et tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne skal bl.a. sikre at parten får lejlighed til at kontrollere beslutningsgrundlaget, inden afgørelsen træffes. Eventuelle fejl i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten, ligesom denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sine synspunkter - alt ifølge bestemmelsens motiver med henblik på at styrke tilliden til forvaltningen og undgå oplevelsen af at afgørelserne træffes "bagom ryggen på en". Jeg bemærker herved at De under hele forløbet har peget på, at De ikke var psykisk syg. Den psykiatriske erklæring fra speciallæge (G) bekræftede så vidt jeg kan se, Deres opfattelse.

Jeg finder det på den baggrund kritisabelt at kommunen ikke oplyste Dem om indholdet af lægekonsulentens samtaler den 12. marts 1992 og 6. april 1992 med overlæge (C) og egen læge, og gav Dem lejlighed til at fremkomme med bemærkninger hertil.

Jeg har gjort Socialcentret (...) bekendt med min opfattelse.

Efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal afgørelser som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist.

Der var tale om en fejl da kommunen i sin afgørelse af 13. april 1992 undlod at give klagevejledning. Dette har jeg også kritiseret kommunen for.

Opfyldes pligten til at give klagevejledning ikke, er retsvirkningen som hovedregel at en eventuel klagefrist suspenderes.

Kommunens afgørelse i sagen.

1. Den 13. april 1992 traf kommunen afgørelse om at dagpengeopfølgningssagen ikke kunne fortsætte på det somatiske grundlag. Socialcentret mente ikke De kunne betragtes som værende fuldt uarbejdsdygtig i alle erhverv, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1, der er formuleret således

"Dagpenge ydes ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom. Udbetaling af dagpenge ophører den dag, lønmodtageren er arbejdsdygtig, uanset om den pågældende undlader at træde i arbejde eller at raskmelde sig."

Afgørelsen af hvornår der er tale om "fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom", hviler på et skøn. Efter de regler der gælder for min virksomhed, er jeg afskåret fra at tage stilling til skønsmæssige afgørelser medmindre der foreligger særlige omstændigheder, som f.eks. usagligt begrundet forskelsbehandling, inddragelse af ulovlige kriterier o.s.v. Afgørelsen hviler i høj grad også på lægefaglige vurderinger som jeg ikke har forudsætninger for at efterprøve nærmere.

Jeg har på den baggrund ikke grundlag for at kritisere at kommunen mente, at De i tiden efter den 28. april 1992 ikke kunne anses for at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af fysiske sygdomme. Vurderingen af om der i juli måned 1992 var grundlag for at genoptage sagen ud fra de nu fremkomne lægelige udtalelser, hviler også på et skøn, præget af lægefaglige vurderinger. Af samme årsager som netop omtalt har jeg derfor heller ikke grundlag for at kritisere kommunens afslag af 9. november 1992 på at genoptage sagen.

Dagpengelovens § 22, stk. 1, er formuleret således

"Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, medmindre

det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,

den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller

særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.",

og kapitel 14 i bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991 var udformet således

"§ 48. Kommunen forlænger dagpengeperioden for personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk 1,

når det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder arbejdsprøvning vil blive iværksat, eller

når den pågældende er under eller venter på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger.

Resumé

A klagede over K Kommunes (K's) og Dagpengeudvalgets (DPU's) afgørelser i hendes sag om ophør med udbetaling af sygedagpenge. K havde i sin første afgørelse som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen krævet at A lod sig behandle af en psykiater. K genoptog senere sagen, og A indvilgede da i en psykiatrisk undersøgelse der afkræftede formodningen om, at A var psykisk syg. I en ny afgørelse afviste K at genoptage opfølgningen idet A ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig. DPU stadfæstede K's afgørelse, men undlod at tage stilling til spørgsmålet om K havde været berettiget til at stille krav om psykiatrisk behandling.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere K's og DPU's afgørelser om at A ikke var fuldt uarbejdsdygtig og derfor ikke længere berettiget til sygedagpenge. Ombudsmanden fandt det derimod yderst kritisabelt at K uden nogen form for accept fra A's side og uden forudgående speciallægeundersøgelse havde stillet kravet om psykiatrisk behandling. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at der er grund til at udvise særlig varsomhed med anvendelse af psykiatriske diagnoser og/eller behandlingskrav. Ombudsmanden kritiserede endvidere at DPU ikke i sin afgørelse havde taget stilling til spørgsmålet om K's ret til at fastsætte krav om psykiatrisk behandling som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen. Endelig kritiserede ombudsmanden K for ikke at have partshørt A om indholdet af K's telefoniske samtaler med A's egen læge og en speciallæge, samt for manglende klagevejledning. (J. nr. 1993-620-025).