Legislator Case Law & Legislation
O19940038370 DK

Ugyldig afgørelse om disciplinær forflyttelse af en postmester.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelser 1994 383 Valid

Ugyldig afgørelse om disciplinær forflyttelse af en postmester.

A klagede til mig over en afgørelse som Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet traf den 8. januar 1993. Ved denne afgørelse blev A som en disciplinær straf forflyttet fra sin stilling som postmester i X til andet arbejde inden for Post- og Telegrafvæsenets centrale ledelse.

Sagens faktiske omstændigheder var følgende

A blev ansat i postvæsenet i 1946 og gennemgik indtil 1955 postvæsenets almindelige ansættelses- og uddannelsesforløb. Fra 1955 til 1969 var A ansat i Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, og fra 1969 til 1973 var A ansat som overkontrollør og souschef ved Avispostkontoret.

Fra 1973 var A inspektør og souschef ved Y Postkontor. Denne stilling bestred A indtil han med virkning fra den 1. september 1982 blev udnævnt til postmester ved X Postkontor. Dette kontor hørte under kredspostkontoret i Z der blev ledet af kredspostmester B.

Principperne for postvæsenets decentrale struktur blev fastlagt ved et notat der blev udsendt af generaldirektoratet den 8. januar 1990. Heraf fremgik det bl.a. at kredspostmesteren over for generaldirektoratet var ansvarlig for kredsens overholdelse af de resultatkrav, der blev fastsat af postvæsenets centrale ledelse. Postmestrene ved de enkelte postkontorer var ansvarlige for disse kontorers daglige drift.

Kredspostmesteren i Z - der således på en række områder var A's umiddelbart overordnede - afgav ved skrivelse af 24. januar 1992 en redegørelse til postvæsenets ledelse om A's varetagelse af stillingen som postmester i X. A havde forinden afgivet sine bemærkninger til redegørelsen.

Af redegørelsen fremgik det bl.a. at A efter kredspostmesterens opfattelse ikke loyalt varetog sine pligter, og at A i vidt omfang modarbejdede strukturændringerne inden for postvæsenet.

I anledning af redegørelsen meddelte generaldirektoratet A ved skrivelse af 30. januar 1992 at man havde besluttet at gennemføre en undersøgelse efter reglerne i tjenestemandslovens kap. 4 om disciplinærforfølgning.

Ved skrivelse af 4. februar 1992 anmodede generaldirektoratet Auditørfunktionen i Post- og Telegrafvæsenet om at afholde et tjenstligt forhør. I skrivelsen hed det bl.a. følgende

"Generaldirektoratet ønsker blandt andet følgende klagepunkter, der er nævnt i redegørelsen (kredspostmesterens ovennævnte redegørelse af 24. januar 1992), nærmere belyst i det tjenstlige forhør

· at (A) agerer ud fra, at han som postmester i kredsen har samme status som kredspostmesteren,

· at (A) modarbejder ethvert forslag, der lægges op til drøftelse i kredsledelsen, og som har det mindste anstrøg af "kredstanken",

· at (A) ikke ønsker i sagsbehandlingen at anvende de kredslige hjælpefunktioner som personaleafdelingen, planlægningssektionen og uddannelsesfunktionen,

· at (A) ikke accepterer, at der i postkredsen er ansat en salgschef, men stadig i markedsorienterede spørgsmål bruger salgskonsulent ... som tidligere var salgskonsulent i den daværende (X) Postkreds,

· at (A's) varetagelse af cheffunktionen ved (X) Postkontor kan karakteriseres som illoyal,

· at (A) underkender det lokale lederteams forslag til påkrævede ændringer,

· at (A) ikke informerer loyalt og korrekt fra de møder, han deltager i. Der har derfor udviklet sig uformelle referencelinjer, således at lederteamet ved (X) Postkontor direkte kontakter kolleger ved kredspostkontoret for at høre, hvad der er blevet besluttet,

· at lederteamet ved (X) Postkontor totalt manglede moralsk støtte og opbakning fra (A) i gennemførelsen af forskellige rationaliseringsprojekter, som bl.a. omdelingspro jektet og effektivisering i kundeprojektet,

· at (A) ikke evner - eller vil - omstille sig til at fungere i en kredsledelse, og at han i den grad modarbejder enhver form for udvikling af postkredsen som en enhed."

Det tjenstlige forhør blev afholdt i perioden fra den 12. februar til den 29. april 1992. Auditørens rapport og indstilling i sagen fremkom ved skrivelse af 3. juli 1992. Auditøren - der flere steder i sin indstilling havde påpeget den meget brede formulering af de spørgsmål, han skulle undersøge - anså på en række punkter A's embedsførelse for illoyal og kritisabel.

I indstillingen hed det afslutningsvis bl.a. følgende

"(A's) adfærd har tydeligt været viljesbestemt og båret af utilfredshed med gennemførte forandringer i Postvæsenets decentrale organisation. Det er kendetegnende for adfærden, at (A) har været aktiv, udførende og ikke passiv, iagttagende. Der kan derfor ses bort fra, at adfærden er udtryk for utilstrækkelige evner.

Under disse omstændigheder må sagen afgøres disciplinært med begrundelse i tilsidesættelse af tjenstlige pligter.

Under forhøret er det fremgået, at hverken kredspostmesteren eller lederteamet ved (X) Postkontor har tillid til, at (A) vil være villig til at gøre forandringer i sin varetagelse af chefstillingen ved (X) Postkontor.

I betragtning af at (A) allerede en gang, efter modtagelsen af vicegeneraldirektørens brev i juli 1990, har haft anledning til at beslutte sig for at ændre adfærd, men har undladt at gennemføre en sådan ændring, er det urealistisk at nære nogen tillid til, at han nu vil være indstillet på at gøre det. Der henvises til, at han ikke i forhøret har stillet nogen omstilling i udsigt, idet han generelt har afvist de fremsatte påstande og ikke har ladet sig overbevise om, at hans adfærd har været kritisabel.

Det indstilles, at han overføres til andet arbejde for Postvæsenets centrale ledelse, fortrinsvis arbejde med specialopgaver og ingen eller begrænsede ledelsesbeføjelser."

A's bisidder under det tjenstlige forhør, daværende advokat C, havde den 19. maj 1992 afgivet et omfattende indlæg i sagen. Advokat C gjorde detaljeret rede for hvorfor A efter hans opfattelse ikke havde gjort sig skyldig i tjenesteforseelser. I indlægget anførte advokat C at sagen efter sin karakter end ikke drejede sig om tjenesteforseelser, men derimod om at A efter kredspostmester B's opfattelse ikke i tilstrækkelig grad kunne samarbejde med sidstnævnte.

Ved skrivelse af 20. juli 1992 meddelte generaldirektoratet A at man agtede at afgøre sagen i overensstemmelse med auditørens indstilling, men at A forinden havde mulighed for at fremkomme med en udtalelse. Generaldirektoratets skrivelse blev den 14. august 1992 besvaret af advokat C der fortsat gjorde gældende, at der ikke var tale om tjenesteforseelser fra A's side. I skrivelsen hed det bl.a. følgende

"Mit arbejde med afgivelsen af dette indlæg har - blandt andet - været vanskeliggjort af, at jeg anser det for vanskeligt/umuligt ud af Auditørfunktionens beretning at læse, hvilke tjenesteforseelser Auditørfunktionen mener, der er begået. Altså, i forhold til Auditørfunktionens klare opstilling af påstande, hvilke af disse der anses for bevist på en sådan måde, at tjenesteforseelse er begået.

Generaldirektoratet vil ikke kunne tage stilling til spørgsmålet om disciplinær indskriden, uden at generaldirektoratet i hvert fald gør sig klart, i relation til hvilke påstande det kan lægges til grund, at der er begået tjenesteforseelser. - Jeg anmoder om, at der, inden Generaldirektoratet søger at færdiggøre sin sagsbehandling, tilgår mig meddelelse om, hvilke tjenesteforseelser Generaldirektoratet lægger til grund, at der er begået/ikke begået."

Generaldirektoratet besvarede advokat C's skrivelse den 22. oktober 1992 og anførte bl.a. følgende

"Ved den høring af centralorganisationen, som skal ske i henhold til tjenestemandsloven, påtænker Generaldirektoratet at tilkendegive som sin opfattelse, at postmester (A) har overtrådt den almindelige grundsætning om loyalitetspligt over for virksomheden. Generaldirektoratet lægger herved vægt på konkrete tilfælde, hvor (A)

· ved sin adfærd har søgt at omgå retningslinier for Jobbørsens virke,

· unødigt har stillet interne kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder,

· over for Generaldirektoratet har fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse og

· unødigt har stillet meningsforskelle mellem ham selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse med opfølgningen på en røveriepisode.

De konkrete tilfælde er belyst i Auditørfunktionens beretning og indstilling, nemlig side ..."

Ved skrivelse af 27. oktober 1992 imødegik advokat C generaldirektoratets skrivelse. Advokat C argumenterede på ny for at der ikke var tale om tjenesteforseelser.

Ved skrivelse af 9. november 1992 anmodede generaldirektoratet Statsansattes Kartel om foreningens eventuelle bemærkninger til sagen, jf. tjenestemandslovens § 22, stk. 1. Foreningen gjorde ved skrivelse af 1. december 1992 gældende at A ikke havde gjort sig skyldig i tjenesteforseelser.

Generaldirektoratet traf afgørelse i sagen ved skrivelse af 8. januar 1993. Heri hed det afslutningsvis bl.a. følgende

"Det er Generaldirektoratets vurdering, at De har overtrådt den almindelige grundsætning om loyalitetspligt over for virksomheden. Generaldirektoratet lægger herved vægt på konkrete tilfælde, der er belyst ved citaterne ovenfor, og hvor De

· ved Deres adfærd har søgt at omgå retningslinier for Jobbørsens virke,

· unødigt har stillet interne kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder,

· over for Generaldirektoratet har fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse og

· unødigt har stillet meningsforskelle mellem Dem selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse med opfølgningen på en røveriepisode.

Sagen afgøres herefter i overensstemmelse med Auditørfunktionens indstilling således, at De overføres til andet arbejde for Postvæsenets centrale ledelse, fortrinsvis arbejde med specialopgaver og ingen eller begrænsede ledelsesopgaver."

Herudover bestod generaldirektoratets afgørelse i det væsentlige i omfattende citater fra auditørens ovennævnte skrivelse af 3. juli 1992.

Ved skrivelse af 27. juli 1993 klagede A til mig over generaldirektoratets afgørelse. I den anledning modtog jeg generaldirektoratets udtalelser af 17. august 1993, 15. oktober 1993, 24. november 1993, 11. marts 1994 og 11. april 1994.

A fik lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger til generaldirektoratets udtalelser.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

"Således som sagen foreligger for mig, skal jeg tage stilling til to spørgsmål

I) Spørgsmålet om, hvorvidt generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 er tilstrækkeligt begrundet, jf. forvaltningslovens § 24.

II) Spørgsmålet om, hvorvidt generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 er indholdsmæssigt korrekt.

ad I) Spørgsmålet om begrundelse.

1. Generaldirektoratets beslutning om - som en disciplinær straf - at overflytte Dem til andet arbejde inden for postvæsenet er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Da afgørelsen gik Dem imod, skulle den ledsages af en skriftlig begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.

De indholdsmæssige krav til begrundelsen fremgår af forvaltningslovens § 24. Denne bestemmelse har følgende ordlyd

"§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

Generaldirektoratet har i sin supplerende udtalelse af 11. marts 1994 gjort gældende, at afgørelsen er tilstrækkeligt begrundet.

2. Generaldirektoratets afgørelse er truffet i medfør af tjenestemandslovens § 24. Det er derfor en - omend mindre betydningsfuld - fejl, at der ikke i afgørelsen er henvist til denne bestemmelse.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af forvaltningslovens § 24 - men er fast antaget i praksis - at en begrundelse efter omstændighederne skal indeholde en stillingtagen til de synspunkter, som parten har gjort gældende under sagen. I forbindelse med min undersøgelse af en række afskedigelsessager i Post- og Telegrafvæsenet udtalte jeg om dette spørgsmål bl.a. følgende (Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 359)

"I en vis udstrækning vil en begrundelse også skulle tage stilling til partsanbringender. Dette gælder ikke blot, såfremt partens anbringender angår kriterier, som myndigheden selv har inddraget i afgørelsen, men også andre partsanbringender, som ikke umiddelbart kan afvises som uvæsentlige eller irrelevante for afgørelsen. For så vidt angår anbringender, som af myndigheden anses for uvæsentlige eller irrelevante, men som parten selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at angive, at de pågældende anbringender ikke er tillagt betydning, således at parten kan konstatere, at myndigheden har været opmærksom på disse."

Advokat (C) redegjorde i sit bisidderindlæg af 19. maj 1992 og i sine supplerende indlæg af 14. august og 27. oktober 1992 udførligt for, hvorfor de forhold, som sagen har drejet sig om, enten slet ikke har haft karakter af tjenesteforseelser eller i hvert (fald) ikke har kunnet tilregnes Dem som sådanne. I skrivelsen af 27. oktober 1992 redegjorde advokat (C) for sit syn på netop de forhold, som generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 hviler på.

På den anførte baggrund må jeg anse det for en fejl, at generaldirektoratet ikke i afgørelsen af 8. januar 1993 tog stilling til advokat (C's) synspunkter.

Da generaldirektoratet senere - ved skrivelse af 11. marts 1994 - over for mig har redegjort for sit syn på advokat (C's) anbringender, foretager jeg mig ikke videre vedrørende dette spørgsmål. Jeg har dog gjort generaldirektoratet bekendt med min opfattelse.

ad II) Spørgsmålet om afgørelsens indholdsmæssige rigtighed.

Dette er sagens hovedspørgsmål.

1. Generaldirektoratets afgørelse er som nævnt truffet i medfør af tjenestemandslovens § 24. Denne bestemmelse har følgende ordlyd

"§ 24. Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til andet arbejde eller arbejdssted eller til anden stilling inden for eller udenfor ansættelsesområdet, degradation - herunder nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse med §§ 20 - 22, medmindre der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erklærer sig skyldig i en tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling inden for eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen."

Grundbetingelsen for at iværksætte en disciplinær straf efter tjenestemandslovens § 24 er, at der - objektivt bedømt - foreligger en tjenstlig forseelse. Det er herudover fast antaget, at forseelsen skal kunne tilregnes tjenestemanden som forsætlig eller i hvert fald uagtsom, jf. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990), s. 143, og Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 172. Fra praksis om dette spørgsmål kan jeg henvise til Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s. 92ff, og Højesterets dom af 30. oktober 1991 (Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 973ff).

Såfremt de nævnte - objektive og subjektive - betingelser er opfyldt, kan tjenestestedet iværksætte en af de sanktioner, der er nævnt i tjenestemandslovens § 24. Bestemmelsen indeholder ikke forskrifter om, hvilken af de nævnte sanktioner der i givet fald skal anvendes. Dette beror således på myndighedens skøn, der dog er begrænset af den almindelige forvaltningsrets principper. I denne henseende er navnlig forvaltningsrettens proportionalitetsprincip af betydning; sanktionen skal således efter sin karakter stå i et rimeligt forhold til den tjenesteforseelse, der er begået.

Tjenestemandsloven regulerer - ud over den almindelige bestemmelse i § 10 - ikke spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved en tjenesteforseelse. Der er imidlertid ikke tvivl om, at der for offentligt ansatte gælder en almindelig loyalitetspligt; det er denne pligt, som De efter generaldirektoratets opfattelse har overtrådt.

Loyalitetspligten - der kan være vanskelig at afgrænse over for den primære lydighedspligt - er nærmere omtalt i bl.a. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990), s. 87ff, og Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 131f.

2. Efter disse almindelige bemærkninger om retsgrundlaget for generaldirektoratets afgørelse vender jeg mig nu mod de enkelte tjenesteforseelser, som De angiveligt har gjort Dem skyldig i.

Det tjenstlige forhør, som blev afholdt fra den 12. februar til den 29. april 1992, omhandlede en lang række - mere eller mindre præcist beskrevne - forhold, der er opregnet i generaldirektoratets skrivelse af 4. februar 1992 til Auditørfunktionen. Selve afgørelsen om forflyttelse af 8. januar 1993 er imidlertid truffet på et langt snævrere grundlag. Afgørelsen lyder således

"Det er Generaldirektoratets vurdering, at De har overtrådt den almindelige grundsætning om loyalitetspligt over for virksomheden. Generaldirektoratet lægger herved vægt på konkrete tilfælde, der er belyst ved citaterne ovenfor, og hvor De

· ved Deres adfærd har søgt at omgå retningslinier for Jobbørsens virke,

· unødigt har stillet interne kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder,

· over for Generaldirektoratet har fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse og

· unødigt har stillet meningsforskelle mellem Dem selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse med opfølgningen på en røveriepisode.

Sagen afgøres herefter i overensstemmelse med Auditørfunktionens indstilling således, at De overføres til andet arbejde for Postvæsenets centrale ledelse, fortrinsvis arbejde med specialopgaver og ingen eller begrænsede ledelsesopgaver."

I min skrivelse af 8. februar 1994 til generaldirektoratet anførte jeg, at jeg må lægge til grund, at det citerede afsnit er dækkende for generaldirektoratets begrundelse for disciplinærforflyttelsen. Generaldirektoratet har ikke fremsat bemærkninger hertil.

Herefter er det afgørende i sagen alene, om de opregnede fire forhold - objektivt og subjektivt - har karakter af tjenesteforseelser, og om tjenesteforseelsernes karakter i givet fald kan begrunde, at De er blevet forflyttet.

3. I det følgende skal jeg gennemgå de enkelte forhold hver for sig.

a) Omgåelse af reglerne for anvendelse af Jobbørsen.

Det fremgår af generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993, at Deres tjenesteforseelse på dette punkt består i, at De "ved Deres adfærd har søgt at omgå retningslinier for Jobbørsens virke".

1. Reglerne for anvendelse af Jobbørsen blev fastlagt ved generaldirektoratets cirkulæreskrivelse af 13. november 1989. Baggrunden for reglerne var bestræbelser på at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af postvæsenets ressourcer.

Som led i disse bestræbelser etablerede man et såkaldt omflytningsnævn. Nævnet - hvis kommissorium blev fastlagt i januar 1990 og revideret i marts 1991 - skal i forbindelse med ledighed og oprettelse af nye stillinger afgøre, om stillingerne skal besættes med de medarbejdere, der indgår i Jobbørsen.

I cirkulæreskrivelsen hedder det om den nærmere procedure bl.a. følgende

"Enheder, der - efter lokale rokeringer - har behov for besættelse af en ledig eller oprettelse af en ny stilling, må derfor rette henvendelse til Postvæsenets centrale ledelse. Det vil herefter ved gennemgang af medarbejdere placeret i den centrale jobbørs blive afklaret, hvorvidt stillingen kan opslås og besættes på almindelige vilkår, eller om der vil kunne anvises egnet overtallig arbejdskraft. Det er efter drøftelse med personaleorganisationerne slået fast, at denne procedure skal gennemføres hurtigt med henblik på ikke unødigt at bremse for genbesættelse af ledige stillinger og placering af overtallige medarbejdere.

Tjenestestederne skal derfor indtil videre anvende vedlagte blanket til anmeldelse af arbejdskraftbehov."

I en cirkulæreskrivelse med overskriften "Jobbørsens virke", der er udsendt af generaldirektoratet i juli 1991, hedder det bl.a. følgende

" PROCEDURE FOR ANMELDELSE AF OVERTALLIG ARBEJDSKRAFT

Generelt

Registrering af overtallig arbejdskraft sker ved indsendelse af skema "Anmeldelse af overtallig arbejdskraft" til Jobbørsen. Dette gælder både tjenestemænd og overenskomstansatte.

Det er vigtigt af hensyn til genplacering, at anmeldelse til Jobbørsen sker hurtigst muligt, evt. summarisk.".

I en cirkulæreskrivelse af 25. januar 1989 fra generaldirektoratet til postkontorerne (bilag 12 til auditørens beretning) hedder det bl.a. følgende

"Under hensyn til bl.a. omfanget af medarbejdere, der må forventes at blive bragt i en overtalssituation er det besluttet at ansvaret for gennemførelsen af nødvendige tiltag for omflytning m.v. placeres på kredsniveau. Det præciseres imidlertid, at det er et fælles chefansvar, at overtallige ressourcer inden for postkredsen udnyttes bedst muligt."

I en cirkulæreskrivelse af 19. september 1991 (bilag 11 til auditørens beretning) fra (Z) Postkreds til kredsens postkontorer, herunder (X) Postkontor, hedder det bl.a. følgende

"På given foranledning skal det hermed indskærpes, at al korrespondance og kommunikation til jobbørsen, skal foregå gennem personalesektionen, APPØ-afdelingen."

2. Afhøringerne i sagen vedrørte navnlig det forhold, at De den 23. december 1991 havde indsendt et skema til Jobbørsen i en lukket kuvert via postkredskontoret.

De afgav forklaring om forholdet den 31. marts 1992. Om Deres forklaring hedder det i forhørsprotokollen bl.a. følgende

"Om korrespondance med Jobbørsen forklarer (A), at han gennem 1990 uantastet har sendt 5 - 10 skemaer direkte til Jobbørsen uden om kredspostkontoret. Den 10. september 1991 sendte han det første skema i dette år direkte til Jobbørsen. Det vedrørte en overtallig kvindelig postarbejder i (Æ), der ønskede genplacering trafikalt fordelagtigt på grund af tidligere overfald. (A) havde den opfattelse, at den trafikalt gunstigste placering ville være ved (Ø). Ud fra tidligere praksis og det specielle genplaceringsønske sendte han skemaet til Jobbørsen i god tro. Han erindrer derefter at have fået en opringning fra Jobbørsen med besked om, at dette skulle de egentlig ikke have. Han svarede noget i retning af, jamen, har I ikke lige skrevet ud om, at også postarbejdere skal indsendes. Hendes reaktion var, at hun forinden videre ville tale med (D). Han genkalder sig ikke nogen efterfølgende samtale med (D), således heller ikke at have modtaget vejledning om at indsende sagerne gennem postkredsen. Den 19. september udsendte postkontoret indskærpelse herom (...). (A) har ikke haft bemærkninger til denne indskærpelse, som afklarede spørgsmålet.

...

Den 23. december fremsendte (A) et nyt overtalsskema til Jobbørsen, men denne gang i en lukket kuvert med Jobbørsens adresse via postkredsen. Han mener sig med denne fremgangsmåde at have været i fuld overensstemmelse med postkredsens skriftlige indskærpelse den 19. september 1991 (...). Han lukkede konvolutten på grund af sagens særlige følsomme indhold.

(A) mener ikke, at hans fremgangsmåde, som påstået af kredspostmesteren, har ført til, at overtallige medarbejdere ikke har fået de muligheder for remplacering, som postkredsens personalepolitik og Jobbørsens virke tilsiger."

Den 8. april 1992 afgav De en supplerende forklaring om forholdet. I forhørsprotokollen hedder det bl.a. følgende

"(A) fastholder ... at han fortsat mener med sin fremgangsmåde at have været i fuld overensstemmelse med postkredsens indskærpelse den 19. september, da han sendte en lukket kuvert med påskrift Att. Postinspektøren til Jobbørsen via postkredsen. Hans eneste motiv herfor var sagens særlige følsomme indhold. Det var også af denne årsag, at han tilføjede sit eget navn som afsenderangivelse. Han afviser, at motivet var, at han fortsat ikke accepterede postkredsens eller personalechefens rolle i disse sager vedrørende (X's) område."

Kredspostmester (B) afgav forklaring om forholdet den 26. februar 1992. I forhørsprotokollen hedder det bl.a. følgende

"- At (A's) ageren med anmeldelse af overtallige medarbejdere direkte til Jobbørsen uden om postkredsen er et eksempel på, at han ikke anvender den oprettede personaleafdeling, og at han endog efter samtalen den 26. september har søgt at undgå at inddrage personaleafdelingen ved placeringen af overtallige medarbejdere, idet han i et tilfælde har fremsendt et lukket brev til Generaldirektoratet til personaleafdelingen til videresendelse uden at orientere afdelingen om det indeholdte overtalsproblem. Der fremlægges skrivelse af 19. september 1991 fra APPØ-afdelingen til bl.a. (X) Postkontor (...)."

Kontrollør (D), der som ansat i generaldirektoratet har varetaget sager vedrørende Jobbørsen, afgav forklaring den 7. april 1992. Af denne forklaring fremgår det, at generaldirektoratet, da man i december 1991 modtog det omhandlede skema, oversendte det til kredspostkontoret. Efter (D's) opfattelse havde den fejlagtige ekspedition fra Deres side ikke haft nogen skadevirkning.

3. I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet bl.a. følgende

"Endelig indgår i vurderingen den af (A) udviste adfærd i relation til Jobbørssager. Det lægges her til grund, at han i sådanne sager upåtalt har korresponderet med Postledelsen uden om postkredsen et antal gange. Fremgangsmåden var imidlertid ukorrekt, og det er uforståeligt, at (A) ikke udviste større tilbageholdenhed med at korrespondere uden om postkredsen efter modtagelsen af vicegeneraldirektørens brev af 5. juli 1990 (...). Hans forklaring om, at han agerede ud fra praksis og var i god tro, må dog efter omstændighederne godtages, også for så vidt angår det første skema, han indsendte i 1991, og som gav stødet til postkredsens indskærpelse den 19. september (...).

Derimod må det anses for yderst kritisabelt, at (A) efter indskærpelsen og kredspostmesterens opfølgende samtale med ham den 26. september igen i december 1991 fortsat søgte at unddrage sig postkredsens indblanding i en sag med Jobbørsen. Hans henvisning til sagens følsomme indhold kan ikke anses for en acceptabel begrundelse for fremgangsmåden, og det må give anledning til betænkeligheder, at (A) i forhøret upåvirket af situationen og med tilsyneladende stor personlig overbevisning erklærede, at han med den benyttede fremgangsmåde anså sig at have været i fuld overensstemmelse med Postkredsens indskærpelse.

Om (A's) forhold til denne indskærpelse må det i øvrigt bemærkes, at hans udtalelse i forhøret om, at indskærpelsen havde afklaret sagen, samt at han ville efterleve den, ikke kan anses for troværdig. Udtalelsen modsiges klart af hans efterfølgende i forhøret fremlagte påtegning til kredspostmesteren på den skriftlige indskærpelse (...)."

Den nævnte påtegning på kredspostmesterens cirkulæreskrivelse af 19. september 1991 (...) lyder således

"Til (B).

Denne skrivelse ønsker jeg gerne forinden videre drøftet i kredsledelsen - herunder ved hvilke skrivelser e.l. fra Generaldirektoratet der skulle være truffet en sådan beslutning.

Venligst (A)."

4. Advokat (C) behandlede forholdet flere steder i sit bisidderindlæg af 19. maj 1992; (...) Det hedder bl.a. følgende (...)

"I september skete der herefter videre det, at der dels var mindst én samtale mellem Generaldirektoratet og (A) og dels, at der den 19. september 1991, (...) blev udsendt en indskærpelse om, "at al korrespondance og kommunikation til Jobbørsen skal foregå mellem personalesektionen APPØ-afdelingen".

Det fremgår af (A's) forklaring, at han har modtaget denne indskærpelse (ligesom andre) og at han har lagt sig den på sinde og mener at have fulgt denne til punkt og prikke.

På denne baggrund skal begivenheden den 23. december 1991 vurderes. Ved denne lejlighed fremsendte (A) et nyt overtalsskema direkte til Jobbørsen, men "denne gang i en lukket kuvert med Jobbørsens adresse via postkredsen" ((A's) forklaring) - (A) har i denne forbindelse forklaret, at han "mener sig med denne fremgangsmåde at have været i fuld overensstemmelse med postkredsens skriftlige indskærpelse den 19. september 1991 (...)" - (A) har tilføjet, at han lukkede konvolutten på grund af sagens særlige følsomme indhold.

...

Bemærkninger

Det kan objektivt diskuteres om fremsendelsesmåden den 23. december 1991 var i overensstemmelse med den gældende forholdsordre, jf. indskærpelsen af 19. september 1991.

Det må imidlertid utvivlsomt lægges til grund, at (A) i god tro fremsendte skemaet i konvolut mærket Jobbørsen. Han mente sig i overensstemmelse med instrukserne ved at sende dette frem til personaleafdelingen i (Z) med henblik på dettes videresendelse til Jobbørsen. Således som (A) opfattede situationen, måtte personaleafdelingen i (Z) Postkreds da tage ansvaret for om man ville videresende det uden videre eller åbne konvolutten og se på det. Han mente at have gjort hvad han burde.

Det må på denne baggrund konstateres, at (A) ikke i denne henseende har begået nogen tjenesteforseelse.".

I advokat (C's) partshøringsindlæg af 27. oktober 1992 hedder det bl.a. følgende

"Det af Auditørfunktionen anførte giver efter min opfattelse på ingen måde grundlag for en antagelse om, at (A) har begået en tjenesteforseelse. Han har, jf. mit bisidderindlæg (...) utvivlsomt været i god tro om og ment at følge indskærpelsen, da han fremsendte skemaet i konvolut mærket Jobbørsen.

Det er i denne forbindelse centralt at fremhæve, at han sendte skemaet til personaleafdelingen i (Z) med henblik på dettes videresendelse til Jobbørsen.

(A) har utvivlsomt ment at handle korrekt. Auditørfunktionens - og nu Generaldirektoratets - henvisning til påtegning på indskærpelsen af 19. september 1991 (...) er uforståelig. Påtegningen ses på ingen måde at modsige (endsige "klart" modsige) (A's) forklaring. Han har gerne villet drøfte proceduren, der fastlægges i brevet af 19. september 1991, på det førstkommende møde i den samlede kredsledelse i oktober, men har desuagtet ment at følge den.

Eksemplet indebærer således ikke en tilsidesættelse af nogen "almindelig grundsætning om loyalitetspligt overfor virksomheden"."

5. I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994 til mig hedder det om forholdet bl.a. følgende

" Jobbørsen

Generaldirektoratet deler ikke den opfattelse, at (A) utvivlsomt har ment at handle korrekt.

(A's) brug i december måned 1991 af en lukket konvolut mærket Jobbørsen må efter Generaldirektoratets opfattelse betragtes som et bevidst forsøg på at omgå den fastlagte procedure, som var indskærpet (A) i september måned samme år. Brugen af den lukkede konvolut lagde klart op til, at den skulle videresendes i uåbnet stand.

Ved sin handlemåde har (A) ageret i strid med kendte bestemmelser kort tid efter at have fået dem indskærpet. Han kan efter Generaldirektoratets opfattelse ikke have været i tvivl om det ukorrekte i hans handlemåde."

6. Til det anførte skal jeg bemærke følgende

a) Efter de foreliggende oplysninger må det anses for noget uklart, hvilke procedureregler der før den 19. september 1991 har været gældende for indsendelse af overtalsskemaer til Jobbørsen. De har nogle gange i 1990 og én gang i 1991 sendt skemaerne til Jobbørsen uden om kredspostkontoret. De har ikke været alene om denne fremgangsmåde, og De har ikke modtaget nogen tjenstlig påtale for disse forhold.

Spørgsmålet om, hvorvidt Deres fremgangsmåde ved disse lejligheder var korrekt, er imidlertid uden betydning; jeg henviser til, at auditøren i sin indstilling alene fandt grundlag for at kritisere Deres fremgangsmåde i forbindelse med episoden den 23. december 1991. Da generaldirektoratet ikke har taget afstand fra dette standpunkt, må jeg lægge til grund, at direktoratets antagelse om, at De har begået en tjenesteforseelse, ligeledes alene hviler på episoden den 23. december 1991.

På dette tidspunkt var enhver tvivl om den korrekte fremgangsmåde afklaret; kredspostmesteren havde ved cirkulæreskrivelsen af 19. september 1991 bestemt, at anmeldelser til Jobbørsen skulle sendes via postkredsen. Det er ubestridt, at cirkulæreskrivelsen havde karakter af en lovlig tjenestebefaling.

b) De nærmere omstændigheder i forbindelse med Deres indsendelse af overtalsskemaet den 23. december 1991 er kun sporadisk belyst i auditørens rapport og indstilling. Det er imidlertid givet - og ubestridt - at overtalsskemaet faktisk blev sendt gennem kredspostkontoret. Jeg må derfor lægge til grund - som også advokat (C) har fremhævet det - at kredspostkontoret ved modtagelsen af kuverten ikke kunne være i tvivl om, at der var tale om en forsendelse til Jobbørsen, og at kredspostkontoret således - såfremt man ønskede det - fuldt ud havde lejlighed til at gøre sig bekendt med indholdet af kuverten.

De efterkom således kredspostmesterens tjenestebefaling. Dette stemmer med, at De efter Deres egen forklaring tog tjenestebefalingen til efterretning.

c) Spørgsmålet er derfor alene, om det forhold, at De anvendte en lukket kuvert, i sig selv indebærer en tjenesteforseelse fra Deres side.

Grunden til, at De anvendte denne fremgangsmåde, var efter Deres forklaring, at der var tale om en sag af følsom karakter; jeg går ud fra, at De hermed sigter til, at skemaet indeholdt oplysninger af fortrolig karakter om den pågældende medarbejder.

Generaldirektoratet har ikke undersøgt, hvilken karakter de omhandlede oplysninger havde. Jeg må derfor lægge Deres forklaring til grund.

I en situation som den foreliggende må det anses for ganske korrekt - med henblik på ikke at afsløre fortrolige oplysninger over for uvedkommende - at anvende en lukket kuvert. En sådan fremgangsmåde er i overensstemmelse med de principper, der ligger til grund for bestemmelsen i forvaltningslovens § 32.

Det kan herefter fastslås, at De ikke ved Deres fremgangsmåde skjulte for kredspostkontoret, at der var tale om en forsendelse til Jobbørsen, at kredspostkontoret - hvis man havde ønsket det - blot kunne have åbnet kuverten, og at Deres fremgangsmåde i øvrigt måtte anses for ganske korrekt.

d) Under disse omstændigheder har generaldirektoratet ikke har haft grundlag for at anse episoden den 23. december 1991 for en tjenesteforseelse fra Deres side.

b) Mødet med erhvervslivet den 10. december 1991.

Det fremgår af generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993, at Deres tjenesteforseelse på dette punkt består i, at De under et møde med kunder fra erhvervslivet den 10. december 1991 "unødigt har stillet interne kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for postvæsenets kunder".

1. De forklaringer, der belyser dette forhold, er afgivet af Dem selv, kredspostmester (B) og salgschef (E).

De afgav første gang forklaring om forholdet den 12. februar 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen bl.a. følgende

" Møde med erhvervsledere

Han afviser at have givet udtryk for at ville gå hjem, hvis kredspostmesteren og salgschefen mødte frem. Han bekræfter, at deres deltagelse forud havde været genstand for diskussion med postledelsen, der afgjorde spørgsmålet med en skrivelse af 9. december 1991. Skrivelsen fremlægges (...). Informationen til mødedeltagerne om, at salgschefen og kredspostmesteren deltog som generaldirektoratets repræsentanter i mødet hidrørte fra generaldirektoratets egen formulering."

Kredspostmester (B) afgav forklaring om forholdet den 26. februar 1992. I forhørsprotokollen hedder det herom bl.a. følgende

"- At mødet med erhvervslivet i (X) den 10.12.1991 havde til formål at orientere om forskellige serviceforbedringer i (X). Disse forbedringer var tilvejebragt i et projektarbejde med deltagelse af repræsentanter fra Generaldirektoratet, der skulle betale meromkostningerne.

...

Bl.a. fordi der var økonomi i sagen, ønskede Generaldirektoratet, at kredspostmesteren skulle deltage i informationsmødet med henblik på besvarelse af mulige spørgsmål af økonomisk rækkevidde. Endvidere at salgschefen skulle deltage og ikke blot salgskonsulenterne. Efter vidnets opfattelse fordi mødet var for meget store erhvervskunder. (A) modsatte sig under de forudgående drøftelser den af Generaldirektoratet ønskede repræsentation. Endnu dagen før mødet ville han ikke tage endelig stilling til, hvorvidt han ville møde op, men ønskede at sove på det. På mødedagen om morgenen accepterede han at møde. På mødet præsenteredes de to som Generaldirektoratets repræsentanter ved bordkort, hvoraf vidnets eget vedlægges i kopi (...)."

De afgav Deres afsluttende forklaring om forholdet den 24. april 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen følgende

"Om mødet med erhvervslivet den 10. december 1991 forklarer (A), at der indtil midten af november ikke herskede nogen tvivl om, at mødet skulle være af lokal (X)-karakter.

Den 21. november 1991 resulterede et møde om tilrettelæggelsen i et beslutningsreferat, som fremlægges (...). Nogle dage efter denne beslutning henvendte postinspektør (F) sig telefonisk og gav udtryk for, at kredspostmesteren og salgschefen burde deltage i mødet med erhvervslederne. Dette frarådede afhørte, og (F) ville så sende et brev om det samme, som han ville bede afhørte kommentere skriftligt. I den skriftlige kommentar frarådede afhørte fortsat med henvisning til, at det efter hans vurdering ikke ville fremme mødets formål, der var at skaffe goodwill for Postvæsenet, at de to deltog. Han byggede sin vurdering på, men skrev ikke, at der havde været utilfredshed hos erhvervslederne med (X's) placering i (Z) Postkreds, og at der var indsendt skriftlige protester til Generaldirektoratet herom.

Dagen før mødet med erhvervslivet blev afhørte opsøgt af postinspektør (F) og kredspostmesteren i samme anledning. Da han fastholdt sin opfattelse om mødedeltagelsen, sluttede samtalen med, at (F) udleverede det fremlagte bilag 4. Afhørte tog forbehold med hensyn til sin mødedeltagelse, idet han ville sove på spørgsmålet.

Hans overvejelser gik på, om det ville være bedst for mødets formål, om han besluttede sig for en "diplomatisk forkølelse". Han afviser i denne forbindelse på noget tidspunkt, således som forklaret af vidnet (G), at have udtalt, at han i givet fald ville gå hjem.

På mødet med erhvervslederne, som han deltog i som mødeleder, præsenterede han ved velkomsten kredspostmesteren og salgschefen som repræsentanter for Generaldirektoratet i overensstemmelse med formuleringen i bilag 4. Bordkortet, hvis fremstilling han ikke selv havde direkte del i, fik tekst på samme grundlag. Han har ikke givet nogen instruktion til den, der lavede bordkortene."

2. I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet bl.a. følgende

"(A's) vedvarende og stærke modstand mod kredspostmesterens og salgschefens deltagelse i mødet med erhvervsledere må dog karakteriseres som en stærkt kritisabel adfærd, der som enkeltstående tilfælde bekræfter, at han ikke accepterer salgschefen i sit område. (A's) påberåbelse af at have handlet ud fra et hensyn til mødets formål må tilbagevises, idet en sådan udtalelse om hensyntagen til virksomheden ikke forenes med, at han som lokal chef selv påtænkte og talte om at blive væk fra mødet. Hans udholdende og indædte modstand anses at være udtryk for, at personlige interesser tog overhånd.

Uanset Postledelsens ordvalg ved afgørelsen af den interne uenighed om mødedeltagere må også (A's) præsentation af disse karakteriseres som kritisabel. Han burde med sin baggrundsviden og som erfaren leder have undgået en forudseelig, klar risiko for at stille interne stridigheder i Postvæsenet til skue i en forsamling af lokale erhvervsledere. Præsentationen må endvidere karakteriseres som en provokation over for kredspostmesteren og salgschefen."

3. I advokat (C's) bisidderindlæg af 19. maj 1992 er forholdet omtalt (...) Advokat (C) fremhævede bl.a., at Deres præsentation af kredspostmesteren og salgschefen var i overensstemmelse med generaldirektoratets skrivelse af 9. december 1991 til (Z) Postkontor.

Den nævnte skrivelse (...) lyder i sin helhed således

"Til mødet med erhvervskunder tirsdag den 10. december 1991, kl. 17.00, skal der bl.a. drøftes service- og kvalitetsforhold til disse erhvervskunder, ligesom det forventes at dialogprojektet vil blive berørt. Herudover forventes det, at der fra erhvervskunderne vil blive rejst spørgsmål af generel karakter.

Med henblik på at kunne besvare ovennævnte spørgsmål skal Postledelsen anmode om, at salgschef (E) og kredspostmester (B) deltager som generaldirektoratets repræsentanter."

Forholdet er i øvrigt omtalt (...) i advokat (C's) partshøringsindlæg af 27. oktober 1992.

4. I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994 hedder det bl.a. følgende

" Møde med erhvervslivet 10. december 1991

Generaldirektoratet bestrider, at (A) har haft saglige grunde for kun at ønske (X) Postkontor repræsenteret på mødet.

En sådan begrænset repræsentation ville stå i åbenlys modsætning til arbejdet med at få etableret en salgsorganisation for postkredsen som helhed. Tilsvarende arbejde foregik i landets øvrige postkredse, og der var ingen begrundelse for, at (X) Postkontor skulle indtage en særstilling i (Z) Postkreds.

Beslutningen om at lade kredspostmester (B) fremstå som repræsentant for Generaldirektoratet må ses dels på baggrund af (A's) vedholdende modstand mod hans deltagelse af andre fra kredsen og dels som en måske mindre velovervejet "nødløsning" i en situation med tidspres."

5. Til det anførte skal jeg bemærke følgende

a) Således som det tjenstlige forhør blev afholdt, kan spørgsmålet om, hvorvidt De i forbindelse med mødet den 10. december 1991 begik tjenesteforseelser, deles i to: dels spørgsmålet om, hvorvidt De under de forudgående drøftelser om, hvem der skulle deltage i mødet, handlede i strid med Deres tjenstlige pligter, dels spørgsmålet om, hvorvidt De under selve mødet begik tjenesteforseelser.

Generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 er imidlertid alene begrundet med det forhold, at De under mødet unødigt stillede "interne kompetenceproblemer på markedsområdet til skue for Postvæsenets kunder".

Det er derfor alene dette forhold, jeg skal tage stilling til. Af samme grund må jeg anse de to første afsnit i den ovenfor citerede passus fra generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994 for irrelevante.

Som sagen foreligger, skulle Deres tjenesteforseelse herefter alene bestå i, at De ved mødets indledning over for gæsterne præsenterede kredspostmester (B) og salgschef (E) som repræsentanter for generaldirektoratet.

b) I generaldirektoratets skrivelse af 9. december 1991 til (Z) Postkontor hedder det som nævnt bl.a. følgende

"Med henblik på at kunne besvare ovennævnte spørgsmål skal Postledelsen anmode om, at salgschef (E) og kredspostmester (B) deltager som generaldirektoratets repræsentanter. " (Min fremhævelse).

De præsenterede således kredspostmester (B) og salgschef (E) i overensstemmelse med den status, som de (i relation til det omhandlede møde) var tillagt af generaldirektoratet selv. Der er ikke fremlagt oplysninger om, at De i øvrigt skulle have foretaget præsentationen på en illoyal måde.

Under disse omstændigheder må jeg stille mig uforstående over for, at generaldirektoratet har betragtet det omhandlede forhold som en tjenesteforseelse.

c) Besættelse af personalechefstillingen.

Det fremgår af generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993, at Deres tjenesteforseelse på dette punkt består i, at De "over for Generaldirektoratet har fremstillet en sag om at oprette en personalechefstilling som uafklaret, selv om postkredsen havde behandlet sagen og truffet afgørelse".

Forholdet drejer sig om en skrivelse, som De den 25. november 1991 sendte til generaldirektoratet (...). Skrivelsen lyder i sin helhed således

"I tilslutning til drøftelserne på Postmestermødet den 10. f.m. fremsendes vedlagt mine kommentarer til forsøget.

Endvidere fremsendes kopi af stillingsbeskrivelsen for den "Personalechef", som (Z) postkontor i givet fald ønsker at ansætte.

Som det fremgår, vil jeg fraråde, at forsøget fortsættes - endsige at det gøres permanent. Kan der ikke opnås enighed om noget nyt, vil jeg foreslå, at man går tilbage til procedurerne før 1991, indtil der findes en mere holdbar og langsigtet løsning.

Jeg står meget gerne til rådighed for en mundtlig uddybning af synspunkterne."

Den kopi af stillingsbeskrivelsen, som De medsendte, havde De påført ordet "forslag".

1. De afgav første gang forklaring om forholdet den 12. februar 1992. De var dog ikke inde på spørgsmålet om vildledning af generaldirektoratet.

Kredspostmester (B) afgav første gang forklaring om forholdet den 26. februar 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen bl.a. følgende

"Vedrørende forhold 2 (spørgsmålet om ansættelse af en personalechef) forklares, at postkredsen i efteråret 1991 besluttede at ville ansætte en personalechef. Der var enighed i kredsledelsen herom med undtagelse af (A), der tilkendegav, at han ville lægge et notat frem i kredssamarbejdsudvalget.

...

I stedet skrev (A) et brev, som han indsendte til Generaldirektoratet uden om kredsledelsen, hvis medlemmer han forsynede med en kopi.

...

Han tillod sig endvidere at vedlægge den stillingsbeskrivelse for personalechefen, som postkredsen havde godkendt, idet han ved en overskrift betegnede stillingsbeskrivelsen som et forslag. Han udtrykte sig endvidere i strid med kendsgerningerne således i brevet, at det ikke fremgik, at beslutning var taget i kredsledelsen.".

Postmester (H), (Ø) Postkontor, afgav forklaring om forholdet den 3. marts 1992. Af forhørsprotokollen fremgår det bl.a., at (H), da han modtog en kopi af Deres skrivelse til generaldirektoratet, ikke hæftede sig ved, at De havde sendt stillingsbetegnelsen med påtegningen "forslag" til generaldirektoratet. (H) forklarede endvidere, "at han mener, at beslutningen om oprettelsen af personalechefstillingen var truffet forud i kredsledelsen.".

Postmester (I), (Å) Postkontor, afgav forklaring den 16. marts 1992. I forhørsprotokollen hedder det herom bl.a. følgende

"- At vidnet ikke erindrer indholdet af drøftelser i kredsledelsen om oprettelsen af en personalechefstilling, herunder således heller ikke udtalelser herimod fra (A) eller udtalelser om, at (A) ville skrive i sagen."

De afgav Deres afsluttende forklaring om forholdet den 24. april 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen følgende

"Om forsøget med delegeringen af personalechefadministrative opgaver samt oprettelsen af en personalechefstilling i postkredsen forklarer (A), at emnet var på dagsordenen på et møde i kredsledelsen i begyndelsen af november. På mødet markerede han en afvigende opfattelse i forhold til de øvrige mødedeltagere, og på opfordring af postmester (I) accepterede han ikke at tage ordet på det forestående samarbejdsudvalgsmøde i kredsen for derved at undgå at tilkendegive en uenighed på ledelsessiden. I forbindelse med accepten tilkendegav han, at han så ville skrive, hvortil kredspostmesteren bemærkede, "så under du os vel en kopi". Hertil svarede han selvfølgelig.

I den skriftlige redegørelse til Generaldirektoratet om erfaringerne fra forsøget bestræbte han sig på at være generel og overordnet. På spørgsmål om, hvorfor han også inddrog ansættelsen af en personalechef i henvendelsen, svarer han, at alle har været klar over, at der er nøje sammenhæng mellem delegeringen og etablering af en personalefunktion i postkredsene. Han har ikke under drøftelserne om en personalechef registreret, at beslutning herom blev truffet, og han er sikker på, at han ville have været opmærksom på dette forhold allerede af den grund, at det må være usædvanligt, at en beslutning træffes, før forsøget er afsluttet."

Kredspostmester (B) afgav på ny forklaring om forholdet den 29. april 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen bl.a. følgende

"Vidnet udspørges af bisidderen vedrørende sagen om delegering af personalesager samt oprettelse af en personalechefstilling. Af vidnets forklaring fremgår, at han traf beslutning om oprettelsen af personalechefstillingen på et møde i kredsledelsen den 8. november 1991.

...

Vidnet bekræfter, at beslutningen om at ansætte en personalechef blev truffet, inden Generaldirektoratet havde afsluttet forsøget med delegering, men tilføjer, at det var der ikke noget mærkeligt i, dels fordi resultatet kunne forudsiges, dels fordi alle andre postkredse end (Z) havde en personalechef. Han lod sig også påvirke af, at personaleorganisationen havde efterlyst oprettelse af en personalechefstilling med henvisning til, at de andre postkredse havde en sådan.

...

På spørgsmål, om det ikke har været meget naturligt, at (A) i henvendelsen til Generaldirektoratet skrev både om delegeringsforsøget og oprettelsen af en personalechefstilling, svarer vidnet "at han ikke fatter, at (A) ikke respekterede, at beslutningen om at ansætte en personalechef var truffet"."

I den afsluttende afhøring af Dem, der blev foretaget den 29. april 1992, kom man ikke ind på kredspostmester (B's) ovenstående forklaring.

2. I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet bl.a. følgende

"I kredspostmesterens redegørelse (...) er som et andet konkret eksempel på oplevet illoyal adfærd omtalt en skriftlig henvendelse fra (A) til Postledelsen. Henvendelsen er af kredspostmesteren blevet opfattet som et forsøg på at lægge hindringer i vejen for gennemførelsen af postkredsens beslutning om ansættelse af en personalechef.

Henvendelsen er dokumenteret ved fremlæggelse af et brev til Postledelsen, dateret 25. november 1991 om delegeringsforsøg vedrørende visse personaleadministrative opgaver (...). Det fremgår heraf, at (A) ved sin kommentering af delegeringsforsøget benyttede lejligheden til samtidig at henlede opmærksomheden på personalechefen, "som (Z) Postkontor i givet fald ønsker at ansætte". Endvidere medsendte han stillingsbeskrivelsen for personalechefen, som han havde påtegnet "Forslag".

...

(A's) adfærd gennem dette sagsforløb må på flere punkter karakteriseres som kritisabel, og den er meget langt fra at være en efterlevelse af det pålæg om at ændre adfærd, som vicegeneraldirektøren gav ham skriftligt den 5. juli 1990 (...)."

3. I advokat (C's) bisidderindlæg af 19. maj 1992 hedder det om forholdet bl.a. følgende

"(A) skrev direkte til Generaldirektoratet den 25. november 1991.

Han har nærmere om skrivelsens karakter forklaret, at han bestræbte sig på at være generel og overordnet. På spørgsmålet, om hvorfor han også inddrog ansættelsen af en personalechef i henvendelsen til generaldirektoratet, svarede (A), "at alle har været klar over, at der er nøje sammenhæng mellem delegeringen og etableringen af en personalefunktion i postkredsene. Han har ikke under drøftelserne om en personalechef registreret, at beslutning herom blev truffet, og han er sikker på, at han ville have været opmærksom på dette forhold alene af den grund, at det må være usædvanligt, at en beslutning træffes, før forsøget er afsluttet"."

I advokat (C's) partshøringsindlæg af 27. oktober 1992 hedder det om forholdet bl.a. følgende

"Det gøres på (A's) vegne gældende, at der ingenlunde er tale om en tjenesteforseelse her. Jeg henviser til det meget markante forhold, at kredspostmester (B), (...) har forklaret, at (A) "accepterede indvendingen og tilkendegav, at så ville han skrive til Generaldirektoratet". Herefter huskede (B) ikke sit eget ordvalg, men har forklaret, at han udmærket kan have sagt "så under du os vel en kopi". (B) erindrer, at (A) hertil svarede "selvfølgelig".

Med blandt andet dette forudgående forløb, kan (A's) fremgangsmåde ikke karakteriseres som en tjenesteforseelse hvorved bemærkes, at han også på anden vis havde vist sin uenighed, vist han ville skrive til Generaldirektoratet og blot har argumenteret sagligt. Han var ikke klar over, at der var truffet beslutning af kredspostmesteren og har således handlet i god tro, jf. herved (A's) forklaring til protokollen.

Denne hans opfattelse underbygges da også af det selvfølgelige og naturlige i, at der ikke træffes en sådan beslutning førend udløbet af forsøgsperioden, der jo gik til 31. december 1991."

4. I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994 hedder det om forholdet bl.a. følgende

" Personalechefstillingen

Generaldirektoratet bestrider, at (A) skulle være uvidende om, at kredsledelsen havde besluttet at oprette en stilling i kredsen som personalechef.

Der var intet til hinder for, at kredsledelsen kunne træffe denne beslutning inden udløbet af forsøgsperioden. Spørgsmålet om oprettelse af stillingen blev drøftet på et møde i kredsledelsen med (A's) deltagelse, og han har derfor ikke haft rimelig grund til at antage, at beslutningen ikke var endelig. Det er på denne baggrund, man skal se (A's) tilføjelse på stillingsbeskrivelsen af ordet "forslag"."

5. Til det anførte skal jeg bemærke følgende

a) I Deres skrivelse af 25. november 1991 til generaldirektoratet hedder det som nævnt bl.a. således

"Endvidere fremsendes kopi af stillingsbeskrivelsen for den "Personalechef", som (Z) postkontor i givet fald ønsker at ansætte."

Deres tjenesteforseelse består efter generaldirektoratets opfattelse i, at De med denne formulering - og ved at påtegne stillingsbeskrivelsen ordet "forslag" - bibragte generaldirektoratet det indtryk, at der endnu ikke var truffet beslutning om oprettelse af en personalechefstilling. Jeg lægger herved til grund, at postkredsen på egen hånd har kunnet træffe en sådan beslutning.

Endvidere må jeg lægge til grund, at en beslutning om oprettelse af en stilling som personalechef faktisk blev truffet den 8. november 1991. En række af de afhørte vidner har ganske vist ikke nogen nærmere erindring herom, men kredspostmester (B) har klart givet udtryk for, at en sådan beslutning blev truffet. Ingen af vidnerne - heller ikke De selv - har modsagt ham.

b) Der er ikke tvivl om, at det forhold, at en tjenestemand - med den fornødne tilregnelse - meddeler sine foresatte urigtige oplysninger, efter omstændighederne kan have karakter af en tjenesteforseelse.

I den foreliggende sag - hvor den urigtige oplysning er meddelt på en meget indirekte måde, og hvor jeg må antage, at oplysningen har været ganske uden betydning for generaldirektoratet - må jeg imidlertid stille mig noget tvivlende over for, om der objektivt bedømt er tale om en tjenesteforseelse i tjenestemandslovens forstand.

c) Hertil kommer - hvad der i sig selv er afgørende - at tjenestemandslovens tilregnelseskrav ikke på det foreliggende grundlag kan antages at være opfyldt.

De har ikke bestridt, at der den 8. november 1991 faktisk blev truffet en afgørelse af det omhandlede indhold. Men De har oplyst, at De ikke var bekendt hermed, og at den urigtige oplysning til generaldirektoratet derfor er afgivet i god tro. Til støtte herfor har De (advokat (C)) anført, at det ville være unaturligt - omend åbenbart muligt - at træffe en sådan beslutning inden udløbet af forsøgsperioden vedrørende delegation af personaleadministrative opgaver. De er derfor overbevist om, at De ville have husket beslutningen, hvis De havde været opmærksom på, at den var blevet truffet.

For en umiddelbar betragtning kan denne forklaring ikke afvises; herved henviser jeg også til, at postmester (I) efter sin forklaring heller intet erindrer om indholdet af de pågældende drøftelser. Ligeledes bemærker jeg, at kredspostmester (B) ved skrivelse af 13. december 1991 anmodede postmestrene (K), (I) og (H) om deres bemærkninger til Deres skrivelse af 25. november 1991 med bilag. Ingen af postmestrene har i deres svar (...) kommenteret den omhandlede bemærkning i Deres skrivelse.

d) I hvert fald under disse omstændigheder ville det ikke være forsvarligt at lægge til grund, at De har afgivet den urigtige oplysning med fornøden tilregnelse, før der - om muligt - havde været tilvejebragt mere præcise oplysninger om, under hvilke omstændigheder beslutningen den 8. november 1991 var truffet. Generaldirektoratet har imidlertid ikke søgt at belyse dette spørgsmål nærmere.

På denne baggrund er det min opfattelse, at generaldirektoratet ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for at antage, at tjenestemandslovens tilregnelseskrav har været opfyldt i det foreliggende tilfælde. Som nævnt ovenfor må jeg tilmed anse det for tvivlsomt, om der i givet fald overhovedet ville være tale om en tjenesteforseelse i lovens forstand.

d) Røveriepisoden den 2. januar 1992.

Deres tjenesteforseelse på dette punkt består ifølge generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 i, at De "unødigt har stillet meningsforskelle mellem Dem selv og kredspostmesteren til skue over for medarbejderne i forbindelse med opfølgningen på en røveriepisode".

Baggrunden for det omhandlede forhold er, at der den 2. januar 1992 blev begået et røveri mod postkontor (W), som - må jeg lægge til grund - hører under (X) Postkontor. I den anledning bad kredspostmester (B), der havde læst om røveriet i pressen, Dem ved skrivelse af 6. januar 1992 (...) om en nærmere redegørelse.

De besvarede kredspostmesterens skrivelse den 9. januar 1992 (...). De anførte følgende

"Der var fire ekspeditionskasser i brug ved røveriet.

En del af kontanterne var midlertidigt placeret i aflåste skuffer under ekspeditionspladserne.

En enkelt af medarbejderne har ikke overholdt de sikkerhedsmæssige forskrifter. Under de nu foreliggende omstændigheder er påtale sket allerede nu.".

1. Det omhandlede forhold - der ikke er omtalt i generaldirektorates skrivelse af 4. februar 1992 til auditøren - kom under det tjenstlige forhør frem som følge af kundesektionsleder (L's) forklaring den 23. marts 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen følgende

"- At vidnet ikke har oplevet postmesteren bagtale kredspostkontoret eller kredspostmesteren, men ofte bemærket postmesterens negative indstilling over for disse. I ét tilfælde efter et røveri ved (W), hvor der konstateredes at have været for mange kontanter i en ekspeditionskasse, drøftede vidnet efterfølgende med postmesteren en disciplinær sanktion over for pågældende ekspedient. Postmesteren var imod og mente, at sanktionen skulle være kollektiv. Som det normale, når postmesteren selv havde deltaget i efterfølgende undersøgelser, ville han selv sørge for indberetning. Fra kredspostmesteren indgik til postmesteren et brev med forskellige spørgsmål om omstændighederne ved røveriet m.v. Postmesteren besøgte (W) medbringende dette brev, som efterfølgende affødte nogle bemærkninger fra medarbejdere ved posthuset pr. telefon til vidnet. Det er vidnets opfattelse, at dette brev efter sit indhold ikke skulle have været fremlagt for de implicerede medarbejdere. Hvis dette ikke var sket, ville brevets indhold heller ikke have kunnet omtales på et senere fagligt møde, som vidnet deltog i, og hvor den medarbejder, der havde fået påtale, udtalte "hvad er det for skid til kredspostmester, der sender sådanne breve ud, når vi har været udsat for røveri"."

Kredspostmester (B) afgav første gang forklaring om forholdet den 31. marts 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen følgende

"Om røveriet på (W) den 2. januar 1992 forklarer vidnet, at han gennem fjernsynet blev opmærksom på, at der var røvet 287.500 kr. I tiden forud var sikkerhedsproblemer og opprioritering på dette område blevet drøftet på møder i kredsledelsen. Da vidnet ikke modtog nogen orientering fra (X) Postkontor, skrev han den 6. januar et brev til (A), hvori han udbad sig en redegørelse senest den 10. januar. Vidnet har modtaget svar den 9. januar 1992. ..."

De afgav forklaring om forholdet den 8. april 1992. Herom hedder det i forhørsprotokollen bl.a. følgende

"Med henvisning til (L's) vidneforklaring vedrørende røveriet på (W) forklarer (A), at han undredes, da han den 7. januar om morgenen modtog kredspostmesterens skriftlige anmodning om en redegørelse. Han undredes, fordi postkredsen aldrig nogensinde tidligere havde været involveret i sådanne sager fra (X's) område, heller ikke i et meget stort røveri i (U) 2 måneder forinden. På dagen for røveriet havde han været på (W) og der talt med en grædende, chokeret medarbejder, der også havde spurgt til følgerne. Han havde sagt til hende, at hun ikke ville slippe for en opfølgning, men at man ville vende tilbage til dette, når begivenheden var kommet på passende afstand. Selv om han ikke fandt denne afstand tilstrækkelig stor allerede ved kredspostmesterens henvendelse, besluttede han sig for at fremskynde den disciplinære opfølgning, idet han gjorde sig en forestilling om, at dette forhold ellers kunne blive brugt imod ham selv.

...

Det er rigtigt, at han ved den disciplinære opfølgning viste kredspostmesterens brev til bestyreren og vedkommende medarbejder. Det skete som forklaring på, at han ikke opfyldte sit løfte om at komme i passende afstand, men samtidig søgte han at berolige de pågældende ved at bemærke "men hvad, vi skal jo have det overstået på et tidspunkt".

Orientering til Driftsstyringskontoret telefonisk hurtigst muligt efter røveriet er sket som foreskrevet."

Kredspostmester (B) afgav sin afsluttende forklaring om røveriepisoden den 29. april 1992. Forklaringen indeholder dog intet af interesse for det forhold, som generaldirektoratet har anset som en tjenesteforseelse.

2. I auditørens indstilling af 3. juli 1992 hedder det om forholdet bl.a. følgende

"Inden besvarelsen (af kredspostmester (B's) skrivelse af 6. januar 1992) havde (A) fremvist kredspostmesterens brev for personalet på (W). Et vidne (L) forklarede, at fremvisningen af brevet fremkaldte personalets stærke vrede mod kredspostmesteren. Vidnet anså fremvisningen som en forkert handling fra (A's) side.

...

Forevisningen af kredspostmesterens brev for personalet på (W) må anses for dårlig begrundet og forekommer at være illoyal. Det lægges til grund, at kredspostmesteren med en rimelig forklaring utvivlsomt ville have accepteret en tidsmæssig adskillelse af den sikkerhedsmæssige og disciplinære opfølgning. (A's) svar på kredspostmesterens anmodning om en redegørelse må ved sin form karakteriseres som en fornærmelse."

3. I sit bisidderindlæg af 19. maj 1992 anførte advokat (C), at der ikke er peget på noget forhold, der kan have karakter af en tjenesteforseelse.

Advokat (C) gentog dette synspunkt i sit partshøringsindlæg af 27. oktober 1992. I dette indlæg gjorde han endvidere gældende, at forholdet under alle omstændigheder måtte lades ude af betragtning, da det ikke var nævnt i generaldirektoratets skrivelse af 4. februar 1992 til Auditørfunktionen.

4. I generaldirektoratets supplerende udtalelse af 11. marts 1994 hedder det om det omhandlede forhold følgende

" Røveriepisoden

Advokat (C) finder, at røveriepisoden ikke er inddraget i "anklagen" mod (A), og at der må ses bort fra forholdet.

Generaldirektoratet deler ikke denne opfattelse. Omstændighederne i forbindelse med røveriepisoden er ikke optaget som et selvstændigt anklagepunkt, men er indgået i sagen som et blandt flere eksempler til belysning af den illoyale adfærd i forhold til kredsledelsen og Postvæsenet. Episoden kommer derved til at indgå i forhøret og sagen på samme måde som enhver anden bevislighed, hvortil (A) har kunnet forholde sig under sagen. Sagens akter viser da også, at (A) har forholdt sig konkret til røveriepisoden og omstændighederne i forbindelse dermed.

Det er Generaldirektoratets vurdering af de ovennævnte forhold, at de er udtryk for illoyal adfærd fra (A's) side. Forholdene må karakteriseres som tjenesteforseelser, og der er intet grundlag for at antage, at (A) har handlet i god tro. (A) vurderes at have været ganske bevidst i sin adfærd."

5. Til det anførte skal jeg bemærke følgende

Generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 må forstås således, at Deres tjenesteforseelse består i, at De under et besøg på postkontor (W) fremviste kredspostmester (B's) skrivelse af 6. januar 1992 for kontorets bestyrer og for den medarbejder, der havde været udsat for røveriet.

a) Det er korrekt, at forholdet vedrørende røveriet ikke er indeholdt i generaldirektoratets skrivelse af 30. januar 1992 til Dem ("åbningsskrivelsen", jf. tjenestemandslovens § 20). Forholdet er heller ikke omtalt i bilagene til denne skrivelse.

Forholdet kom i stedet frem under afhøringen af kundesektionsleder (L) den 23. marts 1992. Senere afgav kredspostmester (B) forklaring om forholdet. De havde ved afhøringen den 8. april 1992 lejlighed til at forholde Dem til de afgivne forklaringer.

Generaldirektoratet tilkendegav i skrivelsen af 22. oktober 1992 til advokat (C), at man ville betragte det omhandlede forhold som en tjenesteforseelse. Advokat (C) havde således lejlighed til i partshøringsindlægget af 27. oktober 1992 at fremføre sine synspunkter vedrørende dette forhold.

Under disse omstændigheder kan jeg ikke kritisere, at generaldirektoratet har ment at kunne tage det omhandlede forhold med i betragtning ved sine overvejelser om, hvorvidt De havde gjort Dem skyldig i tjenesteforseelser. Jeg henviser herved til princippet i tjenestemandslovens § 24, 3. pkt., og til en sag, der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s. 92ff.

b) Spørgsmålet er herefter, om der foreligger en tjenesteforseelse.

Efter Deres forklaring - som er ubestridt - tilkendegav De ved Deres besøg på postkontor (W) den 2. januar 1992 (den dag, røveriet havde fundet sted) over for den pågældende medarbejder, at der ville finde en opfølgning sted, når "begivenheden var kommet på passende afstand". Ved modtagelsen af kredspostmesterens skrivelse af 6. januar 1992 bestemte De Dem imidlertid til omgående at iværksætte den tjenstlige undersøgelse, da De frygtede, at "dette forhold ellers kunne blive brugt imod (Dem) selv".

Dette var efter Deres - fortsat ubestridte - forklaring baggrunden for, at De foreviste kredspostmesterens skrivelse for bestyreren og den pågældende medarbejder: som en forklaring på, at De - i modstrid med, hvad De tidligere havde tilkendegivet - havde bestemt Dem til allerede nu at gennemføre den tjenstlige undersøgelse.

c) Kredspostmester (B's) skrivelse af 6. januar 1992 til Dem lyder i sin helhed således

"Gennem pressen har jeg erfaret det triste, at (X) igen har været ramt af et alvorligt røveri, og man kan læse, at der har været et udbytte på godt 287.000 kr.

Jeg har også bragt i erfaring at røveren selv tog af kassen. Det er altid en ubehagelig oplevelse for de medarbejdere det går ud over, men jeg ved også at relevante medarbejdere er under behandling af psykolog.

Umiddelbart rejser sig det spørgsmål - hvorfor er der så mange penge liggende i ekspeditionskasserne, specielt når det mange gange er indskærpet over for kundeekspedienterne, at større beløb i kontanter skal opbevares i pengeskabet.

Jeg skal derfor udbede mig oplyst, hvor mange ekspeditionskasser der var i brug ved røveriet, - hvilke forholdsregler der er truffet som følge af røveri af de mange kontanter, og hvilke påtaler (eller disciplinære skridt) der er sket over for medarbejdere, der i givet fald har tilsidesat de sikkerhedsmæssige forskrifter.

Redegørelsen udbedes senest fredag den 10. januar 1992."

Kredspostmester (B) har ikke under forhøret givet udtryk for utilfredshed med, at De fremviste skrivelsen på postkontoret. Der foreligger ej heller oplysninger om, at den berørte medarbejder skulle have tilkendegivet, at De ikke burde have forevist skrivelsen.

Indholdet af kredspostmesterens skrivelse indebærer efter min opfattelse på ingen måde, at De burde iagttage særlig tavshed med hensyn til skrivelsen. Den eneste oplysning i skrivelsen, der eventuelt kunne siges at være af fortrolig karakter, er bemærkningen om, at den berørte medarbejder var under psykologisk behandling; det fremgår imidlertid klart, at baggrunden for denne behandling alene var røveriet.

d) Under disse omstændigheder - og under hensyn til, at De som nævnt fremviste skrivelsen som en forklaring på Deres beslutning om allerede nu at gennemføre den tjenstlige undersøgelse - må jeg stille mig uforstående over for, at generaldirektoratet har anset det omhandlede forhold for en tjenesteforseelse.

4. Sammenfatningsvis skal jeg herefter udtale, at generaldirektoratets afgørelse af 8. januar 1993 efter min opfattelse må anses for ugyldig; de forhold, som afgørelsen hviler på, har ikke karakter af tjenesteforseelser.

På denne baggrund har jeg i dag over for generaldirektoratet henstillet, at man annullerer afgørelsen af 8. januar 1993. Jeg har samtidig udbedt mig underretning om, hvad man herefter agter at foretage sig over for Dem.

..."

NOTER (*1) Jf. FOB 1990, s. 359, FOB 1984, s. 92ff, UFR 1991, s. 973ff.

Udtalelser 1994 383 Valid

Resumé

A, der var postmester i X, blev af kredspostmester B indberettet til Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet (P&T) for illoyal varetagelse af sin tjeneste. P&T besluttede herefter at iværksætte en disciplinærundersøgelse i medfør af tjenestemandslovens kapitel 4. Det tjenstlige forhør blev varetaget af P&T's auditørfunktion der på en række punkter fandt, at A havde handlet illoyalt og kritisabelt. På den baggrund traf P&T afgørelse om - som en disciplinær straf - at forflytte A til tjeneste i generaldirektoratet, jf. tjenestemandslovens § 24.

Ombudsmanden anså det for en fejl at P&T ikke i afgørelsen havde taget stilling til de synspunkter, som A's bisidder havde fremført i sine indlæg.

Et af de forhold som P&T's afgørelse hvilede på, var ikke nævnt i "åbningsskrivelsen", jf. tjenestemandslovens § 20. A havde imidlertid haft lejlighed til fuldt ud at tage stilling til forholdet under forhørene, og A's bisidder havde under partshøringsfasen udtalt sig om forholdet. På denne baggrund kunne ombudsmanden ikke kritisere at P&T havde inddraget forholdet i sine overvejelser om, hvorvidt A havde gjort sig skyldig i tjenesteforseelser.

Efter en gennemgang af omstændighederne vedrørende hvert af de 4 forhold som P&T's afgørelse hvilede på, udtalte ombudsmanden at de nævnte forhold ikke efter hans opfattelse havde karakter af tjenesteforseelser og at P&T's afgørelse derfor måtte anses for ugyldig. Ombudsmanden henstillede til P&T at annullere afgørelsen. (J. nr. 1993-1709-812)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →