Afskedigelse fra DSB. Afgrænsning af "tjenesteforseelse" - proportionalitet - partshøring.

Afskedigelse fra DSB. Afgrænsning af "tjenesteforseelse" - proportionalitet - partshøring.

A, der var ansat som tjenestemand ved DSB, klagede til mig over at han var blevet afskediget.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger at A den 1. april 1976 blev ansat som tjenestemand ved DSB. Han var uddannet svejser, og var beskæftiget som overbanehåndværker ved centralværkstedet på banegården i X-by.

A blev afskediget ved brev af 8. april 1991 med opsat pension. Baggrunden for afskedigelsen var to disciplinærsager.

1. sag

I juni-juli 1988 blev A af sin foresatte pålagt at reparere et sporskifte. A nægtede at udføre arbejdet på den måde han fik besked på, under henvisning til at fremgangsmåden ville virke skadende for hans helbred. Ordren blev gentaget flere gange, senest den 29. juli 1988. Da A fortsat nægtede at udføre arbejdet, blev han indkaldt til tjenstlig afhøring den 1. august 1988. A mødte til afhøringen, men nægtede at udtale sig med henvisning til at det ikke havde været muligt for ham med så kort varsel at stille med en bisidder.

Sagen blev forelagt for Generaldirektoratet for DSB som i et brev af 13. september 1988 meddelte A følgende

"...

Det er helt uacceptabel(t), at De nægter at efterkomme en tjenstlig ordre og at De nægter at deltage i en tjenstlig afhøring.

De har ved Deres handlemåde overtrådt bestemmelserne i Aftalehåndbogens afsnit 2.6.1, side 5 og i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser" side 6 (Medarbejdernes forhold til lederne). Endvidere har De overtrådt bestemmelserne i Aftalehåndbogens afsnit 2.6.1, side 6, hvorefter De under en tjenstlig afhøring har pligt til at udtale Dem om de faktiske forhold og iagttagelser i forbindelse med sagen. De har herved gjort Dem skyldig i tjenstlige forseelser, som vi må betragte alvorligt.

Da Deres tjenstlige forhold ikke tidligere har givet anledning til påtale herfra, har vi efter omstændighederne ment at kunne afslutte sagen med herved at tildele Dem en alvorlig irettesættelse.

Det indskærpes Dem fremtidig at efterkomme givne ordrer som foreskrevet i de ovennævnte bestemmelser, og det gøres Dem klart, at De herefter må påregne betydelig alvorligere disciplinær reaktion, hvis Deres tjenstlige forhold igen giver anledning til berettiget alvorlig kritik."

Efter at have modtaget brevet gjorde A indsigelser blandt andet mod den fremgangsmåde der var fulgt inden afgørelsen. Han bad endvidere om at reglerne om tjenesteforhør blev anvendt.

Med skrivelse af 8. marts 1990 sendte generaldirektoratet sagen til Auditøren under Trafikministeriet. Den 2. april 1990 afholdtes tjenesteforhør. Sigtelserne mod A omfattede dels vægring i sommeren 1988 ved at udføre reparationsarbejde, dels vægring ved at deltage og udtale sig under den tjenstlige afhøring den 1. august 1988. Auditøren aflagde i brev af 26. april 1990 til Generaldirektoratet for DSB rapport om forhøret. I rapporten anførtes bl.a.

"...

Som sagen foreligger oplyst, må det anses for godtgjort,

at ingen af sigtedes foresatte har gjort sig skyldige i tjenstlige forseelser,

at sigtede uden gyldig grund har nægtet at udføre det ham pålagte reparationsarbejde på et sporskifte på (banegården i X-by) i juni-juli måned 1988, og

at sigtede uden gyldig grund har nægtet at ville deltage i en tjenstlig afhøring den 1/8 1988 og udtale sig om de faktiske forhold vedrørende sagen.

Sigtede har herved gjort sig skyldig i tjenstlige forseelser. Som det fremgår, har sigtede - ud fra sin nuværende viden om gældende regler - erkendt sig skyldig i det sidstnævnte forhold.

Det bemærkes, at sigtede ikke har været beføjet til at nægte at udføre det omhandlede arbejde med henvisning til helbredsmæssige forhold. Han burde i stedet have tilvejebragt en lægeerklæring eller have sørget for, at spørgsmålet om arbejdsmetoden blev indbragt til behandling i sikkerhedsudvalget. Det tilføjes, at sigtede heller ikke har været beføjet til at betinge arbejdets udførelse af indkøb af bestemte materialer.

Umiddelbart kan man få det indtryk, at sagen er opstået, fordi sigtede har været uvidende om gældende regler. Det er imidlertid min opfattelse, at dette ikke er rigtigt. Dels er sigtede gruppeformand, og dels tyder meget på, at han har haft en fast tro på, at det ville være muligt for ham at bestemme, hvorledes arbejdet skulle udføres. Hertil kommer, at hele sagsforløbet klart viser, at sigtede har været ualmindelig lidt smidig.

Efter en samlet vurdering af sagen må jeg herefter konkludere, at den pågældende har gjort sig skyldig i meget alvorlige tjenstlige forseelser med tydeligt anstrøg af opsætsighed, og at der derfor for så vidt er grundlag for en betydelig hårdere disciplinær reaktion end den af generaldirektoratet anvendte. På grund af sagens specielle art vil jeg dog anse det for nogenlunde rimeligt, såfremt sagen afgøres som bestemt i generaldirektoratets brev af 13/9 1988.

..."

Herefter meddelte generaldirektoratet A i brev af 1. juni 1990 afgørelse i sagen. Generaldirektoratet refererede i brevet de ovenfor citerede dele af auditørens rapport. Herefter anførtes det

"...

Generaldirektoratet kan efter omstændighederne tilslutte sig auditørens konklusion, hvorefter den i generaldirektoratets brev af 13. september 1988 (...) trufne afgørelse i sagen fastholdes uændret.

Vi henviser specielt til brevets sidste afsnit, hvori det indskærpes dig fremtidig at efterkomme givne ordrer som foreskrevet, og hvori det understreges over for dig, at du herefter må påregne betydelig alvorligere disciplinær reaktion, hvis dine tjenstlige forhold igen giver anledning til berettiget alvorlig kritik."

2. sag

Den 31. oktober 1990 anmodede generaldirektoratet Auditøren under Trafikministeriet om en undersøgelse af bl.a. følgende forhold

"- opfordret "indlånt" svejsehold til at nedsætte arbejdspræstationerne (ultimo marts 1990), (1)

...

- utilstedelig optræden og truende adfærd over for banemesteren (9. oktober 1990), (2)

- undladt at efterkomme en tjenstlig ordre om at møde til tjenstlig afhøring den 11. oktober om ovennævnte forhold. (3)"

Det under (2) opregnede forhold rejstes ved indberetning af 9. oktober 1990. Indberetningen blev udfærdiget af baneingeniør B og indeholdt følgende

"Ovennævnte indberettes hermed for utilstedelig opførsel over for foresatte.

Der har d.d. været en større diskussion om hvorvidt at (A) har krav på at få stillet en mobiltelefon til rådighed, for at kunne varetage sit tillidsmandsarbejde. Alternativet til telefonen bliver, efter (A's) oplysninger, at han forlader arbejdsstedet for at foretage sine telefonopkald. Dette vil blive gjort uanset hvor på strækningen han er og uanset om han ligger i spærring eller ej.

Der vedlægges rapport over samtalen mellem (A) og bam (C)."

Den nævnte samtalerapport havde følgende ordlyd

"Kl. 8.30 kommer (A) og spørger om han kan låne en telefon med ud i marken da han skal ringe angående sit job som tillidsmand hvortil jeg svarer at det har vi ikke.

(A) siger at det har han krav på, ellers bliver han nødt til at gå midt i arbejdstiden selvom det er midt i en spærring.

Jeg svarer du kan kun forlade arbejdspladsen hvis det forud er aftalt med mig.

(A) siger så at kl. 10.00 skal han ringe og så vil han bare forlade arbejdsstedet fordi han har noget vigtigt at ringe om hvortil jeg siger det må kunne tilrettelægges så du kan ringe i den tid du ikke har spærring. Hvortil (A) siger at han kan ringe når det passer ham. Jeg siger til (A) at han ikke må forlade de spærringer der er lavet til ham."

Den 11. oktober 1990 foretoges tjenesteafhøring af to af A's overordnede. Banemester C, som havde udfærdiget det ovenfor citerede samtalenotat, oplyste følgende

"...

Bam bekræfter notatet af 09.10.1990 og forklarer herefter, at (A) ikke ville forklare hvad telefonsamtalen drejede sig om. Bam ville have tilbudt at komme ud med en mobiltelefon kl. 10.00 hvis (A) ville oplyse hvad telefonsamtalen drejede sig om. Bam meddelte (A) han ikke måtte forlade arbejdet under spærringen."

Baneformand D fik læst samtalenotatet op og bekræftede derpå indholdet. Han tilføjede at han meddelte A, at han ikke måtte forlade spærringen.

A blev også indkaldt til tjenesteafhøring den 11. oktober 1990, men udeblev. Baneregionen sendte i den anledning den 12. oktober 1990 følgende indberetning til banetjenesten

"På grundlag af bam. (C's) vedlagte rapport af 9. okt. 1990 over en samtale med obhvk (A), samt vedlagte indberetning fra bing. (B) af s.d. fandt BRK anledning til at foretage en tjenstlig afhøring af obhvk.

Foranlediget heraf tog obhvk telefonisk kontakt med sin kredsformand i DJ (E), oplyser sidstnævnte, og bad ham være bisidder under afhøringen.

(E) gav møde til det aftalte tidspunkt i BRK, hvor bing (...) skulle foretage afhøringen. Fremmødte var tillige aing. (...) og tinsp. (...), btj, samt bing (B), der alle skulle overvære afhøringen, som imidlertid ikke blev til noget fordi obhvk. udeblev. -

Herefter blev der, som vidner foretaget tjenstlige afhøringer af bam. (C) og bfm (D), som vedlægges.

Iøvrigt kan det oplyses, at bfm (D) under vidneafhøringen oplyste, at han om formiddagen d. 11. okt. 1990 på arbejdsstedet havde mindet obhvk om, at han skulle møde til tjenstlig afhøring i BRK kl. 13.00, hvilket var en tjenstlig ordre fra bing (B).

Hertil svarede obhvk, at når han havde fået en skriftlig arbejdsordre fra baneformanden ville han holde sig til den og mente så iøvrigt ikke, at der var mere at snakke om.

Endelig skal det oplyses, at da vidneafhøringen var afsluttet kl. 14.30 var obhvk stadig ikke mødt op, hvorefter det blev besluttet at opgive en tjenstlig afhøring af ham."

I et brev af 24. oktober 1990 til banetjenesten kommenterede A dels mobiltelefonsagen, dels hans udeblivelse fra den tjenstlige afhøring den 11. oktober 1990. A anførte

"Foranlediget af, at flere tillidsmands-/svejsekollegaer, har beklaget, at de aldrig kan komme i tlf. kontakt med mig, har jeg den 09.10.90. kl. ca. 8.15 henvendt mig til bam (C), for at låne en mobil tlf. med ud på arb.stedet.

(C) oplyste, at han ikke havde en ledig mobil tlf. Jeg oplyste, at jeg dagen før, på et SU møde, havde fået oplyst af gr.fm. (...) (GL), at Bing (B) havde forespurgt ham om han var interesseret i en mobil tlf., hvilket han havde afslået, da GL havde 5 mobil tlf., der dækkede strækningens behov.

I første omgang benægtede (C), men oplyste senere, at omtalte tlf. var blevet installeret i trolje 214. Jeg anmoder om at låne bings tlf., hvilket jeg før har fået lov til. Bingens tlf. var ikke til stede.

På dette tidspunkt blander bfm (D) sig i samtalen med en bemærkning om: "at fordi jeg er tillidsmand, har jeg ingen krav på en mobil tlf." Jeg giver ham ret i, at der ingen steder står skrevet, at tillidsmænd skal udstyres med mobil tlf., men at det i dette tilfælde kunne være en god løsning på et problem. Jeg kan på samme tid udføre mit arb. i sporet, samt varetage mit tillidsmandsarbejde. Det ville samtidig være muligt at komme i kontakt med svejsemesteren, når der opstår arb.mæssige problemer, hvilket der tit gør, på grund af ringe planlægning af svejsearb. Jeg oplyser at der er to bam der er sygemeldte, og anmoder om at låne den ene af deres. Dette bliver også afslået. Bfm (D) oplyser, at jeg er den eneste tillidsmand der har problemer med at udføre org.arb. uden en tlf. Jeg fortæller ham at alle andre DJ tillidsmænd i BRK, samt flere svejsehold er udstyret med mobil tlf.

Da jeg skal i marken og etablere en sporspærring, oplyser jeg bam (C), at jeg kl. 10.00 er nød(t) til at foretage en tlf.samtale med Arbejdstilsynet, hvorfor jeg måtte forlade arb.stedet. Bam (C) blev herefter meget ophidset, og udtalte, at det ikke nyttede at komme til ham, han havde ikke 18000 kr. til at købe en mobil tlf. til mig. Jeg måtte henvende mig til bing. Han mente jeg kunne tilrettelægge mit org.arb. uden for sporspærringer. Dertil svarede jeg, at det gjorde jeg normalt også, men når han arrangerer spærringer fra kl. 8.00 til kl. 15.00, så var det svært ikke at skulle foretage tlf.samtaler i spærringer. Han udtalte, at han ikke kunne acceptere at jeg forlod spærringer. Jeg tilkendegav, at det gjorde vi dagligt, når vi skulle på toilettet, som tit lå flere km væk fra arb.stedet. I øvrigt ville jeg rejse problemet i SU, jeg opfatter jeres indstilling som organisationsfjendsk.

Jeg er derfor noget overrasket, da bing (B) kl. ca. 13.30 henvender sig til mig i svejsedepotet, hvor han beklager sig over at jeg citat: "har lavet ballade over en tlf. jeg ville have udleveret i morges" citat slut. Han oplyste, at jeg i anledning af mine trusler om at forlade en sporspærring, skulle stille til tjenstlig afhøring i BRK torsdag kl. 13.00.

Torsdag kl. 7.45 efter at jeg har modtaget en skriftlig arb.ordre, henvender jeg mig til fung.bam (D), og oplyser ham om forhøret kl. 13.00. Jeg vil rette mig efter arb.ordren, og anmoder om en skriftlig annullering, hvis jeg skal forlade spærringen senere.

Kl. ca. 10.15 henvender (D) sig til mig på arb.stedet og meddeler at forhøret står ved magt. Jeg oplyser at arb. i sporet ikke kan blive færdigt, og at sporet vil forblive spærret til næste morgen. (D) udtaler, at han ikke kan vurdere mine oplysninger, men at bing ud fra arb.ordren mener jeg godt kan nå mit arb. Jeg forlanger at få dette skriftligt, da jeg forudser en ny indberetning, hvis det meste af godsbanegården er lukket, fordi (B) ønsker foretaget en afhøring over udtalelser om udlån af en mobil tlf.

Jeg hører ikke videre, hvorfor jeg fortsætter mit arbejde til vi er tilbage i depot kl. 13.45."

Den 27. november 1990 afholdtes tjenesteforhør. Af udskrift af forhørsprotokollen fremgik bl.a.

"...

Overbanehåndværker (F) møder som vidne. Han oplyser, at det pågældende svejsearbejde på Godsbanegården var startet i begyndelsen af marts 1990. Vist nok en tirsdag i slutningen af marts var en af (Y)-holdet, banebetjent (G), syg, hvorfor vidnet bad om en afløser. Det viste sig, at denne afløser var sigtede. Vidnet oplyser, at man med denne havde en faglig diskussion om, hvor meget arbejde der dagligt skulle udføres. Efter aftale skulle der udføres 6 svejsninger om dagen, og det syntes vidnet godt, man kunne klare. Resultatet af diskussionen blev, at sigtede gik med på denne arbejdspræstation. I resten af arbejdsugen, indtil (G) blev rask, var der ingen problemer fra sigtedes side.

Oplæst og vedgået.

Banebetjent (G) møder som vidne. Han oplyser, at han i ca. en uge i slutningen af marts var syg. Da han var fraværende fra arbejdet, kan han ikke give nogen oplysninger om sigtedes adfærd i den pågældende periode. Vidnet afviser at have hørt noget om diskussion eller lignende om svejseholdets arbejdspræstationer med sigtede, efter at vidnet var blevet rask og vendte tilbage til holdet.

Oplæst og vedgået.

Banebetjent (H) møder som vidne. Han oplyser, at arbejdet på Godsbanegården var begyndt i begyndelsen af marts 1990, og at banebetjent (G) var syg en uges-tid i slutningen af måneden. Sigtede indtrådte tidligt på formiddagen i (G's) sted.

Sigtede og overbanehåndværker (F) begyndte en diskussion, og da vidnet ikke ønskede at overvære den, gik han til sin trolje, som holdt ca. 150 m fra skurvognen. Vidnet vil anslå, at diskussionen varede ca. et kvarter, og vidnet kunne fra troljen på fagter og lignende konstatere, hvor længe diskussionen varede. Da den var endt, gik alle, også sigtede, i arbejde, og i de kommende dage konstaterede vidnet ikke yderligere diskussion eller lignende.

Vidnet oplyser mere konkret, at det først var mellem kl. 11 og kl. 12 den pågældende dag, at diskussionen tog sin begyndelse. På dette tidspunkt havde sigtede været på holdet fra tidligt på formiddagen, og holdet havde udført 4 svejsninger. Da man efter en pause i skurvognen forlod denne for at udføre yderligere 2 svejsninger, begyndte diskussionen som nævnt uden for skurvognen.

Vidnet oplyser endeligt, at holdet efter diskussionens afslutning udførte de nævnte 2 svejsninger.

Oplæst og vedgået.

Overbanehåndværker (A) møder som sigtet. Han vedgår sin forklaring ved den tjenstlige afhøring den 8/6 1990 (...).

Han oplyser, at han på grund af sygdom blev beordret til at arbejde på det i sagen nævnte (Y)-hold den 27., 28. og 29. marts 1990. Han nåede frem til holdet ved 9-tiden og deltog i arbejdet om formiddagen frem til frokostpausen. Sigtede havde en faglig diskussion med overbanehåndværker (F) omkring frokosttid, men han afviser at have opfordret til nedsættelse af arbejdstempoet. Man diskuterede forskellige ting, herunder hvilken arbejdspræstation der måtte anses for rimelig. Sigtede nævner i denne forbindelse, at han var enig i (Y)-holdets højere præstationer end de lokale, fordi (Y)-holdets arbejde var godt tilrettelagt, det var dygtige folk, og de havde det mest moderne værktøj.

Om banebetjent (I's) forklaring (...) siger sigtede, at den må være grebet ud af luften, for selvfølgelig har sigtede ikke opfordret folk til at nedsætte tempoet.

Så vidt sigtede husker, nåede man kun fire svejsninger den første dag (27/3), idet man ikke fik svejset efter frokost.

Med hensyn til hændelsen den 9/10 1990 oplyser sigtede, at han blev behandlet urimeligt negativt, og at han fornemmede, at man ligefrem ønskede en konfrontation på det pågældende tidspunkt. Han nævner, at han ikke var ophidset og henviser om hændelsesforløbet til sit brev af 24/10 1990 (...).

Sigtede oplyser, at han er tillidsmand for ca. 20 over hele regionen placerede ansatte med forskellige arbejdstider, og at han har temmelig meget brug for at kunne telefonere. I øvrigt har han i de otte år som tillidsmand mødt meget lidt forståelse for dette arbejde.

Sigtede afviser at have udtalt sig så kategorisk som nævnt (i bilagene). Han ville naturligvis aldrig forlade arbejdsstedet, såfremt der var nogen som helst risiko forbundet dermed. Og ved sådanne fravær vil han naturligvis også sikre, at det ikke på urimelig måde gik ud over arbejdspræstationerne.

Med hensyn til udeblivelsen fra tjenstlig afhøring den 11/10 1990 oplyser sigtede, at det er rigtigt, at han var indkaldt til den pågældende afhøring, og at han udeblev. Årsagen hertil var, at han som nævnt i brevet af 24/10 1990 (...) prioriterede det sporarbejde, som han var sat til at udføre, højere end at give møde til afhøring.

Med hensyn til det sidstnævnte forhold kan sigtede vedgå at have gjort sig skyldig i en tjenstlig forseelse ved at udeblive fra den tjenstlige afhøring. Derimod kan sigtede ikke vedgå at have gjort sig skyldig i tjenstlige forseelser ved sin adfærd i forbindelse med de to førstnævnte forhold.

Oplæst og vedgået.

..."

Auditøren afgav den 4. januar 1991 beretning til Generaldirektoratet for DSB. Han anførte

"...

For så vidt angår pkt. a), må det, som forholdet foreligger oplyst, anses for godtgjort, at der fra sigtedes side ved den pågældende lejlighed er udfoldet bestræbelser for at søge det indlånte svejseholds præstationer reduceret, hvilket resulterede i en til skænderi grænsende diskussion, som kategorisk blev afsluttet med en beslutning af det indlånte holds leder om, at det aftalte arbejdstempo skulle overholdes. Sigtede har ved denne adfærd gjort sig skyldig i tjenstlig forseelse.

Med hensyn til pkt. d) må det anses for godtgjort, at sigtede den 9/10 1990 har optrådt direkte provokerende som følge af sin irritation over ikke straks på anfordring at kunne få rådighed over en mobiltelefon til brug ved organisationsrettede samtaler i arbejdstiden. Hans adfærd indebærer en tjenstlig forseelse, hvortil kommer, at såvel dette forhold som forhold a) indeholder kritisable elementer af manglende samarbejdsvilje.

I modsætning til de ovenfor nævnte forhold har sigtede, for så vidt angår forhold e), vedgået at have gjort sig skyldig i en tjenstlig forseelse ved at undlade at give møde til en tjenstlig afhøring (vedrørende forhold d)) den 11/10 1990.

Ved vurderingen af sagen må det tages i betragtning, at sigtedes tidligere sag, jf. brev herfra af 26/4 1990, faktisk blev behandlet på en meget forstående og mild måde, og at sigtede under forhøret her den 2/4 1990 nøje blev orienteret om de alvorlige følger i forbindelse med udeblivelse fra tjenstlig afhøring og forhør.

På grundlag af en samlet vurdering af sagen er det min opfattelse, at de konstaterede forseelser må anses for så alvorlige, at der ikke foreligger rimeligt grundlag for sigtedes fortsatte ansættelse i DSB's tjeneste.

..."

Generaldirektoratet forelagde sagen for Statsansattes Kartel. Inden da havde Dansk Jernbaneforbund i et brev af 7. december 1990 til auditøren gjort indsigelse imod en eventuel afskedigelse af A. Forbundet anførte bl.a.

"...

Hvad angår sagen er det min opfattelse, at det der førte til et tjenesteforhør/auditørsag, var udsprunget af forfølgelse af (A) fra bingstrækningens ledelse.

Det er påfaldende, at den 9/10 90 udløb den prøvetid på 3 mdr. som var aftalt for (A), og indberetningerne startede op, der blev også frembragt sager som var 3/4 år gamle.

Det er ufatteligt, at bingstr. ledelse ikke ved selvsyn konstaterede om (A) havde forladt arbejdsstedet, og derved undladt det tjenstlige forhør, hvorfra (A) udeblev."

I udtalelser af 20. februar og 14. marts 1991 til Statsansattes Kartel uddybede jernbaneforbundet sin opfattelse af sagen således

"Dansk Jernbaneforbund må helt klart tage afstand fra den indstilling, som auditøren og DSB er fremkommet med om afskedigelse af (A).

Dansk Jernbaneforbund er udmærket klar over, at det er en alvorlig forseelse at udeblive fra tjenstlig afhøring, men forbundet finder dog, at (A) har kunnet begrunde sin udeblivelse. De andre anklager, (A) var sigtet for, er påstande, som vidneafhøringen afdækkede var i hans favør.

Det er Dansk Jernbaneforbunds opfattelse, at der er sket en forfølgelse af (A) fra baneingeniørstrækningens ledelse, og at der i øvrigt ikke var noget ønske om samarbejde fra den side.

Dansk Jernbaneforbund skal foreslå, at (A) i stedet for afskedigelse får forflyttelse, hvilket han i øvrigt selv ønsker."

"Dansk Jernbaneforbund finder fortsat, at det er en meget hård afgørelse at indstille (A) til afskedigelse. Forholdet mellem (A) og tjenestestedet kan ikke ses uafhængigt af de generelt dårlige samarbejdsrelationer i baneregion (X-by) mellem DSB's ledelse her og forbundets tillidsmænd.

Det dårlige samarbejde er erkendt af DSB, og Dansk Jernbaneforbunds formand og direktør (...) har været inddraget i at løse problemerne. Der er således grund til at tro, at samarbejdsforholdene nu er normaliseret.

På den baggrund skal forbundet anmode STK om over for DSB at henstille til forflyttelse af (A)."

Statsansattes Kartel indstillede i skrivelse af 15. marts 1991 at A blev forflyttet.

Generaldirektoratet meddelte i brev af 8. april 1991 A at han blev afskediget med opsat pension med udgangen af maj måned. Generaldirektoratet begrundede afgørelsen således

"Foranlediget af en indberetning har Auditøren under Trafikministeriet foretaget undersøgelse og afholdt forhør af dig den 27. november 1990 som sigtet for tjenstlig forseelse

ved i slutningen af marts måned 1990 at have opfordret kolleger på et indlånt svejsehold til at nedsætte arbejdstempoet,

ved den 9. oktober 1990 at have optrådt opsætsigt og provokerende over for din arbejdsleder, og

ved den 11. oktober 1990 at have undladt at give møde til tjenstlig afhøring.

Baggrunden for den første sigtelse var, at du i slutningen af marts 1990 angives at have opfordret et fra baneingeniørstrækning (Y) indlånt svejsehold til at nedsætte arbejdspræstationen til det, som var norm for svejseholdet på (banegården i X-by).

Under auditørforhøret har du forklaret, at du den 27. marts 1990 ved frokosttid havde en faglig diskussion med en af deltagerne på svejseholdet om bl.a., hvilken arbejdspræstation der måtte anses for rimelig, men du afviser at have opfordret til nedsættelse af arbejdstempoet.

Sådan som forholdet foreligger oplyst - herunder forklaringer fra 3 vidner - må det anses for godtgjort, at der fra din side ved den pågældende lejlighed er udfoldet bestræbelser for at søge det indlånte svejseholds præstationer reduceret, hvilket resulterede i en til skænderi grænsende diskussion, som kategorisk blev afsluttet af det indlånte holds leder om, at det aftalte arbejdstempo skulle overholdes. Du har ved denne adfærd gjort dig skyldig i tjenstlig forseelse.

Baggrunden for den anden sigtelse var, at du den 9. oktober 1990 i forbindelse med en diskussion om udlån af en mobiltelefon angives at have udvist utilstedelig optræden og truende adfærd over for arbejdslederen.

Under auditørforhøret har du forklaret, at du følte dig urimeligt negativt behandlet i forbindelse med hændelsen, og at du ikke var ophidset. Du afviser at have udtalt, at du ville forlade arbejdsstedet, hvis du ikke fik stillet en mobiltelefon til rådighed, idet du naturligvis ikke ville forlade arbejdsstedet, såfremt der var nogen som helst risiko forbundet dermed.

Uanset din forklaring må det anses for godtgjort, at du den 9. oktober 1990 har optrådt direkte provokerende som følge af din irritation over ikke straks på anfordring at kunne få rådighed over en mobiltelefon til brug ved organisationsrettede samtaler i arbejdstiden. Din adfærd indebærer en tjenstlig forseelse.

Hertil kommer, at såvel dette forhold som det førstnævnte forhold indeholder kritisable elementer af manglende samarbejdsvilje fra din side.

Baggrunden for den tredie sigtelse var, at du den 11. oktober 1990 har undladt at efterkomme en tjenstlig ordre om at møde til tjenstlig afhøring i Baneregion (X-by). Anledningen til den tjenstlige afhøring var, at baneregionen ville søge at få afdækket forholdet vedrørende din reaktion og optræden som følge af, at du ikke kunne få mobiltelefon stillet til rådighed, jf. den ovennævnte anden sigtelse.

Under auditørforhøret har du vedgået at have gjort dig skyldig i en tjenstlig forseelse ved at udeblive fra den tjenstlige afhøring. Du har forklaret, at du prioriterede det sporarbejde, du var sat til at udføre, højere end at give møde til afhøring.

Din forklaring kan ikke tjene som undskyldning for forseelsen. Vi må derimod anse det for en skærpende omstændighed, at der er tale om et gentagelsestilfælde af udeblivelse fra tjenstlig afhøring, og at du tidligere er nøje advaret herimod. Der henvises herved til, at du den 1. august 1988 også har nægtet at deltage i en tjenstlig afhøring. Under et bl.a. i den anledning afholdt auditørforhør den 2. april 1990, orienterede auditøren dig nøje om de alvorlige følger i forbindelse med udeblivelse fra tjenstlig afhøring og forhør. Du kan således ikke være ukendt med det alvorlige i en sådan forseelse, og at du burde kunne forvente, at vi nu, hvor du gentager forseelsen, uvægerligt må se meget strengt derpå.

På grund af det ovenfor anførte må vi nå dertil, at DSB ikke længere ønsker at beskæftige dig.

Dine skriftlige udtalelser er indgået i vurderingen af sagen.

..."

Den 11. april 1991 havde A et møde med trafikministeren om afskedigelsen. Under mødet fremlagde han en erklæring af 10. april 1991 fra en af sine kolleger, J. Erklæringen var sålydende

"Jeg (J) sad på kontor den 9/10-90 på Bingstr. Gb. Kl. ca. 08.00 skulle jeg være alene på kontoret, fordi Bam. (C) og Bfm. (D) skulle ud og køre. Jeg får oplyst nogle biltelefonnumre, som de kan træffes på, og på skrivebordet ligger der en telefon tilbage, og jeg spørger hvad så med den, og Bam. (C) siger at den er i overskud, og hvis (A) spørger efter en biltelefon, så har vi ikke nogen, og derefter bliver den lagt i en skuffe i skrivebordet.

Senere på dagen ringer Bam. (C) for at høre om der har været noget, og jeg (J) siger for sjov at (A) har spurgt efter en biltelefon som han kunne låne og jeg sagde ja, og Bam. (C) siger, så er du dum , og jeg siger at (A) ikke har spurgt efter nogen biltelefon, at det kun var for sjov."

Trafikministeriet sendte erklæringen til auditøren, som i skrivelse af 2. maj 1991 svarede at erklæringen ikke kunne danne grundlag for en ændring af hans indstilling af 4. januar 1991.

I A's breve til mig gjorde han gældende at de tjenstlige afhøringer, han blev indkaldt til, blev gennemført af de personer, som havde indberettet ham for tjenesteforseelser. A anså derfor de tjenstlige afhøringer for ensidige. Derfor fandt A det i 1988 væsentligt at han havde en bisidder med til afhøringen. Da han ikke med kort varsel havde kunnet få fat i en bisidder, anså han sig for berettiget til at nægte at udtale sig.

A benægtede at han i marts 1990 opfordrede et svejsehold til at nedsætte tempoet. A anførte om dette punkt bl.a. i sit brev af 13. januar 1992

"Det er efter min opfattelse en alvorlig forseelse imod ytringsfriheden, når ledelsen af en offentlig etat påtager sig at sigte en tillidsmand for at have opfordret til arbejdstemponedsættelse, uden der (har) været håndgribelige konsekvenser forbundet dermed, og alene på baggrund af anden eller trediehåndsforklaringer, der iøvrigt på det nærmeste er påtvunget medarbejdere at fremkomme med og underskrive. En tillidsmand bør nyde beskyttelse mod afsked, og have sin fulde ytringsfrihed omkring alle arbejdsbetingede og faglige forhold over for sine kolleger.

I denne indberetning, som jeg bliver bekendt med ved en tjenstlig afhøring flere måneder efter den påståede forseelse, er det også blevet mig nægtet at føre vidner som kunne underbygge mine udsagn. Før auditørens afhøring af mig, blev min bisidder (indkaldt; min tilføjelse) til samtale, herunder understregede han at der ikke ville blive givet bisidderen adgang til at stille afklarende spørgsmål, kun auditøren selv ville udspørge. Bisidderen protesterede, og påpegede samtidig det uheldige i, at lederen for det pågældende tjenestested der havde indklaget mig, og som samtidig er chef for vidnerne, kunne overvære forhøret, han kunne ved sin tilstedeværelse påvirke vidnerne. Dette er jeg først blevet bekendt med efter forhøret, derfor fremgår det ikke af forhørsprotokollen."

Om udeblivelse fra afhøringen den 11. oktober 1990 anførte A

"I skrivelse fra baneregion (X-by) til banetjenesten afsløres det, at der ved afhøringen af vidnerne som regionen havde indkaldt d. 11.10.90 var orienteret om at jeg ønskede en skriftlig annullering af en skriftlig arbejdsordre jeg skulle udføre samtidig som jeg skulle møde til forhør. Det fortæller jo, at de tilstedeværende, herunder den leder der havde indberettet mig, relativt nemt kunne have givet en skriftlig kontraordre og sikret at jeg mødte op til forhøret. Tilstede ved forhøret af vidnerne var også en repræsentant for Dansk Jernbaneforbund, som jeg den foregående aften havde kontaktet for at rådføre mig med. Han kendte til mit dilemma, det var ham der anbefalede mig at gøre mit arbejde færdigt, hvis jeg ikke fik en skriftkontraordre. At dette ikke blev gjort, viser at der af ledelsen blev spillet på, at jeg var bange for at få en indberetning for at undlade at udføre en skriftlig arbejdsordre. Jeg har ikke villet undgå et forhør, jeg havde mere at vinde ved en afhøring end ved ikke at blive afhørt, men jeg turde simpelthen ikke forlade min arbejdssituation."

Om mobiltelefonhændelsen anførte A bl.a.

"I forbindelse med indberetningen, for at have forespurgt om at låne en mobiltelefon med ud på arbejdsstedet, og de faldne bemærkninger om at jeg i modsat fald ville være nødsaget til at finde en tlf. i nærheden, og derved ville komme til at forlade arbejdsstedet, er det værd at lægge mærke til, at man i første omgang har opfattet det, som en trussel om at forlade arbejdsstedet, og dermed krydret det med påstande om utilstedelig opførsel over for foresatte, det sidste bliver dog brugt som overskrift for indberetningen. Man vil for enhver pris indberette! Der er i afhøringsrapporten ikke et eneste bevis for at jeg skulle have optrådt utilstedeligt, og jeg (har; min tilføjelse) i en skriftlig redegørelse nøje beskrevet hændelsesforløbet. Hvordan auditøren uden at afhøre de pågældende er kommet til sin opfattelse er mig en gåde. Han skriver i sin konklusion at der i dette forhold indeholdes kritisable elementer af manglende samarbejdsvilje fra min side, men ikke banemesteren, som ikke ville samarbejde om mobiltelefonen. Det viser igen at han har været forudindtaget. Det er ligeledes uforståeligt at auditøren ikke tillægger det betydning, at et vidne bekræfter at banemesteren havde en telefon til udlån, og at han derfor har løjet ved det tjenstlige forhør."

Generaldirektoratet for DSB udtalte i en udtalelse til mig af 9. marts 1992 bl.a. følgende

"...

Tjenstlige afhøringer

I sin klage kommer (A) nogle gange - og nærmest i flæng -ind på begreberne afhøringer, forhør og bisidder. Vi skal i det følgende nærmere redegøre for begreberne.

I tjenestemandslovens § 20, stk. 1, er bl.a. anført, at en tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Det er således forudsat, at når der foreligger en tjenstlig forseelse, der bør give anledning til indberetning til Generaldirektoratet, skal der udarbejdes en skriftlig fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Dette vil i langt de fleste tilfælde kræve, at der snarest muligt optages rapport over forklaringer fra implicerede, der anses for skyldig i tjenesteforseelse, og evt. vidner med henblik på opklaring af de faktiske forhold. Sådanne forklaringer eller "foreløbigt forhør" benævnes i DSB som tjenstlige afhøringer.

Spørgsmålet om adgangen til at foretage foreløbigt forhør (tjenstlige afhøringer) har været behandlet af et af finansministeren i 1964 nedsat udvalg vedrørende eventuel ændring af §§ 17 og 18 i lønnings- og pensionsloven (af 1958) (Disciplinærudvalget) og omtalt i "Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965", specielt side 203-204. Det fremgår heraf, at udvalget er enig i, at der er adgang til at foretage foreløbigt forhør under forudsætning af, at den pågældende tjenestemand i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er pligtig til at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig forseelse.

Sådanne foreløbige forhør (tjenstlige afhøringer) bør foretages snarest muligt efter forholdets konstatering, mens episoden stadig er i frisk erindring.

Endvidere har professor Eva Smith i "Juristen" den 20. december 1991 - i forbindelse med en omfattende redegørelse om undersøgelsesretter - bl.a. anført følgende: "Når der er mistanke om tjenstlige forseelser, etableres ofte et foreløbigt forhør med tjenestemanden for at få klarlagt de faktiske forhold. Herefter udarbejdes en fremstilling, som tjenestemanden skal have mulighed for at udtale sig om. Tjenestemandslovens § 20 bestemmer imidlertid udtrykkeligt, at tjenestemanden ikke er forpligtet til at udtale sig om fremstillingen. Ved dommerundersøgelser oplæses vidnets udtalelser, og også de vidner, der har udtalt sig uden sædvanligt vidneansvar, bliver bedt om at vedstå referatet."

Tjenstlig afhøring foretages på det lokale tjenestested, hvor sagsfremstillingen - eller grundlaget for den - skal udarbejdes. På tidspunktet, hvor den tjenstlige afhøring af (A) blev forsøgt gennemført, gjaldt den interne DSB-bestemmelse, at tjenstlige afhøringer skulle foretages af en tjenestemand i 24. eller højere lønramme eller en overenskomstansat med tilsvarende stilling under den pågældende tjeneste eller afdeling.

Under tjenstlige afhøringer kan det tillades den medarbejder, der sigtes for tjenesteforseelse, at medtage en tillidsmand, der kan overvære afhøringen, såfremt tillidsmanden i løbet af ret kort tid kan komme til stede. Den pågældende tillidsmand optræder i denne situation ikke som bisidder i tjenestemandslovens forstand (tjenestemandslovens § 21, stk. 1 og 2).

Under henvisning til det foran anførte, hvorefter en tjenstlig afhøring bør foretages snarest muligt efter en konstateret tjenstlig forseelse, kan en tjenestemand ikke unddrage sig tjenstlig afhøring under påberåbelse af, at han ikke kan få fat på en tillidsmand.

Med baggrund i "Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965" og professor Eva Smiths artikel i "Juristen" må tjenestemænd ved tjenstlige afhøringer, der primært har til formål at afklare forholdene, have pligt til at udtale sig om de faktiske forhold, iagttagelser m.v., hvad han også bliver gjort bekendt med ved indledningen af den tjenstlige afhøring. Endvidere gøres han ved indledningen af afhøringen bekendt med, at han ikke har pligt til at vedgå, at han ved sin handling eller undladelse af handling har gjort sig skyldig i tjenstlig forseelse.

For så vidt angår pligten til at udtale sig under tjenstlige afhøringer bestyrkes denne pligt af ældre udtalelser og litteratur. Der henvises bl.a. til behandling i Rigsdagen i 1910 af lovforslaget om oprettelse af en stilling som auditør ved Statsbanerne, hvorunder ministeren bl.a. udtalte (Folketingets forhandlinger 1910, spalte 1619): "Personalet udtaler sig i henhold til tjenestepligten, og det er givet, at det er en tjenestepligt at besvare tjenstlige spørgsmål i overensstemmelse med sandheden."

Daværende auditør (tidligere herredsfuldmægtig) Aage Andersen har i et hæfte "Disciplinær forfølgning af straf", udgivet i 1936, bl.a. skrevet: "Den under disciplinærforhør sigtede kan ikke - som i borgerlige straffesager - have ret til at undslå sig for at afgive forklaring, ialfald for så vidt angår begivenheder og forhold indenfor det tjenstlige område; han må have pligt til, selv om han herved erkender egen skyld, at svare overensstemmende med sandheden. Overtrædelse heraf bliver da en tjenesteforseelse. Dette følger af tjenesteforholdets natur (det er således selvindlysende, at enhver tjenestemand i en uheldssag i sagens interesse må give alle de oplysninger, han råder over)."

Det er på dette tidspunkt en snes år siden, den nye retsplejelov blev givet.

Samme år - i 1936 - udkom professor Poul Andersens bog "Dansk Forvaltningsret", hvori det parallelt med det ovenfor anførte fastslås, at tjenestemanden ved sin indtræden i statstjenesten bliver underkastet et særligt tjenstligt magtforhold.

Undladelse af at give møde til tjenstlig afhøring eller at udtale sig må således i sig selv betragtes som tjenstlig forseelse.

Der vedlægges de sider af afsnit 2.6.1 i DSBs Aftalehåndbog, der omhandler tjenstlig afhøring.

Tjenstlig afhøring må ikke forveksles med det forhør, som evt. senere måtte finde sted og som foretages af en forhørsleder, jf. tjenestemandslovens §§ 20-21. DSB anvender auditøren under Trafikministeriet som forhørsleder.

Det bemærkes, at auditøren (jf. forhørsprotokollen over forhøret den 27. november 1990) indleder forhøret med at spørge, om sigtede kan vedstå sin forklaring ved den tjenstlige afhøring.

Vi må på baggrund af ovennævnte redegørelse tage afstand fra (A's) udfald mod, at de, der afhører, også er de, der foretager indberetning (".. fået mig idømt" hhv. ".. de ledere, der anklager, også er dem, der foretager afhøringen").

Ifølge sagsmaterialet forholder det sig således, at indberetningen, dateret den 1. august 1988 (...), er udfærdiget af baneingeniør (B), der er leder af baneingeniørstrækning (Z), hvor (A) var stationeret. Samme baneingeniør forsøgte at foretage tjenstlig afhøring af (A) den 1. august 1988 (...). Materialet blev ved brev af 11. august 1988 fremsendt af den overordnede instans - baneområde (X) - (...) og underskrevet af baneområdechef (...).

Den tjenstlige afhøring af svejsemester (...) og af banemester (...) blev foretaget af baneområdechef (...) og fremsendt med en fremstilling af den overordnede instans - banetjenesten - med brev af 16. januar 1990 (...).

I øvrigt havde nævnte lokale leder og chef ikke afsagt domme, og sagerne har da også været behandlet af forhørsleder (auditøren under Trafikministeriet), der er en uvildig instans.

Ad 1)

Nedsættelse af arbejdstempoet

Dette forhold er et af de 3 forhold, der er indgået i den undersøgelse, som blev foretaget af auditøren under Trafikministeriet med afholdelse af forhør den 27. november 1990. Der henvises til auditørens beretning af 4. januar 1991, som DSB for så vidt angår dette forhold har tilsluttet sig, jf. Generaldirektoratets brev af 8. april 1991 til (A). Om reglerne for tjenstligt forhør hos auditøren under Trafikministeriet henvises til vedlagte sider af afsnit 2.6.2 til DSBs Aftalehåndbog. Heri er omtalt vidneførsel og bisidders rolle under forhøret.

Udeblivelse fra tjenstlig afhøring

Dette forhold er også et af de 3 forhold, der er indgået i omhandlede undersøgelse.

Det drejer sig ikke om udeblivelse fra tjenstligt forhør som anført af klageren, men udeblivelse fra tjenstlig afhøring, der skulle foretages af en baneingeniør den 11. oktober 1990 kl. 13.00.

Af udskrift af forhørsprotokollen over det efterfølgende forhør hos auditøren under Trafikministeriet fremgår, at (A) har erkendt at have fået indkaldelsen til pågældende tjenstlige afhøring, og ved at være udeblevet fra denne afhøring har han vedgået at have gjort sig skyldig i en tjenstlig forseelse.

Vi har ikke anset hans forklaring om, at han havde givet det sporarbejde, han var sat til at udføre, højere prioritet end at give møde til afhøringen, som undskyldning, fordi han tidligere nøje er advaret mod udeblivelse fra afhøring. Således har klageren som anført ovenfor under punkt 2 tidligere den 1. august 1988 nægtet at deltage i en tjenstlig afhøring. Under et bl.a. i den anledning afholdt auditørforhør den 2. april 1990 (jf. sagen ad punkt 2) orienterede auditøren ham nøje om de alvorlige følger i forbindelse med udeblivelse fra tjenstlige afhøringer og forhør, jf. auditørens beretning af 4. januar 1991 (...). (A) kan derfor ikke have været ukendt med det alvorlige i denne forseelse, og vi må anse det for en skærpende omstændighed, at der er tale om et gentagelsestilfælde af udeblivelse fra tjenstlig afhøring.

(A's) påstand om et råd, han havde modtaget fra en repræsentant fra Dansk Jernbaneforbund om at gøre sit arbejde færdigt, synes ikke at harmonere med, at samme repræsentant mødte som tillidsmand for (A) til den berammede afhøring den 11. oktober 1990 kl. 13.00 for at overvære afhøringen.

Det bør bemærkes, at man den pågældende dag afventede (A's) ankomst til afhøring helt frem til kl. 14.30, uden at der på noget tidspunkt indgik nogen form for tilkendegivelse fra ham, f.eks. i form af et afbud.

Om tjenestemandens pligter i forbindelse med tjenstlig afhøring henvises til det ovenfor anførte under punkt 2.

...

Udlån af mobiltelefon

Dette forhold er et af de 3 forhold, der er indgået i den undersøgelse, som blev foretaget af auditøren under Trafikministeriet med afholdelse af forhør den 27. november 1990. Der henvises til auditørens beretning af 4. januar 1991, som DSB for så vidt angår dette forhold har tilsluttet sig, jf. Generaldirektoratets brev af 8. april 1991 til (A).

..."

I en supplerende udtalelse af 19. juni 1992 anførte Generaldirektoratet for DSB bl.a.

"...

Ad nedsættelse af arbejdspræstationer

Det af klageren anførte om, at der i forhørsprotokollen ikke findes udtalelser, der bekræfter auditørens konklusion, hvorefter klageren skulle have opfordret til nedsættelse af arbejdspræstationen, har relation til den 2. sag, der blev afsluttet den 8. april 1991.

Ved afslutningen af sagen har vi tilsluttet os det af auditøren under Trafikministeriet i dennes brev af 4. januar 1991 (...) anførte om, at det må anses for godtgjort, at der fra (A's) side ved den pågældende lejlighed er udfoldet bestræbelser for at søge det indlånte svejseholds præstationer reduceret.

Baggrunden herfor er de faldne udtalelser, (...), samt til udtalelserne fra især vidnerne (F) og (H) under auditørforhøret den 27. november 1990.

..."

A kommenterede DSB's udtalelser i bl.a. brev af 27. juli 1992. Han anførte bl.a.

"...

ad påstået opfordring til nedsættelse af arbejdspræstationer.

DSB kommer ikke med nye oplysninger om baggrunden for at man tilslutter sig Auditørens konklusioner. Jeg skal derfor fortsat fastholde, at der ikke i forhørsprotokollen og i vidneforklaringerne, kan udledes, at jeg skulle have udfoldet bestræbelser for at søge det indlånte svejseholds præstationer nedsat. Bisidderens bemærkninger til forhørsprotokollen, beskriver også at vidneforklaringerne afdækkede ting som talte til min fordel i forhold til sigtelserne. Imod taler også at jeg på lige fod med det indlånte hold, har deltaget i produktionen, og over for resten af svejsegruppen har forsvaret præstationen, med de i forhørsprotokollen beskrevne begrundelser.

ad afhøring af vidner.

...

På baggrund af mit skriftlige indlæg af 24.10.90. over indberetning for utilstedelig opførsel over for foresatte, havde det været relevant at indkalde kredsformand (E) til sagens opklaring, om at have rådet mig til at efterleve en skriftlig arbejdsordre og færdiggøre mit arbejde, før jeg efterlevede en mundtlig opfordring om at møde til tjenstlig forhør.

Omkring vidneafhøring ved auditørforhør, finder jeg det meget betænkeligt, at baneingeniør (B) som har forfulgt og indberettet mig og samtidig er stedlig chef for vidnerne (F), (G) og (H), kan overvære forhøret. I hæftet Disciplinær forfølgning og straf, af forhenværende Auditør Aage Andersen, som DSB tidligere har henvist til, beskrives det på side 14 andet afsnit, at forhørslederen bestemmer hvorvidt sigtede har adgang til at overvære afhøring af vidner eller andre sigtede i sagen, citat: "hensynet til, at vidnet kan føle sig trykket ved at skulle forklare sig i påhør af sigtede, ofte hans nære tjenestefælle eller overordnede, og at man derfor tvivler på, at kunne opnå en uforbeholden forklaring, under sigtedes nærværelse" citat slut.

Samme forhold må gøre sig gældende, hvor vidner må forklare sig omkring en nær kollega i den overordnede, der samtidig er den der indberetter påhør.

Sagsbehandlingen iøvrigt.

DSB har ved flere af de i sagerne foretagne afhøringer undladt at oplyse indberetningsgrundlaget, før jeg blev afhørt. Man har i nogle tilfælde nægtet mig kopi af min egen afhøringsrapport og først med henvisning til forvaltningsloven om aktindsigt, udleveret materiale om generaldirektoratets indstilling om auditørforhør. Jeg skal ligeledes anke over at partshøringen alene har omfattet bisidderen, idet forhørsprotokollen kun er tilsendt denne. Det samme gør sig gældende omkring sagens retslige grundlag. Der er på intet tidspunkt tilgået mig oplysninger om at DSB havde besluttet, på baggrund af Auditørens indstilling, at afskedige mig. ...

..."

Disse bemærkninger forelagde jeg generaldirektoratet som i en udtalelse af 9. oktober 1992 bl.a. anførte

"...

Hvad angår klagerens bemærkning om at føre tillidsmand (E) som vidne om dennes rådgivning, henvises til vores brev af 9. marts 1992 (...). Spørgsmålet om denne vidneførsel blev derfor aldrig berørt.

Uanset (A's) påstand om tillidsmandens rådgivning er (A) selv ansvarlig for sine handlinger.

Valget af vidneførsel ved tjenstlige afhøringer er i øvrigt foretaget ud fra et sagligt grundlag til oplysning for sagen.

At vidner alene gøres bekendt med sagen i nødvendigt omfang skal ses i lyset af, at vidner ikke er parter i sagen, og derfor ikke ukritisk skal have oplysninger om alle sagens forhold.

Bisiddere og tillidsmænd, der overværer afhøringer og forhør, har herunder ikke en forsvarers rolle hvad angår afhøring, men under auditørforhør kan bisidderen forlange at få stillet kontraspørgsmål til vidner.

I øvrigt henvises til det under tilsvarende afsnit i vores brev af 19. juni 1992 anførte.

Ad sagsbehandlingen i øvrigt

Vi stiller os uforstående over for klagerens påstand om, at han forud for flere afhøringer ikke har fået oplyst indberetningsgrundlaget. Det forekommer ganske ulogisk, at pågældende afhøringsleder ikke indledningsvis har fortalt (A), hvorfor han skal afhøres, og af afhøringsrapporternes indledning fremgår det også, at han er gjort bekendt med sagen. Vi må derfor tage afstand fra klagerens påstand.

Endvidere står vi uforstående over for (A's) påstand om, at der i nogle tilfælde er nægtet ham kopi af rapport over afhøringer af ham selv, samt at han har påkaldt sig forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt for at få udleveret materialet. Sådanne anmodninger om aktindsigt med lovhenvisning ses ikke anført i noget sagsbilag.

I brev af 10. oktober 1988 (...) har (A) ganske vist gjort opmærksom på, at han ikke har modtaget kopi af indberetningen. I brev herfra af 23. februar 1989 (...) besvares dette forhold (...).

Det er beklageligt, at de sagsbilag, som Banetjenesten tilsender klageren med brev af 16. juli 1990 (...) først er udleveret til ham den 15. november 1990.

Endvidere beklages, at der ikke er foretaget partshøring efter bestemmelser i forvaltningslovens § 19 og de ulovbestemte videregående partshøringsregler. Der henvises til vores udtalelse om dette forhold i Folketingets Ombudsmands Egen Drift projekt angående sager fra DSB om uansøgt afsked af tjenestemænd af disciplinære grunde.

Vi finder imidlertid, at klagerens 2. sag, der blev afsluttet med brev af 8. april 1991, har et sådant indhold, der gør afsked lovlig.

Vi skal som eksempel henvise til auditørens brev af 4. januar 1991 til DSB (2. sag), hvori der (...) er anført, " ..... at sigtede under forhøret her den 2. april 1990 nøje blev orienteret om de alvorlige følger i forbindelse med udeblivelse fra tjenstlig afhøring og forhør" ...

..."

I et brev til A udtalte jeg herefter følgende

" 1) Retsgrundlaget.

Tjenestemandsloven (lov nr. 291 af 18. juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken) indeholder i § 24 følgende bestemmelse om disciplinær straf for en tjenstlig forseelse

"Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation - herunder nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse med §§ 20-22, medmindre der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en tjenesteforseelse.

Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling inden eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen."

Efter den nævnte bestemmelse forudsætter anvendelsen af disciplinær straf, at der foreligger en "tjenstlig forseelse". Bestemmelsen indeholder ikke nogen nærmere angivelse af, hvilke forhold der kan anses for en tjenstlig forseelse. En sådan nærmere angivelse kan heller ikke udledes af andre af tjenestemandslovens bestemmelser, jf. herved den almindelige regel i tjenestemandslovens § 10, stk. 1: "Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver."

Tjenestemandslovens § 24 fastsætter ingen yderligere materielle betingelser for iværksættelse af disciplinær straf end den, at der skal foreligge en tjenstlig forseelse. Der findes således ingen nærmere angivelse af, under hvilke omstændigheder en disciplinær straf, som vedkommende styrelse kan ikende, skal ikendes, og i den forbindelse navnlig ingen angivelse af, hvilke hensyn der er bestemmende for valget mellem de i bestemmelsen opregnede, forskellige disciplinærstraffe. Det følger dog af almindelige regler, at sanktionsvalget i et foreliggende tilfælde må være båret af saglige hensyn, og i forbindelse hermed antages det bl.a., at der må være et rimeligt forhold mellem den konstaterede tjenstlige forseelse og den ikendte disciplinære straf.

Tjenestemandslovens § 24 indeholder derimod forskellige processuelle begrænsninger i den disciplinære straffemyndighed. Bestemmelsens 3. pkt. fastsætter således bl.a., at afsked som disciplinær straf for tjenesteforseelse "... aldrig (kan) finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør" (medmindre forholdet er fastslået ved dom). Rækkevidden af denne bestemmelse kan i visse henseender give anledning til tvivl. Bestemmelserne i tjenestemandslovens kap. 4 om tjenstligt forhør bygger dog på en forudsætning om, at vedkommende styrelses afgørelse efter lovens § 24 alene kan basere sig på forhold, der har været genstand for forudgående forhør. I hvert fald hvis styrelsen ønsker et helt nyt forhold inddraget i sin bedømmelse, må der ske genoptagelse af forhøret med henblik herpå.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, som supplerer tjenestemandslovens bestemmelser, at vedkommende styrelse har ansvaret for, at afgørelsen om anvendelse af disciplinær straf hviler på et forsvarligt oplysningsmæssigt grundlag.

Efter disse almindelige bemærkninger om det retlige grundlag for Generaldirektoratet for DSB's afgørelse af 8. april 1991 vender jeg tilbage til de enkelte forhold, som er blevet inddraget som grundlag for afskedigelsen af Dem.

2) Udeblivelser fra tjenstlige afhøringer.

Afhøringen den 1. august 1988.

To af de forhold, der har dannet grundlag for disciplinære reaktioner over for Dem, vedrørte Deres vægring ved at deltage i tjenstlige afhøringer.

Tjenstlige afhøringer er ikke omtalt i tjenestemandsloven. Det retlige grundlag for etableringen af sådanne afhøringer er således ledelsens adgang til at udstede tjenestebefalinger.

I forbindelse med undersøgelser jeg af egen drift foretog af sager om uansøgt afsked i Post- og Telegrafvæsenet og i DSB, undersøgte jeg nærmere de retlige rammer for tjenstlige afhøringer. I min beretning for 1991 anførte jeg

"...

I 15 sager blev parten tjenstligt afhørt. Vejledningen om partens vidnepligt - som den fremgik af udskrifter af afhøringen - var ikke korrekt i nogen af sagerne, idet parten standardmæssigt blev vejledt om, at han havde pligt til at udtale sig om faktiske forhold i forbindelse med sagen. Der blev endvidere ikke vejledt om spørgsmålet om partens sandhedspligt.

..." (s. 238, 1. spalte).

Denne opfattelse fastholdt jeg efter at have modtaget de ovenfor (...) gengivne bemærkninger fra DSB. Efter en gennemgang af de skiftende ændringer i tjenestemandslovens regler om tjenstlige forhør anførte jeg

"...

Tjenestemandskommissionen af 1965 ønskede, at tjenestemandslovens vidneregler i højere grad skulle bringes på linie med reglerne i den almindelige retspleje. På denne baggrund vil man ikke af kommissionens forslag til et nyt tjenestemandssystem kunne udlede, at tjenesteforholdets natur skulle indebære en pligt for den tjenestemand, mod hvem en tjenstlig afhøring er rettet, til at udtale sig om det passerede.

Afgørende må endvidere være den almindelige retsplejemæssige grundsætning om, at en person ikke er undergivet en legal forpligtelse til at belaste sig selv på afgørende måde (jf. retsplejelovens § 171, stk. 2), ligesom en sigtet i det hele har ret til at nægte at udtale sig. Samme grundsætning har fundet klart udtryk i retsplejelovens regler; tjenestemandslovgivningen er som anført søgt bragt i overensstemmelse hermed.

Jeg må herefter fastholde min opfattelse af spørgsmålet om vidne-og sandhedspligt for den ansatte, mod hvem en tjenstlig afhøring er rettet.

..." (s. 244, 1. spalte).

Det er herefter min opfattelse, at DSB for så vidt var berettiget til at pålægge Dem at deltage i tjenstlige afhøringer, men at De på den anden side havde ret til at nægte at udtale Dem, såfremt De fandt at Deres udtalelser kunne få belastende følger for Dem.

De mødte til tjenesteafhøringen den 1. august 1988, men nægtede at udtale Dem, da de ikke havde en bisidder med under mødet.

Da De som anført var berettiget til at nægte at udtale Dem under afhøringen, er det derfor efter min opfattelse uberettiget, at Deres opførsel under denne afhøring blev kvalificeret som en tjenesteforseelse. Det følger heraf, at Generaldirektoratet for DSB var uberettiget til i brevet af 1. juni 1990 at meddele Dem en irettesættelse for dette forhold.

På denne baggrund anser jeg det endvidere for uberettiget, at generaldirektoratet i brevet af 8. april 1991 til Dem anførte, at udeblivelsen fra afhøringen den 11. oktober 1990 var et gentagelsestilfælde og at dette var en skærpende omstændighed.

Afhøringen den 11. oktober 1990.

De blev indkaldt til tjenstlig afhøring den 11. oktober 1990 kl. 13.00. Samme dag gennemførtes tjenstlig afhøring om "mobiltelefon-episoden" af to andre ansatte. De mødte ikke på afhøringsstedet til den fastsatte tid.

Efter det oplyste blev lederne af afhøringen på afhøringsstedet til kl. 14.30 uden at forsøge at kontakte Dem med henblik på at minde Dem om mødet, samt eventuelt få afklaret årsagen til at De udeblev.

De har under forhøret den 27. november 1990 samt i efterfølgende skrivelser forklaret, at De havde fået skriftlig ordre til at udføre arbejde på et sporskifte. De mente Dem ikke berettiget til at forlade arbejdsstedet. Derfor, og fordi det pågældende arbejde efter Deres mening var af yderste vigtighed for godsbanens drift, udeblev De. Der er ikke oplysning om, hvorvidt De sendte afbud til mødet.

Deres forklaring på udeblivelsen blev i afskedigelsesbrevet gengivet på den måde, at De "prioriterede det sporarbejde, du var sat til at udføre, højere end at give møde til afhøring". Denne gengivelse af Deres forklaring på udeblivelsen er efter min mening langt fra dækkende i forhold til det, De under sagen - også inden afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991 blev sendt - har gjort gældende.

Auditøren konkluderede i forhørsrapporten, at De havde vedgået, at der med hensyn til udeblivelsen var tale om en tjenesteforseelse. DSB har i afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991 gengivet auditørens bemærkning.

Som sagen foreligger oplyst for mig, kan jeg ikke vurdere, om auditørens referat af hvad der skete under tjenesteforhøret er korrekt. I Deres skrivelse af 24. oktober 1990 gav De utvetydigt udtryk for, at De mente at have haft lovlig grund til at udeblive fra den tjenstlige afhøring. På denne baggrund må jeg konstatere, at det både under tjenesteforhøret og den 8. april 1991, da afskedigelsesskrivelsen blev sendt, stod klart, at De ikke erkendte, at De ved at udeblive fra afhøringen havde begået en tjenesteforseelse.

Jeg finder det overordentligt uheldigt, at Deres opfattelse af forholdene med hensyn til udeblivelse fra mødet den 11. oktober 1990 er gengivet så ufuldstændigt som beskrevet. Jeg finder samtidig, at det må anses for overordentligt usikkert, om generaldirektoratet havde opfattet det faktiske begivenhedsforløb korrekt, da afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991 blev sendt.

Dertil kommer, at de oplysninger, hvorpå De støttede Deres forsvar mod denne sigtelse, ikke blev undersøgt nærmere. Jeg sigter hermed til, at det ikke nærmere blev undersøgt, om De havde fået ordre til at udføre sporarbejde, hvornår denne ordre var blevet udstedt, om der var tale om en skriftlig ordre, samt det nærmere indhold af samtalen om formiddagen den 11. oktober mellem Dem og (D).

Det er sammenfattende min opfattelse, at DSB ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at antage, at Deres udeblivelse fra den tjenstlige afhøring var en tjenstlig forseelse.

3) Nedsættelse af arbejdstempoet.

DSB har som yderligere grundlag for afskedigelsen henvist til, at De i slutningen af marts 1990 havde opfordret et svejsehold fra (Y) til at sætte arbejdstempoet ned.

De har såvel under tjenesteforhøret som i senere skrivelser nægtet at have givet en sådan opfordring.

Af forhørsprotokollen fremgår, at det pågældende svejsehold rent faktisk udførte det arbejde, som oprindelig var planlagt. Det ses videre, at der har været en diskussion mellem Dem og overbanehåndværker (F) om, hvor meget arbejde der dagligt skulle udføres. (F) forklarede, at De efter diskussionen "gik med på denne arbejdspræstation" (6 svejsninger om dagen).

Disse oplysninger giver efter min mening ikke grundlag for at antage, at De skulle have obstrueret arbejdet eller på anden måde tilskyndet svejseholdet fra (Y) til at nedsætte arbejdstempoet. Forhørsreferatet viser alene, at arbejdsnormen havde været drøftet.

Baggrunden for, at De tog spørgsmålet om arbejdstempoet op, var ifølge det oplyste, at den planlagte arbejdspræstation var højere end (svejseholdet fra X-bys), og at De var tillidsmand. Diskussionen havde således en faglig baggrund, og det kan efter min opfattelse ikke tilregnes Dem som en tjenesteforseelse, at spørgsmålet blev bragt på bane.

Om diskussionen mellem Dem og (F) var mere eller mindre heftig, giver afhøringen den 27. november 1990 ikke grundlag for at vurdere. Af de afgivne forklaringer ses blot, at der var tale om en diskussion, og at den varede ca. et kvarter.

Der var således ikke holdepunkt i de refererede forklaringer for at karakterisere diskussionen som "en til skænderi grænsende diskussion" som sket i auditørens indstilling af 4. januar 1991 og i afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991.

Efter min mening var der ikke grundlag i de faktiske oplysninger for at karakterisere Deres optræden som tjenesteforseelse.

4) Mobiltelefon-episoden.

DSB's vurdering af episoden den 9. oktober 1990 vedrørende Deres anmodning om udlevering af en mobiltelefon bygger på forhøret den 27. november 1990, på notatet af 9. oktober 1990 udfærdiget af (C), samt på baneingeniør (B's) indberetning af samme dato.

Efter det oplyste var De den eneste, der afgav forklaring under tjenesteforhøret. Deres forklaring giver ikke på nogen måde holdepunkt for - som gjort i afskedigelsesskrivelsen af 8. april 1991 - at betegne Deres optræden som en provokation eller som truende.

Generaldirektoratets bedømmelse af Deres optræden bygger derfor i det væsentligste på (B's) indberetning af 9. oktober 1990 og (C's) notat af samme dato om en samtale med Dem. Ingen af de to blev efter det oplyste afhørt under tjenesteforhøret. Selve sigtelserne mod Dem blev således ikke fastlagt under tjenesteforhøret. Allerede af den grund må jeg nære betænkelighed ved at anerkende, at DSB har fundet at kunne lægge de nævnte oplysninger til grund ved vurderingen af Deres forhold. Jeg henviser herved til mine bemærkninger (ovenfor under 2)).

Hertil kommer, at hverken indberetningen eller notatet i sig selv giver støtte for påstanden om, at Deres anmodning om lån af en mobiltelefon blev fremsat på en provokerende måde. I denne forbindelse bemærkes, at selve anmodningen og baggrunden herfor, således som den blev forklaret af Dem under tjenesteforhøret, ikke kunne anses for en provokation.

Der ses heller ikke i de foreliggende oplysninger at være grundlag for at hævde, at De under samtalen truede med arbejdsvægring. De gengivne bemærkninger herom (i indberetningen og samtalenotatet) kan lige så godt forstås som en oplysning fra Dem om, at afslaget kunne føre til, at De - lovligt - måtte undlade at udføre sporarbejde for at kunne varetage Deres tillidsmandsopgaver.

(J's) erklæring af 10. april 1991 indeholder en påstand om, at der rent faktisk var en overskydende mobiltelefon, og at dette forhold blev holdt skjult for Dem af banemester (C).

Under hensyn til, at DSB havde vurderet Deres optræden som provokerende og utilstedelig måtte disse oplysninger anses for overordentligt væsentlige. I realiteten kunne de, såfremt de blev undersøgt nærmere, ændre vurderingen af denne episode fuldstændig. Jeg må derfor anse det for en fejl, at DSB intet foretog sig for at undersøge erklæringens indhold nærmere og i stedet nøjedes med en oplysning fra auditøren om, at erklæringen ikke ville ændre hans indstilling af 4. januar 1991.

Heller ikke Deres optræden den 9. oktober 1990 kunne på det foreliggende grundlag betragtes som en tjenesteforseelse.

5) Partshøring.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse

" § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

Det følger af bestemmelsen, at DSB inden der blev truffet afgørelse om afskedigelse af Dem burde have forelagt auditørens indstilling af 4. januar 1991 for Dem til udtalelse.

Dette skete ikke, hvilket generaldirektoratet har beklaget.

Jeg er enig i, at det er beklageligt, at der ikke blev foretaget partshøring. Indstillingen indeholdt konklusioner, som set i relation til det, der blev refereret fra tjenesteforhøret den 27. november 1990, måtte betragtes som usædvanlige. Det kunne derfor ikke udelukkes, at De i forbindelse med partshøring om indstillingen kunne have påpeget svagheder og unøjagtigheder i indstillingen, som kunne have påvirket den endelige beslutning om afskedigelse. Fejlen må derfor vurderes som væsentlig.

Det tilføjes, at høringen af Statsansattes Kartel ikke kunne sidestilles med eller erstatte partshøring af Dem i henhold til § 19 i forvaltningsloven.

6) Proportionalitet.

Det følger af det, der er omtalt (ovenfor), at sagens oplysninger ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at kvalificere Deres opførsel som tjenesteforseelser.

Selv om det måtte antages, at de tre beskrevne forhold var udtryk for tjenesteforseelser, finder jeg det desuden tvivlsomt, om forseelserne var af en sådan grovhed, at de kunne begrunde anvendelse af den strengeste af de i tjenestemandsloven hjemlede disciplinærsanktioner.

Jeg skal herved pege på, at udeblivelsen fra tjenstlig afhøring under ingen omstændigheder kunne betragtes som en gentagelse af en tjenstlig forseelse, at der burde tages hensyn til, at episoderne i slutningen af marts og den 9. oktober 1990 begge havde forbindelse med Deres hverv som tillidsmand, og at et eventuelt modsætningsforhold mellem Dem og ledelsen kunne være forsøgt løst ved, at De som foreslået af Statsansattes Kartel blev flyttet til en anden stilling.

7) Sammenfattende vurdering.

Efter min gennemgang af sagen må jeg konkludere, at der ikke i de forelagte oplysninger har været tilstrækkeligt grundlag for at kvalificere de tre forhold, som DSB har henvist til, som tjenesteforseelser.

Samtidig finder jeg det meget beklageligt, at en række relevante faktiske forhold ikke blev søgt afklaret af DSB, inden afgørelsen blev truffet.

Det må ligeledes anses for en væsentlig processuel fejl, at De ikke inden afgørelsen fik lejlighed til at kommentere auditørens indstilling af 4. januar 1991.

Endelig må jeg nære alvorlige betænkeligheder ved, at generaldirektoratet har fundet det berettiget at anvende en så vidtgående sanktion - afskedigelse med opsat pension - over for forseelsestyper som de foreliggende.

Jeg har meddelt DSB min opfattelse.

Samtidig har jeg henstillet, at DSB annullerer afskedigelsesafgørelsen af 8. april 1991 samt kontakter Dem med henblik på at placere Dem i en ny stilling.

Jeg har udbedt mig underretning om sagens videre forløb.

..."

I et brev af 14. juni 1994 meddelte DSB mig at man tog konklusionerne i min udtalelse til efterretning. DSB anførte følgende

"...

Vi har i alt væsentligt taget Deres konklusioner til efterretning.

DSB ønsker dog hermed at påpege, at vi ved vurderingen forud for den dengang trufne afgørelse har fulgt Finansministeriets Personaleadministrative Vejledning (PAV), kapitel 32, side 5, punkt 8, 2. afsnit. Endvidere har vi fulgt forhørslederens (Auditøren under Trafikministeriet) indstilling til straf.

Om det i sagen anførte mere generelle kritikpunkt om manglende partshøring kan vi oplyse, at vi allerede som følge af Deres egen drift undersøgelse af DSB's afskedssager blev opmærksom på forholdet, og siden da har vi efterlevet bestemmelsen. Vi har endvidere instrueret administrative enheder bredt i DSB herom.

Efter forgæves at have søgt telefonisk kontakt til (A) med henblik på at aftale et møde, indbød DSB ved brev af 2. juni 1994 (A) til en samtale mandag den 6. juni 1994 kl 14.00. Imidlertid har (A) i brev af 4. juni 1994 meddelt, at han tidligst kan deltage i en samtale i uge 26 på grund af hans nuværende arbejde.

..."

Brevet var bl.a. vedlagt en kopi af et brev af 7. juni 1994 fra DSB til A. Af brevet fremgik bl.a. følgende

"...

Efter Ombudsmandens henstilling tilbyder vi dig hermed genansættelse som overbanehåndværker i 16. lønramme med øjeblikkelig virkning.

...

Du vil indtil videre blive placeret i regionens administration til varetagelse af svejse- og arbejdsmiljøopgaver inden for regionens område.

...

Da vi har forstået på dit brev af 4. juni 1994, at du for tiden er i et andet ansættelsesforhold, skal vi bede os meddelt, hvorvidt dette ansættelsesforhold skal have opsættende virkning for genansættelsen.

Såfremt dette er tilfældet, vil det være en forudsætning, at DSB ikke vil blive mødt med krav fra din side."

Den 3. august 1994 fremsendte DSB mig en kopi af et forlig indgået mellem Dansk Jernbaneforbund, A og DSB den 30. juli 1994, samt kopi af et genansættelsesbrev til A af 2. august 1994.

Det indgåede forlig havde følgende ordlyd

"Under hensyn til forhandling 27. juli 1994 samt telefonisk drøftelse 28. juli 1994 indgås følgende forlig

Til fuld og endelig opgørelse af alle forhold og alle rejste krav i forbindelse med DSB's uberettigede afsked af (A) - herunder også tab af pensionsår - anviser DSB (A) ialt kr. 340.000.

Godtgørelsen udbetales uden præjudice og det forudsættes at modtager selv afklarer sine forhold til skattevæsnet mv.

DSB underretter skattevæsnet med kopi af nærværende forlig.

Pengene bliver anvist senest 8 kalenderdage efter forligets underskrift."

Af genansættelsesbrevet til A fremgik bl.a. følgende

"I forlængelse af DSB's brev af 7. juni 1994 samt i overensstemmelse med det på mødet den 27. juli 1994 aftalte genansættes du med virkning fra 15. august 1994 ved DSB og (...) som tjenestemand i lrm 18 og indtil videre i en stilling som kvalitets- og miljømedarbejder i Infrastrukturtjenesten.

..."

Jeg meddelte herefter DSB at jeg tog det oplyste til efterretning og ikke foretog mig mere i sagen.

Resumé

A, der var tjenestemandsansat overbanehåndværker i DSB, klagede over at han var blevet afskediget med opsat pension. Som begrundelse for afskedigelsen havde DSB henvist til 3 tjenesteforseelser af disciplinær karakter.

Efter en gennemgang af sagen måtte ombudsmanden konkludere at der ikke i de forelagte oplysninger havde været tilstrækkeligt grundlag for at kvalificere de tre forhold, som DSB havde henvist til, som tjenesteforseelser. Samtidig fandt ombudsmanden det meget beklageligt at en række relevante faktiske forhold ikke var blevet søgt afklaret af DSB, inden afgørelsen blev truffet.

Ombudsmanden anså det endvidere for en væsentlig processuel fejl at A ikke - inden afgørelsen blev truffet - fik lejlighed til at kommentere indstillingen i sagen fra Auditøren under Trafikministeriet. Endelig udtalte ombudsmanden at han måtte nære alvorlige betænkeligheder ved, at DSB havde fundet det berettiget at anvende en så vidtgående sanktion som afskedigelse med opsat pension over for forseelsestyper som de omhandlede.

Ombudsmanden henstillede til DSB at annullere afskedigelsesafgørelsen og at kontakte A med henblik på at placere ham i en ny stilling. (J. nr. 1992-98-812).