Individuel boligstøtte. Ydelse med nedsat beløb.

§§ 15 og 55 i lovbekendtgørelse nr. 664 af 23. juli 1992 er sålydende

" § 15. Overstiger lejen halvdelen af husstandsindkomsten, skal kommunalbestyrelsen efter en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold bestemme, om boligstøtte kan ydes. Det samme gælder, hvis særlige forhold f.eks i forbindelse med ansøgerens afståelse af sin hidtidige bolig og leje af den lejlighed, hvortil boligstøtte søges, sandsynliggør, at lejeaftalen er tilrettelagt med særligt henblik på opnåelse af boligstøtte. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at boligstøtte ydes med et nedsat beløb.

§ 55. Det påhviler kommunalbestyrelsen at yde lån efter §§ 56 og 57.

Stk. 2. Lån kan dog ikke ydes,

hvis lånsøgeren efter kommunalbestyrelsens samlede vurdering af hans økonomiske og personlige forhold ikke har behov for lånet,

hvis der foreligger sådanne omstændigheder, at kommunalbestyrelsen kan afslå at yde boligstøtte, jf. § 15, eller

hvis lånsøgeren ikke har afviklet gæld på tidligere beboerindskudslån."

I brev af 9. januar 1993 klagede A til Det Sociale Ankenævn i X Amt over afslaget. Hun anførte bl.a. at hun var gravid med sit tredje barn og derfor i løbet af nogle år ville få brug for mere plads end i sin hidtidige lejlighed. Hun anførte endvidere at der i den nye lejlighed ville være mulighed for at udleje et værelse. A oplyste samtidig at hun havde opsagt sin hidtidige lejlighed og underskrevet den nye lejekontrakt.

I forbindelse med klagen blev der i kommunen lavet et notat af 15. januar 1993, hvor der bl.a. var anført følgende

"Ved afslaget er der ikke foretaget et konkret skøn, da pgl.s nettoindkomst efter skat ikke er kendt, men udelukkende at § 15 (ny lov) er opfyldt. Derimod er der lagt vægt på, at pgl. fortsat skal udleje et rum (formodentlig til nuværende lejer) for at kunne dække huslejen. Endvidere er der lagt vægt på, at pgl. kan få en højere boligstøtte og den ønskede merplads uden logerende i nuværende bolig, som i øvrigt anses for at være tilfredsstillende - i øvrigt til en lavere total boligudgift for pgl."

I en udtalelse til Det Sociale Ankenævn for X Amt af 22. januar 1993 anførte kommunen bl.a. følgende

"Ved afgørelser efter boligstøttelovens § 15 skal der foretages en konkret vurdering af ansøgerens økonomiske forhold. Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at ansøger har behov for at have en logerende for at kunne betale huslejen. Endvidere er der lagt vægt på, at ansøgerens nuværende bolig er fuldt tilfredsstillende, og den ønskede merplads kan opnåes uden logerende.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at det er administrativ praksis i (K) Kommune at meddele afslag på indskudslån, når ansøger har behov for logerende for at kunne betale huslejen, idet dette indikerer, at § 15 situation er opfyldt."

I brev af 8. februar 1993 til A stadfæstede Det Sociale Ankenævn for X Amt kommunens afgørelse og anførte bl.a. følgende

"Vedr. boligsikring er der lagt vægt på, at lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, og at Deres husstand i forvejen beboede en passende bolig med en lavere leje, jfr. lov om individuel boligstøtte § 15.

Når kommunalbestyrelsen har afslået at yde boligsikring eller boligydelse, jfr. § 15, kan den ligeledes afslå at yde lån til betaling af beboerindskud, jfr. § 55.

Sagen er behandlet ud fra oplysningerne, De selv har afgivet, kommunens sagsakter og sagsredegørelse, som De har modtaget en kopi af.

Afgørelsen er truffet i henhold til reglerne i Lov om individuel boligstøtte §§ 15 og 55, som er vedlagt."

I klagen til mig gjorde B gældende

at den beregning af husstandsindkomsten, der var foretaget (med fradrag for husstandens børn), ikke kunne anvendes i dette tilfælde, og

at der under alle omstændigheder burde have været ydet støtte med et nedsat beløb, jf. boligstøttelovens § 15 i.f.

I en udtalelse af 16. juli 1993, som det sociale ankenævn indhentede fra kommunen i forbindelse med klagen til mig, anførte K Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning bl.a. følgende

"Husstandsindkomsten er opgjort i henhold til lov om individuel boligstøtte paragraf 8. I samme lovs paragraf 15 henvises til husstandsindkomsten og til lejen ved vurderingen af om lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten.

I vejledningen til loven bestemmes i punkt 8.4.1. at den leje der skal sammenlignes med husstandsindkomsten er den faktiske leje.

Det kan tilføjes, at forvaltningen i henhold til lov om individuel boligstøtte paragraf 15 kan afgøre om boligstøtte afslås eller udbetales med et nedsat beløb."

Det sociale ankenævn henviste i sin udtalelse af 9. august 1993 hertil og anførte at klagen ikke havde givet anledning til yderligere kommentarer.

I en skrivelse til B udtalte jeg herefter følgende

"...

Det Sociale Ankenævn for (X) Amts afgørelse er truffet i medfør af §§ 15 og 55 i lovbekendtgørelse nr. 664 af 23. juli 1992 om individuel boligstøtte. Bestemmelserne er citeret ovenfor (...). Afgørelsen er tillige truffet på baggrund af Boligstyrelsens vejledning fra august 1992 om individuel boligstøtte.

I pkt. 8.4.1. i denne vejledning er bl.a. anført følgende om den vurdering, der skal foretages efter lovens § 15

"Ved denne vurdering lægges den faktiske leje til grund, uanset om denne overstiger maksimum lejen, jf. pkt. 8.2, ligesom kommunen skal lægge den husstandsindkomst til grund, der i øvrigt benyttes ved boligstøtteberegningen."

I lovbekendtgørelsens § 8 er fastsat bestemmelse om, hvordan husstandsindkomsten opgøres ved beregning af individuel boligstøtte. Efter § 8, stk. 5, nedsættes indkomsten med 22.000 kr. pr. barn i husstanden (på afgørelsestidspunktet reguleret til 23.200 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 2).

1. Et hovedformål med såvel de nuværende som de tidligere regler om individuel boligstøtte er at yde tilskud til boligudgifter, når indtægten er lav i forhold til lejen. I forarbejderne til den bestemmelse, der svarer til § 15 i lovbekendtgørelse nr. 664 af 23. juli 1992, er således anført, at "en kommunalbestyrelse derfor ikke skal kunne afslå eller nedsætte boligsikring, alene fordi lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, men der skal tillige foreligge særlige forhold, som gør det urimeligt, at der ydes (fuld) boligsikring". (Folketingstidende 1967-68, tillæg A, spalte 581).

Der er derimod ingen holdepunkter - heller ikke i bestemmelsens forarbejder - for at antage, at der ved selve beregningen af om lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, skal anvendes en anden opgørelse af husstandsindkomsten end den, der i øvrigt gælder i loven om beregning af boligstøtte. Lovens § 8 indeholder en udførlig angivelse af, hvordan husstandsindkomsten skal opgøres - herunder at der skal fradrages et beløb for hvert barn i husstanden - og anvendelsen af begrebet husstandsindkomst må, hvor begrebet anvendes i loven, forstås på samme måde.

Jeg kan derfor ikke kritisere, at der i (A's) sag ved beregningen af husstandsindkomsten i relation til §§ 15 og 55 er foretaget et fradrag for børn i overensstemmelse med lovens § 8, stk. 5. Jeg kan følgelig heller ikke kritisere at boligstyrelsens vejledning fra august 1992 angiver, at den indkomst, der skal benyttes ved sammenligningen i § 15, er den husstandsindkomst, der i øvrigt benyttes ved boligstøtteberegningen.

2. Jeg må lægge til grund, at lejen i den konkrete sag har oversteget halvdelen af husstandsindkomsten opgjort efter § 8, og at betingelsen for efter § 15, stk. 1, at foretage en samlet vurdering af de økonomiske og personlige forhold med henblik på at boligstøtte skulle ydes, således har været opfyldt.

Den konkrete vurdering af, om der på grundlag af de økonomiske og personlige forhold skal ydes støtte, herunder støtte med et nedsat beløb, selvom lejen overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, bygger for en stor del på et skøn. Et sådant skøn kan jeg kun kritisere, når der foreligger særlige omstændigheder. Efter min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at jeg kan kritisere, at der ikke blev ydet fuld boligstøtte og boligsikring.

For så vidt angår spørgsmålet om ydelse af støtte med et nedsat beløb, jf. § 15 sidste punktum, står det mig imidlertid ikke klart, om dette har været overvejet - og om der således overhovedet er foretaget et skøn vedrørende dette forhold. Kommunens notat af 15. januar 1993 tyder nærmest på, at dette ikke har været tilfældet. Der ses i hvert fald ikke at være givet nogen begrundelse i kommunens - og dermed i ankenævnets - afgørelse for (også) at afslå støtte med nedsat beløb.

Jeg skal på den baggrund anføre følgende

a. Efter § 15, sidste punktum, i lovbekendtgørelsen nr. 664 af 23. juli 1992, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at boligstøtte ydes med nedsat beløb. Bestemmelsen indebærer at kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor fuld boligstøtte afslås efter § 15, 1. og 2. punktum, har pligt til at vurdere om der - i stedet - kan ydes delvis støtte.

b. Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Det er efter min opfattelse beklageligt, at det ikke fremgår af kommunens og ankenævnets afgørelser, om det har været overvejet at yde støtte med et nedsat beløb. Såfremt spørgsmålet har været overvejet, er det efter min opfattelse beklageligt, at afgørelserne ikke er begrundet på dette punkt.

Jeg har på den baggrund anmodet ankenævnet om at foranledige, at der træffes afgørelse/gives en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningsloven vedrørende spørgsmålet om ydelse af støtte med et nedsat beløb.

Jeg har bedt om at modtage underretning om, hvad der sker i sagen.

..."

Den 7. september 1994 traf K Kommune, Social- og Sundhedsforvaltningen, en ny afgørelse om ikke at tildele A støtte med nedsat beløb, hvilket Det Sociale Ankenævn i X Amt orienterede mig om ved skrivelse af 16. september 1994.

Ved skrivelse af 5. oktober 1994 meddelte jeg Det Sociale Ankenævn i X Amt at jeg ikke foretog mig videre i sagen.

Individuel boligstøtte. Ydelse med nedsat beløb.

Retshjælpen B klagede for A over en afgørelse fra Det Sociale Ankenævn i X Amt. Ved afgørelsen stadfæstede ankenævnet K Kommunes afslag på boligindskudslån og boligstøtte til A.

Af sagen fremgik det at A i ansøgningsskema, modtaget i K Kommune den 17. december 1992, søgte om boligindskudslån og boligsikring til sin lejlighed. Med ansøgningen vedlagde A kopi af lejekontrakt hvoraf fremgik at overtagelsesdagen var den 1. januar 1993. I brev af 8. januar 1993 til A afslog K Kommune, Social og Sundhedsforvaltningen, det ansøgte. Kommunen anførte bl.a. følgende

"... efter en vurdering af Deres indkomstforhold i relation til huslejens størrelse må (man) antage, at De ikke vil være i stand til at betale huslejen, jfr. lov om individuel boligstøtte §§ 12 og 48.

Endvidere anser man Deres nuværende boligforhold for at være tilfredsstillende, jfr. lov om individuel boligstøtte, § 48.

Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at Deres nuværende boligstøtte på 1.581 kr kan forhøjes til 2.129 kr i Deres nuværende bolig, såfremt De ikke har en logerende. Den ønskede mer plads kan således opnåes i Deres nuværende bolig uden logerende til en lavere boligudgift."

Social- og sundhedsforvaltningens henvisning til lov om individuel boligstøtte (§§ 12 og 48) angik lovbekendtgørelse nr. 467 af 1. august 1988. Med ikrafttræden den 1. januar 1993 var denne lovbekendtgørelse imidlertid erstattet af lovbekendtgørelse nr. 664 af 23. juli 1992, og social- og sundhedsforvaltningen burde derfor have henvist hertil, hvor §§ 15 og 55 svarer til de hidtil gældende §§ 12 og 48.

Resumé

A klagede over at Det sociale Ankenævn havde stadfæstet kommunens afslag på hendes ansøgning om boligstøtte. Ifølge boligstøttelovens § 15 skal kommunalbestyrelsen, såfremt den boligsøgendes leje overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, efter en samlet vurdering bestemme om boligstøtte skal ydes. Kommunalbestyrelsen kan bestemme at boligstøtte ydes med et nedsat beløb.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at A ikke havde fået fuld boligstøtte. Ombudsmanden fandt derimod at bestemmelsen i boligstøttelovens § 15 indebærer, at kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor fuld boligstøtte afslås, har pligt til at vurdere, om der i stedet kan ydes delvis støtte. Ombudsmanden anså det for beklageligt at det ikke fremgik af kommunens og ankenævnets afgørelser, om det havde været overvejet at yde støtte med nedsat beløb. Såfremt spørgsmålet havde været overvejet, var det beklageligt at afgørelserne ikke var begrundet på dette punkt. (J. nr. 1993-655-028).