Tab af dagpengeret under ventetid på operation. Varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22.

Tab af dagpengeret under ventetid på operation. Varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22.

B klagede for A over at A havde mistet retten til sygedagpenge som følge af varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22, stk. 1.

Det fremgik af sagen at A den 23. oktober 1990 blev sygemeldt på grund af en knæskade. På tidspunktet for sygemeldingen var A uden arbejde og modtog indtil den 22. oktober 1990 arbejdsløshedsdagpenge fra sin arbejdsløshedskasse. Om A's tilknytning til arbejdsmarkedet fremgår det at han fra den 12. september 1988 til den 26. februar 1990, hvor han blev afskediget på grund af for mange sygedage, var ansat som chauffør ved Hovedstadens Trafikselskab.

Efter sygemeldingen var A i behandling hos speciallæge C. Herudover gik han til behandling på X Amtssygehus hvor han dels var i medicinsk behandling, dels fik foretaget røntgenundersøgelser. A's søster oplyste den 21. august 1991 over for kommunen at det på sygehuset var blevet besluttet at foretage en operation på A. Kommunen kontaktede herefter sygehuset og fik dér oplyst at der var 14 måneders ventetid på den operation, som skulle foretages.

K Kommune meddelte den 24. september 1991 telefonisk A at denne, på grund af den generelle varighedsbegrænsning i dagpengelovens § 22, med virkning fra den 31. oktober 1991 ikke længere ville være berettiget til at modtage sygedagpenge. Den 7. oktober 1991 oplyste kommunen skriftligt A herom.

A påklagede den 24. oktober 1991 afgørelsen om standsningen af udbetalingen af dagpenge under henvisning til at han ventede på indlæggelse og operation. Kommunen fastholdt den trufne afgørelse og fremsendte derfor den 3. januar 1992 sagens akter til Dagpengeudvalget sammen med en redegørelse for sagen. I redegørelsen var bl.a. anført følgende

"...

Efter modtagelsen af anken har sagen været igennem en nøje revurdering. Ved revurderingen er der ikke fremkommet nye aspekter, som har kunnet ændre den tidligere trufne beslutning, hvorfor beslutningen om at standse dagpengeudbetalingen den 31.10.1991 p.g.a. den generelle varighedsbegrænsning er fastholdt med samme begrundelser.

Man skal hermed redegøre for sagen

Sikrede blev sygemeldt den 23.10.1990 p.g.a. knæskade. På sygemeldingstidspunktet var sikrede arbejdsløs og modtog arbejdsløshedsunderstøttelse fra (...) Arbejdsløshedskasse. Sikredes sidste beskæftigelse har været som chauffør ved HT, hvorfra han blev bortvist den 26.2.1990.

Under sygeforløbet er sagen løbende blevet fulgt op, jvf. bestemmelserne i § 24 i Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Til brug for opfølgningsarbejdet er der indhentet lægelige oplysninger i form af LÆ 350 fra sikredes egen læge og behandlende speciallæge, statusbedømmelse samt journaloplysninger fra (X) Amts Sygehus (...).

Den 18.7.1991 blev sagen drøftet med kommunens lægekonsulent på baggrund af de indkomne lægelige oplysninger. Lægekonsulenten konkluderede her, at sikrede skulle kunne genoptage et chaufførjob.

På baggrund af ovenstående drøftelse blev sikrede indkaldt til samtale den 6.8.1991 på dagpengekontoret. Ved samtalen blev det oplyst, at sikrede skulle til røntgenundersøgelse på (X) Amts Sygehus i (...) den 20.8.1991.

Sikrede blev ved samtalen orienteret om den generelle varighedsbegrænsning den 30.11.1991.

Det blev aftalt, at sikrede skulle møde på dagpengekontoret igen den 21.8.1991 for at orientere om undersøgelsen på hospitalet.

Ved undersøgelsen på (X) Amts Sygehus i (...) den 20.8. 1991 blev det besluttet at indstille sikrede til operation af leddet mellem knæskallen og lårbenet.

Ved telefonisk henvendelse til hospitalet den 17.9.1991 oplyses det, at der er 14 måneders ventetid på denne operation og der er ikke mulighed for at fremskynde operationen.

Kommunens lægekonsulent har den 17.9.1991 vurderet, at sikrede ikke kan genoptage chaufførarbejde før operationen er foretaget.

På baggrund af de indkomne oplysninger skønnes det ikke realistisk at sikrede skulle kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse i fuldt omfang indenfor 26 uger efter dagpengeperiodens udløb, hvorfor man ikke har ment, at der var baggrund for forlængelse af dagpengeperioden efter bestemmelserne i § 22, stk. 1, nr. 2 i Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Den 19.9.1991 bliver man opmærksom på, at dagpengeperioden udløber den 31.10.1991 og ikke den 30.11.1991, som man tidligere har orienteret sikrede om.

Den 24.9.1991 orienteres sikrede telefonisk om, at dagpengeudbetalingen ophører den 31.10.1991 p.g.a. den generelle varighedsbegrænsning, samt at der ikke er mulighed for at forlænge dagpengeperioden med mindre den planlagte operation vil kunne fremskyndes sådan, at han vil blive i stand til at genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse i fuldt omfang indenfor 26 uger efter dagpengeperiodens udløb.

Den 7.10.1991 bliver sikrede skriftligt orienteret om varighedsbegrænsningen den 31.10.1991 ved blanket DP 225.

I forbindelse med anken og revurderingen af sagen har forvaltningen undersøgt, om der var mulighed for at få udført den planlagte operation på et sygehus med en kortere ventetid. Dette har imidlertid ikke kunnet lade sig gøre. ..."

Dagpengeudvalget behandlede herefter sagen og traf på et møde den 22. maj 1992 afgørelse. I afgørelsen var bl.a. følgende anført

"...

Dagpengeudvalget har behandlet Deres klage af 24. oktober 1991 over kommunens afgørelse af 7. oktober 1991 og har på sit møde den 22. maj 1992 truffet følgende afgørelse

De har ikke ret til yderligere dagpenge efter den 31. oktober 1991, idet udbetaling af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.

Dagpengeudvalget har ikke fundet grundlag for forlængelse af dagpengeperioden, idet det den 31. oktober 1991 ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder arbejdsprøvning ville blive iværksat. Endvidere opfyldte De ikke betingelsen om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden for 26 uger måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Der henvises til lovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990 § 48.

Dagpengeudvalget har ved afgørelsen lagt vægt på, at hospitalet overfor kommunen har oplyst, at der var 14 måneders ventetid på den operation De skal have foretaget, hvilket ville betyde, at De kunne forventes opereret i slutningen af november 1992.

Dagpengeudvalget tiltræder således kommunens afgørelse.

..."

Den 14. maj 1993 klagede A til mig.

Dagpengeudvalget anførte i en udtalelse til mig af 16. september 1993 bl.a. følgende

"...

(K) Kommune har ved skrivelse af 30. juni 1993 meddelt, at kommunen ikke havde yderligere kommentarer til sagen.

Dagpengeudvalget har behandlet klagen på mødet den 27. august 1993, og kan udtale følgende

Pågældende har klaget over, at Dagpengeudvalget har givet kommunen medhold i, at udbetalingen af dagpenge ikke kunne forlænges, idet han ikke opfyldte forlængelsesbetingelserne i dagpengelovens § 22, stk. 1, idet der var 14 måneders ventetid på en operation.

Pågældende anfører, at han er blevet gjort opmærksom på, at denne afgørelse er i strid med de tilkendegivelser, der kom fra socialministeren i forbindelse med lovens behandling i Folketinget, og at pågældende var vidende om, at Justitsministeriet i et svar af 26. februar 1993 til Folketingets Socialudvalg har udtalt sig på linie hermed.

På spørgsmål 10 fra Folketingets Socialudvalg - om hvad ministeren ville bruge bemyndigelsen til i lovforslagets § 22, stk. 2, fremgår det af svaret til Folketingets Socialudvalg, at bemyndigelsen tænktes anvendt til forlængelse af dagpengeperioden når den sikrede var under eller ventede på lægebehandling, der måtte antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed.

I svaret på spørgsmål 51 til Folketingets Socialudvalg, der bl.a. var uddybning af ovennævnte spørgsmål, forudsættes, at den samlede udbetalingsperiode ikke ville kunne overstige den maksimale dagpengeperiode efter dagældende lov.

...

Det er Dagpengeudvalgets opfattelse at afgørelsen er i overensstemmelse med ordlyden i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, jfr. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991 §§ 48 og 49, stk. 1, nr. 1 samt intentionerne bag loven, og helt i overensstemmelse med den praksis Udvalget har fulgt siden lovens ikrafttræden 2. april 1990.

Det bemærkes, at Udvalget er bekendt med, at der ved ændringsbekendtgørelsen af 25. august 1993 er blevet indsat en ny § 49 a, hvorefter der ses bort fra den periode, hvor den sygemeldte venter på lægebehandling på et offentligt sygehus.

..."

I brev af 22. oktober 1993 oplyste A at han den 19. maj 1993 fik indopereret et nyt knæ. Den 27. oktober 1993 oplyste han endvidere at han inden for 1 måned igen ville være arbejdsdygtig.

I et brev til A udtalte jeg herefter følgende

"Dagpengeudvalgets afgørelse er truffet i henhold til § 22, stk. 1, i lov nr. 852 af 20. december 1989 og § 48, nr. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990. Bestemmelserne har følgende ordlyd

" § 22. Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, medmindre

det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,

den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden, eller

særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor."

" § 48. Kommunen forlænger dagpengeperioden for personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk. 1,

når det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder arbejdsprøvning vil blive iværksat,

når den pågældende er under eller venter på lægebehandling, der må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden inden for 26 uger."

Således som sagen foreligger for mig, rejser der sig følgende tre problemstillinger

A) hvorledes skal bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, fortolkes,

B) har bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990 den fornødne hjemmel i loven, og

C) om myndighedernes fortolkning af bestemmelserne er korrekt.

ad A) Under Folketingets behandling af lovforslaget (L 29/89) var dette genstand for en del overvejelser og debat.

Også efter lovens vedtagelse har der været diskussion om bestemmelsen og fortolkningen heraf. Folketingets Socialudvalg bad således den 17. december 1992 socialministeren om at indhente en udtalelse hos Justitsministeriets lovkontor om hvorledes bestemmelsen skulle fortolkes.

Ved skrivelse af 26. februar 1993 afgav Justitsministeriet sin udtalelse. Af denne fremgår bl.a. følgende

" 5. Bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, kan efter Justitsministeriets opfattelse sprogligt forstås på to måder

- enten således, at lægebehandlingen (incl. eventuel ventetid) skal være gennemført inden for kortere tid (26 uger),

- eller således, at der kan gives dispensation (forlængelse) i hele venteperioden og herefter mens lægebehandlingen står på, under forudsætning af, at denne lægebehandling efter en lægelig vurdering inden for en kortere tid (26 uger) må antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden.

Det fremgår af de oprindelige bemærkninger til lovforslaget, at dagpengeudbetalingen skal kunne fortsætte i de tilfælde hvor uarbejdsdygtigheden skyldes ventetider i sundhedssektoren. Der kan f.eks. være tale om, at en person venter på en øjen- eller hofte-operation, og hvor det må antages, at pågældende efter operationen og en passende rekonvalescens- eller genoptræningsperiode vil blive arbejdsdygtig påny. Bemærkningerne synes efter Justitsministeriets opfattelse at pege i retning af, at der med bestemmelsen sigtes mod sidstnævnte forståelse.

Retsudvalgets (her må menes Socialudvalgets, min bemærkning) betænkning (tillæg B, sp. 327) synes sprogligt at kunne give anledning til nogen tvivl, om man sigter mod første eller anden forståelse af bestemmelsen i forslagets § 22, stk. 1, nr. 2, men disse bemærkninger udelukker dog ikke sprogligt den sidstnævnte fortolkning.

Besvarelsen af spørgsmål 10, som uddybet ved besvarelsen af spørgsmål 43, må efter Justitsministeriets opfattelse forstås således, at socialministeren på det tidspunkt har lagt den sidstnævnte fortolkning til grund, idet man tillægger det betydning, at der foretages en "lægelig vurdering" med hensyn til lægebehandlingens mulighed for at skabe fuld arbejdsdygtighed. Det forekommer mindre nærliggende at tale om en lægelig vurdering af ventetiden.

Under henvisning hertil er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at antage, at det var hensigten med det oprindelige forslag, at dagpengeudbetalingen skulle fortsætte i hele venteperioden forud for iværksættelsen af lægebehandlingen, i tilfælde af, at denne venteperiode alene skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige og ikke lægelige forhold, når lægebehandlingen antages at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed inden for 26 uger.

Efter indledningen af lægebehandling skulle dagpengeudbetalingen standse, såfremt en lægelig vurdering tilsiger, at den pågældende behandling ikke inden for en kortere tid kan genskabe fuld arbejdsdygtighed, medmindre der foreligger særlige omstændigheder i øvrigt, jf. § 22, stk. 1, nr. 3.

Spørgsmålet er imidlertid om denne fortolkning kan antages at være ændret på baggrund af Folketingets behandling af lovforslaget, herunder den ændring af § 22, stk. 1, nr. 2, som skete under behandlingen.

Med hensyn til ændringen af bestemmelsen finder Justitsministeriet ikke, at denne eller bemærkningerne hertil, herunder Justitsministeriets bidrag til besvarelsen af spørgsmål nr. 45, kan antages at have betydning for det rejste fortolkningsspørgsmål. Ved ændringsforslaget præciseres efter Justitsministeriets opfattelse alene, at dagpengeperioden også kan forlænges, når den sikrede er i gang med lægebehandling, der må antages inden for kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden.

Af betydning for spørgsmålets besvarelse er herefter blandt andet den sammenfatning af socialministerens svar m.v. som flertallet i Socialudvalget foretager i udvalgets tillægsbetænkning, jf. ovenfor i pkt. 2.

Intet af det som anføres i tillægsbetænkningen - heller ikke udkastet til § x, litra b, kan efter Justitsministeriets opfattelse antages at markere en afvigelse i forhold til de oprindelige bemærkninger. Tværtimod bemærker udvalget sig, at socialministeren under udvalgsbehandlingen har tilkendegivet, at dagpengeperioden kan forlænges "for personer, der er under eller venter på sygdomsbehandling, og som må antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed. Der henvises endvidere til bemærkningen om, at det var "Socialdemokratiets opfattelse, at mulighederne for forlængelse af dagpengeperioden i de konkrete tilfælde skulle sikre, at personer ikke kommer i klemme i systemet."

Sammenfattende er Justitsministeriet herefter mest tilbøjelig til at mene, at bestemmelsen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, må forstås således, at dagpengeretten skal forlænges i tilfælde, hvor en person venter på sygehusbehandling og hvor ventetiden skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige.

Det anførte forudsætter imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse, at sygehusbehandlingen, når den bliver iværksat, efter en lægelig vurdering må formodes at være egnet til inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed. Er dette ikke tilfældet vil dagpengeretten efter Justitsministeriets opfattelse alene kunne forlænges, hvis særlige omstændigheder i øvrigt taler herfor, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, og § 49 i bekendtgørelserne om dagpenge ved sygdom eller fødsel."

Jeg er enig i Justitsministeriets synspunkt om at bestemmelsen i lovens § 22, stk. 1, nr. 2, sprogligt kan forstås på to måder. Efter min opfattelse synes det endvidere mest nærliggende at anlægge samme forståelse som Justitsministeriet, nemlig at dagpengeretten skal forlænges i tilfælde, hvor den pågældende venter på sygehusbehandling og hvor ventetiden alene skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige.

Jeg er endvidere enig i den af ministeriet anførte modifikation. hvorefter det forudsætter, at sygehusbehandlingen, når den bliver iværksat, efter en lægelig vurdering må formodes at være egnet til inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed. Er dette ikke tilfældet vil dagpengeretten alene kunne forlænges i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, og § 49 i bekendtgørelserne om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Jeg har herved lagt vægt på bestemmelsens ordlyd "lægebehandling som må antages inden for en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden", de bemærkninger som ministeren oprindeligt fremsatte i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget samt de tilkendegivelser som efterfølgende er givet af ministeren. Herudover har jeg tillagt det af Folketingets Socialudvalg i tillægsbetænkningen anførte betydning.

Til orientering vedlægges som bilag kopi af Justitsministeriets udtalelse af 26. februar 1993.

ad B) Spørgsmålet om ministerens udnyttelse af bemyndigelsen i lovens § 22, stk. 2, var, som det fremgår af den vedlagte udtalelse af 26. februar 1993 fra Justitsministeriet, genstand for drøftelser mellem Folketingets Socialudvalg og ministeren.

I forlængelse af et samrådsspørgsmål den 7. december 1989 fremsendte ministeren et udkast til hvorledes bemyndigelsen i lovforslagets § 22, stk. 2, ville blive udnyttet. Herudover redegjorde ministeren i et svar til Socialudvalget (svaret på Socialudvalgets spørgsmål 10) for udnyttelsen af bemyndigelsesbestemmelsen. Det fremgår af disse besvarelser, at ministeren tilsigtede, at der skulle ske forlængelse, når den pågældende var under eller ventede på lægebehandling, som måtte antages inden for 26 uger at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Det fremgår endvidere at spørgsmålet om hvorvidt arbejdsdygtigheden kunne genskabes inden for 26 uger skulle træffes på baggrund af en lægelig vurdering.

På foranledning af Folketingets Socialudvalg blev der herefter indhentet en udtalelse fra Justitsministeriets lovafdeling om, hvorvidt der ville være hjemmel i loven til at bruge bemyndigelsen på denne måde. Af Justitsministeriets udtalelse af 1. december 1989 fremgår at ministeriet fandt det tvivlsomt, om dette ville være tilfældet, idet det ikke klart af lovforslaget fremgik, at personer som var under lægebehandling, tillige var omfattet af lovbestemmelsen. På den baggrund anførte ministeriet, at det var enig i et af Socialministeriet stillet ændringsforslag, således at det klart af loven kom til at fremgå, at også denne persongruppe ville være omfattet. Herefter blev bestemmelsen i lovens § 22, stk. 1, nr. 2, ændret. Den oprindelige ordlyd af lovforslaget samt den endelige formulering af bestemmelsen er citeret i Justitsministeriets udtalelse af 26. februar 1993.

Efter min opfattelse må bestemmelsen i § 48 i 1990-bekendtgørelsen fortolkes på samme måde, som jeg under A har anført vedrørende fortolkningen af § 22 i loven. Der var således ikke modstrid mellem lovens bemyndigelsesbestemmelse og bekendtgørelsen.

ad C) Som det fremgår ovenfor i punkt A og B var Folketingets intentioner med loven - efter min opfattelse - at såfremt en person ventede på sygebehandling og behandlingen alene skyldtes ressourcemæssige forhold hos det offentlige, skulle ventetiden fradrages i de 26 uger. Konkrete sager må derfor løses i overensstemmelse med disse intentioner.

Af Dagpengeudvalgets afgørelse og udtalelsen til mig fremgår, at udvalget ikke har lagt denne fortolkning til grund. Efter Dagpengeudvalgets opfattelse er afgørelsen i overensstemmelse med ordlyden i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991 §§ 48 og 49, stk. 1, nr. 1, samt intentionerne bag loven, og helt i overensstemmelse med den praksis som udvalget havde fulgt siden lovens ikrafttræden den 2. april 1990.

Uanset at Dagpengeudvalget har fulgt denne praksis siden lovens ikrafttræden, er det efter min opfattelse tvivlsomt, om afgørelsen og dermed udvalgets praksis er i overensstemmelse med loven og Folketingets intentioner. På baggrund af den tvivl der har været om forståelsen af bestemmelsen, finder jeg imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere den trufne afgørelse. Jeg har dog i dag henstillet over for Dagpengeudvalget, at det i lyset af det jeg har anført, på ny overvejer (A's) sygedagpengesag.

Afslutningsvis bemærkes, at socialministeren i forbindelse med oversendelsen af Justitsministeriets udtalelse af 26. februar 1993 til Folketingets Socialudvalg oplyste, at man dels på baggrund af Justitsministeriets bemærkninger, dels under hensyntagen til regeringens almindelige bestræbelser på at afbøde virkningerne af de lange ventetider inden for sygehussektoren var indstillet på, at der foretoges en ændring af dagpengebekendtgørelsen, efter at de økonomiske konsekvenser af en model herfor var afklaret.

Ved Socialministeriets bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993 blev der herefter foretaget ændringer i bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991. Der blev således som § 49 a indsat en ny bestemmelse med følgende ordlyd

"§ 49 a. Ved afgørelsen af, om dagpengeretten kan forlænges i medfør af § 48, nr. 2 og § 49, nr. 1, bortses fra den periode, hvor den sygemeldte venter på behandling på et offentligt sygehus."

Den nævnte bestemmelse fik virkning for personer der omfattes af varighedsbegrænsningen i lovens § 22, stk. 1, den 1. september 1993 eller senere.

Da det i denne sag rejste fortolkningsspørgsmål således med virkning fra 1. september 1993 må anses for bortfaldet, finder jeg ikke grundlag for at foretage videre i den anledning.

..."

Ved brev af 18. maj 1994 meddelte Dagpengeudvalget at udvalget havde genoptaget sagen og truffet følgende afgørelse

"Dagpengeudvalget finder fortsat ikke, at De har ret til yderligere dagpenge efter den 31. oktober 1991. Udvalget fastholder således, efter nøje at havde overvejet Ombudsmandens og Justitsministeriets betragtninger, sin tidligere afgørelse med den tidligere givne begrundelse.

Dagpengeudvalget er enige med ombudsmanden og Justitsministeriet i at ordlyden i § 22, stk. 1, nr. 2, sprogligt kan forstås på 2 måder, og derfor kan give anledning til tvivl om, hvorvidt ventetid på lægebehandling skal indgå i 26 ugersperioden.

Det er imidlertid Dagpengeudvalgets opfattelse, at afgørelsen er i overensstemmelse med ordlyden i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, samt intentionerne bag loven, og er helt i overensstemmelse med den praksis, der er fulgt siden lovens ikrafttræden.

Dagpengeudvalget har, som det fremgår af Dagpengeudvalgets svar til Folketingets Ombudsmand af 16. september 1993, lagt vægt på, at det af svaret til Folketingets Socialudvalg vedrørende spørgsmål 10 - om hvad ministeren ville bruge bemyndigelsen til i lovforslagets § 22, stk. 2, fremgår, at bemyndigelsen tænkes anvendt til forlængelse af dagpengeperioden, når den sikrede er under eller ventede på lægebehandling, der måtte antages inden for 26 uger at kunne genskabe fuld arbejdsdygtighed.

Udvalget har endvidere lagt vægt på, at det i svaret på spørgsmål 51, der blandt andet var en uddybning af ovennævnte spørgsmål, forudsættes, at den samlede udbetalingsperiode ikke ville kunne overstige den maksimale dagpengeperiode efter den dagældende lov (2 år).

På baggrund af Justitsministeriets bemærkninger i skrivelse af 26. marts 1993 som De er bekendt med, og under hensyntagen til regeringens almindelige bestræbelser på at afbøde virkningerne af de lange ventelister inden for sygehussektoren blev der gennemført en administrativ ændring i bekendtgørelsen om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Herefter kan man se bort fra perioder, hvor den sygemeldte venter på behandling på offentligt sygehus, ved afgørelser af om dagpengeretten kan forlænges i medfør af § 48, nr. 2 og § 49, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991, med seneste ændring ved bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993.

Dagpengeudvalget finder således på baggrund af ovenstående ikke grundlag for at ændre praksis i perioden før 1. september 1993, hvor Socialministeriets ændringsbekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993 trådte i kraft."

Jeg meddelte herefter A at såfremt han måtte ønske at anlægge sag ved domstolene, var jeg indstillet på at henstille til Civilretsdirektoratet at der blev bevilget ham fri proces.

A's advokat meddelte herefter den 9. september 1994 at A ville anlægge sag ved domstolene og i den forbindelse søge om fri proces.

Jeg henstillede herefter til Civilretsdirektoratet at A's ansøgning om fri proces blev imødekommet.

Resumé

A, der var på venteliste til en knæoperation på X Amtssygehus, klagede over at han havde mistet retten til sygedagpenge i medfør af varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22, stk. 1. Sygehuset havde oplyst at der måtte forventes en ventetid på 14 måneder.

Dagpengeudvalget (DPU) havde ved sin afgørelse fundet at A ikke opfyldte betingelserne i § 48 i Socialministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990 om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden 26 uger måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Det var således DPU's opfattelse at den samlede udbetalingsperiode ikke ville kunne overstige den maksimale dagpengeperiode, uanset at årsagen til at "26 ugers-reglen" i bekendtgørelsens § 48 ikke kunne overholdes, var ventetid på en operation.

Ombudsmanden udtalte at han fandt det mest nærliggende at forstå bestemmelsen i bekendtgørelsens § 48 således, at dagpengeretten kan forlænges i de tilfælde, hvor den pågældende venter på sygehusbehandling, og hvor ventetiden alene skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige; dog under den forudsætning at sygehusbehandlingen - når den iværksættes - må være egnet til inden for 26 uger at genskabe arbejdsdygtigheden. Ombudsmanden fandt dog ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere DPU's afgørelse, men henstillede i stedet til DPU at overveje A's sag på ny. Ombudsmanden bemærkede at socialministeren med virkning fra 1. september 1993 havde ændret dagpengebekendtgørelsen og indføjet en ny bestemmelse (§ 49 a ), hvorefter der ved afgørelser om forlængelse af dagpengeretten kan bortses fra den periode, hvor den sygemeldte venter på behandling på et offentligt sygehus. (J. nr. 1993-1096-025).