Indholdet af Socialministeriets ulovbestemte ressorttilsyn.

§ 63 i den kommunale styrelseslov (jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993) bestemmer, at "Kommunalbestyrelsen ... skal tilvejebringe og meddele vedkommende minister de oplysninger, som denne måtte forlange om forhold ... i kommunen...". Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, kan kommunen videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold (særligt fortrolige oplysninger), når "det følger af lov ... , at oplysningen skal videregives". Kommunen ville også i sager rejst af det almindelige ressorttilsyn kunne afgive oplysninger med hjemmel i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4, 2. led, om særligt fortrolige oplysninger ("videregivelsen... er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver") eller § 28, stk. 3, om andre fortrolige oplysninger ("... oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed ..."). Efter forvaltningslovens § 31, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed - hvis den "er berettiget til at videregive en oplysning" - "på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe".

Efter min opfattelse burde Socialministeriet som almindelig ressorttilsynsmyndighed således ikke have afvist at realitetsbehandle Deres sag på grundlag af Deres brev af 23. august 1992. Jeg har herved ikke taget stilling til, hvad ministeriet - efter at have realitetsbehandlet sagen - burde have foretaget sig i sagen.

I relation til spørgsmålet om, hvorvidt Socialministeriet efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde have sendt Deres henvendelse af 23. august 1992 til kommunalbestyrelsen, må jeg forstå ministeriets udtalelse af 13. juli 1993 således, at bestemmelsen efter ministeriets opfattelse gælder, hvis "en borger retter skriftlig henvendelse til en forkert myndighed", men derimod ikke i en situation som den, der forelå i Deres sag.

Efter min opfattelse var der netop i Deres sag tale om, at De - efter Socialministeriets (omend fejlagtige) opfattelse - havde rettet henvendelse til "den forkerte myndighed". Sidste afsnit i citatet ovenfor af ministeriets skrivelse af 21. september 1992 kan således dårligt forstås som andet end et uforbeholdent udsagn om, at kommunalbestyrelsen var den myndighed, der retteligt var kompetent til at behandle sagen. Udgangspunktet var herefter, at ministeriet efter forvaltningslovens § 7, stk. 2, var forpligtet til at sende sagen videre til kommunalbestyrelsen.

Det nævnte udgangspunkt måtte eventuelt modificeres, hvis Deres brev af 23. august 1992 måtte forstås som indeholdende et "forbud" mod, at Socialministeriet sendte sagen videre til en anden myndighed. Dette finder jeg ikke er tilfældet. Tværtimod fremgik det af Deres henvendelse, at De var stærkt interesseret i en stillingtagen til spørgsmålet om lovligheden af kommunens dispositioner, og at det var uvæsentligt for Dem, hvilken myndighed, der med henblik herpå behandlede sagen.

Som det også fremgår af Socialministeriets udtalelse af 13. juli 1993, kan der i forbindelse med, at sager i medfør af bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 2, sendes til andre myndigheder, rejses spørgsmål om videregivelse af (særligt) fortrolige oplysninger uden samtykke. Ministeriet har herved henvist til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 1992, side 127. Af det anførte sted fremgår, at "hjemlen for videresendelsen kan dog søges i [forvaltningslovens] § 28, stk. 2, nr. 4.". Efter den nævnte bestemmelse kan særligt fortrolige oplysninger videregives, når "videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling". Hertil kommer i den konkrete sag, at det ud fra indholdet af Deres brev af 23. august 1992 måtte stå ministeriet klart, at kommunen i forvejen i fuldt omfang var bekendt med sagen, og at brevet angav at være sendt i kopi til kommunen. Ministeriet måtte herved med rimelighed kunne antage, at en videresendelse af sagen til kommunalbestyrelsen ikke ville indebære nogen videregivelse uden Deres samtykke af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed. Oplysningerne var i forvejen kendte i alle tilfælde for kommunens socialforvaltning. Kommunens afgørelse om samværsbegrænsning i forbindelse med døgninstitutionsanbringelsen af Deres datter med samtykke fra forældremyndighedens indehaver beroede ikke på kompetence tillagt det særlige udvalg i henhold til bistandslovens afsnit VIII, men derimod på kommunalbestyrelsens kompetence. Siden ophævelsen med virkning fra 1. januar 1990 af det sociale udvalgs selvstændige kompetence (jf. lov nr. 389 af 7. juni 1989) anses socialforvaltningen og kommunalbestyrelsen ikke for at være forskellige forvaltningsmyndigheder, jf. Socialministeriets vejledning nr. 172 af 11. december 1989 om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning (særligt pkt. VI.1) og Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994, s. 83f. En oversendelse af sagen til kommunalbestyrelsen måtte således i relation til reglerne om videregivelse af fortrolige oplysninger ikke have været anset for overvejende betænkelig.

Jeg må således finde, at Socialministeriet - ud fra ministeriets egen forståelse af de involverede myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed.

Sammenfattende er det således min opfattelse,

- at der på Socialministeriets område fortsat må antages at eksistere et ulovbestemt ressorttilsyn,

- at dette tilsyn har karakter af et konstaterende legalitetstilsyn,

- at tilsynet også omfatter spørgsmål om, hvorvidt kommunernes forvaltning i konkrete sager er lovlig,

- at sagen om begrænsning af Deres samvær med Deres datter efter sin art var omfattet af Socialministeriets ulovbestemte tilsyn,

- at Socialministeriets ulovbestemte tilsyn omfatter både overholdelsen af de socialretlige regler og almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder forvaltningslovens bestemmelser,

- at det på baggrund af Deres brev af 23. august 1992 ikke var usandsynligt, at der var begået en ulovlighed af en ikke uvæsentlig art, og at Socialministeriet derfor burde have undersøgt sagen nærmere,

- at ministeriet som led i en sådan nærmere undersøgelse var både berettiget og forpligtet til at indhente nærmere oplysninger (og herunder relevante sagsakter) fra kommunen,

- at Socialministeriet derfor ikke som sket i skrivelse af 21. september 1992 burde have afvist at realitetsbehandle sagen,

og

- at Socialministeriet - ud fra ministeriets egen (omend fejlagtige) forståelse af de involverede myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed."

Jeg meddelte samtidig Socialministeriet min opfattelse. Ligeledes orienterede jeg K Kommune og Det Sociale Ankenævn i Y Amt.

NOTER(*1) Jf. FOB 1992, s. 250ff og FOB 1992, s. 334ff.

§ 67. Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen mellem forældrene og barnet, eller den unge holdes ved lige. En samværsret, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af §§ 24 og 25 i myndighedsloven, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-4.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer om fornødent beslutning om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Ved beslutningen lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.

Stk. 3. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan kommunalbestyrelsen for en bestemt periode beslutte, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

...

Klage

§ 67 a....

Stk. 2. Beslutninger efter § 67, stk. 2, samt beslutninger efter § 67, stk. 3, 1. pkt., der vedrører en periode indtil 3 måneder, kan, i det omfang de angår den af forældrene, som ikke har del i forældremyndigheden, af denne indbringes for det sociale ankenævn, jf. § 15."

Der er således nu tillagt en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, ret til at rekurrere afgørelser om samværsbegrænsning til det sociale ankenævn. Ændringen af bistandsloven har imidlertid ingen betydning for, om tidligere trufne afgørelser om samværsbegrænsning var afgørelser i forvaltningslovens forstand. Dette må afgøres efter forvaltningsloven, jf. ovenfor.

Selvom afgørelsen om samværsbegrænsning måtte kunne anses for en del af "bistandsudøvelsen", måtte dette i øvrigt anses for uden betydning for, om sagen var omfattet af Socialministeriets ulovbestemte sektortilsyn. Som ovenfor nævnt må dette tilsyn anses for et legalitetstilsyn, d.v.s. et tilsyn med, at kommunerne overholder gældende ret. Tilsynet angår ikke blot "området uden for bistandsudøvelsen", men også "bistandsudøvelsen". Den relevante afgrænsning af tilsynet er ikke, om der er tale om "bistandsudøvelse" eller ej, men derimod lovligheden af den kommunale aktivitet. Tilsynet omfatter ikke (faglige) hensigtsmæssighedsspørgsmål og spørgsmål om serviceniveauet inden for gældende ret. Det kan vel være, at den retlige ramme er forholdsvis vid for så vidt angår "bistandsudøvelsen". Men også dette område er reguleret af retsregler, og disses overholdelse er omfattet af Socialministeriets ulovbestemte sektortilsyn.

At De ikke efter de tidligere gældende bestemmelser i bistandslovens § 67 kunne rekurrere kommunens afgørelse om samværsbegrænsning til Socialministeriet, indebar således ikke, at ministeriets ulovbestemte tilsyn ikke omfattede sagen. Heller ikke det forhold, at De - i medfør af de fra 1. januar 1993 gældende regler i bistandslovens § 67 og § 67a - ville kunne have rekurreret en sådan afgørelse til det sociale ankenævn, har den konsekvens, at Deres henvendelse i brevet af 23. august 1992 ikke var omfattet af ministeriets ulovbestemte tilsyn. Derimod ville ministeriet kunne have henvist en tilsvarende sag, der opstod efter de nye reglers ikrafttræden, til rekurssystemet. Dette skyldes, at det ulovbestemte tilsyn er subsidiært i forhold til klageordninger som den etablerede.

Jeg må således konstatere, at sagen efter sin art var omfattet af Socialministeriets ulovbestemte sektortilsyn. Det bliver dernæst et spørsmål, om ministeriet i øvrigt havde pligt til at realitetsbehandle sagen på baggrund af Deres henvendelse. Medens en rekursmyndighed normalt - jf. ovenfor - har pligt til at realitetsbehandle en klage, har en tilsynsmyndighed som har et legalitetstilsyn, kun pligt til at realitetsbehandle en sag, dersom der er en vis sandsynlighed for, at der i sagen er begået ulovligheder.

Efter min opfattelse omfatter det almindelige ressorttilsyn såvel overholdelsen af de særlige offentligretlige regler på området som almindelige offentligretlige regler. Socialministeriets ulovbestemte tilsyn omfatter således både overholdelsen af de socialretlige regler og almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder forvaltningslovens bestemmelser.

Det er vanskeligt generelt at angive mere præcist, med hvilken klarhed, der måtte foreligge en ulovlighed, førend et ministerium som almindeligt sektortilsyn har pligt til at realitetsbehandle en sag. Dette må afhænge af, hvorvidt de for ministeriet foreliggende oplysninger peger i retning af, at der kunne foreligge en ulovlighed, og hvorvidt denne ulovlighed angår mere væsentlige forhold. Disse oplysninger kan ikke blot foreligge i form af en henvendelse fra en borger, men også i form af oplysninger i pressen, folketingsspørgsmål o.s.v., sammenholdt med den viden, ministeriet i øvrigt er i besiddelse af. Der må således i det konkrete tilfælde opstilles en prognose for, hvorvidt der af en kommune er begået ulovligheder. Hvis det ikke ud fra denne prognose er usandsynligt, at der er begået en ulovlighed af en ikke uvæsentlig art, vil ministeriet efter min opfattelse have pligt til at undersøge sagen nærmere.

I den konkrete sag var forholdet det, at De i Deres brev af 23. august 1992 klagede over, "at man uden at have undersøgt forholdene suspenderer samværet", jf. brevets side 1. I de følgende sider af Deres brev uddybede De klagen over kommunens sagsoplysning. Ligeledes fremsatte De i brevet (på s. 3) indsigelser mod habiliteten hos den læge, som havde afgivet en lægeerklæring, der indgik i sagen. Efter min opfattelse måtte der på baggrund af Deres henvendelse være en rimelig formodning for, at kommunen havde tilsidesat ikke uvæsentlige offentligretlige regler. Jeg kan herved henvise til, at jeg fandt anledning til at tage sagen op over for kommunen med hjemmel i bestemmelsen i ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Efter denne bestemmelse kan ombudsmanden tage en kommunal sag hvor der ikke er hjemmel til rekurs til en statsmyndighed, op af egen drift, "for så vidt der er tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser". Jeg kan i fortsættelse heraf i det hele henvise til min redegørelse i sagen (jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 334ff), hvoraf fremgår, at jeg på væsentlige punkter - efter at have undersøgt sagen - fandt anledning til kritik af kommunens behandling af sagen.

Socialministeriet har i udtalelsen af 13. juli 1993 som en anden grund til, at ministeriet afviste at realitetsbehandle Deres sag, henvist til, at ministeriet "ikke ... normalt har adgang til at indhente sager fra kommunerne, idet en egentlig gennemgang af en konkret sag falder uden for det ulovbestemte generelle tilsyn." Denne opfattelse kan jeg ikke tilslutte mig.

For det første falder det inden for det almindelige ressorttilsyns kompetence at afgive udtalelser om gældende ret på baggrund af konkrete sager, jf. bet. 981/1983, s. 45ff, Lis Sejrs artikel i "Nyhedsbrev for Social- og Sundhedssektor" (Jurainformation) nr. 15, 8. august 1991, s. 15ff, og Jørgen Lund og Lis Sejr i "Nyhedsbrev for Social- og Sundhedssektor" (Jurainformation) nr. 16, 29. august 1991, s. 15ff, samt Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994, s. 660. Jeg henviser endvidere til min skrivelse af 6. april 1992 (j. nr. 1991-247-056) til socialministeren om ministeriets tilsyn i relation til kommunernes administration af hjemmehjælpsordningen samt den sag, der er omtalt i min beretning for 1992, s. 250ff. I sidstnævnte sag udtalte jeg, at Socialstyrelsens udtalelse i en konkret personsag faldt inden for rammerne af tilsynsforpligtelsen i henhold til den dagældende § 22 i den sociale styrelseslov, og at en sådan udtalelse efter min opfattelse også efter den 1. januar 1991 kunne afgives som led i ministeriets ressorttilsyn (jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 256).

For det andet følger det af officialprincippet, at forvaltningsmyndigheden har ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst. Dette grundlæggende princip gælder ikke kun i forbindelse med, at en forvaltningsmyndighed skal træffe en afgørelse (i forvaltningslovens forstand), men også i forbindelse med myndighedens øvrige virksomhed, herunder afgivelsen af (uforbindende) udtalelser. En forsvarlig oplysning af en sag vil således meget vel kunne forpligte det almindelige ressorttilsyn til at indhente oplysninger og/eller sagsakter i en konkret sag, der er behandlet af en kommune.

Indholdet af Socialministeriets ulovbestemte ressorttilsyn.

Ved brev af 23. august 1992 henvendte A sig til Det Sociale Ankenævn for Y Amt angående K Kommunes beslutning om at begrænse A's ret til samvær med hans datter B som med samtykke fra hendes moder var blevet anbragt på et børnehjem. I brevet skrev A bl.a. at han "klager herved over, at man uden at have undersøgt forholdene suspenderer samværet". A skrev også at overlæge C - som havde afgivet en erklæring, der indgik i kommunens sag - "... for 2 år siden betegnede sig selv som inhabil omkring mig ...".

Det sociale ankenævn sendte den 16. september 1992 sagen videre til Socialministeriet idet nævnet skrev

"...

Ovennævnte har i skrivelse af 23. august 1992 klaget over (K) Kommunes afgørelse om i 3 måneder at begrænse pågældendes samkvemsret med datteren (B).

Kommunen har anført, at afgørelsen er truffet i henhold til bistandslovens § 67.

Allerede fordi der er tale om en beslutning, der vedrører en periode på indtil 3 måneder, oversendes sagen i henhold til bistandslovens § 67, stk. 3, til videre behandling i Socialministeriet.

Det bemærkes, at ovennævnte ikke er forældremyndighedsindehaver."

Socialministeriet afviste den 21. september 1992 at realitetsbehandle sagen. Ministeriet sendte sagen tilbage til ankenævnet og skrev samtidig bl.a. således til nævnet

"Kommunens afgørelser om begrænsninger/afbrydelser af samværet i henhold til § 67, stk. 1, har indtil 1. januar 1991 kunnet indbringes for Socialstyrelsen/Socialministeriet, som et spørgsmål om bistandsudøvelsen.

Socialministeriet skal imidlertid henvise til, at man ikke længere har mulighed for at behandle klager over bistandsudøvelsen, idet det særlige lovbestemte sociale tilsyn er blevet ophævet fra 1. januar 1991.

En klage over bistandsudøvelsen vil efter ophævelsen af § 22 i den sociale styrelseslov i stedet for kunne indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. Socialministeriets vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område."

A og kommunen blev samtidig underrettet om ministeriets skrivelse til ankenævnet.

Den 28. september 1992 skrev A til mig. A's brev indeholdt både klager over K Kommune og over at Socialministeriet ikke havde realitetsbehandlet A's henvendelse af 23. august 1992.

Den 5. oktober 1992 skrev jeg til A at jeg måtte bede ham afvente K Kommunes endelige afgørelse af sagen, før han tog stilling til, om han fandt grundlag for at opfordre mig til at tage sagen op af egen drift, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Baggrunden herfor var at sagen var indbragt for kommunalbestyrelsen. Samtidig skrev jeg til A at jeg senere ville vende tilbage til hans klage over Socialministeriets afgørelse af 21. september 1992. Da K Kommune i en skrivelse af 6. oktober 1992 oplyste at kommunalbestyrelsens behandling af A's klage var udsat til næste byrådsmøde den 18. november 1992, rejste jeg i skrivelse af 9. oktober 1992 sagen over for kommunen.

I skrivelse af 9. december 1992 afgav jeg en redegørelse om kommunens behandling af sagen. Af redegørelsen, der også er offentliggjort i min beretning for 1992, s. 334ff, fremgår at jeg på væsentlige punkter fandt anledning til kritik af kommunens behandling af sagen. Jeg fandt således at måtte kritisere kommunens tilsidesættelse af forvaltningslovens regler om partshøring og om begrundelse, kommunens manglende undersøgelse af A's indsigelse angående overlæge C's habilitet samt kommunens oplysningsgrundlag i forbindelse med afgørelsen om samværsbegrænsning, jf. nærmere beretningen for 1992, s. 342ff.

Kommunen kommenterede min redegørelse i en skrivelse af 5. januar 1993; denne besvarede jeg den 22. samme måned, jf. beretningen for 1992, s. 346.

Den 18. februar 1993 bad jeg herefter om en udtalelse fra Socialministeriet i anledning af A's klage over ministeriet. I min skrivelse af 18. februar 1993 bad jeg særligt ministeriet om at udtale sig om hvorvidt ministeriet ved sin afvisning af klagen havde opfyldt sin ulovbestemte tilsynsforpligtelse, jf. Socialministeriets vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område, afsnit 1.

Jeg henviste i øvrigt til min skrivelse til ministeriet af 31. maj 1992 vedrørende en anden sag der er omtalt i min beretning for 1992, s. 250ff. I denne anden sag anførte jeg afslutningsvis følgende

"(...) efter min opfattelse ligger (det) inden for tilsynsforpligtelsen over for en kommune at gøre opmærksom på klare og utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners rettigheder eller at sørge for, at sådanne spørgsmål bliver forelagt andre myndigheder, der kan påtale forholdet, f.eks. det kommunale tilsyn."

Endelig bad jeg Socialministeriet om i udtalelsen at kommentere det forhold at ministeriet ikke oversendte A's klage til besvarelse af K Kommune, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2, og sidste afsnit af den del af ministeriets skrivelse af 21. september 1992 der er citeret ovenfor.

Den 13. juli 1993 udtalte Socialministeriet følgende i sagen

"...

(A's) klage til Det Sociale Ankenævn for (Y) Amt blev den 16. september 1992 videresendt til behandling i Socialministeriet.

Da afgørelsen om samværsbegrænsning vedrørte den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, var lovgrundlaget bistandslovens § 67, stk. 1.

I brev af 21. september 1992 meddelte Socialministeriet derfor Det Sociale Ankenævn, at en kommunes afgørelser om begrænsninger eller afbrydelse af samværet i henhold til bistandslovens § 67, stk. 1, ikke længere kan indbringes for Socialministeriet som en klage over bistandsudøvelsen, idet det særlig lovbestemte sociale tilsyn blev ophævet fra 1. januar 1991. Det blev tilføjet, at en klage over bistandsudøvelsen efter ophævelsen af § 22 i den sociale styrelseslov i stedet for vil kunne indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. Socialministeriets vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område.

Med hensyn til ombudsmandens spørgsmål om, hvorvidt Socialministeriet ved sin afvisning af klagen har opfyldt sin ulovbestemte tilsynsforpligtelse efter Socialministeriets klagevejledning, skal Socialministeriet henvise til punkt 1 i vejledningen.

Herefter gælder for Socialministeriet et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er ophævet. Heri ligger bl.a., at Socialministeriet vil kunne rette henvendelse til de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder, hvis vi bliver opmærksomme på en formodet ulovlighed i kommunestyret.

Vi kan således tiltræde ombudsmandens opfattelse af Socialministeriets almindelige ressorttilsyn, som det har fundet udtryk i skrivelsen af 31. maj 1992. Herefter ligger det inden for vores tilsynsforpligtelse over for en kommune at gøre opmærksom på klare og utvivlsomme tilsidesættelser af enkeltpersoners rettigheder eller at sørge for, at sådanne spørgsmål bliver forelagt andre myndigheder, der kan påtale forholdet, fx det almindelige kommunale tilsyn.

Dette indebærer, at Socialministeriet, hvis vi bliver opmærksomme på eller bliver gjort opmærksomme på en formodet ulovlighed i en kommune, retter henvendelse til kommunen med henblik på en afklaring af, hvorvidt der er tale om en ulovlighed. Hvis kommunens svar viser, at kommunens handling er i strid med lovgivningen, retter Socialministeriet herefter henvendelse til det almindelige kommunale tilsyn (tilsynsråd og Indenrigsministeriet), idet vi ikke selv har reaktionsmuligheder. Hvis der ikke er tvivl om, at en kommune handler ulovligt, retter vi direkte henvendelse til det almindelige kommunale tilsyn.

Socialministeriets tilsynsforpligtelse indebærer derimod ikke, at vi normalt har en adgang til at indhente sager fra kommunerne, idet en egentlig gennemgang af en konkret sag falder uden for det ulovbestemte generelle tilsyn. Realitetsbehandling af konkrete sager varetages af bl.a. det almindelige kommunale tilsyn, der også har reaktionsmuligheder.

For så vidt angår forarbejderne til ophævelsen af det særlige sociale tilsyn vedlægges et notat af 27. september 1990, som blev givet til Folketingets Socialudvalg under udvalgsbehandlingen af forslaget til lov om ændring af den sociale styrelseslov m.v. (Ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af ændring af den sociale centrale administration).

Socialministeriet skal udtale, at vi ved behandlingen af den forelagte klagesag ikke fandt anledning til at tage stilling til en formodet ulovlighed i forbindelse med (K) Kommunes afgørelse om samværsbegrænsing efter bistandslovens § 67.

Med hensyn til ombudsmandens anmodning om ministeriets kommentar til det forhold, at ministeriet ikke oversendte (A's) klage til besvarelse af (K) Kommune, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2, er det Socialministeriets opfattelse, at bestemmelsen omhandler tilfælde, hvor en borger retter en skriftlig henvendelse til en forkert myndighed. Der henvises til punkt 31 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven. Her er det præciseret, at en myndighed, hvis en henvendelse fra en borger fremkommer skriftligt til en forkert myndighed, så vidt muligt skal videresende den til den rette myndighed.

I den indbragte sag, hvor Det Sociale Ankenævn i (Y) Amt fejlagtigt har videresendt en klage til Socialministeriet, har man derfor valgt at tilbagesende akterne til Det Sociale Ankenævn som svar på ankenævnets videresendelse af sagen til ministeriet. I ministeriets overvejelser er også indgået, at det er klagerens egen beslutning, om han vil klage til kommunalbestyrelsen, herunder hvilken form en sådan klage skal have. Der henvises i denne forbindelse til side 127 i den kommenterede forvaltningslov (2. udgave 1992). Socialministeriet har endelig ved kopi af sit brev til Det Sociale Ankenævn underrettet (K) Kommune om tilbagesendelsen.

..."

I det notat af 27. september 1990 som Socialministeriets udtalelse henviste til, stod bl.a.

"...

3. Retlige konsekvenser af ændringerne

Det sociale tilsyn .

Med Socialreformen i 70'erne skete der et brud på den traditionelle opbygning af klage-tilsynssystemet. Kompetencen til at træffe afgørelser efter den sociale lovgivning blev lagt ud til kommuner/amtskommuner, og afgørelserne kunne herefter normalt kun ankes til amtsankenævn/Den Sociale Ankestyrelse. Men Socialministeriet er fortsat den regeludstedende myndighed, og som hovedregel ikke længere klageinstans. Socialministeriet indgår heller ikke i et over-underordnelsesforhold til kommunerne/amtskommunerne, bortset fra på visse mere administrative områder som regnskab og revision. (Udtrykket kommune dækker i notatet såvel kommunalbestyrelsen som amtsrådet).

Efter § 22 i den sociale styrelseslov fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for det sociale område.

Begrundelsen for denne bestemmelse var, at socialministeren i en overgangsperiode skulle føre et overordnet tilsyn med socialvæsenet og herunder tage initiativer med henblik på at rette mulige mangler eller misforhold i begyndelsen af decentraliseringsperioden.

For så vidt angår de centrale sociale myndigheders tilsyn bemærkes, at det efter almindelige statsretlige principper antages, at den centrale myndighed på et lovområde - vedkommende ministerium eller styrelse - har en ulovbestemt pligt til at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde. Dette tilsyn kaldes undertiden overtilsyn eller overvågende tilsyn. Baggrunden for denne tilsynspligt skal ses i sammenhæng med ministerens parlamentariske ansvar og rolle i lovgivningsprocessen.

Hvis den centrale myndighed f.eks. ved klage bliver opmærksom på en ulovlighed i kommunestyret, må den have pligt til at reagere.

For Socialministeriets vedkommende gælder således en tilsynspligt (en pligt til overvågenhed, et ressorttilsyn) tillige med et formelt socialt tilsyn efter den sociale styrelseslovs § 22, som hidtil har været varetaget af Socialstyrelsen med klageadgang til departementet.

Tilsynsforpligtelsen medfører imidlertid ikke mulighed for at ændre en kommunes afgørelse. Der er således et almindeligt overvågende tilsyn uden særlig lovhjemmel og et tilsyn, baseret på lovhjemmel.

Bestemmelsen om tilsynet i § 22 må anses som udtryk for lovgivers ønske om udtrykkeligt at nævne socialministerens opgaver, og udtrykker næppe andet, end hvad der i forvejen er gældende om en ministers almindelige overvågende tilsyn.

DET ALMINDELIGE TILSYN

I henhold til den kommunale styrelseslovgivning varetages tilsynet med kommunerne af de for hvert amt nedsatte tilsynsråd, mens Indenrigsministeriet udøver tilsynet med amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

...

Den gældende retstilstand, hvorefter der består et lovbestemt, selvstændigt socialt tilsyn af ikke nærmere præciseret omfang skaber imidlertid en usikkerhed om rækkevidden af det kommunale tilsyn, idet dette tilsyn også dækker områder, som antages at falde ind under det usikre begreb, "det sociale tilsyn".

På den baggrund kan der skabes en større klarhed ved at ophæve den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn.

Om begrebet bistandsudøvelse

Begrebet "bistandsudøvelse" eller "forsorgens udøvelse" har traditionelt været anvendt om en række konkrete dispositioner over for enkeltpersoner. Dispositionerne indgår som led i en større indsats, der hviler på en egentlig afgørelse, truffet af de sociale myndigheder (kommunalbestyrelsen).

Begrebet kan være vanskeligt at afgrænse teoretisk, og afgrænsningen har også til tider voldt vanskeligheder i praksis.

Begrebet afgrænses på den ene side af den generelle tilrettelæggelse af støtteforanstaltninger, f.eks. kommunens afgørelse vedrørende hjemmehjælpsordning, omsorgsarbejde, dækning med institutionspladser eller serviceniveauet på institutionerne.

På den anden side afgrænses det af egentlige afgørelser, som man i de fleste tilfælde kan klage over (til amtsankenævn/Ankestyrelsen).

Bistandsudøvelse kan forekomme i mange sammenhænge, men begrebet vil oftest i praksis være knyttet til ophold på institution. Det forekommer dog også f.eks. i forbindelse med familiepleje.

Til nærmere indkredsning kan følgende eksempler tjene

Under begrebet bistandsudøvelse falder f.eks. spørgsmålet om, hvilket værelse, den enkelte beboer skal have på et plejehjem, hvilke tekniske installationer, der skal være på værelset, eller hvornår beboeren skal hjælpes i seng.

Under begrebet falder også f.eks. spørgsmålet om betaling for rejser m.m. til børn og unge optaget på døgninstitutioner, eller betaling til besøgsrejser for forældre, hvis barnet eller den unge ikke er i stand til at rejse hjem.

Socialministeriet tager ikke de kommunale sociale myndigheders dispositioner dvs. bistandsudøvelsen under behandling, fordi

For det første: Ansvaret for at institutioner m.v. fungerer tilfredsstillende, påhviler først og fremmest driftsherren, d.v.s. amtsråd eller kommunalbestyrelse.

For det andet: Socialministeriets reaktionsmuligheder er begrænsede til udtalelser og henstillinger. Socialministeriet kan ikke ændre en kommunal afgørelse/disposition, og Socialministeriet har ikke selvstændige sanktionsmuligheder.

4. Konklusion

Decentraliseringen med udlægningen af næsten samtlige sociale opgaver til amter og kommuner taler generelt for, at ministeriet i rollen som socialt tilsyn spiller en så tilbagetrukket rolle som muligt.

Hvis Socialministeriet modtager en henvendelse om forhold, der kan karakteriseres som bistandsudøvelse, må klageren derfor henvises til at rette henvendelse til den myndighed, som har truffet dispositionen. Får ministeriet opfattelsen af, at der foreligger ulovlige forhold, sendes sagen til det kommunale tilsyn enten af ministeriet eller af klageren.

I det omfang, en borger klager til Socialministeriet over serviceniveauet i kommunen eller amtskommunen i almindelighed eller på en bestemt institution, må klagen normalt enten videresendes til kommunalbestyrelsen, som ansvarlig myndighed for kommunens aktiviteter, eller borgeren må henvises til selv at rette henvendelse til kommunalbestyrelse eller det almindelige tilsyn, afhængig af den konkrete situation.

Som følge af den omfattende decentralisering med et særdeles udbygget ankesystem, har Socialstyrelsens og Socialministeriets praksis udviklet sig således, at ansvaret for de sociale afgørelser og dispositioner ligger hos kommunerne, ankeorganerne og det almindelige tilsyn, og således at ansvaret for det kommunale sociale niveau må placeres hos de direkte politisk ansvarlige myndigheder, nemlig de kommunale myndigheder.

De lovmæssige konsekvenser af ovenstående er, at §§ 20, 22 og 24 i den sociale styrelseslov foreslås ophævet.

..."

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

"Den tidligere gældende bestemmelse i den sociale styrelseslovs § 22 havde følgende indhold (jf. lovbekendtgørelse nr. 174 af 14. marts 1990)

"Socialministeren fører tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for det sociale område."

Af den nu ophævede vejledning nr. 14 af 11. januar 1988 om klageregler og tilsyn på det sociale område fremgik bl.a. følgende

" II. Om tilsyn på det sociale område

19. Det sociale tilsyn

19.1. Hvilke myndigheder

Socialministeren er øverste sociale tilsynsmyndighed indenfor hele sociallovgivningens område.

Efter § 22 i den sociale styrelseslov fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes socialvæsen og med offentligt støttede eller anerkendte institutioner, der virker inden for det sociale område.

...

19.2. Tilsynsmyndighedens opgaver

Det sociale tilsyns opgaver er ikke nærmere reguleret ved lov.

Det kan imidlertid slås fast, at de sociale tilsynsmyndigheder har pligt til at reagere, såfremt der fremkommer oplysninger, der kan være udtryk for, at der består forhold, der er ulovlige, eller at sociallovgivningens generelle niveaukrav ikke opfyldes.

Disse oplysninger kan komme frem ved en offentlig omtale, ved henvendelser, som led i en undersøgelse, ved statistikker m.m.

Det sociale tilsyns opgaver er således mere vidtrækkende end det rene legalitetstilsyn.

De sociale tilsynsmyndigheder kan afkræve kommunen de oplysninger, der er nødvendige for at kunne udøve tilsynet, jf. den sociale styrelseslov § 23 og den kommunale styrelseslov § 63.

På grundlag heraf kan tilsynet alene komme med udtalelser og henstillinger.

Det sociale tilsyn kan ikke ændre den kommunale afgørelse og det sociale tilsyn har ingen sanktionsmuligheder.

Hvis det sociale tilsyn konstaterer ulovligheder og i den forbindelse finder behov for sanktioner, kan tilsynsmyndigheden dog rette henvendelse til de almindelige tilsynsmyndigheder med anmodning om iværksættelse af sanktioner, se pkt. 20.2.

Det sociale tilsyn omfatter både kommunalbestyrelsens respektive amtsrådets dispositioner, og de dispositioner, som det sociale udvalg respektive social- og sundhedsudvalget træffer.

Beslutninger eller udtalelser fra de sociale tilsynsmyndigheder kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Tilsynet på f.eks. institutionsområdet supplerer den forpligtelse til driftstilsyn, der påhviler kommunalbestyrelsen og amtsrådet, da disse myndigheder har ansvar for, at institutionerne fungerer tilfredsstillende."

Det tidligere lovbestemte centrale tilsyn på det sociale område var således dels et legalitets tilsyn, dels et videregående, mere fagligt tilsyn, jf. nærmere Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret (1994), s. 663.

Bl.a. den sociale styrelseslovs § 22 - og dermed det lovbestemte , centrale tilsyn på det sociale område - blev ved § 1 i lov nr. 794 af 30. november 1990 ophævet med virkning fra 1. januar 1991.

I bemærkningerne til lovforslaget (L 16/1990-91) anføres bl.a. (jf. Folketingstidende A, 1990-91 (1. samling), sp. 434-436)

" Det sociale tilsyn

I forbindelse med de store udlægninger på det sociale område var der behov for en særlig bestemmelse, der præciserede, at socialministeren førte tilsyn med det sociale område. Ved gennemførelsen af den sociale styrelseslov i 1970 blev der derfor i § 22 medtaget en bestemmelse herom.

Med den skete udlægning af opgaverne i de forløbne 20 år, den fortsatte glidende decentralisering på flere niveauer samt det omfattende ankesystem er Socialministeriets og Socialstyrelsens rolle som overordnet påtalemyndighed blevet væsentligt nedtonet. Det har i perioden navnlig været Socialstyrelsen, der har varetaget denne opgave. Tilbage står fortsat det almindelige kommunale tilsyn samt det almindelige ressorttilsyn efter almindelige stats- og forvaltningsretlige principper, jf. bemærkningerne til forslagets § 1.

Med Socialreformen i 70'erne skete der et brud på den traditionelle opbygning af klage-tilsynssystemet. Socialministeriet er fortsat den regeludstedende myndighed, men er som hovedregel ikke længere klageinstans. Socialministeriet indgår heller ikke i et over-underordnelsesforhold til kommunerne/amtskommunerne, bortset fra på visse mere administrative områder som regnskab og revision.

Det almindelige kommunale tilsyn

I henhold til den kommunale styrelseslovgivning varetages tilsynet med kommunerne af de for hvert amt nedsatte tilsynsråd, mens Indenrigsministeriet udøver tilsynet med amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

...

Den gældende retstilstand, hvorefter der består et lovbestemt, selvstændigt socialt tilsyn af ikke nærmere præciseret omfang skaber imidlertid en usikkerhed om rækkevidden af det kommunale tilsyn, idet dette tilsyn også dækker områder, som antages at falde ind under det usikre begreb "det sociale tilsyn".

På den baggrund kan der skabes en større klarhed ved at ophæve den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn.

...

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Socialstyrelsen er oprettet med hjemmel i den sociale styrelseslovs § 20. Som følge af forslaget om Socialstyrelsens nedlæggelse foreslås bestemmelsen ophævet.

Efter § 22 i den sociale styrelseslov fører socialministeren tilsyn med kommunernes og amtskommunernes administration af det sociale område. Som nævnt i de almindelige bemærkninger er dette tilsyn som følge af decentraliseringen og opbygningen af et omfattende klagesystem blevet nedtonet væsentligt.

Hertil kommer, at rækkevidden af § 22 har givet anledning til usikkerhed med hensyn til afgrænsningen over for det almindelige tilsyn og ressorttilsynet, som efter almindelige statsretlige og forvaltningsretlige regler gælder for enhver minister. Den omstændighed, at der ikke til § 22 er knyttet sanktionsmuligheder, har i sig selv gjort anvendelsen af bestemmelsen uklar.

Ved ophævelsen af § 22 om det sociale tilsyn skabes der en klarere retstilstand, idet det hermed fastslås, at de kommunale tilsynsmyndigheder også inden for det sociale område skal påse, at der ikke i kommunerne og amtskommunerne handles i strid med lovgivningen. Som anført i de almindelige bemærkninger til lovforslaget gælder der dog den væsentlige modifikation heri, at tilsynsmyndigheden normalt ikke vil kunne tage stilling til lovligheden af afgørelser vedrørende sociale ydelser til enkeltpersoner, idet sådanne afgørelser kan påklages til de sociale ankeinstanser. De kommunale tilsynsmyndigheder vil imidlertid kunne gribe ind, hvis der fastlægges retningslinier for administrationen af det sociale område, som klart er i strid med lovgivningen herom. Til brug for vurderingen heraf, vil de kommunale tilsynsmyndigheder normalt indhente en udtalelse fra Socialministeriet.

..."

Socialministeriets vejledning nr. 155 af 9. september 1991 om tilsyn på Socialministeriets område der afløste den ovenfor omtalte vejledning nr. 14 af 11. januar 1988, indeholder bl.a. følgende

" 1. Socialministeriets tilsyn

Efter almindelige stats- og forvaltningsretlige principper har den centrale myndighed på de forskellige lovområder - vedkommende ministerium eller styrelse - en ulovbestemt pligt til at føre et vist tilsyn med det pågældende lovområde.

For Socialministeriets vedkommende gælder således et generelt ressorttilsyn, selv om bestemmelsen i den sociale styrelseslovs § 22 om det særlige sociale tilsyn er blevet ophævet.

Heri ligger bl.a., at Socialministeriet vil kunne rette henvendelse til de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder , jf. nedenfor, hvis ministeriet bliver opmærksom på en formodet ulovlighed i kommunestyret."

Der er ikke holdepunkter for at antage at Socialministeriets ulovbestemte sektor- eller ressorttilsyn skulle være ophævet i forbindelse med ophævelsen af det lovbestemte sociale tilsyn. Dels er der ved ophævelsesloven blot sket en ophævelse af de lovbestemmelser hvoraf det lovbestemte tilsyn fremgik, dels er det såvel i forarbejderne til ophævelsesloven som i Socialministeriets senere vejledning om tilsyn på Socialministeriets område forudsat at der fortsat eksisterer et ulovbestemt ressorttilsyn.

I mangel af holdepunkter for et mere vidtgående tilsyn må et ulovbestemt ressorttilsyn anses for at have karakter af et konstaterende legalitets tilsyn. Dette indebærer at tilsynet har kompetence til ved uforbindende udtalelser at kunne konstatere, om gældende ret ved generelle beslutninger eller i konkrete sager er overholdt, jf. nærmere betænkning 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen, s. 45ff, Bent Christensen, Forvaltningsret - Opgaver, hjemmel, organisation, 1991, s. 369ff, Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994, s. 660ff, og betænkning 1272/1994 om ombudsmandsloven, s. 81.

Jeg har forstået Socialministeriets udtalelse af 13. juli 1993 således at ministeriet afviste at realitetsbehandle Deres henvendelse, bl.a. fordi spørgsmål i relation til "bistandsudøvelsen" ikke er omfattet af ministeriets ulovbestemte tilsyn. En sådan opfattelse finder jeg på flere punkter uholdbar.

Før den 1. januar 1993 indeholdt bistandsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990) i § 67 følgende bestemmelser

"Det påhviler kommunalbestyrelsen, medmindre hensynet til barnets velfærd i det enkelte tilfælde taler derimod, i samarbejde med opholdsstedet eller institutionen at sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets hjem holdes ved lige, og at søge at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet.

Stk. 2. Når det er absolut påkrævet af hensyn til et barns velfærd, kan det særlige udvalg efter den sociale styrelseslovs § 3 beslutte at afbryde barnets forbindelse med forældremyndighedens indehaver for en bestemt periode.

Stk. 3. En beslutning efter stk. 2, der vedrører en periode på indtil 3 måneder, kan indbringes for Socialministeriet.

Stk. 4. En beslutning efter stk. 2, der vedrører en periode ud over 3 måneder, skal træffes efter reglerne i § 126."

Bestemmelsen i bistandslovens § 67, stk. 2, angik afbrydelse af forbindelsen mellem et institutionsanbragt barn og forældremyndighedens indehaver. Derimod angik bestemmelsen ikke afbrydelse af forbindelsen mellem et institutionsanbragt barn og en forælder, der ikke er indehaver af forældremyndigheden. Administrativ rekurs af kommunale afgørelser til statslige myndigheder, herunder ministerierne, kræver lovhjemmel. Ved administrativ rekurs forstås det forhold, at en borger klager over en forvaltningsmyndigheds afgørelse eller sagsbehandling til en anden forvaltningsmyndighed, som har pligt til at realitetsbehandle klagen, hvis visse grundlæggende formelle betingelser er opfyldt, jf. Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994, s. 631ff. Den rekursadgang til Socialministeriet, der var hjemlet i bestemmelsen i bistandslovens § 67, stk. 3, angik således ikke sager angående begrænsning eller afbrydelse af samværet mellem et institutionsanbragt barn og en forælder, der ikke er forældremyndighedsindehaver.

Jeg må forstå Socialministeriets udtalelse således, at ministeriet fra det ovennævnte forhold slutter, at den afgørelse, (K) Kommune traf om begrænsning af samværet mellem Dem og Deres datter, var et led i "bistandsudøvelsen". Heri kan jeg ikke være enig.

For det første forekommer det at være vanskeligt foreneligt med såvel almindelig sproglig forståelse som begrebets reale indhold at lade "bistandsudøvelse" omfatte andre personer end den eller de, bistanden eller hjælpeforanstaltningen angår. I forbindelse med anbringelse af et barn på en døgninstitution angår bistandsudøvelsen selvsagt direkte barnet. Er der som i denne sag tale om en anbringelse med forældremyndighedsindehaverens samtykke, kan bistandsudøvelsen muligvis tillige siges at omfatte indehaveren af forældremyndigheden. Imidlertid synes det ret indlysende, at bistandsudøvelsen ikke er rettet mod eller omfatter en forælder, der ikke har forældremyndigheden.

For det andet må kommunens afgørelse om begrænsning af samværet mellem Dem og Deres datter utvivlsomt anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Jeg henviser herved i det hele om den konkrete afgørelse til min beretning for 1992, s. 334ff, og om forvaltningslovens afgørelsesbegreb til Hans Gammeltoft-Hansen m. fl., Forvaltningsret, 1994, s. 40ff. En afgørelse i forvaltningslovens forstand kan efter min opfattelse vanskeligt opfattes som et led i bistandsudøvelsen eller som "en konkret disposition" "som led i en større indsats". Jeg henviser i øvrigt for så vidt angår spørgsmålet om divergens mellem på den ene side, hvad Socialministeriet opfatter som omfattet af "bistandsudøvelsen", og på den anden side afgørelser i forvaltningslovens forstand til Karsten Loiborg m. fl., Forvaltningsret, 1994, s. 662.

Ved lov nr. 501 af 24. juni 1992 blev de ovenfor citerede bestemmelser i bistandslovens § 67 ændret med virkning fra 1. januar 1993. Bistandsloven indeholder herefter bl.a. følgende bestemmelser

" Samvær og kontakt

Resumé

Det sociale ankenævn (SAN) havde i den sag der er omtalt i FOB 1992, s. 334ff, til Socialministeriet (SM) videresendt en henvendelse fra A angående kommunen K's behandling af en sag om samværsbegrænsning mellem A og dennes barn B, jf. bistandslovens § 67, stk. 1, idet A, der ikke var indehaver af forældremyndigheden over B, ikke kunne indbringe sagen for SAN. SM afviste at realitetsbehandle sagen og tilbagesendte A's henvendelse til SAN.

Ombudsmanden rejste i forlængelse af den konkrete sag der gav ham anledning til væsentlig kritik af K, af egen drift over for SM spørgsmålet om indholdet af SM's sektortilsyn. Ombudsmanden fandt at der på SM's område også efter ophævelsen af socialstyrelseslovens § 22 må antages at eksistere et ulovbestemt ressorttilsyn, og at dette tilsyn har karakter af et konstaterende legalitetstilsyn, der også omfatter spørgsmål om, hvorvidt kommunernes forvaltning i konkrete sager er lovlig. Endvidere omfatter tilsynet overholdelsen af både de socialretlige regler og de almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder forvaltningslovens bestemmelser. Den konkrete sag var efter sin art omfattet af SM's ulovbestemte tilsyn. På baggrund af A's henvendelse var det ikke usandsynligt at der var begået en ulovlighed af en ikke uvæsentlig art. SM burde derfor have undersøgt sagen nærmere og havde herved både været berettiget og forpligtet til at indhente nærmere oplysninger (herunder relevante sagsakter) fra K. SM burde derfor ikke have afvist at realitetsbehandle sagen.

Endelig fandt ombudsmanden at SM - ud fra ministeriets egen (omend fejlagtige) forståelse af de involverede myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed. (J. nr. 1993-317-072).