Afgørelser om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk. 9. Udeholdelse af bistands- og plejetillæg.

Afgørelser om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk. 9. Udeholdelse af bistands- og plejetillæg.

I en sag om hjælp til anskaffelse af et arbejdsredskab (en farveskærm) efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42, stk. 7, nu § 43, stk. 9, klagede A over at Amtsankenævnet i X Amt havde stadfæstet K Kommunes afslag på den ansøgte hjælp.

Af sagen fremgik at A blev blind efter en ulykke i 1980. Han bevarede dog en mindre synsrest. I 1981 vendte A tilbage til sin daværende arbejdsplads hvor han administrerede reservedelslageret.

På et møde den 29. november 1988 i K Kommunes socialudvalg fik A bevilget computerudstyr - herunder en talesyntese - til brug for sit arbejde. Bevillingen medførte en samlet udgift for kommunen på omkring 72.000 kr.

A havde - forinden udvalgets afgørelse - den 17. november 1988 udfyldt et økonomisk skema (i sagen benævnt G-skema) til brug for sagens behandling.

Henholdsvis den 10. januar og den 25. april 1989 blev der af udvalget bevilget A undervisning og softwareprogrammer i tilknytning hertil; en samlet udgift på knap 8.000 kr.

I det indstillingsark der dannede grundlag for behandlingen af A's sag på mødet den 25. april 1989, var bl.a. anført følgende

"(A) har nu fået installeret det bevilgede/indkøbte EDB-udstyr på sin arbejdsplads, som er en stor lettelse i hans arbejde.

For at gøre dette udstyr helt perfekt anbefaler Blindeinstituttet i skrivelse af 13.4.89 (...) efter en afsluttet analyse af (A's) arbejdssituation, at der yderligere er behov for supplerende software.

1. Et arkivopbygnings- og arkivadministrationsprogram.

2. Et simpelt tekstbehandlingsprogram. Til en samlet pris på 3.919,36 plus moms.

Det vurderes, at ovennævnte software vil gøre (A's) arbejdsplads til den bedst mulige."

Det nævnte brev fra Instituttet for Blinde og Svagsynede, Hellerup (herefter benævnt blindeinstituttet), var vedlagt et tilbud fra ...-DATA A/S på en "IBM Assistent Uni-pak (arkiv, rapport, grafik, tekst og regneark)" til det nævnte beløb.

Udvalget bevilgede det ansøgte hvilket A fik skriftlig besked om den 27. april 1989.

Om den farveskærm som den konkrete sag handlede om, fremgik det at blindeinstituttet den 29. november 1989 på A's vegne ansøgte om supplement til A's PC-anlæg i form af en farveskærm til erstatning for den hidtidige "monochrome" skærm.

Et vedlagt tilbud lød på 3.510 kr., ekskl. moms. I denne pris var indregnet en tilbagekøbsværdi for den hidtidige skærm på 500 kr.

Den 14. december 1989 meddelte kommunen A afslag på det ansøgte.

Brevet herom havde følgende ordlyd

"Det Sociale Udvalg har den 12.12.89 behandlet Deres ansøgning om hjælp til indkøb af farveskærm til Deres PC-anlæg.

Udvalget kan ikke imødekomme Deres ansøgning, idet De selv skønnes at kunne afholde udgiften.

Med hensyn til anke - se vedlagte klagevejledning."

I et brev af 21. december 1989 til udvalget anførte A bl.a. at han

"tidligere (havde) fået bevilget hjælpemidler efter § 42 og (han) ved, at der er en meget lempelig økonomisk vurdering i disse sager."

A anførte videre

"Efter kommunens beregninger har jeg ca. kr. 5.000 til rådighed om måneden, når mine faste udgifter er betalt. Ud af de kr. 5.000 er de kr. 1.679 bistandstillæg, som jo skal holdes udenfor beregningen. Jeg har således ca. kr. 3.300 tilbage."

Endelig anførte A at han troede, at kommunen havde lagt to SM-meddelelser til grund for afgørelsen.

Den 31. januar 1990 sendte K Kommune brevet videre til Amtsankenævnet i X Amt (nu Det Sociale Ankenævn) som en anke over afslaget. I forbindelse med fremsendelsen anførte K kommune følgende om begrundelsen for sit afslag

"Udvalget skønnede, at ansøgeren selv kunne afholde udgiften, jvf. G-skema. Afgørelsen er truffet i.h.t. Bistandslovens § 42 stk. 7 (arbejdsredskaber).

Socialudvalget har ikke fundet det rimeligt ud fra pågældendes økonomiske forhold at bevilge det anførte. Der er lagt vægt på udgiftens størrelse i forhold til økonomien, ligesom udvalget har fået oplyst, at pågældende har et arbejdsredskab, der sætter ham i stand til at udføre sit arbejde. Der er tale om en udskiftning. Der henvises iøvrigt til SM 0-73-89."

Den 3. januar 1991 anførte nævnets sekretariat følgende på A's journalark

"Opr. fra ans. for at høre til sagen.

Orienteres om, at sagen afventer behandling, og at der sandsynligvis vil gå et par måneder endnu inden der foreligger en afgørelse.

Ans. har været arbejdsløs i perioden 1. juli 1990 til 15. oktober 1990. Han har stadigvæk brug for skærmen, og han har ikke formue så han selv kan anskaffe den, hvis det var tilfældet ville han ikke have søgt om hjælp."

På et møde den 22. februar 1991 stadfæstede ankenævnet kommunens afgørelse og anførte i en skrivelse af 1. marts 1991 følgende som begrundelse

"Amtsankenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om Deres økonomiske forhold, hvorefter De skønnes at være i stand til selv at afholde udgiften, sammenholdt med at den nuværende skærm fortsat gør det muligt for Dem at bestride Deres hverv."

I den sagsfremstilling der var vedlagt afgørelsen, var kommunens udtalelse af 31. januar 1990 og de synspunkter som A i anken havde fremført om kommunens afgørelse, refereret.

Endvidere var oplysningerne i sagen om A's økonomiske forhold refereret, omfattende både A's indtægts- og formueforhold. Om A's indtægtsforhold var følgende anført

"Det fremgår videre af sagens akter, at ansøgeren har en lønindtægt på 8.100 kr. pr. måned og 3.742 pr. måned i pension, hvilket giver en månedlig indtægt på i alt 11.842 kr., og de samlede udgifter er ifølge oplysningsskemaet 7.985 kr. Der er herefter 3.857 kr. til rest til underhold."

Om behovet for anskaffelsen af en farveskærm var anført følgende

"Det fremgår videre af sagens akter, at den programpakke, som er anskaffet, er meget vanskelig at anvende uden brug af en farveskærm, idet programpakken benytter farver i ret stort omfang i forbindelse med skærmbillederne, og væsentlige oplysninger, der springer frem vilkårlige steder på skærmen, bliver kun fremhævede ved brug af farver."

Endelig var der i sagsfremstillingen henvist til lovgrundlaget og til pkt. 72, 73 og 76 i Socialministeriets vejledning nr. 155 af 6. august 1990 om hjælp efter bistandslovens kap. 10.

Den 14. marts 1991 opfordrede Dansk Blindesamfund amtsankenævnet til at genoptage sagen idet samfundet efter en nærmere udlægning af SM 0-73-89 anførte, at det kunne se ud som om der ved sagens vurdering "er taget udgangspunkt i en forkert vurdering af (A's) formue".

Ankenævnet sendte den 3. april 1991 sagen til Den Sociale Ankestyrelse til videre foranstaltning idet nævnet samtidig afviste at genoptage sagen. I sit brev herom, der var stilet til A, kommenterede ankenævnet ikke det Dansk Blindesamfund havde anført.

Den 18. april 1991 meddelte ankestyrelsen at den ikke kunne tage sagen op til principiel behandling, idet afgørelsen var truffet efter en konkret vurdering.

Den 22. maj 1991 klagede A til mig. I sit brev udtrykte A forhåbning om at jeg kunne gøre "et eller andet og få fjernet denne tåbelige praksis med at handicappede selv skal betale".

A oplyste endvidere at han den 15. oktober 1990 blev ansat i IBM, efter at hans tidligere arbejdsgiver havde indstillet aktiviteterne i Danmark.

Da det ikke klart fremgik af kommunens og ankenævnets afgørelser, om myndighederne ved henvisningen til A's økonomiske formåen havde tænkt på hans løbende indtægter eller formueforhold, anmodede jeg myndighederne om udtalelse herom. Jeg anmodede endvidere om en nærmere redegørelse for den vurdering af nødvendigheden for A af en farveskærm som - efter de da foreliggende oplysninger - var foretaget af ankenævnet set i lyset af det, der var anført i nævnets sagsfremstilling om sammenhængen mellem programpakken og farve- henholdsvis farveløs skærm.

I en udtalelse af 14. august 1991 anførte K Kommune i den anledning bl.a. følgende

"Socialudvalget ønsker hermed at bemærke, at udvalget ved sin afgørelse alene har lagt vægt på de løbende indtægtsforhold i form af lønindtægt og pension sammenholdt med de løbende udgiftsforhold. Det var ikke overfor Socialudvalget oplyst, at (A) skulle være i besiddelse af formue udover værdien af sin bolig.

De løbende indtægts- og udgiftsforhold var for udvalget oplyst således

indtægter pr. måned (excl. bistandstillæg)

kr. 12.022

udgifter pr. måned incl. boligopsparing

kr. 7.985

restbeløb til underhold m.v

kr. 4.037

Det er fortsat Socialudvalgets opfattelse, at man ud af sådanne indtægts- og udgiftsforhold vil være i stand til at afholde udgiften til udskiftning af et arbejdsredskab i den anførte prisklasse enten ved en opsparing eller en afdragsordning.

Kopi af sagsakt med økonomiske oplysninger vedlægges til orientering."

Af det nævnte oplysningsskema (G-skema), der - som sagt - var underskrevet af A den 17. november 1988, fremgik at A på daværende tidspunkt havde en lønindtægt på 8.100 kr. netto plus 3.742 kr. i pension. Skemaet var endvidere påført oplysninger om A's indtægtsforhold fra 1. december 1989. Påførslen var ifølge en telefonisk oplysning af 11. marts 1993 fra A's sagsbehandler i kommunen foretaget af denne. Disse nye tal var 8.603 kr. i lønindtægt og 5.028 kr. i pension. Under tallet for pension var tallet 1.609 kr. skrevet i parentes. Den pågældende huskede ikke hvornår disse nye tal var påført skemaet. Under fornyede telefonsamtaler den 12. og 19. april 1993 oplyste kommunens sagsbehandler at alene invaliditetsbeløbet på 1.609 kr., jf. den ovenfor nævnte parentes, og ikke bistandstillægget på 1.679 kr. blev udeholdt fra kommunens beregning.

Blandt de akter som jeg havde til gennemsyn, forelå to kopier af G-skemaet. Den ældste kopi var påstemplet modtaget i X Amtskommune 5. februar 1990 og 19. april 1991. Den yngste var stemplet modtaget i amtskommunen 16. august 1991 og var på forsiden tilført yderligere en oplysning, idet den flere gange nævnte parentes (1.609 kr.) var påført en pil med ordet "bistandstillæg". Ifølge A's sagsbehandler i kommunen var denne påtegning lavet af forvaltningens souschef i forbindelse med ankebehandlingen, som sagsbehandleren ikke havde deltaget i.

Om A's formueforhold var på sidste side i skemaet anført at A's formue, ud over værdien af § 58-bil, bestod af hans del af fast ejendom 255.000 kr. plus kursværdien af værdipapirer 13.560 kr.

Ankenævnet anførte i en udtalelse af 18. september 1991 bl.a. følgende

"Amtsankenævnets sagsfremstilling er en gengivelse af relevante oplysninger fra sagens akter. De økonomiske oplysninger er således udledt af et økonomiskema underskrevet af (A) under datoen 17. november 1988.

Det, om sammenhængen mellem programpakken og farve- henholdsvis farveløs skærm, anførte, er udledt af skrivelse fra Instituttet for blinde og svagsynede dateret 29. november 1979 (rettelig 1989, min bemærkning) og indgået i (K) kommune den 1. december 1989.

Amtsankenævnet har begrundet sin afgørelse med henvisning til (A's) økonomiske forhold, og der er herved ikke ment formueforhold, idet formuen ifølge sagens oplysninger består af ejendomsværdi af fast ejendom, kursværdi af værdipapirer og værdi af motorkøretøj.

Dette sammenholdt med, at (A) i en lang periode har klaret sig uden farveskærm."

I et brev af 31. oktober 1991 kommenterede A de afgivne udtalelser på følgende måde

"1. I udtalelsen fra (K) Kommune

* Inkluderet i det "restbeløb til underhold m.v. . Kr. 4.037" er kr. 1609 invaliditetsbeløbet fra min pension, som jo er til, for at kompensere for mit handicap!

* Hvor er vores social politik henne, når der i samme brev skrives: "at afholde udgiften til udskiftning af et arbejdsredskab i den anførte prisklasse enten ved en opsparing eller en afdragsordning."!!

2. I udtalelsen fra Amtsankenævnet

* "Dette sammenholdt med at (A) i en lang periode har klaret sig uden farveskærm". Jamen, det er da logik for perlehøns, jeg havde ikke andre muligheder, men jeg ville have været, meget mere effektiv med den farveskærm.

3. I begge udtalelser bliver det præciseret, at der kun er tænkt på de løbende udgifter og indtægter. Til dette vil jeg bemærke, at der i en udtalelse fra (K) Kommune til Amtsankenævnet, dateret den 31.01.90, skrives: "Der henvises i øvrigt til SM 0-73-89". Såvidt jeg har fået denne SM'er læst op, går den kun på vedkommendes formue. (Likvide kapital.)"

Under telefonsamtaler den 12. april, 19. april og 10. maj 1993 oplyste (K) Kommune over for en af mine medarbejdere at A på tidspunktet for kommunens afgørelse vedrørende farveskærm modtog mellemste førtidspension og bistandstillæg, dog således at grundbeløb og pensionstillæg var kraftigt reduceret på grund af A's arbejdsindtægt ved siden af pensionen. I forlængelse af disse samtaler modtog jeg kopier af bl.a. A's pensionsmeddelelse for juli måned 1989. Efter det oplyste indeholdt denne meddelelse de tal som var gældende på det tidspunkt, hvor kommunen traf afgørelse vedrørende farveskærmen. Af pensionsmeddelelsen fremgik at A's pension udgjorde kr. 6.911; i dette beløb indgik invaliditetsbeløb 1.609 kr. og bistandstillæg 1.679 kr. Ved udbetaling blev der trukket skat med 1.883 kr., således at der var 5.028 kr. til udbetaling.

I et brev til A udtalte jeg herefter følgende

"Myndighedernes afgørelser er truffet i henhold til dagældende bistandslovs § 42, stk. 7, (nu § 43, stk. 9). Bestemmelsen var sålydende

"Hvis det skønnes rimeligt ud fra den pågældendes økonomiske forhold, kan der ydes hjælp til anskaffelse af værktøj og arbejdsmaskiner, når det er af afgørende betydning for en person med nedsat erhvervsevne."

Som det fremgår, beror en afgørelse efter bestemmelsen på en skønsmæssig vurdering, dels af nødvendigheden af anskaffelsen af det pågældende arbejdsredskab, dels af ansøgerens økonomiske forhold.

Efter de regler, der gælder for min virksomhed, kan jeg ikke kritisere sådanne skønsmæssige afgørelser, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Både kommunen og ankenævnet har i forbindelse med afgørelserne i Deres sag fortrinsvis lagt vægt på Deres økonomiske forhold. Nødvendighedsbetingelsen i § 42, stk. 7, har ikke været udslagsgivende for myndighedernes afgørelser, og jeg skal derfor ikke komme nærmere ind på indholdet af denne betingelse.

Hvad vurderingen af Deres økonomiske forhold angår, rejser sagen - således som De selv flere gange under sagsforløbet har været inde på - spørgsmål om, hvorvidt visse dele af pensionen skal udeholdes fra beregningen.

...

Som det fremgår af udtalelserne til mig, har myndighederne alene tillagt Deres indtægts- og udgiftsforhold betydning for vurderingen af Deres økonomiske forhold. Det nævnte G-skema indeholder - udover disse - oplysninger om Deres formueforhold. Jeg må derfor stille mig uforstående overfor, at kommunen i sin udtalelse anfører ikke at have været i besiddelse af oplysninger om, at De havde formue ud over værdien af Deres bolig.

Hvad vurderingen af Deres indtægts- og udgiftsforhold angår, rejser sagen - som nævnt - spørgsmål om, hvorvidt visse dele af pensionen generelt skal holdes uden for beregningen.

Forarbejderne til bistandslovens § 42, stk. 7, (nu § 43, stk. 9), giver ikke svar på dette spørgsmål.

I Socialministeriets bekendtgørelse nr. 517 af 2. juli 1990 om den faste bruttorevalideringsydelse m.v. efter bistandslovens § 43 er i § 12, stk. 1 og 2, fastsat følgende

"Hjælp til værktøj, arbejdsredskaber og til selvstændig etablering efter bistandslovens § 43, stk. 9 og 10 ydes som tilskud eller udlån. Hvis det skønnes rimeligt under hensyn til ansøgerens fremtidige erhvervsmuligheder ydes hjælpen som rentefrit lån. Lånet sikres ved tinglyst underpant i den genstand, hvortil der er ydet lån.

Stk. 2. Når hjælpen ydes som tilskud eller udlån, kan ansøgeren under hensyn til sine økonomiske forhold pålægges en egenandel af anskaffelsesprisen. Den nedskrevne værdi af egenandelen godskrives den pågældende, hvis effekterne tilbageleveres."

Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987, der var gældende på tidspunktet for kommunens afgørelse, indeholdt følgende punkt af betydning for spørgsmålet

" 76. Hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber er som regel éngangsydelser, der i nogle tilfælde gives som udlån.

Ved bedømmelsen af ansøgerens økonomiske forhold kan der derfor anlægges en betydelig lempeligere vurdering, end når der ydes en løbende økonomisk hjælp efter § 42, stk. 2, jf. § 37.

Der bør således altid anlægges en meget lempelig vurdering med hensyn til størrelsen af den formue, der kan bevares.

Ved vurderingen af indtægtsforholdene bør der lægges vægt på, om det vil være for belastende for en i øvrigt rimelig økonomi, at den pågældende selv afholder udgifterne."

Den nugældende vejledning (Socialministeriets vejledning af 6. august 1990) er på dette punkt formuleret således

" 73. Efter § 43, stk. 9, ydes hjælp til værktøj og arbejdsredskaber, hvis hjælpen skønnes rimelig i forhold til den pågældendes økonomiske situation.

Der bør anlægges en lempelig vurdering med hensyn til størrelsen af den formue, der kan bevares.

Ved vurderingen af indtægtsforholdene bør der lægges vægt på, om det vil være for belastende for en i øvrigt rimelig økonomi, at den pågældende selv afholder udgifterne.

Den økonomiske situation må altid ses og vurderes i relation til hjælpen i det konkrete tilfælde, specielt da der ofte kan være tale om større og kostbare arbejdsredskaber, hvor det er mest hensigtsmæssigt at yde hjælpen som udlån."

Der er ikke offentliggjort SM-meddelelser, der kan belyse spørgsmålet.

I den SM-meddelelse, der er omtalt i sagen (SM 0-73-89), refereres to afgørelser. Den ene vedrører betydningen af formue i form af bankindestående, den anden betydningen af ansøgerens indtægts- og formueforhold. Om de faktiske oplysninger vedrørende denne sidste afgørelse er i meddelelsen bl.a. oplyst følgende

"(...) var blind og modtog som følge heraf invaliditetsydelse og bistandstillæg.

(...) var uddannet socialrådgiver og fuldtidsansat i en privat forening, hvor hun havde både foreningspolitiske og administrative opgaver, herunder en del rejseaktivitet.

Til dette arbejde søgte (...) om hjælp efter bistandsloven til anskaffelse af et bærbart tekstbehandlingsudstyr (Versa Braille II) til blinde. Anskaffelsesprisen var ca. 74.000 kr. excl. moms.

Ansøgningen var bl.a. begrundet med, at (...) herved ville få udvidet de arbejdsfunktioner, hun kunne klare selv, og tilpasse sig moderne teknologi.

Om de økonomiske forhold var oplyst, at (...) ved udgangen af 1986 havde en formue på 260.000 kr., og at den samlede indtægt var 250.000 kr. årligt - heraf lønindtægt på ca. 219.000 kr."

Det fremgår endvidere af referatet, at Dansk Blindesamfund under ankestyrelsens behandling af sagen fremsatte en udtalelse, hvori samfundet bl.a. gjorde gældende, at sagen burde afgøres i henhold til bistandslovens § 58 uden hensyn til ansøgerens indtægts- og formueforhold. Samfundet anførte i den forbindelse, at der efter samfundets opfattelse var tale om et rent kompenserende hjælpemiddel i lighed med de hjælpemidler, der typisk bevilges i medfør af denne bestemmelse.

Ankestyrelsens afgørelse er refereret således

"Efter de foreliggende oplysninger, bl.a. om (...) helt specielle arbejdssituation, var hun berettiget til støtte efter bistandslovens § 42, stk. 8, til det ansøgte tekstbehandlingsudstyr.

Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at det ansøgte tekstbehandlingsudstyr kunne siges at være en forudsætning for, at (...) kunne arbejde overhovedet. Der var ikke grundlag for at yde hjælpen efter bistandslovens § 58.

Under henvisning til det oplyste om (...) indtægts- og formueforhold fandt Ankestyrelsen endvidere, at (...) selv burde afholde halvdelen af udgiften til anskaffelse af udstyret.

Endelig fandt Ankestyrelsen, at udstyret herefter af kommunen skulle stilles til rådighed som udlån.

Ankestyrelsen ændrede således social- og sundhedsforvaltningens afgørelse."

Som det fremgår, kan man ikke af referatet se, om ankestyrelsen ved sin vurdering af sagen har set bort fra den pågældendes bistandstillæg og/eller invaliditetsydelse.

I bemærkningerne til § 24 i det forslag til lov om folkeforsikring, hvormed den særlige invaliditetsydelse blev indført (nu lov om social pension § 18) er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1959-60, tillæg A, sp. 1690)

" ...

Ved stk. 2 foreslås indført en invaliditetsydelse til personer, som på grund af en alvorlig lægelig invaliditet skønnes at ville være berettiget til invalidepension, såfremt de ikke udøvede erhvervsmæssigt arbejde. Såvel afgrænsningen af den personkreds, der er berettiget til invaliditetsydelsen, som fastsættelsen af ydelsens størrelse er i overensstemmelse med et forslag i invalideforsikringskommissionens betænkning side 44-47. Som det her nærmere er omtalt, må det forventes, at invaliditetsydelsen vil komme såvel visse tidligere invalidepensionister som en del personer, der ikke tidligere har oppebåret invalidepension, til gode, og at ydelsen vil kunne give erhvervsarbejdende personer med en lægelig invaliditet dækning for ekstraudgifter i anledning af invaliditeten (f.eks. befordringsudgifter) eller udgøre et supplement til en arbejdsindtægt, der på grund af vedkommendes invaliditet er lavere end den, som den pågældende - om han ikke var invalideret - kunne have opnået."

Bistandslovens § 38 indeholder bl.a. følgende bestemmelser

"I den beregnede, samlede kontanthjælp, jf. § 37, fradrages pågældendes og ægtefællens indtægter, jf. dog stk. 5 og 7."

...

"Stk. 3. Invaliditetsydelse og invaliditetsbeløb efter lov om social pension skal ikke fradrages. Det samme gælder erstatninger for varigt mén, indtægter, der hidrører herfra, og godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

..."

I Socialministeriets vejledning nr. 49 af 5. marts 1987 med senere ændringer (kontanthjælpsvejledningen) er bestemmelsen i stk. 3 uddybet, jf. pkt. 12

"Invaliditetsydelse og invaliditetsbeløb, som ydes efter loven om social pension, skal ikke fratrækkes i den beregnede hjælp, jf. § 38, stk. 3, 1. pkt. Tilsvarende betragtninger fører til, at heller ikke bistands- og plejetillæg, som ydes til kontanthjælpmodtagers ægtefælle, fratrækkes i den beregnede hjælp."

Bistandslovens § 42 (nu ophævet) og § 43 - eller den dertil knyttede vejledning, som ankenævnet har henvist til - indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse eller et tilsvarende punkt.

I forbindelse med min gennemgang af sagen har jeg overvejet, om et tilsvarende princip må antages at gælde i forbindelse med en vurdering efter § 43, stk. 9, d.v.s. om såvel bistandstillæg som invaliditetsbeløb - i et tilfælde som Deres - skal udeholdes af beregningen efter denne bestemmelse.

Efter Socialstyrelsens vejledning om social pension af 29. oktober 1990, punkt 80, skal et bistandstillæg dække udgifter, som er forbundet med den fornødne personlige bistand fra andre til at fungere i daglige situationer i og uden for hjemmet. Under henvisning til formålet med tillægget kunne det være nærliggende at holde dette ude fra en beregning efter bistandslovens § 43, stk. 9, (tidligere § 42, stk. 7).

Invaliditetsbeløbet er et integreret beløb i mellemste førtidspension. Beløbet er skattefrit og oppebæres ubeskåret uanset arbejdsindtægt ved siden af pensionen. Disse grunde kunne tale for, at også dette beløb holdes uden for en beregning efter bestemmelsen.

Imod en sådan analog anvendelse af bistandslovens § 38, stk. 3, taler dog den omstændighed, at § 38, stk. 3, er en undtagelse fra bistandslovens almindelige princip, hvorefter der alene skal ydes hjælp efter en konkret vurdering af behovet. Regler som § 38, stk. 3, er nærliggende på områder, hvor der træffes et betydeligt antal afgørelser. Hjælp til arbejdsredskaber efter § 43, stk. 9, er ikke et sådant område.

Sammenfattende er det min opfattelse, at der ikke er holdepunkt for at antage, at bistands- og plejetillæg ikke kan medtages i vurderingen af en ansøgers økonomiske forhold i forbindelse med en afgørelse om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber (dagældende bistandslovs § 42, stk. 7, nu § 43, stk. 9).

Herefter har jeg ikke grundlag for kritik af amtsankenævnets afgørelse. At der hersker nogen usikkerhed om, hvorvidt ankenævnet helt eller delvist har udeholdt de nævnte tillæg fra sin beregning, får på baggrund af den nævnte retsopfattelse ingen selvstændig betydning.

Jeg har imidlertid samtidig hermed fundet at burde henlede Socialministeriets opmærksomhed på, at der hersker en vis tvivl om, hvorvidt princippet i bistandslovens § 38, stk. 3, bør anvendes i sager efter lovens § 43, stk. 9. Samtidig har jeg bedt Socialministeriet meddele mig, om ministeriet på denne baggrund agter at foretage noget. Når jeg modtager svar herpå fra ministeriet, vil jeg underrette Dem herom.

..."

Med skrivelse af 29. marts 1994 modtog jeg Socialministeriets svar på min henvendelse. I skrivelsen anførte ministeriet følgende

"...

Socialministeriet kan oplyse, at der i Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987, pkt. 76, anføres følgende om betydningen af indtægt og formue ved hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber "Ved bedømmelsen af ansøgerens økonomiske forhold kan der derfor anlægges en betydelig lempeligere vurdering, end når der ydes en løbende økonomisk hjælp efter § 42, stk. 2, jf. § 37."

Revalideringshjælp efter den dagældende § 42, stk. 2, var en behovsbestemt forsørgelsesydelse, der blev beregnet efter de samme principper som kontanthjælp efter bistandslovens § 37ff., også med hensyn til hvilke ydelser, der ikke skulle fradrages i hjælpen.

Da bistands- og plejetillæg på linie med invaliditetsydelse og invaliditetsbeløb, jf. bistandslovens § 38, stk. 3, og Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987, pkt. 12, ikke skulle fratrækkes i kontanthjælpen, og da der ved bedømmelse af ansøgerens økonomiske forhold ved ydelse af arbejdsredskaber som beskrevet kunne "anlægges en betydelig lempeligere vurdering, end når der ydes en løbende økonomisk hjælp efter § 42, stk. 2, jf. § 37", medfører det efter Socialministeriets opfattelse, at bistands- og plejetillæg heller ikke burde indgå i vurderingen af en ansøgers økonomiske forhold i forbindelse med ydelse af arbejdsredskaber efter dagældende bistandslovs § 42, stk. 7.

Socialministeriet kan endvidere oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til bistandslovens § 43, stk. 9, at "Bestemmelsens første pkt. er omformuleret, men svarer indholdsmæssigt til den hidtidige § 42, stk. 7. Hensigten med omformuleringen er at fremhæve, at selv om modtagerens økonomiske forhold kan have en vis betydning, så skal den økonomiske situation altid ses og vurderes i relation til hjælpen i det konkrete tilfælde, specielt da der ofte kan være tale om større og kostbare arbejdsredskaber, hvor det er mest hensigtsmæssigt at yde hjælpen som udlån."

I tilknytning til det foreliggende spørgsmål kan Socialministeriet oplyse, at i Socialministeriets vejledning af 6. august 1990 (§ 43-vejledningen) pkt. 48, sidste afsnit om handicapbetingede udgifter, anføres følgende "Sådanne udgifter forudsættes ikke afholdt af en eventuel invaliditetsydelse." En tilsvarende formulering fandtes i Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987, pkt. 35.

Handicapbetingede udgifter kan afholdes efter bistandslovens § 43, stk. 2, 6, 7 og 8. Og som det fremgår af pkt. 48 i § 43-vejledningen kan handicapbetingede udgifter f.eks. være ".....nødvendige arbejdsredskaber, hjælpemidler eller indretninger, som ikke stilles til rådighed af uddannelsesstedet eller arbejdspladsen (f.eks. stol, skrivemaskine, håndværktøj, indretninger og lignende).....". Disse udgifter ydes under et revalideringsforløb, medens hjælp til arbejdsredskaber efter § 43, stk. 9, ydes til personer med nedsat erhvervsevne, der er beskæftiget på arbejdsmarkedet for at de pågældende derved kan opnå en væsentlig og varig forbedring af deres erhvervsevne eller undgå, at erhvervsevnen nedsættes.

Når en person er godkendt som revalidend, jf. § 43, stk. 1, ydes handicapbetingede udgifter efter § 43, stk. 2, 6, 7 og 8 uafhængigt af ansøgerens økonomiske forhold. Det er en betingelse, at udgifterne er rimelige og nødvendige for tilrettelæggelsen og iværksættelsen af revalideringen.

Det er Socialministeriets opfattelse, at selv om handicapbetingede udgifter efter § 43, stk. 2, 6, 7 og 8 skal ydes uafhængigt af ansøgerens økonomiske forhold og afgørelsen om hjælp til arbejdsredskaber efter § 43, stk. 9, beror på et skøn om, hvad der er rimeligt i forhold til ansøgerens økonomiske situation, har det ikke været tilsigtet, at bistands- og plejetillæg skal indgå i vurderingen af ansøgerens økonomiske forhold i forbindelse med afgørelse om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber, hverken efter den hidtidige gældende § 42, stk. 7 eller § 43, stk. 9 - jf. argumentationen tidligere. Denne opfattelse støttes også af det forhold, at både bistands- og plejetillæg efter bestemmelserne i lov om social pension skal dække forskellige udgifter til personlig bistand, pleje eller tilsyn som personer med nedsat erhvervsevne har i forbindelse med deres handicap.

Socialministeriet vil således ved en snarlig revision af § 43-vejledningen tydeliggøre, at princippet i bistandslovens § 38, stk. 2, nr. 1, bør anvendes i forbindelse med afgørelse om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk. 9."

I en skrivelse til Socialministeriet udtalte jeg herefter følgende

"...

Jeg har noteret mig at ministeriet ved en snarlig revison af vejledningen til § 43 vil tydeliggøre at princippet i bistandslovens § 38, stk. 2, nr. 1, bør anvendes i forbindelse med afgørelser om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk. 9.

På baggrund af den retsopfattelse, som jeg gav udtryk for i min udtalelse af 2. december 1993, må jeg imidlertid finde det rigtigst at Socialministeriets standpunkt kommer til udtryk i en ændring af selve bistandsloven. Jeg bemærker herved at det fortsat er min opfattelse, at der ikke på rent juridisk grundlag kan rejses kritik af en administrativ myndighed, som under den gældende lov når til et andet fortolkningsresultat, end det som Socialministeriet har givet udtryk for i skrivelsen af 29. marts 1994. Jeg skal derfor under henvisning til ombudsmandslovens § 11 henstille til Socialministeriets overvejelse at søge bistandsloven ændret i overensstemmelse med det ovenfor anførte ved nærmest givne lejlighed.

Jeg har samtidig hermed - under henvisning til ombudsmandslovens § 11 - gjort Folketingets Retsudvalg og socialministeren bekendt med min henstilling."

Resumé

På baggrund af en konkret sag, hvor A havde klaget over et afslag på hjælp til anskaffelse af et arbejdsredskab efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42, stk. 7, nu § 43, stk. 9, fandt ombudsmanden anledning til at henlede Socialministeriets (SM's) opmærksomhed på at der herskede en vis tvivl om, hvorvidt princippet i bistandslovens § 38, stk. 3, om ikke-fradrag af bistands- og plejetillæg burde anvendes i sager om hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 9.

SM meddelte i den anledning at SM ikke var enig i den fortolkning af bistandslovens § 42, stk. 7 (§ 43, stk. 9), som var lagt til grund i den konkrete sag, samt at SM ved en snarlig revision af § 43-vejledningen ville tydeliggøre at princippet i bistandslovens § 38, stk. 2, nr. 1, (tidligere stk. 3) burde anvendes ved afgørelser om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk. 9.

Ombudsmanden udtalte herefter at han på baggrund af den retsopfattelse, som han havde givet udtryk for i den konkrete sag, fandt det rigtigst at SM's standpunkt kom til udtryk i en ændring af selve bistandsloven. Ombudsmanden henstillede under henvisning til ombudsmandslovens § 11 til SM at overveje at søge bistandsloven ændret i overensstemmelse med det anførte ved først givne lejlighed. (J. nr. 1991-859-053).