Landsskatterettens og en told- og skatteregions sagsbehandlingstid i forbindelse med behandlingen af flere sager om indkomstansættelse.

Landsskatterettens og en told- og skatteregions sagsbehandlingstid i forbindelse med behandlingen af flere sager om indkomstansættelse.

Advokat B klagede i brev af 2. april 1994 for A over den tid der indtil da var gået til Landsskatterettens og Told- og Skatteregion X's behandling af en klage over A's indkomstansættelser for indkomstårene 1985-1989. B klagede også over at han ikke havde fået svar på sin anmodning om aktindsigt i en straffesag, som myndighederne havde oplyst verserede mod A. Endelig klagede B over at A på grund af den langvarige sagsbehandling ville komme til at betale et meget stort beløb i morarenter.

Det fremgik af sagen at A var selvstændig taxavognmand. I brev af 19. november 1990 meddelte K Kommune hende at kommunen havde besluttet at forhøje hendes skattepligtige indkomst for indkomstårene 1985-89 med i alt ca. 1,7 mio. kr.

Den 18. december 1990 klagede B over K Kommunes afgørelse til Skatteankenævnet i K som den 18. marts 1992 stadfæstede kommunens afgørelse. Det fremgik af kendelsen at sagen ville blive forelagt Told- og Skatteregion X til bedømmelse af, om der forelå ansvar efter skattekontrollovens bestemmelser.

Den 20. maj 1992 sendte skatteforvaltningen i K sagen til Told- og Skatteregion X for at regionen kunne vurdere ansvarsspørgsmålet. Hverken B eller A blev underrettet om oversendelsen.

I brev af 16. juni 1992 klagede B til Landsskatteretten over skatteankenævnets afgørelse. Retten oplyste i brev af 29. juni 1992 B om at sagsbehandlingstiden ville være mellem 9 og 12 måneder (med et forbehold om at den eventuelt kunne være længere, hvis det var påkrævet med særlige undersøgelser).

Den 30. juni 1993 rykkede B Landsskatteretten for svar i sagen. B blev herefter den 14. juli 1993 ringet op af en af rettens medarbejdere som meddelte ham, at den egentlige sagsbehandling først ville blive påbegyndt i efteråret 1993. I brev af 20. oktober 1993 meddelte retten B følgende

"Under henvisning til Deres skrivelse af 30. juni 1993, samt telefonsamtale den 14. juli 1993 kan Landsskatterettens kontor oplyse, at man efter fornyet overvejelse finder, at retten bør berostille behandlingen (af) klagesagen indtil straffesagen har fundet sin afslutning. Under en straffesag er mulighederne for at få sagen oplyst i øvrigt væsentlig forøget.

Sagens akter er derfor oversendt til Told- og Skatteregion (X)."

Den 21. oktober 1993 protesterede B til Landsskatteretten over at retten havde besluttet at stille sagen i bero. B bad desuden om at få nærmere oplysninger om den nævnte straffesag som han ikke havde hørt om før.

Landsskatteretten fastholdt i et brev af 22. oktober 1993 over for B beslutningen om at stille sagen i bero. Om straffesagen skrev retten at det fremgik af skatteankenævnets kendelse i sagen, at den ville blive forelagt Told- og Skatteregion X til bedømmelse af ansvarsspørgsmålet.

I telefax af 3. november 1993 bad B Landsskatteretten om at få aktindsigt i den sag der verserede ved Told- og Skatteregion X. B bad desuden retten om at indhente en redegørelse for regionens behandling af sagen der foreløbig havde varet i 19 måneder. Endvidere fastholdt B at Landsskatteretten skulle behandle klagesagen.

I et brev som Told- og Skatteregion X modtog den 8. november 1993, skrev Landsskatteretten bl.a.

"Under henvisning til rettens skrivelse af 20. oktober 1993 skal man hermed underrette Told- og Skatteregionen om, at klagerens advokat ved to skrivelser af henholdsvis 21. oktober 1993 og 3. november 1993 har besværet sig over rettens berostillelse af klagebehandlingen.

(B) har bl.a. anmodet om, at få aktindsigt i den ved Told- og Skatteregionen verserende sag.

..."

Landsskatteretten underrettede samtidig B om at hans anmodning om aktindsigt var videresendt til Told- og Skatteregion X.

Da B den 2. april 1994 hverken havde hørt fra regionen eller fra Landsskatteretten, klagede han til mig.

I en udtalelse i anledning af klagen anførte Told- og Skatteregion X bl.a.

"På grund af Regionens sagsmængde på ansvarsområdet - herunder navnlig et meget betydeligt antal sager om fiktive fradrag for betaling til A-kasse/faglige kontingenter - har Regionen af ressourcemæssige og arbejdstilrettelæggelsesmæssige årsager endnu ikke indkaldt (A) til ansvarsforhandling.

Regionen forventer, at ansvarsforhandling m.v. kan gennemføres inden udgangen af juni 1994.

Det bemærkes iøvrigt, at Regionen nu har (ind)ført en praksis, hvorefter borgeren orienteres om, at der verserer en overtrædelsessag i de tilfælde, hvor en ansvarsforhandling ikke kan forventes afholdt indenfor rimelig tid. Denne praksis er foranlediget af Cirkulæreskrivelse fra Told- og Skattestyrelsen, af hvilken der vedlægges kopi til orientering.

2. Vedrørende anmodning om aktindsigt.

Regionen er opmærksom på, at der via landsskatteretten er anmodet om aktindsigt i Regionens ansvarssag. Man har dog hidtil formodet, at (A) og dennes repræsentant har været bekendt med landsskatterettens materiale - som er det samme, som det Regionen er i besiddelse af. Det bemærkes, at der ikke har været rettet direkte henvendelse til Regionen om dette spørgsmål fra klagers side.

Foranlediget heraf har Regionen d.d. tilsendt advokat (B) kopi af det i sagen beroende materiale.

..."

Regionen oplyste senere i en telefonsamtale med en af mine medarbejdere at ansvarsforhandlingen, hvor både B og A var til stede, blev afholdt den 22. juni 1994. Der var endnu ikke taget endelig stilling til ansvarsspørgsmålet.

Af datolisten fra Landsskatteretten fremgår følgende

”

16/6-92

Klagen modtages.

29/6-92

Klagens modtagelse bekræftes i skrivelse til advokaten.

Det blev oplyst, at sagsbehandlingen i almindelighed tager 9-12 måneder fra modtagelsen af ankenævnets sagsmateriale. Behandlingstiden kan dog blive længere, hvis der er begæret personlig forhandling

29/6-92

Sagen sendes til udtalelse i (K) skatteankenævn.

8/7-92

Udtalelse fra (K) skatteankenævn modtages.

Det blev oplyst, at sagen er fremsendt til Told- og Skatteregionen til bedømmelse af ansvar i.h.t. skattekontrolloven.

4/1-93

Sagen fordeles til en sagsbehandler.

Umiddelbart herefter kontaktes regionen telefonisk. Det blev oplyst, at man endnu ikke havde fået taget hul på sagen. Det aftaltes, at sagsakterne skulle fremsendes til retten.

22/1-93

Regionens sagsakter modtages.

1/7-93

Advokatens skrivelse af 30/6 modtages. Det ønskedes oplyst, hvornår sagen forventes behandlet.

14/7-93

Advokaten kontaktes telefonisk. Det blev oplyst, at sagsbehandlingen forventedes påbegyndt i efteråret.

20/10-93

Advokaten meddeles, at sagsbehandlingen berostilles indtil straffesagen har fundet sin afslutning, idet mulighederne for at få sagen oplyst er væsentligt forøget under straffesagen

"

Om de enkelte sagsbehandlingsskridt skrev retten

"...

I perioden 8. juli 1992 - 4. januar 1993 afventede sagen fordeling til en sagsbehandler, hvorved bemærkes at der i rettens 3. kontor pr. 31. juli 1992 var opgjort en beholdning af verserende sager på 844, hvoraf 194 afventede fordeling til en sagsbehandler.

Landsskatterettens kontor overvejede primo 1993, hvorledes de usædvanligt mange verserende klagesager vedrørende taxavognmænd skulle behandles, herunder eventuel berostillelse såfremt der sideløbende var taget skridt til at rejse straffesag. Sagerne blev herefter som hovedregel behandlet i den rækkefølge de var indgået i retten.

Nærværende sag blev kort drøftet med advokat (B) den 14. juli 1993, og det blev i denne forbindelse oplyst, at den egentlige sagsbehandling først forventedes påbegyndt i efteråret. Sagen afventede herefter af ressourcemæssige årsager den fornødne tid hos sagsbehandleren. Landsskatterettens kontor traf først beslutning om berostillelse i oktober 1993, efter en gennemgang af det omfattende sagsmateriale.

..."

I en skrivelse til B udtalte jeg følgende

" 1. Landsskatterettens sagsbehandling

Fra det tidspunkt, den 16. juni 1992, da De klagede over Skatteankenævnet i K's kendelse, til De ved Landsskatterettens brev af 20. oktober 1993 blev underrettet om, at retten havde besluttet at stille sagsbehandlingen i bero, gik der 1 år og 4 måneder. Jeg har særligt hæftet mig ved at der gik 6 måneder, fra sagen blev modtaget i retten, til den blev viderefordelt til en sagsbehandler. Fra sagsbehandleren modtog sagen, gik der yderligere 10 måneder før retten besluttede at stille sagen i bero. I hele perioden blev der kun foretaget ganske få sagsbehandlingsskridt.

I Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven pkt. 206-207 er anført følgende

" 206. Hvis en forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse inden kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i sagen, underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.

207. Myndigheden bør endvidere give den, der er part i sagen, underretning, når behandlingen af den konkrete sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt."

I brevet af 29. juni 1992 oplyste Landsskatteretten Dem om at rettens sagsbehandlingstid ville være mellem 9 og 12 måneder (med et forbehold om at behandlingstiden kunne være længere, hvis særlige undersøgelser var påkrævet).

En sagsbehandlingstid på 9-12 måneder er lang, men der er handlet i overensstemmelse med de gengivne punkter i vejledningen. Underretningsforpligtelsen indtræder imidlertid igen på det tidspunkt da det må stå klart for myndigheden, at myndigheden ikke kan overholde den bebudede sagsbehandlingstid, og i hvert fald senest ved fristens udløb.

Jeg må lægge til grund at det på et tidspunkt noget før den 30. juni 1993 da De rykkede Landsskatteretten for svar, og hvor der netop var gået 12 måneder med rettens behandling af sagen, måtte stå klart for retten, at afgørelsen ville blive forsinket ud over de bebudede op til 12 måneder.

Jeg finder det beklageligt at Landsskatteretten ikke på dette tidspunkt underrettede Dem om, at behandlingen af sagen ville vare længere end tidligere meddelt. Det forbehold om en eventuel længere sagsbehandlingstid som retten har taget i brevet af 29. juni 1992, fritager ikke retten for en sådan underretningsforpligtelse. I øvrigt var der i den foreliggende sag ikke iværksat "særlige undersøgelser".

Jeg har gjort Landsskatteretten bekendt med min opfattelse.

Jeg lægger til grund at den pågældende sagsbehandler i Landsskatteretten senest i midten af januar måned 1993 blev opmærksom på, at der i regionen beroede en "ansvarssag".

Jeg finder det meget beklageligt at Landsskatteretten var 1 år og 4 måneder om at nå frem til at træffe beslutning om, at sagen skulle stilles i bero. Efter min opfattelse burde dette spørgsmål have været afklaret senest i forbindelse med at rettens sagsbehandler i januar måned 1993 indhentede telefoniske oplysninger om "ansvarssagen" fra Told- og Skatteregion (X). Jeg henviser til at det nu fremgår af Told- og Skattestyrelsens cirkulære af 26. april 1994 (1994-8), at uanset om det er straffesagen eller klagesagen, som fremmes, skal sagsbehandlingen fremskyndes mest muligt (cirkulærets s. 4).

Jeg har gjort Landsskatteretten bekendt med min opfattelse.

I betragtning af sagens hidtidige forløb, herunder de løfter der var givet om sagsbehandlingstiden, og under hensyn til at et sandsynligt resultat af Landsskatterettens foreløbige behandling ville blive, at sagen blev stillet i bero på afklaringen af "ansvarssagen", finder jeg det beklageligt at der forløb mere end tre måneder fra telefonsamtalen den 14. juli 1993, til retten meddelte sin beslutning om berostillelse. (Jeg er opmærksom på at sagsbehandleren den 14. juli 1993 forberedte Dem på en sådan yderligere sagsbehandlingstid).

Jeg har gjort Landsskatteretten bekendt med min opfattelse.

Jeg har meddelt Landsskatteretten at jeg går ud fra, at det som jeg har anført ovenfor, giver retten anledning til at overveje, om der måtte være behov for at ændre rettens erindrings- og underretningsprocedurer. Jeg har bedt om underretning om resultatet af disse overvejelser.

For så vidt angår spørgsmålet om hvilken myndighed der skal behandle sagen, bemærker jeg følgende

Der har indtil for kort tid siden ikke været administrativt fastsatte retningslinier for behandling af klagesager hvor flere forskellige myndigheder er involveret samtidig. Den tvivl der tidligere kan have været om sagsbehandlingen, er nu afklaret med det ovenfor nævnte cirkulære. I cirkulæret beskrives det om det i det enkelte tilfælde er straffesagen eller skattesagen, der skal fremmes. Af cirkulærets pkt. II, A.2, fremgår det at klagesager som udgangspunkt skal fremmes, før straffesagen gennemføres. Dette gælder bl.a. "klagesager, hvor opgørelsen af en udeholdt indkomsts størrelse i væsentlig grad bygger på skøn". Efter cirkulæret skal straffesagen dog fremmes bl.a. i de tilfælde "hvor klagesagen overvejende vedrører bevisspørgsmål af betydning for skatteansættelsen".

En af mine medarbejdere har telefonisk fra Told- og Skatteregion (X) fået oplyst at regionen under en eventuel straffesag ønsker, at der skal afhøres vidner for at få afklaret forskellige bevismæssige spørgsmål.

På denne baggrund kan det ikke i sig selv give mig anledning til bemærkninger at Landsskatteretten efter aftale med regionen har stillet sin sagsbehandling i bero, indtil ansvarssagen er afgjort.

2. Told- og Skatteregion (X's) sagsbehandling

Fra det tidspunkt da Told- og Skatteregion (X) modtog sagen til ansvarsvurdering fra (K) Kommune, den 20. maj 1992, til regionen efter aftale med Landsskatteretten stillede sagen i bero den 20. januar 1993, gik der 8 måneder. Jeg må lægge til grund at der ikke blev påbegyndt nogen sagsbehandling i denne periode. Regionen modtog sagen tilbage fra Landsskatteretten den 20. oktober 1993. Herefter gik der endnu 8 måneder før (A) den 22. juni 1994 blev indkaldt til ansvarsforhandlingen. Selv om regionen nu har haft sagen under behandling i sammenlagt 22 måneder, er "ansvarssagen" endnu ikke endeligt afgjort.

Det er efter min opfattelse meget beklageligt at (A) har måttet vente i så lang tid på at få en afgørelse i "ansvarssagen". Jeg har særligt noteret mig at (A), også efter at Told- og Skatteregion (X) har fået sagen tilbage fra Landsskatteretten, har måttet vente i foreløbig ca. 14 måneder på at få sin sag afgjort. Jeg henviser igen til Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 1994-8 af 26. april 1994. Af cirkulæret fremgår det at straffesager der behandles forud for skattesager, skal søges fremmet mest muligt.

Jeg har gjort Told- og Skatteregion (X) bekendt med min opfattelse. Jeg har samtidig meddelt regionen at jeg går ud fra, at (A's) sag nu fremskyndes mest muligt, og at regionen, hvis det bliver besluttet, at der skal rejses tiltale mod (A), beder politimesteren om ligeledes at fremskynde sagens behandling.

Som sagen er oplyst, lægger jeg til grund at hverken De eller (A) modtog underretning om, at regionen havde indledt en undersøgelse af, om (A) kunne drages til ansvar for skatteunddragelserne. I sagen ligger kun skatteforvaltningens og Skatteankenævnet i (K's) breve om at sagen vil blive forelagt for regionen med henblik på en vurdering af ansvarsspørgsmålet.

Jeg finder det meget beklageligt at regionen ikke på noget tidspunkt før i foråret 1994 - efter at klagen var indgivet til mig - underrettede (A) og Dem om, at en sag af denne karakter verserede.

Jeg har gjort Told- og Skatteregion (X) bekendt med min opfattelse. Da regionen i udtalelsen til mig har oplyst, at regionen nu - med henvisning til Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1993-15 - har iværksat en procedure om underretning af skatteyderen, når en skattestraffesag modtages fra kommunen, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Efter Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven pkt. 206-207 om underretning af sagens parter når sagsbehandlingen trækker ud, skulle De tillige have modtaget underretning fra regionen om at sagen blev forsinket. De modtog ikke denne underretning hvilket jeg finder beklageligt.

Jeg har gjort Told- og Skatteregion (X) bekendt med min opfattelse.

For så vidt angår den manglende besvarelse af Deres anmodning om aktindsigt, bemærker jeg følgende

Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 16, stk. 2, skal den myndighed der har modtaget en begæring om aktindsigt, snarest afgøre om begæringen kan imødekommes. Hvis begæringen ikke er imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at myndigheden har modtaget begæringen, skal myndigheden underrette parten om grunden til dette og om hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Told- og Skatteregion (X) har i udtalelsen til mig oplyst at regionen "formodede", at De allerede var bekendt med sagens akter. Regionen undlod derfor at reagere på Landsskatterettens bemærkning om Deres anmodning om aktindsigt.

Efter min opfattelse var det udaterede brev som regionen den 8. november 1993 modtog fra Landsskatteretten, en umisforståelig anmodning om aktindsigt i regionens sag.

Jeg finder det meget beklageligt at regionen ikke straks efter modtagelsen af rettens brev tog stilling til anmodningen om aktindsigt.

Jeg har gjort Told- og Skatteregion (X) bekendt med min opfattelse. Det fremgår af sagen at De modtog kopi af alle sagens akter ved regionens brev af 21. april 1994. Jeg foretager mig derfor ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

3. Vedrørende opkrævning af morarenter

Det fremgår af sagen at (A) har fået bevilget henstand med skattebetalingen, mens myndighederne behandler klagesagen. Told- og Skatteregion (X) har den 17. marts 1994 forlænget henstanden til den 1. april 1995. I henstandsperioden beregnes der 1% i morarenter pr. påbegyndt måned. Hjemmelen til at beregne disse morarenter findes i lov nr. 939 af 27. december 1991.

De har i flere breve til mig rejst spørgsmålet om det er rimeligt, at (A) skal "bøde" for myndighedernes langsomme sagsbehandling.

Skattemyndighederne har ikke i et brev til Dem eller (A) taget stilling til hvilken betydning sagens (hidtidige) forløb skal have for kravet om morarenter. Jeg mener ikke at jeg bør udtale mig om spørgsmålet på et tidspunkt, da skattesagen ikke endeligt er afgjort, og - som nævnt - på et tidspunkt da skattemyndighederne ikke har taget stilling til spørgsmålet om kravet om morarenter.

Hvis der til sin tid fremsættes et krav om morarenter, gør jeg dog opmærksom på at (A) har mulighed for - når skattesagen er endeligt afgjort - at ansøge om hel eller delvis bevillingsmæssig eftergivelse af beløbet, f.eks. med henvisning til den måde som sagen har været behandlet på.

De vil kunne klage til mig over skattemyndighedernes afgørelse af spørgsmålet.

..."

Præsidenten for Landsskatteretten meddelte mig herefter følgende

"Foranlediget af Deres brev har jeg overfor rettens kontorer præciseret, at i sager, der har været verserende i Landsskatteretten i 9 mdr., og hvor der undtagelsesvis ikke har været telefonisk eller skriftlig kontakt med klageren/repræsentanten udover standardkvitteringsskrivelsen, skal der gives meddelelse om årsagen til, at sagsbehandlingstiden trækker ud. Samtidig vil der så vidt muligt blive givet oplysning om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge. Ligeledes skal der i disse sager, hvis det på et tidligere tidspunkt kan forudses, at sagsbehandlingstiden vil overstige 12 måneder, allerede på dette tidspunkt tilsendes klageren/repræsentanten meddelelse om, at sagen ikke kan forventes afgjort indenfor 12 måneder. Samtidig gives der meddelelse om årsagen hertil samt så vidt muligt oplysning om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge."

Jeg meddelte Præsidenten for Landsskatteretten at jeg tog det oplyste til efterretning.

Resumé

A klagede over den tid der indtil da var gået med Landsskatterettens (LSR's) og en told- og skatteregions (TSR's) behandling af sager om indkomstansættelser, der havde sammenhæng med en skattestraffesag. A klagede endvidere over at hun ikke havde fået svar på en anmodning om aktindsigt i skattestraffesagen, og over at hun ville komme til at betale et betydeligt beløb i morarenter på grund af skattemyndighedernes langvarige behandling af sagen.

Ombudsmanden kritiserede at LSR ikke havde underrettet A om, at sagens behandling trak ud, på det tidspunkt da det måtte stå klart for retten, at den bebudede (længste) sagsbehandlingstid ikke kunne overholdes, samt at LSR var 1 år og 4 måneder om at træffe beslutning om, at sagen om indkomstansættelserne skulle stilles i bero på udfaldet af skattestraffesagen.

Ombudsmanden kritiserede endvidere at TSR indtil da havde været ca. 14 måneder om at træffe afgørelsen om eventuelt at rejse tiltale i skattestraffesagen, og at regionen først efter at klagen var indgivet til ombudsmanden, underrettede A om, at der verserede en skattestraffesag. Ombudsmanden kritiserede videre TSR for ikke at have orienteret A om at sagens behandling trak ud. Endelig kritiserede ombudsmanden TSR for ikke straks ved modtagelsen af A's anmodning om aktindsigt at have taget stilling til den.

Ombudsmanden henviste A til at ansøge om hel eller delvis eftergivelse af eventuelt pålagte morarenter med henvisning til den måde som sagen havde været behandlet på. (J. nr. 1994-830-200).