Hjemmel for overtagelse af privat vandledning. Ekspropriation. Partshøring.

§ 76. Følgende afgørelser kan dog ikke indbringes for højere administrativ myndighed

1) Fastsættelse af leveringsvilkår efter § 29 og § 45, stk. 2."

Hjemmelen for den trufne afgørelse er efter Miljøstyrelsens opfattelse nu vandforsyningslovens § 32, stk. 1. Denne bestemmelse er ikke nævnt i § 76, nr. 1. Allerede af denne grund synes den sidstnævnte bestemmelse ikke at kunne afskære (A) fra at påklage denne del af (E) Amts afgørelse til Miljøstyrelsen.

I øvrigt må ordet "leveringsvilkår" efter min foreløbige opfattelse tage sigte på de vilkår, der er knyttet til selve vandleveringen. En bestemmelse om, at de berørte ejendomsejere - som en "kompensation" over for vandværket (jf. afgørelsen af 26. februar 1992, s. 14) - skal betale et beløb, der intet har med selve vandleveringen at gøre, kan derfor efter min foreløbige opfattelse ikke være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 76, nr. 1. Bestemmelsens forarbejder (Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 2696) synes ikke at kunne føre til andet resultat.

b. Efter vandforsyningslovens § 30, stk. 2, henhører spørgsmålet om erstatning for de udgifter, der er forbundet med tilslutning til et fælles anlæg, under landvæsensretterne. Tilsvarende henhører spørgsmålet om, hvorvidt der skal betales erstatning i anledning af en hel eller delvis tilbagekaldelse af indvindingstilladelsen efter lovens § 32, stk. 1-3, efter bestemmelsens stk. 4 under landvæsensretterne.

Efter min foreløbige opfattelse har spørgsmålet om, hvorvidt (E) Amt med rette har bestemt, at medlemmerne af (A) hver skal betale amtet 6.800 kr., intet at gøre med de erstatningsspørgsmål, som de nævnte bestemmelser regulerer.

Det må herefter være min foreløbige opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt amtet har kunnet opkræve 6.800 kr. af medlemmerne af (A), henhører under Miljøstyrelsens kompentence i medfør af den almindelige klagebestemmelse i vandforsyningslovens § 75.

Såfremt Miljøstyrelsen fastholder, at afgørelsen om tvangsinddragelse af fællesledningen har hjemmel i vandforsyningslovens § 32, stk. 1, anmoder jeg Miljøstyrelsen om en udtalelse om det ovenfor berørte spørgsmål.

..."

Sagen blev drøftet på et møde den 10. oktober 1993 med repræsentanter for Miljøstyrelsen, og med skrivelse af 29. november 1993 modtog jeg Miljøstyrelsens bemærkninger til det jeg havde anført i skrivelsen af 24. august 1993.

I skrivelsen anførte Miljøstyrelsen følgende

"...

ad spørgsmål om partshøring.

Miljøstyrelsen er enig med ombudsmanden i, at amtskommunen burde have foretaget en fornyet partshøring, da man var ved at anlægge et andet syn på sagen end det, der var angivet i amtskommunens tidligere partshøringsskrivelse af 23. april 1991. Miljøstyrelsen er endvidere enig i, at dette krav om partshøring må støttes på forvaltningslovens § 19, stk. 1, og at dette spørgsmål burde være indgået i Miljøstyrelsens afgørelse. Miljøstyrelsen vil ved sin afslutning af sagen fremhæve spørgsmålet over for amtsrådet.

ad spørgsmål om afgørelsen af sagen over for de 10 grundejere under (A).

De 10 grundejere modtog deres vand fra (B) Vandværk gennem en forsyningsledning fra (B) Vandværk, der løber langs en væsentlig del af (X-vej). Ledningen var bekostet og anlagt af grundejerne og tilhørte dem, og de optrådte, i følge en oprettelseskontrakt med (B) Vandværk af 13. januar 1975, som et særligt forsyningsselskab med vedtægter i overensstemmelse med normalregulativet for private vandværker.

Sagen drejede sig om etablering af vandforsyning til de yderligere 17 ejendomme ved (X-vejen). Heraf havde formentlig 12 en utilfredsstillende vandforsyning eller ikke mulighed for at etablere egen vandforsyning. Det var amtskommunens opfattelse, at sagen burde løses ved, at (B) Vandværk overtog (A's) ledning og herefter stod som direkte leverandør til de 10 ejendomme. Ledningen skulle derefter udbygges, så den kunne forsyne de yderligere 17 ejendomme, og ejerne af 10 af disse ejendomme skulle have pålæg om at slutte (sig) til ledningen. Vandværket var betænkelig ved at overtage ledningen, bl.a. fordi det var usikkert, om den var anlagt med tilstrækkelig kyndighed, og fordi vandværket var utilfreds med ledningens dimension og trykstyrke. For at give vandværket kompensation for muligt aldersslid på ledningen bestemte amtsrådet , at hver af de 10 grundejere under (A) skulle betale et bidrag på kr. 6.800 + moms til (B) Vandværk i forbindelse med overgangen til den nye leveringsordning. Et sådant bidrag var ikke forudsat under den tidligere behandling af sagen og mødtes med bestemt protest fra de 10 grundejere under (A).

Da der således ikke kunne opnås enighed med grundejerne under (A) om den ordning, amtskommunen ønskede, måtte ordningen gennemføres ved et pålæg efter vandforsyningsloven. Efter Miljøstyrelsens opfattelse vil det være rettest at give et sådant påbud til de 10 grundejere og vandværket efter analogien af vandforsyningslovens § 32, stk. 1. Det bemærkes herved, at det i praksis forekommer, at et alment vandværk ikke har egen vandindvinding, men aftager alt sit vand fra et andet vandværk og alene virker som fordelingscentral (f.eks. hvis et vandværk har måtte nedlægge sit indvindingsanlæg på grund af forurening, eller hvis det har været mest praktisk for en vandforsyning at aftage sit vand fra et nærliggende stort vandværk). Miljøstyrelsen anser det for utvivlsomt, at der kan eksproprieres til sådanne fordelingscentraler efter reglerne i vandforsyningsloven. (Se note 119 til vandforsyningsloven i Karnovs lovsamling). Miljøstyrelsen mener også, at analogien af lovens § 32, stk. 1, kan anvendes over for fordelingscentraler, hvis en omstrukturering bliver nødvendig, og man mener ikke, at bestemmelsen skulle blive uanvendelig, fordi vandet både før og efter nyordningen hidrører fra det samme vandværk, da det dog er en realitet, at den hidtidige, selvstændige forsyningsenhed ophæves.

Vandforsyningslovens § 32, stk. 1, giver efter Miljøstyrelsens mening afgørelsesmyndigheden mulighed for at bestemme, på hvilken måde den kommende vandforsyning teknisk skal gennemføre forsyningen (f.eks. gennem den eksisterende ledning, udbygget og forsynet med trykforøgeranlæg). Dette følger direkte af lovens ord, og det ville også være unaturligt, om et modvilligt, kommende vandforsyningsanlæg skulle kunne træffe bestemmelse om en teknisk dårlig gennemførelse af forsyningen, (hvad der ikke er tale om i den foreliggende sag). Dette vil også sige, at det i medfør af § 32, stk. 1, kan pålægges det vandforsyningsanlæg, som skal overtage forsyningen, at forsøge at erhverve en grund eller et anlæg til brug for forsyningen ved køb eller ekspropriation.

Afgørelsesmyndigheden kan derudover i medfør af § 32, stk. 1, fastlægge vilkårene for den kommende forsyning, herunder det tilslutningsbidrag, der skal betales for den kommende forsyning. Disse tilslutningsbidrag er en væsentlig del af "leveringsvilkårene". Efter Miljøstyrelsens erfaring er det næsten altid tilslutningsbidragene, der er anstødsstenen i sager om tvungen inddragelse under vandværker, medens de løbende vandafgifter sjældent giver anledning til klage.

Hvad § 32, stk. 1, (eller § 29) derimod ikke giver mulighed for, er at fratage (A) dens forsyningsledning mod dens ejeres protest. En overførsel af fællesledningen til (B) Vandværk mod ejernes protest har - som anført i ombudsmandens skrivelse af 24. august 1993 - krævet en ekspropriation efter vandforsyningslovens § 37. Da en sådan ekspropriation ikke var foretaget, var overførslen af fællesledningen til (B) Vandværk ikke gyldigt gennemført ved amtsrådets afgørelse af 26. februar 1992. Dette burde Miljøstyrelsen have meddelt amtsrådet i sin skrivelse af 1. juli 1992, og Miljøstyrelsen burde have fremhævet ugyldigheden ved sin skrivelse til ombudsmanden af 15. januar 1993.

Situationen i dag er imidlertid den, at ejerne af fællesledningen har overdraget ledningen til vandværket, således at det økonomiske spørgsmål - der omfatter dels den betaling de skulle have for ledningen, dels det tilslutningsbidrag, de på den anden side skulle betale for at få vand direkte fra vandværket - skulle udskydes til senere afgørelse. Dette er telefonisk oplyst over for Miljøstyrelsen den 20. november 1992 af vandværkets formand.

Efter lovens § 42 træffer landvæsensretten afgørelse om erstatning, såfremt der sker en ekspropriation, og der ikke opnås enighed om erstatningens størrelse.

Under hensyn til at ejerne af fællesledningen accepterede at overdrage ledningen vederlagsfrit mod ikke at blive pålagt yderligere udgifter i forbindelse med forsyning direkte fra vandværket, og at ledningen i dag rent faktisk er overdraget til vandværket, finder Miljøstyrelsen det rigtigst, at de økonomiske spørgsmål søges afklaret ved afgørelse om forsyningsvilkårene for grundejerne under (A), jfr. nedenfor.

Uanset at amtsrådets afgørelse var behæftet med fejl, finder Miljøstyrelsen, at spørgsmål om vilkår for tilslutning af grundejerne under (A) direkte til (B) Vandværk, bør afgøres endeligt af Miljøstyrelsen.

Såfremt ombudsmanden er enig heri, vil Miljøstyrelsen, på baggrund af en høring af sagens parter, være indstillet på at træffe beslutning om vilkårene for at tilslutte grundejerne under (A) direkte til (B) Vandværk.

Om spørgsmålet om klage bemærkes i øvrigt, at vandforsyningslovens § 76, nr. 1, blev indføjet i loven ved lov nr. 255 af 6. juni 1985. Den bestemte, at fastsættelse af leveringsvilkår efter lovens § 29 og § 45, stk. 2, ikke kunne indbringes for højere administrativ myndighed. Tanken med forslaget om denne bestemmelse var at fritage centraladministrationen for nogle ret tyngende detailafgørelser, der beroede på skøn og i forvejen var grundigt behandlet af en underinstans. Formentlig ved en forglemmelse i Miljøstyrelsen blev de nogenlunde tilsvarende vilkårsfastsættelser i § 32, stk. 1, ikke medtaget i § 76, nr. 1. I note 219 i kommentarerne til loven i Karnovs lovsamling anføres imidlertid, at også afgørelser om leveringsvilkår efter § 32, stk. 1, antagelig må omfattes af § 76, nr. 1. (Som det fremgår af note 102 til loven i Karnovs lovsamling, er sager om leveringsvilkår efter § 32, stk. 1, dog ikke helt parallelle med sager om leveringsvilkår efter §§ 29 og 45). I sin skrivelse af 15. januar 1993 til ombudsmanden er Miljøstyrelsen gået ud fra, at styrelsen efter bestemmelsen i § 76, nr. 1, er afskåret fra at tage stilling til vilkåret om betaling af de kr. 6.800 + moms pr. ejendom.

Det kan oplyses, at vandforsyningsloven er under revision, og at det i den forbindelse vil blive præciseret i lovens § 76, at afgørelser om leveringsvilkår efter § 32, stk. 1, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

..."

Ved skrivelse af 20. december 1993 meddelte jeg herefter Miljøstyrelsen følgende

"...

ad a) Partshøringsspørgsmålet.

Det fremgår af Miljøstyrelsens skrivelse, at man er enig i, at (E) Amt har begået en partshøringsfejl. Styrelsen vil ved sagens afslutning fremhæve dette forhold over for amtet.

Jeg tager det oplyste til efterretning og foretager ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

ad b) Ekspropriationsspørgsmålet.

1. Det fremgår af Miljøstyrelsens skrivelse, at man er enig i, at vandforsyningslovens § 32 ikke indeholder hjemmel til ekspropriation. Det fremgår endvidere, at Miljøstyrelsen på denne baggrund er enig i, at (E) Amts afgørelse af 26. februar 1992 må anses for ugyldig.

Dette tager jeg til efterretning.

2. Herudover har Miljøstyrelsen bl.a. anført følgende

"...

Situationen i dag er imidlertid den, at ejerne af fællesledningen har overdraget ledningen til vandværket, således at det økonomiske spørgsmål - der omfatter dels den betaling de skulle have for ledningen, dels det tilslutningsbidrag, de på den anden side skulle betale for at få vand direkte fra vandværket - skulle udskydes til senere afgørelse. Dette er telefonisk oplyst over for Miljøstyrelsen den 20. november 1992 af vandværkets formand.

Efter lovens § 42 træffer landvæsensretten afgørelse om erstatning, såfremt der sker en ekspropriation, og der ikke opnås enighed om erstatningens størrelse.

Under hensyn til at ejerne af fællesledningen accepterede at overdrage ledningen vederlagsfrit mod ikke at blive pålagt yderligere udgifter i forbindelse med forsyning direkte fra vandværket, og at ledningen i dag rent faktisk er overdraget til vandværket, finder Miljøstyrelsen det rigtigst, at de økonomiske spørgsmål søges afklaret ved afgørelse om forsyningsvilkårene for grundejerne under (A), jfr. nedenfor.

Uanset at amtsrådets afgørelse var behæftet med fejl, finder Miljøstyrelsen, at spørgsmål om vilkår for tilslutning af grundejerne under (A) direkte til (B) Vandværk, bør afgøres endeligt af Miljøstyrelsen.

Såfremt Ombudsmanden er enig heri, vil Miljøstyrelsen, på baggrund af en høring af sagens parter, være indstillet på at træffe beslutning om vilkårene for at tilslutte grundejerne under (A) direkte til (B) Vandværk.

..."

Der er som nævnt nu enighed om, at (E) Amts afgørelse af 26. februar 1992 er ugyldig. På denne baggrund har jeg vanskeligt ved at indse, at sagen skal løses ved, at Miljøstyrelsen i medfør af vandforsyningslovens § 75 træffer afgørelse om lovligheden af det vilkår i amtets afgørelse, hvorefter medlemmerne af (A) hver skal betale 6.800 kr.; når afgørelsen er ugyldig, må vilkåret anses for bortfaldet og kan derfor ikke gøres til genstand for særskilt klagebehandling. Herved henviser jeg også til, at jeg i min skrivelse af 24. august 1993 kun bad Miljøstyrelsen om at komme ind på det mere formelle klagespørgsmål, såfremt man fastholdt, at amtets afgørelse havde hjemmel i vandforsyningslovens § 32.

3. Retsvirkningen af, at amtets afgørelse er ugyldig, er i hvert fald, at medlemmerne af (A) hver har krav på tilbagebetaling af de 6.800 kr.

Samtidig indebærer ugyldigheden - i princippet - at sagen nu skal behandles efter ekspropriationsreglerne i vandforsyningslovens kap. 7, og at der i denne forbindelse skal tages stilling til spørgsmålet om erstatning.

Det synes at fremgå af Miljøstyrelsens skrivelse, at en sådan fremgangsmåde bør undgås, såfremt sagen kan løses på en mere hensigtsmæssig måde. Dette synspunkt kan jeg tilslutte mig. I den forbindelse tillader jeg mig at henvise til, at der på mødet mellem repræsentanter for Miljøstyrelsen og en af mine medarbejdere den 10. oktober 1993 blev nævnt den mulighed, at man afstår fra at gennemføre en ekspropriationssag. Den praktiske konsekvens heraf ville være, at man blot betalte (A's) medlemmer de omhandlede beløb tilbage, og at sagen herefter betragtes som afsluttet. I denne forbindelse kan jeg tilføje, at (A's) (og vel også amtets) oprindelige indstilling til sagen netop var, at amtet vederlagsfrit kunne overtage vandledningen under den forudsætning, at (A) ikke blev pålagt yderligere udgifter (bortset fra den løbende betaling for vandforsyningen).

ad c) Klagespørgsmålet.

Jeg tager til efterretning, at Miljøstyrelsen under en kommende revision af vandforsyningsloven vil stille forslag om ændring af vandforsyningslovens § 76.

Spørgsmålet er herefter fortsat, hvilke konsekvenser Miljøstyrelsen vil drage af det forhold, at (E) Amts afgørelse af 26. februar 1992 er ugyldig. Jeg anmoder snarest belejligt om Miljøstyrelsens endelige stillingtagen til dette spørgsmål.

..."

Miljøstyrelsen meddelte mig ved skrivelse af 8. februar 1994 at man havde annulleret amtets afgørelse.

Jeg meddelte Miljøstyrelsen at jeg tog det oplyste til efterretning, og at jeg herefter ikke foretog videre.

NOTER (*1) Jf. FOB 1988, s. 118, 1988, s. 154ff og 1990, s. 260ff

Hjemmel for overtagelse af privat vandledning. Ekspropriation. Partshøring.

A, en privat vandforsyningsforening, klagede til mig over Miljøstyrelsens afgørelse i en skrivelse af 1. juli 1992. Ved afgørelsen havde Miljøstyrelsen tiltrådt amtskommunen E's pålæg til A om tilslutning til et alment vandforsyningsanlæg og om overdragelse af foreningens vandledning til vandværket B.

De relevante omstændigheder i sagen var følgende

Den 13. januar 1975 blev der mellem B Vandværk på den ene side og 10 beboere på X-vej på den anden side indgået en kontrakt om levering af vand til de pågældende ejendomme. Ifølge kontrakten skulle vandværket fremføre en forsyningsledning til hjørnet af X-vej og en privat fællesvej. På dette punkt skulle der - ligeledes af vandværket - opsættes en målerbrønd og en hovedstophane. Beboerne skulle herefter på eget initiativ og for egen regning etablere et rørledningssystem der førte vandet frem til de enkelte ejendomme.

De ejendomme der herefter modtog vand fra den fælles vandledning, var X-vej 11, 13, 17 (dog først fra 1991), 19, 21, 23, 31, 34, 42 og 44.

I en skrivelse af 19. oktober 1989 til C der beboede ejendommen X-vej 31, anførte D Kommune bl.a. følgende

"...

(E) amtskommune, Naturforvaltningskontoret, agter at lade opføre en toiletbygning ved (Y). Toiletbygningen vil blive på ca. 10,5 m2 og vil indeholde 3 toiletrum incl. handicaptoilet.

Da den planlagte toiletbygning nødvendigvis skal forsynes med drikkevand af rimelig kvalitet, og da man ikke mener, at det er muligt at skaffe dette ved boring på stedet, må der findes en anden løsning på problemet.

I den anledning henvender kommunen sig til medejerne af vandforsyningsanlægget, der forsyner ejendommene (X-vej) nr. 11, 13, 17, 19, 21, 23, 31, 32, 42 og 44, for om muligt at få en aftale istand om, at toiletbygningen tilsluttes anlægget indtil anden forsyning etableres på (X-vej), mod selvfølgelig at de 10 ejere af anlægget ingen udgifter har i den forbindelse, samt at der betales en tilslutningsafgift og løbende vandforbrug.

..."

I anledning af kommunens skrivelse blev der den 23. november 1989 afholdt et møde om sagen. Af et referat der er udarbejdet af F, X-vej 31, fremgår bl.a. følgende

"...

Da der på strækningen (X-vej) som bekendt i stigende grad opstår behov for nytilslutning til den offentlige vandforsyning, har (F) haft mandat til at fremlægge medlemmernes overvejelse om at overdrage fællesledningen til det offentlige forsyningsnet mod at der ved denne overdragelse ikke opstår omkostninger for medlemmerne i form af tilslutningsafgift eller lign. og at medlemmerne i fremtiden bliver forsynet med vand fra (B) Vandværk på lige fod med (B's) beboere. Ved en evtl. aftale herom skal en advokat repræsentere medlemmerne. Dermed kunne fællesledningen gå ind i nye dispositioner.

(F) gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at medlemmerne kun accepterer en sådan nyordning, hvis alle tidligere ansøgere (om at blive sluttet til fællesledningen) bliver informeret og tilgodeset før eller på lige fod med den sidste ansøger, (G).

..."

I juli 1990 foretog Nord-Consult A/S efter anmodning fra D Kommune en række undersøgelser af vandforsyningsmulighederne på X-vej. I konsulentfirmaets anbefalinger vedrørende den fremtidige vandforsyning hed det bl.a. følgende

"...

Det nuværende hoved- og stikledningsnet bibeholdes uændret, og der etableres nye hoved- og stikledninger til de p.t. ikke tilsluttede ejendomme, efterhånden som disse ønsker (påbydes) anden vandforsyning.

...

(B) vandværk overtager det eks. ledningsnet vederlagsfrit og forbrugerne indgår i (B) vandværk på samme betingelser som vandværkets nuværende forbrugere.

Etablering af trykforøgeranlæg som forbedrer trykforholdene hos (X-vejens) nuværende forbrugere - etableres tillige uden udgift for disse forbrugere.

..."

På den baggrund anførte D Kommune i en skrivelse af 24. august 1990 til E Amt bl.a. følgende

"...

(D) kommune skal herved anmode (E) amtskommune om at afsige en kendelse, der fastsætter de fremtidige forsyningsbetingelser for vandforsyning af ejendommene ved (X-vej) i henhold til vandforsyningslovens § 29.

Området omfatter i alt 26 ejendomme og er i kommunens forslag til vandforsyningsplan underlagt (B) vandværk.

I dag findes der en Ø 90 mm ledning i området, der blev nedgravet i 1974 og som forsyner 9 ejendomme + 1 ejendom, der har betalt bidrag, men ikke er tilsluttet. Ledningen ejes af de tilsluttede beboere og disse køber vandet af (B) Vandværk i en målerbrønd. Ejerne af ledningen er villige til at overdrage denne vederlagsfrit til (B) Vandværk mod, at der ikke skal betales yderligere bidrag til vandværket. (B) Vandværk ønsker imidlertid ikke at overtage denne, da de hævder, at de ikke har garanti for, at ledningen er nedlagt forskriftsmæssigt og da det kun er 6 atm. rør, der er anvendt. Ledningen blev i sin tid nedlagt af en lokal VVS-installatør.

Kommunen har ladet udtage vandanalyser ved de resterende ejendomme, og som det fremgår af medsendte materiale er vandkvaliteten svingende.

Kommunen har endvidere ladet det rådgivende ingeniørfirma Nord-Consult, ... foretage en teknisk undersøgelse af området, herunder undersøge om den eksisterende ledning har tilstrækkelig kapacitet til forsyning af hele området. Resultatet af undersøgelserne har været, at ledningen godt kan forsyne området, men at der skal etableres 3 mindre trykforøgerstationer for at vandforsyningen kan blive tilfredsstillende for alle ejendommene på grund af de store højdeforskelle.

...

Teknisk udvalg behandlede sagen på sit møde den 20. august 1990, og udvalget vedtog at anbefale det udarbejdede projekt herunder udgiftsfordelingen.

Det skal endelig bemærkes, at amtet har pålagt kommunen at fremskaffe vand til den nyopførte toiletbygning ved (Y), idet denne bygning i dag får vand fra tanke, hvortil vandet bliver tilkørt.

..."

Ved skrivelse af 15. oktober 1990 meddelte E Amt kommunen at der efter amtets opfattelse forelå et velbeskrevet projekt fra kommunens side. Amtet bad dog samtidig kommunen om at tilvejebringe yderligere oplysninger om vandkvaliteten samt oplysninger om hvilke ejendomme på X-vej kommunen ønskede meddelt tilslutningspåbud i medfør af vandforsyningslovens § 29.

Ved skrivelse af 4. februar 1991 sendte kommunen yderligere oplysninger om vandkvaliteten til amtet. Kommunen oplyste samtidig hvilke ejendomme man ønskede omfattet af tilslutningspligten. Blandt disse ejendomme var ikke de ejendomme der var tilsluttet den fælles vandledning.

Herefter sendte E Amt ved skrivelse af 23. april 1991 kommunens forslag til høring hos ejerne af de ejendomme som kommunen ønskede pålagt tilslutningspligt. De ejendomme der var omfattet af A, var ikke omfattet af den påtænkte tilslutningspligt. Medlemmerne af A modtog dog samtidig kopi af amtets skrivelse.

I amtets skrivelse hed det bl.a. følgende

"...

En del ejendomme (A) har i dag en privat ledning og køber allerede vand fra (B) Vandværk. Det foreslås i projektet, at (B) Vandværk overtager denne ledning mod at de pågældende ejendomme ikke pålægges at betale yderligere i forbindelse med den samlede tilslutning.

..."

E Amt modtog en del høringssvar fra de berørte ejendomsejere. I en skrivelse af 11. maj 1991 til amtet anførte A bl.a. følgende

"...

Vi har i det store og hele været tilfredse med vore private investeringer i vandledningen i de forløbne år, dog har (Y) Planteskole og (X-vej) 31 haft visse problemer med for lavt vandtryk, når andre på ledningen havde stort forbrug. Planteskolen har dog delvis afhjulpet sit problem ved hjælp af et vandreservoir. Samme problem har nr. 11.

...

Vi vil henholde os til vort tilbud, at det ikke skal koste os én krone, at de øvrige ejendomme bliver tilsluttet vandledningen, og at vi fortsat kan få rigeligt vand.

..."

Ved skrivelse af 11. september 1991 anmodede E Amt embedslægen i amtet om en udtalelse. Amtet vedlagde i den forbindelse kopi af de foretagne undersøgelser af vandforholdene.

I embedslægens udtalelse af 13. september 1991 hed det bl.a. følgende

"...

Efter en samlet vurdering findes vandforsyningen til 3 af områdets 26 ejendomme ikke at være tilfredsstillende, idet disse ejendomme har vand af så dårlig kvalitet, at vandet bør koges, inden det benyttes til husholdningsbrug.

Yderligere 2 ejendomme har formentligt dårligt vand, idet de får vand fra brønde, som p.t. ikke benyttes.

4 ejendomme får vand fra kildevæld eller brønde, men vandkvaliteten, vurderet ud fra de foreliggende analyser, er ikke så ringe, at den kan siges at være "ikke tilfredsstillende", og det samme gælder for de 8 ejendomme, som får vand fra boringer, hvor ph værdien gennemgående er for lav, hvilket vil kunne ændres teknisk.

Embedet finder på denne baggrund, at det kan være vanskeligt at benytte vandforsyningslovens § 29 til at sikre beboerne på (X-vej) vand af god kvalitet, hvorimod D kommune ville kunne benytte lovens § 62 til at give påbud til de ejendomme, hvis vandforsyningsanlæg ikke leverer vand af tilfredsstillende kvalitet, om at foretage ændringer til forbedring af kvaliteten, eventuelt ved tilslutning til (B) vandværk.

..."

Den 26. september 1991 blev sagen drøftet i E Amts udvalg for miljø og teknik. Ifølge mødereferatet var forvaltningens indstilling i sagen følgende

"Forvaltningen indstiller, at det af kommunen udarbejdede forslag godkendes med den tilføjelse, at samtlige ejendomme i området inddrages, og i øvrigt på vilkår anført under sagsfremstillingen."

I den sagsfremstilling som amtets forvaltning havde udarbejdet til brug for mødet, hed det bl.a. følgende

"...

Embedslægeinstitutionen har til sagen udtalt at kun 3 evt. 5 ejendomme med enkeltanlæg har så dårlig en vandkvalitet at anden vandforsyning umiddelbart kræves. Embedslægeinstitutionen finder derfor, at § 62 bør anvendes istedet for § 29.

Ud fra en samlet vurdering af vandkvaliteten, anlæggenes alder og indretning og det hensigtsmæssige i at sikre et økonomisk bæredygtigt grundlag for ordentlige vandforsyningsforhold i området finder forvaltningen imidlertid, at det af (D) Kommune ønskede projekt bør godkendes - samt at yderligere 4 ejendomme bør inddrages i projektet, men dog således at 2 af dem først tilsluttes på et senere tidspunkt.

...

Den eks. ledning som indgår i projektforslaget blev etableret i 1974. Almindeligvis påregnes en levetid på 50 år. Forholdet mellem disse brugere (medlemmerne af (A)) foreslår forvaltningen afklaret ved at disse forbrugere godtgør at ledningen har udtjent 17/50 af sin levetid. Da en tilsvarende ledning idag ville koste ca. 200.000 kr. excl.moms (vurderet iht. tilsvarende projekt) bliver det ca. 6.800 kr. excl. moms pr. ejendom. (Ejendommene har i 1974 betalt hovedanlægsbidrag). For disse ejendomme foreslås derfor fastsat en tilslutningspris på 6.800 kr. excl. moms.

..."

På mødet blev sagen udsat til senere behandling.

E Amt udarbejdede herefter et udkast til afgørelse som ved skrivelse af 7. oktober 1991 blev sendt til udtalelse i D Kommune. I udkastet var selve afgørelsen formuleret således

"Amtsrådets udvalg for miljø og teknik har, på sit møde den (...) 1991, vedtaget at ejendommene (X-vej) 9, 11, 13, 15, 17, 19, 21, 23, 30, 31, 32, 33, 34, 35, 36A, 38, 40, 42, 44 og (Y) Friluftsscene skal tilsluttes (B) Vandværk. Herudover kan ejendommene (X-vej) 26, 26A, 29, 37, 46, 48 og 50 forsynes fra det pågældende ledningsnet."

Af udkastet fremgik det i øvrigt bl.a. at B Vandværk skulle overtage fællesledningen. Om vilkårene for ejendomme der var tilsluttet fællesledningen (A Vandforsyning), hed det i udkastet følgende

"3.2.4. Ejendomme tilsluttet fællesledningen.

O. Idet den eksisterende fællesledning hvortil ejendommene (X-vej) 11, 13, 17, 19, 21, 23, 31, 34, 42 og 44 er tilsluttet, overtages af (B) vandværk, pålægges det hermed disse ejendomme at betale et engangsbeløb på 6.800 excl. moms pr. ejendom til (B) Vandværk. Dette beløb fremkommer ved en beregning over ledningens forringede værdi i forhold til en ny ledning i samme dimension. Beløbet skal indbetales til vandværket senest den 1. marts 1992."

Ved skrivelse af 8. oktober 1991 meddelte kommunen amtet at alle ejendomme hvis vand ikke var af tilfredsstillende kvalitet, eller hvis vandforsyningsanlæg i øvrigt ikke var i orden, skulle tilsluttes vandværket. Derimod skulle de ejendomme der havde vand af tilfredsstillende kvalitet, efter kommunens opfattelse kunne bibeholde deres individuelle vandforsyning.

Den 17. oktober 1991 blev sagen omtalt i Z Avis. I den anledning anførte A i en skrivelse af 26. oktober 1991 til E Amt bl.a. følgende

"...

Med stor forundring er vi blevet gjort opmærksom på en artikel i (Z) Avis af 17. okt. 1991: 27 huse skal have vand fra (B). Længere nede i artiklen står der: "Såfremt politikerne i amtets tekniske udvalg følger teknikerne, så er det meningen, at (B) Vandværk skal overtage den 17 år gamle (private) vandledning til de 9 huse (10), og disse husejere slipper med i den nye vandforsyning for en pris af 6.800 kr. plus moms pr. tilslutning".

Må vi hermed på det kraftigste protestere mod den påtænkte ordning.

Da vi i 1974 selv anlagde den private vandledning, afholdt vi selv alle omkostninger hermed. Vi betalte den 14. januar 1975 indskud (tilslutning) til (B) vandværk med kr. 12.400 (1975-kroner). Alle husstande på (X-vej) havde ved mange møder fået tilbudet om at være med på en ledning på et tilbud fra (B) vandværk. Alle sprang fra med undtagelse af de 9 nuværende aktive brugere af vandledningen og een "sleeping partner". Vi har i fællesskab afholdt alle nødvendige forpligtelser overfor vandværket, og alt har fungeret perfekt i de forløbne 17 år.

Fra 1989, hvor vi fik de første henvendelser fra tekn. forvaltning, (i D), om vi evt. ville tillade, at der kom andre ind på vor ledning, har vi udtrykkeligt pointeret, at forudsat at vi intet skulle betale, forudsat at vi stadig fik rigeligt vand, og forudsat at der ingen skader skete på vore installationer, havde vi intet imod, at man overtog vores ledning.

..."

I en efterfølgende skrivelse af 11. november 1991 til E Amt anførte A bl.a. følgende

"...

Da vi ad omveje har bragt i erfaring, at ovennævnte sag kommer til behandling på amtsrådets møde den 14. ds., skal vi tillade os at fremføre følgende

...

For en ordens skyld gør vi opmærksom på, at vi, ved en vedtagelse af yderligere udgifter for os, må betragte vort tilbud om vederlagsfri afståelse af vor vandledning som afslået.

Vi henviser til vort brev af 26/10 d.å., hvor vi igen præciserer vore betingelser og de til os afgivne løfter.

..."

I en skrivelse af 30. oktober 1991 havde E Amt bedt kommunen præcisere hvilke ejendomme man ønskede pålagt tilslutningspligt. Ved skrivelse af 31. oktober 1991 meddelte kommunen amtet at man (nu) bl.a. ønskede de ejendomme, der var omfattet af A, pålagt tilslutningspligt.

Sagen blev den 14. november 1991 på ny drøftet i et møde i amtsrådets udvalg for miljø og teknik. Amtsforvaltningens indstilling på mødet var følgende

"Forvaltningen indstiller, at det besluttes, at de af (D) Kommune anførte ejendomme senest 1. maj 1992 skal tilsluttes (B) vandværk, jvf. et til dagsordenspunktet vedlagt forslag til afgørelse".

I amtsforvaltningens sagsfremstilling hed det bl.a. følgende

"...

(K)ommunen ønsker ialt 20 ejendomme tilsluttet (B) vandværk. Heraf har 10 ejendomme i 1974 etableret en privat fællesledning som er tilkoblet vandværket. Ud af de 10 ejendomme er 9 tilkoblet - den sidste er blandt de 9 ejendomme som kræves tilsluttet. Det er nødvendigt, at vandværket overtager denne ledning, for at etablere forsyning til de ejendomme, der har egen brønd/boring, og som kommunen ønsker tilsluttet vandværket. Dette er sket ud fra en helhedsvurdering af anlæggenes vandkvalitet og tekniske tilstand. I helhedsvurderingen indgår, at det er nødvendigt at sikre et økonomisk bæredygtigt grundlag for etablering af vandværksforsyning i området.

..."

På mødet blev der truffet følgende beslutning

"Udvalget stemte om indstillingen.

Er flertal tiltrådte indstillingen. Et mindretal bestående af ... stemte imod.

Mindretallet ønskede tilført protokollen: "Ejendomme, hvor egen vandforsyning ikke er sundhedsfarlig skal ikke tilsluttes til fælles vandforsyning."

Mindretallet ønskede denne udtalelse refereret i skrivelser til andre myndigheder og mindretallet ønskede sagen forelagt amtsrådet.

Sagen oversendes til behandling i amtsrådet."

I en skrivelse af 29. november 1991 til E Amt anførte D Kommune bl.a. følgende

"...

Den 28. november 1991 anmoder 3 repræsentanter for disse lodsejere (A) om et møde med blandt andet borgmesteren og teknisk udvalgsformanden, idet de var af den opfattelse, efter samtale med amtets tekniske forvaltning, at det var kommunen, der havde foranlediget, at disse 10 lodsejere skulle betale et beløb, der af amtet var vurderet til at skulle dække afskrivningen af ledningen i de 17 år, den har været i brug.

Kommunens repræsentanter kunne klart tilbagevise denne opfattelse, hvad der også entydigt fremgår af amtets oplæg til kendelse side 8, sidste afsnit, 2. punktum, hvor der netop står, "at kommunen foreslår, at ledningen overdrages og tilsluttes vandværket uden udgift for de tilsluttede ejendomme".

Lodsejerne gør endvidere opmærksom på, at såfremt de ikke kan undgå at betale et beløb til vandværket, ønsker de at beholde deres ledning og således ikke overdrage denne ledning til den fremtidige fælles vandforsyning af området. Dette standpunkt har lodsejerne meddelt amtsrådet ved skrivelse af 11. november 1991.

Kommunens repræsentanter på mødet lovede at viderebringe de berørte lodsejeres opfattelse af problemet, idet kommunen dog naturligvis respekterer, at det er amtets lovgivningsmæssige ret at afsige den kendelse, som amtsrådet udfra en samlet vurdering anser for at være den mest formålstjenlige.

..."

Ved skrivelse af 3. december 1991 begærede advokat H på vegne af A aktindsigt i amtets sag. I skrivelsen anførte advokat H endvidere bl.a. følgende

"...

Den 23. april d.å. fremsendte (E) Amtskommune en rundskrivelse til borgerne i området, herunder mine klienter, og dette oplæg kunne mine klienter godt acceptere, idet det heri, som aftalt med mine klienter, var en forudsætning, at mine klienter ikke skulle betale tilslutningsafgift m.v.

Mine klienter fremsendte i sagens natur ej heller protester imod indholdet af skrivelsen af 23. april 1991, inden den i skrivelsen nævnte 3-ugersfrist.

Det var derfor med megen stor undren, at mine klienter gennem avisartikler erfarede, at mine klienter nu skulle betale en tilslutningsafgift på 6.800,00 kr. pr. ejendom.

Dette er fuldstændig i modstrid med de oplysninger mine klienter stedse har fået fra de offentlige myndigheder og fuldstændig i modstrid med (E) Amtskommunes skrivelse af 23. april 1991.

..."

Efter at have modtaget sagens dokumenter anførte advokat H i en skrivelse af 18. december 1991 til E Amt bl.a. følgende

"...

Det bestrides, at vandforsyning i det omhandlede område ud fra "en samlet vurdering" ikke er tilfredsstillende.

Jeg har fået oplyst, at sagens reelle opstart var, at Amtet i 1989 pålagde (D) Kommune at sørge for, at der blev fremskaffet vand til den nyopførte offentlige toiletbygning ved (Y), idet denne bygning indtil dato har fået vand fra tanke, hvor vandet bliver tilkørt. I denne anledning opstod der kontakt mellem (D) Kommune og mine klienter, idet det billigste for (D) Kommune ville være, at der fandt en tilkobling sted på mine klienters privatejede ledning. Mine klienter havde fuld forståelse herfor og erklærede sig villige til at medvirke til en sådan løsning, dog på betingelse af, at mine klienter fortsat fik rigeligt vand og forudsat, at der ingen skader fandt sted på mine klienters installationer, ligesom eventuelle omkostninger forbundet hermed skulle være mine klienter uvedkommende, jfr. mine klienters skrivelse af 26/10 d.å. til (E) Amtskommune.

(D) Kommunes oprindelige oplæg til en ordning vedr. vandforsyning af det omhandlede område er da også baseret herpå, jfr. den rundskrivelse, som fremsendes til parterne i området, jfr. (E) Amtskommunes skrivelse af 23/4 1991, hvor det tydeligt fremgår, at mine klienters tilslutning skulle være "udgiftsneutral".

På et eller andet tidspunkt i sagen er der åbenbart sket en ændring i denne indstilling, som både (E) Amtskommune og (D) Kommune har udvist, idet der nu efterfølgende tales om, at mine klienter, pr. husstand, skal betale kr. 6.800,00 excl. moms.

Det fremgår tydeligt af Embedslægeinstitutionens skrivelse af 13/9 1991 til Teknisk Forvaltning, (E) Amtskommune, at det kun er vandforsyning til 3 af områdets 26 ejendomme, der ikke er tilfredsstillende og jeg gør derfor gældende, at dette ikke er tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne i h.t. krav om en samlet vurdering, jfr. Vandforsyningslovens § 29.

Mine klienter ønsker, på det foreliggende grundlag, ikke frivilligt at opgive deres private ejendomsret og mine klienter ønsker ikke frivilligt at overdrage den dem tilhørende vandledning til (B) Vandværk.

..."

Sagen blev på ny drøftet i amtsrådets udvalg for teknik og miljø den 23. januar 1992. Amtsforvaltningens indstilling var følgende

"Forvaltningen indstiller, at udvalget overfor amtsrådet fastholder den tidligere beslutning med den ændring, at tidspunktet for projektets gennemførelse udskydes til 1. august 1992."

Af sagsfremstillingen fremgik bl.a. følgende

"...

Efter gennemgang af sagsakterne har advokaten (H) i brev af 18. december 1991 bestridt, at betingelserne for anvendelse af vandforsyningslovens pgf. 29 er til stede, idet det påstås, at vandforsyningen i området ud fra en samlet vurdering ikke er utilfredsstillende. Herudover, at ejeren af fællesledningen på det foreliggende grundlag ikke frivilligt, og med den foreslåede betaling, ønsker at overdrage ledningen til (B) vandværk.

Af brevet fremgår endvidere, at det er oplyst, at sagens reelle opstart var, at amtet i 1989 pålagde (D) kommune at sørge for vandforsyning til en nyopført offentlig toiletbygning ved (Y).

Hertil skal forvaltningen oplyse, at amtet har bekostet etableringen af toiletbygningen (ca. 133.000 kr.) og i denne forbindelse bedt kommunen være behjælpelig med at skaffe vand hertil. Det er vurderet, at der ikke vil være mulighed for at indvinde grundvand. Kommunen har oplyst, at ejerne af den fælles ledning har afvist at lade toiletbygningen tilslutte. Vandforsyningen sker i øjeblikket fra vandtanke, som opfyldes efter behov.

Af sagsmaterialet fremgår, at der er udtaget vandanalyser på ejendomme med egen vandforsyning, henholdsvis i begyndelsen af 1990 og 1991. Af resultaterne fremgår, at for 9 anlæg er een eller flere analyseresultater over den højst tilladelige værdi og yderligere et anlæg over den vejledende værdi. Disse resultater har, sammenholdt med en beliggenhedsmæssig og teknisk vurdering, dannet grundlag for kommunens liste over ejendomme som er omfattet af afgørelsens vilkår om tilslutning.

Det er forvaltningens klare vurdering, at forudsætningerne for at kommunen har rejst sagen er til stede, samt at vandforsyningen ud fra en samlet vurdering ikke er tilfredsstillende.

Endvidere findes det rimeligt, at ejerne af fællesledningen betaler et beløb for fremover ikke at have vedligeholdelse på ledningen. Beløbsstørrelsen er beregnet på grundlag af skønnet udgifter til nedlægning af en tilsvarende ledning sat i forhold til den skønnede levetid. Ejerne betalte ved etableringen tilslutningsbidrag til (B) vandværks hovedanlæg og bekostede selv ledningen.

Kommunen har i forbindelse med fremsendelse af projektet oplyst, at (B) vandværk ikke ønsker at overtage ledningen på grund af manglende garanti for forskriftsmæssig nedlægning og ledningens trykdimension.

..."

På mødet blev der truffet følgende beslutning

"Forvaltningen foreslog følgende tilføjelse til indstillingen

(-----1. august 1992,) samt at den endelige partsfordeling fastsættes ud fra ejendommens anvendelse på tilslutningstidspunktet.

Følgende stemte for forvaltningens indstilling: ... (fem medlemmer).

Imod stemte ... (tre medlemmer).

Mindretallet ... ønskede tilført protokollen: "Ejendomme, hvor egen vandforsyning ikke er sundhedsfarlig, skal ikke tilsluttes fælles vandforsyning. Da de 10 ejere med egen ledning har vandforsyning der ikke er sundhedsfarlig finder vi at disse ikke skal pålignes ekstra udgifter".

..."

Sagen blev endeligt afgjort på amtsrådets møde den 17. februar 1992. Af mødeprotokollen fremgik det at man traf følgende afgørelse

"Et flertal på 14 medlemmer tilsluttede sig flertallet i udvalget for miljø og teknik, mens 10 medlemmer (Venstres og Fremskridtspartiets amtsrådsgrupper) stemte imod."

Afgørelsen blev meddelt sagens parter den 26. februar 1992. Afgørelsen havde følgende ordlyd

"Amtsrådet har på sit møde den 17. februar 1992, vedtaget at ejendommene (X-vej) 9, 11, 13, 15, 17, 19, 21, 23, 30, 31, 32, 33, 34, 35, 36A, 38, 40, 42, 44, og (Y) Friluftsscene senest den 1. august 1992 skal tilsluttes (B) Vandværk. Herudover skal ejendommene (X-vej) 26, 26A, 29, 37, 46, 48 og 50 straks eller senere kunne forsynes fra det pågældende ledningsnet."

Afgørelsen var bl.a. behæftet med følgende vilkår

"...

3.1.1. (B) Vandværk

A. (B) vandværk overtager den eksisterende fællesledning som i 1974 blev etableret af ejerne af (X-vej) 11, 13, 17, 19, 21, 23, 31, 34, 42 og 44. Vandværket kan vælge at ændre til større ledningsdimension nu eller senere, men i så fald afholdes udgifterne af vandværket.

...

3.2.4. Ejendomme tilsluttet fællesledningen

N. Den eksisterende fællesledning etableret af ejendommene (X-vej) 11, 13, 17, 19, 21, 23, 31, 34, 42 og 44 overtages af (B) vandværk. Disse ejendomme pålægges at betale et engangsbeløb på 6.800 kr. excl. moms pr. ejendom til (B) Vandværk. Dette beløb fremkommer ved et skøn over ledningens forringede værdi. Beløbet skal indbetales til vandværket senest den 1. august 1992.

..."

I afgørelsens afsnit "7.6. Amtsrådets bemærkninger til sagen" hed det bl.a. følgende

"...

Amtsrådet finder, at vandværket bør have kompensation for at overtage og varetage den fremtidige vedligeholdelse af en 17 år gammel ledning. En tilsvarende ledning (ø 90 mm ) vil idag, efter Amtsrådets skøn, kunne etableres for ca. 200.000 kr. excl. moms. Med en forventet levetid på 50 år og en nuværende alder på 17 år fastsættes ledningens værditab til 200.000 * 17/50 = 68.000 kr. excl. moms. Idet ejendommene - 10 i alt - dengang betalte ens ledningsbidrag, bliver beløbet, som skal betales til vandværket, pr. ejendom 6.800 kr. excl. moms.

..."

Ved skrivelse af 11. marts 1992 stillede A E Amt følgende spørgsmål

"Er det nævnte éngangsbeløb på kr. 6.800 excl. moms pr. ejendom, som amtsrådet dømmer os til at betale for vores egen ledning, et beløb, der dækker samtlige omkostninger - herunder også tilslutningsafgift, (som vi har betalt), ledningsafgift, evt. nye stikledninger, (som vi også selv bekostede), stophaner, vandure etc., samt reetablering af opgravninger på vore ejendomme i tilfælde af, at Vandværket vælger at lægge en ny ledning af større dimension??".

I E Amts svar af 17. marts 1992 til A hed det bl.a. følgende

"...

Der er i afgørelsen ikke forudsat pålagt de 10 ledningsejere yderligere udgifter. Af det fremsendte projekt, som er beskrevet under afsnit 6, fremgår, at der er taget udgangspunkt i, at der bygges videre på den eksisterende ledning. Ejendomme tilsluttet denne ledning er ikke medregnet i fordeling af ledningsudgifterne, jvf. afsnit 3.2.3, pkt. M.

Det fremgår af afgørelsens pkt. 3.1.1., at (B) vandværk overtager den eksisterende ledning etableret af (A). Endvidere, at vandværket kan vælge at ændre til større ledningsdimension. Udgifterne afholdes af vandværket.

Etablering af vandmålere ved de enkelte ejendomme er ikke medregnet i projektet og etablering vil afhænge af vandværkets praksis. Ej heller er der medregnet eventuelle erstatninger for f.eks. markskader i forbindelse med ledningsetableringer, idet disse forudsættes etableret udenfor vækstsæsonen.

..."

Ved skrivelse af 24. marts 1992 påklagede A E Amts afgørelse til Miljøstyrelsen. E Amt meddelte i en skrivelse af 21. april 1992 Miljøstyrelsen at klagen ikke gav anledning til bemærkninger.

I en skrivelse af 1. juli 1992 tiltrådte Miljøstyrelsen E Amts afgørelse. I skrivelsen hed det bl.a. følgende

"...

Efter vandforsyningslovens § 29 kan kommunen udarbejde planer for og overslag over udgifterne ved en eller flere ejendommes tilslutning til et bestående alment vandforsyningsanlæg, hvis tilslutningen findes ønskelig ud fra en samlet vurdering af forholdene i området. Det er amtsrådet som afgør om planen skal gennemføres og fastsætter vilkårene herfor. Som nævnt ovenfor har amtsrådet fundet, at det af (D) kommune i medfør af ovennævnte lovbestemmelse udarbejdede projekt kan godkendes. På baggrund af det i sagen oplyste finder styrelsen ikke anledning til at kritisere den trufne afgørelse, som efter styrelsens opfattelse er truffet inden for den hjemmelsmæssige ramme for vandforsyningslovens § 29. Endelig bemærkes, at styrelsen som nævnt er afskåret fra at tage stilling til de af amtsrådet fastsatte leveringsvilkår.

..."

Afgørelsen blev i efteråret 1992 fuldbyrdet, og hvert af medlemmerne af A betalte under forbehold 6.800 kr. til E Amt.

Ved skrivelse af 19. august 1992 klagede A til mig over Miljøstyrelsens afgørelse. I den anledning indhentede jeg en udtalelse fra Miljøstyrelsen der i en skrivelse af 15. januar 1993 bl.a. anførte følgende

"...

Miljøstyrelsens bemærkninger

Har amtsrådet tilsidesat regler for behandling af sagen?

Som det er nævnt ovenfor, underrettede amtskommunen ved skrivelse af 23. april 1991 ejerne af de 27 ejendomme om den rejste sag. Vandforsyningslovens § 29 nævntes ikke, men det anførtes, at 11 grundejere (herunder ejeren af nr. 17) påregnedes umiddelbart at blive sluttet til (B) Vandværk. For ejerne af fællesledningen citeredes (D) kommunes forslag om, at de skulle afgive fællesledningen, men ikke betale yderligere for tilslutning til vandværket; der nævntes intet om tvangstilslutning af disse grundejere.

Forslaget om, at grundejerne under fællesledningen hver skulle betale 6.800 kr. + moms til vandværket blev, som nævnt, rejst af amtskommunens tekniske forvaltning på et møde den 26. september 1991 i amtsrådets udvalg for miljø og teknik og blev derefter udformet i et afgørelsesudkast af 7. oktober 1991, hvor det var klart, at også ejerne af fællesledningen tænktes inddraget under vandværket efter vandforsyningslovens § 29. Udkastet blev alene sendt til høring i (D) kommune, men fællesforsyningens grundejere blev opmærksomme på forslaget gennem en avisartikel. De protesterede ved skrivelse til amtskommunen af 26. oktober 1991, og deres advokat anmodede om og fik aktindsigt og skrev til amtskommunen, men amtskommunen trådte ikke i forbindelse med advokaten eller grundejerne forud for sin afgørelse af 26. februar 1992 - bortset fra en kort skrivelse af 11. december 1991 til de 27 grundejere om, at sagen var udsat på grund af begæringen om aktindsigt.

Regler om behandling af sager efter vandforsyningslovens § 29 er givet ved kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 3. af 4. januar 1980. Efter bekendtgørelsens § 26, jfr. § 12, kan afgørelsesmyndigheden bestemme, at der skal afholdes et møde med parterne om sagen, men der er ingen pligt til at afholde et sådant møde, og Miljøstyrelsen finder ikke at kunne kritisere, at der ikke er afholdt møde med parterne i den forholdsvis overskuelige sag. Derimod burde ejerne af fællesledningen efter styrelsens mening i medfør af vandforsyningslovens § 74 have haft underretning om den drejning af deres stilling til sagen - påbud om tilslutning - der skete ved udkastet af 7. oktober 1991. Spørgsmålet ses ikke at have haft betydning for afgørelsen af sagen, da ledningsejerne blev opmærksomme på drejningen gennem en avisartikel og deres advokat fik aktindsigt og udtalte sig.

Er det med rette, at de 10 ejendomme, hvis enkeltanlæg er anset for mangelfulde, eller som ikke kan få etableret enkeltanlæg, er inddraget under (B) Vandværk efter vandforsyningslovens § 29?

Efter de foreliggende oplysninger om ejendommens vandindvindingsanlæg, henholdsvis umuligheden af at etablere tilfredsstillende vandindvindingsanlæg, finder Miljøstyrelsen, at inddragelsen har kunnet ske efter vandforsyningslovens § 29, stk. 3, der giver mulighed for inddragelse "ud fra en samlet vurdering af forholdene i et område eller ud fra den enkelte ejendoms forhold". Miljøstyrelsen er enig i, at inddragelse er sket i den foreliggende sag.

Er det med rette, at også fællesforsyningen er inddraget under (B) Vandværk?

Hvis amtskommunen havde accepteret fællesforsyningens tilbud om at overdrage fællesledningen til (B) Vandværk mod at blive fritaget for afgifter til tilslutningen, havde der ikke været grund til at tvangsinddrage fællesledningens ejere under (B) Vandværk, som de jo i forvejen fik vand fra.

Når tilbudet om overdragelse af ledningen på den anden side bortfaldt, har det efter Miljøstyrelsens mening været rigtigt at tvangsinddrage ledningen under vandværket. Man vil af praktiske grunde bestræbe sig for at undgå, at der ligger 2 forskellige vandforsyningsledninger i samme vej - det kan komplicere vedligeholdelsesarbejdet og ville i den foreliggende sag medføre krydsninger af forsyningsledninger og stikledninger. Og der har i den foreliggende sag været en væsentlig økonomisk interesse i at bruge fællesledningen som en del af den fremtidige forsyning. Miljøstyrelsen er enig med amtskommunen i, at indsnævringen af fællesledningen på det yderste stykke ikke behøver at udelukke videreførelsen med en ny 90 mm ledning.

Da fællesledningen har været bestemt til at forsyne mindst 10 ejendomme, må fællesforsyningsselskabet efter Miljøstyrelsens mening betragtes som en almen vandforsyning, jf. vandforsyningslovens § 3, stk. 3, og inddragelse af forsyningsselskabets ret til at benytte ledningen og henførelse af dets ejere direkte under (B) Vandværk burde efter styrelsens mening herefter være bestemt i medfør af vandforsyningslovens § 32, stk. 1, (eller denne bestemmelses analogi, da forsyningsselskabet ikke har haft selvstændig vandindvinding og derfor ikke har behøvet indvindingstilladelse - se om sådanne forsyningsselskaber kommentaren til vandforsyningsloven i Karnovs Lovsamling 12. udgave, note 52 in fine (side 7185) og note 119 (side 7191)). Efter § 32, stk. 4, er der mulighed for at yde erstatning til selskabets medlemmer for inddragelse af indvindingsretten; erstatningsspørgsmålet afgøres af landvæsensretten.

På denne måde giver § 32, stk. 4, den samme mulighed som § 30 giver enkeltejendomme for at få erstatningsspørgsmålet afgjort af landvæsensretten.

Miljøstyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at indskrænkningen i adgangen til at få erstatning efter § 30 til ejendomme med egen vandforsynings boring skyldes almindelig mistillid til brønde (se Karnovs Lovsamling, 12. udgave, side 7189, note 95), og et forsyningsselskab med vand fra et alment vandværk må efter styrelsens mening ganske ligestilles med et forsyningsselskab med egen boring.

...

Miljøstyrelsen er afskåret fra at gå ind i spørgsmål om erstatning efter § 32 (eller § 30), fordi de henhører under landvæsensretten. Miljøstyrelsen har således ikke ved sin afgørelse af 1. juli 1992 taget stilling til det økonomiske opgør i forbindelse med fællesforsyningens overgang til vandværket.

Miljøstyrelsen beklager, at styrelsen ikke tidligere har gjort opmærksom på muligheden for at indbringe erstatningsspørgsmålet for en landvæsensret.

Miljøstyrelsen har d.d. tilskrevet klagerne og gjort dem opmærksom på ovennævnte mulighed for at indbringe erstatningsspørgsmålet for en landvæsensret.

...

Konklusion

Miljøstyrelsen fastholder sin stadfæstelse af amtets påbud om fællesforsyningens overgang til (B) vandværk. Men man finder at det er rigtigst at citere vandforsyningslovens § 32 som hjemmel. Dette betyder imidlertid ikke nogen indholdsmæssig forskel fordi principperne i § 32 er de samme som i §§ 29-30.

Miljøstyrelsen har ikke taget stilling til det økonomiske opgør. Dette henhører efter § 32 (eller § 30) under landvæsensretten.

..."

A fremsatte ved skrivelse af 29. januar 1993 sine bemærkninger til Miljøstyrelsens udtalelse. Jeg gjorde Miljøstyrelsen bekendt med denne skrivelse, og i skrivelse af 24. august 1993 anmodede jeg Miljøstyrelsen om en supplerende udtalelse idet jeg anførte følgende

"Den klage, som (A) har indgivet til mig, vedrører dels spørgsmålet om, hvorvidt der forud for (E) Amts afgørelse er foretaget tilstrækkelig partshøring af foreningen, dels spørgsmålet om afgørelsens indholdsmæssige lovlighed.

Over for (A) indebar (E) Amts afgørelse tre væsentlige retsvirkninger

a. (A) blev pålagt tilslutningspligt til (B) Vandværk.

b. (B) Vandværk skulle overtage foreningens fællesledning.

c. Medlemmerne af (A) skulle hver betale 6.800 kr. til (E) Amt.

Efter § 4, stk. 2, sammenholdt med § 6, stk. 3, i loven om Folketingets Ombudsmand kan ombudsmanden kun tage stilling til en klage over en kommunal - herunder amtskommunal - afgørelse, hvis afgørelsen kan påklages til en statslig myndighed, og denne klagemulighed forinden har været udnyttet.

Så vidt jeg forstår Miljøstyrelsens afgørelse af 1. juli 1992 og styrelsens udtalelse af 15. januar 1993 til mig, har styrelsen (ud over partshøringsspørgsmålet) kun taget stilling til lovligheden af de to første led i (E) Amts afgørelse (ovenfor a og b ), idet styrelsen ikke har ment at have kompetence til at tage stilling til afgørelsens sidste led (ovenfor c ). På det foreliggende grundlag kan jeg derfor (ud over partshøringsspørgsmålet) alene tage indholdsmæssig stilling til afgørelsens første to led. Derimod kan jeg tage stilling til, hvorvidt Miljøstyrelsen med rette har afvist at tage stilling til lovligheden af afgørelsens sidste led.

I overensstemmelse med det anførte har mine foreløbige overvejelser i sagen været koncentreret om følgende spørgsmål

Spørgsmålet om, hvorvidt der er foretaget tilstrækkelig partshøring af (A),

Spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen om, at (A) skal tilsluttes (B) Vandværk, og at vandværket skal overtage fællesledningen, er lovlig, og

Spørgsmålet om, hvorvidt Miljøstyrelsen burde have taget stilling til, om det vilkår i amtets afgørelse, der vedrører betaling af 6.800 kr. til (B) Vandværk, er lovligt.

ad a) Spørgsmålet om partshøring.

1. Ved skrivelse af 23. april 1991 partshørte (E) Amt de berørte ejendomsejere, herunder medlemmerne af (A). Af amtets skrivelse fremgår det bl.a., at man ikke havde planer om, at ejerne af fællesledningen - der jo allerede var tilsluttet (B) Vandværk - skulle pålægges tilslutningspligt. Foreningen fremkom dog ved skrivelse af 11. maj 1991 med en udtalelse.

Den 26. september 1991 blev sagen første gang drøftet i amtets udvalg for miljø og teknik. I forbindelse med dette møde havde sagen ændret karakter, idet amtsforvaltningens opfattelse nu var, at også medlemmerne af (A) skulle være omfattet af tilslutningspligten, og at medlemmerne hver skulle betale 6.800 kr. til amtet.

(E) Amt har på intet tidspunkt efter, at man således havde ændret syn på sagen, foretaget partshøring af ejerne af fællesledningen. Om dette spørgsmål har Miljøstyrelsen anført følgende (udtalelsen af 15. januar 1993 til mig, citeret ovenfor)

"Forslaget om, at grundejerne under fællesledningen hver skulle betale 6.800 kr. + moms til vandværket blev, som nævnt, rejst af amtskommunens tekniske forvaltning på et møde den 26. september 1991 i amtsrådets udvalg for miljø og teknik og blev derefter udformet i et afgørelsesudkast af 7. oktober 1991, hvor det var klart, at også ejerne af fællesledningen tænktes inddraget under vandværket efter vandforsyningslovens § 29. Udkastet blev alene sendt til høring i (D) kommune, men fællesforsyningens grundejere blev opmærksomme på forslaget gennem en avisartikel. De protesterede ved skrivelse til amtskommunen af 26. oktober 1991, og deres advokat anmodede om og fik aktindsigt og skrev til amtskommunen, men amtskommunen trådte ikke i forbindelse med advokaten eller grundejerne forud for sin afgørelse af 26. februar 1992 - bortset fra en kort skrivelse af 11. december 1991 til de 27 grundejere om, at sagen var udsat på grund af begæringen om aktindsigt.

Regler om behandling af sager efter vandforsyningslovens § 29 er givet ved kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 3. af 4. januar 1980. Efter bekendtgørelsens § 26, jfr. § 12, kan afgørelsesmyndigheden bestemme, at der skal afholdes et møde med parterne om sagen, men der er ingen pligt til at afholde et sådant møde, og Miljøstyrelsen finder ikke at kunne kritisere, at der ikke er afholdt møde med parterne i den forholdsvis overskuelige sag. Derimod burde ejerne af fællesledningen efter styrelsens mening i medfør af vandforsyningslovens § 74 have haft underretning om den drejning af deres stilling til sagen - påbud om tilslutning - der skete ved udkastet af 7. oktober 1991. Spørgsmålet ses ikke at have haft betydning for afgørelsen af sagen, da ledningsejerne blev opmærksomme på drejningen gennem en avisartikel og deres advokat fik aktindsigt og udtalte sig."

Vandforsyningslovens § 74, stk. 1, som Miljøstyrelsen har henvist til, har følgende ordlyd

"§ 74. Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, skal adressaten for disse beslutninger skriftligt underrettes om sagen og gøres bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter lov om offentlighed i forvaltningen. Adressaten bør i denne forbindelse opfordres til at bidrage med oplysninger, der kan belyse omkostninger, fordele og ulemper ved beslutningen."

2. Forvaltningsloven indeholder i § 19, stk. 1, følgende generelle regel om forvaltningens pligt til at inddrage en sags parter i beslutningsprocessen

"§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

Jeg har tidligere (Folketingets Ombudsmands beretning for 1988, s. 118) udtalt, at det forhold, at en myndighed ændrer sit syn på en sag, efter omstændighederne må sidestilles med, at der fremkommer nye faktiske oplysninger i sagen. Dette er ganske åbenbart også tilfældet i den foreliggende sag; jeg henviser til, at den interesse, som (A) havde i sagen - og dermed i sagens faktiske oplysninger - radikalt ændrede karakter, efter at amtsforvaltningen havde indtaget den holdning, at også (A) skulle være omfattet af tilslutningspligten.

Det bemærkes, at bestemmelsen i vandforsyningslovens § 74, som Miljøstyrelsen har fremhævet i sin udtalelse til mig, efter min opfattelse er uden betydning for spørgsmålet; som jeg også tidligere har anført over for Miljøstyrelsen (Folketingets Ombudsmands beretning for 1988, s. 154ff), foreskriver bestemmelsen alene en underretningspligt om rettighederne efter den tidligere offentlighedslov. Bestemmelser af den omhandlede karakter fortrænger i øvrigt ikke i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6, den almindelige partshøringspligt efter bestemmelsens stk. 1; jeg henviser herom til Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 260ff.

3. Det må herefter være min opfattelse, at (E) Amt - efter mødet den 26. september 1991, og før den endelige afgørelse blev truffet - burde have partshørt medlemmerne af A i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 1. Den omstændighed, at foreningen gennem (Z) Avis blev opmærksom på amtets planer, er selvsagt uden betydning for det retlige spørgsmål, men medfører på den anden side, at fejlen ikke kan antages at have haft betydning for sagens udfald.

Miljøstyrelsen burde have påtalt partshøringsfejlen over for (E) Amt.

ad b) Spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen om, at (A) skal tilsluttes (B) Vandværk, og at vandværket skal overtage fællesledningen, er lovlig.

Det tilbud om vederlagsfri overdragelse af fællesledningen til (B) Vandværk, som (A) tidligere havde fremsat, bortfaldt ved foreningens skrivelse af 11. november 1991 til (E) Amt. Foreningens tilbud er derfor uden betydning for vurderingen af afgørelsens lovlighed.

1. (E) Amts afgørelse om tilslutning af bl.a. (A) til (B) Vandværk er truffet i medfør af vandforsyningslovens § 29, stk. 3. Lovens § 29 har i sin helhed følgende ordlyd

"§ 29. Kommunalbestyrelsen kan for områder, hvor vandforsyningen ud fra en samlet vurdering ikke findes tilfredsstillende, udarbejde planer for og overslag over udgifterne ved udførelse af et alment vandforsyningsanlæg.

Stk. 2. Amtsrådet afgør herefter, om vandforsyningsanlægget skal gennemføres, i hvilket omfang bestående og fremtidig vandforsyning inden for området skal ske fra anlægget, på hvilke vilkår tilslutningen til anlægget skal ske, og om anlægget skal gennemføres som kommunalt anlæg eller som andelsselskab eller interessentskab.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan udarbejde planer for og overslag over udgifterne ved en eller flere ejendommes tilslutning til et bestående alment vandforsyningsanlæg, hvis tilslutningen findes ønskelig ud fra en samlet vurdering af forholdene i et område eller ud fra den enkelte ejendoms forhold. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse. Er taksterne for bidrag til vandforsyningsanlægget fastsat eller godkendt af kommunalbestyrelsen i medfør af § 53, stk. 1, skal betaling til vandforsyningsanlægget ske på grundlag af disse takster, medmindre amtsrådet finder, at der foreligger særlige forhold, som gør, at taksterne ikke med rimelighed kan anvendes.

Stk. 4. Amtsrådet kan på eget initiativ rejse spørgsmål om gennemførelsen af fælles vandforsyning som nævnt i stk. 2 og 3 og kan i den forbindelse pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde planer og overslag."

Miljøstyrelsen tiltrådte som nævnt den 1. juli 1992 (E) Amts afgørelse. Miljøstyrelsen henviste ligeledes til lovens § 29.

2. I Miljøstyrelsens udtalelse til mig af 15. januar 1993 hedder det om hjemmelsspørgsmålet derimod bl.a. følgende

"...

Da fællesledningen har været bestemt til at forsyne mindst 10 ejendomme, må fællesforsyningsselskabet efter Miljøstyrelsens mening betragtes som en almen vandforsyning, jf. vandforsyningslovens § 3, stk. 3, og inddragelse af forsyningsselskabets ret til at benytte ledningen og henførelse af dets ejere direkte under (B) Vandværk burde efter styrelsens mening herefter være bestemt i medfør af vandforsyningslovens § 32, stk. 1, (eller denne bestemmelses analogi, da forsyningsselskabet ikke har haft selvstændig vandindvinding og derfor ikke har behøvet indvindingstilladelse - se om sådanne forsyningsselskaber kommentaren til vandforsyningsloven i Karnovs Lovsamling 12. udgave, note 52 in fine (side 7185) og note 119 (side 7191)). Efter § 32, stk. 4, er der mulighed for at yde erstatning til selskabets medlemmer for inddragelse af indvindingsretten; erstatningsspørgsmålet afgøres af landvæsensretten.

..."

Miljøstyrelsens opfattelse er således nu, at afgørelsen i relation til medlemmerne af (A) har hjemmel i lovens § 32, stk. 1, eller denne bestemmelses analogi. Jeg må i konsekvens heraf lægge til grund, at Miljøstyrelsen - nu - mener, at afgørelsen ikke har hjemmel i lovens § 29. Jeg har derfor ikke anledning til nærmere at overveje afgørelsens forhold til § 29.

Vandforsyningslovens § 32, som herefter er den relevante bestemmelse, har i sin helhed følgende ordlyd

"§ 32. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde indvindingstilladelsen til et privat alment vandforsyningsanlæg, når vægtige grunde taler for, at anlægget videreføres af kommunen, eller at forsyningen helt eller delvis overtages af et andet alment anlæg. Amtsrådet træffer bestemmelse om den fremtidige vandforsyning af de pågældende forbrugere, herunder om vilkårene for forsyningen. Bestemmelsen i § 29, stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Ejeren af vandforsyningsanlægget kan forlange, at det gøres til et vilkår for tilbagekaldelsen, at kommunen eller ejeren af et andet anlæg overtager anlægget med grund og ledningsnet efter § 37 i det omfang, ejeren ikke fremtidig kan udnytte de pågældende værdier på hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde indvindingstilladelsen til et vandforsyningsanlæg, når tilbagekaldelsen skønnes nødvendig for at imødekomme en ny ansøgning om indvindingstilladelse fra et offentligt alment vandforsyningsanlæg, der skønnes at have væsentlig større betydning for en hensigtsmæssig vandforsyning end det anlæg, hvis tilladelse der gøres indgreb i. Tilbagekaldelsen kan betinges af, at der skaffes anlæggets ejer tilladelse til vandindvinding andetsteds, eller at kommunen leverer vand. Vedrører den nye ansøgning indvinding af overfladevand, kan amtsrådet på samme måde gøre indgreb i andre rettigheder til benyttelse af overfladevand, for så vidt rettighederne ikke hviler på særlig adkomst.

Stk. 3. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde indvindingstilladelser, når væsentlige samfundshensyn, jfr. § 2, gør det nødvendigt, at indvindingstilladelser i et område ikke udnyttes eller kun udnyttes i begrænset omfang.

Stk. 4. Spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal betales erstatning i anledning af ændringen eller tilbagekaldelsen, afgøres af landvæsensretten. Lov om offentlige veje §§ 63 - 64 finder tilsvarende anvendelse."

3. Den citerede bestemmelse i § 32, stk. 1, indeholder hjemmel til - helt eller delvis - at tilbagekalde indvindingstilladelser, der er meddelt i medfør af bestemmelserne i lovens kap. 4 og 5, og til i den forbindelse at træffe afgørelse om den fremtidige vandforsyning af de pågældende ejendomme. Som Miljøstyrelsen selv er inde på i udtalelsen af 15. januar 1993 til mig, kan bestemmelsen i hvert fald ikke anvendes direkte over for (A), eftersom vandforsyningen ikke har foretaget selvstændig vandindvinding og derfor ikke har - og efter loven ikke har skullet søge om - indvindingstilladelse.

På dette punkt kan jeg således tilslutte mig Miljøstyrelsens retsopfattelse.

4. Spørgsmålet er herefter, om afgørelsen har hjemmel i de analogibetragtninger, som Miljøstyrelsen har påberåbt sig i udtalelsen af 15. januar 1993 til mig.

Som anført er mine overvejelser på dette sted begrænset til at vedrøre de dele af afgørelsen, der indebærer,

a. at medlemmerne af (A) skulle tilsluttes (B) Vandværk, og

b. at (B) Vandværk skulle overtage den eksisterende fællesledning.

ad a. Medlemmerne af (A) var som anført også forud for den trufne afgørelse tilsluttet (B) Vandværk. På den baggrund er afgørelsen om, at foreningen - på ny - skal tilslutte sig vandværket, uden selvstændig betydning.

ad b. Denne del af afgørelsen, der indebærer, at (A) afstår den private vandledning til (B) Vandværk, har - eftersom foreningens tilbud om vederlagsfri overdragelse forinden var bortfaldet - efter min foreløbige opfattelse åbenbart karakter af ekspropriation; dette synspunkt synes at have støtte i lovens § 32, stk. 1, sidste pkt., og tillige i lovens forarbejder. I lovforslagets bemærkninger til § 32, stk. 1, hedder det således bl.a. følgende (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2961)

"...

Det er muligt, at kommunen i forbindelse med sin overtagelse af forsyningen [efter tilbagekaldelse af indvindingstilladelsen] eksproprierer f.eks. det private anlægs ledningsnet. I så fald følger det af forslagets § 42, stk. 2, jfr. lov om offentlige veje § 51, stk. 3, at kommunen kan få pålæg om at overtage også resten af vandforsyningsanlægget, for så vidt dets ejer ikke fremtidig kan udnytte anlægget på rimelig måde. Hvis kommunen ikke ønsker at overtage nogen del af det private anlæg, kommer de nævnte regler om udvidelse af ekspropriationen derimod ikke til anvendelse, fordi en vandindvindingsret ikke anses for en ejendomsret, og inddragelse af retten derfor ikke er en ekspropriation. Af stk. 1, sidste pkt. [citeret ovenfor], der stemmer med den gældende lovs § 26, stk. 1, fremgår det imidlertid, at det også i denne situation skal kunne pålægges kommunen at overtage anlægget i det omfang, dets ejer ikke kan udnytte det på hensigtsmæssig måde.

..."

Den ændring af § 32, stk. 1, der blev gennemført ved lov nr. 255 af 6. juni 1985, er uden betydning for det omhandlede spørgsmål.

Det må efter min foreløbige opfattelse anses for udelukket at støtte et ekspropriativt indgreb i forhold til foreningens private vandledning på en analogi af vandforsyningslovens § 32, stk. 1, der vedrører et ganske andet spørgsmål; spørgsmålet om tilbagekaldelse af indvindingstilladelser og - i forbindelse hermed - spørgsmålet om den fremtidige vandforsyning af de berørte ejendomme. De citerede forarbejder til bestemmelsen synes som nævnt ikke at kunne føre til et andet resultat; jeg henviser også til Flemming Tolstrup og Jørgen Barfod, Vandløbs- og vandforsyningsloven (1975), s. 427 (vedrørende den tidligere vandforsyningslovs § 26, der i det væsentlige er videreført ved den nugældende lovs § 32, stk. 1).

På den anførte baggrund burde afgørelsen om, at fællesledningen skulle inddrages under (B) Vandværk - stadigvæk efter min foreløbige opfattelse - være truffet i medfør af de særlige bestemmelser om ekspropriation i vandforsyningslovens kap. 7 (§§ 37-44). Dette indebærer bl.a.,

at afgørelsen som udgangspunkt skulle være truffet af (D) Kommune, jf. lovens § 40,

at der skulle være taget stilling til, om vandforsyningslovens særlige ekspropriationsbetingelser var opfyldt, og

at der i forbindelse med afgørelsen skulle være taget stilling til spørgsmålet om erstatning for afståelsen, jf. lovens § 42.

Da mine overvejelser vedrører det principielle anvendelsesområde for lovens § 32, har jeg ikke haft anledning til at tage stilling til, hvorvidt de betingelser, som bestemmelsen opstiller ("tungtvejende grunde"), i øvrigt er opfyldt.

Jeg anmoder Miljøstyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt der med hjemmel i vandforsyningslovens § 32, stk. 1, overhovedet kan træffes en afgørelse af det foreliggende indhold.

ad c) Spørgsmålet om, hvorvidt Miljøstyrelsen burde have taget stilling til, om ejerne af fællesledningen hver med rette er blevet afkrævet 6.800 kr.

Såfremt Miljøstyrelsen kan tiltræde den opfattelse, som jeg har givet udtryk for ovenfor, må det anses for særdeles tvivlsomt, om Miljøstyrelsens (og amtets) afgørelse ville kunne opretholdes som gyldig.

Såfremt Miljøstyrelsen fastholder sin afgørelse, opstår spørgsmålet om, hvorvidt styrelsen med rette har afvist at tage stilling til lovligheden af den del af (E) Amts afgørelse, hvorefter medlemmerne af (A) hver skal betale 6.800 kr. til amtet.

Det står mig ikke ganske klart, hvad Miljøstyrelsens begrundelse for denne del af afgørelsen er. Så vidt jeg forstår Miljøstyrelsens afgørelse af 1. juli 1992, mener man, at der er tale om et leveringsvilkår, der efter vandforsyningslovens § 76, nr. 1, ikke kan indbringes for Miljøstyrelsen. Af Miljøstyrelsens udtalelse af 15. januar 1993 til mig kan man derimod få det indtryk, at der er tale om et erstatningsspørgsmål, der efter lovens § 30, stk. 2, eller § 32, stk. 4, henhører under landvæsensretten.

Efter min foreløbige opfattelse er det tvivlsomt, om nogen af disse begrundelser er holdbare. Herom bemærker jeg følgende

a. Vandforsyningslovens §§ 75 og 76, nr. 1, har følgende ordlyd

"§ 75. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser kan påklages til Miljøstyrelsen, jfr. dog § 76.

Resumé

A, en privat vandforsyningsforening, klagede over at Miljøstyrelsen (M) havde tiltrådt en amtskommunes (E's) pålæg til A om tilslutning til et alment vandforsyningsanlæg samt om overdragelse af A's vandledning til vandværket (B).

A, der havde 10 medlemmer, ejede en vandledning der førte vand fra B frem til A's 10 ejendomme. I forbindelse med kommunens (D's) og E's plan om etablering af et vandforsyningsanlæg for hele området tilbød A vederlagsfrit at overdrage ledningen, blot A ikke blev pålagt udgifter i forbindelse hermed. E meddelte i første omgang at alle i området, med undtagelse af A, skulle pålægges tilslutningspligt. E ændrede senere holdning og traf afgørelse om at A skulle være omfattet af tilslutningspligten, og bestemte samtidig i medfør af vandforsyningslovens § 29, stk. 3, at A's private vandledning skulle overtages af B, og at A som kompensation for at B overtog pligten til at vedligeholde ledningen, skulle betale 68.000 kr. til B. E havde partshørt A før, men ikke efter det kom på tale også at lade A være omfattet af tilslutningspligten. Før afgørelsen blev truffet havde A trukket tilbudet om vederlagsfri overdragelse af ledningen tilbage.

M stadfæstede E's afgørelse idet M dog for A's vedkommende henviste til vandforsyningslovens § 32, stk. 1.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at E's ændrede holdning med hensyn til også at inddrage A under tilslutningspligten ændrede A's interesse i sagen radikalt. E burde derfor på dette tidspunkt - og før den endelige afgørelse i sagen - have partshørt A. M burde have påtalt partshøringsfejlen over for E. Ombudsmanden udtalte videre at afgørelsen om at inddrage A's private vandledning havde karakter af ekspropriation og derfor ikke kunne træffes i medfør af vandforsyningslovens § 32, stk. 1. Sagen skulle i stedet have været behandlet efter de særlige ekspropriationsregler i lovens kap. 7. Efter ombudsmandens opfattelse var afgørelsen herefter ugyldig. Endelig udtalte ombudsmanden at også den del af E's afgørelse der vedrørte betaling af de 68.000 kr., efter vandforsyningslovens § 75 kunne påklages til M.

M ophævede herefter sin afgørelse og annullerede samtidig E's beslutning. (J. nr. 1992-1982-149).