Den 5-årige forældelsesfrist for licenskrav.
Statutory Text (2 Articles)
Den 5-årige forældelsesfrist for licenskrav.
A klagede over at Danmarks Hypotekbank havde krævet betaling for licenskrav, der lå mere end 5 år tilbage.
Af sagens akter fremgik det at Hypotekbanken i brev af 5. september 1992 krævede, at A skulle afvikle sin licensrestance til Danmarks Radio, opgjort til 3.082,20 kr., med et afdrag på 400 kr. pr. måned. Hypotekbanken gjorde opmærksom på at der kunne ske indeholdelse i løn/pension, hvis afdragsordningen ikke blev overholdt.
I brev af 12. oktober 1992 til Hypotekbanken skrev A at han kun mente at skylde 1.098,20 kr. A bad derfor om en specificeret opgørelse af kravet.
I brev af 21. oktober 1992 skrev Danmarks Radio bl.a. således til A
"De har med brev af 12. oktober 1992 henvendt Dem til Hypotekbanken vedrørende licensgæld. Udover kr. 1098,20 som De skriver om, skyldes der for følgende perioder
1. oktober 1981 til 31. marts1982
Kr
258,00
1. april 1982 til 30. september1982
Kr
384,00
1. oktober 1982 til 31. marts1983
Kr
1142,00
1. januar 1985 til 20. juni1985
Kr
200,00
rest.
1. januar 1990 til 31. decemb.1990
Kr
1098,00
rest.
ialt
Kr
3082,20
"
I brev af 8. november 1992 skrev A til Danmarks Radio at han anerkendte kravet på 1098,20 kr., mens de øvrige krav efter hans opfattelse var forældede.
Herefter klagede A til mig.
I anledning af A's klage anførte Danmarks Radio bl.a. følgende i en udtalelse af 18. februar 1993
"...
Licensafgifter forfalder halvårsvis forud og forældes efter lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.
Ifølge 1908-lovens § 1, stk. 2, er den 5-årige forældelsesfrist ikke gældende, når der for fordringen er "tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved gældens tilblivelse eller størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde er skriftligt fastslået". Forældelsesfristen på 5 år gælder således ikke, hvis der er afsagt dom eller fogedretskendelse eller er indgået forlig.
(A's) licensrestance til Danmarks Radio er tidligere (skrivelse af 21. oktober 1992 til ham) opgjort således
1. okt. 1981 til 31. marts 1982
258,00
1. april 1982 til 30. sept. 1982
384,00
1. april 1984 til 31. dec. 19841
1.142,00
1. jan. 1985 til 30. juni 1985
200,00
1. jan. 1990 til 31. dec. 1990
1.098,20
Ialt
3.082,00
1) Denne periode er fejlagtigt oplyst som værende 1. oktober 1982 til 31. marts 1983 i skrivelse af 21. oktober 1992 fra Licenskontoret til (A).
De 200 kr. for perioden 1. januar 1985 til 30. juni 1985 er retsgebyr i forbindelse med fremsendelse til fogedretten af licensrestance for 1. januar 1985 til 30. juni 1985 på 668 kr.
For så vidt angår de to første gældsposter, i alt 642 kr. er gælden fastslået ved kendelse i fogedretten i (X). Ved kendelsen fik debitor frist med betalingen til 1. november 1983, hvorefter tvangsauktion kunne iværksættes. (...)
Det bemærkes herved, at licensafgifter inddrives efter lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter, jf. § 1 i lov nr. 774 af 18. november 1986 om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig.
For så vidt angår perioden 1. april til 31. oktober 1984 er gælden fastslået af fogedretten i (X), jf. vedlagte kopi af fogedbogen af 4. marts 1985, hvor (A) afgav insolvenserklæring.
For så vidt angår retsgebyret på 200 kr. fra perioden 1. januar til 30. juni 1985 er det indeholdt i Danmarks Radios samlede opgørelse af gælden til fogedretten, ialt 868 kr. (...)
Danmarks Radio modtog d. 17. juli 1985 sagen tilbage efter fogedretsbehandlingen (...) D. 4. september 1985 modtog Danmarks Radio betaling for selve restancen for 1. januar til 30. juni 1985 fra (A). (...)
Danmarks Radio opbevarer normalt kun bilag vedrørende restancesager i 5 år, derfor er skærmbillederne vedlagt som dokumentation.
Da (A) ved Danmarks Radios fremsendelse af licensrestancen for 1. januar til 30. juni 1985 var insolvent, har fogedretten formentlig umiddelbart tilbagesendt sagen til Danmarks Radio og ikke foretaget en tilførsel til fogedbogen for så vidt angår retsgebyret på 200 kr. Under hensyn hertil vil Danmarks Radio afskrive dette krav.
Danmarks Radio må fastholde, at de øvrige krav ikke er forældede, jf. 1908-loven, således at restgælden nu udgør 2.882 kr.
..."
Den fogedbogsudskrift af 4. marts 1985, Danmarks Radio omtaler, var et (fortrykt) skema. Som individuel tekst var - udover A's navn og adresse og gældens størrelse - anført følgende: "Insolvent, ... TV lejet. Efterløn på sidste trin, ... betaling: 300,- kr. mdl. (fra den) 1/4-85."
På baggrund af det Danmarks Radio havde anført, anmodede jeg i brev af 1. marts 1993 om en supplerende udtalelse.
Jeg bemærkede bl.a. at jeg måtte forstå det Danmarks Radio havde anført således at det pågældende licenskrav efter udlægsforretningernes foretagelse (nu) var undergivet 20-årig forældelse, jf. DL 5-14-4, idet der - efter udlægsforretningerne - var "tilvejebragt andet særligt retsgrundlag", jf. 1908-lovens § 1, stk. 2.
For så vidt angik de to første gældsposter på 642 kr. (258 kr. + 384 kr.) anmodede jeg om en kopi af den fogedretskendelse, Danmarks Radio havde nævnt i sin udtalelse.
For så vidt angik kravet på 1.142 kr. anførte jeg som min umiddelbare opfattelse at der ikke ved den insolvenserklæring og afdragsfastsættelse, der var ført til fogedbogen, var sket en sådan anerkendelse eller foretaget en sådan autoritativ prøvelse af kravets eksistens og størrelse, at der herved var skabt et særligt retsgrundlag, der kunne bringe kravet ind under den 20-årige forældelsesfrist.
I den supplerende udtalelse af 24. juni 1993 anførte Danmarks Radio bl.a. følgende
"...
Hvad først angår de to gældsposter på i alt kr. 642,- for perioden 1/10-1981 - 30/9-1982, bemærkes, at Danmarks Radio ikke er i besiddelse af kopi af fogedbogen, og det har ikke været muligt at fremskaffe den fra fogedretten i (X). Det er derfor ikke muligt for Danmarks Radio at fremskaffe den nødvendige dokumentation for disse kravs behandling i fogedretten, og Danmarks Radio frafalder derfor disse krav, hvilket Danmarks Radio dags dato har meddelt (A).
Hvad dernæst angår kravet på kr. 1.142,- vedrørende perioden 1/4-1984 - 30/6-1985, bemærkes, at Danmarks Radio er i besiddelse af kopi af fogedbogen, der tidligere er fremsendt til ombudsmanden. Det er Danmarks Radios opfattelse, at (A) har anerkendt gælden på en sådan måde, at den herefter er undergivet en 20 års forældelsesfrist, jfr. 1908-lovens § 1, stk. 2.
Danmarks Radio lægger herved især vægt på følgende forhold
(A) oplyser til fogedretten, at han har lejet et fjernsyn. Derved har (A) anerkendt fordringens grundlag, da det er fastsat i loven, at (A) som lejer af fjernsyn skal betale licens. Det fremgår tillige af loven, hvor stort et beløb, der skal betales. Det oprindelige licenskravs grundlag, eksistens og størrelse er derfor anerkendt.
Kravets størrelse opgøres til fogedbogen, der afgives insolvenserklæring. Denne protokollering er foretaget som et resultat af, at (A) har anerkendt, at kravet fortsat eksisterer. Som følge af det under 1 anførte havde den eneste mulige indsigelse i øvrigt været, at beløbet allerede var betalt, hvilket indebærer, at det er meget enkelt at fastslå og anerkende kravets størrelse og eksistens.
Disse forhold er tilført fogedbogen, hvorfor også skriftlighedskravet er opfyldt.
Yderligere skal bemærkes, at ombudsmanden som sin umiddelbare opfattelse synes at antage, at det som forudsætning for, at den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven kan afløses af en 20-årig forældelsesfrist efter DL 5-14-4, må kræves, at skyldneren under fogedsagen udtrykkeligt anerkender gælden og dens størrelse. Det er Danmarks Radios opfattelse, at denne betingelse er opfyldt.
Uanset at (A) i den konkrete sag udtrykkeligt har anerkendt gælden, skal det dog tilføjes, at det synes at fremgå af forarbejderne til 1908-loven, retspraksis og juridisk litteratur, at skyldnerens optræden under fogedsagen kan have en sådan karakter, at betingelserne for anerkendelse er opfyldt af skyldneren.
Hvad først angår lovens forarbejder, skal (Danmarks Radio) henvise til, at der på side 2 i Folketingsudvalgets betænkning af 30. marts 1908 anføres
"Udvalget er enigt med regeringsforslaget og Landstinget om, at når der for en fordring, som efter sin oprindelse ville være genstand for den korte forældelse, er udstedt gældsbrev, bør den korte forældelse ikke finde anvendelse. Det samme bør gælde, hvis fordringen er fastslået ved dom eller offentligt forlig, og i det hele, når der er tilvejebragt et nyt grundlag for fordringen, hvorved dennes tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde er fastslået. Dette vil i reglen forudsætte skriftlig skylderkendelse eller anerkendelse til en retsprotokol."
Heraf fremgår ikke alene, at anerkendelse kan ske til fogedprotokollen, men også at anerkendelse kan ske på anden måde.
Hvad dernæst angår den juridiske litteratur kan henvises til Henry Ussing: "Obligationsretten alm. del", 4. udgave 1967, p. 406, samt Højesterets dom i UfR 1939.558.
Henry Ussing anfører følgende på side 406
"En udpantning giver ikke fordringen tilstrækkeligt retsgrundlag ......, endmindre en civil arrest. Men skyldnerens optræden under arrestforretningen kan tænkes at skabe det fornødne grundlag, jfr. U 1939.559 H (særlig de nye præmisser)".
Hvad angår retspraksis kan henvises til den nævnte højesteretsdom i UFR 1939.558H. Under to fogedforretninger blev der foretaget arrest hos en skyldner for nogle krav, for hvilke skyldneren havde udstedt 4 veksler. Samtlige veksler var trukket af kreditor på skyldneren og accepteret af skyldnere.
Skyldneren gav møde under begge arrestforretninger.
Under den første arrestforretning erklærede skyldneren, at han "ikke nu kan betale det foran opgjorte beløb (1.074 kr. 71 øre), men henviser til at foretage arrest i en ham eventuelt tilkommende fordring". Arrest blev herefter foretaget i den nævnte fordring, hvorefter skyldneren anerkendte arrestens lovlighed og frafaldt dens forfølgning.
Under den anden forretning erklærede skyldneren, at han ikke i øjeblikket kunne betale "dette beløb", d.v.s. det af ham afkrævede beløb kr. 2.270,86, og at han intet ejede til genstand for arrest. Han anerkendte derfor arrestens lovlighed og frafaldt dens forfølgning.
Hertil udtalte Østre Landsret
"Ved den af appellanten (i.e. skyldneren) således under de to arrestforretninger indtagne holdninger findes der imidlertid ikke, således som efter lov nr. 274, 22. december 1908, § 1 i.f., udkrævet at være tilvejebragt et sådant særligt retsgrundlag for de pågældende fordringer, hvorved disses tilblivelse og størrelse er blevet anerkendt af skyldneren eller på en anden måde skriftligt fastslået".
Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom med følgende yderligere bemærkning
"Det bemærkes, at begge de to arrestforretninger overensstemmende med de indgivne arrestrekvisitioner gik ud på at foretage arrest for nærmere angivne retskraftige veksler med omkostninger, medens nærværende sag angår selve skyldforholdet".
Danmarks Radio har gennemgået Højesterets voteringsprotokoller i ovennævnte sag, og et referat heraf vedlægges. ... .
...
Af Voteringsprotokollen fremgår klart, at flertallet af Højesterets dommere anså skyldnerens optræden under arrestforretningen for at være en anerkendelse af gældens eksistens og størrelse. Kun fordi der var tale om vekselkrav, hvor adgangen til at fremsætte indsigelser er begrænset, kunne skyldnerens optræden ikke fortolkes som en anerkendelse. Havde der været tale om enhver anden type krav, ville dommen have fået et andet resultat, således at den 5-årige forældelsesfrist var blevet afbrudt af en 20-årig.
..."
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende
"...
Danmarks Radios licenskrav forældes efter 5 år fra forfaldstidspunktet jf. forældelsesloven (lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer) § 1, stk. 1, nr. 4, og § 2, stk. 1, 1. punktum. Lovens § 1, stk. 2, er sålydende
"Foranførte forældelsesfrist er dog ikke anvendelig, når der for fordringen er udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved dens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået."
Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der ved de udlæg, der blev foretaget ved fogedretten, er tilvejebragt et sådant særligt retsgrundlag, der nævnes i lovens § 1, stk. 2, idet (A's) licensgæld i så fald vil være undergivet 20-årig forældelse efter den almindelige forældelsesregel, jf. Danske Lov 5-14-4.
Retsvirkningen - i forældelsesmæssig henseende - af foretagelse af udlæg for en fordring er, at forældelse afbrydes, jf. retsplejelovens § 527, der er sålydende
"Forældelse af en fordring afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold."
Efter udlægsforretningens afslutning løber der en ny forældelsesfrist af samme længde som afbrudte.
Det fremgår derimod af motiverne til bestemmelsen, jf. betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning, s. 102, at udlæg ikke i sig selv skaber et sådant særligt retsgrundlag, som efter forældelsesloven af 1908's § 1, stk. 2, udelukker en 5-årig forældelse. Om dette spørgsmål kan endvidere henvises til den kommenterede retsplejelov 4. udg., bind II, s. 169, og til Elmelund i Juristen 1978, s. 301 f, og 1981, s. 177.
Det må på den baggrund antages, at der kun i tilfælde, hvor debitor under fogedsagen udtrykkelig anerkender gælden og dens størrelse, eller fogedretten efter en fremsat indsigelse har taget stilling hertil, kan siges at være etableret et særligt retsgrundlag, hvorved kravet bliver undergivet 20-årig forældelse.
Jeg må nærmest forstå det, Danmarks Radio anfører i udtalelsen af 24. juni 1993 således, at man for så vidt ikke er uenig i denne udlægning af retsstillingen. Det er imidlertid Danmarks Radios opfattelse, at De - for så vidt angår kravet på 1.142 kr. - må siges at have anerkendt licenskravets berettigelse og størrelse. Danmarks Radio har bl.a. henvist til Ussing, Obligationsrettens Alm. del, 4. udg., 1967, s. 406, og Højesterets dom i UfR 1939, s. 558, til støtte for synspunktet om, at en skyldners optræden under en fogedforretning i sig selv udgør en sådan anerkendelse, at kravet undergives 20-årig forældelse. Uden at jeg i øvrigt skal foretage en fortolkning af rækkevidden af det, der er anført i Højesterets Voteringsprotokol vedrørende dommen fra 1939, kan jeg tilslutte mig Danmarks Radios redegørelse for den almindelige retsstilling.
Jeg er derimod ikke enig med Danmarks Radio i, at De under fogedforretningen udtrykkeligt skulle have anerkendt gælden eller i øvrigt optrådt på en måde, der kunne sidestilles hermed.
Den fogedbogsudskrift, der danner grundlag for Danmarks Radios opfattelse, indeholder efter min mening ingen dokumentation for, at De skulle have anerkendt gælden og dens størrelse på en sådan måde, at betingelsen efter forældelseslovens § 1, stk. 2, for at kravet skulle være undergivet 20-årig forældelse, er opfyldt. Det bemærkes i øvrigt, at fogedretten i sager som den foreliggende oftest beklædes af en kontorfunktionær i medfør af retsplejelovens § 17 a, stk. 2. Ved Vestre Landsrets dom, gengivet i UfR 1985, s. 242, fandtes et forlig indgået for en fogedret beklædt af en kontorfunktionær ikke omfattet af retsplejelovens § 478, stk. 1, og kunne derfor ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. På baggrund af afgørelsen kan rejses det spørgsmål, om der kan etableres et "særligt retsgrundlag" ved et møde i en fogedret nedsat efter retsplejelovens § 17 a, stk. 2. Det må således i hvert enkelt tilfælde undersøges, hvorledes fogedretten har været beklædt.
Hertil kommer, at Danmarks Radio som kreditor i medfør af retsplejelovens § 492, stk. 1, ikke har behøvet at give møde og - må jeg lægge til grund - rent faktisk ikke gav møde ved fogedforretningen den 4. marts 1985 og dermed ikke på den baggrund har kunnet modtage en eventuel anerkendelse af gælden og dens størrelse.
Det er derfor min opfattelse, at dette krav har været undergivet 5-årig forældelse efter forældelseslovens § 1, stk. 1, og at kravet var forældet, da Hypotekbanken - efter anmodning fra Danmarks Radio - skrev til Dem den 5. september 1992 med henblik på afvikling af gælden med mulighed for lønindehold. Kravet på de 1.142 kr. må antages at have været forældet efter udgangen af 4. marts 1990, idet fogedforretningen blev foretaget den 4. marts 1985, jf. herved retsplejelovens § 527.
Jeg har ved brev af 24. marts 1994 forelagt Danmarks Radio mine synspunkter i en foreløbig redegørelse. I brev af 31. maj 1994 har Danmarks Radio meddelt, at man tager redegørelsen til efterretning.
Jeg går herefter ud fra, at Danmarks Radio meddeler Dem, at man ikke vil opkræve det forældede krav.
Herefter foretager jeg mig ikke yderligere i sagen.
..."
NOTER: (*1) Jf. UFR 1939, s. 558 og UFR 1985, s. 242
Resumé
A klagede over at Hypotekbanken havde opkrævet en licensrestance som var mere end 5 år gammel. Danmarks Radio (DR) gjorde under sagen gældende at kravet ikke var forældet, idet gælden var fastslået under en fogedforretning og dermed ikke omfattet af den 5-årige forældelsefrist, jf. 1908-lovens § 1, stk. 2.
Ombudsmanden udtalte at han ikke var enig med DR i, at A under fogedforretningen udtrykkeligt havde anerkendt kravet, og fandt derfor at kravet var undergivet den 5-årige forældelsesfrist, jf. 1908-lovens § 1, stk. 1. (J. nr. 1992-2705-522).