Disciplinær bøde. Manglende partshøring, begrundelse, bekendtgørelse.

Disciplinær bøde. Manglende partshøring, begrundelse, bekendtgørelse.

A klagede over at Justitsministeriet ikke havde fundet grundlag for at ændre Rigspolitichefens afgørelse, hvorefter A blev ikendt en disciplinær bøde på 500 kr. på grund af tjenesteforseelse.

Baggrunden for sagen var følgende

Den 6. januar 1992 blev A af Rigspolitichefen indkaldt til at gennemgå Politiets Taktiske Lederkursus (PTL) i tiden fra den 23. marts til den 10. april 1992 på kursusejendommen i Julebæk i Hellebæk.

A ansøgte om fritagelse for deltagelse i kurset og oplyste at han havde deltaget i andre kurser, hvis indhold efter hans opfattelse svarede til PTL-kurset.

Ansøgningen blev sendt til Rigspolitichefen gennem Politimesteren i X-by i Jylland med påtegning om at A havde oplyst, at han af private grunde ikke ønskede at deltage i kurser, der var placeret i en sådan afstand fra hans bopæl, at han ikke kunne være hjemme om aftenen. Efter politimesterens opfattelse kunne de kurser som A havde deltaget i, ikke erstatte PTL-uddannelsen. Politimesteren gav endvidere udtryk for "at en vagthavende i (X-by) bør kunne lede og gennemføre sædvanlige forekommende operative indsatser, således som PTL-uddannelsen giver baggrund for."

I et brev af 4. marts 1992 til Politimesteren i X-by erklærede Rigspolitichefen sig enig i politimesterens opfattelse og fastholdt indkaldelsen af A til PTL-kurset. Rigspolitichefen oplyste samtidig at A's ønsker om kursusstedets beliggenhed ikke kunne imødekommes. Politimesteren blev anmodet om at underrette A og påpege over for ham at han senere ville blive indkaldt til "gennemgang af den obligatoriske del af PL-uddannelsen, hvor nødvendighedskravet er helt tilsvarende, og ønsker om kursusstedernes geografiske beliggenhed heller ikke kan forventes imødekommet".

Den 5. marts 1992 blev A gjort bekendt med at indkaldelsen blev fastholdt.

I en notits af 6. marts 1992 imødegik A politimesterens angivelse af baggrunden for A's ønske om ikke at deltage i kurset. A oplyste at han af personlige årsager ikke kunne deltage i kurser langt fra hjemmet. I tilfælde af kursusplacering i Jylland ville A derimod have mulighed for at komme hjem et par gange om ugen. Om de personlige forhold oplyste A at "vi er stadig en familie med ægtefælles selvstændige virksomhed samt ½ tids udejob og med mindreårige børn hjemme - samt en del off. gøremål - bl.a. ægtefællens plads i (X-by's) Byråd - samt naturligvis vores privatliv, som vi værdsætter meget." Afslutningsvis ansøgte A om udsættelse af indkaldelse til PTL-kurset indtil det kunne afholdes i provinsen.

I forbindelse med fremsendelsen af notitsen til Rigspolitichefen oplyste politimesteren den 9. marts 1992 at A ved dens aflevering havde udtalt, at han af private grunde ikke var i stand til at møde til kurset den 23. marts 1992.

Rigspolitichefen meddelte herefter i telefax af 19. marts 1992 politimesteren at ansøgningen fortsat ikke kunne imødekommes, og at mødeindkaldelsen således blev fastholdt. En kopi af telefaxen blev den samme dag afgivet til A.

I en notits af 20. marts 1992 anførte A bl.a. at Rigspolitichefen ikke havde svaret på hans bemærkninger om eventuel flytning af kurset til Jylland. A meddelte samtidig at han ikke så sig i stand til at møde op, "sålænge kurset afholdes i det storkøbenhavnske område, men er villig til deltagelse, hvis kursusafholdelse finder sted i Jylland." Endvidere anmodede A om overflytning til andet vagthavende arbejde uden operative funktioner hvis Rigspolitichefen herefter fandt, at hans manglende deltagelse i PTL-kurset ville medføre, at det måtte vurderes, at han ikke ville være i stand til at varetage den daglige vagthavende funktion.

Politikommissær B udfærdigede herefter den 20. marts 1992 denne notits

" Vpk. (A) har meddelt mig, at han ikke er sindet at give møde som indkaldt. Han blev endnu en gang gjort bekendt med, at udeblivelse vil medføre indberetning til rigspolitichefen med deraf følgende disciplinær reaktion.

Politimester (C) er telefonisk gjort bekendt med ovenstående og med at indberetning om udeblivelsen vil ske mandag den 23. ds."

Den 26. marts 1992 udfærdigede politiinspektør D en indberetning hvor der blev redegjort for sagens forløb. Af indberetningen fremgår i øvrigt

"På denne baggrund og under henvisning til de vedlagte bilag skal jeg herved indberette vicepolitikommissær (A's) manglende efterkommelse af Rigspolitichefens tjenstlige ordre om at møde til PTL-kurset, idet det er konstateret, at han ikke er mødt på kursusstedet.

Det er fortsat min opfattelse, at de vagthavende vicepolitikommissærer i (X-by) skal gennemgå den fastlagte, elementær(e) uddannelse - herunder PTL-uddannelsen.

Når vicepolitikommissæren nægter dette, må konsekvensen blive, at han ikke fortsat kan forrette vagthavendetjeneste men bør overføres til andet ikke-chargeret arbejdsområde.

Jeg finder ikke mulighed for at beskæftige vicepolitikommissæren i en ikke-operativ vagthavendetjeneste - dertil er vagthavendenormativet for sparsomt.

Politiforeningens formand, politiassistent (E), er gjort bekendt med min indstilling, som han er enig i."

Indberetningen blev sendt med politimesterens brev af 27. marts 1992 til Rigspolitichefen. I brevet er bl.a. anført

"... i anledning af, at ovennævnte ikke den 23. marts 1992 - på trods af adskillige henstillinger og pålæg - mødte frem efter indkaldelse til PTL-kursus i Julebæk, Hellebæk.

Jeg skal i sagens anledning fastholde min indstilling af 10. august 1989, idet jeg fastholder kravet om en fastlagt uddannelse på linie med andre ligestillede polititjenestemænd, og at det manglende fremmøde får til konsekvens, at den pågældende ikke fortsat kan bestride sin stilling som vagthavende i (X-by) politikreds. Jeg skal i øvrigt henvise til indberetning og indstilling fra politiinspektøren, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig."

I et brev af 4. april 1992 til Dansk Politiforbund oplyste A at han havde modtaget indberetningen af 26. marts 1992 og politimesterens brev af 27. marts 1992, der begge var lagt på hans hylde på tjenestestedet. A anførte at brevene måtte formodes at være sendt til Rigspolitichefen, uden at han havde haft mulighed for at fremføre sine synspunkter vedrørende sagsfremstillingen, og uden at han var blevet oplyst om hans mulighed for at kontakte Dansk Politiforbund.

Over for politiforbundet fremsatte A indsigelse mod politimesterens angivelse af at han trods "adskillige henstillinger og pålæg" ikke mødte frem ved kursusstart. A oplyste at han ikke havde fået "een eneste henstilling eller eet eneste pålæg om at give møde". Over for A var der blot givet udtryk for at han burde møde op og få kurset overstået.

Af brevet til politiforbundet fremgår det at en kopi heraf blev sendt til Politiet i X-by.

I et udateret notat udarbejdet hos Rigspolitichefen er anført følgende

"...

Det fremgår af notits af 20/03-92 udf. af pk. (B), at (A) er gjort bekendt med, at udeblivelse vil medføre indberetning med deraf følgende disciplinær reaktion.

Det fremgår ikke af sagen,

at (A) har fået udleveret en fremstilling af sagen

at han er gjort bekendt med adgangen til at afgive en (en) skriftlig udtalelse om fremstillingen.

at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen

at han skal gives lejlighed til at søge bistand hos sin

men jfr. (F's) notat i sagen har pk. (B) den 18/5-92 meddelt at (A) havde fået udleveret indberetningen. Han ønskede ikke at afgive en udtalelse.

pi. (D) har i dag ved min telefoniske henvendelse bekræftet at formalia jfr. kdg. I nr. 10 er opfyldt. selv om det ikke direkte fremgår af indberetningen.

..."

Den 21. maj 1992 sendte Rigspolitichefen indberetningerne af 26. og 27. marts 1992 til Dansk Politiforbund under henvisning til kundgørelse I, nr. 10, punkt 30, og med bemærkning om at Rigspolitichefen var sindet at afgøre sagen med en disciplinær bøde.

Den 27. maj 1992 meddelte Dansk Politiforbund at forbundet kunne tiltræde indstillingen.

Rigspolitichefen traf afgørelse i sagen den 19. august 1992. Af afgørelsen fremgik følgende

"Af en med Deres skrivelse af 27. marts 1992 fremsendt disciplinærsag fremgår, at vicepolitikommissær (A) har gjort sig skyldig i tjenesteforseelse ved at have undladt at møde frem efter indkaldelse til Politiets Taktiske Lederkursus (PTL) den 23. marts 1992 på kursusejendommen Julebæk, Hellebæk, på trods af, at han både den 4. marts 1992 og den 19. marts 1992 skriftligt herfra var meddelt afslag på ansøgning om fritagelse for deltagelse i omhandlede kursus.

I den anledning ikender jeg vicepolitikommissæren en disciplinær bøde på kr. 500,00 og det bedes samtidig tilkendegivet, at han udsætter sig for en alvorligere disciplinær reaktion, såfremt han på ny gør sig skyldig i lignende tjenesteforseelse.

...

Der vedlægges 2 genparter af nærværende skrivelse. Den ene bedes udleveret til vicepolitikommissæren ...

..."

Over for Politimesteren i X-by tilkendegav Rigspolitichefen samtidig at det kunne godkendes, at A - indtil PTL-kurset var gennemgået - blev sat til anden tjeneste med et stillingsindhold svarende til lønrammen.

Afgørelsen i disciplinærsagen indbragte A for Justitsministeriet den 25. august 1992 da den efter hans opfattelse var truffet på et forkert grundlag. A henviste til sine notitser af 6. og 20. marts 1992 vedrørende dels ansøgning om fritagelse på grund af lignende uddannelse dels ansøgning om udsættelse - indtil kurset kunne afholdes i provinsen - på grund af personlige forhold.

A anmodede Justitsministeriet om at vurdere sagen og besvare hans spørgsmål, som efter hans opfattelse fortsat var ubesvaret - "bl.a. om pligten til at gennemgå kurset."

Over for Rigspolitichefen oplyste Politimesteren i X-by den 2. september 1992 at A midlertidigt var sat til tjeneste i ordenspolitiets sekretariat.

Rigspolitichefen afgav en udtalelse i sagen over for Justitsministeriet den 9. september 1992 og oplyste heri bl.a. følgende

"Vicepolitikommissæren blev udnævnt til vagthavende den 5. december 1985.

Han har tidligere undladt at møde på et for chargerede polititjenestemænd obligatorisk kursus, således udeblev han den 7. august 1989 fra Politiets Forberedende Lederkursus (PFL).

I den anledning indberettede Politimesteren i (X-by) ham for tjenesteforseelse og indstillede, at han blev rykket fra lønramme 24 til lønramme 22, samt at han ikke burde fortsætte tjenesten som vagthavende.

Jeg tiltrådte, at han på det foreliggende grundlag blev sat til anden tjeneste, indtil han havde gennemgået PFL.

Han gennemførte PFL i tidsrummet fra den 13. august til den 23. november 1990.

Vicepolitikommissæren blev ved skrivelse herfra af 6. januar 1992 indkaldt til gennemgang af PTL-kursus, der er det næste i rækken indenfor politiets lederuddannelse.

Han anmodede ved notits af 20. januar 1992 om fritagelse for at deltage i kurset, idet han mente, at han havde tilegnet sig tilsvarende uddannelse ved civilforsvarsarbejde.

Indkaldelsen blev fastholdt ved skrivelse herfra af 4. marts 1992.

Den 6. marts 1992 fremsendte vicepolitikommissæren en notits, hvori han søgte udsættelse og meddelte, at han var villig til at deltage i PTL-kurset, såfremt dette blev afviklet i Jylland.

Ved telefaxskrivelse herfra af 19. marts 1992 blev der meddelt afslag på udsættelsen.

Vicepolitikommissæren meddelte herefter i notits af 20. marts 1992, at han ikke så sig i stand til at møde under henvisning til kursusstedets beliggenhed.

I den anledning finder jeg, at vicepolitikommissæren har gjort sig skyldig i tjenesteforseelse, og det henstilles, at afgørelsen fastholdes."

Udtalelsen kommenterede A i et brev af 28. september 1992 til Justitsministeriet. A anførte bl.a. at der ikke kunne være tale om tjenesteforseelse, hvis han ikke havde pligt til fremmøde. A oplyste endvidere at der siden hans udnævnelse til vagthavende i 1985 var blevet udnævnt politiinspektører, der hverken før eller efter udnævnelsen havde gennemgået PFL- eller PTL-kurset.

Den 26. oktober 1992 meddelte Justitsministeriet A at ministeriet ikke fandt grundlag for at ændre Rigspolitichefens afgørelse, og at ministeriet havde lagt vægt på de forhold, der var anført i Rigspolitichefens udtalelse af 9. september 1992.

Justitsministeriet oplyste i afgørelsen endvidere

"... at De i medfør af tjenestemandslovens § 10 samvittighedsfuldt skal overholde de regler, som gælder for Deres stilling. Det er Justitsministeriets opfattelse, at De i medfør af denne bestemmelse kan pålægges at deltage i den efteruddannelse, som rigspolitichefen har tilrettelagt med henblik på udførelsen af tjenesten."

Den 12. januar 1993 klagede A til mig og redegjorde i den forbindelse for sin opfattelse af sagen. Klagen blev indgivet med henblik på at få klarlagt hvorvidt "man kan pålægges at skulle tage på et kursus over flere uger uden mulighed for deltagelse i familiemæssig omgang og nødvendige forpligtigelser". A ønskede en vurdering af spørgsmålet i lyset af at han blev udnævnt i 1985. I klageskrivelsen oplyste A at ansættelsesbetingelserne for chargeret personale var blevet ændret siden 1988.

Rigspolitichefen henholdt sig i en udtalelse af 19. marts 1993 til den trufne afgørelse og oplyste i øvrigt

"Politiets uddannelse - herunder lederuddannelsen - søges løbende tilpasset kravene til politiet.

Den taktiske lederuddannelse (PTL) var således indtil 1984 indeholdt i den forberedende lederuddannelse (PFL) men blev herefter udskilt som et selvstændigt kursus.

Dette kursus er som alle øvrige kurser i politiet såvel med hensyn til indhold som målgruppe forinden iværksættelse drøftet i et af Justitsministeriet nedsat Rådgivende Skoleudvalg, hvor blandt andet politiets personaleorganisationer er repræsenteret.

Til PTL-kurset indkaldes alle chargerede i lønramme 26 - 28 (mellemlederne), der har gennemgået PFL efter 1984. Kurset er således obligatorisk for denne personalegruppe.

Om placeringen af kurserne kan jeg oplyse, at PTL-kurserne afvikles på de kursusejendomme, der efter pris og faciliteter findes mest hensigtsmæssige. For netop PTL-kursus er det nødvendigt med adgang til et velegnet øvelsesterræn. Kurserne er derfor primært afviklet på flyvestation Stensved og på Hjemmeværnsskolen i Hellebæk.

Det bemærkes endelig at vicepolitikommissæren efter ansøgning med virkning fra den 1. april 1993 er indplaceret i en uchargeret stilling som politiassistent."

På grund af principielle overvejelser i Justitsministeriet vedrørende behandlingen af disciplinærsager afgav ministeriet først en udtalelse til mig den 6. december 1993. I udtalelsen henholdt ministeriet sig til den trufne afgørelse og Rigspolitichefens udtalelse.

Den 4. januar 1994 fremsatte A bemærkninger til Rigspolitichefens udtalelse. Han oplyste at PTL-kurset ikke er obligatorisk for chargeret personale, der er udnævnt før 1990, og at en del chargerede kollegaer ikke har gennemgået kurset.

I en udtalelse af 6. juni 1994 til Justitsministeriet oplyste Rigspolitichefen bl.a.

"... at det af referat af 14. maj 1986 af møde i det af Justitsministeriet nedsatte Rådgivende Skoleudvalg fremgår, at politiets uddannelse i udryknings- og beredskabstjeneste var optaget til behandling.

Det blev her besluttet, at alle nye ledere skulle gennemgå PTL-uddannelsen, og at de ældre ledere, der ikke havde en polititaktisk uddannelse, skulle optages på kurset i takt med, at det blev muligt.

Denne ordning trådte i kraft den 1. januar 1987."

Rigspolitichefen oplyste den 29. juni 1994 supplerende bl.a.

"... at den overgangsordning, der blev nævnt på (...) i referatet af møde i det Rådgivende Skoleudvalg d. 14. maj 1986, havde til formål at sikre, at ledere udnævnt før den nye ordnings ikrafttrædelse før 1. januar 1987 ikke mistede muligheden for en taktisk uddannelse.

Overgangsordningen blev administreret på den måde, at politiregionerne i december 1986 fra Rigspolitichefen/afdeling A blev tilskrevet og anmodet om, at opgøre, hvor mange og hvem man ønskede skulle gennemgå PTL i overgangsfasen 1987. ...

Politiets Taktiske Lederuddannelse (PTL) afløste således Delingsføreruddannelsen (DF) pr. 1. januar 1987, hvorefter PTL blev obligatorisk. Hele kursusåret 1987 blev herefter anvendt til overgangsordningen, hvor politikredsenes behov for uddannelse af ældre ledere blev tilgodeset.

Fra 1. januar 1988 blev administrationen mere automatiseret, idet man nu, i henhold til beslutningen om obligatorisk gennemgang af PTL, som hovedregel indkaldte personale, der havde gennemgået Politiets Forberedende Lederuddannelse (PFL) året før.

Da politiassistent (A) gennemgik PFL i 1990 var nyordningen trådt i kraft, og PTL var derfor en obligatorisk opfølgning af PFL."

Justitsministeriet henholdt sig den 5. juli 1994 til Rigspolitichefens supplerende udtalelser.

A fremsatte ikke yderligere bemærkninger til sagen.

I et brev til A udtalte jeg herefter følgende

"1. Disciplinær sanktion.

Efter tjenestemandslovens § 10 skal en tjenestemand samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Herudover indeholder tjenestemandslovens § 24 denne bestemmelse

"Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførsel til andet arbejde eller arbejdssted eller til anden stilling inden for eller uden for ansættelsesområdet, degradation -herunder nedrykning med ét eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller afsked. Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse med §§ 20-22, medmindre der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erklærer sig skyldig i tjenesteforseelse. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling inden for eller uden for ansættelsesområdet, degradation eller afsked som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, aldrig finde sted uden efter afholdt tjenstligt forhør. Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen."

Grundbetingelsen for at iværksætte en disciplinær straf efter tjenestemandslovens § 24 er, at der - objektivt bedømt - foreligger en tjenstlig forseelse. Det er herudover antaget, at forseelsen skal kunne tilregnes tjenestemanden som forsætlig eller i hvert fald uagtsom, jf. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (1990), s. 143, og Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 172. Fra praksis om dette spørgsmål kan jeg henvise til Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s. 92ff.

Hvis de nævnte - objektive og subjektive - betingelser er opfyldt, kan tjenestestedet iværksætte en af de sanktioner, der er nævnt i tjenestemandslovens § 24. Bestemmelsen indeholder ikke forskrifter om, hvilken af de nævnte sanktioner der i givet fald skal anvendes. Dette bygger således på myndighedens skøn, der dog er begrænset af den almindelige forvaltningsrets principper. I denne henseende er navnlig forvaltningsrettens proportionalitetsprincip af betydning; sanktionen skal således efter sin karakter stå i et rimeligt forhold til den tjenesteforseelse, der er begået.

Tjenestemandsloven regulerer - ud over den almindelige bestemmelse i § 10 - ikke spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved en tjenesteforseelse. Der er imidlertid ikke tvivl om, at der for offentligt ansatte gælder en almindelig lydighedspligt; jeg forstår, det er denne pligt, som De efter Justitsministeriets opfattelse har overtrådt.

Hovedproblemet i Deres sag er således, om De har haft pligt til at efterkomme Rigspolitichefens tjenestebefaling om at deltage i PTL-kurset.

Det fremgår af sagen, at De blev udnævnt til vicepolitikommissær den 1. december 1985, og at De gennemgik PFL-kurset i 1990.

På tidspunktet for Deres ansættelse bestod uddannelsen af politiets forberedelseskursus for lederuddannelse (PFL), delingsførerkursus (DF), vagthavendekursus og politiets lederkursus I (PL I) (som beskrevet på s. 4 i delrapport af 18. januar 1983 om struktur og uddannelse i udryknings- og beredskabstjeneste på PFL, PTL, PL-I, PL-II, PTV).

Arbejdsgruppen, der havde udarbejdet delrapporten, anførte om gruppens overvejelser om ny struktur og ny uddannelse på s. 9f

"...

Gruppen mener, at udryknings- og beredskabsuddannelsen bør have følgende forløb: Politiets forberedelseskursus for lederuddannelse (PFL), politiets taktisk(e) lederkursus (PTL), politiets taktiske vedligeholdelseskursus (PTV), politiets lederkursus I (PL I) og politiets lederkursus II (PL II), dog således at vedligeholdelsesuddannelsen for vagthavende, afdelingsledere m.fl. også foregår efter PL I.

Betegnelserne "delingsførerkursus" og "vagthavendekursus" er udgået og erstattes af hhv. "politiets taktiske lederkursus" (PTL) og "politiets taktiske vedligeholdels(es)kursus" (PTV). ...

På PFL skal der gives deltagerne en målrettet funktionsuddannelse som gruppeførere. Dette indebærer, at deltagerne såvel under den teoretiske gennemgang af førervirksomhed, befalingsudgivelse og de taktiske principper som under de praktiske øvelser skal bedømme emner og opgaver under gruppeførerens indfaldsvinkel.

Ved at tilnærme udryknings- og beredskabsuddannelsen på PFL til et konkret, snævert mål vil uddannelsen blive basis for og hjørnestenen i den fortsatte uddannelse på lederplan.

...

PTL skal som nu (delingsførerkursus) omfatte de taktiske forudsætninger, som er nødvendige for at kunne føre enheder af indtil delingsstørrelse. Kursus bør være obligatorisk for alle chargerede, som har gennemgået PFL - også for kriminalpolitiet.

...".

Som målgruppe for PTL-kurset er anført i delrapporten "politiledere i ordens- og kriminalpolitiet, der er indplaceret i lønramme 21 samt stedfortrædere og vagthavende i lønramme 17. Deltagerne skal have gennemgået PFL".

Arbejdsgruppen foreslog, at den skitserede struktur blev iværksat den 1. januar 1984. I en overgangsperiode fandt gruppen det nødvendigt, at der for nogle gruppers vedkommende kunne dispenseres fra undervisningsforløbet. I delrapporten er det anført, at dispensationsmuligheden især gjorde sig gældende for vagthavende, der ikke

havde gennemgået det tidligere delingsførerkursus, og som nu ansøgte om PTL.

Delrapporten og andet materiale blev behandlet på et møde den 14. maj 1986 i Det rådgivende Skoleudvalg, hvori deltog bl.a. Rigspolitichefen, en repræsentant fra Sammenslutningen af Kriminalinspektører og Kriminalkommissærer og repræsentanter fra Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening. På mødet var der tilslutning til et ændret uddannelsesforløb.

I et brev af 19. december 1986 til regionspolitilederne skrev Rigspolitichefen bl.a.

"Som bekendt udgår delingsførerkursus fra udgangen af december måned 1986 og erstattes af politiets Taktiske Lederkursus (PTL).

Polititjenestemænd, der gennemgår politiets Forberedende Lederkursus (PFL) efter 1. januar 1987 vil blive indkaldt til gennemgang af PTL i 1988 eller senere."

I udtalelsen af 19. marts 1993 har Rigspolitichefen oplyst, at politiets uddannelse - herunder lederuddannelsen - løbende søges tilpasset kravene til politiet. Den ændring af politiets uddannelse, som fandt sted, og som er beskrevet i Deres sag, giver mig ikke anledning til bemærkninger. Jeg kan endvidere ikke kritisere, at Rigspolitichefen i overensstemmelse hermed ved tjenestebefaling indkaldte Dem til deltagelse i PFL- og PTL-kurserne.

Objektivt bedømt foreligger der efter min opfattelse en tjenesteforseelse, hvis en tjenestebefaling om deltagelse i et sådant kursus ikke efterkommes.

Spørgsmålet er herefter, om også den subjektive betingelse for at ikende Dem en disciplinær straf er opfyldt.

Efter at De havde modtaget indkaldelsen til deltagelse i PTL-kurset, ansøgte De den 20. januar 1992 om fritagelse herfor på grund af tilsvarende uddannelse. Ansøgningen blev afslået den 4. marts 1992 med angivelse af, at Deres ønsker om ændret beliggenhed af kursusstedet ikke kunne imødekommes.

Den 6. marts 1992 redegjorde De for, at De af personlige årsager ikke ville kunne deltage i kurser langt fra hjemmet. De ansøgte samtidig om udsættelse af indkaldelse til PTL-kurset, indtil kurset kunne afholdes i provinsen.

Den 19. marts 1992 fastholdt Rigspolitichefen mødeindkaldelsen under henvisning til brevet af 4. marts 1992, hvor det, som anført, bl.a. var angivet, at Deres ønsker om ændret beliggenhed af kursusstedet ikke kunne imødekommes.

Rigspolitichefen formulerede afgørelsen som et afslag på en ansøgning om fritagelse for deltagelse i PTL-kursus og ikke som en ansøgning om udsættelse. Dette forhold i sig selv giver mig ikke anledning til bemærkninger. Jeg har herved lagt vægt på, at Rigspolitichefen allerede den 4. marts 1992 havde taget stilling til spørgsmålet om ændring af kursusstedets beliggenhed, og at Deres ansøgning om "udsættelse indtil" på den baggrund i realiteten måtte forstås som en ansøgning om "fritagelse" for kursusdeltagelse.

Da Rigspolitichefen forud for kursusdagen havde afslået Deres ansøgninger om fritagelse/"udsættelse", er den subjektive betingelse for at betragte Deres manglende fremmøde til kursus den 23. marts 1992 som en tjenesteforseelse efter min opfattelse opfyldt.

Jeg kan ikke for en anderledes vurdering lægge vægt på oplysningen om, at De forud for den seneste afgørelse havde tilkendegivet, at De under ingen omstændigheder kunne møde til kurset den 23. marts 1992. Oplysningen fremgår af Deres notits af 20. marts 1992 uden nærmere angivelse af en særskilt begrundelse for den manglende mødemulighed til netop det kursus. Jeg må derfor forstå begrundelsen herfor i overensstemmelse med notitsens øvrige indhold, hvor De meddelte, at De ikke så Dem i stand til at møde op, så længe kurset afholdes i det storkøbenhavnske område, men at De er villig til deltagelse, hvis kursusafholdelse finder sted i Jylland. Begrundelsen for den manglende mulighed for at møde til kurset den 23. marts 1992 har således været spørgsmålet om kursusstedets beliggenhed; et spørgsmål, som Rigspolitichefen på det tidspunkt havde afgjort.

Sammenfattende kan det herefter ikke give mig anledning til bemærkninger, at Rigspolitichefen og Justitsministeriet har fundet, at De ved at undlade at møde efter indkaldelse til PTL-kurset den 23. marts 1992 gjorde Dem skyldig i en tjenesteforseelse.

Sanktionsvalget - ikendelse af en disciplinær bøde på 500 kr. - giver mig i Deres sag ligeledes ikke anledning til bemærkninger.

2. Partshøring.

Tjenestemandslovens § 20, stk. 1, lyder sådan

" § 20. En tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Han skal samtidig gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen.

..."

Herudover gælder om partshøring forvaltningslovens § 19, der lyder sådan

" § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

..."

Det fremgår af Deres brev af 4. april 1992 til Dansk Politiforbund, at politimesterens indberetning af 27. marts 1992 med tilhørende indberetning af 26. marts 1992 fra politiinspektøren lå på Deres hylde, da De mødte på arbejde den 31. marts 1992.

Brevet af 4. april 1992, der indeholder Deres bemærkninger til sagen, sendte De i kopi til politiinspektøren..., og Deres bemærkninger indgik således på sagen.

Herefter kan jeg ikke kritisere Rigspolitichefen for ikke at have overholdt de ovenfor nævnte bestemmelser, for så vidt angår spørgsmålet om partshøring.

Bestemmelsen i tjenestemandslovens § 20 om, at De skulle gøres bekendt med, at De ikke havde pligt til at udtale Dem om fremstillingen, giver mig anledning til denne bemærkning

Det fremgår ikke af Deres brev af 4. april 1992, at De blev gjort bekendt hermed.

Spørgsmålet blev undersøgt i forbindelse med Rigspolitichefens behandling af sagen. Af et notat fremgår det, at politiinspektøren ved (X) over for Rigspolitichefen oplyste, at formalia blev opfyldt, selv om det ikke direkte fremgår af indberetningen.

Jeg har ikke fundet, at yderligere undersøgelse fra min side vedrørende dette særskilte spørgsmål vil kunne frembringe klarhed over det faktisk passerede. Jeg foretager mig derfor ikke videre vedrørende spørgsmålet.

I sager om uansøgt afsked eller anvendelse af andre sanktioner over for offentligt ansatte er det i ombudsmandens praksis endvidere fast antaget, at der gælder en ulovbestemt grundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum, men også om den besluttende myndigheds retlige kvalifikation af faktum og eventuelle bevismæssige vurderinger. Jeg henviser herved til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 363.

Dansk Politiforbund blev den 21. maj 1992 gjort bekendt med, at Rigspolitichefen (som afgørelsesmyndighed) var sindet at afgøre sagen med en disciplinær bøde. De blev ikke gjort bekendt med det tilsvarende og havde, som nævnt ovenfor, alene adgang til at udtale Dem om sagens faktiske omstændigheder (og politimesterens indstilling om overførsel til andet ikke-chargeret arbejdsområde).

Jeg finder det kritisabelt, at Rigspolitichefen ikke foretog partshøring efter den nævnte grundsætning, inden sagen blev afgjort.

Justitsministeriet burde have påtalt dette forhold.

Jeg har samtidig hermed gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

3. Begrundelse.

Forvaltningslovens § 22 lyder sådan

" § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold."

Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, har denne ordlyd

" § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."

Brevet af 19. august 1992, hvor De blev ikendt en disciplinær bøde på 500 kr., indeholdt ingen retlig henvisning. Der burde have været henvist til tjenestemandslovens §§ 10 og 24.

Justitsministeriet burde have anført en retlig henvisning, ligesom ministeriet burde have påtalt dette forhold over for Rigspolitichefen. (Justitsministeriets angivelse af tjenestemandslovens § 10 ses at være foretaget i besvarelse af Deres spørgsmål om, hvorvidt De havde pligt til at tage på kursus).

Jeg har samtidig hermed gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

I afgørelsen af 19. august 1992 henviste Rigspolitichefen alene til det forhold, at De havde undladt at møde frem efter indkaldelse til PTL-kurset den 23. marts 1992 på trods af afslag på ansøgning om fritagelse for deltagelse i kurset.

I Rigspolitichefens udtalelse af 9. september 1992 til Justitsministeriet redegjorde Rigspolitichefen tillige for det forhold, at De tidligere i 1989 var udeblevet fra PFL-kurset. Redegørelsen blev afsluttet med en bemærkning om, at Rigspolitichefen "i den anledning" fandt, at De havde gjort Dem skyldig i en tjenesteforseelse.

Jeg må forstå Rigspolitichefens udtalelse til Justitsministeriet sådan, at forholdet i 1989 blev tillagt vægt som en skærpende omstændighed i forbindelse med afgørelse af disciplinærsagen vedrørende forholdet i 1992. Herefter må jeg anse Rigspolitichefens begrundelse, sådan som den fremgik af brevet af 19. august 1992, for ufuldstændig.

Ved afgørelsen af 26. oktober 1992 tiltrådte Justitsministeriet Rigspolitichefens afgørelse og henviste som begrundelse for afgørelsen til Rigspolitichefens udtalelse af 9. september 1992. Justitsministeriet ses ikke på anden måde over for Rigspolitichefen at have påtalt den ufuldstændige begrundelse, der fremgik af brevet af 19. august 1992. Dette finder jeg beklageligt.

Jeg har samtidig hermed gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

4. Afgørelsens meddelelse.

Det følger af god forvaltningsskik, at en afgørelse skal meddeles direkte til parten af den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. (Se herom Karsten Loiborg m.fl., Forvaltningsret (1994) s. 395ff).

Rigspolitichefens brev af 19. august 1992 blev sendt til Politimesteren i (X-by) og forkyndt for Dem på politistationen af politiinspektøren. De fik samtidig udleveret en genpart af afgørelsen.

En sådan fremgangsmåde må jeg under hensyn til ovenstående anse for stridende mod god forvaltningsskik.

Justitsministeriet burde have påtalt dette forhold.

Jeg har gjort Justitsministeriet og Rigspolitichefen bekendt med min opfattelse.

Som anført under pkt. 2 - 4 finder jeg, at der blev begået flere processuelle fejl i forbindelse med ikendelsen af den disciplinære straf.

Ingen af de nævnte forhold har dog haft betydning for grundlaget for ikendelsen af bøden, og jeg har derfor ikke fundet at burde foretage mig videre ud over at gøre de implicerede myndigheder bekendt med min opfattelse.

NOTER(*1) Jf. FOB 1984, s. 92ff og FOB 1990, s. 363 ( FOB 1990, s. 339 ).

Resumé

A, der var vicepolitikommissær ved et politimesterembede i Jylland, blev indberettet til Rigspolitichefen (R) for ikke at have efterkommet en tjenstlig ordre om at møde op og gennemgå Politiets Taktiske Lederkursus på en kursusejendom i det storkøbenhavnske område. R ikendte A en disciplinær bøde på 500 kr. Justitsministeriet (JM) tiltrådte senere R's afgørelse.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen. Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt at R ikke - i overensstemmelse med den ulovbestemte grundsætning om partshøring i sager om anvendelse af sanktioner over for offentligt ansatte - havde gjort A bekendt med sanktionsvalget, inden sagen blev afgjort. Ombudsmanden kritiserede endvidere at R ikke i begrundelsen for afgørelsen havde henvist til de relevante retsregler, samt at begrundelsen i øvrigt var mangelfuld. Endelig anså ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik at afgørelsen ikke var blevet meddelt A direkte, men sendt til politimesteren og forkyndt for A på politistationen.

Ombudsmanden kritiserede samtidig at JM ikke ved sin afgørelse i sagen havde påtalt de nævnte forhold. (J. nr. 1993-86-812).