Kompetenceoverførsel og tavshedspligt i det videnskabsetiske komitesystem. Videregivelse af oplysninger.

Kompetenceoverførsel og tavshedspligt i det videnskabsetiske komitesystem. Videregivelse af oplysninger.

A og B, der var lægmedlemmer af Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner, rettede i en skrivelse henvendelse til mig. De ønskede at jeg skulle tage stilling til, om kompetencen til at godkende visse forskningsprojekter på Rigshospitalet med rette var overført fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt. Endvidere ønskede de at jeg skulle tage stilling til, om Den Centrale Videnskabsetiske Komite med rette havde afvist at udlevere referater fra komiteens møder til medlemmerne af de regionale videnskabsetiske komiteer.

I en senere skrivelse udvidede A og B deres klage til også at vedrøre det forhold at Den Centrale Videnskabsetiske Komite den 27. november 1992 - uden at afvente den endelige nedsættelse af Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner - havde afholdt konstituerende møde og i den forbindelse udarbejdet et udkast til vedtægter for de videnskabsetiske komiteer.

I en skrivelse til A anførte jeg indledningsvist følgende

"Om retsgrundlaget for det videnskabsetiske komitesystem skal jeg kort bemærke følgende

De videnskabsetiske komiteer er nedsat ved lov nr. 503 af 24. juni 1992 om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter. Loven trådte i kraft den 1. oktober 1992. Indtil dette tidspunkt var grundlaget for de videnskabsetiske komiteers virksomhed Helsinki Deklaration II.

Efter lovens § 2, stk. 1, skal de enkelte amtsråd nedsætte regionale videnskabsetiske komiteer. En række biomedicinske forskningsprojekter skal anmeldes til den regionale komite, hvorunder den, der er ansvarlig for det pågældende projekt, har sit virke, jf. lovens § 6, stk. 1. Projekterne må ikke iværksættes, før de er godkendt af den regionale komite, jf. § 7, stk. 1. Visse biomedicinske forsøg skal dog tillige godkendes af Den Centrale Videnskabsetiske Komite, jf. lovens § 14, stk. 1.

En forsker, der ikke har opnået tilladelse i en regional videnskabsetisk komite, kan indbringe sagen for Den Centrale Videnskabsetiske Komite, jf. lovens § 12. De regionale komiteer skal i øvrigt forelægge sagen for Den Centrale Videnskabsetiske Komite, såfremt man ikke kan nå til enighed om bedømmelsen af et projekt, eller hvis sagen rejser spørgsmål af principiel karakter, jf. lovens § 7, stk. 4.

Jeg skal herefter udtale følgende

Det bemærkes indledningsvis, at jeg ikke har grundlag for at kritisere, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite den 27. november 1992 - uden at afvente den endelige nedsættelse af Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner - afholdt konstituerende møde, og at man i den forbindelse behandlede et udkast til vedtægter for de videnskabsetiske komiteer (...)

..."

Således som A og B havde forelagt sagen for mig, skulle jeg herefter tage stilling til to spørgsmål

Spørgsmålet om hvorvidt kompetencen til at godkende visse forskningsprojekter med rette var overført fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt, og

Spørgsmålet om hvorvidt Den Centrale Videnskabsetiske Komite med rette havde afvist at udlevere referater af komiteens møder til medlemmer af de regionale videnskabsetiske komiteer.

ad a) Spørgsmålet om kompetenceoverførsel.

De faktiske omstændigheder, der lå til grund for denne del af A's og B's klage, var følgende

Den 9. november 1991 bragte X-avis en artikel om nogle forsøg, som professor, dr. med. C havde gennemført på Rigshospitalet. Det fremgik bl.a. af artiklen at de personer, der medvirkede ved forsøgene, blev sprøjtet med radioaktivt stof i hjernen, og at professor C ikke havde opnået tilladelse til forsøgene fra det videnskabsetiske komitesystem.

Efter at professor C havde fremvist en tilladelse, som han havde modtaget fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner, blev oplysningerne herom korrigeret i X-avis den 10. november 1991.

Den 6. december 1991 bragte Y-avis en artikel om sagen. Under overskriften "Strålende hjerner" hedder det bl.a. følgende

"Forsøget på Rigshospitalet (professor (C's) ovennævnte forsøg) er blevet anmeldt og godkendt af Den Videnskabsetiske Komite for København og Frederiksberg. Men nu har formanden for komiteen, overlæge (D) telefonisk bedt (C) om at holde pause med forsøgene.

Det er sket, efter at to lægmedlemmer af komiteen, (...) skriftligt har krævet, at forsøgene skal stoppes øjeblikkeligt.

De henviser til, at forsøg med det radioaktive stof, kulstof 14, er forbudt i Frankrig, Tyskland og Østrig. I England og Schweiz har man indført meget stærke begrænsninger."

Efter at sagen havde været drøftet på et møde i Den Centrale Videnskabsetiske Komite den 6. december 1991, udsendte Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner den 10. december samme år en skrivelse til en række forskningsanstalter m.v. Heri henstillede man at visse af de omhandlede forskningsprojekter midlertidigt blev indstillet.

Efter at man havde indhentet yderligere oplysninger om konsekvenserne af de omhandlede forsøg, udsendte Den Centrale Videnskabsetiske Komite i maj 1992 en rekommandation om deltagelse i forsøg, der medfører udsættelse for ioniserende stråling.

Sagen om professor C's forskningsprojekt var blevet behandlet på Den Centrale Videnskabsetiske Komites møde den 24. april 1992. Resultatet af mødet var at man ikke havde grundlag for at kritisere professorens fremgangsmåde. Man anså herefter sagen for afsluttet.

Det fremgik af Den Centrale Videnskabsetiske Komites udtalelse af 1. marts 1993 at professor C efterfølgende anmodede denne komite om - i stedet for Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner - at behandle tre ansøgninger om godkendelse af forskningsprojekter. Herom - og om sagens videre forløb - hed det i udtalelsen bl.a. følgende

"Den offentlige indblanding i sagsbehandlingen i Den Videnskabsetiske Komité for Københavns og Frederiksberg Kommuner og de negative udtalelser om professor (C) i pressen førte til, at denne komité på foranledning af professor (C) indsendte 3 projekter til Den Centrale Videnskabsetiske Komite med anmodning om behandling i Den Centrale Videnskabsetiske Komite eller en anden regional videnskabsetisk komite, idet han ikke mente at kunne påregne en uvildig behandling i Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Den Centrale Videnskabsetiske Komite fandt, at professor (C) havde været udsat for en helt urimelig hetz i udførelsen af sit arbejde. Han havde opfyldt alle de formelle krav, som kunne stilles på tidspunktet for anmeldelse af sine protokoller, og det fandtes nu dokumenteret, at anvendelsen af Kulstof-14 ikke er forbudt i de angivne lande. Komiteen vedtog herefter at behandle projekterne selv, hvilket skete på komiteens møder den 14. august 1992 og den 18. september 1992.

Komiteen bad desuden Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt om at stille sig til rådighed efter den 1. oktober 1992, idet man havde et klart indtryk af, at indholdet af en eller flere forsøgsplaner fra de pågældende afdelinger var kommet til pressens kundskab uden de pågældende forskeres medvirken. Det har således været vanskeligt at sikre fuld diskretion vedrørende forsøgsplanerne, mens de blev underkastet en videnskabsetisk vurdering. Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt behandlede anmodningen på sit møde den 28. september 1992 og besluttede, at man rent midlertidigt og for en kortere periode ville være villig til at behandle relevante projekter fra Rigshospitalet."

I en skrivelse af 14. oktober 1992 fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt til Den Centrale Videnskabsetiske Komite hed det følgende

"På sit møde den 18.9.1992 anmodede Den Centrale Videnskabsetiske Komite om, at den videnskabsetiske komite for Københavns Amt fremover behandlede projekter fra Rigshospitalet, som tidligere blev fremsendt til Den Centrale Videnskabsetiske Komite med den begrundelse, at man ikke kunne sikre fortroligheden i den videnskabsetiske komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Den videnskabsetiske komite for Københavns Amt har på sit seneste møde den 28.9.1992 behandlet anmodningen, og komiteen besluttede, at man rent midlertidigt og for en kortere periode indtil problemerne i Københavner-komiteen er løst, vil være villig til at behandle de relevante projekter fra Rigshospitalet m.v."

Om det retlige grundlag for den omhandlede kompetenceoverførsel hed det i Den Centrale Videnskabsetiske Komites udtalelse af 1. marts 1993 følgende

"Da danske læger ved etableringen af det videnskabsetiske komitesystem frivilligt pålagde sig selv begrænsninger vedr. forskningen på levende mennesker, var det en helt klar og naturlig forudsætning, at der kunne tilsikres forskerne fuld diskretion i sagsbehandlingen. Der var tale om et system, der byggede på gensidig tillid. Denne gensidige tillid tillægger komitesystemet stadig særdeles stor vægt, og i den konkrete situation, var denne gensidige tillid ikke til stede.

Den Centrale Videnskabsetiske Komite er opmærksom på, at komiteen efter den 1. oktober 1992 formelt næppe har hjemmel til at beslutte en kompetenceoverførsel fra en regional komite til en anden. Man fandt dog, at der var tale om en smidig løsning i en overgangsperiode, som Den Centrale Videnskabsetiske Komite måtte kunne anbefale efter nødretlige betragtninger."

Til det anførte bemærkede jeg følgende i skrivelsen til A

"1. Som tidligere nævnt hvilede det videnskabsetiske komitesystem indtil den 1. oktober 1992 - hvor den nugældende lov trådte i kraft - på Helsinki Deklaration II. Indtil denne dato var komitesystemet ikke en del af den offentlige forvaltning. Jeg har derfor ikke mulighed for at tage stilling til retmæssigheden af de dispositioner, som Den Centrale Videnskabsetiske Komite har foretaget før den 1. oktober 1992; herved henviser jeg også til min udtalelse af 10. juli 1991 (j.nr. 1991-1032-43), (...).

Det spørgsmål, der foreligger til min bedømmelse, er derfor alene, om Den Centrale Videnskabsetiske Komite efter den 1. oktober 1992 kunne medvirke til en ordning, hvorefter visse ansøgninger om godkendelse af biomedicinske forsøg på Rigshospitalet skulle behandles i Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt og ikke - som foreskrevet i loven - af Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

2. Loven om det videnskabsetiske komitesystem indeholder i § 6, stk. 1, følgende bestemmelse

"§ 6. Ethvert biomedicinsk forskningsprojekt, der indebærer forsøg på

levendefødte menneskelige individer,

menneskelige kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, menneskelige befrugtede æg, fosteranlæg og fostre,

væv, celler og arvebestanddele fra mennesker, fostre og lignende og

afdøde,

skal anmeldes til den regionale komite for det område, hvori den projektansvarlige har sit virke."

Loven indeholder ikke hjemmel til, at en regional videnskabsetisk komite - eller Den Centrale Videnskabsetiske Komite - kan overføre den stedlige godkendelseskompetence, der er fastlagt ved lovens § 6, stk. 1, fra én regional komite til en anden. En sådan kompetenceoverførsel kan heller ikke støttes på forvaltningsrettens almindelige principper om delegation, jf. Karsten Loiborg m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 96ff.

Den kompetenceoverførsel, der - på foranledning af Den Centrale Videnskabsetiske Komite - blev iværksat ved skrivelsen af 14. oktober 1992 fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt til Den Centrale Videnskabsetiske Komite, var således i strid med loven.

3. Den Centrale Videnskabsetiske Komite har i udtalelsen af 1. marts 1993 henvist til, at kompetenceoverførslen havde hjemmel i nødretlige betragtninger.

Hertil skal jeg indledningsvis bemærke, at det vel ikke kan udelukkes, at der i en nødsituation - og naturligvis i tilfælde af myndighedsinhabilitet - ville kunne etableres en kompetencefordeling i (formel) strid med lovens bestemmelser. En sådan nødsituation ville dog i sagens natur kun kunne antages at foreligge under ganske ekstraordinære omstændigheder. Herved henviser jeg - udover at loven som nævnt indeholder en klar kompetencefordeling - til, at offentlighedens (og ikke mindst forsøgspersonernes) tillid til det videnskabsetiske komitesystem ville blive undermineret, såfremt de pågældende forskere i almindelighed kunne gennemtrumfe, at deres ansøgninger skulle behandles af en anden regional komite end den, der efter loven er kompetent.

4. Spørgsmålet er da, om der i den foreliggende sag er tale om sådanne ekstraordinære omstændigheder.

a) Baggrunden for Den Centrale Videnskabsetiske Komites beslutning om at overføre godkendelseskompetencen fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt er i udtalelsen af 1. marts 1993 beskrevet således

"Komiteen bad desuden Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt om at stille sig til rådighed efter den 1. oktober 1992, idet man havde et klart indtryk af, at indholdet af en eller flere forsøgsplaner fra de pågældende afdelinger var kommet til pressens kundskab uden de pågældende forskeres medvirken. Det har således været vanskeligt at sikre fuld diskretion vedrørende forsøgsplanerne, mens de blev underkastet en videnskabsetisk vurdering. Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt behandlede anmodningen på sit møde den 28. september 1992 og besluttede, at man rent midlertidigt og for en kortere periode ville være villig til at behandle relevante projekter fra Rigshospitalet." (de to første fremhævelser er mine).

Begrundelsen for Den Centrale Videnskabsetiske Komites beslutning er således, at visse - unavngivne - medlemmer af Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner over for pressen skulle have afgivet oplysninger om indholdet af de forsøgsplaner, som har været forelagt for komiteen til godkendelse.

b) De avisartikler, som jeg har modtaget fra Den Centrale Videnskabsetiske Komite - og som derfor må ligge til grund for antagelsen om brud på tavshedspligten - er (X-avis') artikler af 9. november 1991 ("Sprøjtet med radioaktivt stof i hjernen") og 10. november 1991 ("Professor afviser anklager") samt (Y-avis') artikel af 6. december 1991 ("Strålende hjerner"). Herudover har jeg fra Dem og (B) modtaget en udateret artikel fra (Y-avis) ("Etisk undtagelsestilstand").

Om professor (C's) forsøg fremgår det af disse artikler navnlig, at forsøgene indebærer indsprøjtning af radioaktive stoffer i menneskelige hjerner, at formålet med forsøgene er at forbedre metoderne til behandling af sukkersyge og Føllings sygdom, og at forsøgspersonerne er mellem 24 og 71 år.

Det fremgår ikke af de omhandlede artikler, at oplysningerne om professor (C's) forsøg er tilvejebragt af medlemmer af Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Den Centrale Videnskabsetiske Komite har heller ikke i udtalelsen af 1. marts 1993 til mig oplyst, hvorpå man har baseret sine antagelser.

c) Således som sagen er oplyst, må jeg herefter være af den opfattelse, at de antagelser, der ligger til grund for Den Centrale Videnskabsetiske Komites beslutning om kompetenceoverførsel, hviler på et utilstrækkeligt grundlag. Dette må jeg anse for meget uheldigt; herved henviser jeg til, at en overførelse af godkendelseskompetencen som nævnt kun ville kunne ske under ganske ekstraordinære omstændigheder (og på et tilsvarende sikkert faktisk grundlag), og at der i beslutningen om kompetenceoverførsel synes at ligge en væsentlig kritik af de omhandlede - unavngivne - komitemedlemmer.

Endvidere bemærker jeg, at sanktioner i anledning af (dokumenterede) krænkelser af offentligt ansattes tavshedspligt naturligvis i første omgang bør rettes mod de pågældende enkeltpersoner og ikke mod det organ, som de er medlemmer af.

5. Sagen rejser i øvrigt det spørgsmål, om det - uafhængigt af det tilvejebragte oplysningsgrundlag - i det hele taget ville være retsstridigt for et medlem af en regional videnskabsetisk komite at udlevere de omhandlede generelle oplysninger om professor (C's) forsøg til pressen.

a) § 10 i loven om det videnskabsetiske komitesystem har følgende ordlyd

"§ 10. Komiteerne følger løbende udviklingen inden for den biomedicinske forskning og virker inden for deres område for udbredelsen af kendskabet til de etiske problemer, der kan være forbundet hermed."

I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen hedder det følgende (Folketingstidende 1991/92, Tillæg A, sp. 1145)

"I § 9 (lovens § 10) hjemles de regionale komiteers almindelige oplysende og debatskabende kompetence. Bestemmelsen forudsætter, at komiteerne af egen drift kan tage spørgsmål op og meddele sig til offentligheden, når de skønner, at der foreligger etiske problemer af en sådan karakter, at en offentlig meningsudveksling er ønskelig."

Lovens § 10 tager vel efter sin ordlyd sigte på de regionale komiteer som helhed; i konsekvens af det princip, som bestemmelsen er udtryk for, må der imidlertid også tillægges de enkelte medlemmer en ganske vidtgående adgang til at orientere offentligheden om spørgsmål af principiel videnskabsetisk interesse. De almindelige bestemmelser om tavshedspligt i straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27 må fortolkes i overensstemmelse hermed. I denne forbindelse bemærker jeg også, at loven om det videnskabsetiske komitesystem ikke indeholder særlige bestemmelser om tavshedspligt.

Samtidig er det klart, at der også er et hensyn at tage til de enkelte forskere. Hensynet til forskernes interesse i hemmeligholdelse af generelle oplysninger om deres projekter må imidlertid som følge af det anførte normalt tillægges forholdsvis beskeden vægt.

Det må herefter anses for åbenbart, at de videnskabsetiske komiteer - og komiteernes enkelte medlemmer - er berettiget til at videregive oplysninger til pressen om det generelle indhold af de forskningsprojekter, man får forelagt, såfremt oplysningerne er egnet til at rejse debat om væsentlige og principielle videnskabsetiske spørgsmål; dette følger umiddelbart af lovens § 10 og af bestemmelsens forarbejder.

b) Under disse omstændigheder må jeg anse det for overordentlig beklageligt, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite har medvirket til at overføre godkendelseskompetencen fra Den Videnskabsetiske Komite for Københavns og Frederiksberg Kommuner til Den Videnskabsetiske Komite for Københavns Amt med den begrundelse, at enkelte af komiteens medlemmer - muligvis - har orienteret pressen om hovedindholdet af professor (C's) forskningsprojekt vedrørende påvirkning af den menneskelige hjerne med radioaktive stoffer.

I tilslutning hertil skal jeg mere generelt bemærke, at dele af Den Centrale Videnskabsetiske Komites udtalelse af 1. marts 1993 synes at hvile på en uholdbar opfattelse af forskernes forhold til det videnskabsetiske komitesystem; jeg sigter navnlig til følgende afsnit

"Da danske læger ved etableringen af det videnskabsetiske komitesystem frivilligt pålagde sig selv begrænsninger vedr. forskningen på levende mennesker, var det en helt klar og naturlig forudsætning, at der kunne tilsikres forskerne fuld diskretion i sagsbehandlingen. Der var tale om et system, der byggede på gensidig tillid. Denne gensidige tillid tillægger komitesystemet stadig særdeles stor vægt, og i den konkrete situation, var denne gensidige tillid ikke til stede."

Til det anførte skal jeg bemærke, at det videnskabsetiske komitesystem i princippet er et almindeligt offentligretligt godkendelsessystem; forskerne må alene foretage de omhandlede forsøg, såfremt de får tilladelse dertil fra de regionale videnskabsetiske komiteer. Som følge heraf skal spørgsmål om offentlighed og tavshedspligt i det videnskabsetiske komitesystem besvares på grundlag af de almindelige forvaltningsretlige regler herom. Den Centrale Videnskabsetiske Komite kan derfor ikke sikre de enkelte forskere diskretion i videre omfang, end hvad der følger af disse regler; i retlig forstand hviler det videnskabsetiske komitesystem således på ingen måde på "gensidig tillid" mellem komitesystemet og forskerne.

6. Jeg har gjort Den Centrale Videnskabsetiske Komite bekendt med min opfattelse. Da jeg - på grundlag af oplysningerne i komiteens udtalelse af 1. marts 1993 - må gå ud fra, at kompetenceforholdene nu er bragt i overensstemmelse med loven, foretager jeg mig i øvrigt ikke videre."

ad b) Spørgsmålet om udlevering af referater fra Den Centrale Videnskabsetiske Komites møder.

I skrivelsen af 19. januar 1993 klagede A og B som anført tillige over at de medlemmer af de regionale videnskabsetiske komiteer, der ikke samtidig var medlemmer af Den Centrale Videnskabsetiske Komite, ikke havde adgang til at se referaterne fra møderne i Den Centrale Videnskabsetiske Komite. A og B henviste til at det måtte anses for væsentligt for de regionale komitemedlemmers arbejde at have kendskab til de principielle drøftelser, der fandt sted i Den Centrale Videnskabsetiske Komite.

I Den Centrale Videnskabsetiske Komites udtalelse af 1. marts 1993 hed det om spørgsmålet følgende

"I den periode, hvor det videnskabsetiske komitesystem fungerede på frivilligt grundlag, dvs. indtil 1. oktober 1992, pålagde komiteerne sig selv en tavshedspligt med hensyn til, hvad de erfarede i deres egenskab af medlemmer/suppleanter. Denne tavshedspligt var af moralsk natur, begrundet dels i hensynet til de patienter, der indgik i forskningsprojekter, dels i hensynet til beskyttelse af forskere og firmaer mod uberettiget tilegnelse, dels i et almindeligt hensyn til at kommunikation mellem forskere og komiteer kunne foregå i en åben atmosfære med tilsikret diskretion. Hensynet til fortrolighed blev håndhævet gennem et generelt afslag på aktindsigt hos personer, som ikke deltog i den enkelte komites møder, dvs. kun medlemmer og suppleanter i hver enkelt komite havde adgang til denne komites sagsakter, herunder komiteens mødereferater.

...

Lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter (lov nr. 503 af 24.6.1992) trådte i kraft den 1. oktober 1992. Fra denne dato blev det videnskabsetiske komitesystem, herunder Den Centrale Videnskabsetiske Komite en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af reglerne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen.

I medfør af offentlighedslovens § 7, stk. 1, er interne arbejdsdokumenter undtaget fra aktindsigt i det omfang de er udarbejdet af en myndighed til eget brug, herunder dokumenter udarbejdet af sekretariatet for et kollegialt organ, når sekretariatet er del af forvaltningsmyndigheden.

Den Centrale Videnskabsetiske Komite har fortolket denne bestemmelse således, at referater fra komiteens møder er undtaget fra pligten til at give aktindsigt. Komiteens referater er affattet som et "fuldstændigt referat", dvs. udover en konklusion om sagens afgørelse indeholder referaterne tillige en gengivelse af navngivne medlemmers overvejelser vedrørende sagens afgørelse. Den Centrale Videnskabsetiske Komites referater sendes kun til komiteens medlemmer, til de regionale videnskabsetiske komiteers sekretærer, der med observatørstatus har adgang til at overvære møderne, og til de suppleanter som i det enkelte møde har måttet deltage i stedet for det ordinære medlem."

Til det anførte bemærkede jeg følgende i skrivelsen til A

"1. Det spørgsmål, der foreligger til min bedømmelse, er, om medlemmerne af de regionale videnskabsetiske komiteer - i deres egenskab af sådanne - har ret til at se referaterne fra møder i Den Centrale Videnskabsetiske Komite. Den Centrale Videnskabsetiske Komite har bedømt spørgsmålet på grundlag af reglerne i offentlighedsloven.

Denne fremgangsmåde er ikke korrekt. Spørgsmålet om, hvorvidt en forvaltningsmyndighed har pligt til at udlevere oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, skal ikke bedømmes efter offentlighedsloven, men efter de særlige bestemmelser i forvaltningslovens kap. 8. Spørgsmålet om privates - herunder pressens - adgang til mødereferaterne skal derimod behandles efter reglerne i offentlighedsloven.

Forvaltningslovens § 31 (lovens kap. 8) har følgende ordlyd

"§ 31. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden myndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne."

Det følger af bestemmelsen, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite er forpligtet til at udlevere de omhandlede mødereferater til de regionale komiteer, såfremt en sådan udlevering er berettiget. Sidstnævnte spørgsmål skal besvares på grundlag af forvaltningslovens § 28; det bemærkes herved, at den særlige bestemmelse i forvaltningslovens § 30 ikke omfatter en situation som den foreliggende.

2. Forvaltningslovens § 28, stk. 1-3, har følgende ordlyd

"§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

den, oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe."

Fra Den Centrale Videnskabsetiske Komite har jeg modtaget referater af komiteens møder den 17. januar, 14. februar, 24. april, 22. maj, 26. juni, 14. august, 18. september og 27. november 1992.

Disse referater indeholder ikke oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1. Uanset om enkelte oplysninger måtte være af fortrolig karakter, har medlemmerne af de regionale videnskabsetiske komiteer herefter ret til at få referaterne udleveret til brug for deres arbejde i komiteerne, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 3, sammenholdt med § 31, stk. 1; jeg henviser til, at det må anses for åbenbart, at medlemmerne af de regionale komiteer har et sagligt begrundet behov for at kunne gøre sig bekendt med de drøftelser, der foregår i Den Centrale Videnskabsetiske Komite.

3. De øvrige referater fra Den Centrale Videnskabsetiske Komites møder har jeg ikke haft lejlighed til at gennemgå. Den Centrale Videnskabsetiske Komite må derfor tage stilling til, om der er oplysninger i disse referater, som efter forvaltningslovens § 31, jf. § 28, ikke må udleveres til de regionale videnskabsetiske komiteer.

Samtidig hermed har jeg henstillet til Den Centrale Videnskabsetiske Komite, at man tager spørgsmålet op til fornyet behandling. Jeg har udbedt mig underretning om sagens udfald.

..."

Resumé

Den Centrale Videnskabsetiske Komite (DCVK) foranledigede at den lovbestemte kompetence til at godkende relevante forsøgsprojekter fra Rigshospitalet blev flyttet fra én regional videnskabsetisk komite til en anden. Begrundelsen var at unavngivne medlemmer af førstnævnte komite angiveligt til pressen havde videregivet oplysninger om en forskers forsøg, og at der herefter ikke bestod det fornødne tillidsforhold mellem forskere på Rigshospitalet og komiteen.

Efter ombudsmandens opfattelse hvilede DCVK's antagelser om brud på tavshedspligten på et utilstrækkeligt grundlag. Ombudsmanden anså dette forhold for meget beklageligt.

Endvidere udtalte ombudsmanden at der efter loven om det videnskabsetiske komitesystem måtte antages at tilkomme de videnskabsetiske komiteer - og komiteernes enkelte medlemmer - en vidtgående adgang til at orientere offentligheden om spørgsmål af principiel videnskabsetisk interesse. Forskernes interesse i hemmeligholdelse af generelle oplysninger om deres projekter måtte derfor tillægges forholdsvis beskeden vægt. Under disse omstændigheder fandt ombudsmanden at DCVK's handlemåde måtte anses for overordentlig beklagelig.

Endelig udtalte ombudsmanden at spørgsmålet om, hvorvidt de regionale videnskabsetiske komiteer har ret til at se referater fra møderne i DCVK, skal afgøres efter reglerne i forvaltningslovens kap. 8 og ikke - som DCVK havde antaget - efter reglerne i offentlighedsloven. (J. nr. 1993-147-429).