Afslag på boligstøtte. Bindende forhåndsbesked.

Afslag på boligstøtte. Bindende forhåndsbesked.

C klagede for ægtefællerne A og B over at Bygge- og Boligstyrelsen havde meddelt afslag på boligstøtte efter et byfornyelsesprojekt. Sagens omstændigheder var følgende

Ægtefællerne A og B boede i en 4-værelses lejlighed på 100 m². I forbindelse med gennemførelse af et byfornyelsesprojekt i ejendommen blev lejligheden, der var sammenlagt af 2 tidligere 2-værelses lejligheder, tilbageført til at være 2 2-værelses lejligheder. Lejlighederne fik indrettet nye køkkener og badeværelser. Byfornyelsesprojektet medførte at nettohuslejen, der tidligere havde været på 36.233,- kr. for 4-værelses lejligheden, nu blev på 25.316,50 kr. for hver af de 2 2-værelses lejligheder.

Den 26. september 1990 ansøgte hver af ægtefællerne om boligstøtte. De oplyste i ansøgningsskemaet at samlivet var ophørt, og at de var separeret.

A blev bevilget boligstøtte.

I et brev af 10. december 1990 meddelte X Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning A at kommunen havde konstateret, at oplysningerne om den hidtidige bolig ikke havde været i overensstemmelse med de faktiske forhold. Kommunen havde telefonisk forelagt sagen for Boligministeriet der havde ønsket sagen forelagt skriftligt. Ministeriet havde nemlig ikke tidligere haft sager af denne type. Kommunen meddelte at udbetalingen af boligstøtte fra den 1. januar 1991 midlertidigt blev standset. Efter kommunens opfattelse var A efter en foreløbig fortolkning af reglerne ikke berettiget til boligstøtte.

I et brev til Boligministeriet af 9. januar 1991 oplyste A at det var ejeren af ejendommen, der havde oplyst, at det var en forudsætning for boligforbedringen af ejendommen, at lejligheden på 1. sal igen blev bragt tilbage til dens oprindelse som 2 2-værelses lejligheder. Hun oplyste endvidere følgende

"...

For at være sikker på, at såvel (B) som undertegnede ville kunne opnå den lovede byfornyelsesboligstøtte omtalt i ejers brev og i brev fra (X) Kommune, Stadsarkitektens kontor, ... henvendte jeg mig i perioden december 1989 til august 1990 til følgende personer i (X) Kommune: Fuldmægtig (D), ejendomsafdelingen, arkitekt i byfornyelsesafdelingen og kommunens kontaktperson til ejendommen (E) samt overassistent (F) på boligstøttekontoret.

Alle bekræftede vores ret til byfornyelsesboligstøtte i forbindelse med boligforbedringen, og alle var orienteret om, at vores lejlighed skulle deles i 2 i forbindelse med projektet.

Især overassistent (F) fra boligstøttekontoret var ikke i tvivl om vores ret til denne støtte. Han kunne dog ikke give en skriftlig bekræftelse af byfornyelsesboligstøttens størrelse, da jeg på daværende tidspunkt ikke kunne oplyse den nøjagtige lejeforhøjelse i forbindelse med projektet. Desuden tilføjede han, at der skulle søges på en særlig formular.

Den 20. september 1990 indsendte (B) og undertegnede begge ansøgning om byfornyelsesboligstøtte med oplysning om den endelige huslejeforhøjelse i forbindelse med byfornyelsesprojektet for ejendommen. Den ovennævnte bekræftelse blev da også understreget af, at jeg fik bevilget den særlige byfornyelsesboligstøtte ... mens (G), der varetog (B's) ansøgning, den 29. november 1990 først mundtligt meddelte (B), at han ikke ud fra foreliggende oplysninger mentes at være berettiget til den af andre os lovede støtte, idet denne betragtede sagen som 2 nye lejemål. Hertil kan jeg oplyse, at vi har haft lejemål på lejligheden på 1. sal i 3 år, og i øvrigt har alle ejendommens øvrige beboere allerede fået byfornyelsesboligstøtten bevilget.

..."

I et brev af 23. januar 1991 præciserede A og B at de kun havde accepteret ejerens ønske om opdeling af lejligheden i 2 under forudsætning af, at ægtefællerne hver især kunne få byfornyelsesboligstøtte til de nu 2 lejligheder. De havde nu hver især en månedlig husleje der var 600 kr. højere end før forbedringen. Huslejen var nu på 2.110 kr. pr. lejlighed mod før 1.510 kr. pr. person i den tidligere 4-værelses lejlighed. Endvidere oplyste de at de levede under separationslignende forhold, men at de ikke formelt havde indgivet anmodning om separation. I øvrigt mente de at deres privatliv var irrelevant for sagens udfald. I et yderligere brev af 12. marts 1991 oplyste ægtefællerne at de havde accepteret den for et ægtepar unaturlige deling af lejligheden, fordi de netop talte om at ophæve samlivet i en periode. Delingen af lejligheden kunne løse et akut boligproblem for dem begge.

Den 15. juli 1991 udtalte Bygge- og Boligstyrelsen følgende om muligheden for at få boligstøtte i det foreliggende tilfælde

"...

Bygge- og Boligstyrelsen skal... generelt vejledende oplyse, at det fremgår af boligstøttelovens § 24, stk. 1, at en lejer, som på grundlag af en godkendt saneringsplan, en beslutning efter lov om byfornyelse og boligforbedring eller efter lov om boligtilsyn har ret til og får anvist en erstatningsbolig, kan kræve boligsikring svarende til forskellen mellem hidtidig leje og den til enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed.

Af lovens § 24, stk. 4, fremgår, at en lejer, hvis lejlighed forbedres i henhold til en godkendt saneringsplan eller efter en beslutning i medfør af lov om byfornyelse og boligforbedring, har ret til boligsikring efter reglerne i stk. 1.

Bygge- og Boligstyrelsen skal endvidere oplyse, at det fremgår af Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte, pkt. 9.2, at "boligstøtte efter § 24 til husstande, der mister deres lejebolig på grund af offentlige indgreb i medfør af saneringsloven, byfornyelsesloven samt loven om boligtilsyn, eller hvis leje stiger som følge heraf, har til formål at sikre, at husstandens økonomi ikke pludselig ændres som følge af ændring (af) lejens størrelse. Derfor ydes boligstøtte i princippet på grundlag af forskellen mellem lejerens hidtidige leje og den leje, han fremtidig skal betale uanset husstandens indkomst."

Videre fremgår, at "boligstøtten udgør det første år forskellen mellem hidtidig leje og den til enhver tid gældende leje, dvs. den sidste måneds leje i den hidtidige bolig i forhold til den første måneds leje i den fremtidige bolig. Hvor boligtageren forbliver i hidtidig bolig, er ydelsen forskellen mellem lejen før og efter forbedringsforhøjelsens gennemførelse. Ved forbedringer efter byfornyelsesloven skal kommunalbestyrelsen yde boligstøtte til den lejeforhøjelse, der varsles og træder i kraft i medfør af byfornyelseslovens § 60 a. Såfremt lejen senere nedsættes, kan den for meget udbetalte støtte kræves tilbage, jf. § 24."

Bygge- og Boligstyrelsen har i en meddelelse om individuel boligstøtte nr. 13 af april 1989 givet udtryk for, at det er styrelsens opfattelse, at der ved leje efter boligstøttelovens § 24, stk. 1, skal forstås en leje opgjort efter lovens § 11, dvs. excl. f.eks. varmebidrag og med tillæg for eventuel vedligeholdelse.

Bygge- og Boligstyrelsen er på baggrund af det ovenfor anførte mest tilbøjelig til at være af den opfattelse, at der ved fastlæggelsen af forskellen mellem den hidtidige leje og den til enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed skal ske en sammenligning af forskellen mellem lejen for den oprindelige lejlighed og leje i den genhuste/forbedrede beboelseslejlighed, uanset om arealet i den genhuste/forbedrede lejlighed er mindre end i den oprindelige lejlighed og uanset om dette kan få den konsekvens, at den til enhver tid gældende leje i den genhuste/forbedrede lejlighed allerede på tidspunktet for genhusningen/forbedringsforhøjelsens ikrafttrædelse vil overstige (er ved Bygge- og Boligstyrelsens skrivelse af 18. juli 1991 ændret til: være lavere end ) den hidtidige leje.

Bygge- og Boligstyrelsen skal afslutningsvis bemærke, at styrelsens udtalelse alene er vejledende og at man forbeholder sig sin stillingtagen, såfremt sagen måtte blive indbragt for styrelsen som en klagesag.

..."

På denne baggrund afslog X Kommune i skrivelse af 26. juli 1991 A 's ansøgning om boligstøtte.

Kommunen anførte endvidere følgende

"...

I forvaltningens skrivelse af 10. december 1990 blev det endvidere meddelt Dem, at man med virkning fra 1. januar 1991 ville indstille udbetalingen af boligstøtte.

Da sagen fejlagtigt ikke blev standset er der uberettiget udbetalt Dem for meget i boligstøtte. Beløbet bedes tilbagebetalt i henhold til vedlagte regning, idet De ikke har modtaget beløbet i god tro. Man vil ikke afkræve Dem den for december 1990 udbetalte ydelse, idet den er modtaget i god tro.

..."

Det beløb som A skulle tilbagebetale, var på 4.207 kr.

C klagede på A's og B's vegne over afslaget til Det Sociale Ankenævn. Til støtte for klagen anførte C at ægtefællerne i deres indbyrdes forhold havde hæftet for hver halvdelen af den tidligere leje vedrørende 4-værelses lejligheden. Derfor havde de hver især haft en forøgelse af deres husleje på 7.200 kr. årligt. Endvidere havde de fået lovning på boligstøtte forud for at byfornyelsesprojektet blev gennemført. Kravet om tilbagebetaling måtte bedømmes ud fra at der var tale om tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, og at boligstøtten var en afgørende forudsætning for, at de havde råd til at bo i lejlighederne.

Tilbagebetalingen blev på baggrund af klagen stillet i bero. X Kommune udtalte den 12. februar 1992 følgende om klagernes oplysninger om at have fået forkert vejledning forud for at byfornyelsesprojektet blev påbegyndt

"I anledning af ankenævnets forespørgsel af 19. december 1991 vedrørende det af klageren oplyste om den givne vejledning, skal det herved oplyses, at såvel (D), (E) samt (F) ikke eksakt erindrer sagen.

I denne forbindelse kan det oplyses, at når (C) for klageren gør gældende, at der forud for byfornyelsesprojektet er indhentet vejledning ved de førnævnte personer, er der tale om, at denne vejledning skulle være givet ultimo 1989.

Det lange tidsrum, der således er forløbet siden klagerens forespørgsel er i sig selv årsagen til, at sagen ikke kan erindres.

Endvidere er forespørgslen foretaget forud for, at sagen anlægges i september 1990, hvorfor der ikke er foretaget sagsnotater."

A kommenterede disse oplysninger i et brev af 5. marts 1992. Hun syntes det var logisk, at hun huskede samtalerne bedre end de ansatte ved X Kommune, som havde flere henvendelser på én dag. Hun oplyste videre

"...

Jeg skal i denne forbindelse nævne, at jeg ved telefonisk samtale i december 1989 over for (F) bad om en skriftlig bekræftelse på, at jeg var blevet rådgivet i sagen. Men jeg fik beskeden: "Det gør vi ikke, men der er ingen tvivl" (om retten til boligstøtte).

Jeg kan samtidig oplyse, at jeg under (B's) og mit fremmøde på Boligstøttekontoret den 29. november 1990 over for (G) på dennes direkte spørgsmål nævnte, at jeg fra kontorets side var blevet rådgivet af (F), og jeg tilføjede, at jeg også havde forhørt mig hos arkitekt (E), afdeling for byfornyelse, og fuldmægtig (D), ejendomsafdelingen. (G) undrede sig over, at jeg ikke havde kontaktet ham og jeg forklarede, at ingen havde refereret til ham. Da jeg ringede til Boligstøttekontoret, understregede jeg over for sekretæren, at det var vigtigt, at jeg kom til at tale med en kompetent person, da det drejede sig om et særligt tilfælde, og jeg blev på telefonen stillet igennem til (F).

De papirer, som jeg fik udleveret, da jeg bad om aktindsigt, bekræfter, at der allerede dagen efter vort fremmøde på Boligstøttekontoret - d.v.s den 30. november 1990 - har været kontakt mellem forskellige dele af kommunen om sagen.

Der er yderligere ting, der tydeligt taler for, at samtalerne/den pågældende vejledning har fundet sted

Hvordan skulle jeg ellers konkret kunne nævne de 3 forskellige personer i de forskellige forvaltninger ved navn?, og

Hvordan skulle jeg så tidligt som i vore breve af 9. og 23. januar 1991 samt 12. marts 1991 (se venligst tidligere fremsendte kopi af vore breve), kunne beskrive forløbet så detaljeret, hvis ikke vejledningerne vitterligt havde fundet sted som jeg har beskrevet dem?

Da det var et økonomisk kardinalpunkt for (B) og jeg, for at kunne give endeligt tilsagn til eller afslag på ejerens forslag om byfornyelse, kunne jeg gengive vejledningerne et år efter (jeg havde notaterne fra samtalerne liggende stadigvæk).

..."

I et brev af 24. august 1992 meddelte Det Sociale Ankenævn i Y Amt at nævnet havde truffet følgende afgørelse

"...

Det sociale Ankenævn stadfæster socialforvaltningens afgørelse.

Ankenævnet lægger ved afgørelsen til grund, at den oprindelige lejligheds beboere som samlet husstand havde krav på at få anvist en erstatningsbolig efter reglerne på området.

Ankenævnet finder, i en situation, hvor den tidligere husstands medlemmer i forbindelse med saneringen flytter ind i to selvstændige lejligheder, at kun ét af de tidligere husstandsmedlemmer er omfattet af reglerne om saneringsboligstøtte.

Ankenævnet finder herefter, at sammenligning mellem den hidtidige leje og den til enhver tid gældende leje bør ske udfra den fulde leje i den tidligere lejlighed sammenholdt med lejen i en af de nye lejligheder.

Da lejen i ingen af de nye lejligheder overstiger den hidtidige leje, finder nævnet, at De ikke er berettiget til at få udbetalt saneringsboligstøtte, idet nævnet herved bemærker, at huslejens størrelse i de 2 nye lejligheder er ens, hvorfor det er uden betydning, hvem af de tidligere lejere, der kan anses for at være omfattet af saneringsboligstøttereglerne.

Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at De ved Deres henvendelse på boligstøttekontoret har modtaget et bindende tilsagn om retten til saneringsboligstøtte, idet den givne forhåndsbesked må betragtes som vejledende. Ankenævnet finder endvidere, at De ikke overfor boligstøttekontoret kan støtte ret på den orientering, De har modtaget af andre afdelinger udenfor boligstøttekontoret.

Ankenævnet finder, at De efter modtagelse af forvaltningens brev af 10.12.90 må anses for at have modtaget for meget udbetalt boligstøtte mod bedre vidende, idet De burde have indset, at der var tale om en fejl, når udbetaling af boligstøtte på trods heraf fortsatte.

Ankenævnet finder herefter, at det er korrekt, at forvaltningen stiller krav om tilbagebetaling af den boligstøtte, som De herved uberettiget har modtaget, af forvaltningen korrekt opgjort til 4.207,00.

..."

Ankenævnet henviste for så vidt angik retsgrundlaget til lov om individuel boligstøtte §§ 24 og 41, stk. 4, samt Boligstyrelsens vejledende udtalelser af 15. og 18. juli 1991, og et uddrag af vejledning om individuel boligstøtte, som ankenævnet vedlagde.

C klagede herefter til Bygge- og Boligstyrelsen. I klagen anførte C bl.a. følgende

"...

(A) kontaktede den 30. november 1989 telefonisk (E). Han var udpeget som ejendommens kontaktperson under byfornyelsesprojektet og var endvidere ansat som arkitekt i kommunens byfornyelsesafdeling. Rådsøgende forklarede, at lejligheden skulle deles i to og spurgte, om der kunne opnås boligstøtte i den situation. (E) udtalte, at de ville kunne få en boligstøtte, der svarede til huslejeforhøjelsen. Han oplyste endvidere, at den enkelte lejer skulle søge boligstøtten individuelt gennem boligstøttekontoret. Begge parter forudsatte under samtalen, at der ville blive tale om en huslejestigning. Dette blev på intet tidspunkt anfægtet af (E).

Tidspunktet for denne samtale kan fastslås, da (A) samme dag ved dateret opslag orienterede de øvrige beboere i opgangen ... (A) kontaktede derefter telefonisk boligstøtteafdelingen den 22.12.89 kort før lukketid kl. 12.00. Hun gjorde opmærksom på, at det drejede sig om et specielt tilfælde, hvorfor hun bad om at blive stillet ind til en kompetent person. Efter at have oplyst sit cpr.-nr. blev hun derefter stillet om til (F). Over for denne forklarede hun, at lejligheden skulle deles i to og spurgte derefter om mulighederne for boligstøtte i den situation. (F) oplyste, at de kunne få boligstøtte, der dækkede lejestigningen. Det blev nævnt, at (B) muligvis skulle have indtægtsbestemt boligstøtte i stedet for byfornyelsesstøtte på grund af sin lave indkomst, men at han ville få den, der var mest fordelagtig for ham.

I slutningen af samtalen spurgte rådsøgende, om der på nogen måde kunne være et problem med hensyn til deres ret til boligstøtten. Hertil svarede (F): "Der er ingen tvivl". Han oplyste endvidere, at de rådsøgende skulle søge hver for sig på hver sit ansøgningsskema. De rådsøgende bad om at få indholdet af samtalen bekræftet skriftligt. Dette blev imidlertid afslået med begrundelsen: "Det bruger vi ikke". Heller ikke i denne samtale blev det anfægtet, at der var tale om lejeforhøjelser. Denne samtale kan bestemmes tidsmæssigt, da den blev noteret på en telefonsamtaleliste, som de rådsøgende førte. Heraf fremgår datoen den 22.12.89, samt at samtalen varede 40 minutter ...

På baggrund af denne samtale besluttede de rådsøgende at acceptere, at lejligheden blev opdelt. De havde endvidere besluttet sig for at ophæve samlivet. Delingen betød, at de løste et akut boligproblem og samtidig ikke fik forøget lejeudgiften.

I første omgang bad (B) dog om en erstatningsbolig. Han er endnu ikke blevet tilbudt nogen lejlighed.

Den 06.08.90 opsøgte (A) personligt (E). Mødet drejede sig om omkostningerne ved byfornyelsen. Ved dette møde dikterede (E) udformningen af oplysningen, der skulle påføres under ansøgningsskemaets punkt "særlige bemærkninger". Formuleringen viser, at der var tale om en lejeforhøjelse.

Samme dag var de rådsøgende i kontakt med (D) fra ejendomsafdelingen ved et personligt fremmøde. Der blev søgt erstatningsbolig til (B). (D) var bekendt med, at lejligheden var delt, og at (A) ville blive boende. (D) oplyste, at (B) kunne flytte sin boligstøtte med i den nye lejlighed. Heller ikke denne samtale gav anledning til, at de rådsøgende kunne tro, de havde fået forkerte oplysninger.

Den 20.08.90 varslede ejeren lejeforhøjelser. I varslingsskrivelsen, der udtrykkeligt angår hver af de rådsøgende, indgår den tidligere husleje med halvdelen i hver af varslingsskrivelserne. Der fremkommer således en lejestigning for hver af de rådsøgende på kr. 600,00 pr. måned.

Den 20.09.90 indsendte de rådsøgende ansøgningsskemaer vedr. boligstøtte til boligstøtteafdelingen. Oplysningerne om lejlighedernes størrelse og lejens størrelse er udfyldt af ejeren af ejendommen. Lejen er opgjort på samme måde som i varslingsskrivelsen. Ejeren oplyser således også her, at der er tale om en lejestigning.

De rådsøgende var under hensyn til ovenanførte overbevist om, at man anså ændringen i huslejerne for en huslejestigning, samt at beregningsmåden var korrekt. Samtlige personer, ansat ved kommunen, havde bekræftet dette, samt at de begge var berettiget til boligstøtte.

Boligstøtte i forbindelse med byfornyelse tildeles efter reglerne i lov om individuel boligstøtte § 24. § 24, stk. 1, omhandler de tilfælde, hvor lejeren har krav på og faktisk får tildelt en erstatningsbolig. Efter lov om byfornyelse og boligforbedring § 38 har en husstand ret til en erstatningsbolig. Boligstøtte kan i dette tilfælde kun gives til en husstand. Disse regler gælder imidlertid kun, hvor der faktisk er tildelt en erstatningsbolig. Dette er som nævnt ikke tilfældet i denne sag, hvorfor reglen er uanvendelig i dette tilfælde. Her er der ikke tale om, at erstatningsbolig er tildelt. Begge rådsøgende bor rent fysisk på det samme sted som før byfornyelsen. Reglen i § 24, stk. 1, finder derfor ikke umiddelbart anvendelse. Tilfældet er derimod omfattet af § 24, stk. 4, hvorefter lejeren har krav på boligstøtte efter § 24, stk. 1. Denne udgør forskellen mellem hidtidig og nugældende leje.

Ved beregningerne af de rådsøgendes hidtidige og nugældende leje må man tage udgangspunkt i, hvordan ændringen i lejebetalingen belaster hver af ansøgernes økonomi. Da de i det indbyrdes forhold hver hæfter for halvdelen af huslejen for den fireværelses lejlighed, bør det være dette beløb, der lægges til grund ved beregningen. Princippet er kendt bl.a. fra bistandslovens § 40, stk. 4, hvor man ved beregning af bistandshjælp til en ansøger, der er gift med en uddannelsessøgende, beregningsmæssigt vil lade halvdelen af boligudgiften og øvrige udgifter indgå ved hjælpens udmåling. Anvendelsen af dette princip forekommer rigtigst i en situation som denne, hvor den samlede leje for førstesalen utvivlsomt er steget. Var lejligheden ikke blevet delt, ville boligstøtte uden tvivl være blevet tildelt. Den tilfældige omstændighed, at der gennemføres boligforbedring, herunder opdeling i to lejligheder, bør ikke føre til andet resultat. De formelle regler tager ikke sigte på netop denne situation. Man bør desto mere vurdere det reelle i situationen, nemlig at de rådsøgende er blevet boende på samme samlede areal, og at kvadratmeterlejen for dette areal er steget.

I boligstyrelsens vejledning af 22.10.87 om individuel boligstøtte punkt 9.2.a., 9.-10. afsnit, forudsættes, at boligstøtten skal medvirke til, at lejeniveauet holdes stabilt. Overføres denne betragtning til nærværende tilfælde, fører det til, at lejeudgiften for den personkreds, der beboede den hidtidige lejlighed, ikke må forøges. Lejeudgiften for begge de rådsøgende må dermed ikke overstige den hidtidige leje i den fireværelses lejlighed.

Sammenholder man i øvrigt den samlede hidtidige leje i den fireværelses lejlighed med lejen i den ene toværelses lejlighed i overensstemmelse med Det sociale ankenævns måde at anskue problemerne på, fører det til, at lejen er faldet. Dette må imidlertid føre til, at lejen for den anden toværelses lejlighed er steget fra kr. 0,00 til kr. 25.316,50. Dette skulle så rent logisk berettige til en boligstøtte, der svarer til hele lejen. Et sådan resultat er åbenlyst forkert.

Der må i øvrigt peges på, at formålet med boligstøtten er, at en lejer ikke af økonomiske grunde tvinges til at flytte efter en gennemført boligforbedring. Husstanden er ganske vist delt i to, men begge de rådsøgende har dog fået mulighed for at blive boende, hvilket er i overensstemmelse med lovens formål.

Det skal endvidere gøres gældende, at der er givet et bindende forhåndstilsagn vedr. retten til boligstøtten. Der stilles en række krav for, at man i praksis anerkender, at der er givet et bindende forhåndstilsagn, jf. herved Forvaltningsret, almindelige emner, 2. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, p. 116-118, hvor Karsten Revsbech beskriver praksis. Fremstillingen er givet med baggrund i Haagen Jensen og Friis Jensens artikel i Juristen 1976, 49ff, hvor forvaltningsretlig praksis er gennemgået vedr. spørgsmålet om forhåndsbesked. De enkelte krav skal gennemgås separat

Forvaltningsmyndigheden må ikke tage forbehold for beskedens rigtighed. Forbehold er ikke taget. Specielt har (F) som svar på et bredt formuleret spørgsmål svaret, at "der ikke var tvivl". De rådsøgende har på intet tidspunkt, før ansøgning blev indgivet, fået modstridende oplysninger eller fået oplysninger givet med forbehold.

Spørgeren skal fremstille sagsforholdet entydigt og udtømmende. Alle de kontaktede personer var gjort bekendt med, at lejligheden skulle deles i forbindelse med boligforbedringen, at de ville indflytte i hver sin lejlighed, samt at de ønskede boligstøtte til den lejestigning, som de hver især ville få.

Der er ikke efterfølgende fremkommet oplysninger, som ikke blev givet ved forespørgslerne foretaget i 1989-90.

Spørgeren skal bevise samtalernes indhold. Samtalernes udfald var af afgørende betydning, hvorfor de rådsøgende gjorde notater vedrørende indholdet og i øvrigt husker indholdet meget detaljeret. At der er givet et uforbeholdent tilsagn, støttes i øvrigt af den kendsgerning, at de rådsøgende gav deres accept af lejlighedens opdeling, samt at ansøgningsskemaet er indgivet som vedrørende en huslejeforhøjelse. Det skal i den forbindelse nævnes, at ingen af de nævnte ansatte har benægtet, at samtalerne skulle have fundet sted, eller at de skulle have haft det beskrevne indhold.

Forhåndstilsagnet skal gives af den kompetente myndighed. (F) er ansat i selve boligstøtteafdelingen. Dennes udtalelser er derfor det centrale i denne forbindelse. Den konkrete ansøgning om og tildeling af boligstøtte sker herfra. Da (A) efter at have givet sit cpr.-nr. blev stillet om til ham, kunne hun endvidere med føje regne med, at han ville blive den, der skulle behandle hendes ansøgning.

(E) er ansat i byfornyelsesafdelingen. De rådsøgende må kunne regne med, at denne kender alle regler omkring en byfornyelse. I hvert fald i de tilfælde hvor (E) rent faktisk har udtalt sig, må de rådsøgende regne med, at det er ud fra kendskab til reglerne. Det mest korrekte i tvivlstilfælde ville fra (E's) side være at henvise til anden kompetent myndighed.

(D's) udtalelser har støttet de rådsøgende i den opfattelse, at de havde modtaget korrekte oplysninger, idet hendes udtalelser ikke modsagde de øvrige oplysninger, de havde fået.

Samtlige betingelser for, at der er givet et bindende forhåndstilsagn, ses således at være til stede. Udtalelserne kan ikke karakteriseres som blot og bar vejledning. Vejledningen vil kun kunne siges at være givet, såfremt et af de fire krav var uopfyldt, og udtalelserne derfor kunne karakteriseres som mere generelle eller hypotetiske.

På den baggrund skal (C) principalt påstå, at en formålsfortolkning af regelgrundlaget må føre til, at begge de rådsøgende er berettiget til boligstøtte svarende til forskellen mellem halvdelen af den årlige husleje for den fireværelses lejlighed, kr. 18.116,50, og den årlige husleje for en toværelses lejlighed, kr. 25.316,50.

Subsidiært påstås, at der er givet et bindende forhåndstilsagn om en boligstøtte svarende til dette beløb.

Mest subsidiært skal påstås, at den allerede udbetalte boligstøtte ikke kan kræves tilbagebetalt af (A). Rådsøgende fik ved skrivelse af 10.12.90 meddelelse om, at udbetalingen af boligstøtten blev standset midlertidigt. Rådsøgende var med baggrund i de omtalte rådgivninger overbevist om, at der var tale om en misforståelse fra boligstøtteafdelingens side. Rådsøgende var derfor ikke i tvivl om den fortsatte ret til boligstøtte. Først ved boligstøtteafdelingens skrivelse af 26.07.91 fik rådsøgende endeligt afslag på ydelsen og blev derved gjort bekendt med, at boligstøtteafdelingen ikke mente, at hun var berettiget til boligstøtte.

Skulle man ikke i boligstøtteafdelingen finde, at rådsøgende har været i god tro, skal (C) gøre gældende, at boligstøtteafdelingen, under henvisning til den vildledende vejledning, må være nærmest til at bære risikoen for, at udbetalingen ikke blev standset. Endvidere må selve den fejl, at standsningen ikke blev effektueret, kunne tilregnes boligstøtteafdelingen.

Idet (C) i nærværende ankeskrivelse med størst mulig styrke har forsøgt at påvise, at der i afgørelsen er problemer, der ikke i de relevante lovbestemmelser er taget stilling til i alle detailspørgsmål, og idet vi er af den opfattelse, at vi ved eksempler har påvist, at konsekvenserne af den trufne afgørelse ikke er i overensstemmelse med bestemmelsernes formål, skal (C) venligst anmode ankenævnet om at foretage en genbehandling af afgørelsen. Skulle en genbehandling - mod forventning - ikke føre til et andet resultat, skal man anmode Dem om at fremsende sagen til realitetsbehandling i Boligstyrelsen.

..."

I sin afgørelse af 26. november 1992 tilsluttede Bygge- og Boligstyrelsen sig at A og B ikke var berettiget til boligstøtte. Styrelsen skrev bl.a. følgende

"...

Styrelsen finder, at den problemstilling, de konkrete sager rejser, har generel betydning for retsanvendelsen og har derfor taget klagen op til behandling.

Det fremgår af boligstøttelovens § 24, stk. 1, at en lejer, som på grundlag af en godkendt saneringsplan, en beslutning efter lov om byfornyelse og boligforbedring eller efter lov om boligtilsyn har ret til og får anvist en erstatningsbolig, kan kræve boligsikring svarende til forskellen mellem hidtidig leje og den til enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed.

Af lovens § 24, stk. 4, fremgår, at en lejer, hvis lejlighed forbedres i henhold til en godkendt saneringsplan eller efter en beslutning i medfør af lov om byfornyelse og boligforbedring, har ret til boligsikring efter reglerne i stk. 1.

Det er Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse, at der i det konkrete tilfælde er tale om to nye boliger, og at ingen af de pågældende derfor kan anses for at være flyttet tilbage til den hidtidige bolig.

Styrelsen har i denne forbindelse lagt vægt på, at opdelingen af den omhandlede lejlighed i to er en del af et byfornyelsesprojekt for hele ejendommen, hvor lejlighederne har fået indrettet badeværelser og køkkener.

Styrelsen finder herefter ikke, at det konkrete tilfælde er omfattet af bestemmelsen i boligstøttelovens § 24, stk. 4.

Hvis de pågældende ikke havde accepteret opdelingen af lejligheden, ville de som en husstand have været berettiget til en erstatningsbolig.

Styrelsen vil ikke afvise, at den ene af de 2-værelses lejligheder kan betragtes som en erstatningsbolig, jf. bestemmelsen i boligstøttelovens § 24, stk. 1, der forudsætter, at lejeren har ret til og får anvist en erstatningsbolig.

Antages det således, at lovens § 24, stk. 1, finder anvendelse, er det styrelsens opfattelse, at der skal ske sammenligning mellem den hidtidige fulde leje for den oprindelige 4-værelses lejlighed og lejen for den af de nye 2-værelses lejligheder, der betragtes som erstatningsbolig.

Hverken (A) eller (B) er herefter berettiget til byfornyelsesboligstøtte i henhold til boligstøttelovens § 24, stk. 1, da den hidtidige leje overstiger lejen for hver af de to nye lejligheder.

Hvad angår spørgsmålet, om der er givet (A) og (B) et bindende forhåndstilsagn om byfornyelsesboligstøtte, er det styrelsens opfattelse, at den adgang, boligstøttelovens § 63, stk. 2, giver boligministeren til at optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning, er en adgang til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af sagen og ikke den skete sagsbehandling i forbindelse hermed.

For så vidt angår det over for (A) rejste tilbagebetalingskrav, fremgår det af boligstøttelovens § 41, stk. 4, at har ansøgeren om andre forhold end nævnt i § 41, stk. 1 og 2, undladt at give meddelelse som omhandlet i § 38, stk. 3, eller mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal han eller hans dødsbo tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette. Bestemmelsen er uddybet i Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte.

Styrelsen finder på denne baggrund ikke, at spørgsmålet om tilbagebetaling af den boligstøtte, der er udbetalt til (A) i perioden 1. januar - 31. juli 1991, er af principiel betydning, jf. boligstøttelovens § 63, stk. 2.

Styrelsen har herefter ikke mulighed for at tage stilling til de af (C) fremførte subsidiære påstande.

..."

I C's klage til mig af 4. marts 1993 ønskede C min vurdering af

Bygge- og Boligstyrelsens fortolkning af lovbekendtgørelse nr. 716 af 25. oktober 1991 om individuel boligstøtte, § 24. Efter C's opfattelse skulle en erstatningsbolig rent fysisk være beliggende et andet sted end den oprindelige bolig. Endvidere havde A og B ikke fået lejlighederne anvist, for de havde under hele forløbet været lejere af arealet. Ingen af lejlighederne var derfor en erstatningsbolig. C efterlyste styrelsens stillingtagen til C's bemærkninger om en formålsfortolkning af bestemmelserne.

Bygge- og Boligstyrelsens afvisning af at optage spørgsmålet om hvorvidt A og B havde fået en bindende forhåndsbesked fra boligstøtteafdelingen i X Kommune, til behandling. Efter C's opfattelse måtte styrelsen, hvis en sag tages op til principiel behandling, tage hele sagen op til behandling. Endvidere var spørgsmålet om der var givet bindende forhåndsbesked, ikke et spørgsmål om sagsbehandling. Det var et spørgsmål om anvendelse af uskrevne retsgrundsætninger og dermed et materielt problem. C påpegede at Bygge- og Boligstyrelsens afvisning ikke var begrundet.

Bygge- og Boligstyrelsens afvisning af at optage spørgsmålet om tilbagebetalingskravet over for A til behandling.

I sin udtalelse i anledning af klagen uddybede Bygge- og Boligstyrelsen sin afgørelse således

"...

Det er styrelsens opfattelse, at der i den konkrete sag er sket en opdeling af den oprindelige 4-værelses lejlighed i to nye 2-værelses lejligheder i forbindelse med en byfornyelse af hele ejendommen.

Bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 24, stk. 4, der forudsætter, at lejeren vender tilbage til den samme, omend forbedrede lejlighed, kan derfor efter styrelsens opfattelse ikke finde anvendelse i det konkrete tilfælde.

De pågældende har ikke fået anvist erstatningsbolig, men ville, hvis de ikke havde accepteret opdelingen, som en husstand have været berettiget til én erstatningsbolig. Derimod ville de ikke have været berettiget til en erstatningsbolig hver.

Det er på denne baggrund, at Bygge- og Boligstyrelsen ikke finder at kunne afvise, at den ene, og kun den ene, 2-værelses lejlighed kan betragtes som en erstatningsbolig, jf. bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 24, stk. 1.

I så fald er det styrelsens opfattelse, at det følger af en fortolkning af ordlyden af denne bestemmelse, at den hidtidige leje må være husstandens leje for den oprindelige 4-værelses lejlighed.

Efter styrelsens opfattelse er formålet med de omhandlede boligstøtteregler, at en husstand ikke af økonomiske grunde tvinges til at flytte efter en gennemført byfornyelse. Man finder ikke, at den omstændighed, at husstanden deles i to, er et forhold, der vedkommer reglerne om byfornyelsesboligstøtte.

Hvad angår klagen over styrelsens afvisning af at tage stilling til spørgsmålet, om der er givet de pågældende et bindende forhåndstilsagn om byfornyelsesboligstøtte, finder styrelsen, at bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 63, stk. 2, alene indeholder hjemmel for boligministeren til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af en sag, ikke andre spørgsmål i forbindelse med sagens behandling, herunder spørgsmål om retsanvendelse af uskrevne retsgrundsætninger.

Styrelsen har tidligere i en anden sag telefonisk drøftet dette spørgsmål med Justitsministeriet.

Med hensyn til klagen over styrelsens afvisning af at tage stilling til spørgsmålet om det rejste tilbagebetalingskrav over for (A) finder styrelsen endvidere, at den nævnte bestemmelse alene giver boligministeren adgang til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af sagen, der skønnes at være af principiel betydning, hvis det, som i den foreliggende sag, er muligt at behandle dem isoleret fra sagen i øvrigt.

..."

C anførte på baggrund af styrelsens udtalelse bl.a. at der efter ordlyden i boligstøttelovens § 63, stk. 2, ikke var nogen begrænsninger i Bygge- og Boligstyrelsens prøvelse af de underordnede instansers afgørelser. Således måtte almindelige forvaltningsretlige regler m.v. også indgå i styrelsens prøvelse. Endvidere mente C at Bygge- og Boligstyrelsens sagsbehandler var inhabil ved behandlingen af sagen, idet hun også behandlede den forespørgsel, som X Kommune sendte til styrelsen i december måned 1990.

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende

" Lejernes ret til boligstøtte.

Afgørelsen om hvorvidt (A) og (B) er berettiget til boligstøtte, er truffet efter bestemmelsen i lovbekendtgørelse nr. 467 af 1. august 1988 om individuel boligstøtte § 24, der har følgende ordlyd

"En lejer, som på grundlag af en godkendt saneringsplan, en beslutning efter lov om byfornyelse og boligforbedring eller efter lov om boligtilsyn har ret til og får anvist en erstatningsbolig, kan kræve boligsikring svarende til forskellen mellem hidtidig leje og den til enhver tid gældende leje i den overtagne lejlighed.

Stk. 2. ...

Stk. 4. En lejer, hvis lejlighed forbedres i henhold til en godkendt saneringsplan eller efter en beslutning i medfør af lov om byfornyelse og boligforbedring, har ret til boligsikring efter reglerne i stk. 1.

..."

Bestemmelsen i stk. 1 omfatter således tilfælde hvor lejeren får en erstatningsbolig. Stk. 4 omfatter tilfælde hvor lejer forbliver i den oprindelige lejlighed, der er blevet forbedret.

Bygge- og Boligstyrelsen har ved sin afgørelse lagt til grund, at der ved byfornyelsesprojektet er opstået 2 nye lejligheder. Styrelsen mener således ikke, at bestemmelsen i stk. 4 finder anvendelse. Denne bestemmelse forudsætter som nævnt, at lejeren forbliver i den oprindelige lejlighed.

Efter ordlyden af § 24 i lov om individuel boligstøtte kan jeg ikke kritisere Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse. Jeg mener således ikke, at det forhold at lejlighederne arealmæssigt dækker det samme område som den tidligere 4-værelses lejlighed, medfører at de 2 2-værelses lejligheder kan anses for at være den samme lejlighed som den tidligere 4-værelses lejlighed.

Styrelsen har ikke i afgørelsen afvist, at den ene af de 2 nye 2-værelses lejligheder er en erstatningsbolig.

Jeg kan tilslutte mig, at det på baggrund af sagens sammenhæng, sammenholdt med formålet med bestemmelsen, må være korrekt at opfatte den ene af de 2 lejligheder som en erstatningsbolig.

Boligstyrelsen har i vejledning af 22. oktober 1987, pkt. 9.2. anført følgende om beregning af boligstøtte

"Boligstøtte efter § 24 til husstande, der mister deres lejebolig på grund af offentlige indgreb i medfør af saneringsloven, byfornyelsesloven samt loven om boligtilsyn, eller hvis leje stiger som følge heraf, har til formål at sikre, at husstandens økonomi ikke pludselig ændres som følge af ændring i lejens størrelse. Derfor ydes boligstøtte i princippet på grundlag af forskellen mellem lejerens hidtidige leje og den leje han fremtidig skal betale, uanset husstandens indkomst.

...

Boligstøtten udgør det første år forskellen mellem hidtidig og den til enhver tid gældende leje, det vil sige den sidste måneds leje i hidtidig bolig i forhold til den første måneds leje i fremtidig bolig. Hvor boligtageren forbliver i hidtidig bolig, er ydelsen forskellen mellem lejen før og efter forbedringsforhøjelsens gennemførelse....

Personer, som medindflytter i den nye lejlighed, men ikke har været tilmeldt den gamle lejlighed, henregnes ikke til den genhusede husstand, hvorfor der kan opstå tilfælde, hvor den nye leje skal nedsættes, selv om den nye lejlighed rent faktisk ikke er for stor i forhold til den nye husstand.

Omvendt medregnes personer, som har været tilmeldt den hidtidige lejlighed, til den genhusede husstand, selv om de pågældende ikke medindflytter i den nye lejlighed. Dette kan bevirke, at en eventuel nedsættelse af lejen ikke skal ske, selv om den nye lejlighed rent faktisk er for stor i forhold til den indflyttede husstand.

..."

Det er således husstandens størrelse før byfornyelsen, der er afgørende, når husstandens krav på erstatningsbolig med deraf følgende boligstøtte skal udmåles. At husstanden i forbindelse med lejlighedsændringerne forandrer sig, har i denne relation ikke betydning.

Jeg har på denne baggrund ikke bemærkninger til, at Bygge- og Boligstyrelsen mener, at der skal ske sammenligning mellem den hidtidige fulde leje for den oprindelige 4-værelses lejlighed og lejen for den af de nye 2-værelses lejligheder, der betragtes som erstatningsbolig. Jeg kan heller ikke kritisere, at Bygge- og Boligstyrelsen ikke mente, at lejerne var berettiget til boligstøtte.

Det fremgår af de bilag, jeg har gennemgået, at Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse af 15. juli 1991 og styrelsens endelige afgørelse af 26. november 1992 blev behandlet af 2 forskellige medarbejdere i styrelsen. Jeg har derfor ikke taget stilling til (C's) indsigelse om inhabilitet.

Bindende forhåndsbesked.

Bygge- og Boligstyrelsen har afvist at behandle dette spørgsmål. Styrelsen har begrundet det med at den adgang, som boligstøttelovens § 63, stk. 2, gav boligministeren til at optage en sag til behandling, når det skønnedes at sagen var af principiel betydning, var en adgang til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af sagen og ikke den skete sagsbehandling i forbindelse hermed. Bygge- og Boligstyrelsen underbyggede i sin udtalelse til mig yderligere dette synspunkt. Bestemmelsen i § 63, stk. 2, indeholdt efter boligstyrelsens opfattelse alene hjemmel for boligministeren til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af en sag, ikke andre spørgsmål i forbindelse med sagens behandling, herunder spørgsmål om retsanvendelse af uskrevne retsgrundsætninger.

Som anført af styrelsen, kan boligministeren efter § 63, stk. 2, i lov nr. 467 af 1. august 1988 om individuel boligstøtte optage en sag til behandling, når det skønnes, at sagen er af principiel betydning.

I bemærkningerne til lovforslaget, der indførte denne bestemmelse (Folketingstidende, 1981-82 (1. samling), spalte 49-50) anførte boligministeren følgende

"... foreslås en overbygning på ankesystemet, således at principielle sager kan indbringes for boligstyrelsen, der selv afgør, om sagen anses for at være principiel...."

Det fremgår således ikke af bemærkningerne, at der skulle være begrænsninger i de spørgsmål, som boligministeren kan behandle som klageinstans, udover at boligstyrelsen skal anse sagen for at være principiel.

Det er almindeligt antaget, at en sådan bestemmelse om, at sager af principiel karakter kan optages til behandling, ikke afskærer myndigheden fra at tage stilling til principielle spørgsmål, der ikke specifikt vedrører den pågældende myndigheds specialområde, men f.eks almindelige retsgrundsætninger eller forvaltningsretlige regler. Inden for det sociale område er det således fast antaget, at Den Sociale Ankestyrelse kan tage stilling til almindelige retsspørgsmål, der ikke er specifikt socialretlige, jf. Lis Sejr og Jens Vedsted-Hansen "ANKE OG GENOPTAGELSE i principielle sociale sager", s. 44ff.

Bygge- og Boligstyrelsen kunne således ikke uden holdepunkter i enten lovteksten eller forarbejderne indfortolke en begrænsning i de spørgsmål, som styrelsen kunne behandle, til kun at angå boligstøttemæssige spørgsmål. Dette er dog ikke ensbetydende med, at jeg mener, at Bygge- og Boligstyrelsen ikke ville være berettiget til at tage enkeltspørgsmål, som efter styrelsens opfattelse var af principiel betydning op til behandling, men samtidig afvise at behandle andre spørgsmål i den samme sag, som efter styrelsens opfattelse ikke var principielle.

Det afgørende element er herefter, om sagen var principiel eller spørgsmålet var principielt.

Jeg har gjort Bygge- og Boligstyrelsen bekendt med min opfattelse.

Efter min gennemgang af sagen er jeg af den opfattelse, at de spørgsmål om bindende forhåndsbesked som sagen gav anledning til, ikke var af principiel karakter. Jeg har derfor besluttet at behandle klagen over afvisningen af, at der var tale om bindende forhåndsbesked på baggrund af den afgørelse, som Det Sociale Ankenævn i (Y) Amt traf den 24. august 1992.

Det fremgår af sagens oplysninger, at (A) henvendte sig til kommunen om hendes og ægtefællens muligheder for at opnå boligstøtte på et tidspunkt, hvor der i kommunen ikke verserede en konkret sag om at yde boligstøtte til (A) og (B). Der var tale om en forespørgsel. (A) har på en meget udtømmende måde redegjort for indholdet af de samtaler, som hun havde med 3 navngivne medarbejdere i kommunen om, hvorvidt ægtefællerne ville være berettiget til boligstøtte. Kommunen har oplyst, at ingen af de involverede medarbejdere eksakt erindrer sagen. Kommunen har ikke notater om indholdet af samtalerne.

Da kommunen ikke har noget notat om indholdet af (A's) samtaler med kommunens medarbejdere, kan jeg ikke præcis fastslå indholdet af samtalerne.

Jeg mener ikke, at der er udsigt til, at jeg ved at iværksætte yderligere undersøgelser vil kunne fastslå indholdet af samtalerne. Jeg har ikke på tilsvarende måde som domstolene mulighed for efter afhøringer af de involverede at foretage en bevismæssig vurdering af samtalernes indhold. På baggrund af de meget udførlige beskrivelser som (A) har givet af samtalernes indhold, mener jeg ikke, at jeg på det foreliggende grundlag kan afvise, at (A) fik vildledende oplysninger om hendes retsstilling ved hendes henvendelser til kommunen, forud for at byfornyelsesprojektet blev iværksat. Det indtryk som jeg har fået ud fra sagens akter, gør det for mig umiddelbart sandsynligt, at indholdet af samtalerne var, som hun har gengivet dem.

For at en myndigheds udtalelse kan anses for at være en forhåndsbesked, må udtalelsen dreje sig om et konkret sagsforhold, der går forud for en konkret afgørelse. Hvis (A's) beskrivelse af samtalernes indhold lægges til grund, er der efter min opfattelse tale om, at myndighederne meddelte hende en forhåndsbesked.

En sådan forhåndsbesked kan anses for bindende for myndigheden, når særlige betingelser er opfyldt. Det er imidlertid en grundlæggende forudsætning, at indholdet af forhåndsbeskeden kan fastslås, eller at der er enighed mellem myndigheden og den pågældende borger om beskedens form og indhold.

Der er ikke bevismæssig klarhed om indholdet af myndighedens udtalelse. Jeg kan, på baggrund af kravet om, at indholdet af forhåndsbeskeden skal kunne fastslås, ikke lægge til grund, at der er tale om en bindende forhåndsbesked.

Den endelige afgørelse af dette spørgsmål henhører under domstolene, der som anført ovenfor har mulighed for bevisførelse om sagens faktiske omstændigheder.

Jeg kan imidlertid, på baggrund af det jeg har anført ovenfor, ikke kritisere, at Det Sociale Ankenævn afviste, at kommunen (på grund af principperne om bindende forhåndsbesked) var forpligtet til at yde boligstøtte på baggrund af (A's) gengivelse af sagsforløbet. Jeg kan på grund af den usikkerhed, der foreligger om sagens faktiske omstændigheder, ikke endelig tage stilling til, om kommunens oplysninger til ægtefællerne var af vejledende karakter eller var en bindende forhåndsbesked.

Tilbagebetalingspligt.

Bygge- og Boligstyrelsen afviste at behandle spørgsmålet om tilbagebetaling af boligstøtte. Det drejede sig om den boligstøtte, som var blevet udbetalt, efter at kommunen den 10. december 1990 havde meddelt (A), at udbetalingen af boligstøtte fra den 1. januar 1991 ville blive standset, fordi hun efter kommunens opfattelse ikke var berettiget til boligstøtte. I afgørelsen af 26. november 1992 henviste styrelsen til, at spørgsmålet om tilbagebetaling af boligstøtten efter styrelsens opfattelse ikke var principielt. I udtalelsen til mig af 21. maj 1993 henviste styrelsen til, at § 63, stk. 2, i den dagældende boligstøttelov alene gav boligministeren adgang til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af sagen, der skønnedes at være af principiel betydning, hvis det, som i den foreliggende sag, var muligt at behandle dem isoleret fra sagen i øvrigt.

At de spørgsmål om tilbagebetaling som den foreliggende sag rejser, efter Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse ikke er af principiel karakter, kan ikke give mig anledning til kritik. Jeg lægger herved vægt på, at sagen vedrører anvendelse af almindelige principper om tilbagebetaling på grundlag af en konkret sag.

Derimod kan jeg, i overensstemmelse med det jeg har anført ovenfor om fortolkningen af § 63, stk. 2, i den dagældende lov om individuel boligstøtte, ikke tilslutte mig, at boligministeren kun har adgang til at behandle de boligstøttemæssige aspekter af sagen, hvis det er muligt at behandle dem isoleret fra sagen i øvrigt. Boligministeren er, som jeg allerede har anført ovenfor, efter min opfattelse kompetent til at behandle alle de spørgsmål af principiel betydning, som en sag giver anledning til, uanset om der er tale om boligstøttemæssige spørgsmål eller andre.

Da jeg ikke kan kritisere, at Bygge- og Boligstyrelsen afviste at behandle spørgsmålet om tilbagebetalingspligt, vil jeg tage stilling til klagepunktet på grundlag af Det Sociale Ankenævns afgørelse.

(A) fik i et brev af 10. december 1990 oplyst, at udbetalingen af boligstøtte ville blive standset fra den 1. januar 1991, fordi hun efter kommunens opfattelse ikke var berettiget til boligstøtte. Ved en fejl fra kommunens side blev beløbet alligevel udbetalt, indtil kommunen på baggrund af Bygge- og Boligstyrelsens udtalelse af 15. juli 1991 traf endelig afgørelse og bad om, at beløbet blev tilbagebetalt.

Afgørelsen om tilbagebetaling er truffet efter bestemmelsen i den dagældende boligstøttelovs § 41, stk. 4, hvorefter ansøgere der mod bedre vidende uberettiget har oppebåret boligstøtte, skal tilbagebetale det beløb, der er oppebåret med urette.

Kommunen gav udtrykkelig (A) meddelelse om, at det beløb, som hun i god tro havde modtaget for december måned, ikke skulle betales tilbage, men at hun for fremtiden ikke ville få udbetalt boligstøtte.

Jeg kan på baggrund af disse oplysninger ikke kritisere ankenævnets afgørelse.

..."

Resumé

A og B, hvis fælles 4-værelses lejlighed ved et byfornyelsesprojekt var blevet omdannet til 2 2-værelses lejligheder, klagede over at Bygge- og Boligstyrelsen (B&B) havde stadfæstet X Kommunes og Det Sociale Ankenævns (DSA's) afgørelser om afslag på boligstøtte. A oplyste under sagen at hun forud for byfornyelsesprojektets vedtagelse ved henvendelser til adskillige medarbejdere i X Kommune havde fået oplyst, at både A og B ville være berettigede til boligstøtte, når den hidtidige 4-værelses lejlighed efter boligfornyelsen var omdannet til 2 2-værelses lejligheder. B&B havde ved sin afgørelse afvist at tage stilling til spørgsmålet om X Kommune havde givet et bindende forhåndstilsagn.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere B&B's afgørelse om at A og B efter reglerne i lov om individuel boligstøtte ikke var berettiget til boligstøtte. Da der ikke var bevismæssig klarhed om indholdet af A's samtaler med kommunens medarbejdere, kunne ombudsmanden heller ikke kritisere at DSA havde afvist, at der forelå en bindende forhåndsbesked. Endelig udtalte ombudsmanden at B&B - der efter § 63, stk. 2, i den dagældende lov om individuel boligstøtte kunne behandle en sag, når det skønnedes, at sagen var af principiel betydning - ikke kunne begrænse de spørgsmål, som styrelsen kunne behandle, til kun at angå boligstøttemæssige spørgsmål. (J. nr. 1993-513-028).