Et fuldtidsforsikret, men deltidsansat a-kassemedlems afslag på et rimeligt arbejdstilbud. Konsekvenser for retten til arbejdsløshedsdagpenge.

Et fuldtidsforsikret, men deltidsansat a-kassemedlems afslag på et rimeligt arbejdstilbud. Konsekvenser for retten til arbejdsløshedsdagpenge.

A klagede til mig over at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn i afgørelser af henholdsvis 10. september 1991 og 19. marts 1992 havde bestemt, at hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, og at hun dermed ikke umiddelbart var berettiget til dagpenge ved eventuel ledighed.

Af sagen fremgik det at A var uddannet som husholdningslærer og underviste på en privatskole i X-by, på ungdomsskolen og i flere oplysningsforbund. A var fuldtidsforsikret og havde i flere perioder modtaget supplerende dagpenge.

Den 14. juni 1990 indberettede A's a-kasse hende til Arbejdsformidlingen til modtagelse af et arbejdstilbud. Baggrunden herfor var at A stod for at miste sin ret til supplerende dagpenge, jf. § 60 i dagældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.

A modtog herefter fra arbejdsformidlingen i X-by 2 arbejdstilbud som husassistent. A afviste tilbuddene idet hun mente, arbejdet var for hårdt. Det sidste tilbud var i første omgang udbudt som et pædagogmedhjælperjob.

Den 11. december 1990 gav Arbejdsmarkedsnævnet i Y Amt A medhold i at der ved de to tilbud ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til hendes seneskedehindebetændelse.

Nævnet anførte i fortsættelse heraf som sin vurdering følgende

"...

Det er imidlertid også arbejdsmarkedsnævnets vurdering, at (A) ikke nødvendigvis har krav på et arbejdstilbud inden for undervisningsområdet, for at tilbuddet er rimeligt. Arbejdsmarkedsnævnet finder, at det af (AF-X-by) afgivne tilbud (som pædagogmedhjælp) ligger inden for rammerne af det rimelige.

..."

A's a-kasse havde, på baggrund af hendes afvisning af de to arbejdstilbud, fra den 27. juli 1990 ikke anset hende for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. brev af 9. august 1990 fra regionskontoret i Z-by. I brevet herom til A var bl.a. anført følgende

"Efter nøje at have gennemgået ovennævnte materiale har vi vurderet, at du ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, idet vi ud fra det foreliggende grundlag må konstatere, at du begrænser din rådighed til udelukkende undervisning eller andet arbejde i relation til din uddannelse som husholdsningslærer.

Du vil herefter ikke være berettiget til at modtage dagpenge fra den 27.7.90, idet det er en forudsætning for modtagelse af dagpenge, at man er til rådighed for arbejdsmarkedet".

Den 10. januar 1991 var A til ansættelsessamtale i forbindelse med et nyt arbejdstilbud ved X-by Uddannelsescenter. I et brev af 11. januar 1991 fra centerets bestyrer til A blev stillingen beskrevet således

"... langtidsledig til hjælp og støtte for vore 2 køkkenassistent-elever m.h.t. kostberegning, diættik m.m., samt være os til hjælp og give os inspiration til fremstilling af vore daglige menuplaner, herunder kostberegning samt prisfastsættelse, yderligere vil stillingen indebære lettere lagerstyring af vores frost, vin og koloniallager m.m."

Som en konklusion på ansættelsessamtalen anførte bestyreren i samme brev følgende

"Det kan bemærkes under vores samtale d.d. at De ikke mener De kan påtage Dem ovennævnte opgave som følge af

- De ikke har undervist i årevis i diættik, kostberegning samt at De har et mindre kendskab til prisfastsættelse.

- De mener ikke Deres nuværende uddannelse er tidssvarende, således at De kan påtage Dem ovennævnte stilling.

- Kan p.t. ikke modtage 37 timers arbejdstilbud, men er indstillet på at modtage supplerende timer."

På denne baggrund blev A indkaldt til et møde i a-kassens regionskontor i Z-by med henblik på en fornyet vurdering af hendes rådighed for arbejdsmarkedet.

Den 3. februar 1991 anførte A i et brev til a-kassen at hun på grund af undervisningsarbejde ikke kunne komme til møde i regionskontoret i Z-by. Desuden anførte A at hun i høj grad stod til rådighed for arbejdsmarkedet, idet hun ikke siden 19. november 1990 havde bedt om supplerende dagpenge. A gjorde endvidere gældende at det anviste arbejdstilbud kun indebar undervisning i 2½-5 timer ugentlig. I den forbindelse henviste A til stillingsbeskrivelsen, jf. citatet ovenfor.

Den 20. februar 1991 fastholdt a-kassens regionskontor sin tidligere trufne afgørelse om at A ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor ikke var berettiget til dagpenge.

Regionskontorets afgørelse blev den 14. juni 1991 - efter påklage - stadfæstet af a-kassens hovedkontor. Hovedkontoret henviste til regionskontorets begrundelser.

A ankede afgørelsen til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. I et brev af 1. august 1991 uddybede A sin klage. A henviste bl.a. til at hendes muligheder for at få sine jobs tilbage efter arbejdstilbuddet ville have været små, og at hun måtte forvente total arbejdsløshed derefter.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen traf afgørelse i sagen den 10. september 1991. I brevet af denne dato refererede direktoratet a-kassens afgørelse således

"Med skrivelse af 22. juli 1991 fra (A's a-kasse) har direktoratet modtaget Deres klage over kassens afgørelse af 24. juni 1991, ifølge hvilken De ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter den 27. juli 1990.

De kan derfor ikke modtage supplerende dagpenge, før De har haft mere end 300 timers arbejde inden for en periode på 10 uger."

Direktoratet anførte herefter bl.a.

"...

Direktoratet skal i denne anledning meddele, at kassen med rette har foretaget en konkret rådighedsvurdering, og at direktoratet efter en samlet vurdering kan tiltræde kassens afgørelse, ifølge hvilken De ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er imidlertid direktoratets opfattelse, at det først er på tidspunktet for afslag på det tredje arbejdstilbud, d.v.s. den 10. januar 1991, der er det tidspunkt, fra hvilket De ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund, at de to arbejdstilbud afgivet henholdsvis den 14. juni 1990 og den 11. juli 1990 ikke har været rimelige.

Direktoratet har i den forbindelse lagt vægt på afgørelsen fra Arbejdsmarkedsnævnet i (Y) Amt.

Direktoratet har endvidere lagt til grund, at De den 10. januar 1991 har afslået et rimeligt arbejdstilbud.

Direktoratet har i den forbindelse lagt vægt på Arbejdsmarkedsnævnets udtalelse om, at De ikke nødvendigvis har krav på et arbejdstilbud inden for undervisningsområdet.

..."

A klagede herefter til Arbejdsmarkedets Ankenævn. I et brev af 21. oktober 1991 uddybede hun klagen. A anførte bl.a. følgende

"...

Fra 19/11-90 har jeg ikke bedt om dagpenge; men alligevel bliver jeg "tvunget" til at tage stilling til et arbejdstilbud, som jeg ikke har brug for, da jeg havde undervisning - omregnet 27-28 t. ugentlig.

Dette arbejdstilbud får jeg 8/1-1991 - og det fører til, at jeg igen bliver kaldt ikke stående til rådighed for arbejdsmarkedet - det mener jeg bestemt må være ulovligt, da det krænker min ret som menneske til at beholde mit mangeårige arbejde, som jeg fortsat ønsker at bestride.

...

og A konkluderede at hun

"... føler det som dybt uretfærdigt, at jeg ikke kan modtage supplerende dagpenge grundet

a) et arbejdstilbud, som jeg ikke havde brug for

b) har ikke bedt om dagpenge 19/11-90-16/9-91 (60 år) - (arb.tilbud 8/1-91)

men alligevel gør man alt for at ødelægge min tilværelse, psykisk og økonomisk ..."

I et brev af 4. februar 1992 til ankenævnet udtalte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bl.a.

"...

Det er stadig direktoratets opfattelse, at medlemmet ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter den 10. januar 1991, hvor medlemmet afslog et konkret arbejdstilbud. Direktoratets afgørelse af 10. september 1991 er begrundet i medlemmets afslag på arbejdstilbudet.

Det forhold, at medlemmet efter afslaget ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, indebærer, at medlemmet vil kunne modtage dagpenge for perioden forud for afslaget, forudsat at medlemmet i øvrigt opfylder betingelserne herfor, herunder at medlemmet er aktivt arbejdssøgende.

..."

Ankenævnet tiltrådte på et møde den 19. marts 1992 direktoratets afgørelse. Nævnet tiltrådte tillige direktoratets begrundelse og tilføjede

"...

Nævnet har lagt vægt på, at medlemmet ikke har været interesseret i at opgive sit deltidsundervisningsarbejde til fordel for et arbejdstilbud på fuld tid."

I sin klage til mig gentog A det hun tidligere havde anført over for myndighederne. Herudover gav hun udtryk for at hun syntes, "det ... (var) forkert, at ... (hun) skulle opsige ... (sin) undervisningsstilling på ca. 27-28 t. ugentlig for at blive overført til noget, ... (hun) ikke kunne - i en alder af 59½ år".

I en udtalelse af 16. juni 1992 udtalte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende

"Direktoratet er opmærksom på, at medlemmet indgav klage til Arbejdsmarkedsnævnet, og at Arbejdsmarkedsnævnet gav medlemmet medhold i, at de to første arbejdstilbud ikke var rimelige. Arbejdsmarkedsnævnet udtalte, at det første arbejdstilbud som husassistent ikke var rimeligt, og at medlemmet efterfølgende ikke fik det arbejdstilbud, som Arbejdsformidlingen henviste hende til, nemlig som pædagogmedhjælper. Samtidig udtalte Arbejdsmarkedsnævnet, at medlemmet ikke nødvendigvis havde krav på et arbejdstilbud inden for undervisningsområdet, og at arbejdstilbud som pædagogmedhjælper lå inden for rammerne af det rimelige.

Det er således direktoratets opfattelse, at medlemmet - under henvisning til, at det pågældende arbejdstilbud ikke kunne karakteriseres som et undervisningsarbejde - ikke har haft en fyldestgørende grund til at afslå det pågældende arbejdstilbud."

I en udtalelse af 19. juni 1992 henholdt ankenævnet sig til sin afgørelse i sagen.

I skrivelse af 18. marts 1994 anmodede jeg Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn om supplerende udtalelser. Jeg anførte i den forbindelse følgende

"Det fremgår af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens og ankenævnets afgørelser at disse er truffet på grundlag af bestemmelserne i dagældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. § 60, stk. 1-3, og § 62, stk. 1, nr. 5, og den dagældende bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om et arbejdsløshedskassemedlems rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed § 11, stk. 1, nr. 5, § 13, nr. 4) og § 14, stk. 2.

Lovens § 60 var sålydende

"Når et medlem har fået udbetalt nedsatte dagpenge i sammenlagt 78 uger inden for de sidste 2 år, bortfalder retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet har haft 26 ugers arbejde med mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder.

Stk. 2. Et medlem, hvis ret til dagpenge er bortfaldet efter stk. 1, bevarer uanset stk. 1 retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet påbegynder et arbejdstilbud efter § 1, stk. 1, 2. pkt. eller § 1, stk. 4, nr. 5, i lov om arbejdstilbud til ledige eller har afslået arbejdstilbuddet.

Stk. 3. Et medlem, hvis dagpenge bortfalder efter stk. 1, og som ikke benytter sig af retten til et arbejdstilbud efter § 1, stk. 1, 2. pkt., eller § 1, stk. 4, nr. 5, i lov om arbejdstilbud til ledige, har ved fuld ledighed alene ret til dagpenge som deltidsforsikret. Retten til dagpenge som fuldtidsforsikret genindtræder, når medlemmet har haft mere end 300 timers beskæftigelse inden for en periode på 10 uger eller et arbejdstilbud.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsnævnet nærmere regler om anvendelsen af bestemmelsen i stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler for arbejdsforhold, hvori der arbejdes periodevis, samt fastsættes regler om, at fagområder eller dele heraf med særlig mange kortvarige ansættelsesforhold ikke er omfattet af bestemmelsen i stk. 1."

Bekendtgørelsens § 13, nr. 4) var sålydende

"Et medlem anses ikke for at stå til rådighed, hvis

...

4) medlemmet har afslået et rimeligt arbejdstilbud i henhold til lov om arbejdstilbud til ledige eller uden en fyldestgørende grund er ophørt i arbejdstilbudet."

I arbejdsløshedsforsikringslovens § 60, stk. 3, og i § 4 i den dagældende bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni 1989 (om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat arbejdstid) er det beskrevet, hvilke konsekvenser det får, hvis et fuldtidsforsikret medlem - ved udløbet af fristen i lovens § 60, stk. 1 - ikke benytter sig af "retten til et arbejdstilbud". Bekendtgørelsens § 4, stk. 3, er en gengivelse af lovens § 60, stk. 3. Som det fremgår af citatet ovenfor er konsekvensen, at den pågældende herefter betragtes som deltidsforsikret, indtil retten til fuldtidsforsikring eventuelt genoptjenes.

Bestemmelsen i § 60, stk. 3, blev indsat i loven i 1988 i forbindelse med behandlingen af lovforslag L 55 (Forslag til lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og af lov om en arbejdsmarkedsuddannelsesfond. (Forstærket indsats mod langvarig ledighed)), jf. Folketingets Arbejdsmarkedsudvalgs tillægsbetænkning af 16. december 1988, Folketingstidende, tillæg B, spalte 599 ff. Af tillægsbetænkningen fremgår bl.a., at "(e)t medlem, der afslår et arbejdstilbud og herefter ikke modtager supplerende dagpenge, har inden for de første 6 måneder efter afslag mulighed for at opretholde retten til arbejdstilbud" (spalte 607).

Ankenævnet har ved sin afgørelse - med en enkelt tilføjelse - tiltrådt direktoratets begrundelse. Umiddelbart står det mig ikke helt klart, hvordan myndighedernes afgørelser skal forstås. Jeg henviser i den forbindelse bl.a. til at der i lovgrundlaget er henvist til såvel arbejdsløshedsforsikringslovens § 60 - inklusiv stk. 3, jf. ovenfor - og til lovens § 62, stk. 1, nr. 5. Jeg henviser endvidere til direktoratets referat af arbejdsløshedskassens afgørelse (...), hvor det er anført at "De kan derfor ikke modtage supplerende dagpenge, før De ... (fremhævet af mig)".

Under telefonsamtaler den 25. januar og 9. marts 1994 mellem en af mine medarbejdere og ... (en medarbejder i ankenævnets sekretariat) (er det) oplyst at myndighedernes afgørelser skal forstås på den måde, at der er foretaget en konkret rådighedsvurdering - idet bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 60, stk. 3, ikke dækker (A's) situation - og at det i den forbindelse er tillagt afgørende betydning, at (A) afslog arbejdstilbuddet ved (X-by) Uddannelsescenter.

Efter lovens § 60, stk. 3, skulle denne omstændighed imidlertid - sådan som jeg umiddelbart må opfatte bestemmelsen - alene have ført til at (A) herefter måtte betragtes som deltidsforsikret, og ikke have haft den yderligere konsekvens at (A) mistede sin dagpengeret helt.

Jeg skal anmode om nævnets og... (direktoratets) bemærkninger til det jeg ovenfor har fremført, herunder til de oplysninger om myndighedernes afgørelser, som jeg har modtaget telefonisk.

..."

Direktoratet anførte i en udtalelse til ankenævnet at den af direktoratet valgte lovhenvisning kunne forekomme misvisende, idet direktoratets og a-kassens afgørelser alene var truffet på baggrund af en konkret rådighedsvurdering i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, nr. 5.

Ankenævnet oplyste herefter ved skrivelse af 24. juni 1994 at sagen havde været behandlet på ny i ankenævnets møde den 9. juni 1994, og at ankenævnet på mødet havde truffet en ny afgørelse med følgende indhold

"Ankenævnet lægger til grund, at (A) var beskæftiget på deltid med undervisningsarbejde svarende til 27-28 timer ugentlig, da hun den 8. januar 1991 blev henvist til et arbejdstilbud på fuld tid ved (X-by) Uddannelsescenter, at hun ikke siden den 19. november 1990 havde modtaget supplerende dagpenge, og at hun afviste tilbuddet, fordi hun foretrak sit deltidsarbejde. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at afvisningen af arbejdstilbuddet var anledningen til, at kassen traf afgørelse om, at hun ikke længere kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankenævnet finder under henvisning til arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 60, stk. 3, at afslaget på arbejdstilbuddet i januar 1991 alene skal medføre, at medlemmet udelukkes fra dagpenge som fuldtidsforsikret, men således at hun ved fuld ledighed fra sit deltidsjob alene vil være berettiget til dagpenge som deltidsforsikret, indtil hun har haft mere end 300 timers beskæftigelse inden for en periode på 10 uger eller et arbejdstilbud.

Ankenævnet ændrer således den tidligere trufne afgørelse.

Direktoratet anmodes om at foranledige, at der træffes afgørelse om, hvorvidt der herefter tilkommer medlemmet ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven."

Ved skrivelse af 6. juli 1994 meddelte jeg ankenævnet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i sagen.

Resumé

A, der var fuldtidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse og i perioder havde modtaget supplerende dagpenge ved siden af sin indtægt som deltidsansat husholdningslærer, klagede over at Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA) havde tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DfA's) afgørelse om, at hun ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Som begrundelse for afgørelsen havde DfA og AA anført at A havde afslået et rimeligt arbejdstilbud og henvist til bestemmelserne i §§ 60 og 62, stk. 1, nr. 5, i den dagældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.

Efter en gennemgang af sagen anmodede ombudsmanden DfA og AA om supplerende udtalelser, idet det var uklart hvordan afgørelsen skulle forstås. Ombudsmanden anførte i den forbindelse at han umiddelbart måtte mene, at A's afslag på at modtage arbejdstilbuddet efter bestemmelsen i § 60, stk. 3, alene skulle have medført, at A herefter måtte betragtes som deltidsforsikret - og ikke have haft den yderligere konsekvens, at hun helt mistede sin dagpengeret.

DfA erkendte i en senere udtalelse til AA at lovhenvisningen i DfA's afgørelse kunne forekomme misvisende, idet DfA's afgørelse alene var truffet på baggrund af en konkret rådighedsvurdering i henhold til § 62, stk. 1, nr. 5.

AA genoptog herefter sagen og traf en ny afgørelse, hvorved AA - under henvisning til bestemmelsen i § 60, stk. 3 - fandt, at A's afslag på arbejdstilbuddet alene skulle medføre, at hun var udelukket fra at modtage dagpenge som fuldtidsforsikret, men således at hun ved fuld ledighed fra sit deltidsarbejde ville være berettiget til dagpenge som deltidsforsikret.

Ombudsmanden meddelte herefter AA at han ikke foretog videre i sagen. (J. nr. 1992-987-022).