Legislator Case Law & Legislation
O19930033770 DK

Præsters adgang til registre over patienter indlagt på amtskommunale sygehuse.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelser 1993 337 Valid

§ 28 i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændringer) regulerer spørgsmålet om forvaltningsmyndigheders videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder. Bestemmelsen har følgende ordlyd

"§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

den, oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmelighedsholdelse, herunder hensyn til den, oplysningen angår, eller

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

..."

Det fremgår af § 28, stk. 1, at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om helbredsforhold, ikke må videregives til en anden forvaltningsmyndighed, medmindre en af de i stk. 2 angivne betingelser er opfyldt.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse er oplysningen om, at en person er indlagt på sygehus til behandling, en sådan særlig oplysning, som omhandlet i forvaltningslovens § 28, stk. 1, hvilket også er kommet til udtryk i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål S 145. Det bemærkes herved, at oplysningen om, at en person er indlagt på sygehus, ikke findes at kunne sidestilles med oplysninger om sygefravær og sygdomsperioder.

Oplysningen kan derfor alene videregives af et sygehus til en præst, såfremt en af de i § 28, stk. 2, nr. 1, 3 og 4, angivne særlige betingelser er opfyldt, hvilket Indenrigsministeriet ikke finder er tilfældet.

Det er derfor efter Indenrigsministeriets opfattelse ulovligt, at (X) Amtsråds sundhedsudvalg har truffet beslutning om, at sygehusene i amtet generelt skal gøre Folkekirkens præster bekendt med navn og adresse på sognebørn.

Indenrigsministeriet skal på denne baggrund anmode amtsrådet om at foranledige, at sundhedsudvalgets retningslinjer for præsters besøgsvirksomhed bringes i overensstemmelse med lovgivningen.

Ministeriet skal samtidig anmode om at blive holdt orienteret om sagens videre forløb.

Folketingets Ombudsmand, Kirkeministeriet og amtsrådene for (Z), (Æ) og (Ø) Amtskommuner har modtaget kopi af dette brev."

Af Indenrigsministeriets udtalelse til mig fremgik det endvidere, at Kirkeministeriet i sin udtalelse om sagen havde henholdt sig til Justitsministeriets svar på S 145 (1988/89).

I en skrivelse til Indenrigsministeriet meddelte jeg herefter følgende

"Jeg har taget det anførte til efterretning. Jeg finder på baggrund heraf ikke anledning til at foretage videre.

Jeg udbeder mig underretning om, hvad der videre sker i sagen."

I skrivelse af 5. oktober 1993 meddelte Indenrigsministeriet mig, at ministeriet fra Æ Amtskommune, Afdelingen for sygehusvæsenet, havde modtaget en skrivelse, hvoraf det fremgik, at sygehusene i amtet havde modtaget Indenrigsministeriets skrivelse af 10. september 1993 til "orientering og videre efterlevelse". Af skrivelsen til mig fremgik det endvidere, at Indenrigsministeriet havde meddelt Æ Amtskommune, at ministeriet herefter ikke fandt anledning til at foretage videre.

I en skrivelse til Indenrigsministeriet meddelte jeg, at jeg tog det oplyste til efterretning. Jeg udbad mig fortsat underretning om, hvad der videre skete i sagen i relation til de øvrige berørte amtskommuner.

I skrivelse af 28. oktober 1993 meddelte Indenrigsministeriet mig, at ministeriet fra Z Amtsråds sundhedsudvalg havde modtaget en skrivelse med bilag, hvoraf det fremgik, at sygehusene i amtet var blevet orienteret om Indenrigsministeriets retsopfattelse i skrivelsen af 10. september 1993. Af skrivelsen til mig fremgik det endvidere, at Indenrigsministeriet havde meddelt Z Amtsråd, at ministeriet herefter ikke fandt anledning til at foretage videre.

I en skrivelse til Indenrigsministeriet meddelte jeg, at jeg tog det oplyste til efterretning. Jeg udbad mig fortsat underretning om, hvad der videre skete i sagen.

I skrivelse af 4. november 1993 meddelte Indenrigsministeriet mig, at X Amtskommune i skrivelse af 3. november 1993 havde meddelt Indenrigsministeriet, at sundhedsudvalgets fastsatte retningslinier for præsters besøgsvirksomhed var blevet ophævet. Endvidere fremgik det, at sygehusene i X Amt var blevet anmodet om at administrere videregivelse af oplysninger til præster i overensstemmelse med det anførte i Indenrigsministeriets skrivelse af 10. september 1993. Indenrigsministeriet havde herefter i skrivelse af 4. november 1993 meddelt X Amtskommune, at ministeriet ikke foretog videre i sagen.

I en skrivelse til Indenrigsministeriet meddelte jeg, at jeg tog det oplyste til efterretning. Jeg udbad mig fortsat underretning om, hvad der videre skete i sagen.

Den 30. november 1993 modtog jeg en genpart af Indenrigsministeriets skrivelse af 29. november 1993 til samtlige amtsråd og København og Frederiksberg Kommuner om præsters mulighed for at opnå kontakt med patienter, der er indlagt på amtskommunale sygehuse. I skrivelsen anførte Indenrigsministeriet følgende

"Foranlediget af en henvendelse fra Folketingets Ombudsmand meddelte Indenrigsministeriet i en udtalelse af 10. september 1993 til (X) Amtsråd - som tilsynsmyndighed i forhold til amtskommunerne - at sundhedsudvalgets beslutning om, at sygehusene i amtskommunen efter anmodning skulle gøre folkekirkens præster bekendt med navn og adresse på indlagte sognebørn, efter ministeriets opfattelse var i strid med forvaltningsloven.

Udtalelsen er i overenstemmelse med Justitsministeriets retsopfattelse, således som denne tidligere er kommet til udtryk i Justitsministeriets besvarelse af et folketingsspørgsmål i folketingsåret 1988/89. Kirkeministeriet har til brug for Indenrigsministeriets behandling af spørgsmålet henholdt sig til Justistministeriets opfattelse.

(X) Amtskommune har herefter i brev af 3. november 1993 meddelt Indenrigsministeriet, at sundhedsudvalgets beslutning er blevet ophævet, samt at sygehusene i amtet er blevet anmodet om at administrere videregivelse af oplysninger til præster i overensstemmelse med Indenrigsministeriets udtalelse. Indenrigsministeriet har endvidere i forlængelse af udtalelsen til (X) Amtsråd rettet henvendelse til (Z), (Æ) og (Ø) Amtskommuner, idet det var oplyst, at der var en tilsvarende praksis i disse amtskommuner.

I den anledning vedlægges til orientering en kopi af Indenrigsministeriets udtalelse af 10. september 1993, hvortil Indenrigsministeriet i øvrigt kan henholde sig.

Som det fremgår af udtalelsen, er udtalelsen ikke udtryk for, at præster fremover vil være afskåret fra at opnå kontakt med sognebørn, der er indlagt på et sygehus. Det er således i udtalelsen angivet, at Justitsministeriet i sit svar på et folketingsspørgsmål angav en mulig alternativ fremgangsmåde. Efter denne fremgangsmåde kontakter sygehusets personale patienten, oplyser om præstens henvendelse, hvorefter patienten kan tage stilling til, om præsten skal underrettes om indlæggelsen.

Indenrigsministeriet kan imidlertid på baggrund af den debat i offentligheden, som udtalelsen har givet anledning til, ikke afvise, at mange har opfattet udtalelsen som en praktisk forhindring for formidling af kontakter mellem patienten og dennes sognepræst.

På denne baggrund og efter ønske fra Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer afholdt indenrigsministeren den 17. november 1993 et møde med repræsentanter for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og kirkeministeren om sagen.

Indenrigsministeren havde på dette møde lejlighed til at tilkendegive, at Indenrigsministeriets udtalelse på ingen måde indebærer en underkendelse af folkekirkens præsters behov for som led i deres tjeneste at opnå kontakt til alle patienter, der har behov for besøg af deres sognepræst.

Der var på mødet enighed om, at en praktisk særdeles god løsning for både patienten og folkekirkens præster kunne være, at alle patienter så vidt muligt i forbindelse med indlæggelsen på et sygehus får mulighed for ved afkrydsning at samtykke i videregivelse af oplysningen om indlæggelsen til vedkommendes sognepræst.

Samtykkerubrikken kunne eksempelvis formuleres således

"Jeg giver herved samtykke til, at det oplyses over for folkekirkens præst/præster i det sogn, hvor jeg bor, at jeg er indlagt på sygehuset. Oplysningen vil blive videregivet til sognepræsten/sognepræsterne med henblik på eventuelt besøg."

På denne måde opnås ikke alene samtykke til, at oplysningen om indlæggelse af den pågældende patient lovligt kan videregives til sognepræsten, men også at patienterne bliver gjort opmærksom på, at besøg af præsten er en reel mulighed i forbindelse med indlæggelsen.

Det tilføjes, at en tilsvarende ordning vil kunne praktiseres i forhold til sjælesørgere fra andre trossamfund."

I en skrivelse til Indenrigsminiseriet anerkendte jeg modtagelsen af skrivelsen, som jeg forstod var sendt mig alene til orientering.

Udtalelser 1993 337 Valid

Præsters adgang til registre over patienter indlagt på amtskommunale sygehuse.

I skrivelse af 6. maj 1993 anmodede jeg under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, Indenrigsministeriet om en udtalelse vedrørende en sag om præsters adgang til registre over patienter, der er indlagt på sygehuse i X Amt.

Baggrunden herfor var følgende

Af en artikel i Jyske Vestkyst, Esbjerg, fremgik det, at X Amtsråds sundhedsudvalg den 3. februar 1993 havde vedtaget, at præster skulle have adgang til registre over patienter på sygehuse i X Amt. Foranlediget heraf havde jeg i skrivelse af 22. februar 1993 - til brug ved mine overvejelser om, hvorvidt der var grundlag for, at jeg af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, tog sagen op til undersøgelse - anmodet X Amtsråd om en udtalelse samt om udlån af sagens akter.

I skrivelse af 23. marts 1993 udtalte X Amt i den anledning følgende

"...

Allerede i 1979 anmodede (X) amt Indenrigsministeriet om en udtalelse om præsters adgang til patientfortegnelser med henblik på mulighed for at aflægge besøg hos medlemmer af de pågældende præsters menighed.

Af Indenrigsministeriets vedlagte udtalelse af 25. april 1980 fremgår, at Indenrigsministeriet fandt, at præster ikke med hjemmel i den dagældende offentlighedslov havde krav på aktindsigt i patientfortegnelser, idet det samtidig blev tilkendegivet, at offentlighedsloven ikke var til hinder for, at der gives præster en sådan adgang.

Ministeriet tilkendegav endvidere, at man kunne henholde sig til Kirkeministeriets og Amtsrådsforeningens udtalelser, hvorefter "sygehuse bør udvise fornøden imødekommenhed over for præster, der ved besøg på sygehuse med fornøden takt og forståelse for besøgets særlige menneskelige krav opfylder denne del af deres tjenesteforpligtelse, medmindre besøg støder på individuelle lægelige hensyn eller et direkte ønske fra vedkommende patient."

På denne baggrund vedtog amtets sygehusudvalg den 1. oktober 1980 vedlagte retningslinier for præsters besøg på (X) Sygehus.

Den aktuelle sag blev rejst på baggrund af en uenighed mellem (Y) sygehus og domprovstiet i (Y) om præsters adgang til oplysninger om indlagte patienter og adgangen til at besøge patienter på sygehuset.

I forbindelse med sundhedsudvalgets behandling af sagen fremgik det klart, at der i givet fald kun kunne blive tale om udlevering af oplysninger om patienter fra manuelt førte fortegnelser, idet det blev præciseret, at der kun kan videregives oplysninger fra edb-registre i overensstemmelse med de i forskrifterne fastsatte videregivelsesbestemmelser.

Der henvises til vedlagte kopi af den førte korrespondance med Registertilsynet vedrørende samme sag.

Amtsrådets sundhedsudvalg har vedtaget vedlagte retningslinier for præsters besøgsvirksomhed, dateret den 19. marts 1993, hvori fastsættes, at Folkekirkens præster efter anmodning skal gøres bekendt med navn og adresse på sognebørn, indlagt ved de ... (i X-område beliggende) sygehuse, idet besøg, der foretages på grundlag af oplysninger fra sygehuset, skal gælde indlagte, der i forvejen er kendt af præsten.

Amtet finder, at den nævnte manuelt førte liste, kan udleveres til de pågældende patienters sognepræst efter bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 3.

Amtet har lagt til grund, at en oplysning om, at en person er indlagt på et sygehus, ikke kan sidestilles med en oplysning om helbredsforhold og dermed en oplysning om rent personlige forhold omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1.

Ved vurderingen har amtet taget i betragtning, at Justitsministeriet med hjemmel i § 8 e i lov om offentlige myndigheders registre i bekendtgørelse nr. 872 af 17. december 1991 om undtagelse af visse typer edb-registre fra forskriftskravet m.v. har fastsat, at der kan oprettes personaleadministrationssystemer med oplysninger om sygefravær og sygdomsperioder.

Det bemærkes, at § 8 e ikke hjemler adgang til at registre, der indeholder oplysning om rent private forhold, jfr. samme lovs § 9, stk 2, kan undtages fra forskriftskrav m.v.

Amtet er af den opfattelse, at den i § 9, stk. 2 fastsatte angivelse af, hvilke oplysninger, der skal betragtes som oplysninger om rent private forhold, er i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i forvaltningslovens § 28, stk. 1.

Oplysning om sygefravær og sygdomsperiode findes indholdsmæssigt ikke at adskille sig fra en oplysning om, at en person er indlagt på et sygehus, hvorfor amtet må være af den opfattelse, at sidstnævnte oplysning ej heller i relation til forvaltningsloven kan betragtes som en oplysning om rent private forhold, omfattet af lovens § 28, stk. 1.

..."

Efter min gennemgang af sagens akter meddelte jeg i skrivelsen af 6. maj 1993 Indenrigsministeriet, at jeg havde besluttet af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, at tage sagen op til undersøgelse.

Jeg anmodede samtidig Indenrigsministeriet om en udtalelse, herunder om de problemer sagen rejste om videregivelse af fortrolige oplysninger. Jeg henviste i den forbindelse til Justitsministerens svar på spørgsmål S 145 (1988/89), der er nærmere omtalt i Forvaltningsloven med kommentarer af John Vogter, s. 362. Da det ville være af betydning for min vurdering af spørgsmålet også at være bekendt med Kirkeministeriets opfattelse, anmodede jeg om, at Indenrigsministeriets udtalelse i sagen blev afgivet efter forud indhentet erklæring fra Kirkeministeriet.

Herefter modtog jeg med skrivelse af 10. september 1993 Indenrigsministeriets udtalelse. I udtalelsen henviste Indenrigsministeriet til ministeriets skrivelse af samme dato til X Amtsråd om sagen. I skrivelsen til amtsrådet refererede Indenrigsministeriet indledningsvist til min skrivelse af 6. maj 1993 samt til X Amtsråds ovennævnte udtalelse i skrivelsen af 23. marts 1993 til mig og tilføjede

"De vedtagne retningslinier (som nævnt i X Amtsråds skrivelse af 23. marts 1993 - min tilføjelse) for præsters besøgsvirksomhed fremgår af et brev af 19. marts 1993 til (Y) Domprovsti, hvori det bl.a. anføres

"Med det formål, at give Folkekirkens præster mulighed for at udøve sig besøgstjeneste overfor indlagte, skal sygehuset på anmodning herom gøre Folkekirkens præster bekendt med navn og adresse på sognebørn.

Besøg, der foretages på grundlag af oplysninger fra sygehuset, skal gælde indlagte, der i forvejen er kendt af præsten.

Det indskærpes, at der alene er tale om udlevering af oplysninger om navn og adresse og alene fra manuelt førte optegnelser.

Lister, indeholdende samme oplysninger, udskrevet fra edb-registre kan kun udleveres i overensstemmelse med de i registreforskrifterne fastsatte videregivelsesbestemmelser.

..."

Det fremgår af et af sagens bilag, at der i (Z), (Æ) og (Ø) Amtskommuner er en tilsvarende praksis.

Justitsministeren besvarede i folketingsåret 1988/89 et spørgsmål fra et medlem af Folketinget om præsters adgang til at se patientkartoteker på sygehusene. Spørgsmålet og justitsministerens svar lyder som følger

" Spørgsmål S 145

"Kan ministeren oplyse, om lov om offentlighed i forvaltningen forhindrer præster i at se patientkartoteker på sygehusene, og i bekræftende fald vil ministeren så tage skridt til at sikre, at præster opnår adgang til at se patientkartotekerne?"

Svar

De nærmere regler om videregivelse af oplysninger fra én forvaltningsmyndighed til en anden er fastsat i forvaltningslovens kap. 8.

Efter forvaltningslovens § 28 må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om helbredsforhold og religion, i almindelighed ikke videregives fra én forvaltningsmyndighed til en anden uden samtykke fra den, som oplysningerne angår.

Det følger af bestemmelsen, at de offentlige sygehuse i almindelighed ikke må videregive oplysninger om, hvilke patienter der er indlagt på sygehuset til behandling, til en præst, som ønsker at besøge eventuelle patienter fra sognet. Sygehusene må som følge heraf heller ikke give præsten adgang til at gennemse patientkartotekerne. Der kan i den forbindelse være grund til at pege på, at en generel adgang til at gennemse patientkartotekerne ikke alene vil give præsten adgang til at få oplysninger om de patienter, der hører til den pågældendes sogn, men også om andre patienter.

Efter forvaltningslovens regler vil der derimod ikke være noget til hinder for, at der etableres et samarbejde med præsten og sygehuset, således at sygehusets personale retter henvendelse til de patienter, der har bopæl i det pågældende sogn, redegør for præstens henvendelse og spørger, om patienten er interesseret i besøg af præsten. Hvis patienten ønsker besøg af præsten, kan sygehusadministrationen videregive oplysningen herom samt om, på hvilken afdeling patienten er indlagt.

Da der således ikke efter forvaltningsloven er noget til hinder for, at præsten kan få underretning om hvilke patienter fra den pågældendes sogn, som ønsker besøg, finder jeg ikke grundlag for at tage skridt til at sikre, at præster får adgang til på egen hånd at gennemse sygehusenes patientkartoteker."

Indenrigsministeriet skal i denne anledning udtale følgende

Indenrigsministeriet fører det almindelige tilsyn med, at amtskommunerne overholder lovgivningen, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993).

Indenrigsministeriet kan derimod ikke tage stilling til spørgsmål om hensigtsmæssigheden af amtskommunernes sagsbehandling eller spørgsmål om skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der følger af lovgivningen.

Udtalelser 1993 337 Valid

Resumé

Af en artikel i dagspressen fremgik det, at X Amtsråds sundhedsudvalg havde vedtaget, at præster skulle have adgang til registre over patienter på sygehuse i X Amt. Efter en nærmere undersøgelse af sagen anmodede ombudsmanden under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, Indenrigsministeriet (IM) om en udtalelse i sagen, herunder om de problemer, som sagen rejste om videregivelse af fortrolige oplysninger. IM meddelte ombudsmanden, at IM i en samtidig skrivelse til X Amtsråd havde meddelt, at den trufne beslutning om videregivelse af oplysninger om patienter på amtets sygehuse efter IM's opfattelse var ulovlig, og at IM havde anmodet amtsrådet om at foranledige, at sundhedsudvalgets retningslinier blev bragt i overensstemmelse med lovgivningen. Ombudsmanden tog det oplyste til efterretning og udbad sig underretning om, hvad der videre skete i sagen. (J. nr. 1993-403-601).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →