Annullation af karakter. Reformatio in pejus.

§ 5. Rektor drager omsorg for, at sager, som et kollegialt organ skal afgøre eller have lejlighed til at afgive en udtalelse om, forelægges for organet. Han fordeler sagerne til de kollegiale organer og udfærdiger om fornødent forskrifter for sagernes ekspedition. Han påser, at de kollegiale organers beslutninger er lovlige, og drager omsorg for deres udførelse. Han kan efter bemyndigelse fra organerne afgøre almindelige løbende sager, der ikke giver anledning til tvivl."

De har endnu en gang gjort gældende, at sagen burde have været behandlet på grundlag af reglerne om eksamensklager, dvs. i henhold til bekendtgørelse nr. 93 af 15. februar 1990 om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner. Denne bekendtgørelse er udstedt i henhold til bl.a. § 36 i styrelsesloven. I henhold til denne bestemmelse fastsætter undervisningsministeren "regler om klager fra eksaminander i forbindelse med eksaminer og prøver". Ifølge bekendtgørelsen indgives eksamensklager i første instans til institutionen, der derpå foranstalter, at lærer og censor foretager en ny bedømmelse. Resultatet af den nye bedømmelse kan af klageren indbringes for et ankenævn. Bedømmelsen kan resultere i, at der tilbydes omeksamination eller en afvisning af klagegrundlaget. Ifølge § 6 kan ombehandlingen ikke resultere i en lavere karakter. Ankenævnet kan hæve karakteren, beslutte ny bedømmelse ved nye bedømmere, give tilbud om omeksamination eller afvise ankegrundlaget, jf. § 11. Anken kan ikke resultere i en lavere karakter.

Reglerne om eksamensklager tilsigter at yde studerende beskyttelse mod uholdbare vurderinger af eksamenspræstationer samt mod mangler i forbindelse med afviklingen af eksaminer. Det er imidlertid åbenbart, at reglerne ikke kommer til anvendelse i situationer som den foreliggende, hvor undervisningsinstitutionen finder, at eksaminanderne har overtrådt de gældende regler for aflæggelse af prøver. Rejsning af sådanne spørgsmål kan hverken bero på, at der indgives klage fra eksaminanderne, eller afskæres som følge af en indgivet klage.

Det kan således ikke give mig grundlag for kritik, at rektor ikke fandt, at den foreliggende sag burde behandles på grundlag af bekendtgørelse nr. 93 af 15. februar 1990. Der følger heraf, at jeg heller ikke har grundlag for at kritisere, at rektor herefter fandt at kunne behandle sagen i henhold til §§ 4 og 5 i styrelsesloven, idet et anliggende som det foreliggende ikke ses at være henlagt til et af skolens kollegiale organer.

Jeg er således enig med Undervisningsministeriet i, at kompetencen til at træffe afgørelse i den foreliggende sag henhørte under rektor.

2 ) Rektors afgørelse om at annullere Deres karakter

Rektors afgørelse bygger som anført på §§ 4 og 5 i styrelsesloven. Disse bestemmelser giver rektor beføjelse til som tilsynsmyndighed at iværksætte undersøgelse af, om de øvrige afgørelser ved skolens organer er lovlige.

De har gjort gældende, at rektor ved udøvelsen af denne virksomhed ikke er berettiget til at ændre afgørelsen til skade for "klagerne", dvs. at der skulle gælde et forbud mod reformatio in pejus.

En eventuel begrænsning i adgangen for en klageinstans til at omgøre en underordnet myndigheds afgørelse til skade for en klager bliver først og fremmest aktuel i de situationer, hvor klageadgangen må anses for oprettet som en særlig garanti for klagerne imod fejlagtige afgørelser. En anerkendelse af reformatio in pejus vil i disse tilfælde kunne afskrække klagerne fra at udnytte deres klageret. Derimod foreligger dette særlige retsbeskyttelseshensyn ikke i sager, hvor der optræder flere parter, og heller ikke i de tilfælde, hvor det overordnede organ er berettiget til at iværksætte undersøgelse uafhængig af, om der er indgivet en klage.

Rektors beføjelser i henhold til §§ 4 og 5 i styrelsesloven må anses for en tilsynsbeføjelse. Beslutningen om at iværksætte undersøgelse beror principielt på rektors egen afgørelse. Det forhold, at klager eller andre henvendelser udefra rent faktisk kan være anledning til en undersøgelse, ændrer ikke på dette principielle forhold.

I forhold til udøvelsen af et sådant tilsyn opstår der ikke spørgsmål om at begrænse tilsynsmyndighedens reaktionsmuligheder, specielt af hensyn til eventuelle klagere.

Berettigelsen af rektors afgørelse beror herefter på rækkevidden af bestemmelsen i § 5 i styrelsesloven, især af udtrykket "påser, at de kollegiale organers beslutninger er lovlige". Bestemmelserne i §§ 4 og 5 i styrelsesloven skal sammenholdes med den almindelige antagelse om, at forholdet mellem en institution og dens brugere kan reguleres af institutionens ledelse. Denne på anstaltsbetragtninger beroende beføjelse omfatter såvel adgangen til at udstede generelle retningslinier som beføjelser til at træffe konkrete afgørelser.

På baggrund af disse generelle retlige betragtninger sammenholdt med indholdet af § 5 må det antages, at rektor bl.a. har beføjelse til at gribe ind over for afgørelser, som er behæftet med retlige mangler af en sådan art og styrke, at de måtte forventes at blive underkendt som ugyldige ved domstolene.

For bedømmelsen af rektors afgørelse i skrivelse af 21. oktober 1991 har det væsentlig betydning, at det må lægges til grund, at i hvert fald 5-6 sider af i alt 28 sider i Deres rapport var afskrift fra andre kilder, og at det ikke i rapporten på nogen måde var markeret, at der var tale om afskrift. Der forelå herved en klar tilsidesættelse af de fastsatte retningslinier for rapportskrivning. Jeg finder ikke, at det kan kritiseres, at rektor fandt denne tilsidesættelse væsentlig, og at han på dette grundlag annullerede den meddelte karakter som ugyldig.

Undervisningsministeriets stadfæstelse af rektors afgørelse giver mig heller ikke grundlag for kritik.

3) Behandlingstiden

De har klaget over, at såvel handelshøjskolen som Undervisningsministeriet var for længe om at behandle sagen.

De fremsatte anmodning om "intern censur" den 6. maj 1991, den officielle karakter blev meddelt den 7. juni 1991, og Institut for Finansiering indledte behandlingen af Deres henvendelse den 1. juli 1991. Rektor traf afgørelse den 21. oktober 1991, dvs. lidt over 4 måneder efter karakterens officielle meddelelse.

Ved vurderingen af den medgåede behandlingstid kommer det på den ene side i betragtning, at spørgsmål som de foreliggende af hensyn til elevens interesse i at kunne indstille sig til ny prøve, bør behandles hurtigt. Der må imidlertid også tages hensyn til, at sagen skiftede karakter fra at være en almindelig ombedømmelse af en rapport til en mere indgående kontrol med, om rapporten overholdt retningslinierne om anvendelse af citat. Det kan efter min mening ikke bebrejdes lærer og censor, at dette kontrolarbejde først blev afsluttet den 19. august 1991.

I tiden fra den 30. august til den 27. september 1991 beroede sagen på indhentelse af udtalelser fra Dem og fra Institut for Finansiering. Derpå medgik yderligere 21 dage til rektors vurdering og ekspedition af den endelige afgørelse. Heller ikke den tid, der medgik fra instituttets indstilling medio august 1991 til rektors endelige afgørelse, kan give mig grundlag for kritik.

Undervisningsministeriets afgørelse af sagen forelå den 9. januar 1992, dvs. knap 2½ måned efter ministeriets modtagelse af klagen. Denne behandlingstid giver mig ikke anledning til kritik.

Sammenfattende er det min opfattelse, at hverken handelshøjskolen eller Undervisningsministeriet kan kritiseres for langsommelig behandling af sagen.

Vedrørende den tid, der er medgået til lærers og censors behandling, har rektor (i skrivelse af 12. november 1991) bl.a. henvist til, at de pågældendes sommerferie indtraf i denne periode. Rektor har herved anført, at det ved opslag er meddelt, at "juli måned ikke medregnes" ved beregningen af de for censor m.v. fastsatte tidsfrister (jf. ovenfor). - Jeg vil snarest over for Undervisningsministeriet rejse dette spørgsmål af egen drift med henblik på en nærmere undersøgelse af indholdet og den eventuelle udbredelse af denne praksis. Det er herved min umiddelbare opfattelse, at de fastsatte frister - såvel af ordensmæssige grunde som af hensyn til de studerende - må overholdes; om nødvendigt må fristerne fastsættes således, at de tager hensyn til sædvanlige ferieperioder m.v.

4) Rektors omtale af sagen i Kræmmerhuset

De har kritiseret, at rektor omtalte Deres sag i en artikel i det blad, der udgives på handelshøjskolen. Omtalen af sagen skete, som det ses af citatet foran, ..., i abstrakt og komprimeret form. De eneste konkrete kendetegn, der blev anført, var oplysningen om, at det drejede sig om det erhvervsøkonomiske fakultet samt om en seminaropgave. Personer uden forhåndskendskab til sagen ville således ikke af referatet kunne se, hvilke personer det drejede sig om. Formålet med udtalelsen var på en pædagogisk og illustrativ måde at orientere højskolens studerende om risikoen ved at snyde. Taget i betragtning, at omtalen var helt anonym samt tjente et sagligt formål, finder jeg ikke holdepunkt for at kritisere rektor i anledning af dette klagepunkt.

Heller ikke Undervisningsministeriets stillingtagen til dette spørgsmål giver mig anledning til kritik.

5) Begrundelsen for rektors skrivelse af 21. oktober 1991 og Undervisningsministeriets skrivelse af 9. januar 1992

Ifølge forvaltningslovens § 22 skal alle afgørelser, der meddeles skriftligt af en offentlig forvaltningsmyndighed, og som ikke giver pågældende part fuldt medhold, ledsages af en begrundelse.

Ifølge § 24 i forvaltningsloven skal en begrundelse bl.a. indeholde "henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet". Rektors skrivelse af 21. oktober 1991 indeholdt ingen henvisning til retsgrundlaget for afgørelsen - §§ 4 og 5 i styrelsesloven. På dette punkt var afgørelsen således mangelfuld.

Undervisningsministeriet henviste i skrivelsen af 9. januar 1992 til § 4 i styrelsesloven. Efter min mening havde det været mest korrekt, om ministeriet også havde henvist til § 5, hvori den beføjelse for rektor til at gribe ind i forhold til ulovlige afgørelser er anført. Det tilføjes, at den manglende henvisning til det korrekte retsgrundlag i den foreliggende sag ikke kan betragtes som en rent formel fejl. En klar angivelse af retsgrundlaget fra starten kunne have medvirket til, at den fortsatte brevveksling i sagen var blevet koncentreret om rækkevidden af rektors legalitetstilsyn frem for (som sket) om reglerne vedrørende eksamensklager.

Jeg har gjort rektor for handelshøjskolen og Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.

6) Anmodningen om et møde

De bad i skrivelse af 4. september 1991 rektor om et møde om sagen. Denne anmodning blev aldrig besvaret. Rektor har i udtalelsen af 25. marts 1992 til mig beklaget, at der ikke blev givet Dem udtrykkelig besked om, at anmodningen om et møde ikke kunne imødekommes.

Deres anmodning om et møde må vurderes på baggrund af § 21 i forvaltningsloven. Bestemmelsen har følgende indhold

"Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse."

Anmodningen i Deres skrivelse burde efter min opfattelse af rektor være behandlet som en anmodning i henhold til ovennævnte bestemmelse, idet det klart af sammenhængen fremgik, at De - hvis ikke der blev foretaget en revurdering - ønskede at fremkomme med yderligere bemærkninger til sagen.

Såfremt rektor ikke fandt selv at have tid til et møde med Dem, burde han i stedet enten have arrangeret et møde med en af sine medarbejdere eller opfordret Dem til at fremkomme med eventuelle yderligere skriftlige bemærkninger. Som anført blev Deres anmodning ikke besvaret, og der blev således truffet afgørelse den 21. oktober 1991, uden at De havde fået lejlighed til at fremkomme med yderligere indlæg.

Der forelå således en tilsidesættelse af forvaltningslovens § 21. Dette forhold samt den manglende besvarelse af Deres anmodning anser jeg for beklageligt.

Under hensyn til at De siden i forhold til ministeriet uddybede Deres synspunkter i sagen, finder jeg ikke, at fejlen har påvirket gyldigheden af afgørelsen.

Jeg har gjort rektor for handelshøjskolen bekendt med min opfattelse.

I Deres klageskrivelse af 25. oktober 1991 til Undervisningsministeriet omtalte De udtrykkeligt rektors manglende stillingtagen til Deres anmodning om en samtale.

Undervisningsministeriet burde efter min opfattelse på denne baggrund have undersøgt forholdet nærmere og påtalt den begåede tilsidesættelse af forvaltningslovens § 21.

Jeg har gjort Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.

..."

Annullation af karakter. Reformatio in pejus.

2 studerende A og B klagede over afvisning af deres eksamensopgave i faget finansiering/regnskabsvæsen ved HA-studiet på Handelshøjskolen i København.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A og B i skrivelse af 6. maj 1991 til Institut for Finansiering ved Handelshøjskolen i København klagede over, at de havde fået karakteren 7 for den skriftlige del af deres seminar i finansiering. Seminaret blev afholdt den 2. maj 1991, og deres mundtlige forsvar for rapporten blev bedømt til karakteren 9. A og B gjorde gældende, at bedømmelsen af rapporten var urimelig, og at der burde være givet en højere karakter.

I anledning af klagen blev der foretaget intern censur af lærer C og censor D. I en skrivelse af 19. august 1991 til instituttet fastholdt lærer og censor karakteren 7. Som begrundelse henvistes til, at opgaven indeholdt "mange passager med vurderinger af overordnet og til tider temmelig "håndfast" karakter, hvilket vakte mistanke om, at der i et vist omfang kunne være tale om "genbrug" fra kilder". En nærmere granskning af nogle af kilderne havde vist, at der i et vist omfang var tale om afskrift. I skrivelsen angaves de afsnit, som efter lærers og censors opfattelse måtte betegnes som ren afskrift. I alt drejede det sig om 5-6 af rapportens i alt knap 28 tekstsider.

Instituttet forelagde ved skrivelse af 26. august 1991 sagen for rektor med indstilling om, at rapporten blev afvist, samt at det bestemtes, at A og B først ville kunne opnå karakter i faget ved at følge seminarrækken i foråret 1992.

A og B fik kopi af instituttets indstilling samt af censor og lærers udtalelse af 19. august 1991. Rektor anmodede A og B i skrivelse af 30. august 1991 om at kommentere de fremsatte beskyldninger om delvis afskrift.

A og B fremsatte kommentarer i skrivelse af 4. september 1991 til rektor. De henviste for det første til, at der gælder et forbud mod reformatio in pejus, og at det derfor var uberettiget at ændre den meddelte karakter til skade for dem. A og B pegede endvidere på, at Undervisningsministeriets eksamensbekendtgørelse ikke hjemler sanktionen "kassation". Endelig anførte A og B, at de ikke mente, at karakteren var givet under falske forudsætninger. Alt kildemateriale var anført på litteraturlisten og således lærer og censor bekendt. A og B bestred ikke, at de af lærer og censor påpegede afsnit var afskrift, men gjorde gældende, at afskrift de pågældende steder havde været hensigtsmæssig ud fra et fremstillingsmæssigt synspunkt. Samtidig fremhævede A og B, at hovedparten af fremstillingen var A's og B's egen. A og B fandt således, at afskrifterne var naturlige og afviste, at afskrifterne kunne begrunde, at hele rapporten blev anset for uselvstændig. Endelig kritiserede A og B, at den interne censur først havde foreligget den 19. august 1991. Afslutningsvis bemærkede de

"Såfremt vor anmodning om revurdering og bedømmelse ikke på det foreliggende grundlag kan imødekommes, beder vi om en samtale med Dem om sagen."

A's og B's kommentarer blev forelagt for Institut for Finansiering, som i en skrivelse af 27. september 1991 fremsatte supplerende bemærkninger. Instituttet fandt ikke, at den interne censur havde taget for lang tid og henviste herved til, at lærer og censor havde haft sommerferie samt til, at "dokumentation af afskrift - og herunder gennemkigning af mulige afskriftskilder - (tager) en ganske betydelig tid".

Endelig henledte instituttet opmærksomheden på, at "Fællesvejledningen for seminarer på HA-studiet" bl.a. indeholder følgende

"...

"Referater af kildemateriale, "lånte" eller mindre redigerede figurer, tabeller og lignende skal tydeligt fremstå som sådanne og med nøjagtig kildeangivelse,..."

"Citater er tilladt i begrænset omfang og skal anføres indrykket i citationstegn samt med enkelt linieafstand. Endvidere skal kilden klart fremgå."

..."

Rektor meddelte A i skrivelse af 21. oktober 1991 følgende

"På baggrund af ledelsessekretariatets overvejelser, må vi desværre meddele dig, at eksamenbestemmelserne ved aflevering af HA-seminaret er overtrådt i en sådan grad, at opgaven må afvises.

De involverede bedømmere og instituttet har dokumenteret afskrift og omskrift af ikke-opgivne kilder i et omfang, der er uacceptabelt, og som ikke overholder de helt klare videnskabelige kriterier for anvendelse af andres arbejde, jvf. bl.a. udsnit af "Fællesvejledningen for seminarer på HA-studiet" i vedlagte skrivelse fra instituttet.

Der er således tale om, at forudsætningen for karakterafgivningen er bristet, i og med der er dokumenteret en overtrædelse af eksamensbestemmelserne. Den begunstigende forvaltningsakt, som den udmeldte karakter er udtryk for, kan på den baggrund ikke fastholdes og må erklæres ugyldig.

Det skal, til kommentarerne i jeres skrivelse af 4. september 1991, bemærkes, at rektors legalitetskontrol falder udenfor Undervisningsministeriets bekendtgørelse om behandling af eksamensklager.

Det er således besluttet, at det pågældende HA-seminar indleveret af dig og (B) afvises, således at de afgivne karakterer tilbagekaldes, og at I tidligst kan indstille jer til HA-seminaret - i et andet emne - ved sommereksamen 1992. Instituttet orienteres herom ved kopi af dette brev.

..."

Denne afgørelse påklagede A og B til Undervisningsministeriet. A og B gjorde i alt væsentligt det samme gældende, som de havde anført over for rektor. Derudover anførte A og B, at rektor ikke havde kompetence til som et led i legalitetskontrollen at træffe en afgørelse som den foreliggende. Sagen burde efter deres opfattelse have været behandlet på grundlag af reglerne om eksamensklager. Samtidig klagede A og B over den tid, der var medgået til sagens behandling. Endelig klagede de over, at rektor ikke havde svaret på deres anmodning om en samtale.

Rektor fremsatte bemærkninger til klagen i skrivelse af 12. november 1991. Han anførte bl.a.

"...

Efter ledelsessekretariatets høring af de studerende og instituttet fandt rektor ingen anledning til at drage bedømmernes dokumentation for, at passager og hele afsnit var afskrift fra bagvedliggende kilder i et omfang svarende til 5-6 sider i tvivl. Handelshøjskolen mener på den baggrund, at eksamensbestemmelserne i den pågældende opgave er omgået i sådan grad, at opgaven må afvises.

Handelshøjskolen ser på den baggrund ikke nogen mulighed for at de studerende kan opretholde den oprindeligt erhvervede karakter. Karakterafgivelsen er ganske rigtig en begunstigende forvaltningsakt, men da de forudsætninger hvorunder bedømmelsen er foretaget er bristet ved nærmere undersøgelse falder grundlaget for karakterafgivelsen bort. Det har i Handelshøjskolens afgørelse været uden betydning at kildeafskriften først er opdaget i anden omgang og derfor ifølge de studerende giver præg af vilkårlighed. Der er vel ej heller tale om vildfarelse i juridisk forstand på handelshøjskolen, da antallet af kildeanvendelser er legio og dermed ikke principielt lader sig afgrænse fsv angår sagens oplysning. At de studerende derudover må formodes at have været i "ond tro", jvf. Fællesvejledningen, er en skærpende omstændighed.

Undervisningsministeriet har tidligere bl.a. svaret på under hvilke omstændigheder en karakter kan ændres til en lavere, hvori der henvises til "bekendtgørelse nr. 51 af 12. februar 1980 om ændring af censorbekendtgørelsen, hvorefter afgørelse om ændring af den givne karakter ... kun kan føre til lavere bedømmelse end den oprindelig givne, hvis denne er åbenbar i strid med gældende retsregler, der er almindeligt bekendtgjort på institutionen" (skrivelse af 6. maj 1987, j.nr. 1985-51310-6).

Vi skal således fastholde vores afgørelse om, at den oprindelige karakter annulleres.

Med hensyn til sagsbehandlingstiden for eksamensklagen kan den umiddelbart synes lang, men det pågældende Institut for Finansiering har meddelt rektoratet følgende i brev af 27. september 1991

"Instituttet satte den interne censur igang efter udløbet af perioden for anmodning om intern censur som meddelt ved brev af 1. juli til intern censor, lærer og studerende. Lærers og censors sommerferie på dette tidspunkt må nødvendigvis forrykke fremlæggelsen af den interne censur. I tilfælde som det foreliggende tager dokumentation af afskrift - og herunder gennemkigning af mulige afskriftskilder - en ganske betydelig tid. Det er følgelig yderst tilfredsstillende, at den interne censur forelå den 19. august 1991."

Det er i øvrigt generelt ved opslag bekendt for de studerende

"... at det specielt i juli måned næsten er umuligt at overholde ankefristerne, idet både studenter, lærere og censorer holder ferie. Det er derfor praksis, at juli måned ikke medregnes ved beregningen af de tidsfrister, der er angivet".

Handelshøjskolen finder på den baggrund ikke sagsbehandlingstiden urimelig lang."

Undervisningsministeriet meddelte A og B i skrivelse af 9. januar 1992, at ministeriet fandt, at opgavebesvarelsen led af så væsentlige mangler, at besvarelsen måtte erklæres ugyldig fra starten. Den omstændighed, at manglerne først blev opdaget, efter at opgaven var blevet bedømt, havde efter ministeriets opfattelse ingen betydning, heller ikke selv om der forelå en begunstigende akt, og eksaminanderne kunne have været i god tro. Den tid, der var medgået til klagesagens behandling på handelshøjskolen, fandt ministeriet ikke kritisabel.

I skrivelse af 15. december 1991 havde A og B klaget til ministeriet over, at rektor i en artikel i handelshøjskolens blad Kræmmerhuset havde omtalt sagen. I artiklen, som blev offentliggjort i oktober 1991, skrev rektor bl.a.

"Man snyder Handelshøjskolen, man snyder sine studiekammerater, og man snyder ikke mindst sig selv, når man forsøger at komme let omkring eksamenskravene.

På det erhvervssproglige fakultet har en studerende modtaget glosehjælp ved en skriftlig eksamen (via toiletbesøg). På det erhvervsøkonomiske fakultet har én studentergruppe skrevet flere sider lærebogsstof af i en seminaropgave, og en anden studentergruppe har skrevet hele det teoretiske afsnit fra en tidligere seminaropgave af. Begge grupper desværre uden at præcisere at det var lånt stof.

..."

Ministeriet fandt ikke anledning til at kritisere denne offentlige omtale. Ministeriet henviste til, at således som artiklen var formuleret, opfattede ministeriet den "som et godt råd til de studerende". Den omstændighed, at sagen ikke var færdigbehandlet i ministeriet, anså ministeriet som mindre væsentligt i denne sammenhæng.

I A's og B's skrivelse til mig gjorde de gældende, at rektor manglede kompetence til at træffe afgørelse om annullering, at afgørelsen stred imod forbudet imod reformatio in pejus, at afgørelsen byggede på en uholdbar vurdering af rapportens selvstændige konklusion, at sagen burde have været behandlet hurtigere end sket, at rektor ikke havde svaret på A's og B's anmodning om en samtale, samt at rektors offentlige omtale af sagen måtte anses for uberettiget.

Rektor udtalte sig i skrivelse af 7. februar 1992 til Undervisningsministeriet på følgende måde om klagen

"...

På trods af klagens gentagne henvisninger til klagebekendtgørelsen (UVM bekendtg. nr. 93 af 15.2.90) skal vi fastholde, at såvel HA-studieordningens mulighed for intern censur som rektors legalitetskontrol ligger uden for denne bekendtgørelses rammer.

For så vidt angår sagsbehandlingstiden skal det præciseres, at de studerende modtager en foreløbig mundtlig tilkendegivelse om karakteren ved selve seminarafholdelsen d. 2. maj 1991, men at den endelige karakter (som principielt kan afvige) først opslås på Handelshøjskolen d. 10.-11. juni 1991. Fra denne dato kan de studerende inden for en uge anmode om at få seminaropgaven bedømt ved intern censur. Angivelsen af datoen 10.-11. juli i ministeriets brev af 9. januar 1992 er således en skrivefejl.

Det hænder, at studerende - som i den konkrete sag - allerede efter den mundtlige tilkendegivelse anmoder om intern censur, uanset at den endelige karakter og datoen for anmodningsfristen først ligger langt senere. Formelt ville det være korrekt at returnere den første anmodning, med henblik på korrekt genfremsættelse efter 10.-11. juni, men erfaringen viser at såvel de involverede studerende som instituttet har fundet denne praksis bureaukratisk.

Efter udløbet af anmodningsfristen sætter Handelshøjskolens Institut for Finansiering, censurproceduren igang, således som de studerende orienteres ved brev af 1. juli 1991.

At lærers og intern censors vurdering fremsendes til instituttet d. 19. august 1991 finder Handelshøjskolen absolut rimelig i betragtning af ferieperioden og det betydelige ekstraarbejde som mistanken om afskrift har medført med henblik på omfattende kildegennemgang.

Den efterfølgende sagsgang opfatter vi ej heller som langsommelig.

I klagen henvises der til en artikel i "Kræmmerhuset" (10/91) hvor rektor på baggrund af en række overtrædelser af eksamensbestemmelserne finder anledning til generel moralsk oprustning ved indgangen til en eksamensperiode. Uanset at klagerne mener at genfinde deres egen sag i artiklens beskrivelse, vil vi fastholde, at artiklen ved dens anonymiserede form på ingen måde kan betragtes som "rektors offentlige omtale af vor sag under betegnelsen snyd på en genkendelig måde...". Handelshøjskolen har 15.000 studerende og langt over 100.000 eksaminer årligt.

..."

I en skrivelse af 16. februar 1992 kommenterede A og B rektors udtalelse. A og B fastholdt deres tidligere bemærkninger. Endvidere oplyste de, at ingen af deres studiekammerater havde været i tvivl om, at den ene af de tre sager, rektor omtalte i artiklen i Kræmmerhuset, havde været deres. I øvrigt fandt A og B det afgørende, at de havde kunnet genkende sagen.

Undervisningsministeriet fastholdt i en skrivelse af 28. februar 1992 til mig ministeriets tidligere opfattelse af sagen.

I anledning af A's og B's klage over, at rektor ikke havde besvaret deres anmodning om et møde, afgav rektor i skrivelse af 25. marts 1992 til Undervisningsministeriet følgende udtalelse

"...

Det er rektors opgave at tage sig af legalitetskontrollen. På den baggrund har rektoratet opstillet en række procedurer samt udviklet et solidt erfaringsgrundlag med henblik på håndtering af, og afgørelse i, sådanne sager. Heri kan eventuelt indgå en samtale med rektor af efterfølgende præventiv karakter, såfremt han kunne ønske dette.

Vi finder det derimod næppe hensigtsmæssigt at lade rektor og de pågældende indgå i en direkte, formel dialog på et tidligt og uafklaret tidspunkt i sagsbehandlingen, således at der bl.a. kan opstå tvivl om det udtømmende i de involverede studerendes skriftlige kommentarer til sagen i relation til en sådan drøftelse.

Derudover må det erindres, at rektor ved Handelshøjskolen og rektorer ved andre højere læreanstalter modtager en lang række henvendelser fra studerende med henblik på møde om større og mindre ting. Vi er som regel meget imødekommende overfor studerendes ønske om at møde Handelshøjskolens øverste ledelse, men rektor kan kun i begrænset omfang imødekomme disse forventninger, som tilsyneladende er skabt via kulturen på de adgangsgivende uddannelser.

Anmodningen fra (B) og (A) i brev af 4. september 1991 har derfor naturligvis været overvejet, men af ovenstående grunde ikke ført til en invitation til samtale med rektor.

..."

Undervisningsministeriet meddelte mig i skrivelse af 30. marts 1992, at rektors redegørelse ikke gav ministeriet anledning til at kritisere, at A og B ikke havde fået svar på anmodningen om en samtale.

I en skrivelse af 28. april 1992 meddelte A og B mig, at de nu havde afsluttet seminarrækken i et andet emne, og at de havde fået karakteren 10. På denne baggrund frafaldt de ønsket om en revurdering af deres første eksamensopgave. A og B fastholdt de øvrige klagepunkter.

I min afsluttende skrivelse til A og B udtalte jeg følgende

"1) Rektors kompetence

Rektors afgørelse af 21. oktober 1991 blev truffet på baggrund af §§ 4 og 5 i lov om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner (lovbekendtgørelse nr. 358 af 26. maj 1989). Bestemmelserne har følgende indhold

" § 4. Rektor repræsenterer institutionen udadtil. Han er ansvarlig for den daglige ledelse af institutionens administration og har den umiddelbare forvaltning af de anliggender, som ikke ved denne lov eller statutten er henlagt til kollegiale organer.

Resumé

2 studerende A og B klagede over karakteren for en rapport til Handelshøjskolen i København. Ved behandlingen af klagen viste det sig, at store dele af rapporten var afskrift, og rektor besluttede herefter at afvise rapporten.

Ombudsmanden udtalte, at bekendtgørelsen om eksamensklager ikke fandt anvendelse, når eksaminanden havde overtrådt de gældende regler for aflæggelse af prøver. Ombudsmanden udtalte videre, at rektors beføjelser i henhold til universiteternes styrelseslov §§ 4 og 5 var en tilsynsbeføjelse og derfor ikke begrænset af forbudet mod reformatio in pejus (omgørelse til skade for klageren).

Ombudsmanden fandt, at begrundelsen for afvisning var mangelfuld, idet den ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet, og at fejlen ikke kunne betragtes som en rent formel fejl.

Endvidere burde rektor have betragtet A's og B's anmodning om møde i sagen som en begæring efter forvaltningslovens § 21. Under hensyn til at A senere fik lejlighed til at uddybe sine synspunkter i forhold til Undervisningsministeriet, fandt ombudsmanden ikke, at fejlen havde påvirket afgørelsens gyldighed. (J. nr. 1992-99-712).