Mangelfuld begrundelse af afslag på godkendelse af virksomhed som praktiksted.
Statutory Text (2 Articles)
Mangelfuld begrundelse af afslag på godkendelse af virksomhed som praktiksted.
B klagede for A over, at Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder ved sin afgørelse af 19. februar 1992 ikke havde fundet grundlag for at tilsidesætte Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelsers skøn, hvorefter A's virksomhed kun kunne godkendes som uddannelsessted for en salgsassistent i kombination med en anden virksomhed.
Det fremgik af oplysningerne i sagen, at Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser ved skrivelse af 1. august 1991 i medfør af § 46, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser meddelte A afslag på dennes ansøgning om at få sin virksomhed godkendt som uddannelsessted for elever inden for detailhandelsfaget "salgsassistent". Som begrundelse for afslaget anførtes, at virksomhedens opgivne årsomsætning lå under den minimumsgrænse på 1,5 mill. kr., som udvalget skønnede var nødvendig for, at der ville kunne finde en forsvarlig uddannelse sted.
Denne afgørelse blev ved B's skrivelse af 12. august 1991 indbragt for Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder.
Efter at ankenævnet havde anmodet det faglige udvalg om en udtalelse i sagen, tog udvalget sagen op til fornyet vurdering. Ved skrivelse af 11. oktober 1991 til ankenævnet fastholdt udvalget imidlertid sin afgørelse, idet udvalget i den forbindelse bl.a. anførte følgende
"...
Det faglige Udvalg har undersøgt hvilken type virksomhed der ønskes godkendt, og det er herved konstateret, at der dels er tale om en produktionsvirksomhed og dels tale om en gardinbus. Gardinbussen foretager opsøgende salg samt montering og opsætning af gardiner.
Der er således ikke tale om en egentlig detailforretning med vareekspeditioner, hvorfor Det faglige Udvalg må fastholde sin afgørelse.
Det er en betingelse for godkendelse af et oplæringssted til "Salgsassistent", at der finder detailsalg sted fra en fast adresse, således at eleven kan opnå den fornødne oplæring i salgsarbejde m.m. ifølge uddannelsesbekendtgørelsens § 18.
..."
Ankenævnet sendte efter at have behandlet klagen ved skrivelse af 8. november 1991 sagen tilbage til det faglige udvalg til fornyet behandling, idet der i ankenævnets skrivelse bl.a. anførtes følgende
"...
Ankenævnet kan oplyse, at nævnet ikke er enig med det faglige udvalg i den fortolkning, som uddannelsesnævnet har givet udtryk for i den ovennævnte skrivelse vedr. § 18 i bekendtgørelsen om uddannelsen som salgsassistent. Ankenævnet finder således ikke, at uddannelsesnævnet har hjemmel til at hævde, at det er en betingelse for godkendelse, at virksomheden drives fra en fast adresse.
Ankenævnet skal herefter anmode det faglige udvalg om at vurdere sagen på ny, idet ankenævnet skal udbede sig en vurdering af virksomheden evt. som en virksomhed, der enten efter regler om kombinationsaftaler, eller reglerne om udstationering, kan forestå en del af uddannelsen.
..."
Dette gav anledning til sålydende svarskrivelse af 21. november 1991 fra det faglige udvalg til ankenævnet
"Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser henviser til Ankenævnets brev af den 8. november 1991 og skal meddele, at Udvalget ikke ser noget til hinder for, at ovennævnte virksomhed opretter kombinationsaftale med en anden oplæringsvirksomhed.
En forudsætning for oprettelse af kombinationsaftale er, at eleven i den anden virksomhed modtager oplæring i salg, disponering og markedsføring. Det faglige Udvalg skønner, at oplæring i salg, disponering og markedsføring skal omfatte 2/3 af uddannelsesperioden.
Med hensyn til spørgsmålet vedrørende virksomhedens fysiske placering må Det faglige Udvalg fastholde, at en af betingelserne for at kunne opfylde bekendtgørelsen om uddannelse til salgsassistent er, at der forefindes et fast butikssted , hvor en elev vil kunne modtage oplæring i varekundskab, salg og markedsføring, disponering samt forretningens økonomi.
Det faglige Udvalg skal gøre opmærksom på, at en del af de funktioner en eventuel elev vil blive beskæftiget med i gardinbussen er hørende under gardindekoratørområdet, og Udvalget skønner ikke, at funktioner under dette område indgår i salgsassistent-uddannelsen.
Kopi af dette brev er tilsendt revisionsfirmaet (B)."
Da det faglige udvalg således nu havde godkendt, at 1/3 af uddannelsen som salgsassistent kunne gennemføres hos A, meddelte ankenævnet B ved skrivelse af 29. november 1991, at ankenævnet herefter anså sagen for afsluttet, medmindre B rettede henvendelse til ankenævnet på ny.
Ved skrivelse af 12. december 1991 meddelte B ankenævnet, at A ikke kunne acceptere nævnets afgørelse af 29. november 1991, idet B i skrivelsen bl.a. gjorde indsigelse imod, at det faglige udvalg havde fastholdt kravet om et fast driftssted uagtet det som ankenævnet havde anført herom i sin skrivelse af 8. november 1991. B kritiserede endvidere det faglige udvalgs vurdering, idet B bl.a. gjorde gældende, at A drev en fast gardinforretning fra sin ejendom, hvortil kom den udstillingsfacilitet, som gardinbussen udgjorde.
Ankenævnet indhentede i anledning af klagen en udtalelse fra det faglige udvalg, som i skrivelse af 21. januar 1992, hvoraf B fik tilsendt en kopi, fastholdt sin afgørelse, idet der i udtalelsen bl.a. anførtes følgende
"...
Det faglige Udvalg skal henvise til, at Revisionsfirmaet (B) i sit brev af den 12. december 1991 oplyser, at varerne befinder sig i lagerlokalet og på systuen, hvorfor Udvalget må fastholde, at der således ikke forefindes et butikssted.
..."
Ankenævnets afgørelse af 19. februar 1992 var sålydende
"Ved skrivelse af 12. august 1991 har revisionsfirmaet (B) på vegne (A's virksomhed) klaget over en af Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser truffet afgørelse, hvorefter virksomheden ikke kan godkendes som uddannelsessted for en salgsassistent.
Det faglige udvalgs begrundelse er, at virksomhedens omsætning ikke udgør mindst 1,5 mio.
Ankenævnet indhentede herefter en udtalelse fra det faglige udvalg, der i skrivelse af 11. oktober 1991 har fastholdt den trufne afgørelse under henvisning til omsætningens størrelse, samt under hensyn til, at virksomheden ikke har en fast adresse (ingen butik). Udvalget finder belæg herfor i bkg. om udd. af salgsassistent § 18.
Sagen blev behandlet skriftligt blandt nævnets medlemmer.
Ankenævnet anmodede herefter den 8. november 1991 Det faglige Udvalg om en fornyet vurdering af sagen, herunder en vurdering af om virksomhedens egnethed som uddannelsessted under hensyn til regler om kombinationsaftaler, eller reglerne om udstationering.Ankenævnet tilkendegav bl.a., at nævnet ikke er enig med det faglige udvalg i den fortolkning, som uddannelsesnævnet har givet udtryk for i den ovennævnte skrivelse vedr. § 18 i bekendtgørelsen om uddannelsen som salgsassistent. Ankenævnet fandt således ikke, at der var belæg for den fortolkning af bekendtgørelsen, som Det faglige Udvalg havde givet udtryk for, indgik i udvalgets vurdering, hvorefter en virksomhed ikke kunne godkendes som uddannelsessted, med mindre virksomheden drives fra en fast adresse.Det faglige udvalg har herefter udtalt sig til sagen i skrivelse af 21. november 1991.
Det fremgår, at udvalget vil godkende virksomheden som en kombinationsvirksomhed, hvor udvalget finder at 2/3 af uddannelsens praktikdel skal afvikles i en anden virksomhed.
Det faglige Udvalg fastholdt, at virksomheder, der ikke drives fra en fast adresse, ikke kan godkendes til at forestå hele praktikdelen til uddannelse som salgsassistent.
Sagen blev behandlet på Ankenævnets møde den 27. november 1991.
Ankenævnet tilkendegav herefter i skrivelse af 29. november 1991, at Ankenævnet anså sagen for afsluttet.
Den 12. december 1991 fremsendte klageren nye oplysninger. Disse er forelagt det faglige udvalg, der i skrivelse af 21. januar 1992 har fastholdt den trufne afgørelse om, at virksomheden kan godkendes som kombinationsvirksomhed.
Sagen blev på ny behandlet på Ankenævnets møde den 29. januar 1992.
Ankenævnet finder ikke, at der ikke kan ske godkendelser af virksomheder, der ikke har et fast butikssted. Det er det faglige udvalgs opgaver, ud fra et konkret skøn, at afgøre om en virksomhed kan godkendes som uddannelsessted.
I den konkrete sag finder Ankenævnet dog ikke grundlag for at tilsidesætte Det faglige udvalgs afgørelse.
..."
I klagen til mig henviste B bl.a. til, at han ikke mente, at årsomsætningen i A's virksomhed, som i øvrigt kun manglede ca. 67.000 kr. for at opfylde kravet på 1,5 mill. kr., kunne anføres som argument imod at godkende virksomheden som uddannelsessted. B klagede endvidere over, at ankenævnet havde godkendt det faglige udvalgs skøn på trods af, at det faglige udvalg havde fastholdt kravet om et fast butikssted, ligesom B anførte, at ankenævnets afgørelse ikke indeholdt en sådan begrundelse, som kræves efter almindelige forvaltningsretlige regler.
I den fra ankenævnet indhentede udtalelse af 22. oktober 1992 var bl.a. anført følgende
"...
Ankenævnet finder grundlag for at kommentere et enkelt punkt i klagerens skrivelse. Klageren anfører, at nævnets afgørelse ikke er begrundet.
Nævnet vil til dette punkt anføre, at nævnets afgørelse af 19. februar 1992 henviser til en række skrivelser fremsendt fra Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser. Når nævnet henviser til disse, har det den betydning, at nævnet tilslutter sig de der givne oplysninger m.v. De oplysninger som det faglige udvalgs afgørelse er baseret på, er ubestridt fra klagerens side.
Nævnet tilkendegav i sin skrivelse af 8. november 1991 til det faglige udvalg, at nævnet var af den opfattelse, at der ikke var hjemmel i bekendtgørelsen om uddannelse af salgsassistent til at kræve, at en virksomhed blev drevet fra en fast adresse.
På denne baggrund bad nævnet det faglige udvalg om at behandle sagen på ny.
Denne behandling resulterede i, at virksomheden blev godkendt til at forestå 1/3 af praktiktiden, idet en evt. elev skulle oplæres i en række funktioner, som virksomheden efter de - fortsat - ubestridte oplysninger om virksomheden, som indgår i det faglige udvalgs vurdering, ikke havde mulighed for jf. det faglige udvalgs skrivelse af 21. november 1991.
Da det faglige udvalg fastholdt sit synspunkt om, at der skulle forefindes et fast butikssted, fandt Ankenævnet grundlag for at gentage sit synspunkt i afgørelsen af 19. februar 1992, og fremhævede derfor, at spørgsmålet om et fast butikssted, ikke kan være eneafgørende for uddannelsesnævnets beslutninger.
Det var på denne baggrund, at nævnet fandt anledning til i afgørelsen atter at tage afstand fra det faglige udvalgs synspunkt om, at en virksomhed uden fast udsalgssted, ikke kan godkendes.
Da der var sket en delgodkendelse af virksomheden, fandt Ankenævnet herefter ikke grundlag for at tilsidesætte denne afgørelse.
Ankenævnet er herefter af den opfattelse, at nævnets afgørelse indeholder tilstrækkeligt begrundelse.
..."
I min afsluttende skrivelse til B udtalte jeg følgende
"§ 46 i lov om erhvervsuddannelser er sålydende
" § 46. Det faglige udvalgs afgørelse af, om en virksomhed kan godkendes som praktiksted, træffes på grundlag af en vurdering af, om virksomheden vil kunne gennemføre praktikuddannelsen i overensstemmelse med de praktikregler, der er fastsat efter § 32, og om virksomheden kan give eleven tilfredsstillende oplæringsforhold.
Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet regler om det faglige udvalgs behandling af godkendelsessager, herunder regler om frister vedrørende sagsbehandlingen."
Ved Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 15. januar 1991 er med hjemmel i § 46, stk. 2, fastsat nærmere regler om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder for elever i erhvervsuddannelser. I bekendtgørelsens § 5 er i den forbindelse bestemt følgende
" § 5. Udvalgets afgørelse i henhold til § 1 skal i almindelighed gå ud på, at virksomheden inden for en uddannelse
godkendes,
godkendes for en bestemt periode,
godkendes for et eller flere nærmere angivne uddannelsesforhold, eller
godkendes på betingelse af, at virksomheden foretager nærmere angivne foranstaltninger.
Stk. 2. Hvis det faglige udvalg undtagelsesvis ikke kan godkende en virksomhed efter stk. 1, nr. 1-2, og i ganske særlige tilfælde heller ikke finder at have grundlag for at kunne fastsætte begrænsninger eller betingelser som omtalt i stk. 1, nr. 3-4, jf. stk. 3, går afgørelsen ud på, at virksomheden ikke kan godkendes som praktiksted.
Stk. 3. En godkendelse kan være begrænset til at angå bestemte dele af en erhvervsuddannelse eller et speciale. Godkendelsen kan være betinget af, at eleven modtager supplerende uddannelse på skole eller i anden virksomhed. Udvalget skal da, eventuelt ved samarbejde med skole eller lokalt uddannelsesudvalg, søge at formidle, at sådan supplerende uddannelse, herunder ved kombinationsaftale, kan etableres.
Stk. 4. Træffer det faglige udvalg afgørelse om, at virksomheden godkendes med begrænsninger eller betingelser, jf. stk. 1, nr. 2-4, eller stk. 3, skal afgørelsen være ledsaget af en begrundelse. Begrundelsen skal indeholde sådanne oplysninger, at virksomheden kan se, hvilke foranstaltninger der skal foretages i virksomheden, for at den kan godkendes som praktiksted uden begrænsninger eller betingelser.
Stk. 5. En afgørelse efter stk. 2 om, at en virksomhed ikke kan godkendes som praktiksted, skal ledsages af begrundelse og vejledning til virksomheden om, hvilke foranstaltninger, virksomheden skal gennemføre, for at blive godkendt."
Som det fremgår af fremstillingen ovenfor, har ankenævnet i sin afgørelse givet udtryk for, at den omstændighed, at Deres klients virksomhed ikke har et fast butikslokale, ikke i sig selv kan begrunde, at virksomheden ikke kan godkendes som uddannelsessted. Det faglige udvalg har imidlertid - for mig at se - lagt afgørende vægt på dette kriterium. Jeg mener på dette grundlag ikke, at afgørelsen, således som den er stadfæstet af ankenævnet, giver Deres klient mulighed for at se, hvilke foranstaltninger, der skal foretages i virksomheden, for at den kan godkendes som praktiksted uden begrænsninger eller betingelser. Det er derfor min opfattelse, at Deres klient ikke har fået en begrundelse for den trufne afgørelse, som opfylder kravene i bekendtgørelsens § 5.
Jeg har på denne baggrund henstillet til Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder at tilbagesende sagen til Det faglige Udvalg vedrørende Detailhandelsuddannelser til fornyet overvejelse med henblik på at træffe en afgørelse, som på baggrund af de af ankenævnet udstukne retningslinier indeholder en fyldestgørende begrundelse i overensstemmelse med bekendtgørelsens krav.
Jeg skal samtidig anmode Dem om at afvente det faglige udvalgs og eventuelt ankenævnets fornyede afgørelse, før De tager stilling til, om De finder grundlag for at indklage afgørelsen for mig. Det bemærkes i den forbindelse, at afgørelsen af, om en virksomhed kan godkendes som praktiksted, beror på en skønsmæssigt præget vurdering, som jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kan kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
..."
Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder sendte mig derefter kopi af ankenævnets skrivelse af 29. april 1993 til Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser. Af skrivelsen fremgik, at ankenævnet havde besluttet at følge min henstilling, og at ankenævnet havde anmodet Det faglige Udvalg om at behandle sagen påny, herunder foretage en fornyet vurdering af virksomhedens egnethed som praktiksted, set i lyset af min vurdering af sagen.
Ved skrivelse af 15. juli 1993 rettede formanden for Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser henvendelse til mig med forespørgsel om, med hvilken hjemmel jeg havde anset mig for kompetent i sagen. Formanden henviste bl.a. til, at det faglige udvalg er et paritetisk udvalg, nedsat med medlemmer fra arbejdstagere og arbejdsgivere i henhold til lov om erhvervsuddannelser, og som et eksternt organ, i overenstemmelse med det faglige selvstyre, måtte falde uden for min kompetence.
I skrivelse af 21. september 1993 til formanden udtalte jeg følgende
"...
Ifølge lovbekendtgørelse nr. 480 af 22. juni 1990 om erhvervsuddannelser § 47 kan et fagligt udvalgs afgørelse i henhold til § 46, om at en virksomhed ikke kan godkendes som praktiksted, af virksomheden indbringes for Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder.
Som udgangspunkt omfatter ombudsmandens kompetence, i henhold til ombudsmandslovens § 1, stk. 1, alle forvaltningsmyndigheder, hvadenten de hører under den statslige, amtskommunale eller primærkommunale forvaltning, herunder særlige råd og nævn. Uden for ombudsmandens kompetence falder private organisationer samt domstolene.
Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder er opstået som et fælles organ til afløsning af det tidligere Lærlingeråd og erhvervsuddannelsesudvalget (efg-loven). Af bemærkningerne til ankenævnets oprettelse fremgår, at nævnets virksomhed skal være præget af, at det er et organ, der skal træffe administrative afgørelser, og sagerne vil normalt blive belyst alene ved det skriftlige materiale, der har foreligget for Det faglige Udvalg. Nævnets formand skal være dommer. Nævnet er ikke omfattet af retsplejeloven og har ikke i øvrigt særlige domstolslignende træk.
På denne baggrund har ombudsmanden erklæret sig kompetent til at behandle klager over ankenævnet. Ombudsmanden havde i øvrigt også anset sig for kompetent over for det tidligere Lærlingeråd.
Ombudsmanden har tidligere anset sig for inkompetent over for de faglige udvalg. Denne praksis er fastholdt ved afgørelsen i nærværende sag.
I skrivelsen af 14. april 1993 gav jeg udtryk for, at ankenævnets afgørelse ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse. Samtidig hermed henstillede jeg, at ankenævnet foranledigede, at Det faglige Udvalg vedrørende Detailhandelsuddannelser overvejede sagen påny med henblik på, at der meddeltes klageren en fyldestgørende begrundelse.
Min opfattelse blev således alene tilkendegivet i forhold til ankenævnet og ikke i forhold til Det faglige Udvalg.
Sammenfattende kan jeg således meddele, at jeg i overensstemmelse med fast praksis har anset mig for kompetent over for ankenævnet og anvendt min beføjelse til at udtale kritik og henstilling over for nævnet."
Jeg modtog efterfølgende til orientering en kopi af ankenævnets skrivelse af 25. november 1993 til B.
Af skrivelsen fremgik bl.a. følgende
"...
Ankenævnet skal udtale
Uanset at Ankenævnet i flere skrivelser til Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser har anført, at der ikke er hjemmel til at opstille et krav om fast butikssted som betingelse for godkendelse, har Det faglige Udvalg senest ved skrivelse af 6. juli 1993 fastholdt sit standpunkt.
Ankenævnet finder anledning til at understrege, at kriteriet "fast butikssted" under ingen omstændigheder må indgå i Udvalgets overvejelser som betingelse for godkendelse af en virksomhed.
Da der herefter ikke er givet en fyldestgørende skriftlig begrundelse for det meddelte afslag, har Ankenævnet besluttet at godkende virksomheden til at forestå uddannelsen af eleven (C), sådan at virksomheden har det faglige ansvar for uddannelsen. Ankenævnet har herved også lagt vægt på, at denne elev har gennemført skoleopholdene uden problemer.
Under henvisning til bekendtgørelse nr. 26 af 15. januar 1991, § 5, stk. 4, skal Ankenævnet som begrundelse for, at virksomheden alene godkendes for et nærmere angivet uddannelsesforhold anføre, at virksomheden efter det oplyste i et vist omgang har skiftet karakter, efter at den oprindelige behandling i Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser fandt sted. En evt. godkendelse uden begrænsninger må derfor forudsætte en fornyet behandling i Det faglige Udvalg.
..."
Jeg meddelte derefter Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomhed, at jeg havde taget det oplyste til efterretning og ikke foretog videre i sagen.
Resumé
A klagede over, at Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder (AvP) ikke ved sin behandling af hans klagesag havde fundet grundlag for at tilsidesætte Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelsers skøn, hvorefter A's virksomhed kun kunne godkendes som uddannelsessted for en salgsassistent i kombination med en anden virksomhed. AvP havde ikke fundet grundlag for at ændre det faglige udvalgs afgørelse, men havde i sin afgørelse påpeget, at den omstændighed, at A's virksomhed ikke havde et fast butikslokale, ikke i sig selv kunne begrunde, at virksomheden ikke kunne godkendes som uddannelsessted.
Ombudsmanden fandt, at det faglige udvalg ved sin afgørelse i sagen havde lagt afgørende vægt på dette kriterium, hvorfor afgørelsen, således som den var stadfæstet af AvP, ikke gav A mulighed for at se hvilke foranstaltninger, der skulle foretages i virksomheden, for at den kunne godkendes som praktiksted. A havde derfor ikke fået en vejledning og en begrundelse for den trufne afgørelse, som opfyldte kravene i § 5, stk. 5, i bekendtgørelsen om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AvP at tilbagesende sagen til det faglige udvalg til
fornyet overvejelse med henblik på at træffe en ny afgørelse, som på baggrund af de af AvP udstukne retningslinier, indeholdt en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1992-1503-713).