Inddragelse af faste prøveskilte som følge af overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen. Partshøring. Skriftlighed.
Statutory Text (2 Articles)
Inddragelse af faste prøveskilte som følge af overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen. Partshøring. Skriftlighed.
A klagede til mig over Justitsministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingens afslag af 6. august 1991 om inddragelse af hans faste prøveskilte.
Sagens omstændigheder var følgende
A blev den 17. maj 1989 sigtet for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 2, og § 81, stk. 1, ved onsdag den 17. maj 1989 ad Køge Bugt Motorvejen at have ført en uindregistreret personbil, der var forsynet med faste prøveskilte, selv om køretøjet udelukkende blev benyttet til godstransport, og køretøjet kun var forsynet med en nummerplade, der var anbragt bag på køretøjet.
Politiet udsendte et bødeforelæg på 400 kr., som A betalte den 13. december 1989.
Centralregistret for Motorkøretøjer sendte en kopi af bødeforelægget til Politimesteren i X-by, fordi prøveskiltene var udleveret af motorkontoret i X-by.
Politimesteren i X-by videresendte sagen til Politimesteren i Y-by den 15. maj 1990, fordi det af folkeregisteret fremgik, at A var tilmeldt en adresse i Y-by politikreds.
Politimesteren i Y-by tilbagesendte sagen til Politimesteren i X-by med oplysning om, at den anførte adresse i Y-politikreds var en tom grund med en skurvogn på. A havde aldrig boet der og var heller aldrig blevet truffet af det stedlige politi der. Det var stationen bekendt, at A holdt til hos B på hendes adresse i byen Z.
Den 18. juli 1990 rettede en politiassistent fra det lokale politi i Z-by henvendelse til A på B's adresse og bad om at få prøveskiltene udleveret. Politiassistenten henviste til oplysningerne om A's bopælsforhold, idet han ikke boede på den adresse, der fremgik af folkeregisteret. Prøveskiltene blev derfor krævet inddraget i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 119.
A nægtede at udlevere prøveskiltene.
Som begrundelse herfor henviste A efterfølgende bl.a. til, at politiassistenten ikke medbragte en skriftlig begrundelse for, at han skulle aflevere prøveskiltene.
Ved skrivelse af 27. august 1990 klagede A til Justitsministeriet over, at politiet havde forlangt at få prøveskiltene udleveret, idet kravet var uoplyst og udokumenteret.
Prøveskiltene blev den 4. september 1990 afmeldt på motorkontoret i Æ-by.
Politimesteren i X-by afgav i anledning af A's klage over afgørelsen om at inddrage hans faste prøveskilte en udtalelse af 19. november 1990 til Rigspolitichefen og anførte bl.a. følgende
"...
Efter den begåede overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen kunne prøveskiltene være inddraget efter registreringsbekendtgørelsens § 86. Imidlertid svigtede kommunikationen mellem motorkontoret i (X-by) og politistationen i (Z-by), som derfor krævede prøveskiltene inddraget på et andet grundlag, nemlig efter § 119, idet den pågældende ikke bor, hvor hans folkeregisteradresse er. Den er nemlig kun en ubebygget grund i (Y-by) politikreds.
Jeg beklager den uheldige sagsbehandling.
Såvidt jeg kan se er prøveskiltene dog forlangt inddraget med rette.
..."
Rigspolitichefen meddelte på denne baggrund den 21. januar 1991 følgende
"...
Da Politimesteren i (X-by) har oplyst, at det beroede på en misforståelse, at prøveskiltene blev krævet inddraget på baggrund af registreringsbekendtgørelsens § 119, og da der i samme bekendtgørelses § 86 er hjemmel til at inddrage prøveskiltene, finder Centralregisteret ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen.
..."
Ved skrivelse af 5. februar 1991 klagede A til Justitsministeriet over Rigspolitichefens afgørelse. Han henviste bl.a. til, at det var hans første overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen i 15 år, og at inddragelsen ville medføre øjeblikkelig økonomisk ruin og lukning af hans autoforretning. Derfor skulle muligheden for inddragelse af prøveskiltene kun anvendes ved alvorligere gentagelsestilfælde. Han anførte endvidere: "Efter gentagne anmodninger om et skriftligt grundlag, således at jeg kunne konstatere udleveringsforretningens lovlighed, meddelte stationsleder ... mig mundtligt, prøveskiltenes registreringsadresse var "en bar mark" og de derfor skulle inddrages." Til slut udtrykte A utilfredshed med, at stationslederen havde afskåret ham fra at få sagen om såvel bøde som inddragelse af prøveskilte prøvet for domstolene.
Justitsministeriet sendte ved skrivelse af 31. maj 1991 Rigspolitichefens udtalelse til A til partshøring.
Justitsministeriet traf den 6. august 1991 afgørelse i sagen og anførte bl.a. følgende
"...
Efter § 86, stk 1, i registreringsbekendtgørelsen kan administrativ inddragelse af faste prøveskilte iværksættes, når der er sket en overtrædelse af § 79 eller §§ 81-84.
Efter § 86, stk. 2, i registreringsbekendtgørelsen skal inddragelsen af faste prøveskilte ske for et bestemt tidsrum af ikke over 1 år, ligesom der i denne periode ikke kan udleveres andre faste prøveskilte til den berørte person eller det berørte firma. Da De nægtede at udlevere de i sagen omhandlede prøveskilte, har Politimesteren i (X-by) ikke fastsat længden af denne periode.
I den anledning skal man meddele, at Justitsministeriet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at ændre afgørelsen fra (Z-by) Politi om inddragelse af Deres faste prøveskilte, som stadfæstet af Rigspolitichefen den 21. januar 1991. Efter det om sagen oplyste finder Justitsministeriet imidlertid, at inddragelsen bør fastsættes til 6 måneder fra den 4. september 1990, hvor de faste prøveskilte ses afmeldt. De vil således på ny kunne få udleveret et sæt faste prøveskilte, hvis De iøvrigt opfylder betingelserne herfor.
Ved denne afgørelse har Justitsministeriet lagt vægt på, at reglerne om inddragelse af faste prøveskilte tilsigter at forebygge misbrug. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at beslutningen om inddragelse af Deres faste prøveskilte ikke i sig selv er en permanent hindring for, at De på ny kan få udleveret prøveskilte, såfremt De i øvrigt opfylder betingelserne herfor.
..."
I sin klage til mig oplyste A, at politiets inddragelse af hans faste prøveskilte havde umuliggjort driften af hans autoforretning. Endvidere gjorde A gældende, at inddragelsen af prøveskiltene burde være sket i umiddelbar forbindelse med bøden på 400 kr. A ville herved have haft mulighed for at få sagen (bøden og inddragelsen) prøvet ved retten.
Rigspolitichefen anførte i sin udtalelse i anledning af A's klage, at
"... afgørelser truffet af den lokale politimester vedrørende prøveskilte (kan) påklages til Centralregisteret for Motorkøretøjer, hvis afgørelse kan påklages videre til Justitsministeriet.
Klagerens særligt anførte anbringende om, at inddragelsen af prøveskiltene burde være sket i umiddelbar forbindelse med, at klageren blev præsenteret for det nævnte bødeforelæg, synes således at hvile på en urigtig forudsætning om, hvilken instans der som udgangspunkt er kompetent til at behandle den pågældende type sager."
I en skrivelse til Justitsministeriet anførte jeg bl.a. følgende
"På grundlag af min foreløbige gennemgang af sagen har jeg fået den opfattelse, at (A) ikke - forud for at politiassistenten henvendte sig og krævede prøveskiltene udleveret - var bekendt med, at der verserede en sag om inddragelse af prøveskilte. Jeg anmoder om Justitsministeriets udtalelse om, hvorvidt reglerne om partshøring er iagttaget, herunder om Rigspolitichefen burde have foretaget kontradiktion forud for sin afgørelse i sagen.
Udtalelsen fra Politimesteren i (X-by) af 19. november 1990 må jeg forstå således, at det var motorkontoret i (X-by), der traf afgørelse om, at prøveskiltene skulle inddrages.
Jeg udbeder mig oplyst, om der foreligger noget notat om denne afgørelse. I tilslutning hertil skal jeg forespørge, om der ved afgørelsen blev taget stilling til, hvilken tidsmæssig udstrækning afgørelsen om inddragelse af prøveskiltene skulle have og i bekræftende fald, om der foreligger noget notat herom.
..."
Politimesteren i (X-by) anførte i sin udtalelse af 9. februar 1992
"Efter tilbagesendelse af sagen fra politimesteren i (X-by), der oplyste, at (A) aldrig havde boet på adressen i (Y-by politikreds), men at det var stationen bekendt, at (A) holdt til (på B's adresse i byen Z) blev sagen af motorkontoret i (X-by) sendt til politiet i (Z-by) med henblik på at få konstateret, om (A) havde bopæl på (B's adresse).
Sagen blev fremsendt med fremsendelsesstempel med teksten: "under henvisning til foranstående". Der blev efterfølgende mundtligt givet besked om, at der ønskedes en undersøgelse af den pågældendes bopælsforhold. På baggrund af resultatet af undersøgelsen af bopælsforholdene traf (Z-by) politi beslutning om inddragelse af prøveskiltene.
Der foreligger således ikke noget notat om inddragelse af prøveskiltene, det være sig efter registreringsbekendtgørelsens § 86 eller § 119.
Der er følgelig heller ikke truffet nogen afgørelse om, for hvilket tidsrum inddragelsen skulle gælde.
Jeg har påtalt den uheldige sagsbehandling, herunder at klageren ikke på begæring modtog en skriftlig begrundelse for afgørelsen om inddragelse af pladerne."
Rigspolitichefen anførte i sin udtalelse af 12. februar 1993
"...
Det fremgår af sagen, men ikke af den foreløbige redegørelse, at (A) fremsendte et brev til Justitsministeriet den 21. oktober 1990. Dette blev modtaget den følgende dag, og det blev videresendt med ministeriets påtegningsskrivelse af den 29. oktober 1990 og indgik således i Rigspolitiets grundlag for sagens afgørelse.
Af brevet fremgår, at stationslederen hos (Z-by) politi gav følgende mundtlige begrundelse for afgørelsen
"1. Prøveskiltenes hjemadresse er en "bar mark"
2. En enlig halvanden år gammel bøde på 400,00 kr."
For så vidt angår det første anbringende var det åbenbart indlysende, at denne begrundelse var forkert, hvilket politimesteren også anførte og beklagede i sin påtegningsskrivelse af 19. november 1990. Rigspolitiet skønnede derfor, at der ikke var nogen anledning til at partshøre vedrørende denne del af klagen, idet (A) allerede havde fået ret på dette punkt, hvilket han fik oplyst i den afgørelse, der blev meddelt ham ved Rigspolitiets skrivelse af den 21. januar 1991.
For så vidt angår bødeforelægget, som ligger til grund for afgørelsen om inddragelsen, bemærkes, at (A) - da Rigspolitiet traf afgørelse - allerede havde fået dette forelagt på normal måde og betalt bøden. Rigspolitiet fandt derfor ikke, at det var nødvendigt påny at forelægge ham disse oplysninger, idet han jo gennem sit brev havde tilkendegivet, at han var klar over, at bødeforelægget var en del af det grundlag, hvorpå afgørelsen var truffet.
Rigspolitiet fandt det derfor ubetænkeligt at træffe afgørelsen på det foreliggende grundlag, som der blev gjort nøje rede for."
Trafikministeriet, som havde overtaget sagsområdet fra Justitsministeriet, anførte følgende i sin udtalelse af 9. marts 1993
"...
Det fremgår af sagen, at Politimesteren i (X-by) den 21. juni 1990 fremsendte sagen til politiet i (Z-by) med påtegningen: "Fremsendes til politiet i (Z-by) til videre foranstaltning under henvisning til foranstående."
Det fremgår af den indhentede udtalelse fra Politimesteren i (X-by), at der blev givet en mundtlig instruks til politiet i (Z-by) om at undersøge (A's) bopælsforhold.
Politiet i (Z-by) besluttede herefter at inddrage prøveskiltene, og rettede i den anledning den 18. juli 1990 henvendelse til (A) på (B's adresse), og bad om at få prøveskiltene udleveret.
I en tidligere udtalelse af 19. november 1990 oplyste Politimesteren i (X-by), at prøveskiltene p.g.a. en kommunikationsfejl mellem motorkontoret i (X-by) og politiet i (Z-by) blev krævet inddraget i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 119, idet (A) ikke havde bopæl på den adresse, hvor han var tilmeldt folkeregisteret. Politimesteren var dog af den opfattelse, at prøveskiltene kunne være inddraget i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 86.
Politiet i (Z-by) udfærdigede ikke i anledning af sagen et notat om grundlaget for inddragelsen af prøveskiltene, ligesom (A) ikke inden henvendelsen blev underrettet om, at der verserede en sag vedrørende inddragelse af prøveskilte. Der blev endvidere ikke taget stilling til, hvilken tidsmæssig udstrækning afgørelsen om inddragelse af prøveskiltene skulle have.
Inden Rigspolitichefen traf afgørelse i sagen den 21. januar 1991, blev der iværksat en høring af Politimesteren i (X-by).
(A) blev ikke inden Rigspolitichefens afgørelse gjort bekendt med og fik ikke lejlighed til at kommentere Politimesterens høringssvar af 19. november 1990 samt sagens øvrige faktiske afgørelsesgrundlag.
Trafikministeriet er på den baggrund af den opfattelse, at både Politimesteren i (X-by) og Rigspolitichefen inden der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskilte burde have iværksat partshøring, jf forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Det skal bemærkes, at inden Justitsministeriet traf afgørelse i sagen, blev Rigspolitichefen anmodet om en udtalelse, der blev sendt til (A) til partshøring."
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende
"Afgørelsen om inddragelse af Deres faste prøveskilte traf Justitsministeriet efter § 86 i bekendtgørelse nr. 179 af 14. marts 1990 om registrering af motorkøretøjer mv. Bestemmelsen har følgende ordlyd
"Stk. 1. Faste prøveskilte kan inddrages, hvis de benyttes i strid med reglerne i § 79 eller §§ 81-84.
Stk. 2. Inddragelse skal ske for et bestemt tidsrum af ikke over 1 år. I denne periode kan der ikke til vedkommende person, firma eller filial udleveres andre faste prøveskilte."
De vedtog en bøde for overtrædelse af §§ 79, stk. 2, og § 81, stk. 1, i registreringsbekendtgørelsen.
På dette grundlag blev Deres faste prøveskilte inddraget.
...
På baggrund af Deres bødevedtagelse kan det ikke give mig anledning til kritik, at Justitsministeriet lagde til grund, at De som anført i § 86 i registreringsbekendtgørelsen havde benyttet de faste prøveskilte i strid med de gældende regler.
Afgørelsen af, om en brug i strid med disse regler er af en sådan karakter, at det nødvendiggør en inddragelse af de faste prøveskilte, er ikke reguleret i bestemmelsen. Det beror på myndighedernes skøn, om der er grundlag for inddragelse.
En sådan skønsmæssigt præget vurdering kan jeg - efter de regler, der gælder for min virksomhed - ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Efter min gennemgang af sagen giver det mig ikke grundlag for kritik, at Justitsministeriet stadfæstede afgørelsen om at inddrage de faste prøveskilte.
Jeg finder det derimod kritisabelt, at hverken Politimesteren i (X-by) eller Rigspolitichefen i forbindelse med afgørelsen om at inddrage prøveskiltene tog stilling til, for hvilket tidsrum inddragelsen fandt sted.
Jeg har gjort Politimesteren i (X-by) Rigspolitichefen og Trafikministeriet bekendt hermed.
Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, gælder følgende regel om partshøring
"Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
..."
Jeg kan tilslutte mig den opfattelse, som Trafikministeriet har givet udtryk for i sin seneste udtalelse af 3. marts 1993. Både Politimesteren i (X-by) og Rigspolitichefen burde, inden der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskilte, have iværksat partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Jeg har gjort Politimesteren i (X-by), Rigspolitichefen og Trafikministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingen, bekendt med min opfattelse.
Da De i forbindelse med ministeriets behandling af sagen fik lejlighed til at fremsætte Deres kommentarer i henhold til partshøringsreglerne, finder jeg ikke anledning til at foretage yderligere vedrørende dette spørgsmål.
Afgørelsen om at inddrage Deres faste prøveskilte blev meddelt Dem mundtligt. Jeg har i forbindelse med min behandling af sagen overvejet, om afgørelsen burde have været meddelt Dem skriftligt.
Der er ikke i dansk forvaltningsret nogen almindelig regel om, at forvaltningsafgørelser skal meddeles skriftligt. I Juridisk Grundbog 4, Forvaltningen, er på s. 184 anført følgende om dette spørgsmål
"Det almindelige udgangspunkt, hvorefter afgørelser kan meddeles mundtligt, modificeres i praksis kraftigt af nogle almindelige forbehold. Det følger af god sagsbehandlingsskik, at skriftlige henvendelser besvares skriftligt, medmindre borgeren erklærer sig enig i, at en mundtlig besvarelse er tilstrækkelig. Endvidere følger det af god sagsbehandlingsskik, at en part - også selvom betingelserne for efter FVL § 23 at begære en efterfølgende skriftlig begrundelse ikke er opfyldt (fordi afgørelsen giver parten fuldt ud medhold, eller fordi der er gået mere end 14 dage efter den mundtlige meddelelse om afgørelsen) - normalt har krav på at få en skriftlig bekræftelse på en mundtlig afgørelse. Endelig kan det jævnligt følge af god sagsbehandlingsskik, at afgørelser af rent bevismæssige hensyn må bekræftes skriftligt. Det sidste gør sig især gældende mht. afgørelser, der er byrdefulde for adressaten. Efter omstændighederne bør særligt indgribende afgørelser også meddeles adressaten skriftligt."
Ved min overvejelse om, hvorvidt afgørelsen burde være meddelt skriftligt, har indgået afgørelsens betydning set i relation til Deres muligheder for at drive Deres autoforretning.
I en sag, der er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 144-146, har jeg i en sag om hensættelse til afsoning af underholdsbidrag udtalt
"Loven om inddrivelse af underholdsbidrag indeholder ikke et ... skriftlighedskrav, og der kan endvidere ikke antages at gælde et almindeligt princip om, at forvaltningsretlige afgørelser skal udfærdiges skriftligt.
For afgørelser om hensættelse til afsoning af bidrag gælder dog det særlige, at der er tale om bebyrdende afgørelser, som kan indebære meget væsentlige indgreb i den personlige frihed. For sådanne afgørelser er det vigtigt, at parten fuldt ud er klar over afgørelsens nøjagtige indhold, dens begrundelse og den prøvelsesmulighed, der er. Den skriftlige form må på den baggrund foretrækkes, jf. pkt. 209 i vejledningen til forvaltningsloven, 1986, og den sag, der er omtalt i Ombudsmandens beretning for 1973, s. 65."
Den afgørelse, som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1973, angik farlighedsdekreter over for sindssyge personer, som skulle være ledsaget af en underretning om adgangen til domstolsprøvelse.
De ovennævnte 2 sager vedrører områder, der indebærer meget væsentlige indgreb i den personlige frihed.
Da afgørelsen om inddragelse af faste prøveskilte ikke er af tilsvarende indgribende karakter, giver det mig ikke grundlag for kritik, at afgørelsen blev meddelt Dem mundtligt. Jeg mener dog, at en skriftlig afgørelse, særligt i et tilfælde hvor afgørelsen har en bestemt tidsmæssig udstrækning, ville have medført en betydelig bevismæssig klarhed vedrørende indholdet af afgørelsen både for adressaten og myndigheden. Denne klarhed ville muligvis have foreligget, hvis politimesteren havde iagttaget partshøringsreglerne som anført ovenfor.
Politimesteren i (X-by) har oplyst, at der ikke foreligger noget notat om inddragelsen af prøveskiltene.
Efter § 6, stk. 1, i offentlighedsloven skal "en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter". Denne regel om notatpligt gælder for sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
Offentlighedslovens § 6 finder ikke direkte anvendelse på spørgsmålet, om der skal foretages notat på sagen om mundtligt meddelte afgørelser.
Det er min opfattelse, at det følger af god forvaltningsskik, at en mundtligt meddelt afgørelse skal noteres på sagen. Hvis dette ikke sker, vil det ikke efterfølgende med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, hvad indholdet af den meddelte afgørelse er. Dette gælder i særlig grad, når der som i den foreliggende sag skulle tages stilling til, for hvilket tidsrum prøvepladerne skulle inddrages. Det kommer også i betragtning, at myndighederne skal have grundlag for at udfærdige en skriftlig afgørelse med en begrundelse, hvis en anmodning herom fremsættes efter forvaltningslovens § 23 (gengivet nedenfor).
Det havde efter min opfattelse været rigtigst, om hændelsesforløbet i forbindelse med politiassistentens henvendelse den 18. juli 1990 på (B's adresse) havde givet anledning til, at De havde modtaget en skriftlig bekræftelse på indholdet af den afgørelse, som politimesteren havde truffet om inddragelse af de faste prøveskilte.
Jeg har gjort Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Politimesteren i (X-by) bekendt med min opfattelse.
I Deres klage til Justitsministeriet af 27. august 1990 anførte De som begrundelse for, at De afslog at udlevere prøveskiltene, at kravet var uoplyst og udokumenteret. Under en telefonsamtale med stationslederen på Politistationen i (Z-by) den 4. september 1990 nævnte De som yderligere begrundelse for ikke at udlevere pladerne, at den politiassistent, der krævede prøveskiltene udleveret, ikke medbragte en skriftlig begrundelse.
Politimesteren i (X-by) har i sin udtalelse af 9. februar 1993 meddelt, at han har påtalt, at De ikke på begæring modtog en skriftlig begrundelse for afgørelsen om at inddrage prøveskiltene.
Forvaltningslovens § 23 har følgende ordlyd
"Stk. 1. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.
Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret."
Det fremgår ikke af de notater, som politiassistenten foretog i anledning af hans henvendelse den 18. juli 1990, om De ved denne lejlighed anmodede om en skriftlig begrundelse for afgørelsen. Først i skrivelsen til Justitsministeriet af 27. august 1990 anførte De, at kravet var uoplyst og udokumenteret. Dette må efter min opfattelse naturligt forstås således, at De bad om at få en begrundelse for, at prøveskiltene skulle inddrages.
På baggrund af at afgørelsen endnu ikke var eksekveret på dette tidspunkt, idet De stadig var i besiddelse af prøvepladerne, havde De efter min opfattelse krav på at få en begrundelse, uanset at Deres anmodning ikke var fremsat inden for 14 dage efter den 18. juli 1990. Jeg kan derfor tilslutte mig det af politimesteren anførte, hvorefter De på begæring burde have haft en begrundelse for afgørelsen.
Jeg har gjort Politimesteren i (X-by) og Trafikministeriet bekendt med min opfattelse. Da De ved Rigspolitichefens og Justitsministeriets afgørelser har modtaget en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen om at inddrage Deres faste prøveskilte, foretager jeg ikke videre."
NOTER: (*1) Jf. FOB 1988, s. 144-146 og FOB 1973, s. 65
Resumé
Politiet inddrog A's prøveskilte som følge af, at A havde benyttet skiltene i strid med registreringsbekendtgørelsens bestemmelser. A havde tidligere modtaget et bødeforelæg for overtrædelsen.
Ombudsmanden kritiserede, at politimesteren og Rigspolitichefen ikke, inden der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskiltene, havde foretaget partshøring. Ombudsmanden udtalte endvidere, at det forhold, at afgørelsen var blevet meddelt A mundtligt, ikke kunne give ham anledning til kritik. Ombudsmanden bemærkede dog, at en skriftlig afgørelse, særligt i et tilfælde, hvor afgørelsen havde en bestemt tidsmæssig udstrækning, ville have medført en betydelig bevismæssig klarhed vedrørende indholdet af afgørelsen.
Ombudsmanden udtalte endelig, at det følger af god forvaltningsskik, at en mundtlig meddelt afgørelse skal noteres på sagen. (J. nr. 1991-1601-611).