Vidnepligt ved indledende tjenstlig afhøring. Bekendtgørelse af afsked. Ferie under suspension.

Vidnepligt ved indledende tjenstlig afhøring. Bekendtgørelse af afsked. Ferie under suspension.

A klagede til mig over, at han uansøgt var blevet afskediget fra sin stilling som skibsfører ved DSB som følge af en tjensteforseelse. Endvidere klagede han over, at hans restferie var blevet anset for afviklet i suspensionsperioden.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A den 21. december 1990 deltog i en privat julefrokost. Den 22. december 1990 om eftermiddagen mødte A til tjeneste som skibsfører på DSB-færgen X, der sejlede på ruten Rødby-Puttgarden. A havde været ansat i DSB i ca. 25 år, heraf de sidste 18 år på overfarten Rødby-Puttgarden.

Færgen sejlede ca. kl. 16.00 til Puttgarden og returnerede til Rødby ca. kl. 18.30. Her gav A hvert besætningsmedlem en elefantøl. Mens færgen lå i Puttgarden, modtog A ca. kl. 21.30 en opringning fra den vagthavende ved DSB i Rødbyhavn, der oplyste, at A ville blive afløst af en anden, der skulle føre skibet tilbage til Rødby. Baggrunden var en anmeldelse til politiet om, at A var spirituspåvirket.

Afløseren overtog vagten kl. 23.30, og ved ankomsten til Rødby ca. kl. 1.00 natten mellem den 22. og 23. december 1990 blev A anholdt, og der blev udtaget blodprøver til bestemmelse af alkoholpromillen. A blev herefter løsladt. A blev indtil videre fritaget for sejltjeneste og skulle stå til rådighed for opklaring af sagen.

Den 27. december 1990 blev der foretaget en tjenstlig afhøring. Af referatet dateret den 28. december 1990 fremgik bl.a. følgende

"...

Skf (A) gøres bekendt med sagen og underrettes om,

- at han har pligt til at udtale sig om faktiske forhold i forbindelse med sagen,

- at han ikke har pligt til under afhøringen eller senere at vedgå, at undladelser eller handlinger, han måtte have begået, er tjenstlig forseelse,

- at han vil få udleveret en kopi af indberetningen til generaldirektoratet og de sagsbilag, der vedrører hans forhold, og

- at han derefter har ret - men ikke pligt - til at afgive en skriftlig udtalelse, der kan indgå i grundlaget for sagens afgørelse.

..."

Det fremgik desuden, at A oplyste, at han den 21. december 1990 havde deltaget i en julefrokost, at han i toget til Rødby nød en pilsner, at han gav besætningen en øl hver, og at han selv drak en øl, mens færgen lå i Rødby.

A fik referatet til godkendelse, og herefter tilføjede A, at han efter at være blevet afløst kl. 23.30 drak 0,1 liter "Dobbelt Korn".

Ved skrivelse af 22. januar 1991 blev A suspenderet med den begrundelse, at blodprøven bekræftede, at A var spirituspåvirket, og at A således havde pådraget sig begrundet mistanke om et forhold, der betog ham den tillid, som bestridelse af hans stilling krævede.

Af skrivelse af 29. januar 1991 fra DSB's stabsfunktion til personaletjenesten fremgik, at A afviklede tilgodehavende ferie i perioden 1.-17. februar 1991.

Ved byrettens dom af 25. juni 1991 fik A for overtrædelse af sølovens § 371, stk. 3 og 4, en bøde på 10.000 kr. og blev frakendt retten til at føre skib i 1 år. Af dommens præmisser fremgik følgende

"...

Efter tiltaltes egen forklaring lægges det til grund, at han på den i anklagen anførte tid og rute var i tjeneste som skibsfører på DSB-færgen (X).

Ved resultatet af blodalkoholanalyserne og Retslægerådets erklæring findes det godtgjort, at tiltalte havde indtaget spiritus i et sådant omfang, at han var ude af stand til at udføre sin tjeneste som skibsfører på fuldt betryggende måde.

Ved sagens afgørelse har søretten lagt til grund, at tiltalte som af ham forklaret efter afslutningen af den sidste sejlads i Puttgarden har drukket 10 cl 38% snaps, og at hans blodalkoholkoncentration har været 1,50-2,00 0/00 ved afslutningen af hans tjeneste som skibsfører.

..."

A ankede dommen, og ved Østre Landsret blev dommen ændret, således at A alene fik en bøde på 6.000 kr. Af præmisserne fremgik følgende

"...

Efter det oplyste, herunder erklæringerne fra Retslægerådet, må det lægges til grund, at alkoholpromillen i væsentlige tidsrum, medens skibet var i regelmæssig rutefart, har været som minimum tæt på 2, idet retten finder at måtte tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at han har drukket en Elefant-øl efter ankomsten til Puttgarden kl. 20.30. Herefter findes tiltalte ikke at have kunnet udføre sin tjeneste som skibsfører på fuldt betryggende måde. Tiltalte findes herefter skyldig i overtrædelse af sølovens § 371, stk. 3, og bøden findes at burde fastsættes til 6.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 10 dage.

3 dommere finder ikke, at der i sagen er oplyst sådanne skærpende omstændigheder, at retten til at føre skib bør frakendes efter sølovens § 371, stk. 4.

2 dommere finder, at der, under hensyn til at tiltalte med den høje alkoholpromille, der er lagt til grund, har ført et passagerskib, der går i rutefart i et farvand med betydelig, tværgående trafik, foreligger sådanne skærpende omstændigheder, at retten til at føre skib bør frakendes tiltalte for et tidsrum af 1 år, jf. sølovens § 371, stk. 4 og 5.

..."

Ved skrivelse af 14. november 1991 fik A meddelelse om, at generaldirektoratet agtede at afskedige ham uden varsel. Begrundelsen var, at den pådømte lovovertrædelse tillige indebar en så alvorlig overtrædelse af tjenestemandslovens § 10, at DSB ikke længere kunne have tillid til A. Hertil kom, at A under tjenesten gav hvert besætningsmedlem en elefantøl og selv drak en sammen med dem. Herved havde A som øverste myndighed ombord forledt hvert besætningsmedlem til at overtræde bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser", s. 4, om indtagelse af øl og spiritus i tjenesten. A fik under henvisning til tjenestemandslovens § 31, stk. 1, og forvaltningslovens § 19 adgang til at afgive en skriftlig udtalelse. A fik samtidig kopi af 2 domsudskrifter og af de lovbestemmelser, hvorefter sagen blev behandlet.

Skrivelsen blev sendt til chefen for overfartsområde Østersøen "til udlevering snarest".

Generaldirektoratet sendte desuden høringsskrivelse til Statsansattes Kartel. Endvidere blev Finansministeriet anmodet om en udtalelse om A's krav på pension, jf. tjenestemandslovens § 31, stk. 2.

I skrivelse af 26. november 1991 udtalte A, at han havde været i god tro, at han ikke havde følt sig ude af stand til at bestride jobbet, at det var kutyme at give besætningen øl til jul, og at han ikke havde kendskab til, om besætningen indtog øllene.

A sendte mig en kopi af udtalelsen og klagede over den påtænkte afskedigelse. Foranlediget heraf meddelte en af mine medarbejdere DSB, at forholdet om øllene til besætningen kun kunne indgå i afskedigelsegrundlaget, hvis der forud havde været afholdt tjenstligt forhør. Herefter fremsendte generaldirektoratet den 12. december 1991 en ny skrivelse, hvoraf fremgik, at sagen havde været overvejet på ny, og at spørgsmålet om de 18 elefantøl ikke længere indgik i sagen. Til grund for den påtænkte afskedigelse lå alene de 2 domsudskrifter. Det anførtes endvidere

"...

Det således anførte om, at du har været spirituspåvirket i tjenesten, er en alvorlig overtrædelse af tjenestemandslovens § 10 og af bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser" side 4, jf. cirkulære Fkt 13/1990 af 18. december 1990 om alkoholindtagelse i forbindelse med tjenesten. Vi må anse det for skærpende, at du var chef og øverste myndighed om bord i færgen med ansvar bl.a. for færgens sikkerhed. En kopi af hæftet og cirkulæret vedlægges til din orientering.

...

På grundlag af det anførte forhold, som er fastslået ved dom, har vi fortsat til hensigt at meddele dig afsked af DSBs tjeneste.

..."

I skrivelse af 19. december 1991 udtalte A supplerende bl.a., at han satte spørgsmålstegn ved blodprøvens rigtighed, og at det var et fortolkningsspørgsmål, om bestemmelserne i "Medarbejderens forhold og forpligtelser" var overtrådt. A gjorde desuden gældende, at han ikke havde været bekendt med cirkulæret af 18. december 1990.

A blev herefter ved skrivelse af 27. januar 1992 afskediget med udgangen af februar måned 1992. Begrundelsen fremgik af en skrivelse af samme dato, hvori der henvistes til Østre Landsrets dom. Desuden anførtes følgende

"...

Det således anførte om, at du har været spirituspåvirket i tjenesten, er en alvorlig overtrædelse af tjenestemandslovens § 10 og af bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser" side 4. Vi må anse det for skærpende, at du var chef og øverste myndighed om bord i færgen med ansvar bl.a. for færgens sikkerhed.

På baggrund heraf kan DSB ikke længere have tillid til dig, hvorfor der vedlægges et brev af dags dato, hvori trafikministeren afskediger dig fra tjenesten ved DSB med udgangen af februar måned 1992 med ret til opsat pension efter bestemmelserne i tjenestemandspensionslovens kapitel 7.

Din suspension opretholdes indtil afskedstidspunktet, og de løndele, der er tilbageholdt i suspensionstiden fra den 22. januar 1991 til den 29. februar 1992 vil ikke blive efterbetalt.

Der vedlægges en vejledning om opsat pension samt en erklæring om husstandsforhold mm, som bedes udfyldt og indsendt som angivet i vejledningen.

Optjent ferie i 1990 (30 dage) anses for afviklet i suspensionsperioden, hvorfor du vil få udbetalt et beløb svarende til forskellen mellem suspensionsløn og fuld løn i 30 dage.

..."

Skrivelserne blev sendt til chefen for overfartsområde Østersøen "til udlevering".

I skrivelse af 5. marts 1992 fastholdt A sin klage til mig over afskedigelsen, og A klagede desuden over, at ferie optjent i 1990 blev anset for afviklet i suspensionsperioden.

I den anledning modtog jeg en udtalelse fra Generaldirektoratet for DSB af 21. april 1992. A afgav supplerende bemærkninger hertil i skrivelse af 22. maj 1992.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

" 1. Afskedigelsen.

Generaldirektoratets afgørelse er truffet på baggrund af tjenestemandslovens §§ 10, 24, 1. pkt., og 28, 2. pkt. samt "Medarbejderens forhold og forpligtelser" s. 4. De har tidligere modtaget kopi af disse bestemmelser.

Jeg har ikke ved min gennemgang af sagen fundet, at der foreligger omstændigheder, der kan give mig grundlag for kritik af, at generaldirektoratet i denne sag fandt, at grundlaget for uansøgt afsked var til stede.

Jeg har herved lagt vægt på, at De ved Østre Landsrets dom blev straffet for overtrædelse af sølovens § 371, stk. 3, og at det må lægges til grund, at De såvel før som under tjenesten som chef og øverste myndighed ombord indtog alkohol i ikke ubetydelige mængder.

Jeg har herefter ikke grundlag for at kritisere, at generaldirektoratet fandt, at der forelå en alvorlig overtrædelse af tjenestemandslovens § 10 og af bestemmelserne i hæftet "Medarbejderens forhold og forpligtelser" s. 4.

De ændringer, der blev gennemført ved cirkulære Fkt 13/1990 af 18. december 1990, er efter min opfattelse ikke afgørende i denne sag, idet også de tidligere regler af 30. december 1987 blev overtrådt.

2. Vidnepligt.

Tjenestemandslovens § 20, stk. 1, lyder således

"En tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et strafbart forhold, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Han skal samtidig gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen."

Af forarbejderne til tjenestemandslovens § 20, stk. 1, fremgår følgende

"Centralorganisationerne har anført, at der forekommer visse sager, hvor tjenestemænds rimelige krav på beskyttelse under sagens indledende stadium ikke synes at blive tilstrækkeligt respekteret. Som eksempel er nævnt sager om overtrædelse af sikkerhedsbestemmelser. Der etableres her foreløbigt forhør uden deltagelse af bisidder, hvorunder tjenestemanden, der ofte er chokeret, undertiden påtager sig mere skyld, end der reelt er basis for. Da den på grundlag af det foreløbige forhør udarbejdede beretning, som oplæses og vedstås, under en efterfølgende disciplinærsag i et vist omfang lægges til grund, vanskeliggøres tjenestemandens - og hans bisidders - forsvar i betydelig grad.

Etaternes repræsentanter har heroverfor gjort opmærksom på, at det hyppigt er vigtigt, at rapport optages snarest, medens de indtrufne begivenheder endnu står klart i erindringen hos de implicerede. Det er anført, at dette spørgsmål var genstand for overvejelse i lønningskommissionen af 1954, som ikke fandt en lovændring på dette punkt nødvendig, idet tjenestemanden måtte kunne benytte sig af den i loven hjemlede adgang til kun at skrive "læst" på det forelagte materiale, således at der ikke heri lå nogen erkendelse af, at han havde begået en tjenesteforseelse. Kommissionen anså det dog for hensigtsmæssigt, at det pålægges den overordnede, som leder den foreløbige undersøgelse, i hvert enkelt tilfælde at gøre den pågældende tjenestemand bekendt med, at han ikke er pligtig at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår et forhold som tjenstlig forseelse.

Det er oplyst, at Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet under hensyntagen til de anførte bemærkninger fra lønningskommissionen af 1954 har optaget følgende bestemmelse i Post- og Telegrafvæsenets regler

"Den pågældende tjenestemand bør i hvert enkelt tilfælde gøres bekendt med, at han ikke er pligtig at afgive nogen erklæring, hvorved han vedgår, at forhold, som er indeholdt i den udarbejdede sagsfremstilling, er tjenstlig forseelse."

Man finder det betydningsfuldt, at tjenestemandens retsstilling klargøres ved optagelse i § 20 af en bestemmelse om, at tjenestemanden skal gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig om fremstillingen. Der vil således ikke være noget til hinder for, at tjenestemanden, hvis han ønsker det, skriver "læst" på fremstillingen.

..."

(Tjenestemandskommissionens betænkning nr. 483, 1969, 1. del, s. 121).

Bestemmelsen i § 20, stk. 1, gælder umiddelbart kun pligten (og retten) for pågældende tjenestemand til at udtale sig om den udleverede fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Den regulerer således ikke tjenestemandens pligt til at udtale sig under tjenstlige afhøringer som den, der fandt sted den 27. december 1990.

Ved vurderingen af dette spørgsmål må det tages i betragtning, at parten under egentlige tjenesteforhør i henhold til tjenestemandslovens § 24 antages ikke at have vidnepligt i tilfælde, hvor disciplinærsagen kan ende med alvorligere sanktioner over for parten, jf. Folketingets Ombudsmands beretninger 1990, s. 417ff, samt 1991, s. 236.

Det kan ikke antages, at partens retsstilling er svagere ved afgivelse af forklaringer under tjenstlige afhøringer end under tjenstlige forhør, jf. Folketingets Ombudsmands beretning 1991, s. 237-244.

Baggrunden for den tjenstlige afhøring den 27. december 1990 af Dem var uden tvivl således, at det måtte anses for sandsynligt, at sagen kunne ende med en alvorligere tjenstlig sanktion, hvilket senere også viste sig at være tilfældet. Under disse omstændigheder kunne De ikke antages at have pligt til at udtale Dem under afhøringen. Jeg må derfor betragte det som en fejl, at De i forbindelse med afhøringen blev underrettet om, at De havde pligt til at udtale Dem om faktiske forhold i forbindelse med sagen.

Jeg har gjort Generaldirektoratet for DSB bekendt med min opfattelse.

Da de faktiske omstændigheder imidlertid blev klarlagt under den efterfølgende retssag, har de udtalelser, De kom med under den tjenstlige afhøring, ikke haft betydning for sagens udfald.

3. Afgørelsens meddelelse.

...

Det følger af god forvaltningsskik, at afgørelser skal meddeles parten direkte, medmindre helt ekstraordinære omstændigheder i den konkrete sag stiller sig i vejen herfor, jf. Eilschou Holm i Juristen 1986, s. 251-52 og Juridisk grundbog 1989, bind 4, s. 191. Jeg henviser desuden til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 366f og 386f.

Generaldirektoratets skrivelser af 14. november 1991 og 27. januar 1992 blev sendt til chefen for overfartsområde Østersøen til udlevering til Dem.

En sådan fremgangsmåde må jeg under hensyn til ovenstående anse for stridende mod god forvaltningsskik.

Jeg har gjort Generaldirektoratet for DSB bekendt med min opfattelse.

4. Ferie.

Aftale af 26. september 1988 mellem Finansministeriet og en række centralorganisationer, herunder Statsansattes Kartel, om løn under suspension m.v. og ulovlig udeblivelse indeholder i § 3, stk. 1 og 2, følgende bestemmelser

" § 3. En suspenderet tjenestemand kan pålægges i suspensionsperioden at afvikle al afviklingsmoden ferie.

Stk. 2. Under afvikling af ferie oppebærer en suspenderet tjenestemand fuld sædvanlig løn under ferie i overensstemmelse med gældende ferieregler, eventuelt inkl. særlige ydelser, og tjenestemanden kan ikke kræves til rådighed for tjenstligt forhør mv."

De fik samtidig med afskedigelsesskrivelsen af 27. januar 1992 meddelelse om, at optjent ferie i 1990 (30 dage) ansås for afviklet i suspensionsperioden. Suspensionsperioden udløb med udgangen af februar 1992. I den mellemliggende periode skulle De ikke stå til rådighed for tjenstligt forhør m.v. De ville således i perioden 28. januar til 29. februar 1992 kunne afvikle 29 feriedage.

Der er ikke i ovennævnte § 3 krav om, at feriepålægget skal gives med et (bestemt) varsel.

På denne baggrund finder jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at generaldirektoratet anså ferien for afviklet i suspensionsperioden.

Som anført under 2 og 3, finder jeg, at der blev begået processuelle fejl i forbindelse med afskedigelsen.

Ingen af de nævnte forhold har dog haft betydning for grundlaget for afskedigelsen, og jeg har derfor ikke fundet at burde foretage videre udover at gøre den implicerede myndighed bekendt med min opfattelse. ..."

NOTER: (1*) FOB 1990, s. 417 ( FOB 1990, s. 339 ), FOB 1991, s. 236ff ( FOB 1991, s. 207 ), FOB 1990, s. 366 ( FOB 1990, s. 339 ) og 386f ( FOB 1990, s. 339 ).

Resumé

A blev afskediget fra sin stilling som skibsfører ved DSB som følge af, at han havde været spirituspåvirket i tjenesten, hvilket var blevet fastslået ved dom.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at A blev afskediget. Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt, at A under en tjenstlig afhøring fejlagtigt fik at vide, at han havde pligt til at udtale sig om sagens faktiske omstændigheder. Desuden anså ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik, at skrivelsen om den påtænkte afskedigelse samt afskedigelsesskrivelsen ikke blev sendt direkte til A, men til hans overordnede til videregivelse.

Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at A's resterende ferie blev anset for afholdt i suspensionsperioden. (J. nr. 1992-739-812).