Fortolkning af bistandslovens § 43 om en fast bruttorevalideringsydelse m.v.

§ 1 i bekendtgørelsen udelukker personer fra revalideringsydelse, for så vidt de i henhold til anden lovgivning i forbindelse med uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling modtager støtte til dækning af "deres leveomkostninger". Bestemmelsen afskærer alene personer fra at modtage den særlige revalideringsydelse i henhold til § 43, stk. 2, og udelukker således ikke, at der ydes støtte til særlige uddannelses- og omskolingsudgifter i henhold til § 43, stk. 6 og 7, jf. også Socialministeriets vejledning nr. 155 af 6. august 1990 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10.

Reglen i § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen har således alene en præciserende karakter i forhold til udtrykket "i det omfang, der ikke ydes hjælp hertil efter reglerne i anden lovgivning", i lovens § 43, stk. 1.

Herefter har jeg ingen holdepunkter for at antage, at § 1, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 517 savner hjemmel i § 43.

2) Tydeliggørelse af forrevalidenders ret til kontanthjælp i stedet for SU.

I henvendelsen til mig gjorde A endvidere gældende, at der i Socialministeriets vejledning om hjælp efter § 43, især pkt. 25 og 35, var et behov for at tydeliggøre forrevalidenders ret til kontanthjælp. A anførte bl.a.

"...

Der vil altså fortsat være revalidender med et lavt udgiftsbehov, som henvises til at få deres forsørgelse dækket ved at søge SU. Det vil blandt andet dreje sig om stærkt handicappede unge, hvor kommunen vurderer, at SU, stipendier og lån samlet udgør et tilstrækkeligt beløb til at dække det aktuelle forsørgelsesbehov.

Disse grupper kan således erhverve en betydelig lånebyrde i en forrevalideringsperiode, hvor deres fremtidige erhvervsmuligheder ikke er klarlagt, og dermed er usikre.

Så der er fortsat behov for at få tydeliggjort, om nogle af disse grupper, ikke skal henvises til at få dækket en del af (deres) forsørgelsesbehov gennem låneoptagelse. Det vil sige, om nogle af disse grupper har ret til kontanthjælp jfr. § 37 i stedet for SU, fordi lånebyrden i en længerevarende forrevalideringsperiode skønnes at belaste revalidenden så hårdt, at revalideringsmulighederne forspildes.

..."

Pkt. 25 og 35 i Socialministeriets vejledning nr. 155 af 6. august 1990 har bl.a. følgende ordlyd

"...

Den faste revalideringsydelse kan ikke udbetales under forrevalidering, hvor revalidenden i stedet kan bevare det hidtidige forsørgelsesgrundlag så som kontanthjælp eller sygedagpenge suppleret med hjælp til de særlige udgifter til aktiviteten efter § 43, stk. 6.

Under hensyn til kontanthjælpens subsidiære karakter skal forrevalidenden udnytte mulighederne for at søge stipendier og lån fra Statens Uddannelsesstøtte i forrevalideringsperioden.

...

35. Kontanthjælp beregnes efter reglerne i bistandslovens kapitel 9, men således at grundydelsen ikke nedsættes efter 9 mdr., samt at en allerede nedsat grundydelse forhøjes til almindelig grundydelse, når der er truffet beslutning om revalidering.

Under hensyn til kontanthjælpens subsidiære karakter skal der søges stipendier og lån fra Statens Uddannelsesstøtte i forrevalideringsperioden.

..."

Socialministeriet havde i skrivelsen af 15. februar 1991 til A oplyst, at Undervisningsministeriet havde fastslået, "at forrevalidender på kontanthjælp ikke er berettiget til at modtage sådan SU-støtte under forrevalideringen".

I udtalelsen af 18. juli 1991 anførte Socialministeriet følgende

"...

Forberedende revalidering, der har et mere afklarende eller erhvervsmodnende sigte, som er nødvendig for at opnå et tilstrækkeligt grundlag for at kunne fastlægge en erhvervsplan, kan foregå efter § 43, stk. 6, således at revalidenden bevarer det hidtidige forsørgelsesgrundlag så som kontanthjælp eller sygedagpenge.

I forrevalideringsperioden henvises revalidenden således ikke til at klare sig med SU, hvis pågældende modtager kontanthjælp.

Under den forberedende revalidering kan der endvidere ydes hjælp til de særlige uddannelses- eller handicapbetingede udgifter.

En ung handicappet person, som modtager kontanthjælp efter § 37 vil således under forrevalidering fortsætte på kontanthjælp, med mulighed for hjælp til uddannelses-eller handicapbetingede udgifter efter § 43, stk. 6.

Det er ikke en lovlig begrundelse for at yde kontanthjælp efter § 37, i stedet for SU, at lånebyrden i en længerevarende forrevalideringsperiode vil kunne bevirke, at revalideringsmulighederne forspildes.

..."

I min skrivelse til A udtalte jeg vedrørende dette problem følgende

"Hjælp i henhold til § 43, stk. 2, kan kun ydes, når der er lagt en realistisk erhvervsplan. Bestemmelsen bygger således på en forudsætning om en vis forrevalideringsperiode. I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen forudsattes, at "den pågældende indtil iværksættelsen kan fortsætte på sit hidtidige forsørgelsesgrundlag, eksempelvis sygedagpenge eller kontanthjælp." (Se nærmere citat foran ...).

Der er således ikke i forbindelse med vedtagelsen af § 43 ændret på bestemmelserne om kontanthjælp. Hjælp i henhold til § 37 er som bekendt subsidiær, bl.a. i forhold til ydelser i henhold til SU-loven.

Socialministeriets udtalelse af 18. juli 1991 må forstås således, at bemærkningerne i pkt. 25 og 35 i vejledningen alene har til hensigt at erindre om kontanthjælpens subsidiære karakter, også når den udbetales i forbindelse med forrevalidering.

Dette forhold fremgår efter min mening klart af vejledningsteksten, og der er efter min mening ikke påvist et særligt behov for at understrege, at der for nogle gruppers vedkommende ikke bliver tale om reduktion af kontanthjælp som følge af SU. Teksten giver heller ikke anledning til tvivl om, at henvisningen til ydelser efter SU ikke skal forstås således, at SU-ydelsen helt afskærer pågældende fra kontanthjælp eller i øvrigt supplerende revalideringsydelse i henhold til § 43, stk. 6.

Herefter har jeg ikke grundlag for kritik i anledning af denne del af Deres henvendelse."

3) Befordring til og fra uddannelsesstedet.

I henvendelsen til mig kritiserede A yderligere, at pkt. 47 i vejledning nr. 155 af 6. august 1990 indskrænker adgangen til dækning af udgifter til befordring til og fra uddannelsesstedet.

Pkt. 47, nr. 2, i Socialministeriets vejledning nr. 155 har følgende indhold

" 47. Der kan ydes hjælp til

...

2) dækning af udgifter til nødvendig daglig befordring til og fra uddannelsesstedet for så vidt angår den del af transporten, der ligger uden for lokalområdet. Opmærksomheden henledes dog på muligheden for at få befordringsgodtgørelse efter andre, især Undervisningsministeriets regler. Kan revalidenden ikke benytte offentlige transportmidler af helbredsmæssige eller geografiske grunde, kan der ydes tilskud til kørsel i egen bil efter laveste sats i henhold til statens regler herom med fradrag af en anslået udgift til den billigste offentlige befordring inden for lokalområdet.

..."

A anførte bl.a.

"...

I brev af 15. februar 1991 anfører ministeriet, at der stort set er tale om en videreførelse af de tidligere gældende regler.

Men problemet er jo, at ministeriet ikke viderefører den tidligere gældende regel om, at det er de faktiske transportudgifter der dækkes som en uddannelsesudgift. Vejledningens anvisning af, at revalidenden selv skal betale transport indenfor lokalområdet fortolkes af mange kommuner således, at revalidenden selv skal afholde de første 250 kr. pr. måned, så kun transportudgifter herudover dækkes.

Det er selvfølgelig interessant, at blive gjort bekendt med betragtninger over hvad ministeriet finder rimeligt, men en klarere lovhjemmel til den ændrede fortolkning af begrebet uddannelsesudgifter ville have være hensigtsmæssig.

..."

Hertil anførte Socialministeriet i udtalelsen af 18. juli 1991 følgende

"...

For så vidt angår dækning af uddannelsesudgifter efter pkt. 47 til befordring til og fra uddannelsesstedet har vi fundet det rimeligt - som en vejledende hovedregel - at revalidenden selv betaler sine transportudgifter inden for lokalområdet.

Det skyldes bl.a., at revalideringsydelsen - i modsætning til de tidligere regler efter § 42 - ydes med et fast beløb svarende til dagpengemaksimum og uafhængig af en ægtefælles indkomst og formueforhold.

Efter § 43, stk. 7, er der endvidere sket en udvidelse af personkredsen, således at disse særlige uddannelses- og handicapbetingede udgifter nu kan ydes særskilt i forbindelse med støtte til uddannelse m.v. efter anden lovgivning f.eks. SU eller arbejdsmarkedets støtteordninger.

Det bemærkes, at de nævnte regler er vejledende for kommunerne, som i de konkrete sager må tage stilling til, om det findes rimeligt, at yde helt eller delvis tilskud til dækning af transportudgifterne."

I min skrivelse til A udtalte jeg vedrørende dette problem følgende

"Socialministeriet har i udtalelsen af 18. juli 1991 understreget, at bestemmelsen i pkt. 47, nr. 2, er af vejledende karakter, og at det ikke har været hensigten at normere spørgsmålet om dækning af udgifter til lokal transport udtømmende. Ministeriet har således lagt til grund, at kommunerne ikke er retligt afskåret fra at yde støtte til transport inden for lokalområdet.

Den samme opfattelse har Den Sociale Ankestyrelse lagt til grund i sagerne SM 0-1-92 og SM 0-32-92.

I den sidste afgørelse udtalte ankestyrelsen, "at der ikke i bistandsloven er hjemmel til den i Socialministeriets vejledning af 6. august 1990 nævnte begrænsning i hjælpen til befordringsudgifter til og fra uddannelsesstedet".

Jeg er enig med Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse i, at hverken § 43, stk. 2, eller § 43, stk. 7, giver retligt holdepunkt for at antage, at hjælp til udgifter til lokaltransport ikke skulle kunne ydes som revalideringshjælp.

Som pkt. 47, nr. 2, er formuleret, kan det vanskeligt forstås på anden måde end således, at alene udgifter til den del af transporten, "der ligger uden for lokalområdet" kan dækkes i henhold til § 43.

Det må anses for uheldigt, at denne del af vejledningen er blevet udformet anderledes og mere restriktivt - med hensyn til myndighedernes mulighed for at yde hjælp - end den opfattelse, ministeriet har givet udtryk for over for mig.

Jeg har samtidig hermed gjort Socialministeriet bekendt med min opfattelse.

Samtidig har jeg henstillet til ministeriet, at ministeriet i forbindelse med en kommende revision af vejledningen om § 43-hjælp præciserer indholdet af pkt. 47, nr. 2, dels under hensyn til det, ministeriet selv har givet udtryk for, dels under hensyn til Den Sociale Ankestyrelses afgørelser om spørgsmålet."

Fortolkning af bistandslovens § 43 om en fast bruttorevalideringsydelse m.v.

A rettede henvendelse til mig om Socialministeriets besvarelse i skrivelse af 15. februar 1991 på nogle spørgsmål fra A om fortolkningen af bistandslovens § 43.

I den anledning indhentede jeg en udtalelse fra Socialministeriet om tre nærmere angivne retlige problemer vedrørende bistandslovens § 43.

1) Forholdet mellem hjælp i henhold til § 43 og støtte efter anden lovgivning "til dækning af leveomkostninger".

Bistandslovens § 43 har følgende indhold

" § 43. Når det anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, ydes der hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling, i det omfang der ikke ydes hjælp hertil efter reglerne i anden lovgivning.

Stk. 2. Når der er iværksat revalidering i overensstemmelse med en forud fastlagt erhvervsplan, udbetales der en fast revalideringsydelse, der udgør 10.387 kr. månedligt. For personer under 23 år udgør den faste revalideringsydelse halvdelen af beløbet i første punktum, medmindre der foreligger særlige forhold. Ud over den faste revalideringsydelse kan der ydes hjælp til de særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller handicappet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler for, hvornår en erhvervsplan kan berettige til hjælp efter stk. 2, og for, hvornår unge under 23 år kan opnå revalideringsydelse efter stk. 2, 1. pkt.

Stk. 4. Den faste revalideringsydelse efter stk. 2 udbetales, til erhvervsplanen er gennemført. Ydes den faste revalideringsydelse til uddannelse, udbetales ydelsen i en periode, der svarer til den normerede uddannelsestid. Den faste revalideringsydelse kan højst udbetales for en periode af 5 år. Kommunalbestyrelsen kan forlænge støtteperioden, hvis der foreligger særlige grunde herfor. Socialministeren fastsætter regler herom.

Stk. 5. Ret til den faste revalideringsydelse er betinget af, at erhvervsplanen følges. Udførelse af andet arbejde i en revalideringsperiode, herunder arbejde uden for normal arbejdstid, kan kun ske i kortvarige perioder med beskæftigelse, der kan anses for relevant eller forenelig med revalideringens gennemførelse. Socialministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang arbejdsindtægter medfører fradrag i revalideringsydelsen.

Stk. 6. Der kan ydes hjælp til de særlige udgifter, der følger af en uddannelse eller en anden aktivitet, som er nødvendig eller hensigtsmæssig for at kunne tilrettelægge og iværksætte en revalidering i overensstemmelse med en fastlagt erhvervsplan, samt til dækning af de udgifter, der følger af et handicap.

Stk. 7. Personer med nedsat erhvervsevne, jf. stk. 1, som under uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling modtager hjælp efter anden lovgivning til dækning af deres leveomkostninger, kan få særskilt hjælp til de særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller handicappet.

Stk. 8. Ved optræning eller oplæring på det almindelige arbejdsmarked kan hjælpen ydes som løn eller løntilskud, der fastsættes uanset stk. 2, 1. og 2. pkt. Herudover kan der ydes hjælp til nødvendige uddannelsesudgifter og handicapbetingede udgifter.

Stk. 9. Der kan ydes særskilt hjælp til anskaffelse af værktøj og arbejdsredskaber, hvis det er af afgørende betydning for en person med nedsat erhvervsevne og hjælpen skønnes rimelig i forhold til den pågældendes økonomiske situation. Der kan endvidere ydes hjælp til kortvarige kurser, der er nødvendige for at opnå eller fastholde et bestemt arbejde.

Stk. 10. Under samme betingelser som i stk. 9, 1. pkt., kan der ydes hjælp til iværksættelse af selvstændig virksomhed, herunder anskaffelse af et motorkøretøj, der indgår som sædvanligt led i den pågældende virksomhed.

Stk. 11. Hjælp efter stk. 9, 1. pkt. og stk. 10 kan ydes som lån, når det findes rimeligt under hensyn til den pågældendes fremtidige erhvervsmuligheder. Socialministeren fastsætter nærmere regler herom."

I medfør af bl.a. § 43, stk. 3, har Socialministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 517 af 2. juli 1990 om den faste bruttorevalideringsydelse m.v. efter bistandslovens § 43.

Bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd

" § 1. Når der er iværksat en erhvervsmæssig revalidering efter en forud fastlagt erhvervsplan jf. kapitel 2, udbetales en revalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2, 1. pkt. For unge under 23 år udgør revalideringsydelsen halvdelen heraf jf. bistandslovens § 43, stk. 2, 2. pkt. Den halve ydelse udbetales til udløbet af den måned, hvori personen fylder 23 år. Unge under 23 år får dog udbetalt en revalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2. 1. pkt., hvis de har haft arbejdsindtægter, som giver ret til dagpengemaksimum efter sygedagpengeloven, eller forsørgelsesudgifter, der ved en udmåling af kontanthjælp efter bistandslovens § 37 mindst berettiger til grænsebeløbet i bistandslovens § 37, stk. 5.

Stk. 2. Til personer, som under uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling m.v. modtager støtte efter anden lovgivning, herunder stipendier og lån fra Statens Uddannelsesstøtte, til dækning af deres leveomkostninger, kan der ikke samtidig udbetales en revalideringsydelse efter stk. 1.

..."

A gjorde i sin henvendelse gældende, at formuleringen "til dækning af deres leveomkostninger" er et skønstema, som vil kunne give anledning til store forskelle i kommunernes praksis. Efter hans mening havde det været bedst stemmende med ordlyden i § 43, stk. 1 og 2, om ministeriet havde beholdt ordlyden i et bekendtgørelsesudkast, hvorefter det var en forudsætning, at støtten i henhold til den anden lovgivning svarede til niveauet for revalideringsydelser.

Hertil anførte Socialministeriet i udtalelsen af 18. juli 1991 følgende

"...

Efter bistandslovens § 43, stk. 1 er det en betingelse at revalideringshjælpen må anses for påkrævet af hensyn til den pågældendes mulighed for fremtidig at klare sig og sørge for sin familie. Det er endvidere en betingelse, at hjælpen ikke kan ydes efter reglerne i anden lovgivning.

Når betingelserne efter bistandslovens § 43, stk. 1 er til stede, er kommunerne forpligtet til at yde revaliderings hjælp , der kan ydes i form af løn eller løntilskud efter § 43, stk. 8, som støtte til uddannelses- og handicapbetingede udgifter efter § 43, stk. 7, som hjælp efter § 43, stk. 6, under forrevalidering eller i form af en revalideringsydelse efter § 43, stk. 2.

Ansøgeren har et krav på revaliderings hjælp , når tildelingsbetingelserne efter § 43, stk. 1, er til stede, men det er kommunalbestyrelsen, som skal tage stilling til, hvordan revalideringshjælpen ydes efter de øvrige bestemmelser i § 43.

Kommunalbestyrelsen skal således vurdere, om der er behov for det særlige forsørgelsesgrundlag i form af revalideringsydelsen efter § 43, stk. 2, eller om det er tilstrækkeligt med hjælp til de særlige uddannelses- eller handicapbetingede udgifter i tilknytning til uddannelseshjælp m.v. efter anden lovgivning til dækning af leveomkostningerne.

Der er ikke lovhjemmel til at indføre en fast regel, som giver revalidenden krav på en revalideringsydelse efter § 43, stk. 2, hvis støtte efter anden lovgivning udgør et mindre beløb end revalideringsydelsen.

Kommunens afgørelse om en person kan henvises til at klare sig med hjælp efter andre støtteordninger, f.eks. Statens Uddannelsesstøtte, må bero på en helhedsvurdering af den enkeltes situation.

For så vidt der ikke henvises til uddannelseshjælp efter anden lovgivning er revalidenden berettiget til den faste revalideringsydelse efter § 43, stk. 2, når der er iværksat en revalidering i overensstemmelse med en forud fastlagt erhvervsplan.

..."

I en skrivelse til A udtalte jeg vedrørende dette problem følgende

"På baggrund af Deres henvendelse har jeg nærmere vurderet, om § 1 i bekendtgørelse nr. 517 har fornøden støtte i § 43.

Bekendtgørelsen er udstedt i henhold til bl.a. § 43, stk. 3. Denne bestemmelse må forstås således, at den indeholder en bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte præciserende betingelser for udbetaling af revalideringshjælp.

Folketingets Socialudvalg anmodede i forbindelse med behandlingen af lovforslaget vedrørende § 43 Socialministeriet om en detaljeret redegørelse for, "hvorledes personkredsen i den nye lov afviger fra personkredsen i den nuværende § 42 i bistandsloven" (spørgsmål nr. 4).

Ministeren svarede bl.a.

"Tilgangskriterierne i den nye § 43, stk. 1, er de samme som i den nuværende § 42, stk. 1, jf. bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser, og svarer til de hidtidige regler, hvorefter bistandsloven er subsidiær i forhold til andre lovbestemmelser.

Forslaget om en ny fast revalideringsydelse vil imidlertid betyde, at en del flere sygedagpengemodtagere og arbejdsskaderamte personer vil overgå til revalidering. Det skyldes, at revalideringsydelsen fjerner den økonomiske barriere og dermed manglende motivation, der i visse tilfælde har bevirket, at revalidering er blevet udskudt eller i værste tilfælde slet ikke iværksat.

Forskellene i personkreds i § 43 i forhold til de nugældende regler er følgende

Retten til bruttorevalideringsydelsen efter § 43, stk. 2, indtræder først ved iværksættelsen af revalidering efter en fastlagt erhvervsplan og kun for personer, som ikke kan klare sig med anden forsørgelsesydelse under uddannelse, selv om den kombineres med hjælp til de særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller handicappet.

Forskellen i personkreds beror således på, at der med de foreslåede regler er adgang til særskilt at afholde uddannelses-og handicapbetingede udgifter i tilknytning til hjælp efter anden lovgivning til dækning af leveomkostninger, jf. § 43, stk. 7. Dermed udvides kredsen af personer, der kan klare sig med hjælp til uddannelse efter Arbejds-, Kultur- eller Undervisningsministeriets regler, og for hvem det derfor ikke er nødvendigt at iværksætte revalidering med forsørgelse efter § 43, stk. 2, alene for at kunne afholde de særlige merudgifter, nogle personer har på grund af uddannelse/handicap.

Bestemmelsen i § 43, stk. 6, giver adgang til, allerede fra beslutning om revalidering er truffet, at afholde uddannelses- og handicapbetingede udgifter til forrevalidering, det vil sige i en erhvervsmodnende og afklarende fase samtidig med, at et hidtidigt forsørgelsesgrundlag, f.eks. i form af sygedagpenge eller kontanthjælp, bibeholdes, indtil den egentlige revalidering iværksættes, hvorefter disse ydelser ophører. Forrevalideringsperioden, hvorunder erhvervsplanen tilrettelægges, skal være så kort som mulig.

Det vil med andre ord sige, at der først sker en objektiv vurdering af, om en person har behov for hjælp til revalidering på grund af nedsat erhvervsevne som følge af fysisk eller psykisk handicap eller en socialt fastlåst situation, jf. § 43, stk. 1.

Derefter vurderes det, om der er behov for det særlige forsørgelsesgrundlag i § 43, stk. 2, eller om det er tilstrækkeligt med hjælp til de særlige udgifter, der følger af handicappet eller uddannelsen i tilknytning til forsørgelsesydelsen i kraft af andre uddannelsessystemer.

Disse kriterier vil blive præciseret i den bekendtgørelse, der udsendes i medfør af § 43, stk. 3.

Som nævnt i lovbemærkningerne forventes langt hovedparten af den persongruppe, der i dag er omfattet af § 42, at skulle have den faste revalideringsydelse efter § 43, stk. 2. Det vil derimod typisk være unge, der netop har forladt skolesystemet, og som ikke hidtil har haft særlige indtægter, som fortsat må anses for at kunne klare sig i de ordinære uddannelsessystemer suppleret med hjælp til uddannelses- og handicapbetingede udgifter, jf. § 43, stk. 7.

..."

Det var således klart forudsat, at hjælp i henhold til § 43 skulle være subsidiær i forhold til tilsvarende hjælp efter anden lovgivning, samt at Socialministeriet skulle præcisere forholdet i den bekendtgørelse, der ville blive udsendt i henhold til § 43, stk. 3. Det var endvidere forudsat, at de ydelser, som skulle kunne udelukke revalideringsydelse i henhold til § 43, stk. 2, efter omstændighederne kunne være lavere end revalideringsydelsen.

Resumé

A rettede henvendelse til Ombudsmanden om Socialministeriets (SM's) svar på 3 nærmere anførte spørgsmål om fortolkningen af bistandslovens § 43, som A havde forelagt SM.

Om de enkelte spørgsmål udtalte Ombudsmanden

1. at det er klart forudsat, at hjælp i henhold til bistandslovens § 43 er subsidiær i forhold til tilsvarende hjælp efter anden lovgivning, og at sådan tilsvarende hjælp efter omstændighederne kan være lavere end revalideringsydelsen. § 1, stk. 2, i SM's bekendtgørelse om den faste bruttorevalideringsydelse m.v. efter bistandslovens § 43 har alene en præciserende karakter i forhold til bistandslovens § 43, stk. 1. Ombudsmanden fandt derfor ikke, at der var holdepunkter for at antage, at bekendtgørelsen savner hjemmel i bistandslovens § 43,

2. at teksten i SM's vejledning om hjælp efter bistandslovens § 43 alene har til hensigt at erindre om kontanthjælpens subsidiære karakter - også når den udbetales i forbindelse med forrevalidering. Ombudsmanden fandt derfor ikke, at der er et særligt behov for i vejledningsteksten at understrege, at der for nogle gruppers vedkommende ikke vil blive tale om reduktion af kontanthjælp som følge af SU,

3. at § 43 ikke giver grundlag for at antage, at hjælp til udgifter til lokaltransport til og fra et uddannelsessted ikke skal kunne ydes som revalideringshjælp. SM's vejledning om hjælp efter bistandslovens kap. 10, pkt. 47, kan vanskeligt forstås i overensstemmelse hermed. Ombudsmanden anså det derfor for uheldigt, at denne del af vejledningen var blevet udformet anderledes og mere restriktivt. Ombudsmanden henstillede til SM ved en kommende revision af vejledningen at præcisere indholdet på dette punkt. (J. nr. 1991-356-053).