Kapitalisering af arbejdsskadeerstatning.

Kapitalisering af arbejdsskadeerstatning.

A klagede over Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser om afslag på hans ansøgning om (yderligere) kapitalisering af hans arbejdsskadeerstatning.

De faktiske omstændigheder i sagen var følgende

Ved Arbejdsskadestyrelsens skrivelse af 5. januar 1990 blev A, der var ramt af opløsningsmiddelforgiftning, tilkendt erstatning efter den dagældende arbejdsskadeforsikringslov. A blev på grundlag af et udmålt erhvervsevnetab på 100 % tilkendt en løbende erhvervsevnetabserstatning på 9.566 kr. om måneden.

I en skrivelse af 26. september 1991 ansøgte Specialarbejderforbundet i Danmark (herefter "forbundet") på A's vegne Arbejdsskadestyrelsen om kapitalisering af 50% af erstatningsbeløbet. Ansøgningen var begrundet med, at A havde fået tilladelse til at bringe sin familie fra Marokko til Danmark, og at familien i den anledning skulle flytte til en større lejlighed. Samtidig skulle der indkøbes en del yderligere udstyr til familien. Om A's begrundelse for ansøgningen hedder det i forbundets skrivelse endvidere bl.a. følgende

"...

Hans begrundelse hertil er, at han fortsat forsørger sine 2 døtre i Marokko, som ikke har selvstændig indtægt. Alene til husleje sender han hver måned kr. 2.000.- til Marokko, og til forsørgelse et beløb mellem 2-3.000.- kroner alt afhængig, hvor meget han har tilbage i pågældende måned.

Desuden ønsker han at have et beløb til rådighed i banken, når han har brug for penge, f.x. i forbindelse med flyrejser til familien, da hustruen meget savner sine 2 store døtre.

Også når døtre skal giftes har han brug for penge til deres udstyr.

Jeg har regnet meget på hvad det vil betyde for hans månedlige indtægter til forsørgelse af familien her i landet.

Ved 50% kapitalisering, samt et umiddelbart forbrug på ca. kr. 100.000.- til flytning, bohave og afbetaling på gæld på kr. 25.000, vil han have ca. 450.000.- kr. tilbage.

Ved en god investering vil det give afkast på ca. 40.000.- i årlige renter. Hans løbende ydelser vil hermed falde til ca. halvdelen, dvs. kr. 5.000.- månedlig. Til gengæld har han en renteindtægt på godt 3.000.- pr. mnd. samt en mindre merudbetaling i pensionens grundbeløb.

...

Alt i alt vil jeg hermed anbefale, at Styrelsen følger (A's) ønske, dog med en klausul på, såfremt det kan lade sig gøre, at pengene anbringes på fornuftig vis.

..."

Forbundets ansøgning blev fremsendt gennem K Kommune, der over for Arbejdsskadestyrelsen anbefalede, at der blev kapitaliseret et beløb på indtil 50.000 kr.

Ved skrivelse af 4. november 1991 traf Arbejdsskadestyrelsen følgende afgørelse

"Arbejdsskadestyrelsen har besluttet at imødekomme ansøgningen og har herefter i medfør af bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringslovens § 39, stk. 1, jf. stk. 3, ladet den del af Deres ydelse, der svarer til et kapitalbeløb på 50.000 kr., omregne, pr. 1. september 1991.

Den årlige løbende ydelse andrager herefter fra 1. december 1991 at regne i alt 114.960,- kr. (grundydelse 45.650,53 kr.), der vil blive udbetalt med 9.580,- kr. månedlig før kildeskat.

Kapitalbeløbet på 50.000,- kr. vil af Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme A/S inden 14 dage blive anvist til den konto Deres løbende ydelse bliver anvist til."

Ved skrivelse af 21. november 1991 meddelte forbundet Arbejdsskadestyrelsen, at A ønskede fuldstændig - subsidiært 50% - kapitalisering af erstatningen. I den anledning indhentede Arbejdsskadestyrelsen en udtalelse fra K Kommune, der i en skrivelse af 23. januar 1992 bl.a. anførte følgende

"...

Forvaltningen skønner det mest hensigtsmæssigt med månedlige ydelser til denne klient således, at han på længere sigt kan opretholde et fornuftigt forsørgelsesgrundlag for familien.

..."

Ved skrivelse af 31. januar 1992 afslog Arbejdsskadestyrelsen A's ansøgning. I skrivelsen hedder det bl.a. følgende

"...

Forvaltningen [K Kommune] skønner det mest hensigtsmæssigt med månedlige ydelser til denne klient således, at han på længere sigt kan opretholde et fornuftigt forsørgelsesgrundlag for sin familie.

Arbejdsskadestyrelsen ser sig således ikke i stand til at efterkomme ansøgningen.

..."

Ved skrivelse af 13. februar 1992 påklagede forbundet afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. I klagen anførtes det bl.a., at A's (endelige) ønske var at få udbetalt et kapitalbeløb på 150.000 kr. Klagen indeholdt samtidig en oversigt over A's fremtidige økonomiske forhold efter en sådan kapitalisering.

Den Sociale Ankestyrelse meddelte ved skrivelse af 11. juni 1992 A, at ankestyrelsen på et møde den 27. maj 1992 havde truffet følgende afgørelse

"Ankestyrelsen tiltræder Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med Arbejdsskadestyrelsens begrundelse. Ankestyrelsen er således enig i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse."

Ved skrivelse af 16. juli 1992 rettede forbundet første gang henvendelse til mig om sagen. Jeg oversendte den 14. september 1992 forbundets skrivelse til Den Sociale Ankestyrelse med henblik på, at ankestyrelsen kunne meddele forbundet en uddybende begrundelse. I den anledning anførte Arbejdsskadestyrelsen i en skrivelse af 15. oktober 1992 til Den Sociale Ankestyrelse bl.a. følgende

"...

I denne anledning skal vi oplyse, at begrundelsen for afgørelsen er, at det er styrelsens opfattelse, at en yderligere kapitalisering ikke ville forbedre (A's) økonomiske forhold i øvrigt og at en fast månedlig indtægt vil være det mest formålstjenlige også i fremtiden.

..."

I ankestyrelsens skrivelse af 26. oktober 1992 til forbundet hedder det bl.a. følgende

"...

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 39 kan en løbende erhvervsevnetabserstatning efter ansøgning helt eller delvist omsættes til et kapitalbeløb, når Arbejdsskadestyrelsen skønner det formålstjenligt med henblik på en bedring af den pågældendes erhvervsmæssige eller økonomiske forhold.

I ansøgningen peges der på, at en frigivelse (kapitalisering) vil kunne finansiere en række udgifter, indretning af boligen, betaling af gæld samt et disponibelt beløb, som (eventuelt) kan investeres. På grund af indtægtsnedgangen vil førtidspensionen herefter kunne udbetales med et højere beløb end hidtil.

Efter praksis imødekommes kapitaliseringsønsker ikke blot for at opnå højere pension eller til betaling af forbrug eller gæld stiftet ved forbrug.

Da kapitaliseringsønskerne således strider mod den nævnte praksis, har der ikke været grundlag for at imødekomme ansøgningen.

Det bemærkes, at denne uddybende begrundelse ikke ændrer den hidtidige begrundelse, idet denne begrundelse fastholder sigtet med erhvervsevnetabserstatningen som forsørgelsesgrundlag.

..."

Ved skrivelse af 3. december 1992 klagede forbundet på ny til mig over Arbejdsskadestyrelsens og ankestyrelsens afgørelser. Forbundet anførte bl.a. følgende

"...

Arbejdsskadestyrelsen skriver, at en yderligere kapitalisering ikke vil forbedre (A's) økonomiske forhold i øvrigt.

Det er vores opfattelse, at en udbetaling på kr. 150.000 er en betydelig økonomisk forbedring, da det vil give ham den mulighed at investere i sine to voksne døtre's fremtid, fx som medgift når de skal giftes.

Dernæst skriver Arbejdsskadestyrelsen, at en fast månedlig ydelse vil være det mest formålstjenlige også i fremtiden.

Jeg har i min oprindelige skrivelse gjort rede for kapitaliseringens betydning for den fremtidige økonomi. Nedgangen i de månedlige indtægter udgør kun kr. 131.- før skat, ca. kr. 65.- efter skat.

Sluttelig nævnes forsørgelsespligten overfor de 2 voksne døtre i hjemlandet. Vor kommentar er her, at kapitaliseringen netop har denne sigte.

Afdelingen må hermed tilkendegive vor utilfredshed med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse.

Angående Ankestyrelsens henvisning til praksis, hvor kapitaliseringsønsker ikke imødekommes blot for at opnå en højere pension, eller til forbrug, eller til betaling af gæld stiftet ved forbrug.

Her må vi give udtryk for vores forundring over denne præcisering, idet vor erfaring viser at praksis er den, navnlig ved kapitalisering af et mindre beløb som der her er tale om, at Styrelsen altid følger kommunens vurdering og stillingtagen.

I denne sag anser vi (K) Kommune's bekymring for at et fremtidigt forsørgelsesgrundlag ikke kan opretholdes, ude af trit med proportionerne, da det som nævnt kun drejer sig om et så lille beløb som kr. 131.- før skat.

Vi havde derfor fuldt ud regnet med at Arbejdsskadestyrelsen og dernæst Ankestyrelsen havde fulgt vor redegørelse og opfattelse af sagen, som vi anser for at være i overensstemmelse med virkeligheden.

Angående Ankestyrelsens bemærkning om pensionens betydning, har vi nu stillet os selv det spørgsmål, hvorvidt erstatningerne efter arbejdsskadeforsikringsloven er at betragte som subsidiære i forhold til pensionen. Men vi kan desværre ikke komme med et bedre svar end, at subsidiariteten først delvist indtræder efter de i pensionsloven fastsatte fradragsbeløb ved beregning af pensionstillægget og grundbeløbet.

..."

I anledning af forbundets klage indhentede jeg en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse. I Arbejdsskadestyrelsens skrivelse af 6. januar 1993 til Den Sociale Ankestyrelse hedder det bl.a. følgende

"...

I betragtning af erhvervsevnetabserstatningens forsørgelsesmæssige sigte, er det vores opfattelse, at en yderligere nedgang i den månedlige ydelse ikke vil være hensigtsmæssig.

..."

I Den Sociale Ankestyrelses udtalelse af 25. februar 1993 til mig hedder det bl.a. følgende

"...

Ankestyrelsen [.....] skal yderligere bemærke, at der ikke er givet konkret oplysning om, hvad beløbet skal anvendes til. Ankestyrelsen anser det således ikke for dokumenteret, at der er tale om en varig økonomisk forbedring.

..."

Ved skrivelse af 4. marts 1993 anførte forbundet bl.a. følgende til myndighedernes udtalelser

"...

Angående Ankestyrelsen's bemærkning om at der ikke er givet konkret oplysning om, hvad beløbet skal anvendes til, er det mit spørgsmål, hvor konkret skal man være i disse sager.

[.....]

Der er i mine tidligere breve gjort rede for, at vort medlem havde brug for disse penge i f m indretning af lejlighed, anskaffelse af tøj, flyvebilletter, gammel gæld, medgift til 2 i hjemlandet boende døtre.

[.....]

Angående Arbejdsskadestyrelsens bemærkning om nedgangen i den månedlige indtægt, er der ikke taget højde for, at denne nedgang medfører en højere pension. Den egentlige nedgang er såmænd kun kr. 131.- før skat.

..."

I min afsluttende redegørelse i sagen udtalte jeg følgende

"Mine overvejelser i sagen har været koncentreret om nedennævnte spørgsmål

Spørgsmålet om, hvorvidt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 4. november 1991 er i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser af henholdsvis 31. januar og 27. maj 1992 hviler på en selvstændig vurdering af (A's) økonomiske forhold.

Spørgsmålet om, hvorvidt Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses ovennævnte afgørelser i øvrigt er i overensstemmelse med den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs § 39.

Spørgsmålet om, hvorvidt Den Sociale Ankestyrelse i skrivelsen af 25. februar 1993 til mig med rette har anført, at forbundets ansøgning om kapitalisering ikke er tilstrækkeligt konkretiseret.

ad a) Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 4. november 1991.

Ved Arbejdsskadestyrelsens ovennævnte afgørelse fik (A) kapitaliseret 50.000 kr. af det tilkendte erstatningsbeløb. Arbejdsskadestyrelsen angav i afgørelsen, at man hermed imødekom forbundets ansøgning.

Det fremgår imidlertid af forbundets skrivelse af 26. september 1991, at (A) ønskede en kapitalisering af 50% af den tilkendte erstatning, der svarede til et væsentligt højere beløb.

Arbejdsskadestyrelsen imødekom således ikke (A's) ansøgning i den forstand, at man gav ham fuldt ud medhold. Det følger derfor af forvaltningslovens § 22, at afgørelsen burde have været ledsaget af en skriftlig begrundelse. De indholdsmæssige krav til begrundelsen fremgår af samme lovs § 24.

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse indeholder ingen begrundelse. Dette må jeg anse for beklageligt. Da Arbejdsskadestyrelsen senere har redegjort for de betragtninger, styrelsen har anlagt ved behandlingen af forbundets ansøgning, foretager jeg dog ikke videre i den anledning.

ad b) Spørgsmålet om hvorvidt myndighedernes afgørelser af henholdsvis 31. januar og 27. maj 1992 hviler på en selvstændig vurdering.

Til brug for Arbejdsskadestyrelsens behandling af forbundets ansøgning af 21. november 1991 om (yderligere) kapitalisering indhentede styrelsen en udtalelse fra (K) Kommune. Kommunen anførte i en skrivelse af 23. januar 1992 bl.a. følgende

"...

Forvaltningen skønner det mest hensigtsmæssigt med månedlige ydelser til denne klient således, at han på længere sigt kan opretholde et fornuftigt forsørgelsesgrundlag for sin familie.

..."

I Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 31. januar 1992 hedder det bl.a. følgende

"...

Forvaltningen [K Kommune] skønner det mest hensigtsmæssigt med månedlige ydelser til denne klient således, at han på længere sigt kan opretholde et fornuftigt forsørgelsesgrundlag for familien.

Arbejdsskadestyrelsen ser sig således ikke i stand til at efterkomme ansøgningen.

..." (min fremhævelse).

Den Sociale Ankestyrelse tiltrådte den 27. maj 1992 afgørelsen med Arbejdsskadestyrelsens begrundelse.

Ordlyden af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse må efterlade det indtryk, at man uden at anlægge en selvstændig vurdering blot har lagt kommunens indstilling til grund for afgørelsen.

Hertil skal jeg bemærke, at der i kapitaliseringssager selvsagt intet er til hinder for, at Arbejdsskadestyrelsen - såfremt det anses for et nødvendigt eller hensigtsmæssigt led i sagsbehandlingen - indhenter en udtalelse fra ansøgerens opholdskommune. Afgørelsen om kapitalisering er imidlertid efter loven henlagt til Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse; det påhviler derfor disse myndigheder at foretage en selvstændig undersøgelse og vurdering af den konkrete sags faktiske omstændigheder. Myndighederne kan derfor ikke alene henholde sig til kommunens anbefaling.

Jeg må anse det for beklageligt, at myndighederne efter ordlyden af de trufne afgørelser ikke synes at have anlagt en sådan selvstændig undersøgelse og vurdering i (A's) sag. Det bemærkes, at jeg, såfremt myndighederne uanset afgørelsernes formulering måtte have anlagt en selvstændig vurdering, må anse det for kritisabelt, at dette ikke har fundet udtryk i afgørelserne.

ad c) Afgørelsernes forenelighed med den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs § 39.

1. Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse har som anført ikke i fuldt omfang kunnet imødekomme (A's) ansøgning om kapitalisering. De begrundelser, der er givet for afgørelserne af henholdsvis 31. januar og 27. maj 1992, har haft følgende ordlyd

"Forvaltningen [K Kommune] skønner det mest hensigtsmæssigt med månedlige ydelser til denne klient således, at han på længere sigt kan opretholde et fornuftigt forsørgelsesgrundlag for familien.

Arbejdsskadestyrelsen ser sig således ikke i stand til at efterkomme ansøgningen."

(Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 31. januar 1992).

"Ankestyrelsen tiltræder Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med Arbejdsskadestyrelsens begrundelse. Ankestyrelsen er således enig i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse."

(Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 27. maj 1992).

"I denne anledning skal vi oplyse, at begrundelsen for afgørelsen er, at det er styrelsens opfattelse, at en yderligere kapitalisering ikke ville forbedre (A's) økonomiske forhold i øvrigt og at en fast månedlig indtægt vil være det mest formålstjenlige også i fremtiden."

(Arbejdsskadestyrelsens skrivelse af 15. oktober 1992 til Den Sociale Ankestyrelse).

"Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 39 kan en løbende erhvervsevnetabserstatning efter ansøgning helt eller delvis omsættes til et kapitalbeløb, når Arbejdsskadestyrelsen skønner det formålstjenligt med henblik på en bedring af den pågældendes erhvervsmæssige eller økonomiske forhold.

...

Efter praksis imødekommes kapitaliseringsønsker ikke blot for at opnå højere pension eller til betaling af forbrug eller gæld stiftet ved forbrug.

Da kapitaliseringsønskerne således strider mod den nævnte praksis, har der ikke været grundlag for at imødekomme ansøgningen.

Det bemærkes, at denne uddybende begrundelse ikke ændrer den hidtidige begrundelse, idet denne begrundelse fastholder sigtet med erhvervsevnetabserstatningen som forsørgelsesgrundlag."

(Den Sociale Ankestyrelses skrivelse af 26. oktober 1992 til (A).

"I betragtning af erhvervsevnetabserstatningens forsørgelsesmæssige sigte, er det vores opfattelse, at en yderligere nedgang i den månedlige ydelse ikke vil være hensigtsmæssig."

(Arbejdsskadestyrelsens skrivelse af 6. januar 1993 til Den Sociale Ankestyrelse).

"Ankestyrelsen (...) skal yderligere bemærke, at der ikke er givet konkret oplysning om, hvad beløbet skal anvendes til. Ankestyrelsen anser det således ikke for dokumenteret, at der er tale om en varig økonomisk forbedring."

(Den Sociale Ankestyrelses skrivelse af 25. februar 1993 til mig).

2. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser er truffet i medfør af § 39, stk. 1, 2. pkt., i den dagældende arbejdsskadeforsikringslov. § 39, stk. 1, havde på tidspunkterne for de trufne afgørelser følgende ordlyd

" § 39. Løbende årlig ydelse, tilkendt efter § 27 for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct., skal normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke omsættes til et kapitalbeløb. Anden løbende årlig ydelse efter § 27 kan efter ansøgning fra den erstatningsberettigede helt eller delvis kapitaliseres, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner dette økonomisk uforsvarligt."

Lovbestemmelsen er i den citerede formulering indsat ved lov nr. 142 af 25. marts 1987. Før denne lovændring havde bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., følgende ordlyd

"Asøgning fra den erstatningsberettigede helt eller delvis omsættes til et kapitalbeløb, når sikringsstyrelsen skønner det formålstjenligt med henblik på en bedring af den pågældendes erhvervsmæssige eller økonomiske forhold."

I socialministerens forslag til lovændringen i 1987 er følgende anført under de almindelige bemærkninger (Folketingstidende 1986-87, Tillæg A, sp. 2231)

"Efter lovens § 39 kan sikringsstyrelsen efter ansøgning fra den erstatningsberettigede omsætte løbende erstatningsydelse for tab af erhvervsevne og tab af forsørger helt eller delvis til kapitalbeløb. Det er en betingelse herfor, at styrelsen skønner kapitaliseringen formålstjenlig under hensyn til en forbedring af pågældendes erhvervsmæssige og økonomiske forhold. Bestemmelsen praktiseres således, at styrelsen kapitaliserer, såfremt det efter en betryggende undersøgelse i sagen ligger klart, at kapitaliseringsønsket kan imødekommes, uden at der hermed er forbundet nogen trussel mod den erstatningsberettigedes forsørgelse. Styrelsen lægger i denne forbindelse vægt på, om kapitaliseringen tilgodeser også sociale og socialmedicinske forhold, f.eks. ved ønsker om anskaffelse af hus, båd, bil eller lignende. Det foreslås i § 39 at tydeliggøre denne praksis."

Bemærkningerne til selve lovbestemmelsen har følgende ordlyd (a.st., sp. 2235-36)

"Der henvises til de almindelige bemærkninger under c) om kapitalisering af erhvervsevnetabs- og eller forsørgertabserstatning [citeret ovenfor]. Med bestemmelsen lovfæstes sikringsstyrelsens kapitaliseringspraksis. Efter gældende lov skal sikringsstyrelsen finde kapitaliseringen formålstjenlig under hensyn til en forbedring af den erstatningsberettigedes erhvervsmæssige eller økonomiske forhold. Heri lå efter tidligere praksis en forudsætning om, at der med ansøgningens imødekommelse var sandsynlighed for, at den erstatningsberettigede med kapitaliseringen kunne skabe sig en varig sikker indtægt, der oversteg faldet i erstatningsydelsen. Efter seneste praksis, som hviler på et princip om, at de erstatningsberettigede selv er i stand til at administrere deres egne forhold, imødekommes kapitaliseringsansøgninger almindeligvis, hvis det efter en undersøgelse af forholdene ligger klart, at den erstatningsberettigedes økonomiske forhold er betryggende uanset kapitaliseringen."

Det fremgår af det anførte, at Folketinget ved lovændringen i 1987 i væsentlig grad ændrede karakteren af den vurdering, der skal anlægges efter lovens § 39; mens det tidligere var en betingelse for kapitalisering, at der efter myndighedernes opfattelse var udsigt til en egentlig forbedring af den erstatningsberettigedes økonomiske forhold, har loven siden den 1. april 1987 (og indtil ikrafttrædelsen af den nye arbejdsskadeerstatningslov den 1. januar 1993) således foreskrevet, at ansøgninger om kapitalisering skal imødekommes, medmindre det efter Arbejdsskadestyrelsens skøn er økonomisk uforsvarligt. Det synspunkt, der ligger til grund herfor, er ifølge forarbejderne, at de erstatningsberettigede selv er i stand til at administrere deres egne forhold.

I overensstemmelse hermed hedder det i socialministerens forslag til kapitaliseringsbestemmelsen i § 43 i den nugældende arbejdsskadeforsikringslov bl.a. følgende (lovforslag nr. 168 af 18. december 1991, s. 22)

"...

Specielt med hensyn til erhvervsevnetabserstatningen er bestemmelsen for så vidt angår valgfriheden [mellem kapitalisering og løbende udbetaling] en videreførelse af den allerede efter gældende lov meget lempelige kapitaliseringsadgang, hvorimod omfanget af kapitaliseringsmuligheden er en begrænsning i forhold til gældende lov, som giver mulighed for total kapitalisering.

..." (mine fremhævelser).

3. Det fremgår imidlertid af Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser og øvrige udtalelser i sagen, at man i realiteten synes at have truffet afgørelse på grundlag af den retstilstand, der var foreskrevet i loven før ændringen i 1987 (men som myndighederne efter det oplyste allerede da var ophørt med at følge). Dette finder klarest udtryk i Den Sociale Ankestyrelses skrivelse af 26. oktober 1992 til forbundet, hvor det - som tidligere citeret - bl.a. hedder følgende

"...

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 39 kan en løbende erhvervsevnetabserstatning efter ansøgning helt eller delvis omsættes til et kapitalbeløb, når Arbejdsskadestyrelsen skønner det formålstjenligt med henblik på en bedring af den pågældendes erhvervsmæssige eller økonomiske forhold.

..."

Det citerede afsnit af ankestyrelsens skrivelse er i det væsentlige en gengivelse af ordlyden af lovens § 39, stk. 1, 2. pkt., før lovændringen i 1987.

Myndighedernes afgørelser må herefter antages i realiteten at være truffet på et lovgrundlag, som Folketinget har ændret i 1987. Navnlig ankestyrelsens ovennævnte skrivelse af 26. oktober 1992 til forbundet må i øvrigt rejse tvivl om, hvorvidt myndighederne overhovedet har været opmærksomme på den omtalte lovændring.

Jeg må anse de omhandlede forhold for meget beklagelige.

ad d) Bemærkningen om konkretisering i Den Sociale Ankestyrelses skrivelse af 25. februar 1993 til mig.

I Den Sociale Ankestyrelses udtalelse af 25. februar 1993 er der - som yderligere begrundelse for, at man ikke fuldt ud har imødekommet forbundets ansøgning - bl.a. anført følgende

"...

"Ankestyrelsen [.....] skal yderligere bemærke, at der ikke er givet konkret oplysning om, hvad beløbet skal anvendes til.

..."

Hertil skal jeg bemærke, at forbundets oprindelige ansøgning af 26. september 1991 indeholder en ganske detaljeret opregning af, til hvilke formål det ansøgte kapitaliseringsbeløb i givet fald skulle anvendes. Jeg må derfor stille mig noget uforstående over for ankestyrelsens synspunkt, som da heller ikke tidligere har været fremført.

Såfremt ankestyrelsen måtte have behov for yderligere oplysninger om formålet med ansøgningen, ville det i øvrigt efter forvaltningsrettens almindelige undersøgelsesprincip i første omgang påhvile ankestyrelsen at rette henvendelse herom til (A) eller til forbundet. Dette synes ankestyrelsen ikke at have gjort.

Under disse omstændigheder ville Den Sociale Ankestyrelse ikke kunne begrunde et afslag med, at forbundets ansøgning ikke er tilstrækkeligt konkretiseret. Jeg må derfor anse ankestyrelsens bemærkning for beklagelig.

Det er sammenfatningsvis min opfattelse, at myndighederne har begået følgende fejl ved behandlingen af (A's) sag

a. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 4. november 1991 er ikke - som foreskrevet i forvaltningslovens § 22 - ledsaget af en begrundelse.

b. Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse må ved afgørelserne af henholdsvis 31. januar og 27. maj 1992 antages alene at have henholdt sig til (K) Kommunes anbefaling. Myndighederne synes således at have undladt at foretage en selvstændig undersøgelse og vurdering af den konkrete sags omstændigheder.

c. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses ovennævnte afgørelser må i øvrigt antages i realiteten at være truffet på et lovgrundlag, som Folketinget har ændret i 1987.

d. Den Sociale Ankestyrelse har som en delvis begrundelse for ikke fuldt ud at imødekomme forbundets ansøgning om kapitalisering med urette anført, at ansøgningen ikke er tilstrækkeligt konkretiseret.

Efter min opfattelse bør Den Sociale Ankestyrelse tage sagen op til fornyet overvejelse på grundlag af det anførte."

Resumé

A, der i 1990 var blevet tilkendt en arbejdsskadeerstatning, ansøgte i 1991 om kapitalisering af et beløb på 150.000 kr., jf. § 39 i den dagældende arbejdsskadeforsikringslov. Efter denne bestemmelse skulle ansøgningen imødekommes, medmindre det efter Arbejdsskadestyrelsens skøn var økonomisk uforsvarligt.

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse imødekom ansøgningen for så vidt angik et beløb på 50.000 kr. Som begrundelse for ikke at imødekomme ansøgningen fuldt ud henviste myndighederne - med varierende formuleringer - til, at en yderligere kapitalisering ikke kunne antages at ville forbedre A's økonomi. Den gengivelse af lovens § 39, som var indeholdt i en række af myndighedernes skrivelser til A, svarede i det væsentlige til bestemmelsens indhold før en lovændring i 1987; ved denne lovændring blev den vurdering, myndighederne skal anlægge ved ansøgninger om kapitalisering, væsentligt ændret til ansøgernes fordel.

Ombudsmanden udtalte, at myndighederne i realiteten måtte antages at have truffet afgørelse i A's sag på grundlag af den retstilstand, der var foreskrevet i arbejdsskadeforsikringsloven indtil den 1. april 1987. Ombudsmanden anså dette forhold for meget beklageligt og henstillede til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1992-2930-023).