Ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af kontanthjælp, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og § 6.

Ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af kontanthjælp, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og § 6.

A klagede over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse i skrivelse af 23. december 1991. Ved afgørelsen stadfæstede ankestyrelsen en afgørelse fra Amtsankenævnet (nu Det Sociale Ankenævn) for X Amt, hvorefter A blev pålagt at tilbagebetale kontanthjælp.

Af sagens akter fremgik bl.a., at A's tidligere ægtefælle, B, fra den 15. oktober 1987 modtog støtte efter den dagældende bistandslovs § 42. Hjælpen blev udbetalt med kr. 1.122 pr. uge, hvoraf kr. 483 blev ydet som tilbagebetalingspligtig terminshjælp.

I forlængelse af ovennævnte bevilling fremsendte Y Kommune erklæring om tilbagebetaling med henblik på indhentelse af A's og B's underskrifter. Ved modtagelsen af erklæringen rettede A telefonisk henvendelse til kommunen og protesterede over, at han tillige skulle underskrive erklæringen, idet hjælpen alene var blevet bevilget hans tidligere ægtefælle. Trods protesten underskrev A erklæringen og fremsendte denne til kommunen.

I sommeren 1988 ophævede A og B samlivet. På dette tidspunkt var der udbetalt B 14.414 kr. i terminshjælp. Fællesboet blev delt, og den faste ejendom - som indgik i formuefællesskabet, men tilhørte A - blev udlagt til A.

Under en telefonsamtale mellem A og Y Kommunes sagsbehandler den 22. november 1988 meddelte sagsbehandleren, at kommunen havde besluttet at pålægge A at tilbagebetale terminshjælpen.

I et brev til kommunen af 20. december 1988 påklagede A kommunens afgørelse til amtsankenævnet.

Amtsankenævnet traf i skrivelse af 7. december 1989 følgende afgørelse i sagen

""Ankenævnet godkender, at det sociale udvalg efter bistandslovens § 25, nr. 1 har valgt at rette tilbagebetalingskravet mod Dem vedrørende den kontanthjælp, som De og deres ægtefælle, (B), modtog til dækning af terminsudgifter.

Ankenævnet har lagt vægt på, at tilbagebetalingsbestemmelsen i § 25, nr. 2, alene er betinget af, at hjælpen er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter bistandsloven til ægtefæller anses for ydet til begge parter, også selvom kun den ene ægtefælle opfylder tildelingsbetingelserne."

Ankenævnet vil gøre opmærksom på, at tilbagebetalingskravet først indtræder ved uddannelsens afslutning, jfr. pkt. 51 i Socialministeriets vejledning af 26.6.1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, og at tilbagebetalingen skal ske efter reglerne i bistandslovens § 27."

Den 18. december 1989 påklagede A ankenævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen afslog i skrivelse af 22. december 1989 at behandle klagen, idet ankestyrelsen ikke fandt, at sagen havde principiel betydning.

A rettede derefter henvendelse til mig og bad om min vurdering af sagen. Efter at jeg havde gennemgået sagens akter, afholdt jeg den 12. marts 1991 et møde med ankestyrelsen, under hvilket A's sag blev drøftet. Til brug for mødet havde en af mine medarbejdere udarbejdet følgende notat om sagen

"...

Efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, er der obligatorisk tilbagebetalingspligt med hensyn til kontanthjælp udbetalt til dækning af terminsudgifter. Bestemmelsen blev vedtaget ved lov nr. 258 af 16. juni 1980 og trådte i kraft den 1. januar 1981. Bestemmelsen, der oprindelig alene vedrørte afdrag, udvidedes ved lov nr. 620 af 8. december 1982 med ikrafttræden den 1. januar 1983 til også at omfatte renter.

Indtil Højesterets dom af 16. april 1985, U.85.522 H, administreredes bistandslovens tilbagebetalingsbestemmelser således, at ægtefællers gensidige forsørgelsespligt antoges at føre til solidarisk hæftelse, uanset om tilbagebetalingskravet var bekendtgjort over for begge eller kun den ene ægtefælle.

Ved dommen tiltrådte Højesteret, landsrettens opfattelse, hvorefter der ikke i bistandsloven er hjemmel til at gøre tilbagebetalingskrav gældende imod den ægtefælle, til hvem hjælpen ikke (direkte) er udbetalt. Efter dommen ligger det således fast, at der ikke af den offentligretlige forsørgelsespligt kan udledes en regel om solidarisk hæftelse. Ifølge Hornslets kommentar til dommen kræver det lovændring, hvis der skal gælde solidarisk hæftelse for ægtefæller i et sådant tilfælde.

Dommen vedrørte et ægtepar, til hvem der i 1978 var udbetalt kontanthjælp til bl.a. terminsudgifter. Hjælpen var udbetalt til manden, over for hvem tilbagebetalingskravet alene blev bekendtgjort. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. (§ 25, stk. 1, nr. 2, trådte i kraft efter det tidspunkt, der var relevant for bedømmelsen af hæftelsesforholdene i U.85.522 H).

Af forarbejderne til bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, fremgår, at reglen "har til formål at sikre, at der altid sker tilbagebetaling af hjælp, der er ydet til dækning af den del af terminsydelserne, der hidrører fra afdrag". Udvidelsen til også at omfatte renter omtales på følgende måde i bemærkningerne: "Det har fra kommunal side været gjort gældende, at denne regel gav anledning til forholdsmæssigt stort administrativt besvær i forhold til det indkomne provenu. Endvidere har det været kritiseret, at kontanthjælp, der i princippet er skattefri, kan ydes til dækning af den del af terminsudgifterne, der vedrører renteudgifter, samtidig med at modtageren kan fradrage udgiften på sin selvangivelse. Til imødegåelse af disse betragtninger foreslås det ..."

Problemet med hensyn til hæftelsen er ikke omtalt i forarbejderne til nogen af lovændringerne.

Efter lovændringerne i 1981 og 1983 og efter Højesterets dom har Den Sociale Ankestyrelse ved flere lejligheder antaget solidarisk hæftelse for tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, jf. Sociale Meddelelser 0-41-85, 0-81-85 og 0-82-85. I alle tilfældene var den indirekte modtagerægtefælle bekendtgjort med tilbagebetalingspligten.

Tilsvarende har Lis Sejr, Jørgen Graversen og Justitsministeriet udtalt sig om den nærmere rækkevidde af dommen i forhold til de forskellige tilbagebetalingsbestemmelser i bistandsloven.

Bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, adskiller sig fra de øvrige tilbagebetalingsbestemmelser i bistandsloven derved, at der ikke er individuelle betingelser knyttet til tilbagebetalingspligtens indtræden. Pligten er obligatorisk og indtræder, når der udbetales kontanthjælp til dækning af terminsudgifter.

Dette fravær af individuelle betingelser får Jørgen Graversen til at antage, at ægtefæller hæfter solidarisk, uanset kun en af dem er ejer af ejendommen (evt. i særeje), Pantefogeden, 1986, nr. 3-4, s. 25. Uanset om hjælpen ydes til ejer eller ikke ejerægtefællen, er det Jørgen Graversens synspunkt, at bistandslovens § 6 om den offentligretlige forsørgelsespligt fører til solidarisk hæftelse, idet § 25, stk. 1, nr. 2, ikke har begrænset pligten til kun at vedrøre den ene af ægtefællerne. Jørgen Graversen sammenligner situationen med den, der gjaldt før lov om offentlig forsorg fra 1961, hvor hovedreglen var den, at begge ægtefæller som modtagere af hjælpen også var ramt af tilbagebetalingspligten.

Samme tankegang præger Lis Sejrs analyse i Social Revy 1984, nr. 7-8, s. 46-47 (på baggrund alene af landsretsdommen). Lis Sejr konkluderer på baggrund af tilbagebetalingskravets automatiske indtræden, at "da begge ægtefæller som følge af forsørgelsespligten må anses som modtagere af hjælpen og derfor også som modtagere af hjælpen til terminsudgiften, hæfter de formentlig også begge for tilbagebetalingskravet."

På baggrund af en forespørgsel fra (Z) Amtskommune udtaler Justitsministeriet i et brev af 21. februar 1988 til kommunen, at ministeriet er "mest tilbøjelig til at antage, at det berigelseshensyn, der ligger bag reglen i § 25, stk. 1, nr. 2, nærmest fører til, at den ægtefælle, der er ejer eller medejer af en fast ejendom, hæfter for kontanthjælp, der er ydet til den anden ægtefælle til dækning af terminsudgifter vedrørende denne ejendom."

Justitsministeriet beskæftiger sig ikke med den situation, at hjælpen ydes til ikke ejerægtefællen til betaling af terminsudgifter i forbindelse med den anden ægtefælles (sær)ejendom.

Det spørgsmål kan rejses, om bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, på baggrund af bestemmelsens karakter af obligatorisk tilbagebetalingsbestemmelse altid fører til solidarisk hæftelse, eller om hæftelsen må bero på en konkret vurdering af bl.a. ejerforholdene og andre subjektive forhold i hvert enkelt tilfælde. Således kan rejses spørgsmålet om berigelsessynspunktets rækkevidde i de situationer, hvor der ydes hjælp til (sær)ejerægtefællen, og derefter gøres tilbagebetalingskrav gældende overfor ikke-ejerægtefællen. Endvidere kan rejses spørgsmål om, hvorledes hæftelsesforholdet skal bedømmes, når situationen både skal vurderes efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, og bestemmelsen i bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1, og de af bestemmelserne i bistandslovens § 26, stk. 1, der forudsætter en subjektiv vurdering af hver ægtefælles forhold."

I forlængelse af mødet meddelte jeg ankestyrelsen følgende i en skrivelse af 11. april 1991

"...

Efter en fornyet gennemgang af sagsakterne er det fortsat min opfattelse, at der på grundlag af sagen kan rejses sådanne principielle spørgsmål vedrørende ægtefællehæftelse for tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, at ankestyrelsen bør behandle sagen som principiel.

Med udgangspunkt i Højesterets dom af 16. april 1985 (UfR 1985, s. 522, kommenteret i UfR 1985 B, s. 255) må det efter min mening lægges til grund, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt kan ikke i sig selv danne grundlag for solidarisk hæftelse. Jeg henviser endvidere til Vestre Landsrets dom af 29. november 1990, gengivet i UfR 1991, s. 126.

En sådan udtrykkelig hjemmel for ægtefællers solidariske hæftelse ved tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter, som alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle, findes ikke. Det forhold, at hjælp til terminsudgifter efter bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 2, kun kan ydes mod tilbagebetalingspligt, kan efter min opfattelse ikke føre til en generel antagelse om solidarisk hæftelse.

På den baggrund må der efter min mening ved afgørelse af spørgsmål om solidarisk hæftelse for tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter foretages en konkret bedømmelse af, hvorvidt hjælpen kan anses for at være ydet til begge ægtefæller. Det vil i den forbindelse være ønskeligt, om ankestyrelsen ved en principiel afgørelse vil fastlægge nærmere retningslinier for denne konkrete vurdering. Der vil f.eks. kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt solidarisk hæftelse forudsætter ansøgning fra (og bevilling til) begge ægtefæller eller alene underretning til og/eller tilbagebetalingserklæring fra den ikke ansøgende ægtefælle. I den forbindelse vil der endvidere kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt hjælp kan afslås alene med den begrundelse, at den ikke ansøgende ægtefælle nægter at ansøge og/eller afgive tilbagebetalingserklæring.

Af den foreliggende sag vedrørende (A) fremgår det, at alene ægtefællen ansøgte og opfyldte betingelserne for den omhandlede kontanthjælp efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42. Revalideringsydelsen omfattede tilbagebetalingspligtig hjælp til terminsudgifter. Det må således anses for tvivlsomt, hvorvidt hjælpen kan anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der er solidarisk hæftelse for tilbagebetalingen. Det forhold, at (A) - mod protest - underskrev en tilbagebetalingserklæring, bør efter min mening ikke tillægges afgørende betydning.

Endelig skal jeg henlede ankestyrelsens opmærksomhed på, at (A) under sagen subsidiært har gjort gældende, at myndighederne burde have afventet tidspunktet for uddannelsens afslutning forinden stillingtagen til, imod hvem af ægtefællerne tilbagebetalingskravet burde rettes, jf. Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987 om hjælp efter bistandslovens § 42, pkt. 51, hvorefter tilbagebetalingskrav først indtræder ved uddannelsens afslutning. Jeg henviser herved til bemærkningerne i notatet af 18. december 1989 på referatarket fra Amtsankenævnet for (X) Amt.

..."

I et brev til A af 22. april 1991 meddelte ankestyrelsen, at A's sag ville blive optaget til behandling, hvorefter jeg afsluttede min behandling af sagen.

I skrivelsen af 23. december 1991 traf ankestyrelsen følgende afgørelse

"Ankestyrelsen tiltræder Amtsankenævnets afgørelse.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at tilbagebetalingsbestemmelsen i bistandslovens § 25, nr. 2, alene er betinget af, at hjælpen er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter bistandsloven til ægtefæller anses for ydet til begge parter, også selv om kun den ene ægtefælle opfylder tildelingsbetingelserne, jf. bistandslovens § 6.

Ankestyrelsen har herudover lagt vægt på, at De i forbindelse med hjælpens udbetaling er blevet gjort bekendt med tilbagebetalingspligten.

Ankestyrelsen er endvidere enig med Amtsankenævnet i, at den ydede hjælp til terminsudgifter først kan kræves tilbagebetalt efter uddannelsens afslutning, og i at tilbagebetalingen skal ske efter reglerne i bistandslovens § 27. Der er herved lagt vægt på, at kravet først kan anses for at være forfaldent på dette tidspunkt."

I grundlaget for afgørelsen anførte ankestyrelsen bl.a. følgende

"...

Folketingets Ombudsmand har i forbindelse med sin anmodning til Ankestyrelsen om at antage sagen til principiel behandling, særskilt anmodet Ankestyrelsen om at tage stilling til følgende spørgsmål

om der kan fastlægges nærmere retningslinier for en konkret vurdering af, hvorvidt hjælpen kan anses for ydet til begge ægtefæller.

Som det fremgår af foranstående afgørelse finder Ankestyrelsen, at begge ægtefæller som følge af den gensidige forsørgelsespligt må betragtes som modtagere af hjælpen, jf. herved bistandslovens § 6. Princippet om den gensidige forsørgelse og ægtefællers indbyrdes afhængighed i relation til ydelse af kontanthjælp, herunder § 42-hjælp (indtil 1. oktober 1990), kommer til udtryk i de bestemmelser, der gælder for udmålingen af hjælpen, jf. herved bistandslovens §§ 37 og 38, hvorefter der skal foretages fradrag for indtægter, som ansøgeren og ægtefællen har i den periode, hvori der ydes hjælp. Dette er et udslag af princippet om, at kontanthjælp, herunder § 42 hjælp (indtil 1. oktober 1990), er subsidiær i forhold til andre indtægtsmuligheder, herunder også en ikke-hjælpssøgende ægtefælles indtægter.

hvorvidt solidarisk hæftelse forudsætter en ansøgning fra (og bevilling til) begge ægtefæller eller alene underretning til og/eller tilbagebetalingserklæring fra den ikke-ansøgende ægtefælle, og

om hjælp kan afslås alene med den begrundelse, at den ikke-ansøgende ægtefælle nægter at ansøge og/eller afgive tilbagebetalingserklæring.

Ankestyrelsen finder ikke, at solidarisk hæftelse for terminsudgifter forudsætter ansøgning fra begge ægtefæller, ligesom man heller ikke mener, at en ikke-ansøgende ægtefælle kan unddrage sig solidarisk hæftelse ved at nægte at underskrive en tilbagebetalingserklæring eller ved at underskrive under protest. Ankestyrelsen finder således, at det afgørende er, at den ikke-ansøgende ægtefælle i forbindelse med udbetalingen af hjælpen er underrettet om tilbagebetalingen.

om det forhold, at alene ægtefællen ansøgte og opfyldte betingelserne for hjælp efter bistandslovens § 42 skal medføre, at hjælpen ikke kan anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der er solidarisk hæftelse.

Ankestyrelsen finder ikke, jf. det ovenfor under 1 anførte, at det forhold at alene den ansøgende ægtefælle opfyldte betingelserne for at modtage hjælp til uddannelse efter bistandslovens § 42 medfører, at hjælpen ikke kan anses for ydet til begge ægtefæller."

Den 16. februar 1992 klagede A til mig over ankestyrelsens afgørelse. I den anledning anmodede jeg i skrivelse af 3. marts 1992 ankestyrelsen om fremsendelse af sagens akter og om en udtalelse. Under henvisning til det af ankestyrelsen i pkt. 1 i grundlaget for afgørelsen anførte, bad jeg styrelsen tilkendegive, om det anførte kunne anses for "udtrykkelig hjemmel for ægtefællers tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter, som alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle", jf. min skrivelse af 11. april 1991, eller om det var ankestyrelsens synspunkt, at en sådan hjemmel ikke krævedes.

Ankestyrelsen besvarede min henvendelse i skrivelse af 21. april 1992 og anførte bl.a. følgende

"...

Hertil skal Ankestyrelsen oplyse, at Ankestyrelsen i den foreliggende sag har anset den udbetalte terminshjælp for at være ydet til såvel (A) som til hans tidligere ægtefælle, jf. princippet i bistandslovens § 6 om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt. Ved beslutningen om at pålægge (A) tilbagebetalingspligt har Ankestyrelsen lagt særlig vægt på, at (A) i forbindelse med hjælpens udbetaling var blevet underrettet herom, og om at hjælpen var tilbagebetalingspligtig.

Under disse konkrete omstændigheder har Ankestyrelsen fundet, at den ydede terminshjælp kan kræves tilbagebetalt.

Ankestyrelsen kan i denne forbindelse henvise til dommen i UFR 1985, side 522, der adskiller sig fra nærværende sag ved, at der ikke var givet den hjælpssøgende ægtefælle underretning om hjælpens udbetaling og om tilbagebetalingspligten, jf. endvidere højesteretsdommer Mogens Hornslets kommentar i U 1985, B, side 255-258.

Ankestyrelsen skal herudover henvise til professor Jørgen Graversen, Pantefogeden i 1986 nr. 3-4, side 25 og lektor Lis Sejr i Social Revy 1984 nr. 7-8, side 46-47."

Ankestyrelsens udtalelse blev forelagt A.

I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende

"Som sagen nu foreligger, rejser den følgende spørgsmål

Må terminshjælpen - efter de konkrete omstændigheder i forbindelse med bevillingen - anses for ydet til både Dem og Deres tidligere ægtefælle, således at der allerede af den grund er solidarisk hæftelse for hjælpens tilbagebetaling?

Hvis dette spørgsmål (1) ikke kan besvares bekræftende, opstår følgende spørgsmål

Kræver ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter, som alene er ydet til den ene ægtefælle, udtrykkelig hjemmel?

Hvis dette spørgsmål (2) kan besvares bekræftende, opstår følgende spørgsmål

Findes en udtrykkelig hjemmel som omtalt i spørgsmål 2?

Ad 1) Det må lægges til grund, at alene Deres tidligere ægtefælle søgte om og fik bevilget kontanthjælpen, herunder den del af hjælpen der skulle dække hendes andel af terminsudgifterne. Endvidere må det lægges til grund, at De ikke selv opfyldte betingelserne for at modtage hjælp i medfør af bistandsloven.

Selvom kontanthjælpens størrelse blev beregnet på baggrund af en bedømmelse af Deres og Deres tidligere ægtefælles økonomiske forhold under ét, er det min opfattelse, at hjælpen alene kan anses for ydet til Deres tidligere ægtefælle. Jeg har herved lagt vægt på, at hjælpen blev udbetalt til Deres tidligere ægtefælle, at hver ægtefælle i levende live har rådigheden over alt, hvad vedkommende indfører i fællesboet (lov om ægteskabets retsvirkninger, § 16, stk. 1), og at hver ægtefælle alene hæfter med den del af fællesboet, hvorover ægtefællen råder (lov om ægteskabets retsvirkninger § 25).

Dernæst mener jeg at kunne finde støtte for denne antagelse i den ovenfor nævnte Højesteretsdom refereret i UfR 1985, s. 522. Under landsrettens behandling af sagen gjorde kommunen bl.a. gældende, at bistandshjælpen var ydet til begge de i sagen omhandlende ægtefæller efter et samlet skøn over hele familiens behov. Dette synspunkt blev underkendt af landsretten, der - efter at have afvist, at der var hjemmel i bistandsloven til solidarisk hæftelse - anførte, at "... der heller ikke findes at være andet grundlag for helt eller delvis at pålægge appellanten at hæfte for den modtagne hjælp ...". Landsretten gik i den forbindelse ikke ind i en nærmere drøftelse af, om ikke-ansøger ægtefællens kendskab til hjælpens udbetaling skulle tillægges betydning. Højesteret stadfæstede landsrettens dom på dette punkt.

Ad 2) I min skrivelse til Den Sociale Ankestyrelse af 11. april 1991 anførte jeg, at det må lægges til grund, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ankestyrelsen har ikke under min behandling af sagen udtrykkeligt bestridt denne retsopfattelse. På den baggrund kan jeg i det hele henholde mig til de synspunkter, der fremgår af min førnævnte skrivelse.

Ad 3) Spørgsmålet om, hvorvidt der findes en udtrykkelig hjemmel som anført ovenfor ad 2), blev ligeledes behandlet i min skrivelse af 11. april 1991. Som det fremgår af skrivelsen, er det min opfattelse, at der ikke foreligger en sådan udtrykkelig hjemmel.

I udtalelsen af 21. april 1992 omtaler ankestyrelsen ikke direkte problemet. Jeg må forstå ankestyrelsens udtalelse således, at styrelsen finder, at hjælpen er ydet både Dem og Deres tidligere ægtefælle, hvorfor der ikke kræves særlig hjemmel for solidarisk hæftelse. Som anført ovenfor ad 1) kan jeg ikke tilslutte mig denne opfattelse.

Det er således min mening, at Den Sociale Ankestyrelse i skrivelsen af 23. december 1991 traf afgørelse i Deres sag på grundlag af en urigtig retsopfattelse. Da der imidlertid ikke er fremkommet væsentligt nye oplysninger i sagen efter min henstilling til ankestyrelsen i skrivelsen af 11. april 1991, og da jeg tidligere har meddelt ankestyrelsen min opfattelse, har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at henstille til ankestyrelsen at genoptage sagen. Derimod finder jeg, at spørgsmålet bør afklares ved domstolene, hvorfor jeg henviser Dem til at anlægge retssag om spørgsmålet. Såfremt De ønsker at få sagen prøvet ved domstolene, vil jeg være indstillet på at henstille, at der meddeles Dem fri proces til sagens førelse, jf. ombudsmandsinstruksens § 6, stk. 2."

Jeg modtog senere underretning fra Civilretsdirektoratet om, at direktoratet havde meddelt A fri proces til sagsanlæg mod Y Kommune om kravet på tilbagebetaling af udbetalt terminshjælp.

Resumé

A klagede over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse (DSA), som DSA havde truffet, efter at ombudsmanden havde henstillet til DSA at behandle sagen som principiel. Ved afgørelsen stadfæstede DSA Amtsankenævnets (AAN's) afgørelse, hvorefter A blev pålagt at tilbagebetale kontanthjælp, som var blevet ydet A's tidligere ægtefælle B som tilbagebetalingspligtig terminshjælp, medens ægtefællerne endnu levede sammen. A havde ved bevillingen af hjælpen - under protest - sammen med B underskrevet en erklæring om tilbagebetaling. AAN havde ved afgørelsen lagt vægt på, at bistandslovens § 25, stk.1, nr. 2, alene er betinget af, at hjælpen er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter denne bestemmelse til en ægtefælle anses for ydet til begge ægtefæller, også når kun den ene ægtefælle opfylder tildelingsbetingelserne, jf. bistandslovens § 6.

Under henvisning til retspraksis havde ombudsmanden i sin henstilling til DSA om at behandle sagen anført, at det måtte lægges til grund, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ved ombudsmandens senere behandling af A's klage over DSA's afgørelse måtte han forstå, at DSA havde fundet, at kontanthjælpen var ydet både til A og B, hvorfor der ikke krævedes særlig hjemmel for solidarisk hæftelse. Ombudsmanden meddelte, at han ikke kunne tilslutte sig denne opfattelse. Det var således ombudsmandens opfattelse, at DSA havde truffet sin afgørelse i sagen på grundlag af en urigtig retsopfattelse. Da der imidlertid ikke var fremkommet væsentligt nye oplysninger i sagen efter ombudsmandens første henstilling til DSA, og da ombudsmanden tidligere havde meddelt DSA sin opfattelse, fandt han ikke tilstrækkeligt grundlag for at henstille til DSA at genoptage sagen. Derimod fandt ombudsmanden, at spørgsmålet burde afklares ved domstolene. (J. nr. 1992-589-085).