Bevisbedømmelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Begrundelse.

Bevisbedømmelse efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Begrundelse.

A klagede over, at Den Sociale Ankestyrelse havde tiltrådt en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvorefter A's erhvervsevnetabserstatning blev udmålt på grundlag af et erhvervsevnetab på 30 %.

De faktiske omstændigheder i sagen var følgende

A, der er født i 1942, var i perioden 1958-1962 i lære som maler og har herefter i en årrække fungeret i dette erhverv. I 1986 blev han af sin praktiserende læge henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik på K Kommunehospital. I klinikkens redegørelse af 1. oktober 1986 hedder det bl.a. følgende

"...

Resumé

43-årig bygningsmaler henvises på mistanke om malersyndrom.

Har i perioden fra 1958 til begyndelsen af 1980-erne arbejdet i ca. 22 år som bygningsmaler med oliebaserede malinger og lakker. Siden 1966 anvendt kulfiltermaske.

De sidste 4-5 år har pt. kun arbejdet med vandbaserede produkter og altid anvendt kulfiltermaske.

Der har i hele perioden relativt hyppigt været symptomer på akut forgiftning. I de sidste 4-5 år typiske symptomer på opløsningsmiddelbetinget encephalopathi.

Der er ingen konkurrerende årsager, og den foreløbige vurdering må blive, at pt. har en let opløsningsmiddelbetinget encephalopathi, selvom der ikke er tidsmæssig god sammenhæng mellem symptomer og eksposition.

..."

Den 10. oktober 1986 anmeldtes A's tilfælde til Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen). I anmeldelsen angaves diagnosen at være kronisk toksisk encephalopathi.

I den efterfølgende periode blev der foretaget en række psykologiske undersøgelser af A. Disse undersøgelser viste navnlig, at A led af træthed og manglende hukommelses- og koncentrationsevne.

Ved skrivelse af 19. oktober 1987 meddelte Sikringsstyrelsen A, at hans tilfælde var anerkendt som en arbejdsskade. Sikringsstyrelsens endelige afgørelse i sagen blev meddelt A ved skrivelse af 14. december 1987. Heraf fremgår det, at A's varige mén som følge af arbejdsskaden var ansat til 15 %, mens erhvervsevnetabet ikke kunne anses for nedsat med 15 % eller derover. A havde derfor ikke krav på erstatning for tabt erhvervsevne, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 27. I en følgeskrivelse til afgørelsen hed det bl.a. følgende

"...

Ud fra en samlet bedømmelse er der tale om en let hjerneskade, som kun delvis kan skyldes det tidligere arbejde med opløsningsmidler.

..."

Ved skrivelse af 28. december 1987 klagede A's fagforbund B for A over den trufne afgørelse for så vidt angik ménerstatningen. Ved skrivelse af 13. september 1988 meddelte Den Sociale Ankestyrelse, at ankestyrelsen havde besluttet at stadfæste afgørelsen.

Ved skrivelse af 21. december 1988 anmodede B Sikringsstyrelsen om at genoptage A's sag for så vidt angik erhvervsevnetabserstatningen. Samtidig rejste foreningen på A's vegne sag om tilkendelse af førtidspension i K Kommune.

A ophørte i øvrigt endeligt med at arbejde den 29. november 1988.

Sikringsstyrelsen meddelte ved skrivelse af 31. januar 1989, at man havde genoptaget sagen om erstatning for erhvervsevnetab.

I en skrivelse af 10. april 1989 til Den Sociale Ankestyrelse anførte B følgende

"I Ankestyrelsens afgørelse af 13. september 1988 i ovennævnte arbejdsskadesag [(A's) sag] henvises til, at Sikringsstyrelsen fandt, at hjerneskaden kun "delvis" kan skyldes det tidligere arbejde med opløsningsmidler. Da Den Sociale Ankestyrelse har tiltrådt Sikringsstyrelsens vurdering med méngrad på 15 %, svarende til lavest mulige hjerneskade med "let demens", går jeg ud fra, at Ankestyrelsen er enig i det anførte forbehold.

(B) skal i denne forbindelse anmode om at få oplyst, hvilke konkurrerende årsagsfaktorer der begrunder det anførte forbehold."

Som svar på denne skrivelse anførte Den Sociale Ankestyrelse i en skrivelse af 2. juni 1989 bl.a. følgende

"...

[Ankestyrelsen var under sagens behandling] opmærksom på det af Sikringsstyrelsen i brev af 14. december 1987 anførte, men har ikke fundet at kunne lægge vægt herpå. Ankestyrelsen har således fundet at lidelsen fuldt ud skyldes udsættelse for opløsningsmidler som bygningsmaler.

..."

A var i mellemtiden blevet indstillet til mellemste førtidspension, jf. § 14, stk. 2, nr 1, i lov om social pension.

Ved skrivelse af 22. juni 1989 til Den Sociale Ankestyrelse anførte B bl.a. følgende

"...

Vi er enige i Ankestyrelsens betragtninger om årsagsforholdene.

Da méntabellen imidlertid opererer med et interval fra 15-25 %, vil vi gerne have forklaret, hvorfor der udmåles 15 % ménerstatning og ikke f.eks. 20 %, som jo er gennemsnittet for lettere demens.

..."

I besvarelse af denne skrivelse anførte ankestyrelsen ved skrivelse af 21. juli 1989, at styrelsen på grundlag af sagens objektive fund havde ment, at der var tale om en let demens, og at denne - under hensyn til sværhedsgraden - alene kunne begrunde en erstatning efter en méngrad på 15 %.

Ved skrivelse af 15. august 1989 traf Sikringsstyrelsen i forbindelse med genoptagelsen af sagen om erhvervsevnetab afgørelse om, at A's erhvervsevnetab nu måtte ansættes til 30 %. Erstatningen for dette tab udgjorde 520.530 kr.

Denne afgørelse påklagede B ved skrivelse af 28. august 1989 til Den Sociale Ankestyrelse. I skrivelsen hedder det bl.a. følgende

"...

Denne afgørelse ønsker vi hermed anket, idet den forekommer os sat alt for lavt. Det er opløsningsmiddelskaden alene, der har sendt (A) over på en førtidspension i en forholdsvis ung alder.

..."

I en skrivelse af 18. september 1989 rettede B på ny henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse vedrørende fastsættelsen af méngraden. B anmodede i skrivelsen om at blive gjort bekendt med retningslinierne for fastsættelse af méngraden i sager af den foreliggende art.

Ved skrivelse af 20. september 1989 oversendte Arbejdsskadestyrelsen i anledning af klagen over afgørelsen om erhvervsevnetab sagens akter til Den Sociale Ankestyrelse. I følgeskrivelsen anførte Arbejdsskadestyrelsen bl.a. følgende

"...

Det bemærkes, at Arbejdsskadestyrelsen finder at kun en del af skadelidtes nuværende helbredstilstand kan tilskrives opløsningsmiddelforgiftning. Man finder således ikke at en eventuel forværring indtrådt efter 1982 kan tilskrives opløsningsmiddelforgiftning, jfr. brev af 14. december 1987.

..."

I besvarelse af B's ovennævnte skrivelse af 18. september 1989 meddelte Den Sociale Ankestyrelse ved skrivelse af 31. oktober 1989, at man ved ménfastsættelsen havde anvendt Sikringsstyrelsens procenttabel til brug ved ménafgørelser.

Den 7. november 1989 blev A udskrevet fra Centret for Hjerneskader, hvor han siden den 2. maj 1989 havde været til observation. I en udskrivningsstatus af 14. november 1989 hed det bl.a. følgende

"...

Konklusivt skal anføres, at på baggrund af (A's) kroniske tilstand, med intellektuelt reduceret funktion samt personlighedsmæssige forandringer, findes det ikke realistisk at iværksætte revalideringsforsøg.

..."

Ved skrivelse af 4. maj 1990 meddelte Den Sociale Ankestyrelse, at ankestyrelsen den 3. maj s.å. havde truffet afgørelse i anledning af klagen over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 15. august 1989 vedrørende erhvervsevnetabet. I grundlaget for afgørelsen hed det bl.a. følgende

"...

Arbejdsskadestyrelsen har overfor Ankestyrelsen begrundet afgørelsen med, at Arbejdsskadestyrelsen kun finder, at en del af Deres nuværende helbredstilstand kan tilskrives opløsningsmiddelforgiftning. Man finder således ikke, at den eventuelle forværring indtrådt efter 1982 kan tilskrives opløsningsmiddelforgiftning.

..."

Den Sociale Ankestyrelses afgørelse havde følgende ordlyd

"Arbejdsskaden skønnes at have medført tab af erhvervsevne på 30 %.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at der er konstateret en lettere demens som følge af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen tiltræder således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse."

Ved skrivelse af 31. maj 1990 rettede B henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse i anledning af ankestyrelsens afgørelse. I skrivelsen hed det bl.a.

"...

Det er meget uklart for os, hvad der nærmere begrunder styrelsens afgørelse, hvori Arbejdsskadestyrelsens afgørelse tiltrædes.

Vi kan ikke på baggrund af meddelelsen om afgørelsen forklare medlemmet, hvad brevet betyder for vurderingen af hans lidelse, eller hvorfor Ankestyrelsen er enig med Arbejdsskadestyrelsen i fastsættelsen af erhvervsevnetabets størrelse.

På den ene side anerkendes lidelsen uden forbehold af Arbejdsskadestyrelsen, der efterfølgende angiver et forbehold ved menafgørelsen af 14.12.87. Ankestyrelsen har i en uddybning vedrørende menfastsættelsen i brev af 2.6.89 tilkendegivet, at man ikke finder andre årsager til (A's) nuværende tilstand end udsættelsen for opløsningsmidler. Af dette forstod vi, at Ankestyrelsen var uenig i Arbejdsskadestyrelsens skøn på dette punkt

..."

I besvarelse af denne skrivelse anførte Den Sociale Ankestyrelse i en skrivelse af 18. juni 1990 bl.a. følgende

"...

Ankestyrelsen har ved sin afgørelse på møde den 3. maj 1990, hvori deltog lægelig sagkundskab, lagt vægt på de objektive beskrivelser og undersøgelsesresultater af Deres lidelse, der foreligger i journaludskrift fra Arbejdsmedicinsk Klinik, (K) Kommunehospital, for perioden 1. oktober 1986 til 16. december 1988 og neurologiske og arbejdspsykologiske undersøgelser i april, august og september 1987. Det fremgår heraf, at der hos Dem er konstateret en lettere demens som følge af udsættelse for organiske opløsningsmidler. Ifølge samme oplysninger ses der ikke at være andre årsager til Deres lidelse.

..."

På foranledning af B blev der den 14. januar 1991 afholdt et møde mellem forbundet, Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsen om principperne for beregningen af erhvervsevnetabet i arbejdsskadesager. Af et mødereferat, der var udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen, fremgik bl.a. følgende om drøftelserne af A's sag

"...

(H) [ankechef i Den Sociale Ankestyrelse] bemærkede, at man var enig i det tilkendte erhvervsevnetab på 30 %, da man fandt, at demensen "havde slået skadelidte ud", men at der også måtte være andre årsager til arbejdsophøret. Den lettere demens, som blev konstateret i 1982, burde i sig selv ikke være arbejdshindrende. Ved afgørelsen var der lagt vægt på den arbejdsprøvning, der havde fundet sted i 1988. Først i 1988, da skadelidte henvises til Familie-centret, konstateres det, at skadelidte ikke kan arbejde mere. Det vil sige, at der må være sket noget i den mellemliggende periode, hvor skadelidte ikke har været udsat for opløsningsmidler, der gør, at skadelidte nu er færdig på arbejdsmarkedet.

(J) [kontorchef i Arbejdsskadestyrelsen] bemærkede, at der var tale om en meget individuel afgørelse, hvor det tidsmæssige forløb var afgørende. At han i 1988 er så dårlig, at han ikke kan arbejde mere kan ikke skyldes opløsningsmidlerne alene.

(L) [lægekonsulent i (B)] fandt, at når man i Arbejdsskadestyrelsen mente, at der var "andre årsager" til ophør, burde det fremgå af afgørelsen. Fandt, at det var vanskeligt at forstå afgørelserne, når der var taget forbehold, og at det derfor var ønskeligt, at der generelt blev givet en begrundelse for nedskrivningen i disse tilfælde.

..."

Ved skrivelse af 22. april 1991 klagede B til mig over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. maj 1990 (afgørelsen om erstatning for erhvervsevnetab). Afgørelsen om ménerstatning blev således ikke indbragt for mig. I klagen gjorde forbundet dels gældende, at ankestyrelsens afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, og dels at afgørelsen var forkert, idet der burde være fastslået en højere grad af erhvervsevnetab.

I Den Sociale Ankestyrelses udtalelse af 19. december 1991 til mig i anledning af klagen hed det bl.a. følgende

"...

I denne anledning meddeles, at Ankestyrelsen ved behandlingen af spørgsmålet om ménerstatning på grundlag af de tilvejebragte oplysninger, herunder de psykologiske oplysninger fandt, at (A) havde pådraget sig en varig dementiel lidelse. Ankestyrelsen fandt, at indholdet af de tre psykologiske undersøgelser, som var foretaget over en kortere periode, ikke kunne give grundlag for forskellige konklusioner om demensens omfang. Ankestyrelsen fandt således på grundlag af de tre prøver ikke at kunne fastslå at der var udvikling i lidelsen, og at der i øvrigt var tale om let demens.

Ankestyrelsen fandt heller ikke at der i sagen forelå oplysninger som kunne begrunde at demensen kunne skyldes andre forhold end den arbejdsbetingede udsættelse for organiske opløsningsmidler. Ankestyrelsen lagde herefter undersøgelsesresultaterne fra de psykologiske undersøgelser til grund ved fastsættelsen af méngraden.

...

Ved behandlingen af spørgsmålet om erhvervsevnetabserstatning fandt ankestyrelsen, at de forholdsvis begrænsede følger af forgiftningslidelsen medførte et erhvervsevnetab, men ikke at lidelsen kunne begrunde fuldstændigt bortfald eller væsentligt tab af erhvervsevnen.

Ankestyrelsen skønnede derfor at demensen kun kunne være en medvirkende årsag til (A's) arbejdsophør og fandt den af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte erhvervsevnetabsprocent på 30 % for passende.

..."

I B's bemærkninger til ankestyrelsens ovenstående udtalelse (B's skrivelse af 28. januar 1992) hed det bl.a. følgende

"...

Den Sociale Ankestyrelse argumenterer i udtalelsen (...) med, at skadens medicinske omfang ikke skulle kunne begrunde et væsentligt erhvervsevnetab. Ifølge forarbejderne til arbejdsskadeforsikringsloven har det ikke været meningen, at den lægelige bedømmelse af menets omfang skulle have betydning for udmålingen af erstatningen for tabt indtjeningsevne. Der peges i udtalelsen (...) på et skøn, gående ud på, at demensen "kun kunne være en medvirkende årsag" til arbejdsophør. Vi savner fortsat en konkret bevisførelse, der kan lægges til grund for det udøvede skøn, og finder fortsat den nedsatte erstatning ubegrundet, i forhold til den "omvendte bevisbyrde" i arbejdsskadeforsikringslovens par. 10, stk. 2, og 13.

Det er vores opfattelse, at der alene er dokumenteret den anerkendte demens som årsag til erhvervsevnetabet, og at dette som udgangspunkt i følge lovens bogstav og forarbejder bør erstattes med den fulde ydelse.

..."

I en omfattende skrivelse af 11. august 1992 fremsatte B's advokat en række bemærkninger til sagen. I skrivelsen hed det bl.a. følgende

"...

Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses skriftlige såvel som mundtlige begrundelser der fremkommer efter flere henvendelser fra (B) er ikke fyldestgørende. Der gøres ikke tilfredsstillende rede for, hvad Den Sociale Ankestyrelse nærmere har lagt til grund for at træffe afgørelse om at udmåle et væsentligt lavere erhvervsevnetab efter § 27, stk. 2, end det tab på mindst 65 %, der er påvist i sagen, og som efter lovens § 13 må formodes at være en følge af den anerkendte skade.

Den Sociale Ankestyrelse - og Arbejdsskadestyrelsen - har ikke bestridt det påviste erhvervsevnetab, men tilskriver det kun delvis arbejdsskaden. Den Sociale Ankestyrelse har ved udmålingsafgørelsen ikke anvendt § 27, stk. 2, korrekt, og helt undladt at anvende § 13. Efter min opfattelse er dette sagens kerneproblem.

..."

I ankestyrelsens bemærkninger til advokatens skrivelse (ankestyrelsens skrivelse af 21. oktober 1992) hed det bl.a. følgende

"...

Det er Ankestyrelsens lægers opfattelse, at der ikke kan ske en yderligere udvikling af en dementiel lidelse, når den skadevoldende udsættelse ophører. Ved behandlingen af spørgsmålet om erhvervsevnetabserstatning har Ankestyrelsen derfor lagt til grund, at der ikke var sket en forværring af de helbredsmæssige skadefølger siden fastsættelsen af ménerstatningen, idet (A) ikke havde været udsat for skadevoldende påvirkninger siden dette tidspunkt. Ankestyrelsen var opmærksom på, at (A) den 13. juli 1989 havde oplyst, at han dagligt havde benyttet maling baseret på organiske opløsningsmidler frem til november 1988. Ankestyrelsen har imidlertid ikke fundet at kunne lægge afgørende vægt på denne oplysning, men har lagt til grund, at han siden 1982 fortrinsvis har arbejdet med vandbaseret maling og derfor siden dette tidspunkt ikke har været udsat for organiske opløsningsmidler i skadevoldende omfang.

På grund af sagens øvrige oplysninger, herunder at (A) havde fortsat arbejdet som maler indtil sygemeldingen i december 1988 har ankestyrelsen vurderet erhvervsevnetabet efter arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2. Ved denne vurdering har Ankestyrelsen (naturligvis) inddraget oplysningerne om de helbredsbetingede følger af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen måtte ved denne bedømmelse komme til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen om, at arbejdsskaden havde medført et erhvervsevnetab, men at han ikke var berettiget til erstatning i den periode, hvor han fortsat arbejdede, men først da der skete ændring i forholdene. Ankestyrelsen skønnede, at der efter oplysninger ikke var grundlag for at antage at arbejdsskaden havde medført et betydeligt erhvervsevnetab, men at det af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte erhvervsevnetab på 30 % var en rimelig erstatning efter de foreliggende oplysninger.

Med hensyn til Revaliderings- og Pensionsnævnet for (X) Amts afgørelse, hvorefter der er tilkendt (A) mellemste førtidspension fra den 1. februar 1989, bemærkes det at denne afgørelse ikke har været indbragt for Ankestyrelsen, som derfor ikke har taget stilling til afgørelsen.

..."

I advokatens bemærkninger til ankestyrelsens skrivelse (advokatens skrivelse af 7. december 1992) hed det bl.a. følgende

"...

DSA har åbenbart den opfattelse, at når den medicinske følge (ménet) ikke er forværret, kan den sociale følge (erhvervsevnetabet) ikke ændres fra under 15 % til 65 % eller mere.

Som redegjort for i mit indlæg af 11. august, skal den medicinske følge ifølge lovens forarbejder " ikke have nogen selvstændig indflydelse på " fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen, men " alene tillægges betydning for fastsættelsen af den ovenfor omtalte ménerstatning ".

...

Når det er DSA's opfattelse, at der ikke er konkurrerende medicinske årsager til (A's) lidelse, og når det af sagens akter fremgår at (A) ikke skønnes at kunne udføre noget erhverv, burde det fremgå hvilke arbejdsmuligheder DSA skønner at (A) er i besiddelse af, og i hvilket omfang dette giver anledning til reduktion i forhold til udgangspunktet, nemlig et erhvervsevnetab på 100 %, som anført af Friis og Behn side 269.

...

I (A's) sag fremgår det af akterne, at den faktiske erhvervsevne er nedsat til under 1/3, og ingen akter modsiger dette.

DSA har ikke på noget tidspunkt, ejheller i skrivelsen af 21. oktober 1992, bestridt dette faktum, men tværtimod, dels på mødet den 14. januar 1991 og dels ved skrivelsen af 14. december 1991, anerkendt, at der er lidt et rent faktisk erhvervsevnetab i denne størrelsesorden, men vil kun tilskrive arbejdsskaden 30 % andel heri.

..."

I sin skrivelse gjorde advokaten endelig på ny gældende, at Den Sociale Ankestyrelse ikke havde anvendt bevisbyrdereglen i arbejdsskadeforsikringslovens § 13 korrekt, og at A's erhvervsevnetab ikke var beregnet i overensstemmelse med bestemmelsen i samme lovs § 27, stk. 2.

B oplyste ved en skrivelse ligeledes af 7. december 1992, at forbundet kunne tilslutte sig advokatens bemærkninger.

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende

"På grundlag af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. maj 1990 og de efterfølgende udtalelser, som ankestyrelsen er fremkommet med, synes de betragtninger, der ligger bag ankestyrelsens afgørelse, at kunne sammenfattes således

- (A) lider af en let demens som følge af, at han har været udsat for organiske opløsningsmidler. Der er ikke andre årsager til (A's) demens.

- (A) har lidt et erhvervsevnetab. Dette tab er for så vidt større end 30 %; demensen kan imidlertid i sig selv kun antages at have medført et erhvervsevnetab på 30 %. Der må derfor være andre årsager til erhvervsevnetabet end demensen.

- Der kan som følge heraf alene ydes (A) erstatning på grundlag af et erhvervsevnetab på 30 %.

Mine overvejelser i sagen har herefter været koncenteret om følgende spørgsmål

Forholdet mellem Den Sociale Ankestyrelses afgørelse og arbejdsskadeforsikringslovens § 13 (spørgsmålet om årsagssammenhæng).

Forholdet mellem Den Sociale Ankestyrelses afgørelse og forvaltningslovens § 24 (spørgsmålet om begrundelse).

Under pkt. a) har jeg tillige kort taget stilling til de spørgsmål om forståelsen af arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2, som (B) og (B's) advokat ... har rejst.

ad a) Spørgsmålet om årsagssammenhæng.

1. Arbejdsskadeforsikringslovens § 13, som (B's) advokat ... har henvist til i sine indlæg i sagen, har følgende ordlyd

"§ 13. Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod."

Betydningen af denne bestemmelse er, at der skal antages at være årsagssammenhæng mellem skade og (det fulde) erhvervsevnetab, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Det følger heraf, at det påhviler myndigheden (i dette tilfælde Den Sociale Ankestyrelse) at påvise, at der med overvejende sandsynlighed foreligger andre årsager til erhvervsevnetabet end arbejdsskaden. Således anføres bl.a. følgende i Asger Friis og Ole Behn, Arbejdsskadeforsikringsloven (1984), side 267 (om de situationer, hvor der antages at foreligge konkurrerende årsager til erhvervsevnetabet)

"...

En begrænsning af erstatningen [som følge af konkurrerende årsager] vil dog under hensyn til reglen i § 13 kun kunne foretages hvor den konkurrerende årsag eller forudbestående sygdom spiller en afgørende rolle for den aktuelle tilstand.

..."

I overensstemmelse hermed fremgår det af referatet af de sager, der herefter omtales i det nævnte værk, at der i alle tilfælde har været klarhed over, hvilke konkurrerende årsager der forelå til erhvervsevnetabet. Jeg henviser til bogens s. 267-69.

Endvidere henviser jeg til Anders Vinding Kruse og Jens Møller, Erstatningsansvarsloven (2. udg., 1989), s. 134 ff., og til Arbejdsskadestyrelsens Vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne (1992), s. 32-33.

2. I (A's) sag har Den Sociale Ankestyrelse ikke på noget tidspunkt i sagen henvist til, hvilke konkurrerende årsager der skulle være til (A's) erhvervsevnetab. De udtalelser, som ankestyrelsen har afgivet om dette spørgsmål, har således haft følgende ordlyd

"(H) bemærkede, at man var enig i det tilkendte erhvervsevnetab på 30 %, da man fandt, at demensen "havde slået skadelidte ud", men at der også måtte være andre årsager til arbejdsophøret. Den lettere demens, som blev konstateret i 1982, burde i sig selv ikke være arbejdshindrende. Ved afgørelsen var der lagt vægt på den arbejdsprøvning, der havde fundet sted i 1988. Først i 1988, da skadelidte henvises til Familie-centret, konstateres det, at skadelidte ikke kan arbejde mere. Det vil sige, at der må være sket noget i den mellemliggende periode, hvor skadelidte ikke har været udsat for opløsningsmidler, der gør, at skadelidte nu er færdig på arbejdsmarkedet. "

(Referat af mødet den 14. januar 1991 mellem Arbejdsskadestyrelsen, Den Sociale Ankestyrelse og (B) (mine fremhævelser)).

"Ankestyrelsen skønnede derfor at demensen kun kunne være en medvirkende årsag til (A's) arbejdsophør og fandt den af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte erhvervsevnetabsprocent for passende."

(Den Sociale Ankestyrelses skrivelse af 19. december 1991 til mig (mine fremhævelser)).

3. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse må efterlade betydelig tvivl om, hvorvidt ankestyrelsen i tilstrækkelig grad har taget hensyn til den særlige normering af bevisbedømmelsen, der er indeholdt i arbejdsskadeforsikringslovens § 13. I hvert fald har ankestyrelsen ikke - som bestemmelsen kræver - påvist, hvilke konkurrerende årsager der med overvejende sandsynlighed har været til (A's) erhvervsevnetab.

4. I tilslutning til det anførte skal jeg særligt bemærke følgende: af Den Sociale Ankestyrelses seneste udtalelse i sagen (ankestyrelsens skrivelse af 21. oktober 1992 til mig) kan man få det indtryk, at en del af begrundelsen for ankestyrelsens afgørelse er, at (A's) demens efter styrelsens lægers opfattelse ikke kan have udviklet sig yderligere siden 1982, hvor (B) efter ankestyrelsens opfattelse sidst har været udsat for organiske opløsningsmidler i væsentligt omfang. Ankestyrelsen anførte om dette spørgsmål bl.a. følgende

"...

Det er Ankestyrelsens lægers opfattelse, at der ikke kan ske en yderligere udvikling af en dementiel lidelse, når den skadevoldende udsættelse ophører. Ved behandlingen af spørgsmålet om erhvervsevnetabserstatning har Ankestyrelsen derfor lagt til grund, at der ikke var sket en forværring af de helbredsmæssige skadefølger siden fastsættelsen af ménerstatningen, idet (A) ikke havde været udsat for skadevoldende påvirkninger siden dette tidspunkt. Ankestyrelsen var opmærksom på, at (A) den 13. juli 1989 havde oplyst, at han dagligt havde benyttet maling baseret på organiske opløsningsmidler frem til november 1988. Ankestyrelsen har imidlertid ikke fundet at kunne lægge afgørende vægt på denne oplysning, men har lagt til grund, at han siden 1982 fortrinsvis har arbejdet med vandbaseret maling og derfor siden dette tidspunkt ikke har været udsat for organiske opløsningsmidler i skadevoldende omfang.

..."

Det anførte lægelige synspunkt synes at være almindeligt anerkendt, jf. herved navnlig Højesterets dom af 14. september 1989 (refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 988 ff, særligt s. 999).

Det står mig imidlertid ikke ganske klart, med hvilken begrundelse Den Sociale Ankestyrelse har fremhævet det omhandlede forhold i den foreliggende sag; ankestyrelsen er som tidligere nævnt enig med (B) og (B's) advokat ... i, at der ikke er andre årsager til (A's) demens end udsættelsen for organiske opløsningsmidler. Da ankestyrelsen ikke i øvrigt har gjort det omhandlede forhold gældende under sagen, har jeg ikke haft anledning til at komme nærmere ind herpå. Dog bemærker jeg, at såfremt Den Sociale Ankestyrelse havde ønsket at gøre synspunktet gældende i forbindelse med ankestyrelsens afgørelse af 4. maj 1990, måtte det efter min opfattelse have forudsat en mere sikker viden om, hvornår (A) sidst har været udsat for organiske opløsningsmidler, end sagens akter frembyder. I den forbindelse bemærker jeg særligt, at (A) selv den 13. juli 1989 over for Arbejdsskadestyrelsen har oplyst, at han har været udsat for organiske opløsningsmidler helt frem til sit arbejdsophør i november 1988.

5. Sammenfattende må det herefter være min opfattelse, at der er betydelig tvivl om, hvorvidt ankestyrelsens afgørelse hviler på en korrekt anvendelse af arbejdsskadeforsikringslovens § 13.

6. Som følge af det anførte har jeg ikke fundet anledning til i detaljer at komme ind på de betragtninger, som (B) - og navnlig (B's) advokat ... - har anført om forståelsen af arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2. Det bemærkes dog, at jeg selvsagt ikke kan være uenig i det, der er kernen i (B's) advokat ... opfattelse: at der skal foretages en samlet, konkret vurdering af skadelidtes fremtidige erhvervsevne, og at der i den henseende ikke alene kan lægges vægt på arbejdsskadens medicinske omfang. Dette sidste følger klart af bestemmelsens forarbejder, herunder navnlig Betænkning 792/1977 om Arbejdsskadeforsikring, s. 17. Jeg henviser endvidere til bemærkningerne i forslaget til lov om arbejdsskadeforsikring (Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, sp. 932-33) og til Asger Friis og Ole Behn, Arbejdsskadeforsikringsloven (1984), s. 272.

Imidlertid har jeg - uanset at det ikke klart fremgår af ankestyrelsens oprindelige begrundelse for afgørelsen - ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ankestyrelsen ikke har foretaget den samlede, konkrete vurdering af (A's) fremtidige erhvervsevne, som bestemmelsen i § 27, stk. 2, foreskriver. I den forbindelse henviser jeg særligt til ankestyrelsens senere udtalelser i sagen.

ad b) Spørgsmålet om begrundelse.

1. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse gav ikke (A) fuldt ud medhold. Afgørelsen skulle derfor ledsages af en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.

De indholdsmæssige krav til begrundelsen er fastsat i forvaltningslovens § 24, der har følgende ordlyd

" § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

2. I den oprindelige begrundelse for Den Sociale Ankestyrelses afgørelse hedder det alene, at (A) lider af en let demens.

3. Denne begrundelse giver ikke (A) nogen forklaring på, hvorfor sagen har fået det udfald, at erhvervsevnetabet er ansat til netop 30 %. Begrundelsen kunne ydermere efterlade det - som jeg har lagt til grund uberettigede - indtryk, at ankestyrelsen ikke havde foretaget det konkrete skøn over (A's) fremtidige erhvervsevne, som arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2, foreskriver.

En begrundelse, der er i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24, ville derfor have skullet indeholde en nærmere angivelse af de oplysninger og hensyn, som ankestyrelsen havde lagt til grund ved udmålingen af erhvervsevnetabet, herunder hvilke konkurrerende årsager der efter ankestyrelsens opfattelse har været til (A's) erhvervsevnetab. Da ankestyrelsen - som jeg har måttet lægge til grund - for så vidt er enig i, at (A's) erhvervsevnetab er større end 30 %, burde Den Sociale Ankestyrelse ligeledes have oplyst, med hvor stor en procentdel erhvervsevnetabserstatningen var reduceret som følge af disse konkurrerende årsager.

4. Endvidere bemærker jeg, at (A) som nævnt er tilkendt førtidspension efter en bestemmelse i loven om social pension, der forudsætter, at hans erhvervsevnetab andrager 2/3. Denne vurdering, der er foretaget af revaliderings- og pensionsnævnet, er ankestyrelsen selvsagt ikke bundet af; tværtimod er ankestyrelsen forpligtet til at udøve et selvstændigt skøn på grundlag af de hensyn, der er opregnet i arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2. Ikke desto mindre har det været nærliggende for (A) at antage, at Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses bedømmelse af hans erhvervsevnetab ville falde ud på samme måde som revaliderings- og pensionsnævnets bedømmelse, også selvom bedømmelsen i arbejdsskadesagen har skullet foretages på grundlag af et andet regelsæt.

Der var derfor i en situation som den foreliggende et særligt behov for, at Den Sociale Ankestyrelse i begrundelsen udtrykkeligt henviste til, at man var opmærksom på revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse i pensionssagen, og samtidig redegjorde for, hvorfor man ikke kunne lægge denne afgørelse til grund.

Et sådant supplerende krav til begrundelsen følger vel ikke direkte af forvaltningslovens § 24. Som jeg tidligere har udtalt (Folketingets Ombudsmands beretning 1990, s. 117 f. (118)), er det imidlertid ikke givet, at en begrundelse, der for så vidt opfylder kravene i § 24, også fremtræder som tilstrækkelig i en given situation i den forstand, at den giver en fyldestgørende forklaring på, hvorfor en sag har fået et bestemt udfald.

5. Det fremgår af det anførte, at Den Sociale Ankestyrelses oprindelige begrundelse for afgørelsen af 4. maj 1990 lider af følgende mangler

- Det er ikke anført, hvilke oplysninger ankestyrelsen har lagt vægt på ved udmålingen af (A's) erhvervsevnetab.

- Det fremgår ikke tilstrækkeligt klart, at ankestyrelsens afgørelse hviler på en samlet, konkret vurdering af (A's) erhvervsevnetab, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 2.

- Det er ikke oplyst, hvilke konkurrerende årsager der efter ankestyrelsens opfattelse har været til (A's) erhvervsevnetab.

- Det er ikke forklaret, hvorfor ankestyrelsens vurdering af (A's) erhvervsevnetab ikke svarer til revaliderings- og pensionsnævnets vurdering af samme spørgsmål.

Begrundelsen for ankestyrelsens afgørelse af 4. maj 1990 er som følge af det anførte helt utilstrækkelig.

6. De anførte mangler er kun delvist afhjulpet ved ankestyrelsens skrivelse af 18. juni 1990 til (B), der til dels er gengivet ovenfor; i denne skrivelse er det således vel angivet, hvilke oplysninger ankestyrelsen har lagt vægt på ved udmålingen af erhvervsevnetabet. Der savnes imidlertid fortsat en forklaring på spørgsmålet om de konkurrerende årsager, ligesom der ikke er gjort rede for, hvorfor ankestyrelsen ikke har kunnet følge revaliderings- og pensionsnævnets vurdering. Det samme gælder de udtalelser, der blev fremført på mødet den 14. januar 1991 mellem (B), Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse.

Sammenfattende er det herefter min opfattelse,

at der er betydelig tvivl om, hvorvidt Den Sociale Ankestyrelses afgørelse hviler på en korrekt anvendelse af arbejdsskadeforsikringslovens § 13, og

at Den Sociale Ankestyrelses begrundelse for afgørelsen på en række punkter er utilstrækkelig.

Jeg henstiller, at Den Sociale Ankestyrelse nu genoptager sagen til fornyet behandling under hensyntagen til den særlige normering af bevisbedømmelsen, der er foreskrevet ved arbejdsskadeforsikringslovens § 13.

I betragtning af, at ankestyrelsen således skal træffe en helt ny afgørelse i sagen, har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at henstille, at ankestyrelsen nu meddeler en ny begrundelse for den oprindelige afgørelse af 4. maj 1990.

Det bemærkes, at jeg ikke har fundet tilstrækkelig anledning til at foretage en selvstændig vurdering af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 15. august 1989. I den forbindelse har jeg navnlig lagt vægt på, at Den Sociale Ankestyrelses afgørelse er truffet på grundlag af en anden opfattelse af årsagssammenhængen mellem de forhold, som (A) har været udsat for på sin arbejdsplads, og den demens, han har pådraget sig, end den, der er lagt til grund af Arbejdsskadestyrelsen."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1990, s. 117f.

Resumé

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) tiltrådte en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvorefter A - der var blevet hjerneskadet som følge af arbejde med organiske opløsningsmidler - var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. Erstatningen blev udmålt på grundlag af et erhvervsevnetab på 30 % under henvisning til, at der efter ankestyrelsens opfattelse måtte være konkurrerende årsager til A's erhvervsevnetab. Det måtte således lægges til grund, at DSA for så vidt var enig med A i, at hans samlede erhvervsevnetab androg mere end 30 %, men at arbejdsskaden kun var årsag til et erhvervsevnetab på 30 %. DSA havde ikke oplyst, hvori de konkurrerende årsager, der angiveligt havde medført det resterende erhvervsevnetab, bestod.

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13 skal der antages at være årsagssammenhæng mellem arbejdsskade og (det fulde) erhvervsevnetab, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Det påhviler således myndighederne at påvise, at der med overvejende sandsynlighed foreligger andre årsager end arbejdsskaden til erhvervsevnetabet. - Da DSA ikke på noget tidspunkt i sagen havde henvist til, hvilke konkurrerende årsager der skulle være til A's erhvervsevnetab, henstillede ombudsmanden, at ankestyrelsen genoptog sagen.

I øvrigt udtalte ombudsmanden, at DSA's begrundelse for den trufne afgørelse på en række punkter var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. (J. nr. 1991-674-031).