Legislator Case Law & Legislation
O19930020570 DK

Dispensation fra en byplanvedtægt. Vurdering af hensyn til landskabelige værdier.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelser 1993 205 Valid

Dispensation fra en byplanvedtægt. Vurdering af hensyn til landskabelige værdier.

A klagede til mig over, at K Kommune og Planstyrelsen (nu Naturklagenævnet) havde afslået at meddele tilladelse til, at der på A's ejendom kunne opstilles en antennemast.

Sagens faktiske omstændigheder var følgende

I marts måned 1992 blev der mellem A og Dansk Mobil Telefon I/S indgået en aftale, hvorefter Dansk Mobil Telefon skulle leje en del af A's ejendom, beliggende Sverigesvej 9 i K Kommune. På ejendommen lå A's erhvervsvirksomhed, og på en tilstødende grund lå hans privatbolig. Formålet med lejeaftalen var, at Dansk Mobil Telefon - via B A/S - skulle opsætte en 48 meter høj antennemast.

I den anledning ansøgte B på A's vegne K Kommune om tilladelse til opsætning af masten.

Det retlige grundlag for planlægningen i området var Byplanvedtægt nr. 7 for et industriområde nord for Hovedvej A 10 og syd for jernbanen Skanderborg - Århus i K Kommune. Byplanen var vedtaget af K Kommune den 10. juni 1968 og blev senere suppleret med en række tillæg. Byplanvedtægtens § 5, stk. 2, havde følgende ordlyd

"Intet punkt af bygnings ydervæg eller tagflade må være hævet mere end 8,5 m over terræn (niveauplan), målt efter reglerne i byggelovgivningen. Byrådet kan tillade, at en bygning eller dele af en bygning opføres i større højde, såfremt særlige hensyn til virksomhedens indretning eller drift nødvendiggør det."

Ved skrivelse af 19. marts 1992 afgav K Kommune en principiel byggesagsudtalelse i sagen. Af udtalelsen fremgik det, at man på kommunens foranledning havde undersøgt, hvorvidt antennen i stedet kunne opsættes øverst på en skorsten på den kommunalt ejede forbrændingsfabrik X I/S. Skorstenen forventedes opført i sommeren 1992. Resultatet af undersøgelsen var, at det ville være muligt at placere antennen på skorstenen.

K Kommune anførte afslutningsvis følgende

" På den baggrund og af hensyn til de landskabelige værdier finder kommunen ikke at kunne meddele dispensation fra byplanvedtægt nr. 7, § 5, stk. 2, til at opføre en 48 m høj antennemast på ejendommen ... (Sverigesvej 9).

Som en midlertidig løsning, indtil skorstenen ved (X) I/S bliver opstillet, kan kommunen tilbyde, at antenneanlægget midlertidigt opstilles på kommunens areal (stiareal) som grænser op til (X's) grund, som vist på vedlagte skitse."

Ved skrivelse af 22. marts 1992 bad A kommunen om at overveje sagen på ny. A gjorde bl.a. gældende, at kommunens formål med afslaget var at chikanere ham, og at kommunen ønskede selv at oppebære det vederlag, som efter lejeaftalen skulle tilkomme A. Herudover anførte A, at den øvrige tætte erhvervsmæssige bebyggelse i området, der var opført med kommunens tilladelse, medførte, at det var misvisende at begrunde et afslag med hensynet til de landskabelige værdier.

Ved skrivelse af 26. marts 1992 meddelte K Kommune A, at man måtte fastholde den trufne afgørelse. Kommunen anførte bl.a., at man så vidt muligt søgte at samle antenner på fællesmaster for at mindske antallet af selvstændige antennemaster i kommunen, og at man i øvrigt ville være indstillet på at tillade, at antennen blev opsat på en anden eksisterende skorsten eller lignende.

Herefter indbragte A ved skrivelse af 6. april 1992 sagen for Planstyrelsen. A gjorde i klagen gældende, at der var tale om økonomisk magtfordrejning fra kommunens side. I en efterfølgende skrivelse af 23. april 1992 henledte A Planstyrelsens opmærksomhed på, at der på X's grund var opstillet en antennemast af samme højde som den, A ønskede at opstille.

Ved skrivelse af 11. juni 1992 afgav K Kommune en udtalelse til Planstyrelsen om A's klage. I udtalelsen hed det bl.a. følgende

"...

Det kan oplyses, at kommunen ikke har udarbejdet en planlægning for placering af master, men foretager konkrete vurderinger i hvert enkelt tilfælde.

Under nærværende sags behandling vurderede man herfra, at en indbygning i (X') nye 75 m høje skorsten var den bedste løsning, idet der herved ud over antenneplaceringen i 75 m 's højde intet synligt ville blive i området.

(X) fik 22.01.1992 byggetilladelse til 2. etape af udbygningen til affalds-kraftvarmeværk, bl.a. indeholdende den nye 75 m høje skorsten.

(B) som rådgiver for Dansk Mobiltelefon I/S, fik 15.04.1992 byggetilladelse til på (X') ejendom at opsætte radioantenner på den 75 m høje skorsten samt opførelse af en 21 m2 stor radiokabinebygning.

I (B's) ansøgning var oplyst, at som en permanent løsning skal radioantenner placeres på den kommende 75 m høje stålskorsten. Som en midlertidig løsning, indtil stålskorstenen bliver opstillet, etableres en mobil antennemast på parkeringsplads syd-øst for (X') areal.

(K) kommune har i forbindelse med byggetilladelsens udstedelse accepteret den midlertidige mobile antennemasts etablering på kørelærernes asfaltareal.

..."

Ved skrivelse af 1. juli 1992 meddelte Planstyrelsen A, at man ikke kunne give ham medhold i klagen. I skrivelsen hed det bl.a. følgende

"...

Planstyrelsens afgørelse i sagen.

Efter Planstyrelsens opfattelse kan opstilling af en DMT antennemast ikke betragtes som en del af ejendommens virksomhed og der kan således ikke henvises til byrådets mulighed for at tillade, at en bygning eller del af en bygning opføres i større højde, såfremt særlige hensyn til virksomhedens indretning eller drift nødvendiggør dette.

Derimod falder bygning af (X') 75 m høje skorsten i forbindelse med udbygning af affalds- og kraftværket ind under § 5 stk. 2's mulighed for at give tilladelse når særlige hensyn til virksomhedens indretning eller drift er nødvendig.

Det er Planstyrelsens opfattelse, at placering af DMT antennen på toppen af (X') skorsten, hvor kun selve antennedelen er synlig ikke kræver yderligere plantilladelser.

Planstyrelsen finder ikke, at den midlertidige opstilling af DMT antennen på p-pladsen ved det køretekniske anlæg kræver lokalplan, idet der er tale om en tidsbegrænset opstilling i en periode på ca. 6 uger.

Planstyrelsen kan således ikke give Dem medhold i klagen.

..."

I en efterfølgende skrivelse af 7. oktober 1992 rettede advokat C på A's vegne henvendelse til K Kommune om sagen. I skrivelsen hed det bl.a. følgende

"...

Det er (A's) opfattelse, at (K) Kommune har inddraget usaglige hensyn, når dels der tages hensyn til de forskellige begrundelser, der er givet for afslaget - dels når henses til den tilladte disponering af de omkringliggende grunde - og på dette grundlag har (K) Kommune således på et materielt urigtigt grundlag forårsaget, at (A) går glip af en årlig antennemast(-indtægt - min tilføjelse) fra DMT-mobiltelefonselskabet, og (A) har i den anledning bedt mig om at overtage sagen med henblik på en evt. retsforfølgning.

Jeg har i den anledning bedt (A) om at fremskaffe nærmere oplysninger om (K) Kommunes behandling af byggesagen, vedrørende opstilling af et antenneanlæg på den tilstødende grund, kaldet ... - samt vedrørende de på (D's) siloer opstillede antenner. (A) har orienteret mig om, at han har tilskrevet (K) Kommune d. 22.9. d.å. - uden at have modtaget svar.

..."

K Kommune besvarede advokat C's henvendelse ved skrivelse af 20. oktober 1992. Kommunen oplyste bl.a., at der ikke forelå tilladelser til opsætning af de antenneanlæg, der var fremdraget i advokatens skrivelse, da de var opsat uden bygningsmyndighedernes medvirken i henhold til bygningsreglementet.

Herefter indbragte advokat C - ved skrivelse af 30. november 1992 - sagen for mig. I den anledning indhentede jeg en udtalelse af 30. april 1993 fra Naturklagenævnet, hvori det bl.a. hed

"...

Det fremgår af sagen, at de to DMT-antenner på (X') skorsten blev monteret i forbindelse med skorstenens afslutning i henhold til byggetilladelse af 15. april 1992, og at en midlertidig, mobil DMT-antennemast var opstillet på et privatejet areal (... Norgesvej 15), medens skorstenen blev opført. Det er endvidere oplyst, at der er anbragt en antennemast ved Falck-stationen på Finlandsvej og en radioantenne på busanlægget på Danmarksvej. Disse to antenner har en funktionel tilknytning til den virksomhed, der foregår på ejendommene. På fjernvarmeværkets skorsten (Danmarksvej 15) er anbragt et antenneanlæg til kommunens operative materiel.

I (K) Kommunes begrundelse for det meddelte afslag af 19. marts 1992 er anført hensynet til de landskabelige værdier. Varetagelse af dette hensyn er i overensstemmelse med planlovens formål, jf. lovens § 1.

..."

I en skrivelse af 2. juni 1993 kommenterede advokat C over for mig Naturklagenævnets udtalelse. Advokat C anførte bl.a., at der også på ejendommen Sverigesvej 8 var opført en antennemast, og at kommunen måtte formodes i sin tid at have godkendt denne opsætning.

I den anledning oplyste Naturklagenævnet - efter at have indhentet en udtalelse fra K Kommune - ved skrivelse af 28. juni 1993, at kommunen i 1975 havde tilladt opsætningen af denne mast i medfør af byplanvedtægtens § 5, stk. 2, idet særlige hensyn til den virksomhed, der var beliggende på ejendommen, gjorde sig gældende.

Herefter anmodede jeg om advokat C's bemærkninger til det anførte. Advokaten oplyste i den anledning - i en skrivelse af 1. juli 1993 - at den omhandlede antennemast intet havde at gøre med den erhvervsvirksomhed, der blev drevet fra ejendommen Sverigesvej 8; tværtimod var antennemasten ejet af vognmandsfirmaet E. Jeg forelagde denne udtalelse for Naturklagenævnet og K Kommune. Af kommunens udtalelse af 23. juli 1993 fremgik det, at kommunen ikke bestred advokat C's oplysning. Det var i øvrigt oplyst, at antennemasten havde været anvendt af en række forskellige brugere.

I en skrivelse til Naturklagenævnet anførte jeg følgende

"1. Sagens retlige grundlag er dels den ovennævnte byplanvedtægt for området, dels planlægningslovens almindelige bestemmelser om dispensation fra lokalplaner m.v.

Byplanvedtægtens § 5, stk 2, har som ovenfor anført følgende ordlyd

"Intet punkt af bygnings ydervæg eller tagflade må være hævet mere end 8,5 m over terræn (niveauplan), målt efter reglerne i byggelovgivningen. Byrådet kan tillade, at en bygning eller dele af en bygning opføres i større højde, såfremt særlige hensyn til virksomhedens indretning eller drift nødvendiggør det."

Det er utvivlsomt, at den foreliggende sag ikke kan henføres under kommunens dispensationsbeføjelse efter denne bestemmelse, eftersom opsætningen af antennemasten ikke er et led i A's virksomhed. En eventuel tilladelse ville derfor skulle meddeles i medfør af den almindelige dispensationsbestemmelse i planlægningslovens § 19. Denne bestemmelses stk. 1 og 2 har følgende ordlyd

" § 19: Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen, jf. dog § 40.

Stk. 2. Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1 kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan."

Jeg må forstå Planstyrelsens afgørelse i sagen således, at der i princippet ville kunne meddeles tilladelse i medfør af lovens § 19, stk. 1, og at den omhandlede foranstaltning således ikke er af en sådan karakter, at den forudsætter tilvejebringelse af en ny lokalplan. Jeg lægger i den forbindelse til grund, at byplanvedtægten er opretholdt efter lovens § 68.

Det bemærkes endvidere, at den omstændighed, at der eventuelt kunne rejses spørgsmål om det retlige grundlag for kommunens tilladelse til opførelse af en antennemast på ejendommen Sverigesvej 8, ikke i sig selv kan tillægges betydning for den foreliggende sag; den almindelige lighedsgrundsætning, hvorefter sager, der i al væsentligt er ens, skal bedømmes på samme måde, giver således ikke borgerne krav på en ulovlig retsstilling. På den anden side kan den anførte omstændighed - såfremt der kan rejses tvivl om rigtigheden af kommunens tilladelse - medføre en berettiget forventning for (A), som myndighederne har pligt til at inddrage i overvejelserne, ligesom hensynet til, at (A) som følge af lejekontrakten med Dansk Mobil Telefon havde en ikke ubetydelig indkomst i udsigt, også må indgå i afvejningen over for de landskabelige værdier. Endelig må selve eksistensen af antennemasten selvsagt tages i betragtning fra myndighedernes side ved bedømmelsen af, hvorvidt landskabelige hensyn (fortsat) taler imod at meddele (A) den ønskede tilladelse.

2. Den 31. august 1993 foretog fire af mine medarbejdere sammen med (A) og en repræsentant for advokat (C) en besigtigelse af det område, hvor (A's) ejendom ligger. Området må ifølge § 2 i den tidligere omtalte byplanvedtægt som udgangspunkt alene anvendes til erhvervsformål.

Omkring 50 meter vest for (A's) ejendom er der for få år siden opført et betonværk. Betonværket, der formentlig er ca. 20 meter højt, ligger for enden af Sverigesvej. Der er placeret et antal antenner på betonværkets skorsten. Bag betonværket - stadigvæk mod vest i forhold til (A's) ejendom - ligger (X) I/S. På denne virksomheds grund er der bl.a. opført en 75 meter høj skorsten. Øverst på skorstenen er der placeret et antal antenner, hvoraf den ene - har jeg forstået - er den antenne, der ellers var tænkt at skulle opføres på (A's) grund. Længere bag (X) I/S er der på (den tilstødende grund til A's ejendom) opsat en antenne, der formentlig er omkring 50 meter høj.

Umiddelbart syd for (X) I/S ligger der et kommunalt fjernvarmeværk. På grunden er der opført tre ganske iøjnefaldende skorstene af varierende højde.

Nord for de omtalte bebyggelser sænkes terrænet ned mod jernbanesporet og motorvejen. Langs med jernbanesporet ligger der en række højspændingsmaster.

Skråt over for (A's) ejendom - på ejendommen Sverigesvej 8, der ejes af (F) - er der opført en antennemast, der efter det oplyste er 48 meter høj.

Der ligger herudover en række mindre antenner i området.

Længere nord for (A's) ejendom - på den anden side af motorvejen og jernbanesporet - ligger der et større, uberørt naturområde. Der er fra den nordlige side af (A's) ejendom, hvor antennen i givet fald skulle placeres, frit udsyn over dette område.

Det pågældende område syd for motorvejen og jernbanesporet er således stærkt præget af at være udlagt til erhvervsmæssig bebyggelse; udsigten over området er fra alle punkter domineret heraf, navnlig af betonfabrikken, (X) I/S og fjernvarmeværket. Ligeledes kan antennemasten på ejendommen Sverigesvej 8 - der er af omtrent samme højde som den antenne, (A) ønsker at opføre - ses overalt på området.

På den anførte baggrund kan det for en umiddelbar betragtning forekomme tvivlsomt, om opførelsen af en antenne på (A's) ejendom - naturligvis afhængig af antennens nærmere udformning - vil medføre en yderligere væsentlig skæmmelse af området; der synes således ikke at være noget punkt i området, hvor der ikke i forvejen bl.a. er udsigt til en eller flere af de ovenfor omtalte bygningskonstruktioner. Af samme grund må jeg mene, at følgende bemærkning i (K) Kommunes skrivelse af 11. juni 1992 til Planstyrelsen ikke er ganske retvisende

"Under nærværende sags behandling vurderede man herfra, at en indbygning i (X') nye 75 m høje skorsten var den bedste løsning, idet der herved ud over antenneplaceringen i 75 ms højde intet synligt ville blive i området."

3. Hensynet til de landskabelige værdier, der ligger til grund for myndighedernes afgørelse i sagen, er selvsagt lovligt, jf. planlægningslovens § 1. Hensynet må vel imidlertid - alt andet lige - have en begrænset vægt i områder, der af kommunen selv er udlagt til erhvervsmæssige formål, og som i øvrigt bærer meget betydeligt præg heraf. Samtidig har det som nævnt for en umiddelbar betragtning måttet give anledning til en vis tvivl, om opførelsen af en antennemast på (A's) ejendom ville medføre en væsentlig skæmmelse af området i forhold til den nuværende tilstand.

På den anførte baggrund beder jeg venligst Naturklagenævnet om nærmere at præcisere, hvori de landskabsmæssige hensyn, der ligger til grund for de trufne afgørelser, består.

..."

Naturklagenævnet meddelte mig efterfølgende, at man nu var af den opfattelse, at kommunens afslag ikke med rimelighed kunne begrundes i hensynet til de landskabelige værdier. Nævnet havde derfor hjemvist sagen til kommunen med henblik på fornyet behandling.

Jeg meddelte A og Naturklagenævnet, at jeg herefter ikke foretog mig videre i sagen.

Udtalelser 1993 205 Valid

Resumé

A indgik aftale med Dansk Mobil Telefon I/S om, at selskabet mod at betale et årligt vederlag kunne opstille en antennemast på A's ejendom. Efter en byplanvedtægt for området måtte intet punkt af en bygning være hævet mere end 8,5 meter over terræn. Der var ikke i den foreliggende sag mulighed for at udnytte vedtægtens dispensationshjemmel. En eventuel tilladelse fra kommunen (K's) side skulle derfor gives efter planlægningslovens § 19.

K meddelte A afslag på dispensation, idet K henviste til de landskabelige værdier i området. A gjorde gældende, at denne begrundelse var uholdbar, og at K tidligere havde givet tilladelse til opsætning af en tilsvarende antenne på naboejendommen. Planstyrelsen (P) tiltrådte K's afgørelse. - A klagede til ombudsmanden over K's og P's afgørelser.

Efter en besigtigelse af området udtalte ombudsmanden, at det forhold, at der muligvis på urigtigt grundlag var givet tilladelse til opsætning af en antennemast på naboejendommen, ikke i sig selv kunne give A krav på tilladelse. På baggrund af besigtigelsen fandt ombudsmanden det imidlertid tvivlsomt, hvorvidt landskabelige hensyn med tilstrækkelig vægt talte imod at give A den ønskede tilladelse. Ombudsmanden bad derfor P (nu Naturklagenævnet) om at præcisere, hvori de landskabelige hensyn bestod.

Naturklagenævnet meddelte herefter, at man nu anså K's begrundelse for afslaget for uholdbar, og at nævnet derfor havde hjemvist sagen til fornyet behandling i K. Herefter foretog ombudsmanden ikke videre i sagen. (J. nr. 1992-3122-120).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →