Legislator Case Law & Legislation
O19930016770 DK

Uberettiget afskedigelse af tjenestemandsansat voksenuddannelseslærer. Afgørelsen truffet på utilstrækkeligt grundlag.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Udtalelser 1993 167 Valid

Uberettiget afskedigelse af tjenestemandsansat voksenuddannelseslærer. Afgørelsen truffet på utilstrækkeligt grundlag.

A's advokat klagede til mig over, at Kulturministeriet havde afskediget A fra en stilling som overlærer ved VUC-X.

Sagens baggrund var følgende

A blev ansat som tjenestemand på prøve pr. 1. august 1979 og varigt ansat den 1. august 1982.

Den 27. februar 1991 anmodede forstander B, VUC-X, Y Amtskommune om bistand til at løse de problemer, hun fandt, der var med A's undervisning. B henviste til et stigende antal klager og til sine egne vanskeligheder med at få en dialog i gang med A. Som dokumentation vedlagde B referater, hun havde udarbejdet efter møder med A. Møderne havde drejet sig om starten af A's nye hold, om ordenen i EDB-lokalet og om kursisternes brug af en kopimaskine. B vedlagde endvidere 2 klager fra elever på A's informatikhold og 2 klager fra elever på hans naturfagshold.

B's henvendelse til amtskommunen resulterede i et møde i amtskommunen den 20. marts 1991. Ifølge amtskommunens referat, dateret 3. april 1991, blev følgende aftalt på mødet

"...

- at forvaltningen pålægger centrets ledelse at føre et ekstraordinært tilsyn med (A's) undervisning i indeværende skoleår og herefter fremkomme med en skriftlig vurdering,

- at der straks sker indberetning til forvaltningen ved yderligere klager,

- at forvaltningen pålægger ledelsen og (A) almindeligt, godt samarbejde,

..."

A's advokat fremsatte en række kommentarer til mødereferatet i skrivelse af 5. april 1991. Bl.a. nævnte han, at A i gennemsnit fører det forventede antal elever op til eksamen, og sædvanligvis med et særdeles godt resultat. Advokaten anførte, at A tidligere over for ledelsen havde påpeget problemer i den nye læseplan, men dog uden at dette havde medført noget resultat, ligesom han under mødet foreslog, at der blev foretaget undersøgelse af fagkonsulenter.

Y Amtskommune svarede advokaten i skrivelse af 24. april 1991, at den tjenstlige samtale alene fandt sted ud fra et ønske om - gennem drøftelse med A - væsentligt at få forbedret forholdene omkring A's undervisning på centret. Amtskommunen fandt derfor ikke anledning til at kommentere advokatens bemærkninger, men henviste til, at drøftelsen af forløbet af A's tjeneste fra den 20. marts 1991 ville ske på et møde på amtsgården den 7. juni 1991.

Herefter anmodede A Kulturministeriet om hurtigst muligt at få besøg af udviklingskonsulenter i Naturfag og Informatik.

B udfærdigede den 14. maj 1991 følgende rapport om A's undervisning

"...

(C) og jeg har som aftalt på mødet den 20. marts 1991 fulgt (A's) undervisning og været til stede i klasselokalet på i forvejen aftalte tidspunkter.

Aktiviteten har omfattet undervisning af et informatikhold, et ETB-hold, og et naturfagshold trin 2. Naturfag trin 1 blev lukket i november 90, idet der på dette tidspunkt kun var en kursist tilbage.

På denne årstid, umiddelbart før eksamen, vil udbyttet af et pædagogisk tilsyn være begrænset. Der var kun få kursister tilbage på holdene (7-8), så der var ikke pressede situationer, og alle kursisterne var nået frem til deres eksamensprojekt, hvilket vil sige, at i datalokalet sad hver kursist ved hver sin maskine og tilkaldte (A), når der var brug for det. Det forløb meget fredeligt. På naturfagsholdet var man også nået frem til, at kursisterne fremlagde projekterne for hinanden, der fandt ingen egentlig undervisning sted."

Den tjenstlige samtale den 20. marts 1991 blev fulgt op på møde på amtsgården den 7. juni 1991. Af mødereferatet fremgår bl.a. følgende

"...

(D) oplyste, at han i møde den 3. april 1991 med (A), viceforstander (C) og forstander (B) havde drøftet og fastlagt indholdet og omfanget af det ekstraordinære tilsyn og at det under dette møde var aftalt, at der ikke var grundlag for tilkaldelse af fagkonsulent.

Forvaltningen var af den opfattelse, at (A) har brudt denne aftale, idet det ligger dokumenteret, at (A) - uden om skolens ledelse og forvaltningen - har anmodet Kulturministeriet om besøg af fagkonsulenter i naturfag og informatik.

(A) meddelte, at henvendelsen til Kulturministeriet ikke havde noget med denne "sag" at gøre, men var ment som en forespørgsel om mulighed for samlæsning.

Forvaltningen konstaterede, at dette langt fra fremgår af den skriftlige henvendelse til Kulturministeriet og at det heller ikke var den opfattelse, fagkonsulenterne havde haft af henvendelsen.

...

Idet man var enige om, at det ikke er det rette tidspunkt at føre ekstraordinært tilsyn så tæt op til eksamen, hvor der er få elever tilbage i klassen og alle elever er "rettet" mod eksamen, aftaltes det,

- at centrets ledelse igen i efterårssemestret 1991 fører et ekstraordinært tilsyn med (A's) undervisning,

- at der straks skal ske underretning til forvaltningen ved yderligere klager - såvel mundtlige som skriftlige

- at forvaltningen pålægger ledelsen og (A) almindeligt, godt samarbejde ..."

I perioden fra den 14. august til den 21. december 1991 var A fraværende fra arbejde på grund af sygdom efter et ulykkestilfælde.

Den 29. januar 1992 meddelte 5 elever fra A's matematikhold B, at de ønskede at stoppe med undervisningen. Deres begrundelse var bl.a., at niveauet på holdet var for højt, at A kun tog hensyn til de dygtige elever, og at det var elever, som gennemgik opgaver ved tavlen - og ikke A.

Den 3. februar 1992 havde A, B og C en samtale i anledning af, at A nu var i gang igen efter sygdommen. B udarbejdede den 4. februar 1992 et referat af mødet. Ifølge B's referat blev det bl.a. diskuteret, om A burde have indhentet oplysninger om, hvad der var sket på hans hold i det forløbne semester. En episode med en elev, som kastede halspastiller efter A, udmeldelsen fra matematikholdet, A's lån af skolens bøger, samt indretningen af DATA-lokalet blev også diskuteret.

B orienterede i skrivelse af 18. februar 1992 Y Amtskommune om, at hun samme dag havde fulgt A's undervisning på det matematikhold, hvor 5 elever havde klaget. Af B's referat af tilsynet fremgår, at hun havde drøftet forskellige problemer med eleverne, bl.a. en klage over, at undervisningen skred for langsomt frem. I referatet hedder det videre: "... Der klages over at A kommer for sent til undervisningen. På holdet er der en meget spændt stemning. Kursisterne der nævner dette bliver kraftigt irettesat af de øvrige. Det skal bemærkes at A rent faktisk er kommet for sent...". Der er ikke nogen vurdering fra B's side af kvaliteten af A's undervisning.

I skrivelse af 28. februar 1992 klagede en elev fra informatikholdet til B over A. Hun påpegede, at A enten ikke var tilstrækkelig kvalificeret, eller at han ikke havde forberedt sig godt nok til timerne.

Endnu en elev fra informatikholdet klagede over A i skrivelse af 1. marts 1992 til B. Eleven fandt, at A mødte uforberedt til undervisningen.

I skrivelse af 3. marts 1992 orienterede B Y Amtskommune om, at voksenuddannelsescentret den 2. marts 1992 havde fået udmeldelse fra yderligere 3 kursister.

E, som var elev på A's informatikhold, henvendte sig i skrivelse af 19. marts 1992 til Y Amtskommune. E oplyste, at hun havde været elev hos A i 5 år, at hun havde været - og fortsat var - glad for det, samt at B's opførsel over for A tydede på, "at hun med vold og magt ville slippe af med ham".

Den 1. april 1992 blev der holdt centerrådsmøde på VUC-X. Centerrådet anbefalede på baggrund af elevklager og indstilling fra forstanderen, at A blev afskediget med udgangen af skoleåret.

A blev bekendt med, at mødet havde været afholdt, da han så et opslag herom på lærerværelsets opslagstavle.

B kommenterede E's skrivelse i en skrivelse til amtskommunen. B anførte bl.a.

"...

Når (E) underskriver sig på elevernes vegne er dette udelukkende for egen regning.

(E's) tidligere dansklærer siger, at både ordvalg og sætningsopbygning i brev af 19.3. ligger så langt fra det, han har oplevet som værende hendes, at jeg betvivler at hun selv har skrevet brevet."

Den 8. april 1992 deltog A og hans advokat i et møde på Amtsgården, hvor A blev orienteret om, at det var forvaltningens hensigt at indstille til økonomiudvalget at anmode Kulturministeriet om at meddele A diskretionær afsked med pension.

A fik udleveret et notat dateret 6. marts 1992, hvoraf baggrunden for forvaltningens indstilling fremgik. Af notatets konklusion fremgik følgende

"...

Forvaltningen er af den opfattelse, at der ved samtaler og øget tilsyn er udfoldet bestræbelser på at løse problemerne med (A's) tjeneste, men at der fra (A's) side efter forvaltningens opfattelse er en manglende evne til at medvirke ved løsning af problemerne.

Der er ikke på nogen måde tale om tjenesteforseelser, men ud fra en samlet vurdering af materialet er der et klart grundlag for diskretionær afskedigelse af (A)."

I skrivelse af 21. april 1992 meddelte A's advokat amtskommunen, at han i løbet af kort tid ville fremkomme med et indlæg, hvor han ville kommentere de punkter, som var nævnt i amtskommunens notat af 6. marts 1992.

5 elever fra en af A's klasser udtrykte i en udateret skrivelse til B (kopi modtaget i Y Amtskommune den 22. april 1992) deres tilfredshed med A. De 5 elever anførte

"...

at vores lærer er mere end rigeligt kvalificeret til at undervise her.

Eleverne, som er udgået af klasse J121 kunne overhovedet ikke deres pensum og skulle prøve 9. og ikke 10. udvidet.

Hvorfor tager man elever ud af en klasse og spørger om de vil klage over den nævnte lærer?

At dine studievejledere anbringer folk på forkerte trin, hvor de ikke er tilhørende.

At det var meget uhøfligt af dig at bryde ind i klassen uden at præsentere dig for at chikanere læreren og hans undervisning - dette var meget ubehageligt for både eleverne og læreren."

Den 23. april 1992 blev der afholdt samarbejdsudvalgsmøde på VUC-X om samarbejdsklima og pædagogisk ledelse af skolen. Af mødereferat fremgår, at samtlige medlemmer af SU ønskede at udtrykke deres uforbeholdne støtte til B's pædagogiske og administrative ledelse af skolen, samt hendes evne til at formidle et godt samarbejde i lærerkollegiet. B deltog ikke i mødet.

I skrivelse af 3. maj 1992 til Y Amtskommune gav to elever deres støtte til A. De nævnte, at de intet havde at udsætte på A's undervisning, men at der havde været problemer med vikarer og med studievejledning.

Y Amtskommune bad VUC-X om at kommentere de to elevers skrivelse. B sendte herefter en skrivelse af 6. maj 1992 til amtskommunen med kommentarer til skrivelsen af 3. maj 1992.

Den 11. maj 1992 udarbejdede B et notat i anledning dels af, at A's aftenhold havde fået forkerte oplysninger af ham i forbindelse med skriftlig eksamen, dels af at hun havde bedt A komme til et møde vedrørende aflevering af forløbsbeskrivelser. A havde ikke afleveret forløbsbeskrivelser, og han kom ikke til mødet.

A afleverede forløbsbeskrivelserne den 12. maj - med en uges forsinkelse. Da forløbsbeskrivelserne ikke var udfyldt tilfredsstillende, indkaldte B ham til møde på sit kontor.

I skrivelse af 4. juni 1992 anmodede Y Amtskommune Kulturministeriet om at afskedige A. Amtskommunen anførte følgende

"...

Der har gennem hele (A's) ansættelsesperiode jævnligt været problemer omkring (A's) pædagogiske evner og hans måde at afvikle undervisningen på. Problemerne har været forsøgt løst af centerets forstander og i perioder har tjenesten forløbet rimeligt.

På baggrund af et stadigt stigende antal elevklager anmodede forstander (B) i februar 1991 forvaltningen om bistand, idet hun fandt det umuligt at få en dialog i gang med (A) om de rejste problemer.

Problemerne har herefter været forsøgt løst gennem møder mellem forvaltningen, forstanderen, (A) og hans advokat. Der har efter aftale med (A) været ført ekstraordinært tilsyn med (A's) undervisning, for at forsøge ad den vej at afhjælpe problemerne, men forvaltningen er af den opfattelse, at der fra (A's) side er en manglende evne til at medvirke til bedring af forholdene.

Efter at (A) genoptog sin tjeneste efter en længere sygeperiode (14. august - 21. december 1991) modtog skolen stadig elevklager og udmeldinger fra (A's) hold.

(A) benægter at der er problemer, idet han altid opfatter situationerne anderledes end omgivelserne, skolens ledelse m.fl., hvorfor han ikke finder anledning til at forsøge at ændre adfærd og undervisningsform.

Der findes ikke i (A's) tjeneste på nogen måde at være tale om tjenesteforseelser, men ud fra en samlet vurdering af materialet findes der fra (A's) side klart at være en manglende vilje/evne til at medvirke til løsning af problemerne.

..."

Som dokumentation vedlagde Y Amtskommune bl.a. de foran nævnte skrivelser, referater m.v.

Kulturministeriet meddelte i skrivelse af 11. juni 1992 A, at ministeriet agtede at afskedige ham fra stillingen som overlærer. Ministeriet henviste til amtskommunens skrivelse af 4. juni 1992, som blev vedlagt i kopi, og tilføjede

"...

Det fremgår af sagen, at afskedigelsen ønskes gennemført diskretionært, begrundet i tilbagevendende problemer om Deres pædagogiske evner og undervisningsform. Problemerne har været søgt løst med bistand fra amtskommunen, der dog har konkluderet, at De ikke har medvirket til en bedring af forholdene.

Kulturministeriet agter på denne baggrund at afskedige Dem fra stillingen som overlærer."

Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere meddelte i skrivelse af 19. juni 1992 Kulturministeriet, at forbundet, ud fra de oplysninger det havde modtaget fra ministeriet og fra forbundets tillidsrepræsentant ved VUC-X, intet havde at bemærke til afskedigelsen.

I skrivelse af 2. juli 1992 fremkom A's advokat med bemærkninger til den påtænkte afskedigelse. Advokaten gjorde gældende, at der ikke forelå sagligt grundlag for afskedigelsesbeslutningen, idet de problemer, der havde været i forbindelse med A's ansættelse, ikke skulle søges i hans adfærd, men i den adfærd der var udvist fra forstander B. Til illustration heraf vedlagde advokaten bl.a. skrivelser fra F, der som censor klagede til Y Amtskommune over B's indblanding i A's eksamination (F's skrivelser er refereret nedenfor). Advokaten vedlagde endvidere A's notat om en episode den 7. maj 1992, hvor B afbrød hans undervisning, samt en række elevers klager til Y Amtskommune over forstanderens opførsel (3 skrivelser om episoden den 7. maj 1992 og en skrivelse af 18. maj 1992, hvori anføres, at B opfordrer eleverne til at klage over A). I det omfang, der forelå elevklager, var disse af ældre dato med undtagelse af et par klager i begyndelsen af 1992, som fremkom samtidig med, at A genoptog arbejdet efter sygdom. Disse klager kunne alene betragtes som elevernes almindelige utilfredshed med de vikarordninger, der havde været. A's advokat bemærkede, at forstanderen havde anmodet eleverne om at klage over A, hvilket advokaten fandt kritisabelt og urimeligt. Det var korrekt, at der havde været gennemført ekstraordinært tilsyn med A's undervisning, men dette tilsyn havde kun været afholdt en gang. Det havde i 1992 reelt ikke været muligt for A at tilbagevise de klagepunkter, som amtskommunen havde fremsat, idet han blev indkaldt til mødet den 8. april 1992 uden at have fået orientering om mødets tema. For så vidt angik Y Amtskommunes notat af 6. marts 1992 henviste advokaten til, at dette var nærmere kommenteret i hans skrivelse af 9. april 1992 til amtskommunen.

F, der er ansat som lærer ved et andet voksenuddannelsescenter, og i sommeren 1991 virkede som censor ved VUC-X, anførte i ovennævnte referat

"...

Bedst som eleverne så ud til at være ved at være beroliget, brød en ældre kvinde, som jeg efter et stykke tid identificerede som forstanderen, ind i samtalen. Hun påstod, at eleverne af (A) havde fået at vide, at de ikke måtte medbringe deres kursistarbejder. Desuden gav hun udtryk for, at hun ikke kunne forstå, hvorfor eleverne ikke måtte oplæse deres arbejder. Som hun tilføjede: "De har jo selv udarbejdet dem". (Ja, det må man jo håbe !). Dernæst postulerede hun, at eksaminationen overhovedet ikke afspejlede den daglige undervisning. (Det er da klart, at den første del af eksaminationen ikke afspejler den daglige undervisning, for hvor ofte skal eleverne i dagligdagen fremlægge kursistarbejder mundtligt - aldrig. I øvrigt er det mig ubegribeligt, hvorfra hun havde den opfattelse, at den sidste del af eksaminationen ikke afspejlede den daglige undervisning, da hun jo ikke havde overværet eksaminationen, hvilket hun som enhver anden har ret til ... Min opfattelse af episoden var helt klart, at forstanderen således førte sig ubehersket frem for med vilje at insinuere en manglende kompetence hos (A) - og endda i elevernes og mit påhør. Samtidig havde hun jo desuden den uhørte frækhed indirekte at insinuere, at jeg som censor var inkompetent.

..."

B blev orienteret om F's henvendelse til forvaltningen.

I skrivelse af 7. juli 1992 anmodede Kulturministeriet Y Amtskommune om amtskommunens bemærkninger til advokatens skrivelse af 2. juli 1992. I den anledning oplyste amtskommunen bl.a., at advokatens skrivelse af 9. april 1992 og breve dateret maj 1992 fra elever, der klagede over forstanderen, ikke var modtaget i amtskommunen, at det måtte afvises, at forstanderen havde bedt eleverne om at klage over A, og at A på møde den 21. maj 1992 med undervisnings- og kulturforvaltningens chef mundtligt var blevet orienteret om økonomiudvalgets beslutning.

Kulturministeriet meddelte følgende afgørelse i skrivelse af 20. august 1992 til A

"Ved brev af 11. juni 1992 har Kulturministeriet varslet afskedigelse af Dem.

I medfør af tjenestemandslovens § 31 er der givet Dem og Deres centralorganisation adgang til at udtale sig i sagen.

Ministeriet har modtaget og vurderet Deres udtalelse. Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere har på centralorganisationens vegne meddelt, at man ikke har bemærkninger til den påtænkte afskedigelse.

Finansministeriet har i brev af 4. august 1992 meddelt Kulturministeriet, at De ved afsked på det foreliggende grundlag har ret til ordinær pension i henhold til tjenestemandspensionslovens § 2, stk. 1.

På dette grundlag meddeles der Dem afsked med pension fra stillingen som overlærer ved VUC-(X) med udgangen af november måned 1992.

..."

I klagen til mig gjorde A gældende, at afskedigelsen af ham var uberettiget og ubegrundet. Han bemærkede, at der igennem en periode var sket påtale af hans undervisning og forhold til eleverne, men at han i det hele havde tilbagevist de punkter, hvor han var blevet kritiseret. Kulturministeriets skrivelse af 20. august 1992 manglede efter hans opfattelse en begrundelse, således som dette er foreskrevet i forvaltningslovens § 22.

Kulturministeriet udtalte følgende i anledning af klagen

"...

Som det fremgår af ministeriets brev af 11. juni 1992, hvori afskedigelsen varsles, er afskedigelsen begrundet i de tilbagevendende pædagogiske og undervisningsmæssige problemer. Det fremgår således, at VUC-(X) og (Y) Amtskommune har forsøgt at få løst problemerne med den pågældende lærer gennem samtaler, men at disse ikke har ført til et positivt resultat.

Ministeriet mener derfor ikke, at afgørelsen har savnet begrundelse.

Med hensyn til spørgsmålet om afskedigelsen har været uberettiget, mener ministeriet at kunne henholde sig til amtskommunens vurdering i sagen.

..."

I en skrivelse til A's advokat udtalte jeg herefter følgende

"Ifølge tjenestemandslovens § 28, kan en tjenestemand "afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned".

Det er i såvel den forvaltningsretlige teori som i praksis antaget, at afgørelse om afsked i henhold til den nævnte bestemmelse forudsætter, at der foreligger et sagligt grundlag for afskedigelsesbeslutningen.

Det står ligeledes fast, at manglende egnethed i tjenesten og samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en sådan afskedigelsesbeslutning. Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog, at sådanne problemer ikke uden nærmere kvalifikation påberåbes som grundlag for en afskedigelsesbeslutning.

Det kræves for det første, at problemerne har en betydelig negativ indflydelse på udførelse af opgaverne det pågældende ansættelsessted. Der skal endvidere, for så vidt angår samarbejdsproblemer, foreligge en klar forbindelse mellem disse og den person, der ønskes afskediget, ligesom hovedskylden for problemernes opståen ikke må kunne tilskrives andre personer end den, som søges afskediget. Af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet følger yderligere, at der fra den afskedigende myndigheds side skal være udfoldet bestræbelser på at løse samarbejdsproblemerne med mindre vidtgående skridt end afskedigelse.

Afskedigelsesbeslutningens alvorlige karakter tilsiger samtidig, at det bevismæssige grundlag for tilstedeværelsen af afskedsbegrundende problemer er særligt sikkert. Der må således ikke kunne rejses rimelig tvivl om, at der rent faktisk har foreligget (uløselige) problemer af den ovenfor beskrevne karakter.

Inden for de ovenfor beskrevne rammer vil afgørelsen af, om der foreligger fornødent grundlag for afskedigelse på grund af manglende egnethed og/eller samarbejdsproblemer, være af skønsmæssig karakter.

De skønsmæssige elementer i afgørelsen kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Kulturministeriet henviste i skrivelse af 11. juni 1992 til, at afskedigelsen er begrundet i tilbagevendende problemer vedrørende (A's) pædagogiske evner og undervisningsform. Herudover henviste ministeriet til, at problemerne havde været søgt løst med bistand fra amtskommunen, der dog havde konkluderet, at (A) ikke havde medvirket til en bedring af forholdene.

Som omtalt anmodede (B) i februar 1991 (Y) Amtskommune om bistand til at løse de problemer, hun fandt, der var med (A's) undervisning. (B) henviste til et stigende antal klager fra elever og til sine egne vanskeligheder med at få en dialog i gang med (A). Som dokumentation for stigningen i antallet af elevklager vedlagde (B) 4 klager fra elever.

Herefter pålagde (Y) Amtskommune på mødet den 20. marts 1991 ledelsen af VUC-(X) at føre tilsyn med (A's) undervisning.

I skrivelsen af 5. april 1991 henviste De til, at (A) i gennemsnit førte det forventede antal elever op til eksamen, og sædvanligvis med et særdeles godt resultat. De henviste endvidere til, at (A) under mødet den 20. marts 1991 havde foreslået, at der blev foretaget undersøgelse af fagkonsulenter. (Y) Amtskommune fandt imidlertid ikke anledning til nærmere at kommentere Deres bemærkninger.

I tiden indtil (A's) sygemelding fulgte (C) og (B) 3 gange undervisningen på (A's) hold. Der blev på mødet den 7. juni 1991 enighed om, at det ikke var det rette tidspunkt at føre ekstraordinært tilsyn så tæt op til eksamen. Det aftaltes, at centrets ledelse igen til efteråret skulle føre et ekstraordinært tilsyn.

Om perioden forud for (A's) sygemelding må jeg konkludere, at den foreliggende dokumentation for problemerne vedrørende (A's) undervisning består i udtalelser fra (B) og 4 klager fra elever.

(A) vendte tilbage til arbejdet i januar 1992.

Den 29. januar 1992 meddelte 5 elever (B), at de ønskede at stoppe med undervisningen på (A's) matematikhold. I skrivelser af 28. februar og 1. marts 1992 klagede to elever fra (A's) informatikhold over ham.

(B) orienterede i skrivelse af 18. februar 1992 (Y) Amtskommune om, at hun havde fulgt (A's) undervisning på det matematikhold, hvor de 5 elever havde klaget. Den 3. marts 1992 orienterede (B) amtskommunen om, at hun havde modtaget udmeldelse fra 3 kursister - det fremgik ikke af skrivelsen, hvad der var baggrunden for udmeldelsen.

10 elever udtrykte i 6 skrivelser til (Y) Amtskommune i marts, april og maj 1992 deres støtte til (A) og hans undervisning.

Om (A's) undervisning i foråret 1992 må jeg konkludere, at den foreliggende dokumentation for problemerne angående undervisningen består i en række henvendelser fra elever - stort set lige mange klager og støtteerklæringer, en enkelt rapport om (B's) tilsyn i en af (A's) undervisningstimer samt (B's) vurderinger.

Efter det oplyste er der ikke grundlag for at påstå, at der har været en stor og stigende strøm af klager fra elever over (A's) undervisning.

Det foreliggende materiale giver efter min opfattelse ikke et tilstrækkelig sikkert grundlag for at antage, at der har været noget væsentligt galt med (A's) undervisning. Jeg bemærker herved, at hverken VUC-(X), (Y) Amtskommune eller Kulturministeriet har bestridt Deres anbringender om, at (A) førte det forventede antal elever til eksamen, og sædvanligvis med særdeles godt resultat. Der foreligger ikke nogen ekstern, uafhængig faglig vurdering af (A's) undervisning.

Grundlaget for afskedigelsen har alene været et antal elevklager over (A) samt (B's) meget negative vurderinger af (A). Vurderingerne knytter sig i vid udstrækning til de omtalte elevklager. I øvrigt henviser de mest til episoder, optrin og møder med (A) uden direkte forbindelse med undervisningen. Der foreligger ikke - hverken fra (B) eller fra anden fagkyndig side - en begrundet faglig/pædagogisk vurdering af kvaliteten af (A's) undervisning.

Jeg opfatter forholdet således, at der har været betydelige samarbejdsvanskeligheder mellem (B) og (A). Dette har skabt et klima, hvor eleverne har følt sig provokeret til at tage parti i konflikten gennem henholdsvis klager og støtteerklæringer, hvor selv småepisoder af praktisk art blev gjort til problemer, og hvor det åbenbart har været umuligt at føre en fornuftig dialog om løsning af problemerne.

Det er efter min opfattelse ikke godtgjort - i hvert fald ikke med tilstrækkelig sikkerhed - at samarbejdsproblemerne i forhold til (B) har haft en betydelig negativ indflydelse på (A's) udførelse af sine undervisningsopgaver.

Sammenfattende finder jeg herefter ikke, at Kulturministeriet har haft det fornødne grundlag for at afskedige (A) fra hans stilling som overlærer ved VUC-(X).

Jeg har gjort Kulturministeriet bekendt med min opfattelse og henstillet til ministeriet at genoptage (A's) sag og træffe en ny afgørelse."

Udtalelser 1993 167 Valid

Resumé

Kulturministeriet afskedigede med henvisning til tjenestemandslovens § 28 A fra hans stilling som overlærer på et voksenuddannelsescenter. Begrundelsen for afskedigelsen var tilbagevendende problemer vedrørende A's pædagogiske evner og undervisningsform.

Ombudsmanden udtalte, at afskedigelsen i henhold til den nævnte bestemmelse forudsætter, at der foreligger et sagligt grundlag for afskedigelsesbeslutningen. Ombudsmanden fremsatte dernæst nogle generelle betragtninger om, under hvilke omstændigheder manglende egnethed i tjenesten og samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en sådan afskedigelsesbeslutning.

Ombudsmanden fandt det ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at A's samarbejdsproblemer med centrets forstander havde haft en betydelig negativ indflydelse på A's udførelse af sine undervisningsopgaver. Det var derfor ombudsmandens opfattelse, at Kulturministeriet ikke havde haft det fornødne grundlag for at afskedige A. (J. nr. 1992-2270-812).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →