Visitationsordning i postvæsenet.

Visitationsordning i postvæsenet.

A klagede til mig over en visitationsordning ved Københavns Postcenter.

Det fremgik af sagens oplysninger, at postvæsenets ledelse i oktober 1989 besluttede at indføre visitationsordninger ved bl.a. Københavns Postterminal (nu Postcenter).

I august 1990 blev der i samarbejde med Postkartellet udarbejdet nogle centrale rammer for udførelse af visitation i postvæsenet. På grundlag af disse rammer blev der den 5. december 1990 efter forhandling med visse personalerepræsentanter udarbejdet et sæt lokale etiske spilleregler for visitation i Københavns Postterminal.

Fællesklubben for Københavns Postbudeforening's område i Københavns Postterminal ønskede ikke at deltage i forhandlingerne.

Ordningen trådte i kraft den 1. januar 1991 og omfattede alle, der gik/kørte ud gennem de anviste udgange. Udtagningen skete efter en særlig datamatstyret frekvensudtagningsplan. Om afvikling af selve visitationen indeholdt reglerne i pkt. C 1 bl.a. følgende

"Visitationen må ikke på nogen måde have en for den udvalgte medarbejder krænkende form.

Den normale procedure vil være forevisning ved skranke.

Visitationen omfatter simpel visitation, d.v.s., at den visiterede alene er forpligtet til på opfordring at åbne tasker, net, bagagerum i biler mv. samt fremvise indhold heri samt evt. indhold i lommer. Visitator må ikke uden tilladelse undersøge tasker, net, lommer, køretøjer mv. eller "klappe" den visiterede.

..."

Den 3. juni 1991 blev A udtaget til visitation. Der blev udfærdiget en rapport, hvoraf følgende fremgår

"...

Undertegnede bliver kl. 13.25 tilkaldt til Personaleudgangen. Årsagen var, at (A) ikke mente, at visitator havde krav på at se hvad hans lommer indeholdt. Jeg forklarede ham, at visitator selv vurderer hvornår lommerne skal vises. (A) forklarede, han selv havde været med til at udforme de etiske spille-regler og mente ikke at ovennævnte var aftalt. For at få en afklaring blev vi enige om at udfærdige rapport.

..."

Herefter klagede A til mig, idet han gjorde gældende, at bestemmelsen om efter anmodning fra visitator at skulle fremvise indholdet af lommer var stærkt ærekrænkende og unødvendig, fordi der ikke i et par bukselommer kunne være noget af postal interesse, og fordi post og personale under hele tjenestens udførelse var under opsyn. Specielt i forhold til tjenestemænd var bestemmelsen uværdig og unødvendig, fordi der ved ansættelsen blev forlangt en "ren" straffeattest m.m.

Da sagen ikke havde været forelagt Generaldirektoratet for P & T, videresendte jeg klagen dertil.

I skrivelse af 26. februar 1992 udtalte Københavns Postterminal bl.a. følgende

"...

Københavns Postterminal er af den opfattelse, at visitationsformen ikke er krænkende for den visiterede, og at de administrative procedurer sikrer, at den visiterede ikke forvoldes tab eller nævneværdig ulempe.

Erfaringerne fra de 13 måneder hvor visitationssystemet har fungeret, har været meget positive.

Det er kun ganske få medarbejdere der har foretaget vægringer ved visitationen.

Kontorpakmester (A), der er tillidsmand for tjenestemændene i brevafdelingen, har den 3. juni 1991 foretaget en vægring ved et krav om at fremvise indholdet i lommerne.

Der blev udarbejdet en rapport, og sagen blev gennemgået ved en samtale, hvor kontorpakmester (A) blev gjort bekendt med reglerne i de etiske spilleregler.

..."

Som svar på generaldirektoratets høringsskrivelse anførte A i skrivelse af 6. marts 1992 bl.a. følgende

"...

Jeg må dog fastholde min klage om, at visitationsordningens bestemmelser om at man skal tømme sine bukselommer, hvis visitator ønsker det, er i uoverensstemmelse med den tillid og respekt, der må vises en tjenestemand.

Kravet om at tømme lommerne kan kun opfattes ærekrænkende, fordi der heri ligger en formodning om et muligt tyveri fra arbejdspladsen.

...

Men selvfølgelig efterlever alle tjenestemændene ledelsens bestemmelser - ligesom jeg selv efterfølgende har tømt og forevist, hvor mange nøgler, penge - og andre private sager jeg havde på mig. - Det går endda så vidt, at visitator også undersøger de breve jeg modtager fra fagforeningen o.a.

..."

I sin afgørelse af 17. marts 1992 anførte generaldirektoratet følgende

"...

I voldgiftskendelser og afgørelser fra arbejdsretten er det fastslået, at arbejdsgiveren i medfør af ledelsesretten kan indføre kontrolforanstaltninger, som efter omstændighederne anses for nødvendige, fx. for at forhindre tyverier. Visitation er en kontrolforanstaltning. Retspraksis har efterhånden fastlagt tre vigtige hovedretningslinjer, som skal følges i forbindelse med kontrolforanstaltninger, nemlig

at der skal være et fornuftigt formål med den påtænkte kontrolforanstaltning,

at den ikke må have en krænkende form for medarbejderne, og

at den ikke må forvolde medarbejderne tab eller nævneværdig ulempe.

Visitation i Postvæsenet blev indført efter drøftelse med Postkartellet som repræsentant for de største personaleorganisationer i Postvæsenet. Indførelsen samt den praktiske tilrettelæggelse og udførelse sker i henhold til fælles centrale rammebestemmelser. Disse rammebestemmelser suppleres på hvert tjenestested med visitation med såkaldte "etiske spilleregler". Postvæsenets indførelse af visitation skal ses dels som led i at forhindre tyverier, dels som et generalpræventivt element i bestræbelserne på at højne og fastholde postsikkerheden, så Postvæsenet i forhold til kunderne er en pålidelig og sikker transportør og samarbejdspartner.

Visitationen gennemføres udelukkende som simpel visitation. Rammebestemmelserne og de lokale bestemmelser for Københavns Postcenter indeholder følgende beskrivelse heraf

"Visitationen omfatter simpel visitation, d.v.s. at den visiterede alene er forpligtet til på opfordring at åbne tasker, net, bagagerum i biler m.v. samt fremvise indhold heri samt i lommer. Visitator må ikke uden tilladelse undersøge tasker, net, lommer, køretøjer m.v. eller "klappe" den visiterede."

Det er desuden anført i bestemmelserne, at visitationen ikke må have en krænkende form.

Generaldirektoratet kan ikke give Dem medhold i Deres klage. Der er herved lagt vægt på, at visitationsordningen ved Københavns Postcenter overholder de ovennævnte hovedretningslinjer, der gælder for kontrolforanstaltninger, og som er indeholdt i rammebestemmelserne. I den konkrete situation den 3. juni 1991, hvor De blev udtaget til visitation, var det derfor berettiget af visitator at anmode Dem om at få forevist indholdet af Deres lommer.

..."

I skrivelse af 23. marts 1992 fremsatte A supplerende udtalelser. A anførte bl.a., at Arbejdsrettens afgørelser og voldgiftskendelser ikke kunne påberåbes, idet disse forholdt sig til overenskomstansatte, ligesom der ved udarbejdelsen af de lokale regler og rammebestemmelserne ikke var taget hensyn til tjenestemændenes interesser. A gjorde desuden gældende, at der ikke var dokumentation for påstande om tyveri, at det var et spørgsmål, om ordningen var fornuftig, idet udgifterne oversteg reklamationsudgifterne, og der ikke kunne registreres et fald i reklamationer, samt at arbejdet i stedet kunne tilrettelægges således, at der var kontrol hele vejen igennem.

I A's klage af 6. april 1992 bad han om min vurdering af, om visitationsordningen - eller administrationen heraf - var ærekrænkende eller på anden vis i strid med gældende lov, herunder tjenestemandsloven, samt om det var muligt at blive fritaget, hvis det oplevedes som en krænkelse.

Generaldirektoratet for P & T udtalte i skrivelse af 20. maj 1992 bl.a. følgende

"...

Det er fortsat Generaldirektoratets opfattelse, at visitationsordningen ved Københavns Postcenter overholder de retningslinjer for kontrolforanstaltninger, som har udviklet sig bl.a. gennem arbejdsrettens praksis. Denne praksis skelner ikke mellem forskellige ansættelsesformer, og der er ikke grundlag for at stille forskellige krav til kontrolforanstaltninger, herunder visitationsordninger, i forhold til tjenestemænd og overenskomstansatte.

Generaldirektoratet finder, at indførelsen af visitation ved Københavns Postcenter og den måde, hvorpå den simple visitation bliver gennemført, ikke virker ærekrænkende. I den forbindelse lægger Generaldirektoratet betydelig vægt på, at ordningen først blev indført i Postvæsenet efter drøftelser og i enighed med Postkartellet, der repræsenterer de 4 største personaleorganisationer. En af disse organisationer er Dansk Postforbund, der har forhandlingskompetencen bl.a. for (A's) stilling.

..."

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende

" 1. Personkredsen.

De har gjort gældende, at ordningen i forhold til tjenestemænd er uværdig og ærekrænkende som følge af de særlige krav, der i forvejen stilles til tjenestemænd.

Tjenestemandslovens § 10 indeholder et krav om, at en tjenestemand såvel i som uden for tjenesten skal vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Det er desuden antaget, at alle offentligt ansatte - uanset deres ansættelsesmæssige status - er undergivet et generelt vandelskrav.

Jeg har forstået Deres synspunkt således, at tjenestemænd skal opfylde et specielt krav om vandel, og at det derfor er urimeligt og overflødigt at lade dem være omfattet af visitationsordningen.

Som anført er alle offentligt ansatte undergivet et vandelskrav, hvilket taler for en ensartet behandling af alle personalegrupper.

Selvom der for visse stillinger eventuelt stilles større krav om decorum, er dette dog ikke i sig selv ensbetydende med, at der bør ske undtagelse fra visitation. Ved afgørelsen heraf må der lægges vægt på, om den pågældende varetager en funktion, som åbner mulighed for, at pågældende vil kunne tilegne sig betroede genstande. Afgørende bliver således, om denne adgang for nogle er væsensforskellig i forhold til andres. Der er ikke i de foreliggende oplysninger holdepunkter for at antage, at der skulle være en sådan forskel mellem tjenestemændenes og de overenskomstansattes adgang.

Til støtte for synspunktet om også at lade tjenestemænd være omfattet af visitationsordningen taler desuden en voldgiftskendelse (30/7-42) (*1), der statuerede, at funktionærer ikke kunne kræves holdt uden for ordningen, idet dette ville være ærekrænkende for den del af personalet, som ikke havde funktionærstatus, samt en kendelse fra Arbejdsretten (K 798), der bestemte, at det ikke kunne være ærekrænkende for en lille del at underkaste sig den samme kontrol, som størsteparten af kollegerne allerede frivilligt var indgået på.

Der er således efter min opfattelse ikke i denne sag holdepunkter for at undtage tjenestemænd i den gruppe, De tilhører, fra en i øvrigt sagligt begrundet og indrettet visitationsordning.

2. Krav til ordningen.

De har rejst spørgsmålet, om adgangen til at indføre kontrolforanstaltninger som den foreliggende kræver lovhjemmel.

Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet har lagt til grund, at det følger af den offentlige arbejdsgivers ledelsesret, at arbejdsgiveren kan fastsætte kontrolforanstaltninger i forhold til personalet.

Denne opfattelse, som har støtte i voldgiftskendelser og domme afsagt af Arbejdsretten, kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

Det må dog efter min mening kræves, at kontrolforanstaltningen skal have et sagligt formål, dvs. være begrundet i driftsmæssige hensyn. Den må endvidere ikke have en for arbejdstagerne krænkende form, og den må ikke forvolde dem tab eller nævneværdig ulempe. Samtidig må det sikres, at der ikke i forbindelse med visitationen sker en tilsidesættelse af reglerne om tavshedspligt. Jeg sigter hermed til, at eventuelle oplysninger om de ansattes private forhold ikke kommer til uvedkommendes kundskab.

Generaldirektoratet har oplyst, at formålet med visitationsordningen er dels at hindre tyverier dels at virke generalpræventivt for at højne og fastholde postsikkerheden, så postvæsenet i forhold til kunderne er en pålidelig og sikker transportør og samarbejdspartner.

De har anført, at der ikke var dokumentation for tyverier, samt at der i stedet kunne indføres kontrol under hele arbejdsprocessen.

Jeg må lægge til grund, at der løbende har været reklamationer over bortkomne forsendelser, og at der således har været sagligt grundlag for at gennemføre en kontrolordning. At postvæsenet har valgt en personlig visitationsordning i stedet for at indføre en generel løbende kontrol, kan ikke give mig grundlag for kritik. Jeg har herved lagt vægt på, at den gennemførte ordning må anses for mindre bekostelig end en sådan almen kontrolordning.

Ifølge de fastsatte regler om visitation i postvæsenet, må visitationen ikke have en for den udvalgte medarbejder krænkende form. Den normale procedure vil være forevisning ved skranke, men hvis medarbejderen ønsker det, kan visitation ske i et separat lokale, hvor der altid skal være 2 kontrollanter til stede. Der er alene tale om simpel visitation. Visitator må ikke uden tilladelse selv undersøge genstande eller "klappe" den visiterede. Hertil kommer, at alle, der går ud gennem de anviste udgange, er omfattet af ordningen, at udtagningen sker automatisk, og at visitator skal være uniformeret.

Jeg finder på denne baggrund ikke grundlag for at antage, at visitationsordningen savner sagligt formål, eller at der ved gennemførelsen af visitationen påføres personalet særlige og mere indgående ulemper, eller at privatlivet tilhørende oplysninger prisgives.

Jeg finder herefter ikke grundlag for kritik af den generelle tilrettelæggelse af visitationsordningen ved Københavns Postcenter.

Den over for Dem begærede visitation den 3. juni 1991 blev gennemført i overensstemmelse med de fastsatte regler, og jeg har derfor heller ikke grundlag for kritik af denne visitation.

..."

NOTER: (*1) Jf. Allan Rise: "OK-fortolkning ved faglig voldgift", 5. udg. 1983, s. 450.

Resumé

A klagede over en visitationsordning ved Københavns Postcenter. Visitationsordningen var blevet indført i januar 1991 af postvæsenets ledelse. Indførelsen skete i henhold til fælles centrale rammebestemmelser suppleret med et sæt lokale "etiske spilleregler". Visitationsordningen skulle dels forhindre tyveri dels virke generalpræventivt. A anførte, at visitationsordningen, der indebar fremvisning af indhold af lommer, var stærkt ærekrænkende, unødvendig og især uværdig i forhold til tjenestemænd.

Ombudsmanden udtalte, at alle offentligt ansatte var undergivet et generelt vandelskrav. Selv om der eventuelt for visse stillinger stilles større krav om decorum, er dette dog ikke ensbetydende med, at der bør ske generel undtagelse fra visitation. Afgørelsen heraf må bero på en vurdering af, om den ansattes funktion åbner mulighed for at tilegne sig betroede genstande. Ombudsmanden fandt efter de foreliggende oplysninger ikke holdepunkter for at undtage de i sagen omhandlede tjenestemænd fra en i øvrigt sagligt begrundet og indrettet visitationsordning.

Ombudsmanden udtalte yderligere, at offentlige arbejdsgivere i medfør af deres ledelsesret kan fastsætte kontrolforanstaltninger i forhold til personalet, for så vidt foranstaltningen har et sagligt formål og ikke forvolder dem tab eller nævneværdig ulempe. Endvidere må det sikres, at der ikke sker en tilsidesættelse af reglerne om tavshedspligt. Ombudsmanden fandt, at den konkrete visitationsordning opfyldte de anførte krav, og at der på denne baggrund ikke var grundlag for kritik. (J. nr. 1992-962-819).